Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24839Visninger
AA

5. 4

*Katy*

Jeg forstår ikke fodbold. En flok idioter der løber rundt på en græsplæne efter en bold? Efter min mening er det fuldstændigt meningsløst, men drengene lader til at gå meget op i det. Harry og Niall beklagede sig højlydt over dommeren, der åbenbart havde dømt frisprak til det ene hold. Det var nogen det stillede sig op på en række, skulder ved skulder. Efter det er jeg ikke helt sikker på hvad de lavede, men de scorede i hvert fald.

”Det var et lortemål!” Vrissede Niall irriteret. Jeg tror at vi holder med det andet hold, men jeg er ikke sikker..

Sophia begyndte at grine af Niall irriterede udbrød, og Liam tyssede på hende. Perrie tyssede så på Liam, hvilket bare fik Sophia til at grine endnu mere. Harry skulede irriteret til hende, men valgte ikke at sige noget. Zayn sad bare med armen om Perrie og så ligeglad ud.

Lægen var gået for ikke særlig længe siden, så jeg undrede mig lidt over at Louis ikke var kommet ud endnu. Nysgerrigt kiggede jeg rundt og betragtede de andre som sad og så fodboldkampen. Den måde Zayn havde armen om Perrie viste hvor meget hun betød for ham. Måden Sophia lå med hovedet på Liams bryst fortalte hvor meget hun nød hans nærvær. Også tidligere i dag havde jeg lagt mærke til hvordan de opførte sig omkring hinanden. De var som en stor familie. En familie der var der for hinanden når de havde brug for det.

Men så snart Louis var der, blev stemningen mere anspændt. De passede på med hvad de sagde, og hvad de gjorde. De behandlede ham som om at han kunne gå i stykker når som helst, og det forvirrede mig. Han virkede ikke skrøbelig, men måske var han det?

Mine øjne landede på Harry. Han havde et sår ved sit øjenbryn, og nogle svage kradsemærker på kinden. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke lagde mærke til det før, det plejer at være noget af det første jeg ser. Det er noget af det første jeg skal se. Se sammenhængen mellem folk, læse dem, finde deres svagheder, så jeg ved hvor jeg skal ramme. Ved hvilke knapper jeg skal trygge på for at ramme dem mest, og gøre dem forsvarsløse.

Langsomt fik jeg lagt to og to sammen, og kom frem til at det nok var Louis der havde givet ham flængen. Men havde Harry så virkelig gjort alt det ved Louis? Det passede ikke rigtigt sammen i mit hoved. Louis virkede helt sikkert som den stærkeste af dem, så det skaderne burde jo være omvendt?

Efter noget tid kom Louis ind til os, og satte sig i den tomme lænestol. Han sagde ikke noget, men sad bare ligesom mig og betragtede de andre. Han så ud som om han var fordybet i hans tanker, men han virkede stadig som om han fulgte med i alt hvad de gjorde.

”Så, er du klar til i morgen?” Spurgte Harry usikkert, som om at han var bange for at spørge.

”Det bliver jeg aldrig” Mumlede han trist.

Jeg kiggede forvirret rundt, og åbnede munden for at spørge hvad der skete i morgen, men blev stoppet af Sophia der sad og rystede på hovedet. Så de skulle åbenbart noget i morgen, som Louis aldrig blev klar til, og jeg måtte ikke spørge om hvad det var. Det bliver jeg jo overhovedet ikke mindre forvirret af..

”Det gør ingen af os, Lou” Sagde Niall lige så trist som Louis.

”Kan vi snakke om noget andet?” Spurgte Louis hurtigt.

”Jo, selvfølgelig” Mumlede Harry.

”Katy! Fortæl noget om dig selv” Skiftede Sophia emne.

”Øh, jeg ved ikke hvad jeg skal fortælle?” Svarede jeg usikkert.

Mit rigtige navn er Katy Plummer. Hele min familie døde kort efter at jeg mødte min far for første gang. Jeg har ikke gået i skole siden jeg var syv, jeg kan ikke læse, men er overraskende god til matematik. Jeg er en af de bedste lejemordere i England, og er her egentlig bare for at slå jeres ven ihjel. Jeg ville ikke nå særligt langt med sandheden…

”Hvad arbejder du som?” Kom det fra Perrie.

Okay Katy tænk! Det skal virke troværdigt, så ikke noget alt for overdrevet. Hvad kan en normal 20-årig arbejde som?

”Jeg arbejder i et fitnesscenter.” Sagde jeg og fremtvang et svagt smil.

”Virkelig? Hvad laver du så? Har du nogle hold du træner, eller?” Spurgte Harry interesseret.

”Øhm, jeg underviser i selvforsvar.” Svarede jeg hurtigt.

Selvforsvar var noget af det jeg var god til, så i princippet kunne jeg jo godt undervise i det. Det ville i hvert flad ikke være urealistisk.

”Virkelig? Ikke for noget, men du ligner ikke en der gør sådan noget. Du virker ikke som den slags person.” Fortalte Harry.

”Du ville bliver overrasket. Jeg kan få dig ned at ligge hurtigere end du tror” Sagde jeg ærligt.

”Jeg ville gerne se dig ligge ham ned.” Kom det hurtigt fra Zayn.

”Ja, det ville jeg også.” Sagde Harry drillende.

”Jamen så lad os da prøve.” Udfordrede jeg.

”Okay!” Sagde han hurtigt og rejste sig op.

”Harry, hun har en forstuvet ankel, tror du virkelig selv at det er en god ide?” Spurgte Perrie irettesættende.

”Nej, det er okay. Jeg skal nok klare mig” Sagde jeg, og fik med lidt besvær bevæget mig ud midt på gulvet.

”Du skal lige vide. Det er ikke min skyld hvis du kommer til skade. Men du angriber bare.” Advarede jeg.

”Så jeg skal bare angribe dig?” Spurgte han for en sikkerheds skyld.

”Ja. Brug alle de feje tricks du kan” Fortalte jeg ham.

”Du beder selv om det.” Mumlede Harry, inden han gik om bag mig.

”VENT! Hvordan ved vi hvem der vinder?” Spurgte Niall forvirret.

”Den der først ligger ned.” Svarede jeg hurtigt.

Harry lagde hurtigt armene om mig, og prøvede at få mig ned på jorden. Hurtigt drejede jeg en halv omgang på min gode fod, og stod nu med ansigtet mod ham. Jeg fik fat i ham, og med det ene ben fik jeg fejet hans ben væk under ham. Han lå nu på gulvet og kiggede overrasket op i loftet.

”Det gik hurtigere end jeg havde regnet med” Grinte Niall.

”Hold mund” Vrissede Harry irriteret ad ham.

Om det var fordi at han tabte til en pige, eller om det bare var det at tabe generelt, der irriteret vidste jeg ikke. Jeg regner med at det er fordi at jeg er en pige, det er nok ikke for godt for han selvtillid. Sådan er der overraskende mange der har det. Jeg er begyndt at træne alene, bare fordi at mændene blev irriteret når man vandt over dem.

Et eller andet sted forstår jeg dem nok godt. Vi er alle sammen trænet til at dræbe, og så kan de ikke vinde over en spinkel pige? Jeg ville da også blive irriteret hvis det var mig. Få tæv af en pige, når man selv er en trænet lejemorder. Det lyder ret irriterende hvis du spørger mig!

”Hvordan gjorde du det overhovedet?” Spurgte han halv irriteret efter at han var kommet op.

”Reflekser.” Mumlede jeg stille.

Det var jo ikke løgn. Jeg havde meget gode reflekser, men det var jo også nødvendigt. Lige meget hvad, skulle du altid være klar til at slå fra dig. Du skulle altid være klar til hvad der måske kom. Det hele handlede faktisk bare om at aflæse din modstader. Forudse deres næste træk.

Der er ikke særlig mange mennesker der er klar over hvor nemt det er at aflæse. Kender du personen er det kun nemmere, men man behøver kun at have set hvordan de opføre sig for at man kan aflæse deres næste træk.

Se for eksempel på Harry. Hvis han var i en slåskamp med en mænd, ville han bruge knytnæver. Nok i ansigtet. Zayn ville derimod undvige lidt mere, og slå mens han dukkede sig. Ingen af dem ville gå fuldt ud mod en pige. Det ligger bare ikke til dem…

”Katy? Du stener” Sagde Harry og viftede en hånd foran mine øjne.

”Oh, undskyld.” Mumlede jeg.

”Harry, hun er sikkert bare træt. Hun har trods alt også haft en lang dag.” Sagde Perrie og nød næsten mor agtig.

Yeah, lang dag. Hvis man tænker på hvad jeg plejer at lave, så er det her en meget kedelig dag. Ingen træning, ingen planlægning, ingen mord. Der var ikke rigtigt sket noget…

”Det er jeg faktisk også ved at være.” Sagde Sophia træt.

”Eh, hvad gør vi med senge?” Spurgte Zayn forvirret.

”Øhm, hvis jeg sover hos Louis, så kan Katy og Sophia sove sammen?” Forslog Liam.

”Er du okay med det Katy?” Spurgte Sophia med et smil.

”Jeg kan altså sagtens sove på sofaen. Jeg vil ikke trænge mig på.” Mumlede jeg genert.

Katy Evans er genert indtil hun lære folk at kende. Katy Plummer er derimod ligeglad med om hun ikke kender folk. Hvis du lære dem at kende forsvinder de alligevel…

”Du trænger dig da ikke på! Og du får ikke lov til at sove på en hård sofa med din ankel!” Sagde Perrie, igen med moderstemmen.

”Vent lidt. Hvor skal jeg så sove?” Spurgte Niall undrende.

”Sammen med Harry. Som du plejer.” Kom det fra Zayn med en hovedrysten.

Så Louis plejede altså at sove alene? Huh…

”Jeg har det altså fint med at sove på sofaen. I forhold til min egen er den her sofa en sky!” Fik jeg frem.

Der var et eller andet inden i mig, der fortalte at jeg havde brug for at være alene i nat. Måske snakker jeg i søvne, og afsløre det hele.

”Katy, vi lader dig altså ikke sove på en sofa.” Sagde Sophia, stadig med et lille smil.

”Fint!” Overgav jeg mig.

vvv

”Så Louis plejer altså at sove alene?” Spurgte jeg efter at vi havde lagt os.

”Nej. Han plejede at sove med Eleanor.” Fortalte hun, og fik pludseligt et sørgmodigt blik.

”Hvem er Eleanor?” Spurgte jeg forvirret.

”Det er.. Var hans kæreste.” Rettede hun sig selv.

”Hvad skete der?” Der måtte jo være en grund til at de ikke var sammen længere.

”De skændes over et eller andet. Han har ikke ville snakke om det. Men hun blev vidst vred, og var på vej væk fra ham da der kom en bil. Hun døde på hospitalet samme dag. Hun bliver bisat i morgen.” Fortalte hun med et sørgmodigt smil.

”Så det er derfor han virker så.” Jeg ledte efter det rigtige ord.

”Ja. Han har ikke rigtigt været sig selv de sidste par dage. Han plejer at være så glad hele tiden. Han kom altid med underlige bemærkninger, og fik os altid til at grine.” Fortalte hun med et trist smil.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Det var tydeligt at hun holdt af ham. Det gjorde de jo alle, og jeg var her for at slå ham ihjel! Men på den lyse side ville han jo være sammen med Eleanor så.

”Det er ærgerligt at du skal se ham sådan her. Du ville have elsket den normale Louis!” Sagde hun.

”Han lyder som en fantastisk person.” Mumlede jeg.

”Det er han. Men hvad med dig? Ingen kæreste?” Spurgte hun med et drillende smil.

”Nej. Ingen kæreste.” Mumlede jeg.

”Jamen så fortæl noget om din familie!” Bad hun.

Familie. Selvfølgelig. Af alle emner, familie. Hvad er der ved det, de synes er så spænende?!

”Heller ingen familie.” Sukkede jeg.

”Oh. Det er jeg ked af at høre.” Sagde hun. Denne gang uden smilet.

”Det skal du ikke være. Jeg er vant til at klare mig selv.” Det sidste var kun en mumlen.

”Hvor lang tid har du været selv?” Spurgte hun undrende.

”Jeg er 20 nu, så det må vel være omkring 13 år.” Sagde jeg uden nogen glæde i stemmen.

”Oh.” Var alt hun sagde.

”Godnat” Sagde jeg hurtigt.

Jeg havde ikke lyst til at snakke mere. Det hele gjorde ondt inden i. Det begyndte at prikke i mine øjne, men jeg nægtede at lade tårerne falde. Ikke endnu i hvert fald.

”Godnat.” Mumlede Sophia træt.

Der gik ikke lang tid for hun var faldet i søvn. Jeg misundte hende. Det gjorde for ondt inden i til at jeg overhovedet kunne overveje at sove. Inden længe begyndte dråberne at dryppe ned på puden. De våde tåre løbe ned over min næse, og videre ned på puden.

Kort efter begyndte hulkene at komme. Gråden fik hele min krop til at ryste. Mit syn var sløret på grund af tårerne. Jeg trykkede dynen tæt ind til mig, som om at den kunne få det til at gøre mindre ondt.

Jeg prøvede at kvæle lyden af mine hulk med puden. Det sidste jeg manglede var at Sophia vågnede. Der var ikke noget jeg kunne gøre for at stoppe minderne der kom over mig som en flodbølge.

Den dag hvor jeg endelig tog mod til mig og spurgte om far. Første gang jeg så ham. De varme brune øjne, der havde mindet så meget om Jades og mine egne. Jeg havde altid undret mig over hvor vi havde de brune øjne fra, og nu havde jeg fået svaret.

Den glæde jeg følte da han lovede at komme og besøge os, sige hej til Jade. Jeg havde endelig fået en familie, og jeg kunne ikke vente med at fortælle min søster at far ville komme forbi en dag. Han havde fortalt at han savnede hende, men var bange for at hun var vred på ham.

De sidste glade minder jeg havde blev hurtigt erstattet af det der skabte en kædereaktion.

Hurtigt åbnede jeg døren ind til hendes værelse. Jeg kunne ikke vente med at fortælle hende det hele! Mine store brune øjne mødte den blege skikkelse i sengen. Min råb havde ikke vækket hende. Hun lå bare i sengen med lukkede øjne, og armene foldet over en lille hvid bog.

Jeg begyndte at ruske i hende for at få hende til at vågne. Hendes krop havde ikke den normale varme som en krop burde have, men hun var heller ikke blevet kold endnu. Hun var nærmest en ulækker mellemting. Jeg forstod ikke hvorfor hun ikke vågnede?

”M-mor? Hvorfor vågner hun ikke?” Spurgte jeg med rystende stemme.

”Katy.. Jeg er bange for at hun aldrig vågner.” Sagde min mor. Hendes stemme knækkede flere gang, og hun var begyndt at græde.

Jeg blev skubbet til siden, så min mor kunne komme til. Hendes kinder var helt våde af de dråber der løb ned ad hendes kinder. Mor gik hurtigt igen, og jeg fulgte forvirret efter hende.

Hvorfor ville Jade ikke vågne? Jeg forstod det ikke.

Min mor fandt hurtigt et halvtomt pilleglas frem. Hun kiggede chokeret på det.

Vi havde ringet og fortalt det til min far kort efter. Et par dage efter fik vi at vide at han havde været i et trafikuheld. Han var taget på bar, og havde drukket en del. Han var begyndt at snakke om Jade, og om hvordan det var hans skyld at hun havde begået selvmord. Han var kørt direkte ind i et træ. Han døde på stedet.

Heller ikke det forstod jeg den gang. Ordet selvmord var helt nyt for mig, men jeg forstod at det ikke var en god ting. Da Jade og far blev begravet gik det op for at jeg aldrig ville se dem igen. De ville bare ligge i en kiste i jorden, uden nogensinde at være sammen med nogen af os igen.

Det værste syn var den dag to uger efter begravelserne. Jeg havde været hos en af mine venner. Det hele havde været mors ide. Hun mente at jeg havde brug for at komme lidt væk hjemme fra.

Med små skridt gik jeg indenfor. Jeg havde ikke fået noget svar da jeg råbte at jeg var hjemme. Huset duftede heller ikke af mad som det plejede at gøre.

Da jeg kom lidt længere ind i huset forstod jeg hvorfor. Ud fra gelænderet på trappen hang min mor. Hendes tomme øjne kiggede direkte på mig. Rebet der hang om hendes hals havde kvalt hende.

Et eneste ord dukkede op i mit hoved. Selvmord. Hun havde gjort det samme som Jade. Denne her gang forstod jeg det hele. Hun havde forladt mig som de andre.

Hulkene var efterhånden blevet svære at kvæle. Det gjorde for ondt at tænke tilbage på, men jeg kunne ikke gøre noget for at stoppe det.

Et par dage efter at jeg havde fundet min mor, var der kommet en mørkhåret dame hjem til mig. Min mor hang der stadig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Lugten af død der havde fyldt huset hang stadig lidt i min næse.

Jeg havde ikke fået andet at spise end det der var i køleskabet. Jeg vidste jo ikke hvordan man lavede mad.

Damen havde taget mig til sig. Hun havde trænet mig, lært mig alt hvad jeg behøvede at vide. Jeg startede et nyt liv, uden andet end Jades dagbog. Damen havde læst hvad der stod i den højt for mig, så jeg kunne ordene uden ad. Jeg fortalte mig selv at jeg læste ordene, men det gjorde jeg ikke.

Jeg havde aldrig lært at læse, det havde der aldrig været behov for. Jeg kunne ikke en gang læse! Det er jo ynkeligt!

”Mmh.” Mumlede Sophia, som om at hun var ved at vågne.

Jeg tvang mig selv til at være stille. Hun skulle ikke høre mig. Med besvær fik jeg stoppet min egen gråd, men kun for at høre lyden af en der græd på den anden side af gangen.

”ELEANOR!” Skreg en stemme, jeg genkendte som Louis.

Sophia vågnede med et sæt. Hun kiggede kort over på mig, inden hun hurtigt rejste sig.

”Jeg går lige ind og tjekker om det er okay. Bare læg dig til at sove igen.” Mumlede hun, inden hun skyndte sig ud ad døren.

vvv

Jeg kiggede mens Sophia trøstede Louis. Der var to timer til at de skulle være der, og han så allerede så ødelagt ud. Jeg havde næsten ondt af ham. Han virkede næsten som en lille dreng når han lå med hovedet i hendes skød.

Da han begyndte at falde til ro, bestemte jeg mig for at gå. De havde ikke brug for at jeg stod og kiggede på dem. Han havde det hårdt nok i forvejen, og jeg havde respekt nok for mennesker til at give dem plads. I sær på en dag som i dag.

Jeg humpede ind i stuen, hvor Zayn, Harry og Niall befandt sig. Af en eller anden grund skulle de ikke med. Måske havde de ikke brudt sig om hende Eleanor? Det måtte jeg huske at spørge dem om.

”Er i klar?” Spurgte Zayn forsigtigt. De var utrolig forsigtige i dag, især når Louis var i nærheden.

Louis nikkede svagt, og Sophia trak ham en smule tættere ind til sig. Hendes blik gled hen på Liam, som så anspændt ud. Han kiggede på os som om at han ville have vi skulle sige noget.

”Bilen er klar udenfor. Kom” Sagde Harry og fulgte dem ud til bilen.

Jeg sad tilbage i stuen med Niall og Zayn. De sendte mig begge et halvhjertet smil.

”Hvorfor skal I ikke med?” Spurgte jeg med hæs stemme.

Min stemme var stadig en smule hæs efter mit sammenbrud i nat. Jeg håbede at det bare lød som om at jeg var morgenhæs.

”Jeg kan ikke lide begravelser. De er lidt for følsomme til mig, så jeg valgte at blive tilbage” Sagde Zayn. Hans stemme virkede også en smule hæs.

”Oh” Sagde jeg kort.

Det her kunne godt blive en meget lang dag, hvis det forsatte på denne her måde.

-------

Fjerde kapitel!

Fortæl os endelig hvad i synes ind til videre! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...