Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24975Visninger
AA

36. 35

*Katy*

Det trak op udenfor. Skyerne var blevet mørkere. Mørkere end jeg brød mig om. Viden var taget til, det var længe siden det havde blæst så meget. Det gjorde mig urolig. Det er kun halvanden time siden Louis tog af sted, og da var det fuldstændig vindstille. Det ville gå et par timer inden han kom hjem, og det gjorde mig utryg. Hvad hvis det begyndte at blæse mere? Det stormede allerede. Hvad hvis noget faldt ned i hans bil, ramte han mens han kørte? Eller han kørte galt?

Vi burde have tjekket vejret. Hvorfor tjekkede vi ikke vejret så snart vi kom hjem? Det var ikke mere end et par dage siden vi var kommet hjem fra Frankrig, vi burde have vidst det ville storme. Måske havde vi ikke tænkt på det? Mit hoved var fyldt med alle mulige andre tanker og bekymringer, og jeg vidste ikke hvad der skete inden i Louis hoved. Noget fortalte mig at han også bekymrede sig.

Det havde været rart at komme væk, men der havde hele tiden været noget der havde føltes forkert. Hverken Louis eller jeg havde sagt så meget som vi plejede. Vi havde ikke rørt hinanden så meget som vi plejede. Det var som om han tog fysisk afstand til mig. Som om han var bange for hvad der ville ske hvis han gjorde noget forkert. Som om jeg ville gå i stykker hvis han krammede mig for længe. Som om jeg ville krakelere hvis han kyssede mig.

Måske var jeg virkelig syg? Det var underligt. Der var øjeblikke hvor jeg kunne se hvor tynd jeg var blevet på det sidste, og så sekundet efter ser jeg ikke andet end fejl, som om den tynde pige kun var en illusion.  Et mareridt. Jeg var alt for tynd. Man kunne se mine knogler pippe frem forskellige steder, og det afskyede mig. Jeg brød mig ikke om at se mine egne knogler. Men jeg kunne ikke få mig selv til at spise. Der var ikke noget der gav mig mere skyldfølelse end at spise. Jo. Harry.

Jeg havde ødelagt det hele. Han hadede mig. Sophia hadede mig. Jeg havde ødelagt det hele for mig selv, jeg duede ikke til andet. Det var som om jeg var en storm, der kom under den hyggeliste sommer fest, og ødelagde det hele. Alle tingene gik i stykker, og de få genstande der overlevede var ikke i særlig god stand. Det værste var at det ikke en gang var mig selv der skulle rydde op efter det. Nej, det skulle min venner. Det der før havde været min familie. Den familie jeg så smukt havde ødelagt for mig selv.

Selvom det stadig kun var eftermiddag, havde de mørkeblå skyer gjort det så mørkt, at hele huset var dækket i skygger. Alt lyset var forsvundet, og det var næsten som om at det var nat. Køkkenet skræmte mig pludseligt, og af ren vane søgte jeg ind mod stuen. Der var altid det bløde hyggelige lys, som for mig virkede mere sikker end det skarpe lys i køkkenet. Jeg har aldrig været bange for mørke, men lige i det øjeblik var det som om der var noget rundt om hvert hjørne, der bare ventede på at slå mig ihjel.

Så snart jeg kom ind i stuen, blev det hele lyst op. Og så kom braget. Det var alt for lyst, alt for højt, og alt for tæt på. Panisk farede jeg sammen på gulvet, og holdt om mig selv. Som om det kunne beskytte mig mod stormen der rasede udenfor. Det var dumt, og jeg vidste det. Jeg havde en tanke om at hvis jeg bare sad fuldstændig stille, så ville det gå væk. Snart blev indersiden af mine øjenlåg lyst op. Braget kom igen alt for hurtigt efter. Det var så tæt på!

Sveden løb efterhånden ned ad min kolde pande. Det hele rystede inden i mig. Huset rungede da det tredje brag kom. Alt rystede. Du kunne høre vaserne der klirrede, og i et øjeblik var min eneste tanke at de for guds skyld ikke måtte gå i stykker. Så begyndte lyden af regnen der piskede mod vinduerne. Desperat efter at komme ind. Lyden blev hele tiden højere, og jeg var begyndt at frygte at glasset i vinduerne ville give efter. Så kom det hvide lys og braget igen, og jeg glemte alt om regnen. Små tåre var begyndt at pible ud af mine sammenklemte øjne. Min krop rystede.

Lyden af regnen, der blev kastet ind sammen med vinden fyldte mig op. Om lidt ville lynet ramme huset. Det hele ville gå i stykke. Regnen ville ødelægge det lynet ikke tog. Stormen ville smadre huset, som jeg havde ødelagt havefesten.

Af frygt for det næste lysglimt gemte jeg ansigtet i hænderne. Pludseligt kom der endnu et brag, men der havde ikke været noget lys. Måske var det på vej væk? Eller måske var det for tæt på til at jeg kunne se glimtet.

Der lød en fjern stemme, og skyggerne skræmte mig igen. Min krop begyndte panik at rokke frem og tilbage. Hvad hvis Eleanor havde fundet nogen? Hvad hvis der stod en i rummet, og bare ventede på at slå mig ihjel? Eller ventede på at Louis kom tilbage?

Et par hænder greb om mine håndled, og et skrig forlod hurtigt min mund. Skræmt kiggede jeg op på en sort skygge. Panisk prøvede jeg at rykke tilbage. Skyggen slap hurtigt mine håndled, og jeg rykkede væk indtil jeg ramte væggen. Skyggen kom tættere på, og jeg begyndte at græde. Frygten fik mig til at græde, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Endnu et lyn lyste stuen op. Manden var i et kort øjeblik hvis i stedet for sort, men så snart lyset var væk kunne jeg intet se. Braget fik mig til at hoppe. Hele huset rystede. Eller måske var det bare mig.

”Katy! Det er mig” Sagde stemmen. Jeg kunne ikke genkende den. Var det en jeg kendte? Var det en jeg havde snakket med der var kommet for at tage mit liv? Var der virkelig nogen der ville gøre det?

”Katy, se på mig” Stemmen var bedende. Manden gik tættere på mig. Mine øjne var igen ved at vænne sig til mørket. Han trak noget op ad sin lomme. En pistol. Han ville skyde mig. Det var sådan det ville ende. Jeg ville ikke en gang få lov til at sige farvel til Louis. Noget lys blev tændt, og manden blev lyst op.

”Katy, det er mig” Louis. Han satte sig roligt ned ved siden af mig. Det var hans mobil han havde taget op ad sin lomme. Igen blev det lyst, og braget kom. Skræmt rykkede jeg tættere på ham. Han fik hurtigt lagt sine arme om mig, og rokkede mig roligt frem og tilbage. Hans blide stemme hviskede stille teksten til en af deres sange.

You tell me that you're sad and lost your way
You tell me that your tears are here to stay
But I know you're only hiding
And I just wanna see you”

Jeg blev hurtigt roligere. Endnu et lyn ramte jorden, og jeg klamrede mig til ham som om det gjaldt mit liv. Det var ikke meningen at han allerede skulle være hjemme. Var han taget hjem, bare for at se til mig? En varm kildende følelse spredte sig i min mave. Det overdøvede frygten, sammen med hans stemme.

You tell me that you're hurt and you're in pain
And I can see your head is held in shame,
But I just wanna see you smile again
See you smile again

Tårerne holdt op med at falde, og mit greb om Louis blev langsomt svagere. Frygten var ved at være væk, og regnen var også ved at stoppe udenfor. Det var stadig mørkt, og det eneste lys var Louis’ telefon der lyste op mod loftet. De mørke skygge der før havde skræmt mig, virkede nu fuldstændige uskadelige. Hvorfor var jeg så bange når jeg var alene?

But don't burn out
Even if you scream and shout
It'll come back to you
And I'll be here for you

Med tommelfingre begyndte at nusse mine arme, mens han gav mig et betrykkende klem. Han var taget hjem bare for at se til mig. Han elskede mig. Det vidste jeg han gjorde.

Oh, I will carry you over fire and water for your love
And I will hold you closer
Hope your heart is strong enough
When the night is coming down on you
We will find a way through the dark

Hans stemme var fuld af en kærlighed, som der ikke var på den indspillede sang. En kærlighed som udelukkende var for mig. Som en hemmelighed, han kun fortalte mig. Og jeg elskede ham for det. Alt han havde gjort for mig på det sidste, jeg var nød til at give ham noget tilbage.

I wish that I could take you to the star
I'd never let you fall and break your heart
And if you wanna cry or fall apart
I'll be there to hold you

Jeg ville falde fra hinanden. Jeg var faldet fra hinanden hvis det ikke var for ham. Hvis det ikke var for ham, ville jeg slet ikke kunne smile i dag. Hvorfor var jeg overhovedet så trist hele tiden? Harry hadede mig jo ikke, så hvad var der enligt galt.

You tell me that you heard it's all in vain
But I can see your heart can love again
And I remember you laughing
So let's just laugh again

Noget i hans stemme fortalte mig, at det var noget han inderligt ønskede. Han ønskede virkelig at jeg kom til at grine igen. Hvorfor kunne jeg ikke gøre det for ham? Hvorfor kunne jeg ikke bare blive glad. Det var jo ikke fordi jeg stadig var trist hele tiden.

But don't burn out
Even if you scream and shout
It'll come back to you, back to you

Lige nu. Lige nu var jeg jo lettet. Jeg var ikke trist, der var jo næsten omvendt. Jeg var glad. Han var taget hjem, bare fordi han vidste jeg var bange. Alt det han gjorde for mig i Frankrig. Han elskede mig. Det kunne jeg ikke glemme.

Oh, I will carry you over fire and water for your love
And I will hold you closer
Hope your heart is strong enough
When the night is coming down on you
We will find a way through the dark

Jeg blev nød til at vise jeg stadig elskede ham. Det ville ikke undre mig hvis han var i tvivl. For helvede. Jeg kunne ikke vise ham hvor meget jeg elskede, uden at drikke alkohol. Men var det at drikke alkohol, for at kunne vise ham det ikke også et tegn på det? Jeg overvandt en slags frygt for hans skyld. Jeg blev nød til at overvinde en mere. Jeg havde ikke brug for alkohol for at kunne elske ham.

Beslutsomt satte jeg mig mere op, og stoppede hans ellers smukke sang, ved at placere mine læber på hans. Jeg kyssede ham, ligesom jeg havde kysset ham hvis jeg havde været fuld. Lagde al min kærlighed i mine læber. Ønskede inderligt at han opdagede hvor meget jeg enligt elskede ham.

*Louis*

Da jeg kørte hjemmefra, følte jeg virkelig hvor ondt det gjorde. Hun reagerede ikke engang på at jeg sagde farvel. Det var en uendelig smerte. Hvordan kunne det være at det bare kunne ske? Havde alt mit arbejde bare ødelagt hende? Når det kom til stykket, overraskede det mig ikke. Hvem ville elske en som mig. Stoffer og alkohol. Grundet de to ting, ville jeg aldrig kunne give hende et barn, i hvert fald ikke et sundt barn.

Jeg trådte ind i studiet og smed mig straks i sofaen på Simons kontor. Der ville gå mindst en time inden nogen kom. Men jeg ville have fred. Jeg ville have roen til at tænke over hvordan dette skulle tackles. Jeg kunne ikke lade hende rejse, ikke endnu. Jeg måtte sikre mig hun fik en uddannelse, en ordentlig lejlighed, et arbejde og stabilitet. Men langt væk fra mig. Hun ville nok klare sig godt her i London, chancen for at hun ville klare sig godt selvstændigt var. Hun var ikke typen som bare lige ville falde helt igennem og gå bankerot.

Hvordan kunne det være så nemt for mig at sige? Jeg elskede hende jo, det burde være svært for mig. Tanken om aldrig at kunne sove sammen med hende igen. Den jagtede mig, men kun fordi den var virkelighed. Selvom vi lå i samme seng, og delte alt, følte jeg mig som en fremmed i mit eget hus. Det var ikke længere kun mit hus, det var vores.

Eller måske bare et hus. Var det egentlig mit hjem længere? Det føltes ikke sådan. Måden det engang var varmt i huset, når man stod op og kunne duften essensen i huset. Det var væk, det hele.

”Hey Lou!” Grinte Niall og lagde sig straks ovenpå mig. ”Niall..” Sagde jeg med besvær og prøvede på at flytte ham og mig selv samtidig. ”Hvad så?” Endte jeg med at sige, som et tegn på min overgivelse. ”Jeg bliver mast, men jeg har det godt.” Smilte jeg. ”Godt. Hvordan var Frankrig?” Det var tortur. ”Det så var hyggeligt. Vi nød det virkelig, jeg tror virkelig at det har hjulpet Katy på vej.” Sagde jeg. ”Det er jeg glad for at høre. Jeg mener… jeg ville aldrig hade hende… Helt klart, det var Harrys egen skyld.” Sagde han roligt. ”Det er jeg klar over. Men jeg vil ikke snakke om det. Jeg prøver virkelig at tilgive ham. Men det er svært.” Sukkede jeg. ”Det er okay. Han fik en rimelig hård tur af Liam.” Mumlede Niall. ”Hvad? Hvorfor har jeg ikke vidst det?” Spurgte jeg og vi satte os op og kiggede på hinanden. ”Harry var barnlig, det indrømmer jeg gerne. Men det var hvad han gjorde bagefter. Har du slet ikke fulgt med?” Spurgte han mig nærmest forskrækket. ”Nej. Alt min fokus har været på Katy.” Indrømmede jeg.

”Harry drak…” Mumlede han. Drak? Altså som i at han ikke kunne styre sig selv? Ville han virkelig gøre det? ”Du ser rimelig forvirret ud, Lou… men det er sandt. Han… han sagde at hvis du kunne…” Han holdte en pause. ”Jamen så kunne han også. Vi fandt ham med en promille på 2,5.” Mit hjerte stoppede næsten. 2,5?! ”Det er du sikker på?” Spurgte jeg. ”Ja. Vi havde ringet til politiet. Men de sagde den havde været faldet til 2,5 da de var kommet.” Jeg kørte mine hænder igennem håret. ”Hvorfor fanden gjorde han det?” Vrissede jeg af mig selv. ”Fordi han troede han ville miste dig.” Well, vi kan altid været fjender. ”Hør… jeg ville selv til en hver tid forsvare Jade overfor alle. Uanset hvad hun gjorde. Hvis Harry virkelig tror at du faktisk vil slæbe Katy op af kirkegulvet og få børn ” ”Børn?” Trykkede jeg. ”Okay rolig nu champ, lad mig forklare det.” Sagde han og ventede på at jeg nikkede godkendende. ”Han vil bare ikke miste dig. Problemet er vel at han tror han mister dig, hvis du bliver hos Katy. Jeg indrømmer gerne du har været meget omkring hende, men du trænger til det. Du trænger en pige, som tager dig lige for du er. Hold kæft, jeg lyder som Denise… men det er sandt. Det har været svært og vi har ikke været de mest forstående og Katy har vel taget sig af dig på en god måde.” Smilte han.

”Så… du er ikke vred på Katy?” Spurgte jeg. Han grinte af mig, kærligt.

”Nej. Det ville jeg aldrig være. Jeg er ikke en kujon, men helt ærligt, hvad ville jeg kunne sige? Harry er så stædig og hvis jeg gjorde noget, ville jeg bare skabe splid, mere end der er brug for. ”Forklarede han. ”Det er nok sandt. Hvornår kommer de så? De andre?” Spurgte jeg. ”De burde være her om lidt.” Smilte Niall.

Som sagt gik der ikke mange minutter og de kom. Harry var meget stille og sagde ikke så meget, han lyttede bare mest til hvad Simon sagde og hvordan det nu skulle være at vi skulle takle de næste par år. Vi ville få travlt, og jeg vidste hvorfor. Det var nok mest min skyld og mine anfald, men nu gik det jo bedre. Måske kunne vi allerede komme i gang igen til januar. For at være helt ærlig, drev det mig til vanvid jeg ikke kunne tage Katy med mig ud og se hele verden. Jeg ville vise hende alle mulige kulturer.

”Så er vi alle enige?” Spurgte Simon roligt. Jeg kiggede hen mod ham og nikkede. ”Godt så. Om to uger er der en lille koncert. Bare noget småt. Maks femhundrede mennesker. Jeres familier er selvfølgelig inkluderet.” Det er lige inden mors bryllup, heldigvis.

”Nå, men lad os få noge ” CRATCH. Jeg kiggede forskrækket ud. Det lynede og tordnede. ”Hold da op et uvejr.” ”Katy.”

Jeg vidst e ikke hvad der skete. Jeg vidste bare, at løbeturen igennem bygningen, var den længste jeg nogensinde havde foretaget mig. ”Kom nu, kom nu.” Vrissede jeg og prøvede desperat på at starte min bil. Hun var alene hjemme, hvorfor lod jeg hende være alene hjemme?

”Katy!” Jeg braste igennem døren, med vandet dryppende ned af mig. Et voldsom brag lød og jeg kunne høre hvordan en vase var faldet ned fra en hylde. ”NEJ!” Skreg en stemme. Det var Katy. Hun var ude af den. Jeg løb ind i stuen og kunne se hun sad med ryggen op af den ene reol.

Jeg gik hen imod hende, men da hun så mig, så hun bange ud. Et voldsomt lyn kom igen og hun skreg endnu en gang. ”Katy, det er mig!” Sagde jeg panisk og fortsatte med at gå forsigtigt hen til hende. ”Katy, se på mig!” Bad jeg og kom helt hen til hende. Alt jeg skulle, var at sætte mig på hug foran hende. Hurtigt trak jeg min mobil op af lommen og tændte lommelygten.

”Katy, det er mig.” Sagde jeg så beroligende som overhovedet muligt. Hun kiggede op og på mig og jeg fik øjenkontakt med hende. Jeg havde kun nået at sætte mig ned og et endnu et lynnedslag og et voldsomt brag kolliderede. Jeg trak hende hurtigt ind og gemte hende ind mod min jakke imens hun borede sine negle ind i mine ribben af skræk. Jeg begyndte at rokke hende frem og tilbage og begyndte at nynne. Hvis hun havde mareridt, ville jeg nynne og hun ville slappe af. Hun ville stoppe med at spænde så voldsomt og hun ville ligge sig ind til mig og falde i søvn igen.

”You tell me that you're sad and lost your way, you tell me that your tears are here to stay, but I know you're only hiding, and I just wanna see you”

Jeg kunne fornemme hendes vejrtrækning blev roligere og hun slappede næsten helt af. Jeg begyndte at age hendes hoved. Endnu et lyn kom og havde igen taget hårdt fat i mig.

”You tell me that you're hurt and you're in pain, and I can see your head is held in shame, but I just wanna see you smile again, see you smile again”

Katy var igen begyndt at slappe af og hun snøftede ikke rigtig længere. Regnen var langsomt begyndt at stoppe. Katy virkede roligere imens jeg sang videre. Jeg nussede hendes arme med hende tommelfingre og gav klem en gang imellem, bare for en sikkerheds skyld. Jeg ville ikke miste forbindelsen til hende.

”But don't burn out, even if you scream and shout, it'll come back to you, and I'll be here for you”

”Oh, I will carry you over fire and water for your love, and I will hold you closer, hope your heart is strong enough, when the night is coming down on you, we will find a way through the dark”

Hun var stoppet med at snøfte og hun trak vejret normalt igen. Hun bevægede sit hoved en smule og kravlede lidt længere op, så hendes hoved lå på min skulder.

”I wish that I could take you to the star I'd never let you fall and break your heart and if you wanna cry or fall apart, I'll be there to hold you”

Hun bevægede sig næsten ikke, det virkede virkelig som om hun lyttede til mig og var kommet til bevidsthed igen.

”You tell me that you heard it's all in vain but I can see your heart can love again and I remember you laughing so let's just laugh again, But don't burn out even if you scream and shout It'll come back to you, back to you”

”Oh, I will carry you over fire and water for your love and I will hold you closer hope your heart is strong enough when the night is coming down on you we will find a way through the dark”

Hun satte sig pludseligt, meget bestemt op og kiggede intenst på mig. Det forvirrede mig ærligt talt, hvorfor skulle det ikke det? Jeg mener, for et øjeblik- alt stoppede. Hendes hænder havde et stramt, men kærligt greb i mit hår, hendes fyldige læber mod mine og vores tunger som dansede sammen. Jeg lagde mine hænder om hendes ansigt og lod den ene køre ned af hende og trak hende helt ind til mig.

”Tak fordi du kom hjem.”

***

”Strømmen er gået i det meste af byen, men den kommer nok snart igen. Jeg er glad for at dig og Jade ville komme.” Smilte Katy og hældte noget suppe op til dem. ”Det var da så lidt søde! Her er blevet så hyggeligt. Altså udover det med strømmen er gået og sådan.” Grinte Jade. ”Det er rigtigt nok. Louis var nede og bruge en halv time på at finde de fleste lys. Han endte med at ødelægge en hel kasse pærer på det.” Grinte Katy og drak noget te. ”Hey… de kan i det mindste genbruges alligevel.” Sagde jeg i forsvar. Niall grinte af mig og nussede forsigtigt Jades lår.

”For resten, Katy.” Sagde Jade pludseligt. ”Ja?” Smilte hun tilbage. ”Jeg har noget jeg gerne vil vise dig! Må vi gå?” Spurgte Jade og lavede store øjne. Jeg kiggede hen mod Niall og ventede på hans svar. ”Ja… hyg jer dukkebørn.” Smilte han og drak noget kaffe. De fnes og løb straks af sted. Hvad er det med piger? Uanset hvilken alder. Selv min mor gør det.

”Tak fordi I gad komme. Det er rart at have gæster.” Smilte jeg. ”Det kan jeg godt forstå. Det er vel også en smule svært for tiden, med Katy?” Spurgte Niall. Jeg nikkede. ”Jeg er bange for at gøre noget forkert. Eller måske at tage hende de forkerte steder hen.” Indrømmede jeg. ”Jeg skal nu at du sagtens kan. Du passer jo på hende, og det er hverken for meget eller for lidt. I er bare ude og hvor I ikke kan bunde selv. Det skal nok gå.”

***

Katy var faldet i søvn på sofaen ved elleve tiden. Hun lå ovenpå mig, og havde gjort det, de sidste to timer. Jeg var vågnet op fordi hendes ene hofte havde stukket mig i siden. Jeg lagde hende mere behageligt, for hende selv og pakkede hende bedre ind i tæppet. Hvad skulle jeg gøre for at hun tog på?

__________________________

 Hej alle sammen! 

Det er mig! Jensen! 

Jeg har sådan savnet jer helt hysterisk! Jeg har ikke kunne komme på Movellas og publicere i uger og det har slået mig ihjel! 

Men jeg er tilbage og jeg regner med at I selvfølgelig bliver og wow jeg har savnet jer, hahahaha. 

Okay i hvert fald, Katy har opført sig mere eller mindre deprimeret og Louis har gjort alt i hans magt for at rette op på det. Hvad tror I selv vil ske i næste kapitel? 

I må meget gerne gætte for jeg ved det heller ikke. 

Mysser fra mig! xx Jensen 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...