Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24710Visninger
AA

38. 37

*Louis*

Katy sov tungt imens jeg havde i gang med at finde tøjet frem. Jeg foretrak hun sov i dette øjeblik. Min mors bryllup. Katy skulle være brudepige. Hun havde allerede prøvet kjolen, og hvor var hun smuk i den. Jeg skulle være den som fulgte min mor op af kirkegulvet. Jeg var så spændt, det kunne ikke beskrives på nogen måde hvordan spændingen og glæden havde overtaget min krop.

”Louis? ” Jeg vendte mig roligt om og så min mor smile til mig. ”Ja? ” Svarede jeg glad. ”Er I…” Hun kiggede ned på Katy og smile helt kærligt. ”Lige meget. Stylisten er her om en time. Bare sørg for at hun har noget tøj på. Men jeg vil gerne se hende i kjolen. Jeg har slet ikke haft muligheden.” Grinte hun lavt. Jeg nikkede roligt. ”Tyve minutter?” Tiggede jeg. ”Tyve minutter.” Hun gik ud og jeg vendte mig mod Katy. Hun lå stadig og sov tungt. Jeg lagde mig hos hende og aede hendes kind kærligt.

”Mm… jeg vil ikke op.” Mumlede Katy og kiggede træt op på mig. ”Kom nu, love.” Hun satte sig op så dynen ikke længere dækkede hendes nøgne overkrop. Hun havde stadigvæk små blå mærker på sine skuldre og sit bryst efter mig. ”Kan du lide din egen kreation?” Spurgte hun og fik røde kinder. ”Fortalte jeg dig ikke at det var hvad der gjorde det så specielt? Hvad ville du foretrække? Et sugemærke eller et bid, som varer længere?” Spurgte jeg. ”Bidet er mere… tilfredsstillende.” Hun satte sig  over mig og helt automatisk fandt mine hænder vej til hendes hofter. ”Hvordan kan det være at du altid ender med at være den nøgne?” Spurgte jeg. ”Hvordan kan det være at du altid taget mit tøj af?” Spurgte hun og bed sig i læben. ”Du er udmærket godt klar over det er din egen skyld.” Forsvarede jeg. Hun grinte roligt og kørte sine hofter længere ned af mine ben. Hendes hoved lå nu over min lysk. Hun fik et dyrisk blik og smilte.

”Du skal op og have tøj på. Stylisten kan være her når som helst.” Sagde jeg og satte mig op. ”For resten… lad vær med at spred dem så meget om morgenen.” Katy blev forskrækket. Hun havde slet ikke forventet det ville ske. ”Kom så baby. Se på mig..” Katy kiggede ned på mig og hun tog hurtigt fat i min krage. ”Mmymmm.” Klynkede hun og hendes ene hånd var kommet under min krave og hun havde sat sine negle i min nakkehud. ”Vær en god pige og ti stille.” Hun lagde sit hoved mod min skulder og bed mig i den.

Hun begyndte selv at rokke sig selv frem og tilbage. Hun begyndte at spænde sin mave og ben. Hun ville snart komme. ”L-Louis.” Hviskede hun jamrende. Jeg stoppede og hun tog en dyb indånding. ”Så… rolig love.” Jeg kyssede hende i håret og lagde hende ned igen. ”Jeg finder dit tøj.” Sagde jeg til hende og gik hen til vores kufferter. Hun insisterede absolut på at vi skulle have hver vores kuffert.

”Her...” Jeg rakte hende tøjet og hurtigt var hun i det. ”Kom så smukke.” Smilte jeg og åbnede døren for hende. ”Jeg er ikke smuk.” Rettede hun og så straks trist ud igen. Jeg tog fat i hende og trak hende helt ind i mig. ”Din hjertebanken, er den smukkeste melodi, jeg nogensinde har hørt, din stemme er den smukkeste sang jeg er så heldig at lytte til hver dag, uden at blive træt af den, og din krop, er som en rose der skyder op af den koldeste sne, på det mest øde bjerg. Et sandt naturfænomen. Det smukkeste naturfænomen. Jeg er så heldig at vågne op til hende hver eneste morgen, og kysse hende godnat hver eneste aften.” Da jeg så på hende, kunne jeg se hun fik helt røde øjne og hun smilte. Hun prøvede at skjule det, men hun kunne ikke. ”Du skal ikke være genert overfor mig. Jeg elsker dig jo, dit fjollehoved.” Sagde jeg og gik med hende nedenunder.

”Der er I jo.” Grinte min mor. ”Det var lige før vi troede I ikke ville komme ned.” Sagde hun og bød os velkommen ved morgenbordet. ”Piger… det her er Katy.” Sagde min mor og straks trak hun Katy med for at sidde ved siden af hende. Katy var nervøs, men hun prøvede sit bedste at smile. ”Godmorgen.” Sagde hun formelt og knugede nervøst sine hænder. ”Jeg er Félicité!” Bød Fizzy hurtigt ind og smilte. ”Jeg er Katy…” Smilte hun småt. ”Det her er tvillingerne… de ældste af dem. Phoebe og Daisy..” Sagde Fizzy og lagde sine hænder på deres skuldre. De var i fuld gang med at spise deres morgenmad og havde slet ikke opdaget at vi var kommet. Jeg havde sat mig ved siden at Lottie som direkte havde skovlet mad ind siden vi var kommet nedenunder. Jeg puffede til hende, efter jeg så at Katy var faldet i snak med Jay. ”Hvad?” Hviskede hun. ”Du hilste ikke på Katy?” Sagde jeg, mere som et spørgsmål nok. ”Og hun sov, da hun kom.” Hun er syg. ”Hun var meget træt og udkørt. Så jeg lod hende sove. Du havde aldrig et problem med det, når Eleanor gjorde det.” Forsvarede jeg. ”Nu er Katy heller ikke Eleanor, de ligner i hvert fald ikke hinanden.” Sagde hun og drak noget juice.

”Vær sød.” Sagde jeg til hende og smilte mod Katy, som om intet var galt. ”Så Katy… hvad laver du i din hverdag?” Spurgte Lottie ud af det blå. Katy blev straks nervøs og jeg vidste hun ikke havde et svar. ”Ikke noget specielt..” Sagde hun og rodet lidt i sin frugtskål. ”Det er da ikke rigtigt… du læser jo matematik, ikke?” Spurgte Jay. Jeg smilte over til min mor, som et stort tak. ”Jo… men det er der ikke vildt ved.” Sagde hun og slugte et lille stykke jordbær. ”Hvornår er stylisten her?” Spurgte Dan som havde sendt et strengt blik til Lottie allerede.

”Lige om lidt. De andre piger ville selv gøre sig klar, men Lou kommer og ordner jer. Så, tjep, tjep piger!” Sagde min mor og rejste sig fra stolen. ”Jeg skal have kjolen på og nå at give de små mælk inden!” Og på den måde blev de sidste forberedelser til brylluppet hvor min mor skulle giftes sat i gang. Det eneste jeg ikke havde forudset var den mest tavse sex nogensinde, som var hændt aftenen inden.

”Nnn… Louis.” Hviskede hun i mit øre og hendes negle borede sig ned i min ryg. Hendes ben havde klamret sig til mine sider og hendes hoved mast mod min brystkasse. ”Jeg elsker dig.. jeg elsker dig.” Jeg tog fat i hendes hår og fik hendes hoved revet væk fra min brystkasse. Jeg ville se hende, jeg ville se hvad jeg gjorde ved hende. ”Jeg elsker dig.” Gentog hun og bed hårdt sammen. Hun kom.  Jeg lod mig trække ud og begyndte langsomt at bide hende, forsigtigt til at starte med.

”Louis? Louis!” Hvad? Hvor? Hvem? ”Lou!” Endnu en gang blev jeg kaldt på. ”Ja, jeg kommer!” Svarede jeg endelig og kom ud af min drømmetrense. ”Er du klar?” Spurgte min mor mig med et smil. ”Ja, til hvad?” Spurgte jeg. ”Til at se pigerne!” Udbrød hun. ”Nå ja. Dem. Jeg er klar.” Sagde jeg og satte mig på køkkenbordet. Først kom tvillingerne ud og de smilte stolt. ”Wow! Er man faldet ned fra himmelen?!” Udbrød jeg og de fniste og tog straks hinandens hænder og løb hen til Dan.

Fizzy og Lottie kom ud. De var så smukke. Til tider forstod jeg ikke at de var mine søskende. Mine søskende. De var ved at blive så voksne, det kunne ikke forstås. ”Hvor har I gjort af Katy? Katy kom ud!” Sagde Jay. ”Et øjeblik. De her hæle er ikke mine venner.” Klagede hun og kom ud. Kjolen var lang og hun var endt med at tage skoene af. Jay grinte kærligt og jeg så hvad jeg altid så. Min egen Katy. Hendes hår var blevet fladet og krøllet om til blødere og større krøller. De dyriske, men blide brune øjne. ”Louis, en serviet?” Grinte Dan og puffede til mig. ”Til dig ansigt ja.” Svarede jeg igen og rejste mig op og smilte.

”Er vi alle klar?” Spurgte min mor. ”Jeg henter lige min jakke. Så kommer jeg.” Smilte jeg. ”Du tager Lottie med dig, ikke?” Spurgte Dan. ”Det kan jeg godt. Hvad med Katy?” Spurgte jeg. ”Hun kører med os.” Sagde Dan og gik ud. ”Hvad med mor?” Spurgte jeg. ”De gamle kommer og henter hende. Husk du skal følge hende op.” Sagde han og gik ud. Lottie sad og kiggede på sin mobil og så hen mod mig. ”Skal du med?” Spurgte jeg og kastede min bilnøgle til hende. ”Sæt dig ud. Jeg kommer om lidt.” Sagde jeg og gik ovenpå efter min jakke. Hurtigt greb jeg den og mine solbriller.

”Er du klar?” Spurgte jeg og startede bilen. ”Helt klar. Hvordan har du det?” Spurgte Lottie. ”Fint. Jeg har det strålende. Min mor skal giftes, og dig?” Spurgte jeg sarkastisk og kørte ud af villavejen.

”Strålende! Hvorfor tog du Katy med?!” Råbte hun. Jeg bremsede hårdt. Vreden boblede allerede. ”Hvad fanden skal det betyde?” Hviskede jeg og kiggede på hende. ”Jeg kan ikke lide hende.”

”Nå og det betyder så hun ikke kan være her?”

”Ja! Tror du virkelig at kneppe en eller anden vaga. ” ”HUN ER IKKE EN VAGABOND.” Jeg skulle ikke have råbt af hende. Det var forkert. Men jeg kunne heller ikke tillade hun sagde sådan om Katy. ”Snak ikke sådan om hende.” Jeg startede bilen igen og Lottie så stadigvæk i chok på mig. Jeg havde aldrig haft brug for at hæve stemmen. Jeg havde aldrig hævet stemmen overfor Lottie. Men jeg blev nødt til det. Hun forstod det ikke. Hendes ord gjorde det kun værre for Katy.

”Katy har en depression. Det faktum at få hende op om morgenen er for mig en hel begivenhed. Men jeg gætter på at intet ændrer for dig.”

”Louis du bruger hende kun til at komme over Eleanor.” Hviskede Lottie. ”Stop Lottie. Du gør det kun værre.”

”Hun har med garanti kun den depression i dit hoved. Det er dig som ikke kan komme ud af sengen om morgenen.”

***

”Er du klar?” Spurgte jeg med et smil. Hun nikkede glad. ”Jeg er så spændt… jeg tror det er lige før jeg ikke kan stå på mine ben.” Grinte hun. ”Du skal nok klare det. Du har trods alt klaret en del, det her, er bare endnu en… det er endnu et eventyr.” Sagde jeg og kyssede min mor på kinden. ”Åh Louis. Du er den dejligste.” Sagde hun og klemte min arm kærligt.

Musikken indenfra begyndte at spille og dørene blev åbnet. Min mor smilte stort og jeg flettede min ene hånd ind i hendes. Hun var så nervøs for ingenting, og det gjorde jeg ikke kunne lade vær med at smile. Det kunne godt være at hun var pinlig, højtråbende eller blot en smule akavet, men hun varm min mor.

Jeg fik hende fulgt hele vejen op. Jeg så hvordan Anne og Robin sad og smilte helt overglad og Sophia var allerede begyndt at græde.

”Jeg er lige ved siden af.” Hviskede jeg til min mor og løsnede mit greb og gik over for at stå bag ved Dan.

Katy havde knuget sine hænder helt sammen. Hun brød sig ikke om at stå der selv. Jeg kunne ikke tillade mig at stå og smile til hende, det var min mors øjeblik. Det skulle være stort. Fizzy var dog hurtig. Hun klemte Katys arm forsigtigt og smilte til hende. Det gjorde Katy slappede mere af.

”Ja.”

”Ja.”

”Jeg erklærer jer hermed for rette ægtefolk at være. Du må nu kysse bruden.”

De gik ud af kirken først og hurtigt havde jeg taget fat i Katy og kyssede hende på kinden. ”Du gjorde det godt.” Sagde jeg og lod hende hvile sit hoved kort på min skulder.

”Kom her Katy! Du skal være på billedet!” Sagde min mor kærligt. Hun kiggede nervøst op på mig og jeg smilte. ”Gå så.” Jeg skubbede hende blidt hen og gik selv hen mod Lou. ”Hvad så din krage?” Spurgte jeg og trak hende ind i et kram. ”Det sædvanlige. Tillykke med din mor.” Sagde hun og smilte. ”Tak.” Min mor var så smuk en brud i dag. Jeg kunne ikke være mere stolt over at jeg skulle følge hende op.

”Lou!” Niall kom og jeg angrebet af et kram som omfattede at Niall havde svunget sine ben op over mine sider. ”Jeg har også savnet dig Niall.” Sagde jeg og trak ham ned.

”Kom så. Lad os komme til festen.”

”Jeg tager Katy denne gang.” Sagde jeg og før hun noget at sige noget havde jeg taget hende til mig og var på vej over mod min bil. Solen var utrolig skarp i dag. Bedre end regn!

”Du ser rimelig godt ud med de solbriller på.” Sagde Katy stille. ”Åh hold op. Kom så, lad os komme af sted.” Jeg startede bilen og kørte hurtigt ud af kirkens parkeringsplads. ”Så ehm… den her fest. Hvordan kommet det til at foregå?” Spurgte hun genert. ”Det kommer til at foregå sådan at vi nok skal gå sammen, hvis det er hvad der kræves, ellers så er Niall der. I kan jo godt enes.”

”Det er ikke ondt ment.” Svarede jeg efter hendes stilhed. ”Jeg elsker dig, ufattelig højt, og jeg ville aldrig det her skulle ske. Du skal vide at hvad end der skal til. Så vil jeg altid være der. Men i dag er min mors dag. Jeg vil gerne være der for hende. For jeg har virkelig ikke taget meget tid til min familie. Ikke på grund af dig, men på grund af mig selv. Men det hele skal nok gå. Jeg elsker dig ufattelig højt. ”

***

”Så Louis, hvordan er Katy?” Spurgte Maura med et smil og drak lidt champagne. ”Hun er helt vidunderlig.” Svarede jeg roligt. ”Hvor er hun egentlig henne?” Spurgte Maura med et smil. ”Det ved jeg faktisk ikke.” Husk det nu. Ingen snor. ”Hun går vel rundt et sted. Måske snakker hun med Niall.” Sagde jeg med et smil. ”Jeg går lige over til min mor. Vi ses.” Sagde jeg med et smil og gik.

”Hej mor.” Smilte jeg og kyssede hendes kind. ”Louis dog!” Hvinede hun og satte sig vanglas fra sig. ”Må jeg låne din hustru?” Spurgte jeg, Dan og med et smil. ”Selvfølgelig.”

”Hvad skyldes æren af en gåtur?” Spurgte hun nysgerrigt. ”Jeg ville gerne sige undskyld. Jeg har ikke været så fremme som jeg burde. Jeg havde glemt alt om dit bryllup.” Indrømmede jeg. ”Glemt?” Spurgte hun overrasket. ”Ja. Jeg havde glemt det. Du har set og læst interviewet, ikke?” Spurgte jeg. ”Jeg læste det.” Mumlede hun. ”Det var ikke din skyld. Det har aldrig været din skyld. Kun min. Jeg burde have fortalt jer det. Men det gjorde jeg ikke, og se hvad der kom ud af det.” Min mor stoppede op. ”Kom ud af det?” Hun kendte jo ikke hele sandheden. ”Eleanor opdagede det. Vi skændtes og ” Mit blik vendte sig mod Lottie, som stod og snakkede med en mand, der helt tydeligt var en paparazzi. Hun ville aldrig få dem væk på egen hånd. ”Hey! Det her er en privat fest, så jeg synes du burde smutte” Halvråbte jeg af dem og gik hen imod dem.  

”Louis! Er det sandt at din kæreste er psykisk syg? Har hun anoreksi? Cutter hun? Har hun prøvet at begå selvmord? ” Hvad?  Mit blik gled hen mod Lottie og jeg så hende se tilfreds og alvorlig ud. ”Du får en advarsel. Gå, eller jeg tilkalder vagterne.” Svarede jeg kort. Jeg tog fat i Lottie og gik ind i festsalen med hende. Min mor fulgte hurtigt med.

”Charlotte!” Kaldte min mor hidsigt. ”Hvad er der?” Spurgte hun irriteret. ”Hvad går der af dig?!” Råbte hun i vrede. Harry kom hurtigt ind og gik imellem min mor og Lottie.

”Har du noget du vil fortælle os Lottie?” Sagde Harry vredt og kiggede på hende . ”Det har jeg ikke, Harry. Du kan læse det i ugebladene i morgen. ” Sagde hun udfordrende. ”Hvad gjorde du, Lottie?” Spurgte jeg hurtigt. Jeg ville vide hvad hun havde sagt. ”Jeg gjorde ikke noget.”

”Du lyver.” Sagde jeg skarpt.

”Rolig Louis.” Advarede Harry og tog hårdt fat i min arm. ”Lottie… hvad gjorde du?” Spurgte min mor efter et øjebliks stilhed. ”Jeg sagde det til hende.” Hun rettede sit blik lige mod mig, direkte ind i mine øjne. ”Jeg fortalte hende, at hun ikke skulle tro hun kunne erstatte Eleanor eller at hun bare sådan kunne komme væltende og ødelægge dig sådan. Derefter, fortalte jeg hvad der galt med Katy, til hele verden. Så de ved de har ret. ”

”Jeg fortalte hende hvor meget fansene havde ret. Hvor meget verden virkelig ønskede hun skulle forsvinde. ”

Jeg var stum. Skuffelsen var værre end vreden. Jeg vidste ikke at Lottie var i stand til det. At hade et andet mennesket sådan. Det burde ikke være muligt. ”Jeg finder hende. ” Sagde jeg og gik ud.

”Jeg er skuffet.” Var det sidste jeg hørte min mor sige. Ikke til mig, men til Lottie. Hun var skuffet over at hendes egen datter, endda den ældste kunne gøre sådan noget. Endda mod en som Katy. Ikke bare en som Katy, men Katy. Katy var skrøbelig og jeg ville til hver en tid beskytte hende, ikke fordi hun var skrøbelig som sådan, men fordi jeg elskede hende, hvilket gjorde at jeg blev skrøbelig. Alt jeg ønskede var at hun var lykkelig, men det var som om at så snart jeg endelig fik hende bygget op, så faldt hun sammen, der kom hele tiden noget nyt, noget voldsommere noget farligere.

Niall havde vist mig hvor han havde fundet telefonen og det var ud mod den store skov. Jeg tog en dyb indånding og trådte ind.

***

Det som skræmte mig mest. Det var ikke at jeg var alene. Det var det at hun var. Hun sad et sted og hun græd. Hun frøs og hun var alene. Jeg følte mig som den værste elsker, den værste kæreste, den værste ven over at jeg ikke havde fundet hende. Jeg satte mig ned og kiggede op mod himlen og knugede hendes mobil til mig. Et billede Niall havde taget af mig og Katy sove sammen viste sig på hendes mobil. Hun lå i min sweatshirt og havde bundet noget at sit hår op i en løstsiddende knold.

Hvor var hun smuk. Hendes hår var egentlig ved at blive en smule brunt at se på. Det havde jeg ikke tænkt over. Havde hun haft det farvet? Det havde hun nok. Men jeg kunne forestille mig det brune ville passe hende lige så godt. For min skyld, kunne hun have blåt hår hvis hun ville.

Jeg havde sat mig i en lysning. Jeg kunne ikke finde Katy. Jeg kunne ikke. Hun var som forsvundet. Hvorfor ville Lottie dog sige sådan noget? Hvorfor ville hun dog gøre sådan mod et andet menneske?

Jeg var et komplet fjols og helt uduelig. Det at finde min egen kæreste kunne jeg ikke engang. Opgivende rejste jeg mig op og gik tilbage til festen. Jeg måtte vel tilkalde politiet. Der var ikke andet for mig at gøre. Jeg ville efterlyse hende, for at finde hende.

”Louis, du er tilbage!” Jublede min mor overasket da jeg kom igen. Hun krammede mig hårdt ind til sig og løsnede sig hurtigt igen. ”Kom og se hvem der er kommet tilbage med Katy.” Katy. Er hun tilbage? Sådan virkelig?

Katy sad med Zayns genkendelige jakke om hendes skuldre inde i festsalen og spiste lidt brød imens Niall sad og holdte øje med hende. Jeg nærmest braste igennem mylderen af mennesker som nu stod op og gik rundt og forvekslede blikke med hinanden og jeg gjorde ikke andet end at afbryde de blikke.

Katy kiggede på mig og så pludselig ud til at skamme sig. Ualmindeligt meget. ”Hey.” Sagde jeg så glad som muligt og satte mig på hug og fik kort øjenkontakt med hende. ”Jeg vil lade jer være i fred.” Sagde Niall og gik.

”Hvad skete der?” Spurgte jeg og fulgte hende ind i en af de mindre sale. Der var maks plads til 30 i det rum vi stod i. Katy satte sig ned i et hjørne og jeg fulgte efter. Hun lagde sit hoved på min skulder og snøftede. ”Det var ikke rart…” Var alt hun mumlede inden hun begyndte at græde igen. Jeg løftede hende hurtigt op, så hendes ben underlår var på mine lår og hendes overkrop var over min. ”Jeg bliver altså nødt til at vide det. Jeg vil ikke du går ned igen.” Hviskede jeg imens jeg strøg hende over håret. ”Jeg elsker dig. Det er desværre ikke nok. Det er jeg ked af.” Indrømmede jeg.

”Du skal ikke være ked af det.” Hviskede hun. ”Men det er jeg.” Sagde jeg og lod min hånd hvile på hendes lår. ”Jeg savnede dig virkelig.” Sagde hun stille. ”Hvornår?” Spurgte jeg. ”Da jeg var alene.” Roligt nikkede jeg. ”Jeg er her nu.” Hviskede jeg og vuggede hende frem og tilbage.

***

Min alarm gik allerede halv fire og hurtigt slukkede jeg den for ikke at vække Katy. Jeg havde pakket vores tøj og andre ting ned og havde lagt dem bag i bilen. ”Hvorfor tager I så tidlig af sted?” Spurgte min mor og rakte mig en kop kaffe. Katy lå stadig og sov. ”Trafik. Ikke andet. Det lover jeg.” Sagde jeg og drak lidt af kaffen. ”Jeg sætter Katy ud i bilen.”

”Du er sikker på at hun har det fint med det?” Spurgte hun så. ”Ja.” Hun var nok ikke. Men jeg gjorde det fordi jeg havde en frygt, som desværre havde taget fat i mig. ”Okay. Du ved… jeg tænkte på om I ville komme igen senere på sommeren? ”Foreslog hun. ”Lad os se til den tid. ”Svarede jeg og gik op efter Katy.

Da jeg åbnede døren op, lå Katy og sov tungt endnu. ”Vil du ikke hellere vække hende? ”Spurgte min mor. ”Det er lige meget. Hun skal have ro.” Hviskede jeg og trak forsigtigt dynen af. Min mor så helt forskrækket ud, jeg havde desværre vænnet mig til synet. Hendes alt for tynde ben. Det var ikke på den sunde måde.

”Louis.” Gispede hun forfærdet. ”Bare tag med ro. Jeg har styr på det.” Jeg trak min egen jakke af hurtigt og lagde den godt om Katy. Jeg løftede hende nemt op og gik ned med hende. Hendes hoved lå og hvilte sig på min ene skulder.

”Går du?” Jeg vendte mit hoved kort om og så Daisy stå i sin dør. ”Ja. Pas på dem mens jeg er væk. Ikke?” Smilte jeg. ”Selvfølgelig. Farvel.” Hun var skuffet, alt for skuffet. Hun knugede sig ind i min ryg og jeg havde lyst til at smide Katy fra mig og løfte hende op. Men det var der jeg virkelig stod imellem to muligheder, jeg kunne tage af sted og tage Katy tilbage til det trygge liv, og hun ville kunne gå rundt i haven eller være sammen med mig, eller jeg kunne lade hende blive og ikke ville vide hvad fremtiden ville forudse. Hun kunne blive mere såret. Hun kunne måske ikke håndtere at være så tæt på Lottie.

”Vi ses stump.” 

*Katy*

Hele bryllupsfesten virkede akavet. Jeg følte ikke jeg hørte til. Lottie brød sig i hvert fald ikke om mig. Hun afskyede mig nærmest. Men de andre virkede ikke lige så afvisende over for mig. Så det var vel en god ting?

Men hvad hvis Louis nu lyttede til Lottie? Hvad hvis det ændrede noget mellem os, at hun ikke kunne acceptere mig? Det kunne jeg ikke leve med. Ikke en gang hvis der var den mindste chance for, at det ville ændre noget. Det måtte ikke ændre noget.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, så jeg havde sat mig i en stol i den store have. Der var ikke så mange i nærheden, hvilket jeg havde det fint med. Jeg havde ikke rigtigt lyst til at snakke med en masse mennesker.

”Katy?” Spurgte en velkendt stemme. Lottie var ikke et af de mennesker jeg helst ville snakke med. Faktisk skræmte hun mig næsten. Hun gav mig lyst til at stikke af, og jeg brød mig ikke om det.

”Mmh?” Hun skulle ikke vide at hun gjorde mig utilpas. Hun ville udnytte det.

”Jeg ved godt hvorfor du er sammen med min bror” Sagde hun anklagende og satte sig ned på en af de hvide stole ved min side. Jeg forstod ikke hvad hun mente. Jeg var sammen med Louis, fordi jeg elskede ham. Hun kunne umuligt vide det, kunne hun? Nej, det var umuligt.

”Jeg ved ikke hvad du tror, men jeg er sammen med Louis, fordi jeg elsker ham. Der er ikke andre grunde” Jeg prøvede at forholde mig rolig. Hvorfor skulle den lille pige skræmme mig så meget? Hun kunne jo ikke rigtig gøre mig noget.

”Du er jo kun sammen med ham for pengene. Du kommer aldrig til at erstatte Eleanor. Det kan godt være at han tror han elsker dig, men han vil aldrig kunne elske dig mere end Eleanor. Han elsker dig ikke. Han bruger dig kun til at komme over Eleanor. Han elsker dig ikke” Hendes ord lammede mig. Jeg kunne ikke finde ord. Det var hans søster. Hun kendte ham bedre end nogen anden. Hvad hvis hun kun fortalte mig sandheden?

”Fansene har ret i alt det de siger. Hele verden ønsker du forsvinder, så hvorfor gør du det ikke bare? Du ville gøre alle en tjeneste” Det sårede mig. Langt mere end det burde. Beslutsomt rejste jeg mig. Jeg kunne ikke lade hende ramme mig. Jeg kunne godt holde til at hun ikke brød sig om mig, kunne jeg ikke? Hun havde jo sikkert ret. Ingen af Louis’ fans brød sig om mig. Jeg blev aldrig så perfekt som Eleanor havde virket.

Lottie rejste sig så snart jeg var oppe af stolen. Havde hun mere at sige? Hun vidste jo det ramte mig, så hvorfor blev hun ved? Hvad var meningen i at forsætte? Ville hun se mig knække sammen, var det det hun prøvede på?

”Du ved, jeg er ikke særlig slem. Vent til pressen finder ud af, at Louis Tomlinsoms ellers så perfekte kæreste, er syg. Så finder du ud af hvor hårdt det kan være, at være kendt” Hun havde et alt for kækt smil på. Det her tydede slet ikke godt.

Inden jeg havde fundet et svar, havde hun drejet rundt på hælen, og var på vej væk. Hun havde en plan. Det var sikkert. Men ville hun virkelig fortælle medierne om mig? Vidste hun ikke hvor meget Louis ville hade det?

Hurtigt fulgte jeg efter hende, og fik et chok da jeg kom om på den anden side af bygningen. Lottie stod og snakkede med en mand, der helt tydeligt var en paparazzi. Hun fortalte dem rent faktisk om mig.

”Hey! Det her er en privat fest, så jeg synes du burde smutte” Halvråbte Louis, mens han irriteret gik hen over græsset. Det her ville ikke ende godt.

”Louis! Er det sandt at din kæreste er psykisk syg? Har hun anoreksi? Cutter hun? Har hun prøvet at begå selvmord?” Spurgte manden provokerende. Lottie havde rent faktisk fortalt ham det. Klumpen i min hals kom frem, og tårerne var også begyndt at presse på. Louis blev vred. Han blev rigtig vred. Han kiggede direkte på Lottie. Han vidste udmærket godt at det var hende.

Jeg kunne ikke holde til det. Hvorfor ville hun gøre det? Hadede hun mig virkelig så meget? Trangen til at flygte blev for stor, og hurtigt fik jeg sparket de højhælede sko af, smed alt jeg havde i hænderne, og løb. Jeg skulle væk. Væk inden det hele ramlede sammen.

Jeg fandt en park. Tom for mennesker. Ikke en sjæl var at se. Der var en sø, med nogle træer ved siden af den. Det så så fredfyldt ud. Som om der ingen problemer var. Det virkede trygt, så barfodet gik jeg over til det ene træ, og satte mig med ryggen mod den tykke stamme.

Så kom tårerne. De væltede ud som et andet vandfald. Han var blevet så vred på hende. Hvad hvis jeg splittede hans familie ad? Det kunne jeg ikke leve med. Hvorfor afskyede hun mig så meget? Hvad havde jeg nogensinde gjort hende?

Jeg mistede tidsfornemmelsen, men jeg havde ikke lyst til at gå tilbage. Jeg lod bare de saltede vanddråber løbe ned ad mine kinder. Der var ingen alligevel. De havde sikkert ikke en gang opdaget jeg var væk.

"Katy?" Lød Zayns stemme pludseligt, hvilket fik mig til at kigge forskrækket op på ham. Jeg trorede ikke de ledte efter mig?

"Det er okay, det er bare mig" Med hans uforklarlige ro, satte han sig ned ved siden af mig. Nogle gange misundende jeg Zayn for hans ro.

"Hv-hvad laver du her? Hvorfor er du ikke hos de andre?" Spurgte jeg forvirret, inden der kom et snøft. Som om det kunne fjerne alle spor af min gråd, tørrede jeg hurtigt mine våde kinder.

"Fordi Louis løb ud efter dig og jeg løb ud efter Louis. Perrie kan jo ikke med den mave" Et lille ubevidst smil kom frem, da han nævnte Perrie. Gjorde Louis også det når han snakkede om mig? Eller var det bare blevet til et bekymret blik.

"Hvor er han nu?" Han kunne være hvor som helst. Han var vred, så han kunne finde på alt. Selv at opsøge journalisten.

”Han leder efter dig. Han er vred, så det tager lidt tid” Selvfølgelig var han vred. Han var så overbeskyttende. Det var ikke nødvendigt.

"Han virkede ret vred" Mit blik søgte jorden. Græsset var så utrolig grønt. Det virkede meget mere interessant end alt andet.

"ikke på dig, kan jeg forsikre dig." Han rykkede tættere på, og prøvede at så øjenkontakt.

"Det ved jeg. Han er vred på Lottie" Jeg kiggede ham kort i øjnene, inden jeg kiggede ud over søen.

"Sandt. Hvorfor er han det?" Han lød nysgerrig. Vidste han det ikke?

"Hun fortalte pressen om mig. At jeg var syg. Hun kan ikke lide mig" Jeg forstod stadig ikke hvad jeg havde gjort hende. Hvorfor hadede hun mig så meget?

"Hvad?" Han var chokeret. Han havde ikke regnet med at hun kunne finde på det. Det havde ingen af dem.

"Lottie hader mig. Hun talte med mig. Bag efter gik hun til pressen og fortalte at Louis' kæreste sultede sig selv" Jeg var såret. Mere end jeg brød mig om. Hvorfor kunne jeg ikke bare have holdt mig til min opgave? Så var det her aldrig sket.

"Jamen... Hvad sagde hun til dig?" Zayn blev som alle andre beskyttende. Jeg hadede det. De behøvede ikke passe på mig, jeg kunne sagtens klare mig selv.

"At jeg aldrig ville kunne erstatte Eleanor. Og den slags." Der var ingen grund til at gå i detaljer. Det ville ikke gøre det bedre.

"Hvorfor?" Det var tydeligt at han var skuffet over Lottie.

"Det ved jeg ikke. Hun hader mig" Det var det eneste svar jeg kunne finde frem til. Jeg kunne ikke finde andre grunde.

"Underligt. Sådan er hun altså ikke. Eller... Ikke af hvad jeg ved af. Du ville jo heller aldrig gøre hende noget" Konstatererede han. Jeg ved ikke om han havde ret. Nu ville jeg aldrig gøre hende noget, men for bare nogle få måneder siden ville jeg tage hendes bror fra hende.

"Nej. Jeg prøvede at få dem til at kunne lide mig. Hvad hvis Louis slog op med mig, fordi hans familie ikke kunne lide mig" Det var ikke et spørgsmål. Det var ikke andet end en tanke.

"Det ville han aldrig!" Kom det hurtigt fra Zayn.

"Det ved jeg. Men mit hoved bliver ved med at sige han gør. Er du godt klar over hvor trættende det er konstant at kæmpe med sig selv?" Jeg havde lyst til at give op. Bare lade tankerne vinde.

"Ja. Du ved... Engang var der er rygte om at jeg var Perrie utro" Fortalte han. Forskrækket kiggede jeg op på ham. Hvordan kunne folk tro på sådan noget?

"Hvordan kunne folk tro det?" Zayn ville aldrig gøre noget der kunne såre Perrie. Aldrig.

"En løgn fra en stuepige. Jaloux." Han var ovre det, men det plagede ham stadig.

"Hvorfor gør man det?" Hvorfor starter man rygter om andre?

"Det ved jeg ikke. Nogen mennesker vil helst det går efter deres eget hoved. Men nok med det. Hvordan har du det?" Skulle jeg fortælle ham det? At jeg ikke havde det så godt, som jeg burde. "Du kan stole på mig Katy"

"Det ved jeg. Jeg har bare en smule svært ved at stole på folk for tiden" Jeg kunne stole på ham. Det blev jeg nød til at kunne. "lov mig du ikke fortæller det til Louis?"

"Jeg lover. Men er du stadig påvirket af det med Harry?" Spurgte han. Denne gang var han ikke direkte beskyttende, men han havde dårlig samvittighed.

"Det er vel det der startede det, så ja. Lige nu er jeg vel påvirket af det hele. Louis tror jeg har det bedre, så jeg vil ikke såre han ved at fortælle ham det ikke er sådan. For jeg har det ikke bedre. Jeg har konstant en følelse af at alle hader mig. At intet af det jeg gør er godt nok. Det er svært for mig at få mig selv til at spise, nogle dage kan jeg godt se at jeg er blevet alt for tynd, men andre dage kan jeg ikke" Det lettede. Det var som om en vægt blev fjernet fra min skuldre.

"Jeg synes du er smuk, Katy. Ikke fordi er du tyndere eller normal, men for din omsorg og kærlighed til Louis." Fortalte han. Det ændrede ikke noget, han ord fik mig til at have det bedre og værre på samme tid. Man kan ikke forklare det. Det varmede, men det gjorde ondt at vide jeg ikke selv kunne se det.

"Men jeg kan ikke se det Zayn. Det er ligegyldigt hvor meget du siger det, der vil hele tiden være noget inde i mit hoved der siger du lyver. Jeg vil bare have det til at stoppe" Hvorfor var det så nemt at betro mig til ham?

"Så stol på mig... Det er aldrig noget man kommer over som sådan. Men er man ikke alene, er det bedre. Med tiden så generer det ikke en længere." Han havde ret. Det var nemmere at håndtere når der var andre mennesker omkring mig.

"Men hvem har jeg at snakke med? Jeg bliver ved med at tro at de mennesker jeg stolede mest på hader mig. Jeg vil ikke gøre Perrie bekymret. Louis vil blive ked af det hvis han vidste hvor skidt jeg stadig har det" Harry ville fortælle det til Louis, så det var heller ikke en mulighed.

"Hvorfor vil du ikke snakke med Liam?" Forslog han.

"Jeg har stadig svært ved at stole på ham. Han sårede mig, hvordan kan jeg være sikker på det ikke sker igen?" Hvis folk først sårer en, gør de det igen.

"Du kan stole på mig. Hvad med at prøve det?" Spurgte han.

"Det gør jeg. Ingen af de andre ved hvad jeg lige har fortalt dig. Det er svært for mig at stole på dig, men jeg prøver" Jeg prøvede mere end han anede. Jeg havde lyst til at stikke af.

"Sådan skal det også nogen gange være. Jeg ved at Louis knokler og prøver at gøre dig glad. Det er der ingen der gør som han." Men han kunne ikke lade mig gøre det i mit eget tempo.

"Det ved jeg, og jeg elsker ham for det. Det er også derfor jeg ikke vil såre ham. Han har ikke fortjent at skulle bekymre sig hele tiden" Jeg ville ikke have, at han skulle bekymre sig.

"Måske skulle du vise ham du kæmper videre? Jeg ved ikke hvad der kendetegner Louis helt personligt som du. Ja, vi er som brødre. Men vi vil aldrig kunne knytte os til brødre som til den vi skal dele livet med." Som om jeg ikke gjorde det?

"Men det er det jeg gør. Jeg kæmper. Jeg tvinger mig selv til at spise hele tiden. Tvinger mig selv til at tage den ene mundfuld mere. Men det bliver bare ikke nemmere. Louis tror det gør, og jeg vil ikke ødelægge det igen" Jeg måtte ikke ødelægge det igen.

"Så sig hvis det bliver for meget. Hvis du piner dig selv, så piner du Louis." Det var jo heller ikke noget nyt. Det er netop derfor at han ikke kunne vide jeg ikke havde det bedre.

"Hvorfor tror du jeg gik? Det blev for meget pludseligt" Jeg kunne ikke håndtere at skulle se på Lottie. Hun var ved at ødelægge det hele igen.

"Sig det til ham. Han elsker dig, mere end noget andet. At holde det tilbage for ham, gør han tror han laver fejl." Han lavede ingen fejl. Det eneste der kom tæt på at være en fejl, var at bekymre sig for meget.

"Men det gør det nemmere for mig når han smiler. Det kan godt være det ikke er meget, men når han smiler gør det det hele en smule nemmere. Hvis han ved det, holder han op med at smile" Det ville fjerne den minimale glæde jeg fik når han smilte.

"Men han vil kæmpe for dig. Problemet er nok bare at du er stædig. Det ved du udemærket godt du er." Han var stadig overbevist om at Louis havde det godt. Jeg kunne ikke lægge mere pres på Louis, det ville ødelægge.

"Jeg fandt ham fuld den ene aften. Han drak fordi han havde brug for en pause. Jeg vil ikke være grunden til han falder tilbage" Endnu en vægt blev fjernet.

”Louis?” Hvor var han? Han burde være hjemme.

”Gå væk” Lød en lav mumlen fra stuen. Hurtigt gik jeg ind til ham, og synet der mødte mig, fik mig til at spærre øjnene op.

Han sad med en flaske i hånden. Hovedet hang, og han så træt ud. Han hørte mine skridt og han kiggede langsomt op på mig. Hans blik var slørret.

”Louis? Hvorfor…” Jeg kunne ikke finde ordene. Hvorfor ville han drikke? Hvad fik ham til at gøre det?

”Jeg manglede en pause. Jeg kan. Jeg kan ikke tænke mere” Hans ord var tømt for følelser. Hans blik var tomt. Det skræmte mig.

"Drak han?" Spurgte han trist. Han havde troet der var en overstået tid.

 "Ja. Og det kan jeg ikke lade ham gøre" Så derfor måtte Louis ikke vide at jeg ikke havde det bedre.

"Hvad kan vi gøre?" Zayn var opsat på at vi begge fik det bedre, men var det en mulighed? Han kunne ikke redde os begge.

”Det ved jeg ikke" Måske var der slet ikke noget vi kunne gøre. Måske var det bare sådan det var meningen det skulle være?

"Fortalte han dig hvorfor han drak, eller hvor meget?" Zayn vidste udmærket at Louis ikke ville fortælle hvor meget han drak.

"Han havde et sløret blik. Han drak fordi han ville have en pause" En pause fra det hele. Et eller andet sted lød det fristende. Ingen tanker, ikke andet end ro.

”En pause? Var det udtrykket han brugte?" Pause kunne betyde mange ting. Det vidste vi begge.

"Ja. En pause fra at tænke" Louis kunne ikke holde til at bekymre sig hele tiden. Der var andre ting i hans liv end mig.

"Hvor fuld var han?" Det var det der var vigtigst. Kunne Louis selv huske noget?

"Halvfuld" Han var ikke helt væk, men han huskede ikke noget af det. Dagen efter havde han ikke haft det skidt.

"Gråd?" Nej. Selvfølgelig ikke. Louis brød ikke sammen, ikke end gang når der var alkohol indblandet.

"Nej. Han var bare tom" Det skræmte mig stadig. Jeg har aldrig set hans blik så tomt. Han virkede næsten død inden i.

"Det lyder ikke godt" Zayn delte min frygt.

"Præcis. Jeg kan ikke lade ham være mere bekymret" Jeg kunne ikke lade ham drikke igen. I hvert fald ikke på grund af mig.

"Men, hvad gør du ved det?" Han vidste jeg havde en plan. Det havde jeg altid.

"Jeg forsætter som før. Jeg er vel ved at få det bedre, det går bare lidt langsommere end han tror" Jeg havde fået det bedre. Hvis man sammenligner med da jeg var værst.

"Hvor langsomt i forhold til hvad han tror?" Jeg havde bare ventet på det. Han ville vide hvor slemt det stod til.

"En tiendedel" sukkede jeg.

"Oh. Tror du det er noget jeg kan hjælpe med?" Jeg ved ikke hvad han kunne gøre. Han kunne ikke bare trylle det væk.

"Jeg ved det ikke. Det tager vel den tid det tager" Jeg kunne ikke gøre det hurtigere. Det var ikke muligt.

"Jeg mener som en fridag. Jeg ved vi aldrig har snakket sammen som sådan. Det vil jeg gerne lave om på. Problemet har vel været jeg ikke snakker så meget igen omkring nye mennesker." Fortalte han. Det var sandt. Jeg havde aldrig snakket særlig meget med Zayn, måske kunne han rent faktisk hjælpe?

"En fridag?" Fra hvad? Louis?

"Ja. Du er altid omkring Louis. En enkelt dags løsrivelse ville da ikke skade?" Forslog han.

"Det kunne. Det ville være rart. Tror jeg. For os begge. Han ville ikke behøve bekymre sig" Måske var det det vi havde brug for?

"Men han ville. Hvorfor ville han?" Han havde et drillende smil på læberne.

"Fordi han elsker mig" Sommerfuglene var der stadig. Jeg elskede den idiot, lige meget hvor meget nemmere det ville være hvis jeg ikke gjorde.

"Rigtigt!" Han puffede kærligt til mig. "du kunne lave noget med Perrie? Hun skal have shoppe ting til eh... Børnene."

"Ja. Det må vi se” Jeg kunne ikke stoppe mig selv i at smile. 

____________________________ 
Hej piger! Vi beklager virkelig at det har taget så lang tid som det har, men der var været personlige årsager til at vi ikke opdaterede i sidste uge. 

Men her er kapitlet og vi vil gerne sige 10000000 gange tak for at der er hele 101 der følger med! <3 

I denne anledning har vi nogle overraskelser. 

For det første, kan I få lov til at se de "slettede" kapitler eller handlinger (Rikke!) og jeg vil lave en form for ask me (altså hvis I ligesom har spørgsmål!) og så tror jeg måske det kommer i næste uge eller næste uge igen! :) 

Så kom med spørgsmål om anything! Og tusind tak!

Elsker jer xx Jensen 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...