Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

88Likes
114Kommentarer
25302Visninger
AA

42. 41 (Del 1)

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre når jeg så Louis. Måske var det en fejl at tage hjem allerede? Måske havde Zayn haft ret. Burde jeg have ventet en dag mere? Med krykkerne i hænderne, fik jeg banet mig vej frem til hoveddøren.

"Klar?" Hviskede Harry med et smil. Jeg anede ikke om jeg var klar. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Hvordan jeg skulle forklare det hele.

"Det er jeg nød til at være" Et svagt fremtvunget smil nåede mine læber. Det var ikke længere et valg om jeg var klar eller ej, det var en nødvendighed. Harry åbnede forsigtigt døren, hurtigt var vi på vej ind i stuen.

Endelig! Jeg er faktisk virkelig sulten! Hvis min kaff-" Han stoppede sine ord, og kiggede overrasket på mig. Var det en fejl at tage hjem?

"H-Hej" Kom det usikkert frem mellem mine kolde læber. Jeg prøvede med et forsigtigt smil. Jeg forstod ikke hvor den pludselige usikkerhed kom fra. Måske var det fordi jeg vidste jeg havde såret ham? Jeg vidste hvor bekymret han havde været.

"Du er hjemme" Med rolige skridt gik han hen til mig, og tog mit ansigt i sine hænder. Han så ikke ud til at have det skidt længere. Jeg nikkede, og kiggede ind i de fortryllende blå øjne. Hvad hvis jeg ikke havde klaret den i går?

"Vær sød at have din mobil opladet inden du går nogen steder" Han tog armene om mig. Han var forsigtig, men det var stadig et hårdt kram. Det var tydeligt at han havde frygtet det værste.

"Undskyld" Det var ikke mere end en stille hvisken. Instinktivt havde jeg rykket mit ben lidt bagud. Bare så han ikke stødte i mod det.

"Vent... hvad er der sket?" Han slap hurtigt sit tag, og kiggede uroligt ned på krykkerne i mine hænder. Det her blev svært at forklare.

"Ehm. Du skal nok sætte dig ned" Jeg vidste ikke hvordan han ville reagere. Ville han blive vred over de ikke havde fortalt ham noget? Over at jeg ikke ville have han skulle vide det? Louis satte sig ned i højre side af sofaen, og naturligt satte jeg mig i den anden side. Harry valgte at sætte sig i den ene læderstol.

"Jeg gik en tur i går. På en eller anden måde endte jeg i Tottenham, og der var en mand. Han var der bare pludseligt. Han overfaldt mig, og jeg prøvede at få ham væk, men han havde et søm. Han stak det ned i mit lår, og hev det ned. Jeg mistede en del blod. Hvis ikke Sophia var kommet så hurtig.. Så ved jeg ikke hvad der var sket" Han var ved at tabe kæben. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere.

"Hun fik resterne af sømmet ud, og syede mit ben sammen. Jeg lod dem ikke fortælle dig det. Jeg kunne ikke udholde tanken om at du skulle se mig dø. Undskyld" En pludselig sorg ramte mig. Jeg var ved at dø, uden at tage afsked med ham. Eleanor slog mig næsten ihjel.

"Se dig dø?" Det tog ham noget tid at forstå ordene. Forstå hvor tæt han egentligt havde været på at miste mig. "Du... du gjorde det?"

"Undskyld. Det var forkert af mig. Men jeg. Du havde det skidt, og jeg ville ikke gøre dig bekymret" Mine øjne begyndte at blive våde. En underlig rysten begyndte inden i mig. Det føltes som frygt, men det var anderledes.

"Shh... nej ikke græd. Det må du ikke." Jeg vidste han troede han havde gjort noget forkert. At han var skylden til den indre rysten.

"Jeg tror det er et godt tidspunkt at hente pizzaer på." Harry forsvandt hurtigt ud af stuen. Det gjorde mig ikke noget. Jeg var ved at bryde sammen, og det var ikke noget Harry behøvede at se.

"Undskyld. Du burde vide det. Hvad hvis jeg ikke havde sagt farvel til dig? Du ville ikke en gang have vidst det. Du ville ikke have vidst hvad der var sket" Jeg var ved at gå i chok. Jeg havde ikke reageret efter i går, men det gjorde jeg i hvert fald nu. Måske var det først nu jeg følte mig tryg nok, til at jeg kunne tillade mig at være bange.

"Nej, nej, nej Katy.."  Han trak mig forsigtigt over til sig. "Jeg elsker dig... jeg forstår... jeg forstår nok bedre senere hen. Men du må ikke græde."

"Jeg var så forsvarsløs" Jeg vidste godt at det var rent held jeg fik slået Eleanor bevidstløs i går. Det skræmte mig. Jeg havde ikke en chance mod hende. Skræmt hev jeg fat i hans trøje.

 "Ikke mere... okay? Jeg passer på dig. Jeg vil altid passe på dig." Lovede hans blide stemme ud for mit øre.

"Men jeg kunne ikke passe på dig da du.. Da du" Jeg kunne ikke sige ordene højt. Jeg var der ikke til at beskytte ham, da Eleanor fik fat i ham. Hvis hun havde ønsket det, så havde han været død n

"Du skulle heller ikke have set det... eller oplevet det..." Men det gjorde jeg. Jeg så ham lide, mere end et menneske burde. Jeg så ham, ude af stand til at bevæge sig, og der havde ikke været noget jeg kunne gøre.

"Hvad hvis jeg ikke havde fundet dig?" Hvad hvis Eleanor havde puttet mere gift i jointsne? Hvad hvis han havde lagt der i flere dage?

"Det tror jeg ikke nogen har lyst til at svare på" Han turde ikke selv tænke på det. Nok bare at tænke tilbage på det, var svært for ham.

"Jeg vil ikke miste dig" Min stemme var lille. Jeg var skræmt. I chok. Trist. På kanten til at bryde sammen. Klumpen sad i halsen. Mine hænder var knyttet, bare så de ikke rystede alt for meget.

 "Jeg vil heller ikke miste dig." Jeg rykkede helt tæt op af ham, og lod ham holde om mig. Han gav mig en ro. Min krop blev mindre spændt. Klumpen blev mindre.

"Men det gjorde du næsten" Det var en svag hvisken, men han havde hørt det. Jeg fortrød jeg havde sagt det. Han skulle ikke have den forestilling i sit hoved.

"Det ved jeg nu... men nu er du her og så er den ikke længere, okay?" Jeg nikkede kort. Jeg brød mig lige så meget om tanken som han gjorde. "Min prinsesse. Sæt dig ned, jeg finder lige ud af om Harry faktisk er kørt. Jeg er tilbage, lige om lidt." Han kyssede mig kort i håret, og jeg vidste han ville rejse sig. Panisk tog jeg fat i hans hånd. Han sendte mig et undrende blik, og det gik op for han ikke anede hvor skræmt jeg var.

"Du må ikke gå" Fortalte jeg ham stille. Jeg var bange. At være alene, selvom det kun ville være i et kort minut, ville ikke gøre det bedre.

"Jeg bliver inde i huset." Forsikrede han mig om. Han ville kun gå ud i køkkenet. Jeg vidste præcist hvor han ville være, men at han ville gå skræmte mig. Hvad hvis han ikke kom tilbage?

”Du må ikke gå" Bange stammede jeg mit greb om hans hånd. Jeg ville ikke miste ham. Jeg ville ikke en gang være tæt på at miste ham. Jeg nægtede.

"Jeg bliver" Sukkede han kort. En lettelse skyllede ind over mig. Jeg vidste min frygt var latterlig, men jeg kunne ikke gøre for det. Jeg var i chok. Min hjerne fungerer ikke helt optimalt. Han satte sig ned ved min side igen. "Tak"

"Er der noget du mangler?" Svagt rystede jeg på hovedet, og lagde mig ind til ham igen. Han gjorde mig roligere. Et blidt kys blev placeret i mit hår.

"Jeg er bange" Tanken om at jeg ikke ville være i stand til at gøre noget, hvis Eleanor prøvede på noget, skræmte mig. Lige nu havde han nærmest alt den magt hun ønskede.

"Hvorfor?" Han forstod det ikke. Jeg kunne ikke en gang forklare ham den egentlige grund. Men Zayn vidste det. Hvis der skete en os noget, ville Zayn vide hvad.

"Jeg kan ikke. Forsvare mig selv. Der er ingenting jeg kan gøre. Manden. Han kan altid komme. Jeg var så forsvarsløs" Det var så tæt jeg kunne komme på virkeligheden.

"Det kan ske for selv den bedste. Du kan ikke glemme det... Det ved jeg. Men det skal nok en dag stoppe med at plage dig, som det gør nu." Den dag ville aldrig komme. Ikke før Eleanor var væk. Hun var ikke bare at uskadeliggøre, og det skræmte mig mere end noget andet.

"Jeg kunne ikke en gang gå ned af trapperne selv" Mumlede jeg lavt. Jeg hadede ikke en gang at kunne gå ned af en trappe. Det var næsten flovt.

"Det er okay." Hans hænder kørte forsigtigt gennem mit hår. De filtrede krøller blev delt i flere små totter. Harry kom gående ind med hænder fulde.

"Jeg har også Starbucks med!" Fortalte han med et smil. Louis drejede hovedet hen mod ham.

"Jeg håber du er sulten... for han har købt den pizza han altid køber til Sophia, når hun er sur..." Hviskede han stille. Duften af pizza ramte min næse, og jeg kunne mærke min mave knurre.

"Den med bacon?" Spurgte jeg håbefuldt. Der var intet bedre end pizza med bacon. Alt med bacon var fantastik

"Ja. Ekstra stor med ekstra ost og 2 gange ekstra bacon! " Lød den lysere stemme. Jeg elskede hvordan hans stemme lød så glad. Det var opmuntrende. Jeg kyssede ham hurtigt på munden.

”Jeg elsker dig" Fortalte jeg ham stille. Harry kom ind med pizzaerne balancerede over på hinanden. Hvis han væltede, ville det se utroligt sjovt.

"Jeg henter tallerkner." Louis rejste sig, og var hurtigt ude i køkkenet. Harry overtog hurtigt hans plads ved siden af mig i sofaen. "Hørte du min meddelelse?"

"Hvilken?" Havde Harry haft en meddelelse?              

"Den med at pizzaen, var ekstrastor" Men der var det Louis havde fortalt..

 "Louis sagde det" Han forvirrede mig. Jeg følte mig dum når jeg var forvirret. Som om jeg havde gået glip af en hel masse.

 "Nej... Det var mig.. Min stemme var bare lidt lys" Han kløede sig akavet i baghovedet. Hvordan havde hans stemme pludseligt kunne være så lys?

"Oh... Det er en smule akavet" Jeg havde virkelig troet det var Louis. Det havde virkelig lydt som ham.

"Min er jo også meget kraftigere end de andres skal du tænke på" Jeg vidste han mente hans stemme, med min hjerne misforstod det fuldstændig. Hans ord fik mig til at grine hysterisk. Noget af det var nok nervøsiteten, som havde erstattet frygten. Louis og Harry så snotforvirrede ud da de kiggede på mig.

”Jeg gjorde ikke noget!" Forsvarede Harry sig hurtigt. Jeg kunne ikke stoppe med at grine igen. Det lød så forkert.

"Louiiiis" Sagde Harry halvskræmt. Det var sjovt. "Jeg har ikke noget svar" Betroede Louis sig til ham. Jeg forstod ikke en gang selv, hvordan jeg kunne være skræmt det ene øjeblik, og det næste grine så meget som jeg gjorde.

"Du kan. Du kan ikke sige sådan noget!" Tårerne var begyndt at trille ned ad mine kinder.  Jeg var begyndt at kunne mærke min latter i mine mavemuskler.

"Det er din tingest!" Jeg havde ingen anelse om hvad han mente, men med det humør jeg var i blev det misforstået. Meget endda.

"Jamen hvad sagde den anden tingest til min tingest?" Jeg begyndte om muligt at grine endnu mere da Louis åbnede sin mund. "Så forkert” Fik jeg frem mellem grinene.

"Harry forhelvede." Louis kunne jo godt regne ud Harry havde sagt et eller andet. Jeg prøvede at stoppe med at grine, og det virkede næsten helt.

"Jeg gjorde ikke noget! Jeg sagde bare min var voldsommere end jeres!" Mit ellers fantastiske forsøg på at stoppe med at grine, forsvandt. Jeg begyndte at grine igen, og endnu en gang så Louis forvirret ud. Jeg kunne godt lide ham forvirret. Der var noget fuldstændig charmerende over ham, når han var forvirret. "Det lyder. Så. Forkert"

"Vil nogen ikke godt fortælle mig hvad der sker." Bad Louis forvirret. Han så helt håbløs ud. Det var ret nuttet.

"Harrys.. Du ved. Kraftigere" Jeg kunne ikke en gang få mig selv til at sige det. Louis gjorde et eller andet ved mig. Jeg var så genert på det punkt.  

"Altså hans stemme?" Mentalt slog jeg mig selv for hans svar. Hvornår pokker er ”du ved” blevet til en stemme?

"Nej. Hans. Ting" Prøvede jeg igen. Frygten var efterhånden forsvundet helt. Det samme med den chokerede følelse.

"Er det hans hår?" Louis for helvede. Du ved jo godt hvad ting er. Han tvang mig jo næsten til at sige det. Efter Harrys ansigtsudtryk at dømme, så gik det op for ham hvad jeg mente.

"Hans. Private ting" Jeg grinte stadig. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det. Det vidste han godt. Han vidste hvor uskyldig jeg var på det punkt. Eller ikke uskyldig, men genert.

"Hans pung? Den er nemlig rimelig stor. Han har virkelig mange kort til alle mulige butikker." Grinende rystede jeg på hovedet, selvom det jo egentligt var rigtigt. Pung var vel et andet ord for det.

"Jeg giver op. Lad os spise, inden jeg mister min appetit." Jeg vidste han var sulten. Beslutsomt stoppede jeg med at grine, og fik tørret mine øjne.  "Det var. Sjovt" Min mave var øm. Alt for øm. Det var længe siden jeg havde grint så meget.

"Mine jokes er bedre end den misforståelse." Harry lød næsten fornærmet. Men hans jokes havde aldrig været sjove. Hvis folk grinte, så var det fordi de var så dårlig det var sjovt. "Helt ærligt kan vi ikke bare spise?"

"Dine jokes stinker" Smilte jeg. Jeg kunne ikke tillade mig at grine. Hvis jeg først begyndte at grine igen, så ville jeg aldrig stoppe igen.

"De er da sjovere end din humor." Nej Harry. Min humor var langt bedre end dine jokes. "Helt ærligt, inden jeg begynder på at opdrage jer." En høj lyd lød fra Louis’ mave. Han måtte virkelig være sulten.

"Men det lød så forkert! Og så. I var så forvirrede" Og jeg elskede en forvirret Louis. Han var ubeskrivelig nuttet når han var forvirret.

"Så spiser vi." Han bed irriteret tænderne sammen, og kiggede længselsfuldt på pizzaen foran ham. Det var noget han tit gjorde. Han ville ikke begynde at spise før andre.

"Undskyld" Jeg smilte stadig stort, da han tog en bid af sin pizza. "Din er stadig kraftigst" Halvdelen af pizzaen faldt ud af hans mund igen. Jeg var ikke sikker på om det først var gået op for ham nu, at det var det jeg havde ment hele tiden.

"Seriøst?" Jeg kunne ikke bestemme om han var irriteret, men noget sagde mig at han var på vej til at være det. "Jeg troede det var det han snakkede om!" En let rødmen kom frem i mine kinder. Det føltes så akavet at snakke om det.

"Helt ærligt... vi spiser... og endda den gode pizza" Han var ved at være irriteret. Jeg forstod ham godt. Han måtte være ved at dø af sult.

"Det var Harry!" Forsvarede jeg mig. Det var ham der havde formuleret sig fuldstændig forkert. "Nej det var dig som misforstod den! kan vi ikke bare spise?" Prøvede Louis igen.

"Undskyld" Jeg prøvede at lade vær med at smile. Louis tog en bid af pizzaen, og det samme gjorde jeg. Harry derimod sad og legede med pizzaen, og det irriterede mig grænseløst. Mit humør ændrede sig meget hurtigt for tiden, havde jeg lagt mærke til.

"Baconstache" Han satte pizzaen op mod sin overlæbe, og synes selv det var forfærdeligt sjovt. Det var spild af pizza.

"Nej. Dine jokes er ikke gode" Jeg rystede kort på hovedet, mens Louis begyndte at grine. Sig mig, havde vi lige byttet roller? "I get it"

"I er håbløse" Jeg rullede øjne af dem. Nogle gange var det svært at forstå at Louis var den ældste. Jeg var rent faktisk meget sulten.

"Bananaaa" Louis sad og lavede ansigter til Harry. Var det ikke ham der var sulten? "Pæææraaa"

"Drenge! Vi spiser. Jeg er sulten" I det sidste stykke tid havde de prøvet at få mig til at spise, men når jeg så endelig var sulten blev de ved med at forstyrre så jeg ikke kunne spise. Det giver jo mening…

"Og det var jeg også." Protestede Louis. Harry smilte roligt, som om der ikke foregik noget omkring ham. Nogle gange virkede det som om han var på stoffer. "Det her minder mig om min mor og far"

"Og jeg stoppede med at grine, gjorde jeg ikke? Vi skulle jo nødigt ende ud i at jeg var nød til at få dig til at tie stille" Den sidste del var kun henvendt til Louis.

"Det her er noget andet. Men vi skal nok være stille mor" Sagde Harry i en drillende tone. Han skulle bare prøve alle grænser af.

"I behøver ikke være stille. Bare lad vær med at leg med den fantastiske pizza" Det var synd for pizzaen. Som Louis selv havde sagt, det var den gode pizzaen.

"Fint" Harry opførte sig som et lille barn. Det irriterede mig. Lige nu skulle der ikke så meget for at han irriterede mig. Der han havde sagt før i dag. Det gjorde ondt.

"Du er ret barnlig nogle gange" Kommenterede jeg. Jeg fatter ikke hvordan han kunne tro at jeg var Louis utro. Og så med Zayn?

"Jeg er kun så barnlig fordi at det er så- " Sagde Louis, som om det var henvendt til ham. Jeg afbrød ham ved at placere mine læber oven på hans. "Jeg sagde jo jeg ville få dig til at holde mund"

”Ad... kærlighed. Jeg kysser bare min pizzaslice så!" Han kom et lille skrig da han brændte sig på tungen."Jeg blev afvist..." Jeg grinede kort inden jeg kyssede Louis igen. Alt irritationen var forsvundet.

 "Nå" Lød det fornærmet fra Harry. Grinende trak jeg mig væk fra Louis. "Du er bare irriteret fordi pizzaen afviste dig"

 "Hvordan kan det være... at næsten alt levende med en livmoder, vil have mig, men ikke min pizza?" Spurgte han undrende. Nogle gange var den dreng alt for selvglad.

"Ew, Harry. Og alle kvinder vil ikke have dig. Jeg har faktisk ikke snakket med nogen der vil endnu" Det var sandt. Ingen havde så meget som nævnt noget om Harry.

 "Har du ikke også kun snakket med Sophia og Perrie?" Prøvede han at bevare sin stolthed med.

”Og din søster og din mor" Nævnte Louis. "Og Danielle, Jade, Jesy og Leigh" Forsatte jeg. Ingen af dem havde rigtigt nævnt ham. Udover hans mor og søster. De nævnte ham da de fortalte hvem de var.

"Jade synes jeg er lækker... jeg er helt 100 på det. og LA? Hush baby jeg er for høj til hende. Nej vent.... hun er på højde med mig.." Han var arrogant nogle gange…

 "Du er arrogant. Det fjerner noget af det gode" Jeg vidste det ville irritere ham. Det var udelukkende derfor jeg sagde det.

"Jeg er ikke arrogant... jeg er blot... okay måske en smule. Men det er KUN fordi jeg har brændt min tunge!" efter det var det ikke rigtig nogle der sagde noget. Vi spiste i stilhed, men det var en behagelig stilhed. Desuden, så havde vi alle travlt med at spise. Harry tog hjem kort efter han havde spist sit sidste stykke.

Louis begyndte at smide pizza bakkerne ud, og jeg beundrede ham i stilhed. Hvordan endte jeg med ham? Alle de ting jeg havde gjort. Burde mit liv ikke være blevet skidt? Jeg var heldig, meget endda.

"Du er vel ikke mere sulten, vel?" Spurgte han og vendte sig om. Det lille ubevidste smil kom frem. Det var det samme smil Zayn kiggede på Perrie med.

"Et lille stykke mere?" Smilte jeg bedende. Jeg havde været mere sulten end jeg troede. Men det var også længe siden jeg havde spist. Jeg havde ikke spist ret meget efter det med mit ben. Et smil kom frem på hans læber.

"Der er et tilbage. Men så skal du også med mig ind i stuen... jeg har ikke holdt om dig i evigheder." Han kyssede mig blidt i tindingerne. Han sagde det ikke, men jeg vidste han var lettet over at jeg spiste igen.

"Kun holdt om mig?" Der var nogle ting, hvor det var længere tid siden. Genertheden der havde været der før var væk. Den forsvandt kun når vi var alene. Når vi var alene var der ikke noget der holdt mig tilbage. Men så snart der var andre var tanken om det nok til at få mig til at rødme. Jeg var selvsikker sammen med ham.

"Jamen hvad vil du da gerne?" Han kyssede mig forsigtigt ned ad kinden, og videre ned på halsen. En kilden kom i min mave. Han vidste udmærket godt hvad jeg ville.

"Det må du kunne regne ud" Jeg bed forsigtigt et lille stykke af pizzaen. Det var svært at fokusere på at spise, med ham der kyssede mig på halsen. Men det skulle han selvfølgelig ikke vide. Hans hænder begyndte at køre langsomt op og ned ad mine arme.

"Virkelig? Nu?" Han forsatte med at kysse længere ned. Han var efterhånden nået til mit kraveben. Han gjorde mig sindssyg, men jeg vidste jeg gjorde det samme ved ham. Jeg vidste præcis hvad jeg skulle gøre for at påvirke ham mest muligt.

"Efter jeg har spist pizzaen. Og er kommet ind i stuen" Jeg lod som om det ikke rørte mig, og tog en bid mere.

"Du bliver nødt til at spise hurtigere." Hans hænder søgte forsigtigt ind under min trøje, og begyndte langsomt at trække den op. Hans hænder brændt mod min hud. Jeg ville have ham.

"Louis. I stuen. Giv lige en chance for at komme derind" Sagde jeg rolig. Hvordan min stemme kunne lyde så rolig forstod jeg ikke, for jeg vidste ikke hvor meget længere jeg kunne holde mig tilbage.

"Ikke rigtig" Sagde han smilende. Vi vidste begge hvad der ville ske om lidt, og jeg ved ikke hvem af os der glædede sig mest.

"Så er du nød til bære mig" Udfordrede jeg. Om lidt ville han løfte mig om, som var jeg ingenting. Lige nu ville han gøre alt.

"Fint" Han løftede mig op, og mine læber fandt hurtigt hans. Mine hænder slap pizzaen, og røg op i hans hår. Jeg vidste pizzaen ville ligge på gulvet, men det betød ingenting. Lige nu var det kun os der betød noget.

 Han satte sig ned i sofaen, og lagde mig ned på ryggen. Hans læber forsvandt fra mine, og hans hænder fandt igen ind under min trøje. ”Jeg elsker dig Katy" Mine hænder tvang hans hoved ned til mit igen.

"Jeg sagde ikke du kunne stoppe" Jeg kneb mine øjne en smule sammen. Jeg ville have han kyssede mig.

"Er det den tone idag?" Han tog langsomt min bh af. Jeg vidste han trak det ud for at gøre mig mere irriteret. Han kunne gøre det ufattelig hurtigt hvis han ville. Men vi kunne være to om den leg.

"Stop med at snakke" Mine hænder var søgt om på hans ryg, og bevidst pressede jeg ham ned. Jeg kyssede ham igen, og han bed mig drillende i læben. Jeg kørte mine hænder om på hans mave, og begyndte langsomt at køre nedad.

Hans krop begyndte at spænde, og jeg forsatte. Hans vejretrækning blev tungere. Han afbrød kort kysset for at få min trøje af, men forsatte det hurtigt igen.

"Jeg har savnet dig" Hviskede jeg uskyldigt, men jeg stadig kørte hænderne ned ad hans mave. Jeg var nået til de mellemste mavemuskler, og jeg vidste han ikke kunne tage mere. Han reagerede altid utrolig meget på de nederste mavemuskler. Han kørte forsigtigt sin ene hånd op og ned af mit gode lår. Jeg holdt et støn inde, og tog fat i hans buskekant. Jeg skulle ikke være den første til at stønne.

"Prøv ikke at skrige." Han havde noget dyrisk i hans øjne, da han kørte hånden helt op.  

"Prøv ikke at stønne mit navn" Gav jeg igen, mens jeg fik åbnet hans bukser. Hans mund fandt ned til min hals, hvor han forsigtigt bed. Jeg mistede mit fokus, og satte neglene ned i hans ryg. Han trykkede sig længere ned mod mig.

"Jeg elsker dig" Hviskede jeg.  

"Jeg elsker dig" Hviskede han igen. De tre små ord. De havde så meget følelse i sig. Jeg blev aldrig træt af at høre dem forlade hans mund.

"Jeg kan ikke fungere uden dig" Fortalte jeg ham. Det var først gået op for mig nu. Jeg fungerede ikke uden ham.

"Stop med at snakke sådan." Han fik resten af vores tøj af, og kiggede mig intenst i øjnene. Hans hænder var over alt.

"Er det den tone?" Spurgte jeg udfordrende, og trak han langsomt længere ned.

 ”Ja" Sagde han overlegen.

 "Hold mund" Jeg kyssede ham hårdt, og et støn forlod hans mund. Jeg smilte indvendigt. Spillet var over, så vi var på vej en kæmpe finale.

----

Der kommer en del mere af det her kapitel i løbet af denne her uge. Bi har været nød til at dele det op, for der er en grænse for hvor langt et kapitel må være

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...