Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24729Visninger
AA

41. 40

*Louis*

”Louis? Louis? ” Kaldte Katys stemme. ”Ja? ” Gabte jeg og kiggede op på hende. ”Hvad så?” Spurgte jeg igen og gned mig i øjnene. ”Jeg løber en tur. ” Hun kyssede mig i håret, men jeg trak hende tilbage og kyssede tilbage. ”Jeg elsker dig. Hyg dig. ” Sagde jeg og lagde mig tilbage i puderne. Tingene var endelig ved at falde på plads.

***

”Hej! Jeg kan desværre ikke tage telefonen lige nu. Læg en besked og jeg vender tilbage ti- Louis lad være! ”  Jeg lagde igen på og sukkede. Hvorfor tog hun den ikke? ”Rolig nu Louis. Hun kommer snart. Måske er hun omme ved Sophia eller sådan noget.” Smilte Niall og drak lidt af sin sodavand. ”Jeg synes stadig det er underligt du ikke har alkohol i huset. ” Indrømmede Niall. ”Fordi du er vant til det?” Spurgte jeg. Han nikkede. ”Intet ondt! Men det er underligt. Nu når vi kender sandheden og sådan. Men vi er glade for at vi ved det. Du er jo min bedsteven. ” Sagde han roligt og satte sodavanden fra sig. ”Jeg må altså se at komme hjem. Vi ses du gamle.”

”Hils Jade.” Smilte jeg drillende og kunne se hvordan han blev en smule rød i kinderne. ”Tak. ” Han klappede mig på skulderen og gik ud. Det blev en lang dag hvis hun var ude og løbe endnu. Men igen, hun kunne løbe i timer hvis hun ville.

Da jeg gik ind i stuen slukkede jeg tv’et tænkte jeg igen på Katy. Hvor var hun? Ærlig talt det bekymrede mig en del. Hun ville ikke bare smutte sådan og ikke svare sin mobil. Der var nok noget galt. Der var med garanti noget galt.

Jeg ringede til Sophia, men hun sagde ikke havde hørt noget som helst.

***

”Bare tag det med ro. Hun kommer snart hjem. ” Prøvede jeg at forklare mig selv. Det virkede ikke. Måske skulle jeg gå ud efter hende? Nej, det ville hun ikke. Hun ville have ro. Men hun havde været væk siden i går. Ingen havde set hende eller noget som helst.

Jeg ringede til Harry og ventede på at han ville svare. ”Det er Harry! ” Jublede han. ”Hej. Du er vel ikke sammen med Katy? ” Spurgte jeg, rimelig desperat efter et ja. ”Nej. Men angående Katy, så kommer jeg lige hjem til dig. ” Mumlede han og lagde på. Hvad var der sket med Katy? Han kunne ikke bare sådan ligge på og forvente jeg ikke ville sætte spørgsmålstegn til det.

Da han endelig kom, så han rimelig alvorlig ud. ”Sæt dig ned, Louis. ” Sagde han og satte sig i den eneste stol i stuen. Jeg satte mig roligt ned i sofaen og forventede han ville sige det værste. ”Katy blev ked af det og kunne ikke håndtere, at hun ikke var der for dig. Du ved… Sophia holder øje med hende lige nu og det hele skal nok gå. Hun ville bare ikke stresse dig og jeg lovede jeg ville sige det til dig. Fordi at jeg vidste du ville forstå det, hvis jeg sagde det. ” Han virkede rolig, så jeg valgte at stole på ham. ”Okay. Hvad så nu? Er du min babysitter? ” Grinte jeg. ”Faktisk ja… come on, hvor er pengene til pizzaerne? ”Grinte han og vendte sig mod køkkenet. Jeg lod et grin slippe ud af min mund og sukkede. ”Du bestiller bare. Jeg er ikke særlig sulten lige for tiden. ” Var hun ked af det? Var det derfor hun var gået? Måske burde jeg sende en besked og hente hende? Det ville være en god ide. Vi kunne måske lave et eller andet. At se film havde vi gjort alt for tit og derved var det nok lidt kedeligt, men hun nød virkelig at spille skak, eller domino og forskellige kortspil. Jeg kunne også bare lade hende få ro? Men ville det være selvisk fra min side af?

”For resten… bare sådan du ved det. Så er Katy hjemme ved Sophia… de snakker om nogle ting. Men jeg smutter nu. Vi ses. ”

Med de ord gik han roligt ud af mit hus for at finde os noget pizza.

*Harry*

Katy er blevet overfaldet.

Klokken 20.09 fik jeg opkaldet. 

Hun sover lige nu. Zayn holder øje med hende. Hun har mistet en del blod. Du kan ikke sige det til Louis, det ville knuse ham. Hvorfor er hun blevet overfaldet? Det ved vi ikke. Pas på Louis. Ring til ham eller noget.

Klokken 22.09. To timer senere. Stadigvæk sad jeg med mobilen i hånden og ventede bare på at jeg ville trykke på 9. 9 var Louis favorit nummer, derfor stod han på 9 i mine lynkald. Nej, vent til i morgen.

***

Jeg vågnede op klokken halv ni, da min mobil ringende. Hurtigt fik jeg sat mig op og smilte for at prøve på at virke morgenfrisk. Jeg lignte nok bare en særling. ”Det er Harry. ” Sagde jeg så glad som muligt. ”Hej. Du er vel ikke sammen med Katy? ” Spurgte en velkendt stemme, rimelig desperat efter et ja. ”Nej. Men angående Katy, så kommer jeg lige hjem til dig. ” Mumlede jeg og lagde på. Så skete det. Jeg skulle fortælle Louis endnu en løgn. Hvor ville jeg ønske at jeg aldrig skulle lyve over for ham igen.

”Hey… du ved godt de bare tror vi faktisk har noget sammen, ikke? ” Grinte han let og satte sig ved siden af mig. ”Det ved jeg. Det er jo bare en joke. ” Men for mig, ville jeg ønske det var sandt.

”Larry shipperne er for meget. Løgn på løgn. Du elsker da ikke Louis på den måde, vel Harry? ” Spurgte Eleanor imens tårerne rullede ned af hendes kinder. ”Nej. Louis er kun din og I fortjener hinanden. Han er kun som en bror for mig. ” Men hvor ville jeg gerne være den han holdte om hver nat.

Jeg tørrede mine øjne og tog en dyb indånding og holdte ind på en parkeringsplads. Klumpen i min hals voksede sig langsomt større.

”Er du bøsse?! For fanden hvor klamt! Tænk at jeg har sovet ved siden af dig! ” Råbte han koldt mod mig. ”Ben, vi var kun børn dengang. Det er ikke fordi… du er jo min ven jeg tro- ” Nej, Harry! Den skal du ikke bruge på mig! Du har set mig, som så mange andre ikke har! Hold dig fra mig dit klamme svin! Brænd i helvede! ”

”Er det fordi jeg ikke er Louis? Er det en facade?! Bare fordi du ville dække over dine egentlige følelser?! Jeg kan ikke fatte du af alle mennesker kunne gøre det! Imod mig? Er det ikke allerede nok at dine fans står og banker på min dør for at få mig til at skride?! Hvis jeg virkelig var det nemmeste offer, så ved jeg ikke hvad jeg skal sige! Gå! Kom aldrig tilbage! Du er et svin! Du er et monster! At du kunne udnytte mig sådan! Vi skulle have haft et barn sammen. ” Taylor faldt sammen på gulvet. Hendes mascara og eyeliner løb af hendes kinder. Hendes hår hang slatten ned af hendes hoved og hendes trøje havde allerede store tydelige svedpletter. Hele hendes krop rystede af sorg. Fordi jeg knuste hendes hjerte og sagde sandheden. ”GÅ! ”

Jeg tog en dyb indånding og prøvede at kontrollere det. Kom nu, du kan godt. Har altid kunne. De forstod det bare ikke. Jeg følte virkelig noget for Taylor, men jeg fortjente hende ikke, jeg blev så fokuseret på at komme over Louis at jeg endte med at være et monster over for hende. Over for det som skulle have været vores barn, det som aldrig endte med at findes.

Min vejrtrækning blev rolig og jeg så at havde siddet i min bil i tyve minutter. Jeg måtte skynde mig afsted. Inden Louis ville sætte spørgsmålstegn til hvorfor det tog så lang tid. Jeg fandt en concealer frem som Lou og Lux havde givet mig i gave for noget tid siden. Jeg kørte den hurtigt under og over mine øjne, så det lignte jeg ikke havde grædt og mine øjne var ikke så røde længere. Heldigvis. Jeg startede bilen og kørte over til Louis igen. 

Da jeg endelig kom, kunne jeg se, at Louis havde opfattet mit kolde og alvorlige ansigt.  ”Sæt dig ned, Louis. ” Sagde jeg og satte mig i den eneste læderstol der var tilbage i stuen. Han satte sig roligt, måske også en smule svagt, ned i sofaen og kiggede på mig, med bange anelser. ”Katy blev ked af det og kunne ikke håndtere, at hun ikke var der for dig. Du ved… Sophia holder øje med hende lige nu og det hele skal nok gå. Hun ville bare ikke stresse dig og jeg lovede jeg ville sige det til dig. Fordi at jeg vidste du ville forstå det, hvis jeg sagde det. ” Sagde jeg så roligt som overhovedet muligt. Bare han hopper på den. ”Okay. Hvad så nu? Er du min babysitter? ” Grinte han, tydeligt prøvede han at skjule sin bekymring. ”Faktisk ja… come on hvor er pengene til pizzaerne? ”Grinte jeg og vendte sig mod køkkenet, i håb om at han måske ikke ville opfatte, hvor bekymret jeg faktisk var for ham. Han sukkede af mig og gav mig et roligt blik. ”Du bestiller bare. Jeg er ikke særlig sulten lige for tiden. ”  Det undrede mig ikke. Efter han havde været syg, af hvad som helst, så ville han altid på et tidspunkt miste lysten til at spise. Jeg kunne ikke finde nogle af de ekstra penge han altid havde i sine madkrukker, og derfor besluttede jeg mig for at ringe til Zayn. Måske ville han med ud og hente en? Måske endda betale…

”Det er Zayn. ” Lød en træt Zayn. ”Jeg tænkte p” ”Shh Katy… hvil dig hellere. Du er stadigvæk meget øm. ” Hvad. Sagde. Han.

Jeg ved ikke hvad der skete. Men det gav pludselig mening.

”Jeg fandt Katy. Hun var helt fra den. ”

”Hvad gjorde du? ”

”Jeg holdte om hende. Ligesom Louis ville have gjort.

Han havde planlagt det hele tiden. Det måtte han have gjort. Bare ventet på at hun var mest sårbar og så imens Perrie var gravid.

Vredt parkerede jeg bilen ved Niall og synes af hvad jeg så, gav mig kvalme. Katy var næsten nøgen og Zayn lå bare og aede hende, forsigtigt over håret, ligesom Louis altid gjorde.

"Hvad laver du?" Spurgte jeg og prøvede at kontrollere min vrede. Zayn stoppede sine handlinger og kiggede forvirret på mig. ”Hvad snakker du om? ” Spurgte han med en lav stemme. "Hvorfor er du her med Katy? Hvor er Perrie? Hvor er Sophia?" Jeg vidste godt Perrie var i USA og Sophia, ja hvor fanden var hun?! Det var hende som skulle tage sig af Katy og ikke Zayn. Endda i Nialls stue. "Perrie er i USA. Sophia er hos Liam. Hvorfor krydsforhøret?" Spurgte han ’forvirret’. "Hvorfor? Jeg har lige været hjemme ved Louis... tror du virkelig det har lykkedes mig at prøve at berolige ham? Du ved hvordan han har det med Katy lige for tiden." Det lykkedes mig ikke at få ham til at slappe af. Jeg kendte ham, måske kunne han narre sig selv, men ikke mig. "Ja. Hvorfor tror du vi ikke ville gøre ham mere bekymret? Du så ham for er par dage siden. Han har ikke brug for mere at stresse om. " Sagde han, som om jeg havde lavet en fejl. "Men han burde hvor er hun i det mindste!" Sagde jeg med hævet stemme. "Det var det du skulle tage dig af. Og du burde virkelig dæmpe dig, for hun sover. " Sagde Zayn vred. "Jeg er rimelig ligeglad med at hun sover. På vejen herhen, opdagede jeg noget." Sagde jeg med vrede spyttende ud af min mund. Zayn vendte det hvide ud af sine øjne og kiggede på mig. "Hvad opdagede du? ” Spurgte han, som om han intet vidste. "Dig og Katy har været meget sammen på det seneste, sjovt nok lige siden brylluppet, hvad var det I lavede ude i skoven? ” Spurgte jeg mistænksomt. "Nu er du latterlig. Vi snakkede. Intet andet. Men jeg synes virkelig at du burde dæmpe dig lidt. Hun har brug for at sove" Sagde han irriteret.

Katy begyndte at bevæge sig uroligt. Hendes ben blev afsløret og jeg kunne se at der var blod der var blevet tydeligt. Meget lidt, men hvis ikke jeg tog fejl, så var det kun en lille brøkdel af hendes egentlige smerte.  "Er det hvad der er sket?" Vrissede jeg lavmælt. "Hun blev overfaldt, Harry. Jeg passede på hende. Snakkede med hende da hun havde brug for det. Hvad er det der har gjort dig så vred?" Sagde han tydeligvis irriteret over at han ikke vidste hvad jeg mente. Hvad jeg mente.

Selvfølgelig ville Zayn aldrig gøre det… hvad tænkte jeg dog på? Hvor ondsindet. "Jeg troede I var gået om bag ryggen, på Perrie og Louis. " Hvordan kunne jeg glemme den aften?

”Zayn! ” Liam tog hans hævede hånd i sine hænder og kiggede alvorligt på den. ”Jeg kører. ” Sagde Louis stille og Liam hjalp Zayn op at stå. ”Det er bare rygter. Vi ved du aldrig ville gøre det. ”

"Hvordan kunne du overhovedet tros det? Hvorfor skulle vi gøre det? Du ved hvor meget jeg elsker Perrie!" Hvis han tænkte ligesom mig, havde han sandsynligvis det minde i hovedet, jeg havde i dette øjeblik. ”Og jeg ved hvor meget Louis elsker Katy, men ærlig talt... jeg har været skulderen Perrie har grædt ud på i alt for lang tid." Jeg holdte mig for munden. Shit.  

”Du kan ikke fortælle det til Louis. Hvis han opdager… ” Snøftede hun og hendes hoved bar begravet i hendes hænder. ”Rolig nu. Det behøves jo ikke være sandt. ”

”Mit barn kunne blive handicappet. ”

"Hvad? Harry hvad snakker du om? Har hun grædt?" Zayns bekymrende ord gjorde jeg kom ud af min trace. "Forhelvede det skulle jeg ikke have sagt... hun faldt under indspilningen af en ny sang. ” Jeg blev jo nødt til at indrømme det. "Nej, Harry. Fortæl mig det." Sagde han bestemt. "Måske er de ene af barnet skadet. ” Jeg blev jo nødt til at sige det, selvom det smertede mig. "Hvad? Men. Hvorfor har hun ikke sagt noget? ” Spurgte han ulykkeligt. "Det ved jeg ikke... jeg lovede bare jeg ikke ville sige det til dig. ” Hun ville selv have sagt det. "Men… Jeg ringer til hende. ” Han rejste sig langsomt og ledte efter sin mobil. "Hold øje med Katy. "

Katy begyndte at bevæge sg igen og denne gang åbnede hun langsomt sine øjne op. Men min fokus var på Zayn. "Nej… snak med hende når hun kommer hjem. Det er bedst. ” Prøvede jeg at forsikre ham. "Du har lige fortalt mig at hun ikke ville have jeg skulle vide er af vores børn måske er skadet. Hun kommer hjem on en uge. Tror du selv at jeg kan vente så længe? ” Spurgte han, selvom svaret var indlysende. "Du bliver nødt til det. Zayn... jeg beder dig... hun ville selv have sagt det. ” Sagde jeg og prøvede at virke rolig. Det hele flød rundt indeni og jeg prøvede virkelig at se om jeg kunne holde mig over vande, men jeg kunne ikke. Det var som at drukne.

"Men det gjorde hun ikke. Jeg har brug for svar. Og jeg regner ikke med at du har dem"

"Selvfølgelig ikke. Men lad hende komme hjem." Tiggede jeg. Zayn havde fundet sin mobil og endte med at sukke. "Fint. Jeg venter. Men ikke til hun kommer hjem. Det er for lang tid. ” Han satte sig ned på en læderstol og sukkede stille. Jeg kunne se at Katy var helt vågnet op. "Zayn." Sagde jeg stille.

"Det er for lang tid. " Indrømmede han. "Jeg beder dig. " Tiggede jeg igen.

"Ærlig talt, så skal du slet ikke bede mig om noget lige nu. Du troede jeg var hende utro. At Katy var! ” Sagde han vredt. Katy blev forskrækket og prøvede at flytte sig, men kunne ikke. Jeg satte mig hurtigt hos hende og så hendes urolige øjne stirre lige ind i mine. Jeg trak hende forsigtigt ind til mig. "Rolig. ” Hendes hoved lagde sig forsigtigt ind til mig og hendes negle borede sig forsigtigt ind i huset på min højre arm. Hun var bange. Jeg kørte min hånd igennem hendes hår imens hun ”Det er okay. ” Hun klynkede skræmt i respons og straks så Zayn hvad der var sket. "Katy. Det må du undskylde. ” Hans undskyldning var oprigtig nok. "Det var ikke med vilje... jeg startede det... undskyld." Sagde jeg. Nok mere til Zayn end Katy.

"Utro?" Spurgte hun forvirret. Jeg sank en overraskende højlyst klump og kiggede hende i øjnene. ”Ja... ” Svarede jeg. "Hvem er utro? ” Spurgte hun med en svag stemme. "Ikke nogen..." Jeg vidste jo godt jeg havde taget fejl. Det som bare smertede mig lige nu, var at Katy ville blive såret, virkelig såret. "Nej. Sig det. ” Hun var blevet alvorlig. Hun ville vide det. "Jeg beskyldte dig for at være Louis utro… ” Mumlede jeg. "Hvor kunne du! Hvordan kunne du tro det?! Du ved hvor meget jeg elsker ham. ” Sagde hun såret og kiggede skuffet på mig.

"Jeg troede det fordi du-" Mere nåede jeg ikke før min mobil ringede. Det var Louis. "Heeeej. ” Trak jeg ud. Zayn skulede til trist til mig. "Hej. Du har været væk et stykke tid. Der er ikke noget galt, vel? ” Spurgte Louis bekymret. "N-nej... Jeg er bare forsinket... Fordi jeg tænkte du gerne vil have en pizza og måske en kaffe fra Starbucks. ” Sagde jeg lettere panisk, fordi jeg løj. "Er du sikker? Du lyder lidt. Jeg ved ikke. Bare skynd dig, jeg er sulten. ” Sagde han roligt, selvom jeg godt kunne fornemme han var lidt utålmodig. "Du har vel ikke, jeg ved ikke, hørt fra Katy? ” Spurgte han nervøst. "Nej. Liam siger pigerne sover." Jeg kiggede undskyldende på Katy. Jeg vidste det sårede hende, det svar jeg havde givet Louis var ondt. Direkte ondt.

Zayn skulede vred til mig. "Men hun har det godt? Hun er ikke ked af det mere? ” Spurgte han bekymret. "Det ved jeg ikke... Det ville han ikke sige. ” Noget blev jeg jo nødt til at sige. Katy kiggede forskrækket på mig. Det var tydeligt hun ikke vidste hvad hun skulle sige, eller hvordan hun skulle reagere. "Oh. ” Han ville have hende hjem. "Men jeg er sikker på at... At hun har det godt. Hun savner dig nok bare lidt. Hvem ville ikke det? ” Spurgte jeg opmuntrende.

"Men hvorfor kommer hun så ikke hjem? ” Louis var trist. Virkelig trist. Han savnede hende så meget, det smertede mig virkelig. "Det ved jeg ikke... Det er nok bare en pigeting... Hør jeg skynder mig hjem til dig, så snakker vi om det. ” I håb om hans forståelse. "Okay. Vi ses. ” Han lod som om. Jeg kiggede undskyldende på Katy, men jeg vidste det intet hjalp. "Så lad mig lige forstå det. Du bliver vred når vi ikke fortæller ham sandheden, for at skåne ham, men du lyver han direkte op i ansigtet. Du er ikke en skid bedre, Harry. ” Vrissede Zayn af mig. Jeg havde virkelig lyst til at slå ham.

"Hvad skulle jeg sige? Katy er bare lidt dårlig og bare rolig, hendes ben får kún et ar?! ” Svarede jeg skarpt tilbage. Det er bedre end at slå ham. "Du behøvede ikke at lyve om var du var. Eller at hun sov. Eller sige hun var ked af det. Katy skal sgu nok finde ud ad det. ” Sagde han virkelig det? "Klaphat hun sidder lige foran dig. "

"Jeg har det fint Harry. Jeg ville bare ikke have han skulle være fuldstændig panisk, når han har været så syg som han var. Jeg følte ikke for at han skulle se mig... Som jeg var i går. Jeg har det fint, og jeg vil elske at tage hjem til ham. ” Sagde hun roligt og kiggede bedende op på mig. "Er du sikker? " Spurgte jeg og håbede på hun ville sige nej. Det var ondt, men jeg frygtede bare om Louis kunne holde til det.

"Ja. Det kan godt være at jeg ikke er den stærkeste lige nu. Jeg kan ikke gå, og jeg mangler nok også lidt blod, men jeg vil rigtig gerne bare hjem. ” Sagde hun og kiggede bedende op på mig. "Okay."

"Er du sikker på at du er klar til at tage hjem? Du har ikke brug for en dag mere? Eller lidt tid til at finde ud af hvordan du vil forklare det? ” Bekymringen havde stadig ikke forladt Zayns stemme. Jeg kiggede alvorligt på Katy, som havde forstået hvad Zayn og jeg mente. "Jeg skal bare finde ud af hvordan vi undgår alt med politiet. ” Sagde jeg og kiggede hen mod Zayn. "Det bliver du nok nød til at hjælpe mig lidt med. ” Endte han med at sige. "Det skal jeg nok. Men kun hvis du er sikker. " Sagde han til Katy. "Jeg er sikker. Louis har fortjent at vide hvad der skete. Jeg vil bare ikke have politiet indblandet. " Sagde hun med ivrighed. Nok efter at komme hjem. "Okay. Så gør vi det. ” Sagde jeg simpelt.

"Gør hvad, helt præcist?"

"Får dig hjem. Jeg er rimelig sikker på at det er bedre end at jeg ikke kommer hjem med pizza. " Svarede jeg og rejste mig op. Katy prøvede at komme op, men det lykkedes ikke rigtig.  "Giv mig lige et minut. " Hun kunne ikke komme op. "Niall har nogle krykker? Niall har gemt dem et eller andet sted, skal vi finde dem til dig? ” Foreslog Zayn. Hvorfor tænkte de ikke på det noget før?

Zayn gik efter krykkerne, så jeg var alene med Katy. "Hvordan har du det egentlig? ” Spurgte jeg bekymret. "Jeg har ondt i mit ben. Og jeg er en smule såret over at du troede jeg ville være ham utro. ” Det forstår jeg også godt du er.

"Jeg ved ikke hvad der gik af mig... han savnede dig sådan og jeg ved hvordan Louis tænker... han troede også Eleanor engang var utro. ” Fortalte jeg ærligt. Hun stivnede kort ved min nævning af El. Hvorfor gjorde hun det? "Det ville jeg aldrig gøre. Det burde du vide. " Ja, det burde jeg.

"Ja... undskyld... please ikke sig jeg sagde noget om det til Louis. ” Tiggede jeg. Mest af alt fordi jeg ikke ville han skulle vide det og måske blive vred på mig. "Det gør jeg ikke. Han får svært nok ved at jeg blev overfaldet. ” Jeg kunne se hun blev lidt ked af det. "Tak... jeg ved virkelig ikke hvad der gik af mig... det gjorde mig bare vred efter... du ved, alt det med at du fandt ham. ” Fortalte jeg og tænkte tilbage på nok det jeg ville beskrive som et levende mareridt. "Hvordan kunne det gøre dig vred? ” Ja, hvordan kunne det, det? "Fordi... jeg ville ikke min bedsteven skulle ende sine dage helt... ikke ham. ” Hvis Louis skulle dø, skulle han dø som en gammel mand. Han skulle have haft et langt og godt liv. Med masser af børn og børnebørn. "Hvad end der var i det han røg, så var det ikke nok til at slå han ihjel. Det ved jeg der ikke var. Han var aldrig i fare for at dø. Men det var tæt på. "

"Lad os køre dig hjem. ” Jeg sagde det, for at skifte emne, jeg ville virkelig ikke tænke på det. "Her. Jeg har sat dem lidt ned i højden, men det kan du altid ændre. ” Smilte Zayn roligt. Katy kom op og stå ved hjælp af krykkerne. "Tak.... Er du klar?" Spurgte jeg Katy med en rolig stemme."Ehm. Zayn, du tror vel ikke Niall har nogle bukser jeg kan låne? ” Både Zayn og jeg kiggede ned af Katys ben og vi så hun faktisk stod halvnøgen. Hvordan kunne jeg have glemt det så hurtigt? "Har du rendt rundt sådan hele tiden? ” Spurgte jeg, flov over at jeg havde glemt hun gik sådan rundt. "Jeg har ikke forladt sofaen. Jeg sov det meste af tiden. ” Fortalte hun roligt.

"Jeg har en ekstra trøje ude i bilen. Den kan gå som kjole. ” Sagde jeg og gik ud for at hente en. Da jeg endelig åbnede op bagi, lagde jeg mærke til at det ikke engang var min. Det var en af Louis gamle fodbold trøjer, som han ikke havde spillet i, i lang tid. Katy stod op og kiggede på sit ben da jeg kom ind. "Her... det er ikke engang min ... jeg tror det er Louis’ ” Sagde jeg og rakte den til hende. 

"Tak " smilte hun. Vi vendte os om imens hun tog sit tøj på. Zayn kiggede lidt op i loftet og ned på gulvet igen. ”Sådan. ” Sagde Katy og vi vendte os om. ”Klar til at køre? ” Spurgte jeg med et smil. Hun nikkede og begyndte at gå ud.

Katy kunne ikke rigtig gå ned af trappen selv. "Sig til hvis du vil have hjælp. ” Sagde jeg og gik et par trin ned. Jeg vidste godt hun ikke ville tage imod tilbuddet, hun smilte blot og nikkede til mig. ”Du gør det godt. ” Sagde jeg efter hun havde et skridt. "Vil du gerne have hjælp? ”

"Nej, men det er jeg nok nød til. ” Sukkede hun.

"Godt du kan give dig lidt." Jeg tog hendes krykker i den ene arm og løftede hende op i den anden. De nemmeste ved Katy? At hun var så fandens lille. Hun måtte maks veje 55 kilo. Hun havde strammet sit greb om min skjorte imens jeg gik hen mod min bil. "Rolig nu... jeg taber dig ikke. ” Smilte jeg og satte krykkerne fra mig. "Jeg har ikke den mindste chance for at stoppe et fald, selvfølgelig er jeg bange. ”

"Det skal nok gå alt sammen. ” Uanset hvad, ville jeg aldrig tabe Katy, eller såre hende på nogen måde.

Zayn kom pludselig ud. "Jeg kommer forbi med dine bukser på et eller andet tidspunkt. Rene selvfølgelig. ” Katy nikkede godkendende og Zayn gik ind igen. ”Du er godt klar over der ikke er særlig meget… bukser over dine bukser, ikke? ” Spurgte jeg. ”Lad ham nu bare prøve i det mindste. ” Forsvarede Katy. Jeg startede bilen og vi kørte hjem til Louis.

"Er du klar til at se Louis igen? ” Spurgte jeg med noget lignende et smil. Jeg var nervøs as hell. Jeg vidste ikke hvordan han ville reagere. Vi havde alle løjet over for ham og vi havde holdt det hemmeligt i mere end 24 timer.

"Harry, jeg har været væk i en dag. Det er ikke fordi jeg har været syg eller væk i længere tid. ” Afbrød Katy mine tanker. Jeg nikkede fraværende og fokuserede på vejen. "Det ved jeg... men Louis har virkelig været bekymret... han har snakket med sig selv, om hvordan han skulle reagere når du kom hjem... skal jeg være bekymret eller vred? Skal jeg gøre noget klar, hvad skal jeg Harry?" Citerede jeg og kunne straks se hvor skidt Katy fik det.

"Så forstil dig hvordan han havde været hvis han så mig døende. Han havde aldrig tilgivet sig selv hvis jeg døde, og det kunne jeg ikke gøre mod ham. " Sagde hun lavmælt og kiggede væk. Hun snak en klump. "Jeg mistede en del blod i går, Harry. Jeg ved ikke om du kan forstille dig hvor ondt det gør, at få trukket et rustent søm ned gennem dit lår. For senere at få noget hevet ud, uden bedøvelse. Louis havde stoppet Sophia, så snart jeg begyndte at skrige. Hvis hun ikke gjorde som hun gjorde, så tror jeg ikke jeg havde klaret det. ” Jeg vidste hun "Sandt... Men du kender Louis. "

"Ja. Du må virkeligt undskylde hvis det var selvisk af mig, men jeg havde ikke lyst til at se hans bekymring. Hans grådkvalte ansigt skulle ikke være det sidste jeg så. " Fortalte hun mig.

"Det er okay... jeg tror bare vi alle gerne vil han er glad... men vi laver det nok bare til en konkurrence, i stedet for at hjælpe ham og hinanden. " Svarede jeg hende. Det var jo på sin vis sandt. "Jeg ved det ikke. Der bliver hele tiden ved med at komme nye ting. ” Ergo nye problemer.

"Vi må se at holde os fra alt det dårlige... måske skulle vi tage i zoo og se på dyr... du ved en Børne zoo med geder og sådan for, hvis vi tager til en rigtig zoo, så ender det nok med at der en løve der er sluppet fri og en af os bliver ædt. ” Sagde jeg ærligt. Katy grinte kort af mig og rystede på hovedet. "Du er sær, ved du godt det? ” Spurgte hun med et smil. "Jamen jeg tænker da i det mindste fremad! ” Indrømmede jeg og parkerede bilen foran Louis’ hus. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...