Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24724Visninger
AA

43. 41 (Del 2)

Jeg vågnede med mit hoved på Louis’ bryst. Hans arm var låst fast om mig. Smilende kiggede jeg op på hans ansigt. Han så så fredfyldt ud når han sov. Mine varme finger kørte forsigtigt rundt på hans mave, og han bevægede sig kort.

"Jeg elsker dig" Hviskede jeg stille.

"Hva?" Spurgte han omtåget. Han stemme var søvndrukken.  Han var lige vågnet. Jeg grinte kort af ham. Der var ikke et tidspunkt på dagen hvor han ikke var charmende. Han vidste det ikke selv.

"Ikke noget" Han anede ikke hvor meget jeg elskede ham. Han nikkede træt. Han troede sikkert han havde drømt jeg sagde noget.

"Jeg elsker dig." Sagde han og lukkede øjnene igen. Han trak mig længere ind til sig, og jeg smilede for mig selv. Jeg lagde mit hoved ned på hans bryst igen. "og jeg elsker dig"

"Det er noget jeg nok aldrig bliver træt af at høre.." Hans hånd kørte langsomt op og ned ad min nøgne ryg.

"Jeg bliver aldrig træt af at sige det" Jeg prøvede at rykke tættere på ham, selvom det ikke var muligt.

"Vil du høre noget sødt?" Spurgte han, og jeg vidste han havde åbnet øjnene igen.

"Andet end dig?" Jeg løftede mit hoved, og kiggede på ham igen. Hans øjne mødte mine.

"Har du lyttet til nogle af vores sange endnu?" Selvfølgelig havde jeg det. Men jeg var i tvivl om hvilke sange han mente, for jeg havde ikke hørt de nye. Det havde ingen.

"Ikke de nye. Hvorfor da?" Et skævt smil kom frem på hans læber, og jeg vidste han havde ventet på det her øjeblik.

"Jeg har skrevet en... Om os." Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Han havde skrevet en sang. Om os?

"Virkelig? Wow" Jeg var overvældet. Meget overvældet. "Er det en af dem der er på jeres nye album?"

"Den er nok mere om dig. Men ja, det er den." En sang om mig. Hvorfor ville han dog gøre det? Varmen steg op til mine kinder. Han havde skrevet en sang om mig.

"Så du vil fortælle hele verden om mig?" Alle ville høre den. Og deres fans ville ikke tage særlig lang tid om at regne ud hvem den handlede om.

"Ja ne... øh ja. " Han tænkte over sit svar, men fandt aldrig ud af hvad han skulle sige. Det var sødt.

”Må jeg høre den? Eller skal jeg vente og købe jeres album?" Spurgte jeg drillende. Han ville aldrig lade mig købe deres album.

"Det virker fjollet du skal købe den... vi optræder om et par dage, der kan du høre den og mange andre." Han ville ikke lade mig høre den. Ikke uden at der var en masse mennesker.

"Hvordan ved jeg hvilken en der er om mig?" Der skulle være en eller anden måde at få ham overtalt på. "No control" Sagde han kort.

"Hvad?" Spurgte jeg forvirret. No Control? Hvad snakkede han om? "Det hedder sangen" Forklarede han smilende.

"Oh! Kan jeg ikke høre den?" Spurgte jeg bedende. Det virkede for det meste. Han plejede at give mig hvad jeg ville have. Ikke fordi jeg nogensinde udnyttede det, for det meste kunne jeg ikke tage i mod det han gav mig.

"Du må vente. Eller jeg spiser dig." Sagde han med et drillende smil. Denne her gang havde han ikke tænkt sig at give efter.

"Du er en idiot! Jeg vil høre den! Du skrev en sang om mig, har jeg ikke ret til at høre den?" Jeg var nød til at prøve alt. Jeg kunne ikke høre den, mens så mange mennesker kunne se mig. Han vidste jeg ville blive genert!

"Ikke før jeg siger til." Han nød det her. Meget mere end han burde.

"Hvad hvis jeg ikke kan lide at du skal synge om mig foran millioner af folk?" Spurgte jeg, med det  ene øjenbryn hævet.

"Du vil elske den. Lad mig give dig et hint. Den fortæller hvor meget kontrol du har over mig” Hvad snakkede han om? Hvornår havde jeg kontrol over ham? Jeg kunne ikke en gang få ham til at spille en sang for mig.

"Hvad snakker du om, Lou? Jeg har da ikke kontrol over dig" Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Jeg var så forvirret.

"I sengen har du.." Han kiggede smilende væk. Farven kom frem i mine kinder. Havde han virkelig skrevet en sang om det? Det ville han da ikke.

"Du har ikke?" Hvorfor ville han skrive en sang om det? Af alle ting, så det?

"Jo. Det gør vi altid. Har du hørt Rock me?" Spurgte han. "Sexsangen?" "Midnight memories" Forsatte han.

"Jah?" Jeg indså hvad det var han prøvede at sige. Det var faktisk sådan en sang han havde skrevet. "du har ikke skrevet en sang om. Om os. På den måde! Dine fans kommer til at høre den sang! De kommer til at høre om os"

"Ikke på den måde. " Fortalte han, og jeg vidste der var noget han ikke sagde.

"Hvad har du skjult?" Jeg kiggede mistroisk på ham. Var det noget han ikke havde sagt til mig, eller var der noget han havde gemt i sangen?

"Hvad du gør ved mig." Han fik et vildt blik i øjet. Jeg anede ikke hvad jeg gjorde ved ham. Jo, når jeg når vi havde vores små spil. Jeg vidste hvad jeg skulle gøre for at gøre ham skør.

"Vil du fortælle mig, hvad jeg gør ved dig" Jeg flyttede mig længere op, så vores hoveder var tættere på hinanden.

"Du gør mig skør. Jeg tænker mindst på dig tre gange hver femte minut. Om morgenen tænker jeg på hvordan du krøller dig op til mig om aftenen, og hvordan du ender med at bruge min hånd som pude. Jeg tænker på hvordan du rynker din næse når din kaffe er for stærk. Jeg tænker på hvordan du hælder dit hoved når du laver mad. Jeg tænker på hvordan du ligger dit hoved på min brystkasse, når vi står under bruseren. Når dine hænder kører igennem mit hår. Når du tager mine trøjer. Alt. " Jeg var stille et kort stykke tid. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare.

"Har jeg virkelig så meget effekt på dig?" Jeg anede det ikke. Jeg troede kun det var mig der tænkte så meget på ham. At det var ham der gjorde mig skør.

"Du skulle bare ide hvor meget. Da jeg var indlagt efter koncerten i Dublin, ville jeg ikke op. Jeg drømte om dig hver nat. Om hvordan du stod og foldede tøjet i kælderen, eller når jeg var ude og arbejde i haven og så ville du komme med noget vand, måske endda sprøjte det i hovedet af mig. Men så ville jeg åbne mine øjne og det hele ville forsvinde og den følelse af dig tæt på mig, var væk. Det var derfor jeg sov så meget. Fordi så kunne jeg se dig.” Han blik blev trist ved mindet.

"Det vidste jeg ikke" Jeg var så overvældet. Betød jeg virkelig så meget for ham?  

"Jeg troede ikke engang det var virkelig da I kom. Jeg troede det var et mareridt. For en hver berøring gjorde ondt. Jeg var ikke blevet krammet eller klappet på skuldrene i uger." Fortalte han. Han havde været så tynd den gang.

"Jeg ville være blevet. Jeg sneg mig endda ind til en nat" Hvad mon der var sket hvis jeg var blevet hos ham? Hvis ikke Harry havde tvunget mig væk?

"Hvad?" Han var overrasket. Han vidste ingenting om det. "Hvornår?"

"Da du var i Dublin. En af de første aftner" Eller havde det været morgen? Min tidsfornemmelse havde været væk. Jeg vidste ikke en gang om det havde været lyst udenfor.

"Da jeg lå i koma?" Han var chokeret over det. Mere end han viste.

"Jeg kunne ikke håndtere ikke at være i nærheden af dig. Harry fandt mig om morgenen, og tvang mig med hjem. Jeg ville være blevet" Jeg prøvede at blive. Selv om aftenen. Men ingen af dem havde givet mig lov.

"Hvis ikke han faktisk havde fået fat i dig?" Så var jeg aldrig rejst tilbage til England uden ham. Aldrig.

 "Ja. Morgenen efter. Jeg vågnede, og jeg troede der hele havde været en drøm. Jeg var lettet, for jeg vidste ikke om jeg kunne håndtere den smerte der ville give. Det var ikke en drøm, og jeg brød sammen" Han knugede mig ind til sig. "Jeg kunne ikke tilgive mig selv. Hvis ikke jeg havde forelsket mig i dig, så havde det latterlige skilt aldrig været der. Jeg blev ved med at tro det var min skyld"

"Det var ikke din skyld. Det har aldrig været din skyld." Forsikrede han mig om.

"Det ved jeg" Det havde været Eleanors skyld. Det var alt sammen hendes skyld. Det var garanteret også hende der havde lavet skiltet.

"Jeg elsker dig virkelig." Sagde han med mere følelse i ordende, end normalt.

"Jeg elsker dig" Mine læber fandt kort hans. Han kyssede mig på næsen, og kiggede på mig med dét der blik.  

"Jeg bliver aldrig træt af at ligge sådan her med dig." Sagde han. Jeg kunne blive liggende med ham hele dagen.

"Heller ikke mig” Jeg smilte stort. Min mave begyndte at rumle, og det gik op for mig hvor sulten jeg var. "Men jeg er ved at være sulten"

"Vi har aldrig fået sushi. Har du tænkt over det?" Ville han spise fisk til morgenmad? Jeg sagde jeg var sulten, så fisk var ikke lige min første tanke.

"Det er der også en grund til, Smartass. Jeg spiser ikke fisk" Jeg smilte kort. Jeg elskede når han glemte små ting. Han så altid så forvirret ud når man fortalte ham det.

"Hvad med en restaurant?" Forslog han. Min tidsfornemmelse sagde at det var morgen, men for en sikkerheds skyld kiggede jeg over på klokken.

"Louis. Den 9 om morgenen" De fleste restauranter åbnede først om en time. Jeg var for sulten til at vente. Hvis jeg skulle vente skulle der i hvert fald være et eller andet til at distrahere mig.

"Hvad?" Han vendte hovedet om mod uret. "er den ni?"

 ”Ja. Jeg ved ikke hvor mange restauranter der har åbent" Jeg fniste kort af ham. Det var nuttet at han ikke havde tidsfornemmelse om morgenen.

"Brunch?" Det var så godt nok stadig morgenmad, men jeg lod ham have sit øjeblik.

"Så længe der er nok. Og bacon. Egentligt mest bacon" Jeg smilte for mig selv. Den gang han havde råbt så højt, bare fordi han havde brændt bacon på.

"Jeg kender en god en midt inde i byen. En skyskraber med antik design, det ligner noget fra Victoriatiden. Udsigt over hele London. Kun for dig, min lille prinsesse. " Han kiggede drømmende op i loftet. Noget sagde mig at han havde tænkt over det her i et stykke tid.

"Jeg håber for dig at der er en elevator" Smilende satte jeg mig op. Hvis han skulle bære mig op i en skyskraber, ville det tage sin tid.

"Det er der. jeg kan ringe nu?" Spurgte han. Nogle gange forstod jeg ham ikke. Han brugte så mange penge på mig. Det var ikke nødvendigt. For mig var en morgenmad herhjemme nok.

"Jeg kan godt lide den ide" Det ville ikke nytte noget at sige det højt. Han ville insistere på at tage mig med ud.

 "Will do." Han rejste sig, og jeg prøvede at gøre det samme. Mine øjne søgte rummet efter mine krykker, men de var ikke til at se.

"Hvor er krykkerne?" Jeg kiggede op på ham. Han stod med ryggen til. Musklerne i hans ryg var tydeligt markeret.

"I stuen...” Han vendte sig forvirret om. Hans mavemuskler fangede mine øjne. "Har jeg egentlig tøj på?" Den fantastiske mave. Den spændte brystkasse. Hvordan det hele ville spænde, når man kærtegnede det blidt.

"Hvad?" Afbrød han min trance. Forvirret lagde han hovedet en smule på skrå.

”Undskyld, hvad sagde du?" Jeg vendte mit fokus mod hans ansigt, men mine øjne blev ved med at søge nedad.  

"Mit ansigt er heroppe.. Det burde være mig som har det problem. Men jeg er nøgen kan jeg regne ud." Jeg så det nu ikke som et problem. Det var alt andet end et problem.

"Ja. Du er meget nøgen. Og du er min kæreste, så jeg har lov til at blive distraheret af dig og din krop" Han var så ufattelig distraherende. Det var nok en god ting at han normalt havde tøj på, for ellers ville det gå helt galt for mig.

"Så god er den heller ikke. Jeg har ikke trænet i evigheder." Slog han det hen. Hvis det her var sådan han så ud, uden at træne, så ville jeg gerne se når han gjorde.

"Man kan ikke se du ikke har trænet. Og jeg kan sagtens hjælpe dig med at træne, hvis det er?" Jeg sendte ham et frækt smil. Jeg vidste ikke hvor selvtilliden kom fra, men det gjorde mig ikke noget at den var der.

"Står du og siger jeg er tyk?" Nogle gange fattede drengen ikke et hint.

"Nej. Jeg siger at vi kunne træne sammen, hvis du havde lyst til det?" Jeg bed mig uskyldigt i læben, velvidende om hvad det ville gøre ved ham.

"Sex inden morgenmad?" Han lyste op på en måde som kun Louis kunne lyse op. Han kiggede på mig, som Peter Pan kiggede på Wendy.

 "Tja. Vi skal jo i bad, og det kan jeg på ingen måde gøre selv." Jeg kom i tanke om det Harry havde sagt med siruppen. "Elleeeer. Vi kunne spise morgenmad herhjemme?"

"Nå da. Jeg har min morgenmad to meter fra mig." Jeg vidste hvad der ville ske nu. Vores spil. Hvem kunne køre den anden længst ud?

”Virkelig? Jeg har ellers hørt en lille fugl synge om at hr. Tomlinson elsker sirup?" Jeg lagde hovedet lidt på skrå, og kiggede afventende på ham.

"Det var før vi var sammen" Han stivnede i sine bevægelser. Ikke den reaktion jeg havde regnet med…

"Jeg har mine kontakter.” Jeg kunne ikke lade ham vide det var Harry. "Måske snakker du også lidt i søvne? Faktisk fik jeg det fra Jade. Hende og Niall gør det tit åbenbart. Og eftersom jeg ved hvor meget du elsker sirup…" Jeg lod resten hænge i luften.

"Du er virkelig ond." Med langsomme skridt gik han hen mod mig. ”Virkelig ond. Du trænger vidst til en smule opdragelse."

"Oh virkelig? Du kan opdrage mig alt det du vil, efter vi har spist? Og et bad lyder også stadig fristende?" Langsomt slikkede min overlæbe. Jeg vidste han ville reagere på det.

"Slemme lille Katy." Han lænede sig frem, og pressede mig ned mod sengen igen.

"Hvad har jeg gjort?" Spurgte jeg med den mest uskyldige stemme jeg kunne lave.  "Så mange slemme ting" Han holdt øjenkontakt, og rystede langsomt på hovedet.

"Som hvad?" Jeg kiggede forvirret på ham. Han skulle sige det. "Du har ikke hørt efter. " Han bed forsigtigt fat i min nakke. "Du har heller ikke hørt efter hvad jeg har sagt." Han placerede små kys lige under brystkassen.  "Og jeg har presset info om dig ud af Harry? Er det også på listen?" Jeg stønnede let. Jeg ville ikke have hans skulle stoppe.

"Åh, det er lige før jeg henter håndjernene og spanskrøret. ” Det håbede jeg virkelig vi havde et sted. "Virkelig?" Spurgte jeg udfordrende. "er det en af dine fantasier fra Frankrig?" Den drilske tone var fremme igen og jeg vidste det ville gør noget ved Louis.

- "Åh de er meget værre." Hurtigt løftede han mig op og holdte godt fast med hans placeret lige under mig. Et støn forlod mine læber og jeg måtte sætte mine negle i hans kuldre.

"Shh lille prinsesse." Hviskede han i mit øre og jeg kunne mærke hans varme ånde stryge mit øre. Mit hoved hvilte mod hans og mine læber stødte blidt mod hans ører. "Hvad med den morgenmad?" Spurgte jeg. ”Er du da sulten?” Spurgte han udfordrende. ”Meget.”

"Jeg synes det er på sin plads jeg først spiser." Louis lagde mig hurtigt ned og jeg kiggede mig lige i øjnene, med det her dyriske blik, som vigede fra mine øjne og kyssede mig i panden. "Dont scream." Hviskede han og hans læber stødte forsigtigt på min hud, hele vejen ned af min krop. "Never in your wildest dreams.” Svarede jeg lidt for kækt. Hans hænder masserede sig længere og længere op af mine lår og stoppede lige præcis der hvor min grænse gik. Han fortsatte med at kyssede langsomt ned af min mave. Det hele begyndte at spænde i min mave region. Jeg måtte tage en dyb indånding for ikke at begynde at skrige hans navn. Jeg vred mig da nydelsen allerede i starten begyndte at blive for meget. Jeg kunne mærke hvordan jeg blev løftet fra sengen, mentalt selvfølgelig.

Louis’ hænder havde taget hårdt fat i mine hofter og nydelsen stoppede, da han begyndte at bide i inderlåret. Jeg forstod beskeden og prøvede at bevare roen. Jeg vidste han ventede på at jeg lå stille, så han kunne fortsætte.  Jeg kiggede desperat ned for at kunne se hans blå øjne stirre på mig med et vildt blik. ”Dygtig.” Hviskede han mod min hud og fortsatte hvor han slap.

Han stoppede pludselig og hans tunge kørte op af min mave. Han satte sine tænder i min hud og mine negle efterlod lange røde mærker efter mig, på hans ryg.

"Loui- OH SHIT!"

Et skrig og Louis’ hænder som straks dækkede min bare overkrop, gjorde at jeg var vågnet helt op fra mit ellers så lykkelige stadie.

Louis kiggede så roligt som muligt på Harry, men det virkede ikke rigtig. "Harry..." Prøvede Louis. Han begyndte at mumle et eller andet og tog nogle skridt. Han fik endelig fat i dørhåndtaget, men han slog voldsomt døren ind i hovedet på sig selv og faldt til jorden.

Jeg trak hurtigt min egen dyne over mig og knugede den om min krop. Louis kiggede hen mod Harry og tilbage til mig. "Jeg får lige tøj på...” Han rejste sig, tydeligvis irriteret over at blive afbrudt og fandt tøj frem.  ”Det er anden gang…” Knurrede han for sig selv, lidt højt måske.

Harry rejste sig op og kiggede med et utilfreds blik hen mod Louis. De sendte hinanden korte blikke og jeg endte med at måtte bryde det. "Lær at banke på!" Hvæste jeg af ham med irritation i stemmen. "Lær at lukke døren!" Svarede han igen. "Kan I ikke godt vente med at skændes til i det mindste en af os har fået tøj på?" Sagde Louis og knappede sin skjorte.

"Få tøj på. Begge to. Jeg er i stuen" Harry skyndte sig ud og jeg betragtede Louis tage sit tøj på endnu. ”Det var akavet..” Mumlede jeg for mig selv mest.

-"Det er anden gang." Anden gang han sagde det. "Hvorfor?" Jeg kunne det gik ham på. Forsigtigt rejste mig op og gik hen mod skabet. Jeg fandt noget undertøj frem og prøvede at få det på, men jeg endte med at smide det på gulvet. Flot.  "Anden gang?" Spurgte jeg lidt forvirret.

"Anden gang? Jeg har lyst til den anden gang her og nu, selvom Harry er i stuen. Men jeg skal på arbejde. Så... rrr." Sagde han surt og tog forsigtigt mit ansigt i mine hænder. De kærtegnede mine kinder og han kiggede undskyldende på mig. "Jeg elsker dig så højt. Jeg vil elske hver nat, til at det her er gjort op igen. Specielt fordi at Harry så dig nøgen." Ah, så meget var det heller ikke.

"Det er ikke så slemt. Så meget så han heller ikke. Men anden gang? Hvornår var første gang?" Louis endte med at tage mit undertøj fra gulvet af. ”Her lad mig.” Han gav mig hurtigt min BH på. Jeg ville aldrig blive træt af at han gjorde det. Hurtigt åbnede han en skuffe og tog to par jeans frem og jeg valgte dem til højre og han lagde hurtigt det andet par væk. "Jeg er så ked af det. Jeg skal lære at låse vores hoveddør.” Lovede han og kyssede min kind imens han forsigtigt hjalp mig i mine bukser. Hans hænder rørte mig forsigtigt omkring mit sår og lynede mine bukser op til sidst.

"Han burde have vidst bedre. Han har sikkert en nøgle alligevel. Du er nød til at hjælpe mig ned af trappen." Jeg prøvede at sende Louis et opmuntrende smil, men noget sagde mig, at det ikke rigtig hjalp. "Jeg bærer dig." Sagde han hurtigt og løftede mig op, efter han havde givet mig en top og sweattrøje på. Det var en af hans.

"Tak. Du kan også slå Harry så han får hukommelsestab?" Louis smilte og jeg kunne se han faktisk godt kunne finde på at overveje det. "Det er en god ide." Svarede han og gav mig et kys.  "Åh godt, I har tøj på og Louis æder ikke Katys indre ud.” Det var helt tydeligt han stadigvæk var i chok. Jeg rystede bare på hovedet. Det var vel også lidt synd for ham. "Skal hun med?" Spurgte han og sukkede. Han kendte allerede svaret. Hvor end det så var vi skulle hen. "Vi snakker aldrig om det her igen Harry. Hvorfor er du her egentligt?" Spurgte Louis lidt forvirret. "Vi skal øve det næste album. Jeg kan ikke finde ud af hvornår jeg skal synge i No Contro" "HARRY"  Råbte Louis irriteret. Det gav mig et chok han råbte, han råbte aldrig, i hvert fald ikke siden han var begyndt at blive ’rask’ igen.

-"Jeg vil med. Jeg vil høre sangen!" Sagde jeg hurtigt for at fjerne de dårlige tanker. "Jeg bliver din død, Harry." Knurrede Louis og sendte ham blikke, som kunne dræbe. Jeg mødte Harrys nu rolige grønne øjne. "Er det så vigtigt for dig?" Spurgte han.  

-"Mere end du aner, Harry" Hurtigt kyssede jeg Louis på kinden og han kom ud af sin vrede trance. ”Jeg får altid min vilje." Sagde jeg glad. Et suk kom fra Louis af som havde vendt sit hoved mod gulvet. ”Jeg må lære at sige nej.” Fortalte han opgivende. "Jeg elsker at du ikke kan sige nej."

"Kom nu!" Vrissede Harry og pegede mod døren med sine bilnøgler. "Hvis du tager krykkerne og sætter dig ud i bilen, så kommer vi om lidt Pretty boy.” Sagde jeg og vendte mit blik mod Louis. Hans blå øjne var helt rolige igen og et lille smil var fremme på hans læber.

"Hvis vi kommer for sent, fortæller jeg dem hvorfor.” Informerede Harry og gik ud med krykkerne. ”Vi burde gå nu.” Sagde jeg og min hånd legede med Louis’ krave. Jeg kunne se hans tatoveringer som jeg tegnede roligt op med min finger imens Louis gik udenfor med os.

***

 "Kan du godt selv komme ud?" Spurgte Louis. Jeg nikkede som svar og fik krykkerne i hænderne.

Da vi kom ind, sad Zayn og skrev på sin mobil, Niall fedtede med en guitar og Liam lå i sofaen. 

"Hvorfor tog det så lang tid?” Klagede han. Hurtigt så han mig og smilte. ”Hej Katy.” Jeg sendte et roligt smil tilbage. Liam rettede sig op og tilbød mig straks en plads.

"Vi ville have været her hurtigere, men nogen var ved at-” hurtigt opfattede hvad Harry sagde og slog ham med krykken. Han tog en dyb indånding og gav mig et blik. Haha. Niall begyndte at grine og rejste sig op.

"Spise morgenmad. Vi var i gang med at spise morgenmad" Sagde jeg roligt og jeg kunne se at ingen af dem fattede hvorfor det gik Harry på. "True.” Svarede Louis og lænede sig op af noget med en masse knapper. "Et eller andet spiste I, i hvert fald.” Louis klappede ham i baghovedet og grinte. Gad vide hvornår han ville om af slag. "Harry, du er en idiot. Men" konstaterede jeg og smilte til Louis. "jeg har en sang jeg skal høre."

”Har du sagt det?” Spurgte Liam helt overrasket. ”Ja. Men Harry fortalte, det var den vi skulle indspille i dag.” Sagde Louis irriteret. Jeg kunne ikke helt forstå at han ikke ville jeg skulle høre den endnu. Men jeg fik min vilje og jeg kunne fornemme på Louis, at han faktisk var nervøs for at jeg skulle høre den. "Ja. Men Harry fortalte det var den vi skulle høre i dag."

"Louis ville ikke lade mig høre den. Men han kan jo ikke sige nej.” Jeg sendte ham et opmuntrende blik og jeg fik et lille genert smil tilbage. "Haha! Lær det.” Grinte Niall og flippede lidt med sin mobil. "Du ved jeg elsker dig.” Sagde jeg og Louis sendte mig et varmt smil. "Vi skal altså igang inden Helene kommer." Sagde Zayn bestemt og kiggede både på mig og Louis.

"Du skal i gang." Grinte jeg og de gik ind og begyndte at synge.  De begyndte synge helt fra starten af, hvor jeg hørte lidt af de forskellige numre imens min mave fik en underlig knude. Jeg tænkte på hvordan Louis bed sig i læben når han ikke sang, hvordan det mindede om hvordan han bed mig. "Har du der varmt?” Spurgte Zayn med en drillende stemme. Louis sendte mig et smil og jeg rødmede kort. "Hvornår skrev han den?" Spurgte jeg og en pludselig generthed kom frem i mig. "I Brasilien.” Hvad sagde han? Men.. der var jo ikke… "Men. Det er jo lang tid siden" "Det var jo i starten. Inden vi. Wow. ”Fik jeg frem. "Lige netop." Sagde Zayn glad, som om han var stolt. "Men. Jeg vidste ikke en gang jeg elskede ham der" Forklarede jeg chokeret, selvom det smigrerede mig en del.

"Nej. Men Louis var helt bestemt om det." Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Havde han virkelig elsket mig så meget fra starten af? Mine øjne søgte hen til Louis, og han havde et lille smil på læberne. Vidste han hvad Zayn lige havde sagt? Hvorfor havde han aldrig fortalt mig det? "Gud hvor jeg elsker den idiot" Smilende rystede jeg på hovedet.

"Ja. Han elsker dig virkelig" Jeg vidste hvordan Zayns ansigtsudtryk var. Han smilte bedrevidende, og havde sikkert meget mere at fortælle, men han valgte ikke at gøre det.  "Han er en idiot" Jeg kunne ikke få mine øjne væk fra Louis. Hvordan var det muligt at elske nogen så højt?

"ZAYN DIN SOLO FOR HELVEDE. Katy vær så stille!" Råbte Harry. Han var stadig en smule skræmt, og irriteret over det der skete i morges. "Gå så ind og syng din solo!" Drillende skubbede jeg til Zayn, der rejste sig i samme øjeblik som Louis kom ud af indspilningsrummet.  

"Hey" Han satte sig det hvor Zayn tideligere havde sat. "Hey" Jeg lænede mig ind mod ham. Jeg var begyndt at blive træt. "Hvad så? Keder du dig?" Han begyndte forsigtigt at ae mig over håret.  "Nej. Jeg kan godt lide at se jer indspille"

"Synes du det er spændende?" Spurgte han undrende. Hvordan kunne det ikke være spændende. Det var noget ukendt for mig, selvfølgelig var det spændende. "Meget. Og du fik ret. Jeg elsker sangen" Jeg smilte for mig selv. Han havde skrevet den for så lang tid siden. "Gør du?" Hans øjne lyste op. Jeg vidste han havde været så nervøs for min reaktion.

"Ja. Men forklar mig lige en ting. Hvordan kunne du skrive den så tideligt? Jeg mener. Vi havde jo ikke, du ved" Varmen steg op til mine kinder. Selvsikkerheden der havde været der i går, og tideligere i dag, var væk. Genertheden var kommet tilbage. "Øh..." Flovt kiggede han ned. Jeg vidste hvad der skete i hans hoved. Synes jeg det var underligt at han skrev den så tideligt?

"Det er sødt" Jeg satte mig mere op, og kyssede ham. "Synes du virkelig?" Spurgte han for en sikkerhedsskyld. "Det er rigtig sødt. Jeg vidste ikke en gang at jeg elskede dig da du skrev den. Jeg prøvede stadig at lade vær med at forelske mig i dig" Jeg smilte. Der var sket så meget siden den gang. Alt var ændret.

"Gjorde du?" Det var en forvirring i hans øjne. Der var så meget han ikke vidste. "Ja. Det skræmte mig at du gjorde mig så tryg. Jeg hadede dig for at få mig til at elske dig. Du ændrede mit liv, og jeg havde ikke andre valg end at følge med. Jeg brød mig ikke om det på det tidspunkt, men nu elsker jeg det" Han forvirring blev ændret til et smil, og han placerede kort sine læber på mig krøllede hår.

”Du er en idiot, men du er min idiot" Jeg vendte mit hoved op mod ham igen, og endnu en gang ramte mine læber hans. "Du er min lille prinsesse." Han knugede mig forsigtigt ind til sig. "Jeg tror nu mere at jeg er en dronning. Du kan jo ikke sige nej til mig"

"Nå okay så..."  Smilet kunne høres i hans stemme. Han slette roligt vores fingre, og jeg lagde mig træt ned på hans brystkasse. "Jeg elsker dig" Han trak mig tættere ind til sig, og lagde armene om mig, bare for at sikre sig at jeg ikke faldt ned. ”Mmh" Søvnen begyndte at skylle ind over mig.

*Zayn*

Jeg var lige blevet færdig med at indspille min del, da jeg kiggede ud på Louis. Han var ved at finde en lille kasse frem, mens han stadig sørgede for ikke at bevæge sig for meget. "Du ved. Man plejer at fri når hun er vågen" Grinte Liam, mens Harry fandt sin telefon frem.  "Det er bare en gave." Sagde Louis roligt, mens han satte ringen på Katys finger.

"Jeg tør ikke fri. Tænk hvis månen pludselig eksploderer" Jeg var tvivl om han mente det, eller det bare var sjov. "Hvad er det værste der kan ske? Du elsker hende mere end du nogensinde elskede Eleanor. Og hun elsker dig?" Spurgte Liam. Det var underligt. Katy og Louis havde ikke kendt hinanden så længe, men det var som om de bare hørte sammen. Liam havde tit snakket om at de burde blive gift. Jo før jo bedre.

Vi var alle en smule bange for at hun ville stikke af en dag. At det hele ville blive for meget for hende. Det var en underlig tanke, men hvis de nu blev gift, så ville hun blive. Så ville der ikke kunne ske hende noget. Det var jo ikke sandt, men det virkede rigtigt.

"Ja men... jeg vil ikke presse hende. Desuden, skal hun selv være klar." Han kyssede hende forsigtigt i håret. Han gjorde det så ofte. Alt for ofte, hvis du spørger mig. Jeg ud til de andre. Der var ingen grund til bare at stå og lytte til deres samtale.

"Det tror jeg hun er. Hun kan ikke fungere uden dig. Man kan næsten ikke have en samtale med hende, uden du bliver nævnt" Fortalte jeg. Der var en gnist i hendes øjne når hun snakkede om et bryllup. "Det er måske problematisk." Den bekymrede undertone kom frem hos Louis.

”Hvorfor? Du vil jo gerne, og jeg er rimelig sikker på hun ville sige ja" Hun ville sige ja. Et eller sted var det nok bare det hun ventede på. Hun var så bange for at miste ham. "Jeg mener at hun snakker så meget om mig. Burde jeg finde noget hun kan lave?”

 "Hun snakker om dig, fordi hun elsker dig. Hun bekymre sig hver gang der sker et eller andet med dig. Efter hun blev overfaldet, var hendes største bekymring hvad der skete med dig hvis hun.." Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det højt. Hvis hun døde. "Det var derfor hun ikke ville have du skulle vide det. Du havde det skidt, og hun ville ikke bekymre dig. Jeg har aldrig set nogen elske en anden så meget"

"Hvad med dig og Perrie?" Spurgte han undrende. Jeg elskede Perrie, mere end noget andet. Jeg ville ofre alt for hende. Det havde Katy allerede gjort, og hun blev ved. De eneste hemmeligheder hun havde, var kun for at beskytte ham. Hun var ved at dø, for hans skyld.

"Det kommer aldrig i nærheden af det. Hun opgav sit tideligere liv for dig. Hvis det ikke er kærlighed, så ved jeg ikke hvad er" Han knugede hende lidt mere ind til sig. Nogle gange var jeg usikker på at det var bevidst. Et skarpt lys kom fra Harrys telefon, og Louis var hurtig til at tage hånden op foran.

"Sorry! Det var ikke meningen du skulle se det" Undskyldte Harry, mens han højst sandsynligt begyndte at ligge billedet ud på Instagram. "Jeg skærmede for Katy... Hun vågner ved sådan noget." Han lagde hovedet tilbage kort efter, og var hurtig til at falde i søvn.

Jeg mimede til Harry at han skulle tage et nyt billede. Man kunne høre på deres vejrtrækning at de begge sov tungt. "Kan vi starte et rygte om at de er forlovet? Ligesom vi altid starter rygter om Niall?" Spurgte jeg. Kunne vi tillade os det?

"Yeah. Vent hvad?" Niall kiggede forvirret rundt på os. Vidste han virkelig ikke at det var os der startede rygterne om at han datede en eller anden? "Du tror ikke det er fansene der starter rygterne om hvem du dater?" Sagde jeg smilende.

"Seriøst?" Spurgte han næsten fornærmet. Han forstod nok ikke det sjove i det. "Ja. Du har ingen kæreste. Og det er sjovt. Men Harry. Smid er billede op af dem, og skriv noget i stil med "he likes it, so he put a ring on her"" Harry smilte ondskabsfuldt. Han ville nyde det her alt for meget. "Vi har så mange tæsk. Det er det værd"

"Dude. Lad det være der i et par minutter, og så slet det. Du ved hvor hurtige de er" Han ville finde ud af at det var os alligevel, men han ville ikke have direkte beviser. "Jeg tror jeg vil lade det blive. Helt ærligt, så tror jeg Katy ville sætte pris på det" Han skyndte sig at skrive noget.

"Jeg tror ikke hun ville have så meget imod den slags rygter. Hvem ved? Måske kan det få ham til rent faktisk at fri?" Vi vidste alle at når Louis først friede, ville det gå hurtigt. Katy var utålmodig, og Louis ville ikke kunne holde ud at lade hende vente. Han ville sørge for det gik så hurtigt som muligt. De ville blive gift før Perrie og jeg fik styr på alle detaljer.

"Gunshot for at være bestman" Harry holdt armen op. Nogle gange fik man lyst til at slå den dreng. "det hedder shotgun..." Fortalte jeg ham. Man skulle tro der var mere viden inde i hans store hoved. "Jeg har stadigvæk best man." Skabte han sig. Han ville have sin vilje.

"Få nu bare gang i de rygter Harry" Jeg kunne mærke jeg stadig var en smule irriteret på Harry. Der skulle ikke særlig meget til før han gik mig på nerverne. Hvordan kunne han tro at jeg var Perrie utro?

"Det er ude! Og jeg har skrevet teksten!" Sagde han lidt for højt. Katy gabte kort, og slog øjnene op. "Sov godt?" Spurgte Harry med et alt for afslørende smil. Katy ville vide han havde gjort noget med det samme. Idiot.

"Meget. Men i snakker højt" Hun flyttede sig ikke det mindste. "Oh" Liams ansigtskulør blev en tand blegere. "Hvad snakkede i egentligt om?" Spurgte hun interesseret om.

"jeg har taget et billede af jer" Harry smilte som en 5årig da han viste hende billedet. Nu ville hun jo helt sikkert vide han havde gjort noget. "Hvorfor Harry?" Hendes øjne faldt ned på billedet, og hun smilte svagt. "Fordi... se på din ringfinger på højre hånd." Hun gjorde som han sagde, og spærrede øjnene op da hun så ringen.

"En ring? Men" Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Det var tydeligt at hun var overvældet. "En gave." Sagde Harry begejstret. "Men den ser så dyr ud" Hendes øjne forlod ikke ringen. Forsigtigt kørte hun fingeren over den. "ja. Men sådan er Louis."

”Det fjols" Hun vendte hovedet om mod Louis. Smilet nåede helt op i hendes øjne.

"dit fjols. Væk ham hellere om en halv time, så smutter vi ned efter mad." Sagde Niall, mens vi alle begyndte at gå mod døren. "Godt, for jeg er sulten. Jeg nåede aldrig at få morgenmad" Jeg troede de var ved at spise morgenmad da Harry hentede dem?

*Katy*

Hvorfor ville han købe en ring til mig? Bare som gave? At lægge så tæt på ham gjorde mig sindssyg. Jeg havde så stor en lyst til at kysse ham, så det gjorde jeg. Han rømmede sig kort, inden han langsomt åbnede hans øjne.  ”Du har en halv time mere at sove i" Fortalte jeg ham. "Okay." Kom det udmattet fra ham.

"Tak. For ringen. Den er pæn" Fik jeg frem. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forklare hvad jeg følte. "Jeg tænkte straks på dig da jeg så den." Han smilte kort. Hvad var der med ham og gaver? "Den er virkelig pæn Louis. Næsten for pæn. Du kan ikke bare købe sådan noget til mig uden grund" Sagde jeg glad. Jeg var glad. Meget glad.

"Har den ikke gjort dig glad?" Spurgte han forvirret. Han var bange for at jeg ikke kunne lide den. Det var han altid.

"Jo. Meget glad. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal håndterer så meget glæde" Fortalte jeg ham ærligt. Jeg forstod ikke hvorfor han ofrede så meget på mig. Det var ikke nødvendigt. "Det behøves du heller ikke" Han kyssede mig blidt. Hvad havde jeg gjort for at få ham? Jeg havde slet ikke fortjent ham.

"Harry tog et billede af os. Mens vi sov" Jeg trykkede mig lidt tættere ind til ham. Jeg nød hans varme omkring mig. "Øh okay. Savlede en af os." Spurgte han stadig træt. "Nej. Men du så nuttet ud. Men jeg stoler ikke på Harry. Han har gjort et eller andet med billedet" Han var alt for glad omkring det billede. Harry var kun så glad når han havde en hemmelighed han skulle fortælle, eller når han havde gjort noget dumt.

"Hvad mener du?" Han grinte kærligt. "Han smilte underligt. Du ved den der, jeg har gjort noget du kommer til at hade, smil?" Det ville ikke undre mig hvis han havde lagt billedet ud. "Nå da." Han rømmede sig kort.

"Du ved noget.” Sagde jeg imens jeg kneb mine øjne sammen. "Katy.." Sukkede han og tog sig langsomt til maven, som om det gjorde virkelig ondt på ham. "Har du det skidt?"  Han lukkede øjnene sammen og prøvede at satte sig op. ”Louis!” Udbrød jeg, da jeg så at han ikke kunne holde sig selv oppe.

"Louis, hvad er der galt?" Spurgte jeg bekymret. Han begyndte langsomt at åbne og lukke sine øjne i. Jeg prøvede at stramme grebet, men han reagerede ikke. Han begyndte at få usikre vejtrækninger og jeg endte næsten med at gribe grebet.

 "Er du stadig skidt? Louis, hvorfor sagde du det ikke?" Spurgte jeg og fik ham lagt ordentligt ned. "Er der noget jeg kan gøre for dig. Et eller andet?" Spurgte jeg bekymret. "K-Katy.." Stammede han og rakte langsomt sin hånd mod mig. ”Jeg er lige her.” Hviskede jeg og tog fat i hans hånd. Den var blevet så kold helt pludselig.

"Katy..” Sagde han og kiggede forvirret og træt rundt. ”Lige her.” Hviskede jeg. Han begyndte at trække vejret dybere og lukkede sine øjne i. Hans hånd blev slap og satte mig bedre op, så jeg ikke skulle sidde og holde ham på en ubehagelig måde.

Døren gik op og jeg kunne høre nogle glade stemmer. "Hee- Hvad sker der?" Straks var Harrys bestemt spændte krop lige bag mig og jeg kunne mærke han havde lagt en hånd på min ryg.

Han sov utrolig tungt. ”Jeg ringer til Sophia.” Kunne jeg høre Liam sige i det fjerne. Alt min opmærksomhed var rettet mod Louis. Jeg nikkede hurtigt og gik tilbage til at fokusere på Louis der lå og sov.

Tiden var smertefuld. Jeg følte der gik evigheder før Sophia kom, men hun var her allerede i løbet af ingen tid. "Katy tag lige et skridt væk. Jeg skal have en blodprøve." Da jeg så Sophia, gjorde jeg hvad hun sagde og jeg kunne se at hun havde et pint ansigtsudtryk. "Han reagere stadig på hvad der var i de skide joints. Han har været fysisk aktiv inden han var klar til det. Og så at skulle indspille i dag. Han har bage brug for mere hvile.” Sukkede hun og kiggede hen mod mig. ”Det tager en uges tid. Med nok væske kan man tage en dag eller to fra. Men der er ikke noget at gøre. Medicin gør det værre." Sagde jeg stille. "Så vand?" Spurgte Sophia uden at sætte det mindste andet spørgsmål. "Og søvn. Der er ikke andet vi kan gøre."

”Harry, sluk for strømmen.” Sagde Sophia kort. ”Hvorfor?” Spurgte jeg hurtigt. ”Hvis de opdager at Louis er i den her tilstand, så bliver det værre herfra.” Sagde hun roligt. Harry nikkede forstående og begyndte at pille ved en af stikkontakterne. "Har I hat sex?" Jeg kiggede forskrækket på Sophia. Sådan noget udbrød man da ikke bare lige. I hvert fald ikke i sådan en situation. Men igen, jeg rødmede. Jeg kunne mærke det. "Måske." Svarede jeg stille.  

”Ja, de havde.” Sagde Harry og gemte sit ansigt i hænderne, kunne jeg se. "Ikke på det tidspunkt! I går. Fjols.” Knurrede jeg af ham. "Så med andre ord: De må ikke have sex. End of story, kan vi komme videre?" Sagde Liam hurtigt og sendte Sophia et alvorligt, men vredt blik. "Han bliver udmattet af at være aktiv. Ligesom med kyssesyge." Fortalte Sophia og tjekkede en ekstra gang, Louis puls. Hun havde et bekymret blik rettet mod ham. "Hvornår kommer de og finder os?" Spurgte hun.

"En halv time måske? De ved vi er her, men jeg tror de er lidt ligeglade." Svarede Harry og tog sin mobil frem. Et lille underligt knæk kunne høres. Louis havde lagt sit knæ slapt ned. Måske var han ved at vågne, det måtte han være. "Hvor lang tid sover han i?" Spurgte Niall og kiggede bekymrende på Louis, lidt som ligesom Harry gjorde.

"To måske tre minutter mere. Har vi en spand?" Han ville med garanti kaste op, hvis han vågnede, hvis ikke han gjorde, ville det være rimelig vildt. ”En spand?” Spurgte Sophia lidt forvirret. ”Ja.” Sagde Harry roligt, imens han rakte en skraldespand til mig.

"Der er en chance for at han kaster op.” Svarede jeg roligt og satte den foran Louis hoved. ”Gør han det tit?” Mit blik blev rettet mod Liam og jeg kunne se tanken gjorde ham dårlig. Men det passede. Louis brækkede sig tit om morgenen, og ville have en voldsom feber fordi at han brækkede sig så meget. Det ville mest være mavesyre der kom op og sådan. Men det var så ubehageligt at se på. Det gjorde ondt at han skulle lide sådan. "Nej. Men han er så langt at hans krop prøver at få det ud af ham. Det sker som regel ved opkast.” Svarede jeg roligt selvom bekymringen var stærk.

"Det er vel positivt." Prøvede Zayn at sige så glad som muligt. "Det er godt. Det betyder det går den rigtige vej.” Jeg ville bare ønske det ikke skulle være så smertefuldt for ham, specielt lige nu. Men det ville have været nemmere, hvis han faktisk fik en pause fra sit arbejde. Langsomme bevægelser gjorde at mit ellers triste blik, var jeg sikker på at der lyste af glæde, da Louis begyndte at bevæge sig og hans øjne åbnede sig. "Er strømmen gået?” Et lille grin undslap mine læber. Han havde det vidst fint nok.

"Virkelig? Er det det først du lægger mærke til?" Grinte Harry og sukkede.  "Jeg lægger kun mærke til det. Fordi jeg stadig kan se dit grimme ansigt.” Svarede Louis flabet og gned sig i øjnene.

"Hey. Jeg passer bare på dig.” Svarede Harry med falsk fornærmelse. "Undskyld. Dit hår glinser i mørket på grund af du ikke har vasket det.” Louis havde ret, det så faktisk en smule fedtet ud. "Jaså? Men du stinker af sved og sex. Du var tydeligvis ikke i bad i går efter dit og Katy var lidt for vilde.” Louis spilede stort sine øjne op og mine kinder blev helt røde, imens var Niall ved at dø af grin. "For slet ikke at snakke om i morges. ”Jeg sparkede Harry lige midt på låret og hans ansigt så en smule forpint ud.

Et dybt grin fyldte rummet og jeg kunne se Liam pege glad på Harry. "Den fortjente du!" Mit ansigt mødtes Sophias og jeg kunne se hun tænkte sig om. ”Gad vide hvad det er, jeg har fortjent for at det her sker.”

”Du er selv ude om det Sophia.” Smilte Niall til hende. Hun nikkede godkendende.

Døren blev endelig åbnet af en pedel. ”Godt I er okay. Simon siger I gerne må tage hjem.” Smilte en mand til os. Vi tog jakker på og gik ud. ”Hey Lou!” Kaldte Liam. Louis sendte mig et roligt smil og gav mig bilnøglerne. ”Jeg kommer om lidt.” Lovede han. Selvom jeg virkelig var bange for at han ville glemme at komme, gik jeg alligevel ned i kælderen.

Nervøst satte mig jeg ved passagersædet og kiggede efter Louis. Måske skulle jeg køre. Det ville være bedre. Jeg satte mig over i førersædet og jeg kunne se Louis gå rimelig hurtigt, han så dårlig ud igen.  

”Hey… er der noget galt?” Spurgte jeg bekymret. ”Nej… bare… jeg har det ikke godt.” Jeg vidste han løj, men jeg lod det passere, da jeg ikke ville skændes med ham igen. Han lagde sig roligt på sofaen og lukkede sine øjne i. ”Jeg elsker dig.” Hviskede jeg og trak et tæppe over ham.

***

Louis lå og sov imens jeg havde lavede aftensmad. Jeg havde sat en portion ind i køleskabet til ham og havde spist op selv.

Louis så helt fredfyldt. Hans brystkasse rejste sig langsomt op og ned. Hans hår var en smule uglet som altid og lå og knugede en lille del af tæppet i sin ene hånd. Forsigtigt satte jeg mig tæt ved hans hoved og førte det op til mit lår. Mit hår kørte igennem det dejlige bløde hår. Han havde ikke barberet sig i nogle dage nu.

”Mmmmm..” Louis bevægede kort sit hoved og åbnede søvnigt sine øjne op. ”Det er ikke sundt jeg sover så meget.” Mumlede han og satte sig op. ”Er du okay?” Spurgte jeg forsigtigt. Han rystede på hovedet.

”Hvad er der galt?” Spurgte jeg forsigtigt. Han kiggede op på mig, med øjne der viste mig noget jeg virkelig hadet. Sårbarhed og skuffelse, ikke over andre, men over sig selv. ”Hvad snakkede dig og Liam om?” Spurgte jeg roligt.

”Du ved jeg elsker dig, ikke?” Spurgte han forsigtigt, næsten som om han var bange for mit svar. Roligt smilte jeg til ham og nikkede. ”Det er ikke fordi at… jeg elsker dig, men jeg er bare ikke klar til det.” Hvad snakkede han nu om?

”Hvad mener du?”

”Ægteskab.” Nu gav det hele mening. Selvfølgelig var det ikke noget han ville snakke om. Han havde jo… vel han troede på at Eleanor var død og han frygtede vel at jeg ville komme ud for det samme. ”Jeg elsker dig, Louis. Det er der intet der kan ændre. Vi har ikke engang været sammen i et halvt år. Lad os hellere se hvad tiden bringer. Jeg ville aldrig stresse dig om sådan noget.” Selvom tanken om at jeg en dag skulle stå og vente på ham ved alteret tit var i mit hoved. ”Jeg elsker dig, Katy.” Jeg lagde mig ved siden af ham og følte hvordan han forsigtigt trykkede sit hoved mod mit bryst.

Det var underligt når han var den der skulle passes på. Det var aldrig fysisk set ligesom jeg skulle. Det var mest på de virkelig dårlige dage. De dage hvor alt jeg egentlig skulle gøre, var at være der. Det var ikke noget han sagde højt, men når man levede som vi gjorde, så lærte man at læse en, på ingen tid.

”Jeg elsker dig, Louis.” 

_________________________ 

Glædelig Jul! Dette er en julegave + en anden som kommer senere! 

Vi ønsker jer alle en glædelig jul. 

xx Jensen og Rikke! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...