Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24729Visninger
AA

37. 36

Louis var taget på arbejde. Jeg havde ikke noget imod det, men jeg ville stadig ønske han var her. Jeg brød mig ikke om at være alene. Overhovedet. Jeg følte mig så forsvarsløs og sårbar. Når Louis var der, var det anderledes. Det var tryggere. Mere sikkert.

En skikkelse gik gennem køkkenet. Den skræmte følelse, som også havde været der under stormen, vendte tilbage. Panikken var langsomt begyndt at sprede sig i min krop. Skikkelsen åbnede døren, og straks forsvandt panikken, som om den aldrig havde eksisteret.

"Harry?" Spurgte jeg undrende. Jeg havde regnet med, at han ville være på arbejde. Hvad lavede han her? Ham, af alle mennesker?

"Hey..." Han var nervøs. Det var tydeligt at høre i hans stemme. Der var noget han ville sige, noget han ikke var tryg ved at sige.

"Hvad. Hvad laver du her? Hvorfor?" Hvad var det der gjorde ham nervøs? Hvorfor var han her? Hvorfor var han ikke på arbejde, ligesom Louis.

"J-Jeg ville snakke med dig" Han kiggede usikkert ned på gulvet. Det her var seriøst.

"Om hvad?" Noget sagde mig at jeg udmærket godt vidste hvad han ville snakke om. Det samme som Louis tænkte på konstant.

"Lidt af hvert, vel" Kom det svagt ud af hans mund. Hvorfor kunne han ikke bare sige det som det var. Jeg var træt af at de var så forsigtige om det hele.

”Hør. Jeg ved godt jeg er syg. Du behøver ikke snakke med mig om det" Jeg savnede den gang hvor jeg bare kunne snakke med ham. Med dem alle. Det var som om alt det var forsvundet nu. De kunne ikke tænke på andet, end at jeg var syg, når de var omkring mig.

"Det er ikke det.... langt fra det. Og stop med at sige syg.." Ordet plagede ham, men det var betryggende at vide det ikke var det han ville tale om. Det var rart til en afveksling.

"Jeg er syg Harry. Mentalt. Men hvad ville du snakke om?" Det var ingen grund til at lyve over for ham, eller mig selv. Jeg var syg, men det var ikke noget vi skulle snakke om.

"Hvorfor jeg egentlig var vred på dig." Hans stemme var fuld af skam. Han var flov over måden han havde reageret på. Jeg kan næsten ikke huske hvad jeg blev vred på ham over. Det føltes som en evighed siden. Det hele var tåget, når jeg prøvede at tænke tilbage på det.

"Oh" Måske hadede han mig stadig? Nej, selvfølgelig gjorde han ikke det. Men hvad hvis han gjorde, det hele var jo min skyld. Det var ikke min skyld, Harry hadede mig ikke. Hvorfor havde jeg så svært ved at få mig selv til at tro fuldt ud på det?

"Jeg er bøsse, Katy." Kom det nervøst ud af mig mund. Hele sætningen forvirrede mig. Hvordan kunne Harry være bøsse? Hvad havde det med mig at gøre. Ham. Af alle mennesker, så var han bøsse?

"Hvad? Men. Jeg forstår ikke" Det gav ikke mening for mig. Harry havde altid været den flirtende type, o brikkerne passede overhovedet ikke sammen inde i mit hoved.

"Du er også den eneste som ligesom ved det..." Så snart ordene kom ud af hans mund, kunne man se i hans øjne han fortrød dem.

"Så de andre ved det ikke? Hvordan? Er du virkelig?" Min mund kunne ikke følge med mit hoved, og sætningerne blev ikke som jeg egentligt havde tænkt dem. Harrys nikken var nok svar på min forvirrende spørgsmål. "Men. Jeg forstår ikke"

"Jeg var kun biseksuel, inden jeg deltog i x-factor. Men... jeg mødte jo Louis.." Han hvad? Louis? Var han.. Havde han.. Louis?

"Vent hvad? Hvad har det her med noget at gøre? Hvorfor. Hvordan hænger det sammen med at du var vred på mig?" Alt det med han havde været vred på mig var egentligt ikke det vigtigste lige nu, for jeg ville gerne høre om det han havde følt for Louis. Men så igen. Jeg ville også gerne vide det andet.

"fordi... jeg kom ligesom at det med Eleanor og Louis, men så døde Eleanor og jeg tænkte at jeg ville være der for ham, og da han reagerede som han gjorde og den måde han tog sig af mig på, gjorde at det kom frem igen, og jeg ville ikke at du kom for tæt på ham så jeg prøvede at komme tæt på dig...." Det hele kom hurtigt ud, og jeg blev straks mere forvirret.

"Hvad?" Jeg havde ikke forstået det mindste af det han lige havde sagt. "prøv igen. Helt fra starten. Langsomt"

"Da jeg mødte Louis, misforstod jeg ligesom... de signaler han udsendte" Begyndte han. Han kiggede intenst på mig, for at være sikker på jeg havde forstået det.

"Forsæt" Nikkede jeg kort.

"Jeg blev forelsket." Kom det hurtigt ud af hans mund. Var det virkelig Louis han var blevet forelsket i? De mødte hinanden for 4 år siden. Havde drengen æret så forelsket i Louis, i så længe?

"I Louis?" Jeg var nød til at være 100% sikker. Hvis jeg nu havde misforstået noget.

"Ja." Mumlede han flovt, og bed sig nervøst i læben. Det var svært for ham at snakke om det

"Hvad skete der efter det?" Vidste Louis det? Havde de nogensinde haft noget sammen, som jeg havde med ham? Eller havde Harry aldrig nævnt det?

"Han mødte Eleanor. Jeg vidste godt det ikke ville gå at vi fik noget sammen..." Han blik blev såret. Det havde gjort ondt på ham at Louis mødte Eleanor. Men han savnede hende også.

"Så du opgav?" Harry opgav sjældent noget, så jeg forstod ikke hvorfor han ville opgive Louis.

"Ja. Jeg forærede nærmest Eleanor til ham. Jeg endte med at sige, at hvis han var glad, ville jeg være glad og jeg lærte at elske ham, som en ven." Hans stemme blev sorgmodig. Minderne ramte ham mere end han havde regnet med.

"Hvad så da hun døde?" Jeg vidste ikke om jeg turde spørge, men ordene faldt ud af min mund, inden jeg kunne tænke mig om.

"Jeg ville bare være der for ham. Men han sårede mig, og jeg blev faktisk bange..."  Han blik blev tåget. Tabt i tankerne om hvordan det havde været.

"Sårede dig? Hvordan?" Havde det været fysisk, som da han skubbede mig? Eller var det med ord?

"Han.... han sagde bare nogle ting. Ikke andet. " Han prøvede at undgå at sige mere. Det var bevidst.

"Du kan godt fortælle mig det. Jeg siger det ikke videre" Jeg sendte ham et lille smil, og håbede det hjalp ham til at sige det.

"Det ved jeg... men jeg vil virkelig ikke..." Hans øjne søgte væk, og hans vejrtrækning blev en smule hurtigere. Det var sværere for ham end jeg troede.

"Du behøver ikke. Jeg ved hvordan du har det. Men hvad skete der efter du blev bange for ham?" Det var aldrig rart når nogen tvang en til at sige noget. Det var noget jeg kendte alt til.

"Jeg ved det ikke.... du kom ind i billedet og så indså at jeg havde misset min chance." Jeg blev overraket. Jeg havde taget Louis, lige foran næsen på ham. Tænkt hvis jeg rent faktisk havde gjort mit job. Jeg ville have ødelagt dem alle.

"Jeg tog ham fra dig" Konstaterede jeg. Tænk hvis en anden havde fået opgaven. Det var så små detaljer der gjorde at Louis var i live. Hvis jeg havde sagt nej til opgaven, bare fordi det ikke er min slags ting.

"Ikke på den måde som sådan... jeg er ovre det, og jeg gjorde som før, elskede ham som en ven." Han var bange for at sige noget forkert. Det irriterede mig. De var alle så bange for at såre mig, som om det ville ødelægge mig.

"Men hvordan kunne du være en så god ven for mig i starten? Du burde have hadet mig" Jeg havde hadet mig hvis jeg var ham. Var det derfor han var vred op mig?

"Fordi... Louis fortjente at være glad. I sidste ende ville jeg bare ødelægge vores venskab, han ville aldrig se mig som mere end en ven." Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke. Et eller andet sted havde Harry jo fortjent Louis, men jeg var for egoistisk til at give slip. Harry havde jo fortjent ham, meget mere end jeg har.

"Den er hård. Hvordan kan du leve med det?" Hvordan kan jeg leve med det her nu? Jeg fortjener jo ikke Louis, halvt så meget som Harry gør.

”Fordi... Er han glad, er der ikke mere jeg forlanger og du behandlede ham jo ordentligt og så endte jeg med at holde af dig også." Han kiggede mig direkte ind i øjne, og et kort øjeblik var jeg skræmt. Han holdt af mig. Hvordan? Alt det jeg havde gjort. Men de vidste de jo selvfølgelig ikke noget om.

"Du er en fantastisk person Harry. Men. Hvornår var det præcist du begyndte at hade mig?" Alle de mennesker, hvis liv jeg havde taget. Selvfølgelig var han begyndt at hade mig. De ville alle hade mig hvis de fandt ud af det.

"Du slog mig..." Jeg frøs inden i, mens han kort grinte "altså ikke på den måde.... ehm som du tror det skal forstås."

"Hvordan så?" Jeg bed mig i læben, for ikke at sige noget jeg ville fortryde. Lige nu stolede jeg ikke på mig selv. Jeg kunne fortælle ham det hele, uden selv at opdage det.

"Da du slog mig, vidste jeg at Louis ville have mere travlt med dig, fordi han ved at jeg selv kan håndtere det. Men jeg blev vred, fordi at jeg troede han ville forsvinde ud af mit liv. Da jeg fik af vide at du var... jomfru, ville jeg at I gik fra hinanden. Jeg ved ikke hvorfor. Men det slog mig bare, at hvis ikke I havde overgivet jer til hinanden endnu, havde jeg måske en chance." Jeg lyttede godt efter. Måske ville det give mig en ro inden i, hvis jeg vidste det hele?

"Så du vidste at jeg var jomfru. Men til festen. Hvorfor ville du så? Som du gjorde. Og da du kom den dag. Du var allerede vred på mig" Smerten kom igen inden i. Hvordan han havde forrådt mig.

"Ja... nej, jeg indså jeg lavede en fejl og ville undskylde, men så blev du vred og jeg ville kun gøre det værre... jeg ved ikke hvorfor..." Han var selv forvirret over hvorfor han havde tænkt som han gjorde.

"Louis ville se en anden side af mig. Måske en side han ikke brød sig om" Gættede jeg for ham. Det arbejde kunne jeg næsten have gjort for ham. Jeg kunne sagtens vise Louis en side af mig, som ville skræmme ham så meget han hadede mig.

"Det er rigtigt nok at han ville se en anden side af dig.... men jeg tænkte bare mere på at han måske ville vælge min side i det..." Han lød som en forelsket pige, som virkelig var ude på sine sidste chancer for at få hende drømmefyr. Men et eller andet sted var det jo også sådan det hang sammen.

"Så du måske stadig havde en chance" Jeg forstod godt hvorfor han tænkte som han gjorde. Jeg havde sikkert tænkt det samme.

"Ja... jeg tænkte at hvis han faktisk så hvordan jeg havde det, ville han selv overveje hvordan han havde det." Han virkede nærmest nedtrykt. Han fortrød hvordan han havde tænkt. Det gav ikke mening for ham længere, men det havde det gjort på det tidspunkt.

"Men han tog min side" Vi vidste begge at det var det han tænkte. Det var det Louis gjorde, han gjorde det altid.

"Ja. Det overrasker mig ikke. Louis ville aldrig lade... med al respekt, en som dig, stå alene." En som mig? Jeg vidste ikke om jeg skulle være fornærmet. Louis kunne sagtens lade mig stå selv, hvis han vidste hvem jeg egentligt var.

"En som mig? Jeg er ikke helt sikker på hvad du mener?" Han mente garanteret en der var syg. Louis ville aldrig gå fra en der var syg.

"Du har kun os, Katy. Jeg er glad for at du kun har os, fordi at jeg frygter du vil stikke af. Men, du har ingen familie som vi har. Louis ville gøre alt for at give dig en." Hvorfor skulle jeg ville stikke af? Min familie var her. Jeg havde sandt nok ingen steder at flygte hen.

"På den måde" Mumlede jeg.

"Ja. Men... det tog overhånd. Jeg vidste ikke at Sophia ville blive vred også." Sophia havde været mere end vred. Hun var rasende på mig.

"Hun var næsten mere vred end dig" Tanken om hvor meget Sophia i det øjeblik havde hadet mig, gjorde mig trist. Tænk der ikke skulle mere til.

"Jeg kan fortælle dig ærligt, at jeg ikke ved hvorfor." Han lød som om han virkelig mente det.

"Det okay. Hun hader mig ikke længere" En lille del af mig tvivlede stadig. Men det samme skete med Harry. Nogle gange troede jeg stadig han hadede mig.

"Det er du sikker på?" Det ville ikke undre mig hvis han havde lagt mærke til den lille usikkerhed der havde været i min stemme. Harry opdager den af en eller anden grund altid. Det er sjældent det sker ved de andre.

"Ja. Nej. Det er svært at forklare" Jeg tvivlede på at han ville forstå det. Hvordan forklare man den stemme i sit hoved?

"Sådan er det nogen gange. Men det er okay." Han rykkede en smule tættere på, og for en kort stund var jeg ved at rykke væk. At være så tæt på ham skræmte mig kort. "Du er ikke den eneste som har haft den stemme..."

"ikke?" Mine øjne fløj forvirret op på ham. Kendte han til det? Vidste han hvordan det var?

"Har du?" Han nikkede kort, og sendte et trist smil.

"Havde..." Rettede han. Datid. Det var overstået.

"Hvordan fik du det til at stoppe?" Spurgte jeg. Jeg ønskede mere end noget andet at få det til at stoppe. Gå tilbage til sådan som det var før.

"Kan du se mine tatoveringer?" Spurgte han ledende, og jeg nikkede kort. Han trak op i hans ærme, og pegede på den ene af mange tatoveringer på hans arm.

"De tror det bare er fordi jeg ville have den. Men den dækker for et ar" Der kom noget sørgmodigt i hans blik. Minderne gjorde ondt på ham, selvfølgelig gjorde de det.

"Hvem er de?" De kunne være alle. Deres fans. Management. Drengene. Hans familie.

"Drengene." Svarede han kort. Hvorfor ville han ikke fortælle det til dem? De er hans bedste venner, men ingen af dem ved det. Hvorfor stoler han så meget på mig?

"Hvordan kan du stole så meget på mig?" Alt jeg nogensinde havde gjort var at lyve. Jeg fortjente ikke han tillid. Nogen af dem tillid.

"Fordi... jeg ved du ikke vil sige det videre." Han fik det til at lyde som om det var det mest åbenlyse i verden. Han vidste ingenting. Han havde ikke en gang den mindste mistanke om der var noget galt.

"Hvordan kan du vide det? Jeg er sindssyg. Jeg kunne blive vred, miste kontrollen og skrige det hele til alle. Jeg kunne bryde sammen, og tale over mig" Eller jeg kunne en dag få nok af alle løgnene, og gå tilbage til mit gamle liv. Det ville være nyttig info, hvis han en gang blev et mål.

"Men du ville vide hvor bange jeg ville blive. Du har set mig før. Mine tatoveringer er overalt." En klump dannede sig i mig hals, ved hans ord. Var der ar bag alle tatoveringerne?

"Gemmer de alle noget?" Jeg frygtede svaret. Pludseligt gav sommerfuglen på hans mave mening. Der var noget med folk der cuttede, tegnede sommerfugle.

"Det tror jeg ikke du skal regne med. Liam ville intet skjule for nogen af os. Niall måske." Han misforstod mit spørgsmål, eller også ønskede han ikke at fortælle hvor slemt det faktisk havde været.

"Jeg mente tatoveringerne. Selvfølgelig ved du ikke hvis de andre gemmer noget. Så ville de ikke gemme det. Men hvad ville du tro Niall gemte?" Min nysgerrighed tog som altid over, og fik mig til at glemme det forgående spørgsmål.

"Jeg tror Niall måske ville gemme hvis han savnede sit hjemland... han har ringet meget hjem lige for tiden." Selvfølgelig ville han savne sit hjem. Hvem ville ikke? Selv jeg savnede lidt England, mens vi var i Frankrig.

"Det ville vel være normalt" Jeg kunne i hvert fald ikke se noget underligt i det.

"Ikke lige nu... Theo har en tumor." Mumlede han trist. Jeg vidste hvor meget Theo betød for Niall, det gjorde vi alle.

"Oh. Han burde tage hjem til ham" Hvorfor var han ikke taget afsted for længe siden. Niall ønskede jo der var noget han kunne gøre for Theo.

"Det ved vi. Men det er som om noget stopper ham. Men vi har alle kampe, din er bare mere tydelig end vores" Eller også var jeg ikke god nok til at skjule den. Jeg har mistet en del ting efter jeg kom sammen med Louis. Jeg kan ikke være kold overfor noget længere. Jeg kan ikke sætte en maske op, og lade som om der ikke er noget galt.

"Jeg ville ønske den ikke var. At der slet ikke var en kamp" Hvorfor skulle det også ske for mig? Havde jeg ikke været gennem nok? Var det virkeligt nødvendigt at der kom endnu en tragedie i mit liv?

"Det ønsker alle." Måske var jeg ikke så alene som jeg følte mig? Harry havde også haft stemmen. Det gjorde mig ikke til en freak.

"Hvorfor fortalte du mig ikke alt det her for lang tid siden? Så havde tingene måske set anderledes ud nu" Den evige hvad nu hvis. Måske ville det ikke have ændret noget, men måske ville det heller ikke være sket.

”Jeg turde ikke... Men jeg indså først nu. Men jeg følte jeg blev nødt til det" Jeg var glad for at han havde fortalt mig det. Det hele gav lidt mere mening, men hvor jeg dog bare ønskede jeg havde vidst det fra starten. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg ikke leget gætte leg, og måske var jeg ikke holdt op med at spise.    

"Jeg er glad for at du sagde det. Men det er bare for sent til at det kan ændre noget" Andet end at jeg føler mig mindre alene. Jeg kan komme til Harry, det ved jeg at jeg kan nu. Han forstår det.

"Det er aldrig for sent. Jeg indrømmer gerne jeg kunne være kommet liidt tidligere. Men jeg vil gøre det godt igen. Uanset hvad." Han var ved at drukne i skyldfølelse.

"Harry. Er du godt klar over hvor meget det påvirkede mig at du var vred på mig? Jeg er ikke sur på dig over det, men det var grunden til jeg er syg nu. Så jo. Det er lidt for sent du siger det" Jeg ville virkelig ønske det ikke var sådan det hang sammen, men det var det.

"Det ved jeg. Men jeg prøver virkelig og jeg ved ikke gav dig en chance... Men jeg beder dig. Giv mig én?" Bad han. I det øjeblik var han klar til at gøre alt for mig.

"Jeg kan ikke være vred på dig Harry. Det slog mig ihjel da du var vred på mig. Jeg ville gøre alt for at vende tilbage til før. Det er dig som bliver nød til at give mig en chance" Jeg blev nød til at være sikker på han ville være der, selv når jeg ikke ønskede han skulle.

"H-hvad?" Mine ord forvirrede ham. Han anede ikke hvad jeg snakkede om.

"Jeg ved du ikke hader mig, men noget i mig tror jeg stadig du gør. Jeg har hele tiden en stemme i mit hoved der siger du kun vil såre mig. At jeg skal skubbe dig væk inden du får chancen. Jeg kæmper med mig selv, Harry. Og jeg ved ikke om jeg vinder eller taber" Jeg havde brug for at han var der for mig.

"Men... hvorfor tror du jeg ikke ville give dig en chance? Hvad end der skal til Katy, så er jeg her, også når Louis ikke er." Jeg turde næsten ikke tro på det.

"Selv hvis jeg prøver at skubbe dig væk?" Min stemme var ikke mere end en hvisken. I det øjeblik føltes det som om hele min verden kunne falde sammen.

"Selv der." Lovede han, og jeg trak ham hurtigt ind i et hårdt kram. Han ville ikke forlade mig. "tak"

"K-Katy... du er ikke blevet mindre stærk." Jeg slap ham hurtigt, og kunne ikke lade vær med at smile.

"undskyld" Hans vejrtrækning var blevet en smule hurtigere end hvad der var normalt. Måske havde jeg krammet ham hårdere end jeg havde troet.

"Tak. Men, hvad så nu? Hvordan har du det med at min mor kommer" Stemningen havde hurtigt ændret sig. Den tunge luft var ikke længere rundt om os.

"Det ved jeg ikke. Louis sagde noget med at det kunne blive ubehagelig" Det ville blive hårdt, uden tvivl. Men det ville også hjælpe. Jeg så frem til det, men det skræmte mig også.

"Det kan det også. Nok for dig, min mor er rimelig hårdfør." Det var ikke ligefrem betryggende at vide.

"Men det skulle hjælpe" Prøvede jeg at fjerne frygten ved at sige. Der var vel ikke rigtigt noget at frygte.

"Men hjælp er hårdt. Jeg har selv været der, men jeg var alene. Jeg vidste at hvis ikke jeg tilbød min mor, ville Louis selv gør det, og hvis ikke han kan hjælpe, så ved jeg han til sidst giver op og så... så tyr han til andre metoder.... men ikke på dig." Louis ville jo som sagt aldrig gøre noget der ville være for hårdt for mig.

"Jeg er ikke alene. Ikke længere" Fra den dag jeg stødte ind i Louis, havde jeg ikke været alene.

"Nej.... men det kan han godt blive. Jeg er ikke meget for at fortælle dig det her... men du ved det nok godt. Dig og Louis havde ikke været så... intime med hinanden efter den middag, right?" Langt fra.

"Ikke rigtigt. Jeg prøvede, men han afviste mig, og jeg tolkede det forkert, og jeg begyndte at tænke. Jeg skubbede ham væk" Nu virkede alle mine fejl så tydelige. Jeg fatter slet ikke hvordan jeg kunne begå dem.

"Louis elsker dig... det var derfor han tog den afstand han tog. Han vidste nemlig ikke hvordan du ville blive påvirket." Det vidste jeg jo godt, det havde jeg hele tiden vidst. Stemmen havde bare sørget for det ikke gik op for mig.

"Det ved jeg. Nu. Og jeg giver ikke mig selv lov til at glemme det" Det kunne jeg ikke gøre mod Louis. Ikke igen.

"Godt. Jeg tror nemlig han har mere brug for dig lige nu end du tror." Harrys stemme var så fuld af en kærlighed, jeg havde savnet mere jeg havde lagt mærke til.

"Har han?" Havde Louis brug for mig? Hvorfor havde han ikke sagt noget? Havde jeg været så optaget af mine egne problemer, at jeg ikke havde set hans?

"Ja. Han tror virkelig ikke at han har gjort noget for dig. Har han ikke gjort en masse for dig"? Han har gjort alt for mig. Givet mig alt. Familie, kærlighed. Et hjem

"Han har gjort alt. Givet mig mere end jeg nogensinde kunne bede om" Jeg havde ikke giver ham noget tilbage. Langt fra nok i hvert fald.

"Giv ham noget igen. Hvad som helst. Bare at han ved du er glad, det er lige før det er nok." Men jeg var ikke glad. Eller jo, det var jeg. I korte øjeblikke. Når der var mennesker omkring mig, men så snart de var væk var jeg grædefærdig igen.

"Hvad hvis jeg ikke er glad?" Jeg kunne ikke lyve for Louis. Han ville opdage det.

"Det er ikke for at presse dig til at være glad. Jeg mener bare at... du skal gøre ham glad, glad som i at hun ved han vil blive glad." Aftenerne på gulvet foran fjernsynet. Alle de urealistiske tegnefilm som han prøvede at forklare mig. Det gjorde ham altid glad.

"Jeg ved hvad du mener" Jeg kunne mærke mine øjne fik en glød i dem. En glød som ikke havde været der i lang tid.

"Øh nej... ikke på den måde. Men jeg kan godt lide din tankegang." Han grinte, og det gik ret hurtigt op for mig, hvad han troede jeg tænkte på.

"Det var ikke det jeg tænkte. Noget lidt mere indforstået. Sig mig, hvem tror du jeg er? Jeg giver ikke min krop væk, bare for at gøre nogen glad" Jeg lød fornærmet, men jeg vidste Harry forstod det.

"Du ved, Louis fortalte mig om den morgen du gik nøgen rundt i Frankrig. Han var ved at blive sindssyg, han ringede endda." Et stort smil sad plastret på hans læber, og jeg kunne ikke lade vær med at tænke tilbage på da jeg prøvede brudepigekjolen på.

Kritiserende kiggede jeg mig selv i spejlet. Den lyse kjole, havde en let glød af lyserød i den. Den var smuk, men jeg brød mig ikke synderligt om den. Den virkede alt for elegant til mig. Den skulle syes lidt ind ved taljen, men ellers sad den som den skulle. Jeg fik samlet mod til mig, og gik ud af prøverummet.

”Louis?” Prøvede jeg at få hans opmærksomhed. Han stod og kiggede på en af brudekjolerne, fuldstændigt opslugt i hans egen drømme verden. Hans fokus blev hurtigt rettet min vej, og hans øjne lyste nærmest op.

”Du er smuk. Næsten for smuk. Vi kan jo ikke have at du overstråler min mor” Han var et stort smil. Men langsomme skridt kom han gående hen mod mig.

”Men den skal syes lidt ind her” Han tog forsigtigt fat i den glatte satin, og satte nåle i ved min talje, så den nu sad perfekt. Han blev ved med at gå fremad, og jeg blev nød til at bakke tilbage ind i prøverummet, for ikke at vælte.

”Her. Nu skal jeg hjælpe dig ud af den. Du skulle jo nødig stikke dig på nålen” Forsigtigt løftede han stoffet op over mit hoved, og efterlod mig kun stående i undertøj. Hans øjne kørte op og ned ad min krop, og noget i hans blik ændrede sig. Hurtigt placerede han sine læber på mine, og jeg nød hvert et øjeblik af det.

"Men han gav ikke yderlige detaljer om dig. Om ham selv... lidt for meget, ja." Hvilke detaljer havde Harry fået, som jeg ikke vidste noget om?

"Jeg lytter" Han havde endnu en gang vækket min nysgerrighed.

"Du vil ikke høre det." Afviste han grinende. Han overgav sig ikke så let.

"Er du sikker på det? Det ved vi jo ikke før efter du har sagt det" Prøvede jeg at overbevise ham. Den her slap han ikke for at svare på.

"Ja" Det her ville gå meget hurtigere hvis han bare fortalte det. Man kunne også altid presse det ud af ham, men mindre venlige metoder, men det var nok ikke en særlig god ide.

"Du burde fortælle mig det" Jeg havde vel et eller andet sted ret til at vide det? Jeg var hans kæreste, burde jeg ikke vide hvordan jeg påvirkede ham?

"Nej. Katy,nej" Afviste han endnu en gang. Drengen gav sig ikke det mindste.

"Hvorfor ikke?" Spurgte jeg ”såret”.

”Fordi... Jeg holder af dig." Pfft. Det var bare endnu en grund til at fortælle mig det.

"Hvilket er grunden til at du burde fortælle mig det. Du ved at jeg spørger Louis hvis du ikke fortæller mig det" Pressede jeg endnu en gang. Det havde været meget nemmere med Perrie. Hun er meget mere samarbejdsvillig.

"Jamen... Jeg synes bare ikke at jeg skal fortælle dig hans fantasier når han selv vil udleve dem." Så det var fantasier? Det gjorde det jo slet ikke mindre spændende

"Du er irriterende nu. Det er ligesom at vise mig en trailer til en film og så sige at jeg ikke må se den. Vi snakker Robert Downey og Johnny Depp i samme film, film" Jeg prøvede at få ham til at forstå hvor vigtigt en ting det her var.

"Er han så gammel for dig?" Hvad snakkede drengen om nu? Den irriterende emneskifter…

"Hvad snakke du om nu?" Vi havde garanteret bare misforstået hinanden, men det forvirrede mig stadig.

"Ikke noget... Men et råd. Han elsker sirup." Han sad med det største smørrede smil jeg nogensinde havde set. Det her var tydeligvis meget seksuelt.

"Det skal jeg nok huske. Og jeg tror du har ret i at jeg ikke ville vide det" Hvis det var et råd, var det mild version. Madsex er ikke lige det der lyder mest indbydende i mit hoved..

"Men du ved. Jeg kan finde den i sæbeform for dig hon!” Hvorfor ville man bruge sæbe til madsex?

"Sirupsæbe. Jeg er nu mere til rigtig sirup. Det smager bedre du ved" Man kunne jo hælde det ud på den enes mave og så… KATY! STOP DET!

"Jeg mente så til Louis. Men fair nok." Sirup ud over hans fantastiske mavemuskler.

"Det var også til ham jeg mente" Jeg smilte skævt. Hvis bare Harry vidste hvad der skete inde i mit hoved.

"Vil du vide hvor det skal hen også?" Pfft, jeg var jo ikke dum.

"Hvis vi ikke tænker det samme, så kan jeg bedst lide min version. Men fortæl endelig" Jeg ville elske at slikke sirup af Louis’ sixpack.

"Ehm.. Jeg ved at han kan virkelig elsker det her. Fordi at ehm... Vi er drenge og vi er dumme.. Tag ham med i bad og inden du gør det. Masser hans... Ejendel med sirup. Derefter, fjerner det saltsmagen og Louis bliver glad. Kun med sirup." Vi tænkte langtfra det samme.

"Så bare for ar være sikker. Du har givet din bedste ven, min kæreste, og dit crush et blowjob med sirup?" Jeg var ikke helt sikker på hvordan jeg skule reagere.

"Altså jeg gjorde det ikke kun. Hvis du forstår en hentydning." Så hvad. De andre drenge var også med på det? Er det det de laver efter deres koncerter?

"Jeg har ikke lyst til at vide hvor mange af jer, og hvem af jer der har gjort noget seksuelt sammen. Jeg vil gerne kunne se folk i øjne" Havde det været mens Eleanor var sammen med Louis?! Et sted var det vel synd for hende, men jeg havde ikke ondt af hende. Jeg håbede næsten det var mens de var sammen.

"Kun mig og Louis. Dengang kunne han ikke tåle særlig meget alkohol og han var meget imod ordet, kryster." Hvorfor forsatte den her samtale…

"Har jeg lyst til at vide hvor meget du havde drukket?" Knægten var garanteret fuldstændig ædru.

"Nej. Det ønsker du ikke." Han havde slet ikke drukket.

"Du havde ikke drukket?" Men han havde nok drukket Louis under bevidst.

"Jo jeg drak skam." Det var overraskende. Men han huskede det meget tydeligt, så så meget kunne han ikke have drukket.

"Men jeg har på fornemmelsen at du langt fra var lige så fuld som Louis?" Gættede jeg.

"Eh... Tja... Øhm... Jeg blev nemmere påvirket dengang." Han kløede sig akavet i nakken. Det var nok også ved at blive akavet for ham.

"Jeg gætter på at Louis ikke husker nær så meget som du gør?" Louis huskede sikkert ikke noget som helst fra den aften.

"Hmmm. Jeg blev kaldt Lorraine den aften." Smukt. Louis troede sikkert han havde været en pige. God det gjorde det ikke bedre.

"Skal vi ikke bare stoppe den nu. Inden det her bliver for akavet?" Det var allerede for akavet. En af mine bedste venner har givet min kæreste et blowjob.

"Det er nok bedst. Lillefinger ære på at Louis intet opdager?" Hvad i fuck var lillefingerære?

”lillefingerære?" Jeg kiggede dybt forvirret på ham. Det var sikkert noget han havde opfundet. Det ville ikke undre mig. Endnu en underlig Harry ting.

"Ja. Gør som jeg." Han rakte sin hånd frem, og viste den bøjede lillefinger. Jeg gjorde det samme, og han var hurtigt til at gribe min lillefinger med hans.

"hvad skal det gøre godt for?" Det er en Harryting. Kun Harry ved hvordan de fungere.

"Det er et løfte man ikke bryder. Louis gør det altid inden en koncert." Igen blev han lidt trist ved minderne.

"Hvilket løfte er det så?" Spurgte jeg interesseret.

"At vi intet siger til Louis, i guess." Forslog han.

"Så lillefingersløfte?" Spurgte jeg.

"Ja."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...