Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24834Visninger
AA

39. 38

*Louis*

”Jeg overnatter hos Harry i aften. Mandeaften.” Smilte jeg til Katy og tog en rygsæk med mig. Jeg var jordens største svin. Hvor egoistisk kunne man være?

”Hvis det er der sker noget, eller du ikke vil være alene. Så er pigerne kun et ring væk. Det ved du” ”Louis, det er okay.” Hun smilte roligt og lukkede sin bog. ”Jeg skal nok ringe. Men... det er fint. Vi ses.” Jeg kyssede hende hurtigt på kinden og gik. Jeg kunne ikke klare det mere. Jeg måtte slappe af. På en eller anden måde. Men at snakked med Katy, tænk hvis jeg ville komme til at skade hende.

Da jeg satte mig ud i bilen kørte jeg ud af indkørslen og jeg så Katy sidde i stuen og læse sin bog. Hvis jeg forsvandt fra hendes liv, ville det så blive bedre. Det ville det måske for hende. Jeg kunne godt se det for mig. Måske ville Harry tage sig af hende. Han ville nok selv forelske sig i hende. Hun ville i ham. Selvom vi havde haft et problem, ud af hvor mange jeg ikke havde haft med Katy, så ville han passe på hende. Han ville værdsætte hende, han ville giv alt det jeg ikke kunne. Selvom jeg vidste hun intet sagde højt. Så vidste jeg hun ville have børn. Jeg kunne se det på hende. Hun kunne aldrig gå forbi børn uden at smile, et smil som udstrålede, hvor meget hun ønskede det.

Jeg drejede til venstre og fandt den sorte bygning og kørte derind. Jeg lagde et regnslag over min nemt genkendelige bil og fandt den røde bil frem jeg havde ikke havde set i flere måneder. Jeg satte mig ind og kunne genkende den gamle, harske, men alligevel søde duft. Cannabis..

Jeg kiggede om bag i og så at jeg stadig havde hele to poser joints tilbage og en masse øl og vodka. Jeg startede bilen og kørte ud af den store bygning.

Jeg ville glemme alt som var sket. Jeg kunne ikke. Egoismen havde taget over mig. Jeg måtte give slip. Alt den smerte jeg havde påført hende. Min Katy. Nok ikke engang min Katy længere. Hun var så ligeglad med at jeg gik. Hvad skulle jeg gøre? Du kan ikke gøre noget.

Det var hvad der var galt. Jeg kunne ikke gøre noget. Hverken rigtigt eller forkert.

Da jeg kom til det sædvanlige sted, trak jeg hætten godt over og gik ind.

***

”Katy, kom tilbage!” Grinte jeg og løb efter den smukke grinende pige. Hendes blonde krøllede hår. Hun hev min trøje frem og viftede med den som en tyrefægter normalt ville gøre. ”Åh, jeg er hidsig!” Grinte jeg og løb mod hende.

Hun havde ikke set den komme. Jeg løftede hende så let som ingenting over skulderen og løb rundt i haven med hende. ”Jeg elsker dig Louis.” Hviskede hun. ”Jeg elsker dig, Katy.”

***

Jeg var begyndt at blive en smule tør i halsen, så jeg drak hurtigt noget øl og fortsatte igen. Jeg sad ned, så langt var jeg med.

***

Solen var på vej op imens den lette morgendug for vinduet langsomt dampede af solens stråler. Katy lå med benene over mine og hendes hoved på min mave. Hendes hænder havde fat i begge mine sider. At jeg havde fået for vane at stå så tidligt op, plagede mig en del. Jeg ville gerne vække hende, mere fordi jeg ikke selv kunne sove og jeg ville have en at snakke med. Men hun var selv gået utrolig sent i seng. Jeg burde lade være med at gøre det.

***

”Katy har du set mine nøgler?” Spurgte jeg og lukkede skabslågen. ”De er lige her. Du mister dem hele tiden og glemmer hvor de ligger, er du ved at blive senil?” Spurgte hun med et kækt smil. ”Måske, eller måske gemmer du dem. Vi ses.”

***

Jeg vågnede op kort og kunne mærke hvor svimmel jeg var blevet. Jeg tog endnu en øl og prøvede at tælle hvor mange der var. Desværre holdte jeg ikke koncentrationen og fortsatte bare med at åbne nogle flere og bunde dem.

Jeg var begyndt at ryste en smule, men jeg frøs nok bare en smule. Det var nok bare fordi jeg var træt. Men jeg skulle være numb igen. Ikke andet.

Jeg tog endnu en joint og sugede den helt ind. Jeg kunne mærke min krop blive lettere og lettere for hvert åndedræt. Det var som om jeg ikke længere havde en fysisk form, men bare flød rundt.

Det havde endelig en effekt. Jeg kunne endelige føle hvordan jeg gled væk. Jeg havde allerede røge fem og der var kun gået to timer siden jeg var taget hjemmefra.Katy.                                                                                               

Hvorfor nu? Hvis jeg nu døde, eller bare forlod dem, så ville de have et nemmere liv? Det ville være nemmere for Katy. Hun ville ikke behøve at være tvunget til at bo hos mig. Hun ville nok komme videre med sit liv. Jeg havde jo ikke gjort andet end at ødelægge hende.

Mit hjerte begyndte at banke hårdere, min ben krampede, mit hoved dunkede og resten af min krop var rastløs. Den blev varmere og varmere og varmere. Hvad skete der?

Jeg prøvede at rejse mig op og gik hen mod min taske, der var noget medicin, Katy havde insisterede på at jeg tog det med. Jeg nåede ikke langt. Det begyndte at blive værre. Det var som om der var ild i mig. Det startede indefra og helt ud til min hud, så det føltes som om det brændte.

Jeg fik svært ved at trække vejret og mine ben kunne ikke bære mig. Hvad skulle jeg gøre?

***

Jeg prøvede at gispe efter luft, selvom der var gået flere timer, og jeg prøvede. Men det føltes som om der var et kæmpemæssigt tryk omkring mig.

”H-hjælp.” Hvorfor overhoved prøve? Der var intet for mig at gøre. Jeg måtte håbe på at det forsvandt. Måske ville det hele forsvinde hvis jeg bare lå stille. Eller i det mindste så stille som overhovedet muligt. Jeg rystede voldsomt overalt og kunne intet.

Timerne var begyndt at virke som dage og dage var begyndt at virke som år. Hele tiden, spændtes musklerne i min krop sig og den tykke sved var overalt. Jeg var magtesløs. Det her var ikke en måde jeg ville reagere. Det var sådan man ville reagere, hvis man var i gang med at stoppe med at indtage alkohol og stoffer, hvorfor kom det nu, hvorfor skulle det ske?

Min ryg formede sig i et C. Smerten skød igennem min krop og jeg måtte bide mine tænder sammen for ikke at skrige. Hvordan kunne det her ske? Det ville måske ikke gå væk. Måske var det sådan jeg skulle dø.

Jeg ville aldrig nå at sige farvel til min familie. Mine søskende ville heller aldrig forstå det. Sidst jeg snakkede med Lottie, var jeg vred på hende. Sidst jeg sagde noget til en af pigerne, var det blot et enkelt farvel. Hvad ville de ikke tro? Mit lig ville man først opdage for sent. Jeg ville være langt væk. Mit indre helt råddent og værre endnu, det var vel at det ville ende sådan for mig. Hvordan var det muligt?

Hvis bare jeg aldrig havde tilmeldt mig. Det var jo derfor. Jeg kunne ikke klare presset, så jeg drak til at starte med. Så kom jeg til penge og jeg købte det nødvendige. Det nødvendige for mig. At købe mig til verden, hvor jeg ikke følte noget udover hvordan stoffer løftede mig op og jeg svævede.

*Inconnu*

”Louis? Louis!”

”Kom nu, Louis. Tal til mig. Sig du kan høre mig.” Hun prøvede desperat på at få den store voksne krop op og ligge på sofaen, men den var for tungt. Kroppen, der tilhørte en mand, var syg. Alvorlig syg. Hvis ikke han blev kølet ned, eller fik give noget medicin, ville han dø. Han led. Hans muskler var i konstant spænding og evig smerte. Han kunne ikke trække vejret, han gispede efter det. Men det var næsten umuligt. Det at han var i live var et sandt mirakel, for nu.

”Det skal nok gå. Jeg er lige her.” Hun virkede så uvirkelig for ham. Som en drøm. Han kunne se og høre hende. Men han kunne ikke føle hende. Han kunne ikke føle hendes hænder som desperat prøvede på at få kontakt til ham. Hendes hænder kørte over hans svedige krop imens hun prøvede at køle ham ned.

”Åh gud… hvad er der sket?” Mumlede hun til sig selv. ”Det er okay. Jeg skal nok passe på dig.” Hun trak forsigtigt det fugtige tøj af ham og gned sveden væk med sin egen denimjakke. ”Jeg skal nok tage mig af dig. Det skal du ikke tænke på.” Hun var desperat. Så desperat efter at høre hans stemme. Men kun de besværlige vejrtrækninger kom ud af hans mund. ”Jeg forlader dig ikke, hører du? Jeg bliver til det sidste.” Med de ægte ord ud af hendes mund, begyndte hun igen at gnide på hans fugtige koldt svedende hud, i håb om at det ville hjælpe. For ærlig talt, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.

Han fortsatte i timer, med at brække sig, blod, fordøjet mad og andre ubehagelige væsker. Han bed så hårdt sine tænder sammen i smerte og nogen gangen havde han bidt hul i sine kinder, læber eller sin tunge. Han havde ikke opfattet smerten. Kun den som skød igennem resten af hans krop, der gjorde hans muskler konstant spændtes til det ultimative.

*Louis*

Solen pippede frem igennem gennemsigtige gardiner. Varmen hærgede stadigvæk min krop voldsomt og sveden var der endnu. Men sveden var ikke så slem igen. Mit hoved dunkede stadigvæk på mest ubehageligvis. Forsigtigt prøvede jeg at løfte mine hænder op. Jeg opdagede at hver en muskel i min krop, var øm. Det spændtes ikke længere, men det gjorde ondt, virkelig ondt.

Mit blik gled rundt endnu en gang. Jeg havde ikke opfattet hvor jeg var til at begynde med. Værelset var ikke mit. Det tilhørte heller ikke et hospital. Hvor var jeg? Jeg satte mig forsigtigt op, så godt jeg kunne, uden at presse mine arme for meget. Jeg havde ingen trøje på. Men der lå en dyne over mig, og tre puder havde støttet mig.

Det var hjemme ved Liam. Hvad lavede jeg hos Liam? Der skulle jeg ikke være. Hvorfor var jeg ikke i lejligheden? Det kunne jeg ikke forstå. Forsigtigt bevægede jeg mine ben, og kunne konstatere at alt jeg havde på min krop, var mine bokseshorts og en knæbeskytter på mit venstre knæ. Hvordan var jeg endt her?

Men endnu bedre spørgsmål var nok, hvorfor der var ingen i nærheden af mig? De ville aldrig lade mig sove alene hvis de havde fundet mig i den tilstand jeg var i. ”H-hallo?” Jeg hostede voldsomt og krympede mig straks sammen efter det og kunne mærke mit hoved dunke endnu en gang.

Jeg prøvede at trække vejret roligt, men det var sværere end jeg havde forventet. ”Louis?” Jeg turde ikke vende mit hoved på mod døren. Jeg frygtede det ville gøre mere ondt. ”Louis, rolig. Det er mig.” Da jeg åbnede mine øjne, mødte jeg et par øjne, jeg aldrig i mit liv havde jeg ville se igen.

Min mors.

”Mor?” Hviskede jeg og kunne mærke hvordan rystelserne blev lidt større. En klump formede sig i min hals og jeg rakte ud efter hende. ”Det er okay baby. Mor er hos dig.”

”Mor.” Udbrød jeg og gemte mig ind til hende. Hendes velkendte duft af den samme shampoo og parfume fyldt mig langsomt op. ”Jeg elsker dig så højt min skat.” Sagde hun og aede mig langs min nøgne ryg. ”Det er okay. Alt skal nok gå. Det hele skal nok gå.”

***

”Sover han?” Spurgte Katy med en hvisken. ”Det tror jeg. Hvor fandt du ham?” Spurgte min mor og fortsatte med at køre sin hånd igennem mit hår. ”Jeg… det er lige meget, jeg har sørget for han ikke kommer derhen igen. Hvad vigtigere er, at det er fortid. Det hører fortiden til.” Sagde hun bestemt. Jeg kunne høre hende tage skridt hen mod sengen. Hun satte sig i den ene side og jeg kunne føle hendes bløde øjne stirre på min ryg.

”Hvor lang tid led han?” Spurgte min mor. Der var stille. ”Jeg ved det ikke. Men der gik timer før Liam fik kontakt til ham. Mig og Sophia gav ham bare medicin. Det tog vel halvanden dag… så..” Hun blev stille.  Min mor stoppede med at køre sin hånd rundt i mit hår. Noget sagde mig, hun havde trukket den til sig. ”Hvor lang tid… hvornår tror Sophia det stopper?” Spurgte hun. ”Det ved hun ikke. Hun ved bare at, det er hvad som faktisk har, haft givet ham anfaldene. Vi troede det var alkohollen, men det var enten manglen på cannabis, eller hans krops måde at afvænne sig. Jeg ville bare se hvordan han havde det. Jeg kommer med noget mad, hvis ikke du vil sidde for dig selv.”

”Katy.” Sagde min mor hurtigt. ”Ja?”

”Tak. Tak fordi du fandt ham.”

Min mor begyndte igen at nusse mit hår og jeg fik gåsehud af hendes forsigtige berøring. Jeg indrømmede det gerne. Jeg var udkørt. Hele min krop var så øm endnu. Men det hjalp. Det hjalp det faktum at min mor sad ved siden af mig og ligesom da jeg var barn, så sad hun og aede mig kærligt i min søvn. Hun kunne gøre det i timer. Det havde hun nok også gjort nu. Men det blev ikke ubehageligt. Det var foreviget at vær i trygt i dette øjeblik.

Dog hvilede en skam i mig. Jeg havde gjort så meget, og alligevel så lidt for min mor de sidste par år. Hvordan kunne hun stadigvæk elske mig? Hvordan kunne mine søskende elske mig, når jeg havde opført mig som jeg gjorde?

”Jeg går nu.” Min mor kyssede min pande og gik ud. Jeg åbnede endelig mine øjn og kiggede ud af vinduet. Hvilken søn er jeg dog? Hvis bare jeg havde gjort noget for at ændre det for lang tid siden. Så ville intet at dette være sket. Men jeg forstod ikke at min mor stadig kunne have den omsorg overfor mig. 


*** 


Katy havde lagt sig ind til mig i løbet af natten og gemt sig helt ind til mig. Efter hun var faldet i søvn, lagde jeg mine arme om hende, flettede vores ben samme og aede hende forsigtigt. Jeg kyssede hendes hårbund. Selvom smerten og kramperne kom tilbage fordi at jeg bevægede mig, gjorde det ikke noget. Det var for Katy og ingen anden jeg ville have gjort dette for. 


Det var stadigvæk uvirkeligt for mig, hvad var der sket. Men alligevel. Min krop var udmattet, øm og stadigvæk havde den kramper i nogle minutter, til et kvarter. Men mit hoved var ikke særlig tåget længere. 


Det var på vej til at klare op. 


”Mmm.” Hørte jeg en mumlen. Mine øjne gled ned til Katy og så at hun havde åbnet sine øjne. Hun kiggede kort rundt. Hun havde opdaget, jeg vidste hun var der. ”Louis? Louis er du vågen?” Jeg sagde ikke noget. Jeg lukkede mine øjne i igen. ”Jeg elsker dig så højt.” Sagde hun med et smil. Smilet var noget jeg kunne fornemme mig til at der var til stede. Hun smilte, endda mens hun fortalte hun elskede mig. Var det virkeligt? Var det ovre nu? Kunne vi komme videre? 


”K-katy?” Stammede jeg. Et lille håb indeni mig, sagde at hun ikke var faldet i søvn. Jeg ville bare gerne høre hendes stemme igen. ”Louis?” Hendes stemme lyste straks op. ”Hvorfor gik kyllingen over vejen?” Spurgte jeg. ”Fordi den ikke kunne rulle.” Hun grinte lavt og begyndte at nusse mine arme. 


”Jeg har savnet dig.” Hviskede hun. ”Jeg har savnet dig.” Sagde jeg kyssede hende i håret. ”Hvordan har du det?” Spurgte hun stille. ”Jeg har ondt af helvedes til. Hver en muskel i min krop er enten spændt eller bare gør ondt.” Sagde jeg stille. ”Hvordan fandt du mig?” Spurgte jeg hurtigt. ”Hvorfra ved du jeg fandt dig?” Spurgte hun mig. ”Jeg hørte dig og min mor snakke. Men… jeg har ikke haft en samtale kørende så længe siden jeg vågnede op første gang.” Indrømmede jeg. ”Da du så din mor?” Spurgte hun forsigtigt og jeg nikkede. ”Jeg er bare glad for at du er okay.” Sagde hun og forsigtigt lagde hun hendes ene arm om min ryg. Jeg stivnede et øjeblik på grund af smerten i min ryg. Den brændte igennem, men hendes forsigtige kølige hånd, var behagelig, det var bedre end smerten. ”Er du okay?” Spurgte Katy og jeg nikkede hurtigt. ”Det er ingenting. Virkelig.” Løj jeg. ”Det er du sikker på?” Spurgte hun. ”Ja. Bare sov. Det skal nok gå.”  Overbeviste jeg hende. 


”Okay. Sover du med mig?” Spurgte hun stille. ”Selvfølgelig gør jeg det.” Lovede jeg og lukkede mine øjne i. For første gang i lang tid, følte jeg endelig at jeg faktisk fortjente denne søvn. Med hende i mine arme. Det begyndte at blive sløret for mine øjne og jeg gabte kort. Min krop blev tunger og jeg kunne fornemme hvordan mørket var omkring mig og jeg nærmest fløj, men stadig var jeg fæstnet til sengen. Det var kun på grund af Katy. 

______________________ 

Hej lovelies! Okay ingen har efterladt sport af spørgsmål, hvilket jeg har det fint med! 

Er det ikke vildt at tænke på hvor lang tid LWL har været oppe og køre? 

Men i hvert fald. Hvad tror I der sker nu? Louis er syg tydeligvis og kære Jay har endelig oplevet Louis syg og næsten død på grund af stoffer. 

Hvordan ville I have det hvis I fandt jeres søn sådan? 

xx Jensen 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...