Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24723Visninger
AA

40. 39

*Katy*

Det bekymrede mig at se Louis så syg. Sophia sagde det var stofferne, men der var noget der ikke var rigtigt ved det. Det var mere end bare stoffer og alkohol. Måden han havde reageret på, passede alt for godt sammen med hvordan man reagerede på gift. Gift der var ment til at slå en ihjel, men man havde ikke indtaget nok.

Men hvorfor ville han tage gift? Hvorfor ville han overhovedet lyve om hvor han var? Havde han prøvet at begå selvmord? Eleanor. Selvfølgelig var det Eleanor. Louis ville aldrig så meget som overveje at begå selvmord. Hvorfor kunne hun ikke bare lade ham være i fred?

Måske skulle jeg slå det ind i hovedet på hende? Hun havde næsten taget ham fra mig, og det kunne jeg ikke tillade. Hvorfor kunne hun ikke bare give slip? Hun var skredet fra ham. Det var hende der lod som om hun var død. Louis havde aldrig gjort andet end at fortælle små hvide løgne, for ikke at såre hende.

Min hoved havde allerede taget beslutningen, inden jeg selv var med på den. Louis ville blive bekymret hvis jeg bare var væk, så jeg var vel nød til at fortælle ham at jeg gik. Jeg lå længe og bare kiggede på hans fredfyldte ansigt. Jeg kunne ikke få mig selv til at vække ham. Han var ikke i smerte, han var ikke bekymret. Jeg ville ikke ødelægge hans øjeblik med fred.

”Louis? Louis?” Sagde jeg forsigtigt. Jeg var nød til at gå. Jeg var nød til at tage mig af Eleanor, inden hun fik chancen for at gøre et nyt forsøg på at slå ham ihjel.

”Ja?” Han gabte kort, og kiggede op på mig. Han halvsov stadig. ”Hvad så?” Spurgte han, og gned søvnen ud af øjnene.

”Jeg løber en tur” Jeg kyssede ham i håret, og var hurtigt til at trække mig væk igen. Han trak mig ned til sig igen, og kyssede mig igen. Han var ved at have det godt igen. Det hele var ved at være godt igen. Så snart jeg havde tager mig af Eleanor, ville det hele var godt igen.

”Jeg elsker dig. Hyg dig” Der var mere kærlighed i hans ord, end der havde været i lang tid. Hans stemme var ikke længere fyldt med bekymring, og det lod kræligheden skinne igennem. Jeg var hurtig ude af døren. Vreden var ligeså stille begyndt at boble i mig.

Så snart jeg havde lukket hoveddøren, fandt jeg min telefon frem. Heldigvis havde jeg været så smart at gemme Angelinas nummer. Hvis jeg skulle finde Eleanor, så havde jeg brug for hendes hjælp.

”Angelina. Hvem har brug for min hjælp?” Lød hendes ironiske stemme. Hun havde altid haft sine dage. Der var de mennesker hun elskede at hjælpe, og de mennesker der havde brug for hjælp for tit. Efter hendes mening.

”Katy Evans.. Plummer. Katy Plummer” Rettede jeg mig selv. Efternavnet føltes så uvant. Det forkert at høre det.

”Katy! Hvad kan jeg hjælpe the lovebird med?” Jeg kunne høre hendes smil. Hun havde tænkt sig at hjælpe mig. Jeg kunne finde Eleanor.

”Eleanor Calder. Jeg skal vide hvor hun er” Selv hendes navn gjorde mig vred. Den lede kælling. Hun havde ikke fortjent at være elsket. Hun havde ikke fortjent alle de mennesker der havde grædt da hun døde.

”Uhh. Jeg ville nødig være den der havde gjort dig vred. Men selvfølgelig. Hun er i Tottenham. Skal jeg sende et hold til at gøre rent efter dig?” Spurgte hun dybt seriøst.

”Nej. Hun har ikke fortjent at dø. Jeg vil have hun skal lide” Jeg fik hurtigt en taxa, og var på vej til Tottenham. Det undrede mig ikke at hun boede der. Det er et skidt kvarter. Med lidt held ville hun dø på gaden en aften.

”Det lader jeg dig styre. Jeg skal tilbage til arbejdet, så du må hygge dig” Hun lagde på inden jeg kunne give hende et svar, men det gjorde mig ikke så meget. Taxaen stoppede, og jeg steg ud foran et gammelt hus.

Vredt bankede jeg på døren, og ventede på hun ville åbne den. Jeg kunne stadig se Louis for mig. Den mørke lejlighed. Ham, der lå livløst på gulvet. Hans ansigt der fortrak sig i smerte. Det var forfærdeligt. De dage hvor vi ikke kunne få kontakt til ham. Alt på grund af hende.

"Sikke en overraskelse" Lød en kvalmende sød stemme. Vredt skubbede jeg hende til siden, og gik irriteret ind i det faldefærdige hus.

"Synes du?" Jeg burde have slået hende ihjel for længe siden. Hvorfor gjorde jeg det ikke bare?

"Ja. jeg havde forventet våben fra top til tå. Lidt skuffet har jeg lov til at være" Så hun var skuffet? Måske ville det hjælpe hvis jeg slog hende ud? Så ville hun vel ikke være skuffet mere.

"Jeg kan hurtig ændre den skuffelse, men det tror jeg ikke du er interesseret i" Hun var sindssyg. Hun bad mig jo nærmest om at skade hende.

"Men du ved jeg er. Jeg er interesseret i noget der vil gøre du vil flå mig langsomt op. Fortæl mig... hvordan har Louis det?" Hun smilte som en på en sindssyge anstalt. Jeg var ved at slå ud efter hende, men min fornuft stoppede mig. Det var det hun ville have. Hun havde en plan.

”Han ville få det bedre når du er død, og jeg synes virkelig han skal få det bedre" Måske var en trussel nok? Lige gyldigt hvad skulle hun ikke få sin vilje.

"Nå ja.. hvor lang tid er der gået? tre dage? Kan han stadig ikke selv gå? Brækker han sig stadig? Er han... jeg ved ikke, lidt bange for alt og har feber endnu? pludselige hovedpiner?" Det havde aldrig været hendes mening at slå ham ihjel. Hendes plan havde garanteret hele tiden været at få mig herhen.

"Jeg skal give dig hovedpine" Mumlede jeg vredt. Jeg så rødt. Jeg tror aldrig jeg har følt had på den her måde. Det stak inden i. Det gjorde nærmest ondt.

"Med glæde." Hun prøver bare at provokere dig yderligere. Du skal ikke tage dig af hende. Gør stik modsat af hvad hun vil have dig til. Keep your cool.

"Jeg er ikke idiot. Det ville være dumt kun at slå dig, for du ville have en plan med det, men hvis jeg slog dig ihjel kunne du ikke gøre mere skade" Det var den konstante fristelse. At se hendes blod flyde. Men jeg kunne ikke lade mig selv gøre det. Jeg ville ikke kunne styre mig, når jeg først gik i gang.

"Hvorfor slår du mig så ikke ihjel? Tror du virkelig, du kan beskytte Louis for evigt?" Han var ikke død endnu, så det gik jo. Jeg kunne bare ikke lade hende komme så tæt på igen. Hele den her episode havde bare været hende, som viste hvad hun var i stand til.

"Fordi du ikke er det værd. Du er ikke værd min tid, men jeg er nød til at bruge tid her, for du blive nød til at stoppe." Jeg prøvede at tale fornuftigt til hende. Måske ville hun forstå det?

"Jeg stopper aldrig. En lang smertefuld død for Louis, det er alt jeg vil have. Han tog hele mit liv væk." Nope. Fornuft virkede ikke.

"Gjorde han virkelig det? Han elskede dig, hvordan er det at tage dit liv væk? Det er din egen skyld du er endt her, ikke Louis'" Hun var sindssyg for at tro det var hans skyld. Måske var det det der skete da bilen ramte hende? Det fuckede hende op mentalt?

"Jeg tror ikke du forstår... hvad sagde mine forældre virkelig, da jeg kom tilbage?" Hendes blik blev mørkt. Hun stirrede ondt på mig, nok i et håb om at jeg bare ville følge hendes allerede udtænkte plan.

"Dine forældre tror du er død. De ville sikkert også ønske du var" Nu var det min tur til at provokere hende.

"De ønsker også ham død. Er han kommet og har besøgt dem siden jeg 'døde'? Har han lagt mærke til sin egen familie?" Hun fik det til at lyde som om det var en skidt ting han havde elsket hende så meget.

"Wow. Det er da godt nok hjerteknusende at han elskede dig så meget at han ikke kunne gøre andet end at sørge. Men Nårh ja. Så kom jeg, og han glemte alt om dig" Han elskede hende ikke længere, og det vidste hun udmærket.

"Lige netop. Jeg var hans alt, indtil du kom. Hvis man virkelig var så forelsket, hvordan kunne det så være, én som dig kunne komme forbi, og ødelægge alt?" Hendes stemme var fuld af had, og underligt nok nød jeg det.

"Men hvem var det der var skyld i jeg mødte ham. Du kan kun takke dig selv" Hun havde hyret mig. Hvis det ikke var for hende, så havde jeg aldrig mødt Louis.

"Jeg havde ikke regnet med at Englands bedste lejemorder ville forelske sig. Hvor latterligt. Hvem ville egentlig elske en morder? Hvor mange fædre har du ikke slået ihjel? Eller børn?" Den ramte, men det kunne jeg ikke lade hende vide. Jeg vidste udmærket godt hvor mange menneskers liv jeg havde ødelagt, men det var ikke noget jeg kunne ændre.

"Det ved jeg ikke. Så meget kan jeg ikke tælle til. Men man skal være idiot hvis man ikke siger ja til Louis. Men det er der jo en af os der er dum nok til" Hun måtte ikke vide at hun kunne ramme mig. Så ville det hele først rigtigt gå galt.

"Jeg beklager jeg jo lod mit skrald gå videre til de mindre.... heldige." Hun lød s ufatteligt nedværdigende. Som om det var det værste der kunne ske for mig.

"Jeg klager ikke. Jeg fandt en diamant i dit såkaldte skrald” Hun kaldte ham affald, men jeg betragtede ham som den mest værdigfulde skat.

"Hvor lille var den?" Spurgte hun ironisk.

"Større end det du kalder dit ansigt" Jeg ville ikke kalde hendes ansigt for et ansigt. Det store ar gjorde hende ikke kønnere.

"Det er trist, mit hoved er ikke så stort. Det overraskende dit er større end mit faktisk." Selvfølgelig havde hun et lille hoved. Det er ingen grund til at have en masse tom plads.

"Nu har jeg jo også lidt flere ting i mit hoved, end du nogensinde havde i dit. Ærlig talt overrasker det mig du kan finde ud af at åbne døren" Jeg må have gjort hende vred, for hun rev pludseligt hendes negle ned i min hovedbund. Instinktiv slog jeg hende i solarplexus. Hvad havde hun gang i?!

"Hvad laver du?! Jeg vil ikke smittes med, hvad end det er du fejler!" Jeg vidste jo ikke om hendes mentale sygdom smittede.

"Det kaldes blodtørst." Vredt skubbede hun mig ind i væggen. Mit hoved blev hårdt slået ind imod væggen, og det tog mig et kort sekund at orientere mig igen. I en hurtig bevægelse fik jeg sparket hende i siden, og hun mistede balancen.

"Ikke det. Du fejler noget andet også, og jeg vil helst ikke smittes. Det er ikke kønt når man ser sindssyg ud" Der var ikke grund til at passe på længere. Det her ville ende i blod, og det ville ikke være mit.

"Og alligevel knepper du det hver aften." Hun trak sig op, ved at rive i min jakke. Hendes lange negle efterlod kradsemærker på mig hud, og rev det skrøbelige stof fra hinanden. Jeg slog hende i ansigtet, og fik hende skubbet helt ned på jorden. Jeg kunne godt lide denne her jakke!

”Fordi jeg kan. Vi ved begge godt at der ikke findes nogen der vil i seng med dig. Den ene mand der havde medlidenhed nok til at gøre det, lod du gå. For det var jo hvad du var. En medlidenhedssag. Du skulle bare skabe god presse" Jeg ville se hende miste kontrollen fuldstændig. Hun skulle blive så vred at hun ikke kunne tænke.

"Men det gør du bedre end ham. Stakkels svage Katy." Hun bed sig hårdt fast i mig hånd. Jeg fik trukket mig hånd til mig, og slog hårdt hendes kæbe af led. Præcis som jeg havde gjort ved Harry.

”Åh undskyld, jeg troede jeg var svag. Guess not" Min stemme dryppede af sarkasme, mens hun knækkede sin kæbe på plads. Det rørte hende overhovedet ikke.

"Har du ikke andet?" Det skræmte mig. Hvordan kunne hun slet ikke reagere på det?

"Jo" Hårdt trådte jeg ned over hendes fod, og nød lyden af hendes ene tå der brækkede. Hun kom med en knurrende lyd, men ellers påvirkede det hende stadig ikke.

”Der skal mere end det til." Hun skubbede mig ind i en glasdør, og jeg hev hurtigt fat i hendes håndled. Jeg fik vredet det af led, og sparkede til hendes fod, så anklen blev forstuvet.

"Jeg er først lige begyndt” I virkeligheden anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Intet af det jeg gjorde ramte hende. Det var som om smerten slet ikke eksisterede for hende.

"Fint." Langsomt tog hun hånden om bag hovedet.. "har du nogensinde set et rigtigt monster Katy?" I en hurtig bevægelse trak hun et langt halvrustent søm frem. Hun stak den ned i mit lår, og trak den hårdt ned mod knæet. Jeg holdt mig skrig tilbage, og slog hende i stedet i tindingerne. Til mig held faldt hun tilbage. Gad vide hvad der var sket hvis jeg ikke havde ramt rigtigt?

"Bitch" Det var ikke mere end en hvisken. Jeg fik med besvær rejst mig, og humpede udenfor. Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke ringe til Louis. Hospitalet var slet ikke en mulighed. Jeg var vel nød til at ringe til Sophia. Med rystede hænder fandt jeg mobilen frem, og trykkede hendes nummer ind.

"Hallo?" Lød hendes glade stemme. Hun havde slet ingen anelse om hvad der skete.

"Du bliver nød til at hente mig" Mine åndedræt var mere gispende end de plejede. Jeg var ligeså stille begyndt at spænde i hele kroppen.

"Hvor er du? Hvad er der sket?" Spurgte hun panisk. Hun vidste jeg ikke ville ringe, medmindre at det var nødvendigt.

"Tottenham. Jeg forklarer senere" Jeg blev nød til at finde på en forklaring. Hvad pokker skulle jeg lave i en ghetto?

”Hvad laver du sådan et sted?" Jeg kunne høre hun smækkede sin bildør i.

"Bare kom!" Smerten var begyndt at komme frem. Den isende smerte. Hårdt bed jeg tænderne sammen.

"Rolig Katy." Prøvede hun at berolige mig, men hun vidste ikke hvor meget smerte jeg var i.

"Bare skynd dig" Bad jeg skrøbeligt.

"Jeg er på vej. Fem minutter." Det lød som uendeligt lang tid.

"Okay" Jeg lagde på, og satte mig forsigtigt op igen. Mine bukser var blevet gennemblødt af blodet, der efterhånden var begyndt at løbe ned på fortovet. Sophias bil stoppede hurtigt op, og hun fik hjulpet mig ind i bilen.

"Vi skal væk i en fart. Jeg kører dig om til Niall." Jeg har aldrig oplevet hende køre så hurtigt. Jeg var ikke i stand til at gøre andet end at nikke, mens hun ringede Niall op.

"Hva så Soph?" Lød Nialls glade stemme. Hun havde sat telefonen på højtaler for at kunne køre samtidigt.

"Find tingene frem. Det er sket igen” Sagde hun dybt alvorligt. Hvad mente hun med igen?

"Hvad? Hvad er der sket?!" Der lød en svag skramlen fra den anden side af telefonen.

"Det ved jeg ikke. Er en af drengene der?" Vi var der næsten. Jeg kunne godt overleve.

"Ja. Zayn er her. Sophia, hvem er det der er sket noget med?" Alt glæden var forsvundet fra hans stemme. Den var blevet erstattet med en overvældende bekymring.

"Katy. Send en eller anden over til Louis. Uden mistanke." Louis måtte ikke vide hvad der var sket. Han ville være så bekymret. Det havde han ikke brug for.

"Så Louis ved ikke hun er kommet til skade? Sophia, hvor slemt er det?!" Niall havde hævet stemmen, mens vi kørte ned af hans indkørsel.

"Vi skal have hende i narkose." Hun parkede i garagen, og Zayn åbnede døren ved min side. Han løftede mig forsigtigt ud, og det var først nu, at det gik op for mig at jeg græd.

 "Katy, hvad har du dog lavet?" Spurgte han forsigtigt.

"Ikke nu, Zayn. Niall, sprit dine hænder." Hun smed sin jakke på gulvet, og hev hurtigt gardinerne for. "Zayn placer hende på køkkenøen" Han gjorde som hun sagde, og satte mig forsigtigt ned. Han kiggede ned på mine bukser, og han blev en smule blegere.

"hvad skal jeg gøre?" Spurgte han. Han havde det skidt, men alligevel var han opsat på at hjælpe. Der var i et øjeblik fuldstændig stille.

”Tag hendes bukser af og rens sårene hurtigt. Niall, hvordan går det sprøjten?" Jeg kunne høre hende finde nogle ting frem, men jeg så ikke hvad. Min opmærksomhed var rettet mod Zayn, det blidt fik taget mine bukser af. Han kiggede chokeret på mit lår, og jeg vidste udmærket godt, at jeg ikke skulle kigge.

"Sophia, jeg kan ikke. Så meget blod" Han var i chok. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere. Det var tydeligt at han gerne ville hjælpe.

"Det er okay. Niall tag over." Kommandere Sophia. Niall begyndte at rense sårene, og jeg prøvede gentagende gange at trække benet til mig. Mine skrig var den eneste lyd der kunne høres i rummet.

"Shh Katy." Nogen greb fat i min hånd. "Se på mig" Jeg kiggede ned på Sophia. "Jeg er lige her. Prøv ikke at skrige." Hun rettede opmærksomheden mod Zayn. "Tag hendes hoved og hånd og hold fast. Vi har ikke mere bedøvelsesmiddel."

"Hvad?! Du kan ikke bare sy hende sådan der!" Zayn tog fat i min hånd, som om det gjaldt mit liv.

"Hun er svag, Zayn! Det er alt eller intet og jeg mister aldrig én patient. Der er kun lokal bedøvelse. Det er langt fra nok. Jeg kan ikke råde hende til andet end at tie stille." Hun tog handsker på, og så dybt seriøs ud. ”der er en splint på størrelse med min finger i hendes lår og det er hvad der gør så ondt på hende. Den er kun 2 millimeter tyk."

"okay Katy, kig på mig. Der skal nok gå. Det kommer bare til at stikke lidt, men så er det hele slut bag efter. Hvis det gør ondt, så klemmer du alt hvad du kan. Det skal bare overståes. Okay?" Der var så meget bekymring i Zayns øjne. Jeg vidste han tænkte det samme som jeg. Var jeg ved at dø?

"få den ud!" Min stemme var kvalt i smerten, men jeg nægtede at give op. Hvem var der til at passe på Louis?

"Rolig! Niall hold hendes ben." Niall greb fat i mine ben, og Sophia skar mit ben yderligere op. Jeg kunne ikke holde skrigene tilbage.

"Katy, se på mig. Det okay. Du er okay. Det går over om lidt. Det er ikke så slemt som det der ud. Overhovedet ikke faktisk. Vi skal bare have splinten ud, og så skal det hele nok gå. Der sker dig ikke noget mere. Du er i sikkerhed" Jeg var begyndt at blive omtåget, men Zayns ord trængte ind.

"Jeg kan se den!" Jeg var ikke sikker på om det var drøm eller virkelighed.

"Se Katy. Det er snart overstået. Nu skal vi bare have den ud. Det kan du da godt klare, ik? Du er sejere end nogen af os, så selvfølgelig kan du det. Bare bræk min hånd hvis det bliver nødvendigt" Der var så meget smerte, at det næsten ikke gjorde ondt. Jeg var begyndt at miste følelsen i låret.

"Kom med pincetten Niall!" Der blev stukket noget ned i mit ben, og jeg skreg højere end før. Mine hænder knyttede sig sammen, og jeg prøvede at holde fokus på Zayns ansigt. Jeg måtte ikke lukke øjnene. Jeg måtte ikke give op.

"Sådan." Åndede Sophia lettet op. "min kjole ligner noget fra Saw.." Hun tog de våde klude, som Niall rakte til hende. "Sådan skat. Det er overstået nu." Hun begyndte at vaske blodet væk.

"T-tak" Jeg var udmattet. Det var længe siden jeg havde været så træt, men jeg turde ikke lade udmattelsen vinde over mig. Sophia placerede kort sine læber på min pande.

"jeg syr dig og så overnatter du her. Jeg bliver nødt til at have tid til at finde på noget at sige til Louis." Louis. Han måtte være ved at dø af bekymring. Jeg havde været væk hele dagen.

"Jeg h-har. Styr på. Det" Jeg kunne ikke genkende min egen stemme. Den var så svag.

"Shh... Kom med lokalbedøvelsen. Den burde tage det værste nu."

”Det her er det sidste. Der sker ikke mere nu. Det her burde ikke en gang være så slemt. Kan du klare det?" Lød Zayns stemme. Hans stemme var så langt væk. Svagt nikkede jeg. Jeg kunne ikke finde energien til at tale.

"God pige." En ru hånd blev lagt i min frie hånd, og den samme ru hånd holdt mit ben nede.

"bare sy" Fik jeg frem med en alt for rystende stemme. Jeg kunne mærke hun syede, men jeg var for udmattet til at mærke smerten. Eller også var det bedøvelsen.

"Var det det?" Spurgte jeg lettet, da nålen forsvandt fra mit ben.

"bandagen skal også på" Fortalte hun. Udmattet nikkede jeg. Det var slut. Det var over. Jeg havde klaret det.

”Godt så. Lad os få dig ind på sofaen. Der er nok en af os der bliver nød til at fortælle Louis hvad der er sket" Lød Zayns stemme, mens han løftede mig op. Der var stadig en dunken i mit ben.

"Jeg ved ikke engang hvad der er sket." Sukkede Sophia. Det måtte være hårdt for hende. Hun anede ingenting.

"Katy? Jeg ved godt du er træt, men kan du fortælle os hvad der er sket?" Spurgte Zayn gennemtrængende.

"Zayn" Sukkede Sophis endnu en gang.

"En mand. Han var der bare. Søm" Jeg lød omtåget. Jeg havde ikke engang energi til at se om de troede mig.

 "Okay. Jeg gør rent herude. Niall, giver du mig en hånd?" Jeg var ved at falde i søvn i Zayns arme. Det var umuligt for mig, at holde mig vågen.

"Jeg får Katy ind på sofaen. Se om du kan få noget søvn, ikke?" Jeg sov næsten allerede da han sagde det. Jeg nåede ikke en gang at opfatte han lagde mig ned.

***

Sømmet blev hårdt stukket ned i mit lår, og hun rev det ned mod mit knæ. Den isende smerte. Skrigene. Hendes vanvittige smil.

Jeg åbnede brat øjnene. Det var ikke kun en drøm. Det hele var sket. Det var sort omkring mig, og det skræmte mig. Jeg vidste ikke om hun gemte sig i skyggerne.

"Zayn?" Hviskede jeg, mens jeg forsigtigt satte mig op. Jeg var bange. Jeg var rædselsslagen. En skygge satte sig hurtigt op, og en frygt for at det var Eleanor kom frem.

"Katy?” Den let bekymrede stemme tilhørte Zayn.

"Jeg kan ikke sove. Jeg bliver ved med at se hende stikke sømmet i mit ben" Det gik op for mig hvad jeg havde fortalt ham. Han troede det var en mand der havde stukket mig.

"Hvad?" Han stemme var overrasket, men alligevel ikke."Hende?"

"Jeg ehm. Jeg mente han" Han tændte et svagt lys, og straks var jeg mere tryg.

"Nej.. Du lyver, Katy." Han kunne se det på mig. Hvordan skulle jeg nogensinde få mig redet ud af denne her?

"Nej. Jeg tænker bare ikke klart. Det er det hele" mumlede jeg. Jeg havde det skidt med at lyve for ham, men det var nødvendigt.

"Du mumler. Derfor, må du lyve. Katy, fortæl mig hvad der skete?” Bad han. Jeg kunne ikke fortælle ham det. Det var for hans egen skyld

"Det kan jeg ikke" Fortalte jeg ham ærligt. Jeg stolede på ham, men det var for stor en ting.

"Jo du kan. Jeg beder dig. Fortæl mig det nu. Du ved jeg ikke vil fortælle det videre, uanset hvor slemt det er." Han kunne aldrig drømme om at fortælle noget videre.

"Du kommer til at hade mig" Advarede jeg ham. Jeg havde lyst til at fortælle ham det. Jeg havde lyst til at lette endnu en byrde fra mine skuldre.

"Nej. Katy, hvor slemt kan det være? Hvem end der har gjort..." Han stoppede op. Han vidste ikke hvordan han skulle forsætte.

"Det var en fra mit gamle liv. Inden jeg mødte Louis. Hun hader mig for ikke at have gennemført den opgave hun satte mig til. Hun har plaget mig i et stykke tid, og jeg prøvede at få hende til at stoppe, men du kan jo godt regne ud hvordan det gik" Fortalte jeg ham stille. Jeg stolede på ham, men kunne jeg virkelig fortælle ham det? Han ville ikke fortælle det til nogen, men ville han kunne håndtere at vide det?

"Hvad hed hun?" Spurgte han. Han ville have et navn. Sætte politiet efter hende.

"Det er ligegyldigt. Hun er som et spøgelse. Du kan ikke finde hende, medmindre hun vil findes. Jeg ved godt du nok vil sætte politiet efter hende, men lad vær. Hvis de fanget hende, trækker hun mig med ned i sit fald" Det havde været hendes plan fra starten. Hun havde hele tiden haft det planlagt. Det var meningen jeg skulle komme til hende. Hvordan kunne jeg være så dum?

"Vent... Louis har været ved at dø, på grund af forgiftede joints og du var ved at blive stukket ihjel med et søm.." Han var ved at ligge to og to sammen.

"Ja. Som jeg sagde, så hader hun mig for ikke at færdiggøre hendes opgave. Hun føler det er på grund af Louis, hvilket det et eller andet sted også er, så hun ville gøre ham ondt også. Det var derfor jeg opsøgte hende" Jeg havde bare gjort det for sent. Jeg var som en brik i hendes spil.

"Hvor lang tid har hun prøvet på det?" Han frygtede svaret. Hvor længe havde hans bedste ven været i fare, uden han havde opdaget det.

"Siden hun fik at vide jeg sagde op" Jeg skulle have slået hende ihjel allerede der. Det skulle aldrig have været kommet så langt.

"Hvornår var det?" Hans ansigt var så alvorligt. Der skete så mange ting i hans hoved. Der var spørgsmål, og der blev ved med at komme flere.

"Nogle måneder siden. Jeg kan ikke huske det præcist" Jeg havde mistet min tidsfornemmelse. Der var sket så meget.

"Hvad gik opgaven ud på?" Kan du virkelig fortælle ham det? Hvad er vigtigst for dig? At have en bror, som du stoler på? Eller at få lettet den tungeste byrde?

"Jeg ehm" Hvordan skulle jeg forklare det så mildt som muligt? "jeg skulle tage mig af en person for hende"

"Hvem var det?" Louis.

"Er det virkelig vigtigt?" Han måtte ikke vide det. Han måtte for alt i verden ikke vide det.

"Ja. Var det nogen vi kendte? Var det en fremmede?" Jeg vidste hvad han mente. Var nogen af hans nærmeste i fare? Var Perrie?

"Jeg vil ikke sige hvem, men ja. I kender personen. Den latterlige opgave er grunden til jeg mødte jer" Fortalte jeg ham ærligt. Jeg kunne godt fortælle ham det. Hvad var der ved at have en man kunne stole på, hvis man ikke brugte det?

"Var det Louis?" Ja. Det havde altid været Louis.

"Jeg fortæller dig det ikke. Du kan ligeså godt droppe det emne" Hvis han vidste det var Louis, ville han ikke kunne håndtere det.

"Du ved jeg ikke dropper det." Det her kunne forsætte hele natten, men det havde jeg ikke nerverne til.

"Hvad med det her: jeg lover at svare ærligt på alle andre spørgsmål, hvis du bare lader det ligge?" Det var et risikabelt kompromis, men jeg måtte bare håbe på at han ikke stillede de rigtigt spørgsmål.

"Okay" Han var mistroisk. Han var ikke sikker på om jeg ville fortælle ham sandheden.

"Godt. Er der andet du vil vide?" Sig nej, sig nej, sig nej…

"Hvordan ville du tage dig af denne person?" Selvfølgelig.

"Og du er helt sikker på du vil vide det?" Jeg var nød til at give ham en sidste advarsel. Det var nok også for at forberede mig selv.

"Ja." Det var nu. Det var alt eller intet. Enten ville han acceptere det, og se på mig på en lidt anderledes måde. Eller også ville det skræmme ham, og han ville få mig anholdt.

"Jeg ville slå dem ihjel" Jeg holdt vejret, bange for hans reaktion. Han stivnede. Han vidste ikke en gang selv hvordan han skulle reagere.

"Slå ihjel?" Der var et svagt glimt af frygt i hans øjne. En frygt jeg havde skabt.

"Ja. Jeg ved godt hvordan det lyder, men det var min eneste måde at få penge på. Hvis jeg ikke havde gjort som jeg gjorde, var jeg nok selv død" Måske kunne jeg stadig nå at få ham til at forstå? Måske kunne jeg stadig redde mig selv?

"Men hvorfor ikke noget andet?" Han ville ikke tro det. Han  kunne ikke tro det. Selvfølgelig var det svært for ham. Han havde oplevet mig svag. Meget svag endda. Selvfølgelig kunne han ikke forstille sig, mig der slog folk ihjel.

"Som hvad? Det var noget af det eneste jeg kunne finde ud af. Nogen ville give mig penge for det, så jeg tog imod det. Jeg havde brug for pengene. Det var enten det, eller at ende som luder" Måske havde det været bedre at ende som luder? Så var jeg aldrig endt i det her rod…

"Men.... slog du nogensinde nogen ihjel?" Det var et latterligt spørgsmål. Svaret var åbenlyst, men han frygtede alligevel ordene der ville komme ud af min mund.

"Jeg. Lad mig sige det sådan her. Jeg har haft rigtig mange opgaver, og den her er den første jeg ikke har gennemført" Han var en klog dreng, han kunne godt regne det ud. Han var stille i noget tid, indtil han havde sunket mine ord.

"jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Hvorfor vil de skade Louis?" Der var ingen grund til at benægte at det var Louis. Zayn var ikke bange længere. Han var forvirret, og nok også såret, men ikke direkte bange.

"Det kan jeg ikke fortælle dig. Du er allerede ret chokeret, og du kan ikke håndterer mere af den slags info. Ikke af den størrelse" Det kunne jeg ikke gøre mod ham. En af hans veninder prøvede at slå hendes tideligere kæreste ihjel. Bare at Eleanor stadig var i live, ville være for stort for ham lige nu.

"Men Katy... Han er min ven." Hans stemme var så utrolig skrøbelig. Han vidste han var magtsløs, og det skræmte ham.

"Det ved jeg. Men stol på mig Zayn. Det her er for stor en ting, til at du kan håndterer det. Lige nu i hvert fald" Måske kunne jeg fortælle ham det en dag. Når alt det her var overstået.

"Hvad så nu? Hvad gør du?" Jeg havde ikke en gang et svar til ham. Jeg vidste ikke en gang om der var noget jeg kunne gøre.

"Jeg ved det ikke. Det nemmeste ville være at få hende ryddet af vejen. Men hun ville vide når jeg kom, og det ville efterlade alt for mange spor. Politiet ville blive involveret, og jeg ville højest sandsynligt ryge ind på det. Så jeg ved ikke hvad jeg skal gøre" Måske kunne jeg ikke en gang rydde hende af vejen.

"Men... Hvordan begyndte det?" Han prøvede virkeligt at forstå det. Han prøvede at få det til at give mening.

"Hele tingen med at gøre det, eller kun den her opgave?" Opgaven kunne jeg ikke fortælle ham. Men hvordan det hele var startet kunne han godt få at vide.

"Det hele" Svarede han kort.

"Jeg havde den første opgave da jeg var omkring 9" Jeg vidste det ville chokere ham. Mit liv var så anderledes end hans.

"Hvad?!" Hviskede han. Han overrasket. Chokeret. Jeg nikkede kort. Hvad skulle jeg sige?

"Men.." Han kiggede på mig med et blik jeg ikke var vant til. Han havde ondt af mig.

"Det her er grunden til at vi ikke kan gå til politiet. E.. Hun trækker mig med ned" Jeg var lige ved at sige hendes navn. Hvordan kunne jeg være så dum? Jeg kan ikke lade hendes navn slippe ud.

"E? Kalder hun sig E?" Spurgte han forvirret. Jeg havde åbnet en hel ny verden for ham, selvfølgelig var han forvirret.

"Nej. Hun er. Bare glem det. Jeg ændrede min sætning inden jeg fik den sagt, ikke andet" Det var den bedste forklaring jeg kunne finde på.

"Okay." Det var tydeligt at han ikke troede mig, men han valgte ikke at sætte spørgsmålstegn ved det. "jeg holder det for mig selv. Men du må love mig en ting."

"Selvfølgelig. Det her skal ikke ud" Jeg ville love ham alt, hvis bare han holdt tæt.

"Perrie. Sophia ved intet, men hun har ordnet dine sår, du ved, med sikkerhed nogen har opdaget hende. Hvad med Perrie?" Han vidste han selv kunne være i fare. At alle han kendte måske kunne være i fare, men han bekymre sig om Perrie. Hun var det eneste der virkelig betød noget for ham.

"Ikke en gang Perrie. Med hensyn til Sophia, så holder jeg mig til at det var en tilfældig mand der overfaldt mig. Hun tror på det, så det gør Louis nok også" Jeg var bare nød til at finde ud af hvordan jeg undgik han involverede politiet.

"Men Perrie er i sikkerhed?" Spurgte han. Bare for en sikkerheds skyld. Han ville være helt sikker på at der ikke skete hende noget. Hun var i USA, så selvfølgelig bekymrede han sig. Han vidste ikke om denne her nye trussel, havde pillet ved flyet.

"Ja. Perrie har aldrig været i fare. Det har kun været nogle få hadefulde ord, men ellers ikke andet" Jeg beundrede hans kærlighed til hende. Hans unødvendige bekymring.

"Okay. Jeg stoler på dig. Lillefinger ære?" Det var et tamt forsøg på at lette stemningen, men det virkede.

"Lillefinger ære" Et svagt smil kom frem. "tak Zayn. For ikke at fortælle det til nogen, eller flippe helt ud. Jeg forstår godt hvis du tager lidt afstand. Lige meget om det er et par dage, eller resten af dit liv. Jeg ville forstå det"

"Det gør jeg ikke. Jeg kan ikke bare lade den kommende gudmor til mine børn ryge ud af mit liv." Jeg trak ham ind i et kram. Han ville ikke forlade mig.

"tak. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig. Det er rart endeligt at komme ud med det" En byrde var lettet fra mine skuldre. Det var som om jeg havde været ved at drukne, men jeg endelig kunne få nyt luft ned i mine lunger.

"Så lidt... men du er altså rimelig stærk.." Han hostede kort, og jeg slap ham.

”Men Gudmor?” Det var en ære. En ære jeg ikke vidste om jeg havde fortjent.

"Vi tænkte at dig og Sophia skulle holde børnene når de skulle døbes, og at det skulle være Liam og Sophia og Louis og Katy der skulle være værge, hvis der nogensinde skete os noget" Fortalte han med et smil. Det betød noget for ham.

"Wow. Det er. En ære. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige" Jeg var så overvældet. Jeg havde lige fortalt ham hvad jeg gjorde før i tiden, og så vil han have jeg bliver gudmor?

"Sig intet. Vi ved at dig og Louis kan klare det. Det samme med Sophia og Liam. Eller Sophia overlever nok. Jeg ved ikke helt med Liam." Han grinte lavt. Noget sagde mig at jeg var den eneste der vidste det.

"Der kommer aldrig til at ske de børn noget. Og de bliver gode børn. De får er fantastik liv" Alt andet var umuligt. De var ikke en gang født endnu, men Zayn elskede dem allerede mere end alt andet.

"Med de onkler de får, er jeg bange for at det bliver en meget lang rutsjetur." Grinte han. "Men du burde nok sove. Vi har snart snakket hele natten og jeg kan ikke tillade mig at du kommer hjem og er for træt."

"Hvad med dig selv? Jeg har trods alt sovet en del længere tid end du har" Jeg kunne ikke lade vær med at smile.

"Men alligevel. Sov... Jeg er her." Han sendte et beroligende smil, inden han slukkede lyset. Solen var begyndt at stå op, så der var stadig et tusmørke i huset.

"Det ved jeg" Jeg faldt langsomt i søvn til lyden af hans langsomme åndedræt. Jeg havde rent faktisk fortalt ham det. Han afskyede mig ikke det mindste, selvom han vidste hvor mange liv jeg havde taget…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...