Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

88Likes
114Kommentarer
25485Visninger
AA

46. 44

*Louis*

"Katy... Jeg kører nu." Smilte jeg og kyssede hende på kinden. Når jeg kom hjem, ville jeg lave noget lasagne til hende, det var noget hun bestemt trængte til.  "Louis! Vent. Du må ikke køre"

"Wow.. vent hvad?" Grinte jeg underligt af hende. Hvad sker der lige? Hun har jo ikke feber længere, hvad plager hende sådan?

"Behøver du køre? Vil du ikke nok blive hjemme? Bare i dag?" Spurgte hun og så helt desperat ud. "Hvorfor? Der sker jo ikke noget. Katy, er det fordi du ikke vil være alene igen?" Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, men hvad nu hvis det var det og hun frygtede hun ville forblive alene, at jeg ikke ville komme tilbage?

"Hvorfor ville du have det sådan nu?" Spurgte jeg mistænksomt. "Nej, det er ikke det. Jeg vil bare ikke have du kører. Ikke i dag. Det føles forkert." Føles forkert?  "Jeg har en fornemmelse af der komme til at ske noget" Er hun seriøs? Hvorfor skulle der ske mig noget? "Så jeg skal gå efter din mave fornemmelse?" Spurgte jeg, måske lidt hårdt. "Be om? Jeg ved det lyder dumt, men be om. Lad vær med at sætte dig ud i bilen. Det ender galt" Hvorfor var hun dog så sikker? Det kunne da ikke passe jeg ikke kunne tage ud for at besøge Eleanors grav længerer.

"Hvad er det du ikke fortæller mig?" Hun var ved at gå mig på, hun ville ikke fortælle mig hvad der foregik og hun "Bare ikke kør. Bliv hjemme" Tiggede hun. Det her var for meget. "Ikke før du siger hvad der er galt." Sagde jeg strikt. Jeg ville vide det.

"Det kan jeg ikke.” Nå, nu ville hun ikke have øjentkontakt. "Hvorfor ikke? Katy, der er noget galt. Det er tydeligvis alvorligt. Sig det eller jeg går, lige nu.” Jeg havde ikke et andet valg, jeg ville komme tilbage, jeg ville være kølet ned, hun ville være kølet ned og vi ville kunne snakke om det her.

"Men. Nej, du må ikke gå!" Skreg hun panisk. Hurtigt vendte jeg mig om og sukkede af hende. "Eleanor slår dig ihjel hvis du kører.” Hvad? "Hvad sagde du?" Det var alt der skulle til. Havde det virkelig noget med Eleanor at gøre? Efter alt hvad jeg havde gjort og prøvet og prøvet og undgået at lade det ramme Katy, selvom det nærmest var umuligt, så skulle det her lige til.

"Hun slår dig ihjel. Hvis du sætter dig ud i den bil, kommer du ikke tilbage. Hun lader dig ikke komme tilbage denne her gang.” Hun krøllede sine tæer sammen og rettede sit blik modigt mod mit. "Er du blevet sindssyg?!"  Råbte jeg. "Nej. Eleanor er ikke død! Jeg ved godt du ikke tror mig, men hun er alt andet end død. Du bliver nød til at tro mig Louis. Jeg kan ikke lade hende tage dig fra mig.”

"H-hvad?! Forhelvede Katy jeg så hende selv på obduktions bordet og i kapellet! Hvad går der af dig!?" Vrissede jeg arrigt af hende. "Det var ikke hende. Jeg har talt med hende Louis. Hun er ikke død" Sagde hun og trådte lidt tættere på. "Nå, så hun er ikke død? I har måske taget en kop kaffe sammen?" Grinte jeg vredt og gik forbi hende. "Jamen wow, hvad skal jeg dog gøre? Jeg må hellere finde hellig vand og noget stensalt." Fortsatte jeg imens jeg fandt pillerne frem. "Louis, hun døde aldrig! Hun begyndte at hade dig, så hun hyrede mig til at slå dig ihjel!"

 Der stod tiden stille. Hun havde foldet sine hænder over sin mund og så direkte skræmt ud."Jeg…"H-hv...” Jeg stormede mod døren, men Katy tog hårdt fat i mit ærme. "Louis. Lyt til mig. Det var ikke meningen du skulle finde ud af det sådan her. Jeg ville fortælle dig det så mange gange, men jeg. Jeg-"  

"Hvad er der med dig?" Spurgte jeg og kunne mærke knuden i min mave blive større. "Du... du fucking begynder på alt det her? Hvorfor?!" Råbte jeg og rev min arm til mig. ”Louis. Lyt til mig. Jeg er virkelig ked af at skulle fortælle dig det her, men jeg var en lejemorder. Du var bare en opgave, men så begyndte jeg at holde af dig. Jeg kunne ikke slå dig ihjel. Eleanor hyrede mig.” Lejemorder? Tror hun det er en film?!

"Åh, du er en lejemorder? Så må jeg være en flyvende kanin! Katy chancen for at du kunne slå ihjel, rent faktisk, den er for lav. Måske hvis du intet følte, men du ville aldrig kunne slå ihjel. Stop med at find på sådan noget!" Snerrede jeg og tog mine sko arrigt på. "Det er det. Jeg følte ikke noget. Jeg havde ikke følt noget siden jeg var 7, men af en eller anden grund fik du mig til at føle. Jeg kunne ikke opgive det. Men har slået folk ihjel. Langt flere end jeg bryder mig om. Bare at tænke hvilken titel jeg har haft giver mig kvalme.” Hendes øjne var begyndt at blive røde og en lille tåre trillede ned af hendes kind.

"Katy hvad fanden sker der i hovedet på dig? Mord? Lejemorder? Det her lyder som en syg joke! Du gør det kun værre for dig selv!"  Sagde jeg og trak en hoodie over mit hår. "Da vi hentede mine ting? Alle de våben jeg havde? Tror du virkelig de bare var til selvforsvar? Jeg har smidt Harry ned på gulvet flere gange. Du kan spørge hvem som helst i den kriminelle verden. Alle ved hvem jeg er.” Sagde hun med en grødet stemme.

"Men hvorfor har ingen genkendt dig? Hvorfor har ingen advaret mig om dig?" Spurgte jeg med en direkte hån i stemmen. Hvorfor fanden ville hun begynde på det nu? "Fordi almindelige folk ved ikke hvem jeg er. Hvis de gjorde, var jeg blevet fanget for lang tid siden. Der er en grund til jeg er en af de bedste. Jeg har gjort det her det meste af mit liv. Det var mit liv. For en gangs skyld fortæller jeg dig sandheden, og så tror du mig ikke?!" Sandheden? "Gentag det sidste." Sagde jeg monotont.

”Jeg fortæller dig sandheden nu. Og du tror mig ikke" Hviskede hun, som om hun skammede sig. "Okay fint. Fortæl mig om alle dine opgaver, og hvordan du skaffede ligene af vejen og hvorfor du kan kaster Harry rundt som en kludedukke." Spurgte jeg med en tydelig sarkasme. Hun slog sin hæl hårdt ned i et af brædderne på gulvet og åbnede den op.

 "Jeg har ikke lyst, Louis. Men fortæl mig hvorfor i alverden jeg skulle have pistoler, hvis ikke jeg brugte dem?!" Vent ødelagde hun lige mit gulv!?"Ødelagde du mit gulv?!"  Da jeg fik øjenkontakt til hende, så jeg den. Pistolen. "Nej. Den har været løs i lang tid. Men det opdagede du jo ikke, for du er ikke trænet til at opdage sådan noget! Hvis du virkelig gerne vil have detaljer, så skal du nok få dem! Jeg fik min første opgave da jeg var 9. En ældre mand. Børnene var for utålmodige til at vente på han døde, så de hyrede nogen til at slå ham ihjel. Bare for at få deres arv. Jeg var 9. Jeg smed ham i havet, og to år senere fandt de ham. Men da kunne de jo ikke identificere ham, og alle sporerne var væk."

"Vil du vide mere?! Da jeg var 16 fik jeg den første opgave undercover. Jeg skulle flirte med en ung mand, og få ham alene. Jeg skar halsen over på ham. Jeg smed ham i er hul i jorden.” Stilhed. "Jeg var 13 da jeg skulle få informationer ud af nogen. Det tog 10 timer. Jeg torturerede ham i 10 timer. Lavede små rifter i hans hud. Lod ham forbløde langsomt. Vi begravede ham inden han døde helt. Vil du høre mere?" Spurgte hun udfordrende. "Der var den her pige. Hun havde været hendes kæreste utro, og det gad han ikke finde sig i. Jeg fik det til at ligne selvmord. Ingen så meget som satte spørgsmålstegn ved det. Politiet fandt ikke andet end hendes dna"

"Hvorfor..." Min ryg stødte mod væggen og jeg gled langsomt ned. Hvorfor sagde hun alt det? Var hun ved at blive sindssyg? "Hvorfor? Hvorfor?! Jeg fandt min søster død. Min far døde kort efter. Jeg fandt min mor død to uger efter. Nogle folk fandt mig, og begyndte at træne mig. Jeg vidste ikke bedre. Det er alt jeg nogensinde har kendt. Det var min eneste mulighed for at overleve, og du spørger hvorfor?!" Vrissede hun arrigt af mig. ”Hvorfor du ikke slog mig ihjel hver gang du havde en chance? Vi er altid alene hjemme... du har haft mange muligheder. Du har endda set, de mørkeste og mest følsomme sider af mig, alligevel er jeg stadig i live."

Måske var det sandt. Ville nogen slå mig ihjel? Jeg kan ikke være hjemme. "Jeg prøvede. Da jeg begyndte at holde af dig, skræmte det mig. Jeg kunne ikke lade dig komme for tæt på. Jeg prøvede at slå dig ihjel, men af en eller anden grund lykkedes det ikke. Første gang vi skændes. Morgen efter havde jeg lavet morgenmad inden jeg gik. Du spurgte hvorfor maden var så vigtig. Der var gift i. Det havde slået dig ihjel.  Men du skulle absolut være en idiot og følge efter mig, og få mig til at holde af dig!"

"Du ville forgifte mig der? Hvornår gjorde du det ellers?" Spurgte jeg stumt. Hun havde ret, jeg tog fejl. Hun… hvordan? "Jeg kan ikke huske det. Men du ville lære mig at læse, så jeg besluttede jeg ville vente til efter med at slå dig ihjel. Men på det tidspunkt holdt jeg for meget af dig til at gøre det.” Så hvis ikke jeg havde lært hende det, ville hun så have slået mig ihjel?

"Hvorfor?" Spurgte jeg paralyseret fra chokket. "Fordi jeg var flov over jeg ikke kunne læse. Og pludselig havde jeg en familie. Der var nogen der tog sig af mig, og det kunne jeg ikke give slip på. Jeg begyndte af føle noget" Fortalte hun, som om hun var stolt. "Elsker du mig overhovedet?" Spurgte jeg og kiggede op på hende, klar til at tage langt væk.  "Hvis jeg ikke gjorde havde du været død. Jeg vil ikke miste dig, Louis. Jeg opgav mit liv for dig. Gav slip på alt det jeg kendte. Jeg har aldrig elsker nogen mere end jeg elsker dig" Hun nærmede sig mig. "J-jeg kan ikke." Jeg undvigede hende hurtigt og gik hen mod hoveddøren. Jeg kunne ikke trække vejret i mit eget hjem.

"Jeg har været så bange for ar fortælle dig det, for jeg vidste hvor skræmt du ville blive. Jeg har været ved ar drukne i skyldfølelse, hver eneste gang nogen af jer har betroet mig noget. Jeg kan ikke leve uden dig Louis" Hviskede hun og rakte ud efter mig. "Nej... lad vær." Jeg var kun halvanden meter fra døren. "Lyt til mig Louis. Hvis du sætter dig ud i den bil, og kører væk. Eleanor slår dig ihjel" *bange* -"Nej.. hold dig fra mig. Jeg kan ikke gøre det her." Jeg flåede døren op og gik ud til bilen. Jeg havde lige låst op. "Nej, Louis!" Råbte hun efter mig.

Jeg startede bilen, hurtigere end jeg havde forventet, jeg var vred, forvirret, skuffet og tom. Hvorfor begyndte hun dog på sådan noget? Eleanor var død. Hun døde inde på den intensive afdeling, ingen kunne redde hende. Hendes hoved havde taget alt for skade. Halvdelen af hendes knogler var knuste, sagde de. Hendes ene lunge kollapset fuldstændig og den anden revet over. Et brækket ben og forstuvet ankel.

Hun ville aldrig have overlevet så mange skader. Aldrig. Katy er bare ved at blive urolig igen. Det er ikke jeg ikke kan håndtere jeg kan sagte-

"Hallo?" Sagde jeg koldt. "Det er mig. Harry. Jeg ved godt du sagde at du ikke ville have vi tog fat i dig. Men... Louis kom nu. Luk mig ind. Jeg er bekymret for dig. Der er tre dage til at hun skal begraves..”

”Mor der et monster i skabet!”

”Mor er lige her.”

”Monsteret bor ikke i skabet men inde i dig, Louis.”
Den sorte gang virkede så underlig behagelig da jeg trådte ind i den.

Selvfølgelig stolede du på mig Louis. Du ville jo gifte dig med mig. Men du kan ikke. Jeg kan ikke lide Katy. Måske skulle jeg køre hende ned?

”Mr. Tomlinson. Spis noget. Det er sundt.”

 

”Mr. Tomlinson. Vi har noget medicin du skal tage. Lige nu.”

”Mr. Tomlinson. Vil de ikke godt spise?”

Jeg kunne ikke få vejret.

”Der … ribbene … lungen…”

”Støt… vær…”

”Hallo? Er… ”

”Hallo.” 

____________________ 

Sometimes life changes in a hearbeat. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...