Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24835Visninger
AA

45. 43

*Katy*

Jeg vågnede tideligt. Alt for tideligt. Jeg havde det forfærdeligt. Kvalmen var uudholdelig, mit hoved dunkede. Langsomt åbnede jeg øjnene. Jeg var næsten sikker på at jeg skulle kaste op. Mit ben var stadig ømt, og jeg havde svært ved at bevæge mig rundt uden mine krykker.

”Louis?” Hviskede jeg stille, og skubbede forsigtigt til ham. Anstrengt fik jeg mig vendt om på siden. Gåsehuden dækkede det meste af min krop.

”Mmh?” Mumlede han træt. Han var ikke rigtig vågen. Selvfølgelig var han ikke det. Han kunne sove gennem alt hvis han ville. Kvalmen pressede sig på igen.

”Louis” Min stemme var grådkvalt. Hans øjne åbnede sig hurtigt op. ”Katy?” Lød han bekymrede stemme. Han havde allerede sat sig halvt op, parat til at hoppe ud af sengen hvis det var nødvendigt. Min krop var begyndt at gå i panik. Jeg skulle kaste op, og jeg kunne ikke holde det tilbage ret længe.

”Jeg skal kaste op” Fik jeg hurtigt frem. Han styrtede op af sengen, og var ude af døren på ingen tid. Der gik kun et par sekunder før han var tilbage igen. Han nåede kun lige og lige at række mig spanden, inden indholdet fra min mave kom op.

Den ækle lugt ramte mine næsebor, og anden bølge kom op. Min krop rystede. Det hele svimlede rundt. Louis stemme var langt væk. Nogen fjernede spanden fra mine hænder. Udmattet faldt jeg ned på puden igen. Der gik ikke længe før jeg faldt i søvn igen.

***

”Efter et trafikuheld på motorvejen, er One Direction sangeren Louis Tomlinson endt på hospitalet. Hans tilstand er meget kritisk. Der er ingen spor af føreren af den anden bil, men vider fortæller at Tomlinsons kæreste forlod ulykkesstedet uskadt. Flere har anklaget hende for at være skyld i uheldet”

”Politiet har netop anholdt den afdøde Louis Tomlinsons såkaldte kæreste. Hun er blevet sat sammen med flere mord end nogen anden, og anklages for at være lejemorder. Hun vil blive varetægtsfængslet, indtil der er kommet en afgørelse om hende mentale tilstand”

”Katy Plummer, bedre kendt som den afdøde Louis Tomlinsons kæreste Katy Evans, er blevet erkleret psykisk syg, og vil blive isoleret på et mentalhospital. Resten af One Direction og andre der har været tæt på Louis Tomlinson og Katy Plummer, er chokeret. Ingen af dem ønsker at se Plummer igen, og man forventer at hun ender sine dage uden kontakt til omverden”

”Eleanor Calder er i dag blevet fundet. Politiet fortæller at Katy Plummer iscenesatte hendes død, for at kunne komme tæt på Louis Tomlinson. Calder har levet under jorden i næsten et år, uden kontakt til omverden. Plummer har truet Calder på livet adskillige gange, og har derudover også brugt vold. Calder har udtalt at hun er lykkelig for at Plummer er bag tremmer”

”Katy?” En ny stemme kom frem mellem alle nyhedsudsendelserne.

”Jeg sagde jo jeg ville vinde. Alle bebrejder dig for hans død, og jeg får deres medlidenhed. Det er underligt hvordan verden virker” Hendes hånelige smil havde ingen effekt længere. Jeg havde tabt. Manden jeg elskede var død, ingen ønskede at snakke med mig, jeg havde aldrig haft en chance for at forsvare mig, jeg var isoleret. Der var ikke noget jeg kunne gøre længere.

”Katy!” Stemmen lød desperat. Forvirret kiggede jeg mig omkring. Der var ingen i det mørke rum. Der havde aldrig været nogen. Måske var jeg ved at blive sindssyg?

”Katy, vågn op” Lød Louis stemme, mens han forsigtigt ruskede mig. Var det bare en drøm? Var han ikke død? ”Jeg” Ordene var væk. Panisk trak jeg mig ind til ham. Han var ikke død. Eleanor havde ikke vundet.

”Det er okay. Jeg er lige her” Han strammede sit greb om mig. Det var først nu det gik op for mig at jeg græd. Jeg troede virkelig at han var død. Jeg følte mig så sindssyg, hvordan kunne det kun være en drøm? ”Jeg har lavet morgenmad, hvis du er sulten?”

”Morgenmad lyder godt” Sagde jeg stille. Jeg havde det ikke skidt længere, men jeg var stadig en smule rystet. Det der var sket i drømmen kunne sagtens ske. Hvis der skete noget med Louis, og politiet begyndte at grave, så ville det hele komme op. Alt. De ville vide alt om mig. Det kunne jeg ikke lade ske.

***

”Skulle du egentligt ikke indspille i dag?” Spurgte jeg undrende. Vi sad på sofaen, og var ved at se en tilfældig serie. Klokken var kun lidt over 10m men jeg vidste han burde være i studiet nu.

”Jo. Men jeg bliver hjemme hos dig. Jeg lader dig ikke være alene når du er syg” Jeg burde have vidst det. Jeg havde ikke haft det skidt siden jeg vågnede, men han troede ikke rigtigt på det. Selvfølgelig ville jeg gerne være sammen med ham, og jeg elskede at han blev hjemme for mig skyld, men jeg havde også brug for at tænke over det hele, og det kunne jeg ikke mens han var her.

Det var svært for mig at sidde og se fjernsyn sammen med ham. Jeg kunne ikke fokusere. Der var et eller anden der var forkert. Jeg brækkede mig ikke, og havde det godt bag efter. Det var ikke normalt. Og jeg drømte aldrig.

”Du burde tage af sted. Jeg har det fint, og i skal have jeres album færdigt. Det et september Louis. I har ikke så lang tid længere” På en måde hadede jeg hvor meget han ofrede for mig, men så igen. Der var noget utroligt sødt over det. Jeg hadede og elskede det på samme tid. ”Det ved jeg. Jeg vil bare ikke have du er alene” Han strøg mig forsigtigt over håret.

”Du burde tage af sted. De andre drenge har brug for dig mere end jeg har. Jeg kan få Perrie herover. Noget siger mig der ikke går så lang tid inden hun skal på hospitalet” Jeg ville i hvert fald ikke nå at se hende så meget inden. Det hele ville ændre sig en smule når hun fik tvillingerne.

”Okay. Men du ringer hvis der er det mindste” Forlangte han. Han var allerede ved at rejse sig, og havde fået telefonen op ad lommen. Der gik ikke længe før Perrie kom, og Louis var kørt afsted. Han nægtede at tage af sted inden Perrie var kommet.

"Hey! Så er jeg her. Smut Louis." Sagde Perrie glad, så snart hun var kommet ind ad døren. Jeg havde savnet hende. Det var utroligt lang tid siden jeg sidst havde set hende. Hendes babybule var i hvert fald blevet synligt større.

"Det var på tide! Jeg har savnet dig!" Jeg smilte. Det var alt for længe siden jeg havde været sammen med nogle af pigerne. Uden drengene. De var altid en smule anderledes når drengene var der. "Vi ses piger." Louis kyssede mig blidt på panden, inden han rejste sig.

"Selvfølgelig. Så. Pigehygge" Sagde jeg dybt seriøst, da Louis var gået. Jeg kunne ikke vente med at finde en masse spiselige ting frem, og sætte film på. Ikke fordi vi rent faktisk ville se dem, men film var gode at snakke over.

"Ja... Er der noget galt? Louis siger du er syg." Perries modelige side kom frem i hende bekymring. Hvad havde Louis fortalt hende. Jeg havde det jo fint.

"Nej. Jeg er ikke syg. Jeg kastede op i morges, men jeg har det meget bedre. Det er bare Louis der er for overbeskyttende" Jeg elskede at han var overbeskyttende. Det var sødt, men nogle gange var det for meget.

"Brækkede du dig uden videre?" Spurgte hun undrende. Jeg havde sikkert bare spist for meget. Hvorfor bekymrede de sig så meget? Det var jo ikke fordi jeg stadig havde det skidt. "Jeg vågnede op og havde det skidt. Så brækkede jeg mig" Forklarede jeg hende. Der var ikke mere til det.

"Spiste du noget du ikke kunne tåle?" Forsatte hun. Hun vidste godt jeg ikke havde nogle allergier. "Nej. Perrie, jeg er ikke allergisk over for noget" Hvorfor spurgte hun om alt det her? Det plejede hun aldrig at gøre.

"Har du spist underlige ting for tiden?" Endnu et spørgsmål. Jeg var faktisk sulten. Meget sulten endda. "Det ved jeg ikke. Jeg har spist meget. Vil du med ud i køkkenet? Jeg er sulten" Jeg kunne virkelig godt have en sandwich. Men med is, caramel og Nutella. "Nej. Fortæl hvad du har spist." Eller måske bare Nutella?

"Det ved jeg ikke, mad? Men seriøst. Lige nu har jeg en stor trang til mad" Nutella. Stor trang til Nutella. "Underligt mad. Som peanut butter nutella sandwich." Hvordan vidste hun det? Jeg ville havde lavet sådan en sandwich, men jeg spiste det sidste peanutbutter i går,

"Det er da ikke underligt. Det har jeg spist utroligt meget af de sidste par dage" De smagte lang bedre end man skulle tro. Jeg forstod godt hvorfor Perrie spiste så mange af dem.

"Hvornår havde du sidst moster rød på besøg?" Der var en nervøs undertone i det Perrie sagde. Det begyndte at gøre mig urolig. "Det ved jeg ikke. Det ved at være noget tid siden tror jeg. Den er faktisk over en uge forsinket"

"Over en uge? Hvornår havde du sidst... Du ved, ladet Louis... Dominere dig?" Hvorfor var det vigtigt? Hvad havde det overhovedet med noget at gøre?! "Seriøst Pez? Er det virkelig vigtigt?" Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge på hende. Mit blik var alle andre steder end på Perrie. Det var simpelthen for akavet.

"Ja. Tell me now." Insisterede hun. "For et par dage siden. To måske tre dage siden?" Det var jo ikke ligefrem fordi jeg holdt styr på det, men vi havde gjort det ofte det sidste stykke tid. "Har det her ikke varet lidt mere end en måned?"

"Hvilket?" Spurgte jeg forvirret. Lige nu var hun som Sophia. Kom med en masse spørgsmål, og var ved at regne det hele ud, uden at inddrage andre i det. Jeg hadede det. "Hvor længe har du haft det sådan med maden og kvalmen? Underlig hovedpine?"

"Det ved jeg ikke. Jeg har ikke brækket mig før i dag. De sidste to tre uger har jeg været meget sulten. Og hovedpiner har været der til og fra lige så længe” Der havde jo været en periode hvor jeg næsten ikke spiste. Jeg var jo nok bare sulten fra den tid. Det ville da ikke være så underligt.

"Mavepine?" Forsatte hun. Forsigtigt kørte hun en hånd rundt på sin mave. "Ja? Kramper. Som man altid får. De har bare været meget mere uregelmæssige" Kramperne havde også været værre end de plejede.

"Kan du passe dine favoritjeans? Du ved... Dem som Louis købte til dig. De sorte." Alle hendes spørgsmål var begyndt at irritere mig. Selvfølgelig gik jeg ikke i lange bukser. Det var stadig varmt udenfor, og jeg havde tænkt mig at nyde det så længe som muligt.

"Det ved jeg ikke. Det er stadig varmt, og jeg nyder at gå i shorts. Perrie, hvorfor alle spørgsmålene?" Det var begyndt at frustrere mig. Jeg blev meget nemt irriteret på det sidste. Jeg vidste ikke hvad der skete. "Er det som om du svømmer nogle gange, for det kan ske, mens man har sex. Inden for den første måned."

"Perrie hvad snakker du om? Svømmer? Første måned?" Første måned af hvad? Det var ikke mange forklaringer hun kom med? Regnede hun med at jeg var tankelæser?

"Første måned." Hun kiggede alvorligt på mig, men hjalp ikke min forvirring det mindste. "Første måned af hvad?" Prøvede jeg igen. "Hvad tror du selv, hvis du ligesom bruger hovedet?"

"Det ved jeg ik" Jeg stoppede midt i sætningen. Det gik op for mig hvad hun troede. "Oh. Du tror da ikke" En pludseligt frygt kom ind over mig. Det kunne ikke være rigtigt? Hvad ville Louis sige? "Det tror jeg."

"Men. Hvordan?" Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne ikke være gravid. Det var ikke muligt. Louis havde selv sagt han ikke kunne få børn. Det burde ikke kunne ske. "Rolig nu solstråle... tænk dig om. Hvor slemt har udfaldene været?"

"Hvilke udfald?" God dammit Perrie! Du er virkelig nød til at være mere forklarende i dine spørgsmål! "Af dine følelser, mad og sådan noget?"

"Det ved jeg ikke. Der har vel været en del humørsvingninger? Kan man ikke få sådan en test eller noget?" Jeg brød mig ikke om uvisheden. Jeg var nød til at vide det.  ”Jo. Men har vi flere her?"

"Jeg tror det var en tilbage" Jo. Vi havde ladet en være tilbage. Heldigvis. Jeg tror ikke jeg ville have nerverne til at gå ud og købe en test. "Hent den... for der går mindst et minut før jeg kan komme helt op."

"Skal jeg ikke bare tage den mens du bliver siddende?" Jeg ventede ikke på hendes svar, men var allerede ude for at tage testen. Jeg tog min tid, og gik ind til Perrie igen. Inden af os sagde noget mens vi ventede.

"Vil du ikke kigge på den? Jeg ved ikke om jeg tør" Sagde jeg. Hvad hvis den var positiv? Jeg ville jo gerne have et barn, men det var jeg ikke sikker på Louis ville. Måden han havde reageret på hele forlovelses tingen, skræmte mig en smule.

"Kom med den.." Der var også en nervøsitet i Perries stemme. Hun var bange for at se svaret, præcis som jeg var. "Det her er meget mere... ubehageligt end da vi tjekkede mine... burde vi ringe til Sophia?"

"Hvis den er positiv?" Forslog jeg. Det var vel ikke nødvendigt at ringe til hende, hvis der ikke var noget. Hun ville sikkert flippe ligeså meget ud som os.

"Du har ret." Hun drejede testen rundt, men kiggede ikke på det. "Jeg kan næsten ikke. Okay... giv mig et øjeblik. Mine hormoner er stadig meget værre end dine."

"Vi kunne også ringe til Sophia, og få hende at kigge?” Forslog jeg. "Du har ret. Jeg ringer" Perrie havde ikke bruge for særlig meget overbevisning. Hun havde lige så lyst til at kende svaret som jeg.

"Perrie? Hva så?” Kunne jeg høre Sophia sige. "Du bliver nødt til at komme hjem til Louis og Katy..." Perrie gik direkte til sagen. "Hvad? Er der sket noget?" Hun lød allerede urolig. Hun havde ingen anelse om hvad der var sket.

"Ehm ja... måske er Katy ved at blive tyk, du ved ligesom mig." Forklarede Perrie. Nervøst pillede jeg ved min trøje. Hvordan kunne det ske?

"Hvad?! er du seriøs lige nu?" Nærmest råbte hun ind i telefonen. "Ehm måske ja... Kunne du tage dit læge noget med, du ved fra Nialls af?" Spurgte Perrie. Hvad ville hun med læge ting?!

"Det er for sent at sige nu" Sophia kom gående ind ad døren. Perries hud blev en tand. "Velkommen, Sophia." Hendes stemme var tyk af nervøsiteten. Det var utrolige hvor meget det trykkede stemningen. Det burde jo være gode nyheder.

"Er du ikke sød at kigge på den her test, for jeg tør ikke" Sagde jeg hurtigt. Ordene faldt næsten over hinanden. "okay" Sophia kiggede anspændt på Perrie, som rakte hende testen. Nervøst bed jeg mig i læben.

"åh Gud" var det eneste der kom ud af hendes mund. Det kunne næsten kun betyde en ting. "Hvad?" Jeg var bange. Jeg var direkte bange for svaret.

"Du... Du er gravid." Jeg kunne nærmest mærke hvordan mit ansigt blev blegere. Louis ville ikke giftes, hvorfor skulle han ville han have et barn? Jeg tvivlede på at han ville have den slags ansvar.

"Katy? Honey?" Lød det fra Perrie. Jeg vidste ikke om skulle grine eller græde. Jeg var gravid. Jeg kunne rent faktisk få min egen familie. En biologisk familie.

"Okay rolig nu... Du er ikke særlig langt henne. Vi kan fjerne barnet hvis du vil det." Bød Sophia ind. Hvad hvis Louis ikke ville have barnet? Hvad hvis det var at lægge for meget pres på ham?

"Nej. Jeg vil gerne. Men. Jeg ved ikke med Louis" Hvordan skulle jeg fortælle ham det? Han var jo nød til at vide det. Han havde ret til at vide det. Det her var lige så meget hans beslutningen som min.

"Åh ham... Du bliver nødt til at sige noget til ham." Sagde Perrie, som om jeg ikke vidste det. "Det ved jeg" Jeg var ikke sikker på hvordan han ville tage det. Enten ville han blive glad, eller også ville han blive skidt.

”Hvordan vil du gøre?” Spurgte Sophia uroligt. En ting var sikkert, jeg var nød til selv at fortælle ham det. "Det ved jeg ikke. Jeg er bange. Han blev skidt da der startede rygter om vi var forlovet. Hvordan tror i han reagere på det her?”

"Du har ret. Hvad gør vi?" Spurgte Perrie. Jeg vidste de ville hjælpe mig, men jeg var ikke sikker på om jeg ønskede deres hjælp. Ikke på det her område i hvert fald.

"Jeg fortæller ham det. Og jeg skal nok finde ud af hvordan. Jeg skal bare bruge lidt tid" Resten af dagen så vi film. Der var ikke så meget andet at sige om det.

Der gik et par dage før jeg kunne sige det til Louis. Jeg havde endelig fundet modet til at sige det. Han ville tage på kirkegården lige om lidt. Jeg ville fortælle ham det så snart han kom hjem.

En besked tikkede ind på min telefon, og fjernede min opmærksomhed fra Louis. Det var ikke noget der var kodet ind i min telefon og jeg kunne ikke genkende nummeret, men da mine øjne læste beskeden var jeg godt klar over hvem der havde sendt den.

Jeg håber du når at sige farvel…”

”Katy. Jeg kører nu” Lød Louis stemme inden han satte et kys på min kind. Alt inden i mig stivnede. Jeg var nød til at sørger for han ikke kørte. Han måtte for alt i verden ikke sætte sig ud i den bil. 

-----

Det her bliver interessant. Jeg kan vidst godt afsløre at den er ved at nå en afslutning, og hvis man ikke regner en epilog med, så mangler jeg faktisk kun at skrive et kapitel mere.

Det er ret sindssygt at tænke på alt hvad der er sket, mens vi har skrevet. Jeg ved ikke med Louise, men jeg har i hvert fald udviklet mig en del siden vi startede. 

Jeg håber i hvert fald at i alle har haft et godt nytår. Jeg vil også advare jer om alle de følelser der kommer til at være i de sidste kapitler, så i kan nå at forberede jer på det.

-Rikke 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...