Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24708Visninger
AA

34. 33

*Katy*

De sidste par dage havde været hårde. Jeg har ikke kunne tænkte på andet end det der skete hos Harry. De hadede mig rent faktisk.

Jeg var begyndt at spise mindre. Jeg havde mistet appetitten. Jeg havde ikke længere lyst til at spise, men hvis Louis fandt ud af det ville han blive bekymret. Han ville tro det værste, og at skændes med ham var det sidste jeg havde brug for.

Jeg forlod ikke sengen, medmindre at det var nødvendigt. Igen var det noget jeg ikke havde lyst til. Jeg havde faktisk ikke lyst til at gøre andet end at blive liggende i sengen. Måske sove, og aldrig vågne op igen. Det ville ikke gøre mig noget.

Louis havde været på arbejde de sidste par dage. Det ville normalt ikke gøre mig noget, men jeg følte mig alene. Jeg manglede ham. Jeg manglede hans arme om mig, hans stemme der sagde at det hele nok skulle gå.

Men jeg kunne lade ham vide det. Jeg kunne ikke holde ham tilbage længere. Hvis jeg stoppede med at holde han tilbage, var der måske en chance for at Harry kunne tilgive mig. Det var i hvert fald forsøget værd. Jeg var nød til i det mindste at prøve.

Og det var jo ikke fordi at jeg ikke kunne klare mig uden Louis, for det gik vel enligt fint nok, men jeg var bare blevet ensom. Jeg manglede nogen at snakke med. Normalt havde jeg ringet til Sophia eller Perrie, men det var ikke længere en mulighed. Sophia hadede mig, og Perrie var nok heller ikke særlig begejstret for mig længere.

Min mave knurrede, og kvalmen var begyndt at komme frem endnu en gang. Jeg havde ikke spiste siden i går eftermiddag, så selvfølgelig var jeg ved at være sulten. Med besvær fik jeg tvunget mig selv til at stå op af sengen, og gå ud i køkkenet. Min krop var udmattet. Jeg følte mig næsten mere død end levende.

Mit valg endte med en banan. Tanken om at skulle spise et rigtigt måltid gav mig kvalme, og det sidste jeg havde brug for var at kaste op. Så ville Louis aldrig tage på arbejde, og Harry ville tro at jeg stadig holdt ham tilbage. Det kunne jeg ikke lade ske

Det var underligt at Louis ikke opdagede noget. At han stolede så meget på mig. Som i går da han kom hjem. Han ikke så meget som satte spørgsmålstegn ved det jeg sagde. Undrede sig ikke en gang.

"Hey" smilte Louis da han kom gående ind i køkkenet.

"Halløj" Sagde jeg stille. I modsætningen til ham var der intet smil på mine læber.

"Hvad har du lyst til at spise til aftensmad?" Spurgte han, og lagde kærligt armene om mig.

"Ehm. Jeg er faktisk ikke sulten. Jeg har næsten lige spist." Undskyldte jeg, og nikkede kort hen mod den skrabede tallerken det stod ved køkkenvasken. Han vidste jo ikke at alt maden lå i skraldespanden, og at jeg ikke havde spist i de sidste 7 timer.

"Virkelig? Og du gemte ikke noget til mig?" Spurgte han skuffet. Selvfølgelig. Jeg havde spist uden ham.

"Nej. Desværre. Jeg var mere sulten end jeg regnede med, så jeg spiste det hele" undskyldte jeg igen. I virkeligheden havde jeg ikke så meget som tænkt på at lave mad til ham også.

"Det er okay. Jeg er bare glad for at du er ude af sengen" sagde han, og fik let røde kinder. Han tænkte garanteret på i går. Det var rart at vide han stadig elskede mig, for jeg var efterhånden begyndt at komme mere og mere i tvivl.

Han havde afvist mig. Han havde ikke smilt så meget de sidste par dage, og han har været så forsigtig med hvad han har sagt. Det var underligt. Hvorfor opførte han sig pludseligt som om jeg kunne gå i stykker når som helst.

Med et kort ryst på hovedet kom jeg ud af min lille drømmeverden. Det var begyndt at ske oftere på det sidste. Jeg ville blive fuldstændig opslugt i mine minder. Mest dårlige. I alle minderne var der altid mindst en ting som fik mig til at tænke. Hvorfor opdagede Louis ikke noget? Eller lagde han mærke til der var noget galt, men han var bare blevet ligeglad?

-.-.-.-

Endnu en gang skabte jeg maden af tallerkenen og ned i skraldespanden. Louis ville komme hjem om en halv time, så jeg havde god tid. Skraldespanden skulle jo selvfølgelig smides ud inden han kom. Eller ville han opdage det.

Et eller andet sted ville jeg ønske han lagde nærke til det. At han fandt ud af det. At han valgte at blive hjemme, og måske se en film eller to. Men der var også en del af mig der var fuldstændig overbevist om, at hvis han fandt ud det, ville han hade mig for det. Han ville tro jeg sultede mig selv. Skælde mig ud for ikke at sige der var noget galt.

Udmattede vendte jeg mig om, og kiggede direkte ind i Louis' iagttagende blå øjne. Havde han set det hele? Hvordan fik jeg mig forklaret ud af denne her?

Måske skulle jeg bare fortælle ham sandheden? Måske ville han hjælpe mig. Jeg burde have fortalt ham det fra den første dag.

Nej. Han kommer til at hade dig. Du løj for ham. Hele dit forhold med ham er løgn. Han forlader dig hvis han finder ud af det.

"Er du allerede tilbage?" Spurgte jeg nervøs. Han måtte ikke opdage noget. Han måtte for alt i verden ikke forlade mig.

"Ja" Han trak sit svar længere end han plejede. Det her tyede ike godt.

"H-hvor længe har du stået der?" Jeg kunne ikke se noget svar i hans ansigt. Jeg vidste han havde set det hele, men jeg vidste ikke om han var vred.

"Længe nok" Han holdt hans stemme monoton. Ikke så meget som et fingerpeg til hvordan han reaktion var.

"Jeg var ikke sulten. Det er derfor jeg smed resten ud" Prøvede jeg at forklare. Jeg krydsede mentalt finger for at han troede mig, og at jeg ikke behøvede at forklare hvordan det virkeligt hang sammen.

"Det var en hel tallerken" han stemme viste stadig ingen følelser, og det var begyndt at skræmme mig. Det kunne ikke være et godt tegn.

"Jeg var ikke særlig sulten" Jeg var begyndt at blive anspændt. Hvordan fik jeg reddet mig selv ud af den her?

"I hvor lang tid?" Spurgte han kort. Han havde lagt mærke til det. Han havde rent faktisk lagt mærke til at jeg var holdt op med at spise. Han bekymrede sig rent faktisk om mig!

Er du sikker! Hvorfor er han så ikke blevet hos dig? Hvorfor har han ikke sagt noget? Du ved han er ligeglad. Du kan ikke lyve for dig selv.

"Jeg spiste for er par timer siden, så det er nok derfor" jeg forholdt mig rolig. Hvis han alligevel var ligeglad, så var er vel ingen grund til bekymre sig.

"Jeg spørger igen. Hvor lang tid siden er det du har spist?" Hans stemme blev hårdere, g der gjorde mig hurtigt nervøs igen.

"E-et par timer?" På grund af nervøsiteten kom det ud som et spørgsmål. Det lød som om jeg løj for ham, men jeg havde jo spist.

"Jeg kan høre du lyver." Selvfølgelig kunne han det. Problemer var bare at det rent faktisk var sandheden.

"Jeg lyver ikke! Jeg spiste for er par timer siden!" Jeg hæver ubevidst stemmen. Hvorfor følte jeg at jeg skulle forsvar mig?

"Hvor meget spiste du så til morgenmad?" Han lød kritisk. Som om han vidste hvor lidt jeg havde spist de sidste par dage.

"Til morgenmad? Et æble. Jeg er ikke sulten om morgenen" han vidste ligeså godt som jeg at jeg plejede at være ved at dø af sult om morgenen. Det gjorde mig flov at lyve for ham, så jeg kiggede væk. Jeg kunne ikke se ham i øjne.

"Hvorfor er du ikke sulten?" Hans stemme var stadig hårdere end jeg brød mig om. Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare ham.

"Det ved jeg ikke. Jeg var vel stadig mæt fra i går" Prøvede jeg, men jeg vidste udemærket godt at han ikke ville tro mig.

"Hvorfor? Du spiser aldrig noget" Han lagde ekstra tryk på aldrig. Som om han prøvede at få mig til at forstå det. Det her var grunden til jeg ikke fortalte ham om min manglende appetit! Han ville tro jeg sultede mig selv!

"Jo, jeg gør! Du er der bare aldrig når jeg spiser" jeg følte mig anklaget, så helt automatisk gik jeg i forsvars position.

"Åh virkelig?" Han stemme nærmest dryppede med sarkasme. "Jeg har været hjemme i tre dage og har ikke set dig gå ud i køkkenet overhovedet"

"Jeg var der når du var på arbejde" det kom ud alt for hurtigt. Selvom det enligt var sandheden, så ville han ikke tro mig nu. Hvorfor gør det mig så nervøs?

"Mens jeg arbejdede?" Det var tydeligt at han ikke troede mig. Men det ville jeg jo heller ikke have gjort hvis situationen var omvendt.

"Ja. Hvorfor tror du ikke på mig? Har jeg nogensinde løjet for dig?" spurgte jeg ham, og blev hurtigt ramt af skyldfølelsen. Det hele havde været en løgn. Alt han troede han vidste om mit lov før jeg mødte ham var løgn. Jeg havde nærmest ikke gjort andet end at lyve for ham.

"det ved jeg ikke. Har du?" Ja Louis, mere end du aner.

"Jeg" jeg ville have sagt nej. Fortalt ham at jeg aldrig kunne finde på at lyve overfor ham, men skylden blev for meget for mig. "okay. Jeg har ikke spist så meget på det sidste. Er det det du gerne vil have mig til at sige"

"Ja. Hvad fanden går der af dig? Hvorfor har du intet sagt?" Han var vred. Selvfølgelig var han vred. Jeg forstod et eller andet sted godt hvorfor han var vred, men på samme tid virkede det også forkert for mig. Han havde intet at være vred over.

"Du skal ikke bekymre dig! Du skal ikke blive hjemme fordi jeg ikke har det godt. Du skal ikke lade mig holde dig tilbage." Jeg følte mig så skrøbelig? Hvad hvis han hadede mig nu?

"Så jeg skal ikke bekymre når min kæreste lige pludselig begynder at smide mad ud og er begyndt at gå ned i tøjstørrelse?!" Endnu en gang havde han hævet stemmen, og det skræmte mig en smule. Var han virkelig så vred på mig?

"Jeg har det fint, Louis. Jeg vil bare ikke... Jeg vil ikke holde dig tilbage" kunne han ikke forstå det? Hvis jeg havde sagt noget, var han aldrig taget afsted. Jeg kunne ikke lade ham blive hjemme på grund af mig!

"Du holder mig ikke tilbage for noget! Hvem har bildt dig det ind?" Forsigtigt kom han tættere på, og jeg havde en utrolig trang til at bakke tilbage.

"Harry tror jeg gør! Jeg tænkte at hvis jeg stoppede, så ville han måske hade mig mindre" det var dumt. Det vidste jeg allerede fra starten af. Jeg fjernede blikket fra Louis, jeg ville ikke se hvordan han reagerede på det. Han ville alligevel bare fortælle mig at Harry mening ikke betød noget, eller at jeg bare skulle være ligeglad. Problemet var bare at det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke leve med at Harry hadede mig, det gjorde ondt inden i.

"Så fordi Harry har en mening om noget han intet aner om, så sulter du sig selv og er bange for at sige mig imod pludselig?" Han virkede næsten såret. På den underligste måde var han rent faktisk såret over af Harry betød så meget for mig.

"Jeg sulter ikke mig selv. Jeg er bare ikke sulten. Jeg fortalte dig det ikke, fordi jeg vidste du ville reagere sådan her" igen havde jeg ikke lyst til andet end at græde. Bryde fuldstændig sammen hos ham, men det kom ikke til at ske.

"Så igen... Jeg er centrum eller Harry er?" Det virkede som om han ville have mig til at vælge mellem dem. En ting jeg ikke kunne, for jeg havde brug for dem begge. Lige nu fungerede jeg ikke.

"Louis, lad nu vær" Bad jeg. Jeg kunne ikke vælge. Hvis han tvang mig ville jeg stadig ikke svare. Man kan ikke vælge mellem sin kæreste og sin bedste ven.

"Nej. Der foregår noget og jeg kan ikke gøre noget ved det. Hvad er det du skjuler for mig?" Han var desperat. Han ville vide hvad der var galt, ligegyldigt hvor lidt jeg havde lyst til at sige det. Med våde øjne kiggede jeg væk.

"Intet" det kom kun ud som en svag hvisken. Det var løgn. Jeg skjulte alt for ham.

"Kig på mig og sig du intet skjuler" han greb fat i mine skuldre og jeg kiggede grædefærdigt op på ham.

"jeg" mere fik jeg ikke sagt før min stemme knækkede.

"Hvad?" Pressede han på. Fuldstændig ligeglad med at jeg var ved at bryde sammen. Han ville have svar.

"Jeg skjuler intet" min stemme rystede, men jeg kæmpede med at holde den under så meget kontrol som muligt.

"Jo du gør. Det kan godt være det ikke er noget du gør. Men så er det noget du tænker" Det han sagde fik det til at gøre ondt inden i. Han vidste det. Han vidste hvor fucked op mit hoved var blevet. Jeg kiggede endnu en gang væk, og lod en tåre falde.

"Sig det. Katy jeg kan ikke holde det ud." Hans stemme var bedende. Han ønskede virkelig at vide hvad der skete mig. Hvorfor havde jeg ikke bare fortalt han det fra starten af?

"Jeg har ikke lyst" Det var alligevel latterligt, at jeg lod det ramme mig så hårdt. Hvorfor kunne jeg ikke bare være ligeglad med hvad folk tænkte?

"Du bliver nødt til det." Han kom endnu tættere på, som for at understrege han mening. "ellers kan jeg ikke hjælpe dig"

"Det gør ondt. Det gør ondt at vide jeg har ødelagt det hele" fik jeg frem. Jeg vidste ikke hvordan jeg ellers skulle forklare det.

"Du har intet ødelagt. Stop med at sige det." Han gjorde det hver gang. Hvis jeg fortalte ham noget der plagede mig, sagde han altid jeg skulle stoppe med at sige det. Han brød sig ikke om når jeg fortalte der var noget galt. Måske var det derfor jeg ikke havde gjort det denne gang?

"Harry og Sophia hader mig. Det er min skyld. Jeg ødelagde det" jeg vidste hvad der ville komme. Han ville modsige mig, og bede mig om at stoppe. Han forstod ikke at det gjorde ondt når han sagde sådan.

"Nej det er ej. Stop så. Hvad er det der har gjort du har ændret dig? Jeg savner dig jo." Han forstod ikke hvor ondt det gjorde når han bad mig stoppe. Han pressede mig til at fortælle ham hvad der var galt, og gjorde ikke andet end at bede mig om at stoppe når jeg gav efter.

"Det. Jeg er såret Louis. Det sårede mig. Det bliver ved med at køre inde i mit hoved" Hun var ikke inviteret. Det er ikke nok. Lytter aldrig til mig. Uopdragent barn. Harrys kæbe. Min kærestes venner kommer før dig. Alle tankerne fik mig til at græde. Jeg kunne ikke håndtere det længere.

"At du har ændret dig?" Hans stemme var blevet blid igen. Det blev den altid så snart jeg græd.

"Alt det de sagde" Min stemme var ikke mere en hvisken. Det hele sad fast i mig. Som et stykke stof i et lukket sår. Du kan ikke få det ud uden det gør forfærdeligt ondt. Måske skulle mine sår bare rives op? Det ville nok være det bedste, men jeg kunne ikke klare den smerte det ville bringe.

"Det er jo ikke sandt noget af det. Men hvad er det de ord har gjort ved dig? Du spiser aldrig, du er altid træt og du smiler aldrig." Han havde altså lagt mærke til det. Men han sagde ikke noget, for han er ligeglad. Han prøver bare at gnide salt i såret.

"Men hvorfor skulle de så sige det? Hvorfor skulle de sige alt det de sagde, hvis de ikke mener det? Det sidder fast i mig. Jeg er ikke normal, jeg holder dig tilbage. Jeg vil ikke have de hader mig, så hvis jeg ændre mig, kan de måske tilgive mig" Jeg kunne ikke lade ham ”hjælpe” mig. Han var ligeglad, så jeg kunne vel forsætte som før.

"Ved at sulte dig selv? Tror du virkelig det vil hjælpe?" Selvfølgelig ville det ikke det, men det var jo heller ikke det jeg gjorde. Jeg havde bare mistet appetitten.

"Jeg ved det ikke!" Råbte jeg frustreret. Jeg havde givet op. Han ville ikke forstå det alligevel. Hvorfor overhovedet prøve at forklare det?

"Hvorfor gør du det så?" Hvorfor gjorde han det her hver gang? Han fik mig altid til at føle det var min egen skyld. At jeg ikke gjorde andet end at begå fejl.

"Fordi.. Jeg ved det ikke" Jeg kunne ikke forklare ham det. Han ville jo ikke tro mig hvis jeg fortalte hvordan det hang sammen. Han var for overbevist om at jeg sultede mig selv. "Jeg ved det ikke" Hulkene kom efterhånden hurtigt efter hinanden.

"Stop med at græde... du ved det ikke hjælper." Han tog forsigtigt fat i min hånd for at berolige mig, men det fik mig kun til at græde mere. Han var irriteret over jeg græd. Han var også på vej til at hade mig. Hvad var det jeg gjorde forkert?

"Du ved jeg elsker dig... du vil ikke spise fordi du tror, hvis du er tyndere ville de kunne lide dig" Jeg ville fortælle ham at det ikke var sådan det var, men jeg kunne ikke få ordnerne frem. Gråden kvalte alle lyde der så meget som bare mindede om et ord.

"træk vejret... stille og roligt” Han talte langsomt, og sørgede for at jeg kiggede på ham. Han trak vejret med mig, og jeg faldt en smule ned. Det hele var alt for forvirrende. Elskede han mig, eller var det bare noget han sagde for at berolige mig?

"Er det derfor?" Spurgte han igen, og jeg gav ham et forsigtigt ryst på hovedet.

"Nej. Jeg har bare ikke lyst til at spise. Jeg har ikke lyst til noget. Jeg ville ikke have du skulle opdage det, så jeg tvang mig selv til at stå op, til at gøre noget. Ellers havde jeg aldrig forladt sengen" Fortalte jeg ham langt om længe. Hvorfor var det så svært for mig at være ærlig pludseligt? Fordi det hele har været en løgn…

”Hvorfor har du det sådan?" Endnu en ting han altid gjorde. Tvang mig til selv at regne det ud. Han regnede ligefrem med at jeg vidste præcis hvad der var grunden til jeg havde det skidt.

"Det ved jeg ikke. Det har været sådan siden det med Harry" Jeg vidste det ville såre ham, eller gøre ham vred, så jeg kiggede ned. Han var ikke glad for at jeg blev så påvirket af Harry, eller Sophia for den sags skyld.

 "Du har intet svar på det, vel?" Der var ingen grund til at åbne munden længere. Han kendte svaret, men spurgte alligevel. Hvor mange gange havde jeg ikke fortalt ham at jeg ikke vidste noget?

"Er du meget såret over det?" Spurgte han, og jeg nikkede. Det var det eneste svar jeg gav ham. Jeg havde ikke lyst til at sige noget. Jeg var godt klar over at jeg ville bryde fuldstændig sammen så snart jeg åbnede munden.

"Hvad skal jeg gøre?" Denne gang mente han det. Han ønskede at hjælpe. Han var klar til at gøre alt for mig lige nu. Jeg vidste det var sådan han havde det, men hvorfor kunne jeg så ikke tro det?

"Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke noget for tiden" Jeg snøftede kort inden jeg brød sammen. Jeg gled ned af væggen, og satte mig på gulvet. Mit ansigt var gemt væk i hænderne, for at dæmpe hulkene bare en lille smule. Jeg kunne mærke Louis der satte sig ved min side, og lagde armene beskyttende om mig. Mit hoved fandt hurtigt hans brystkasse, og jeg lod mig selv græde ud ved ham. I et kort øjeblik glemte jeg tvivlen der ellers fyldte det hele. Glemte alt smerten, alle ordende. Men kun i et kort øjeblik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...