Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24829Visninger
AA

33. 32

*Louis*

Brystkassen hævede stille og roligt under dynen imens det blonde krøllede hår ligge mod puden. Rosenrøde farvede kinder så livlige ud imens at hun sov så tungt. Det virkede som en evighed siden hun havde sovet så tungt. Min hånd kørte forsigtigt op og ned af hendes nøgne ryg, som i et splitsekund, imens jeg var i mine egne tanker, var blevet vendt mod mig.

Dynen var blevet sparket en smule længere ned og det dækkede kun til hendes hofte. Jeg lagde mig tættere på, forsigtigt og lagde mine arme om hende. Mine hænder søgte efter hendes hænder og jeg fik vores fingre flettet sammen, helt naturligt.

”Mmm.” Kunne jeg høre hæs mumlen i rummet. Jeg kyssede hende på skulderen. ”Louis?” Mumlede hun stille. ”Ja?” Svarede jeg roligt til hende. ”Kan vi ikke godt blive her hele dagen?” Hun vendte sig om mod mig og hendes hoved hvilte på mit bryst, helt roligt.

”Jeg skal arbejde de næste par dage. Det ved du godt. Selvom vi har fået ’fri’. Så er der ikke mulighed for en pause.” Sagde jeg helt roligt. ”Okay. Men bare en time?” Jeg kiggede hen mod uret og så klokken kun var halv fem. Vi kunne blive to eller tre endnu. ”Vi kan blive her i et par timer endnu faktisk.” Sagde jeg og kyssede hende i håret.

Hun løftede sin krop fra madrassen af og satte sig over mig, hun lænede sig ned mod mig og kyssede mig forsigtigt i panden. ”Jeg elsker dig.” Hviskede hun stille. Jeg tog fat i hendes hofter med mine hænder og lod dem glide op og ned af hendes nøgne krop.

”Jeg elsker dig.” Sagde jeg roligt og smilte til hende. Hun lagde næsten helt ned igen, men inden det, lod hun sin ene hånd køre op og ned af mit ene inderlår. ”Ikke nu Katy. Senere. Ikke?” Spurgte jeg så positivt som overhovedet muligt. Jeg var så træt. Det kunne ikke beskrives på en eller anden måde. Selvom mit hjerte straks galoperede af sted af hendes berøring, så var jeg så udmattet, jeg kunne ikke rigtig. Der var foregået så meget på det seneste og den eneste ro jeg havde haft var denne. 

Det var utrolig selvisk, i forhold til hvad der var sket for nogle dage siden, til middagen hos Harry. Jeg ville aldrig kunne finde på at gøre det mod Katy. Det ville være ondt. Selvom jeg ved det gjorde en del imod hende, for afvisning, sårede hende. Jeg ville ikke gøre det. Hun havde heller ikke brug for det.

***

Katy var gået ind i bruseren, i det jeg var trådt i soveværelset. Jeg trak min t-shirt af og smed den på stolen ved vinduet. Forsigtigt nærmede jeg mig døren til badeværelset. Hun stod musestille igen under bruseren. Jeg trådte forsigtigt ind og åbnede vinduet halt.

”Louis?” Sagde hendes stemme stille. ”Ja?” Spurgte jeg stille imens hendes hænder lå krydset over hendes nøgne overkrop. ”Vil du med i bad?” Spurgte hun til sidst. Jeg trak mit tøj af og gik stille ind til hende. Hun lagde sit hoved mod mit bryst og hendes arme hvilende på min ryg. Jeg trak hende lidt tættere på, så hendes tæer næsten rørte mine. Jeg hvilte mit hoved på hendes. Hendes tykke krøller gjorde det helt.

”Jeg vil ikke være alene igen Louis.” Snøftede hun. ”Det ved jeg godt. Det ved jeg. Vi skal nok finde ud af det. Okay?”

”Okay.”

Jeg havde tørret hendes krop helt tør og kiggede forsigtigt på hende. Hun var udmattet og forvirret over hvad der skete. Forsigtigt løftede jeg hende op i mine arme og gik ud.

Jeg trak dynen over hendes nøgne krop og kyssede hendes kind. ”Jeg skal lige ringe. Så kommer jeg.” Smilte jeg og gik nedenunder. Jeg havde fået et nummer til et hotel i Frankrig. Et ældre et, på en gammel vingård.

”Godaften. Ja, det er mig. Min manager havde ringet tidligere i dag. Men jeg vil gerne bestille Villa suiten i to uger? Jeg ved godt det er sent me - virkelig? Wow, altså ja, mange tak. Selvfølgelig. Du må have en god aften. Vi ordner selv transport til og fra hotellet.” Jeg lagde på og gik ovenpå igen til Katy. Hun lå med ryggen til mig og kiggede ud. ”Hey mus.” Sagde jeg stille og lagde mig bag hende. Hendes nøgne, perfekte hud mod min overkrop sendte elektricitet igennem mig.

Hun vendte sig mod mig og smilte svagt. ”Skal du ikke ha’ tøjet af?” Spurgte hun træt. ”Virkelig?” Grinte jeg kort af hende. ”Ja. Virkelig.” Smilte hun og lagde sit hoved mod min skulder og kyssede min hals. ”Bare i aften.” Tiggede hun. ”Bare i aften.” Svarede jeg.

***

Jeg kørte ud af indkørslen, bevidst om at jeg med vilje havde ladet Katy sove videre. Trafikken var dødelig kedelig. Der var ikke andet end kø.

Min mobils ringetone fyldte bilen og straks satte jeg den på medhør. ”Det er Louis.” Gabte jeg. ”Hey, det er Lottie.” Overrasket kiggede jeg på min skærm i bilen og så navnet.

”Hvad er der Lots?” Spurgte jeg hurtigt, så roligt som overhovedet muligt. ”Hvordan går det?” Spurgte hun. ”Det går fint.” Svarede jeg, selv om jeg straks tænkte på den aften hos Harry. ”Mor vil gerne vide om de kommer.” Sagde hun. ”Ja. Det gør de.” Sagde jeg og trådte koblingen ned og trykkede let på speederen. 

”Vi ses Lottie. Jeg skal arbejde.”

”Må du arbejde?” Spurgte hun overrasket. ”Ja, bare et par timer. En gang imellem. Men ellers fri.” Sagde jeg og kørte ned i parkeringskælderen. ”Vi ses. Okay?”

”Vi ses.” Hun lagde på. I et øjeblik nød jeg stilheden i bil en. Savnet af Katy var der allerede. Måske var det bekymring. Kunne hun finde på at gøre noget dumt derhjemme? Nej, det ville hun ikke gøre. Hun er for klog til at gøre det.

Lyden af bilen der låste blev efterfulgt af lyden af elevatoren som gik op til en af de højere sale. ”Godmorgen mr. Tomlinson.” Smilte en kvinde. ”Godmorgen.” Smilte jeg høfligt. ”Tommo! Du er som rejst op af graven!” Smilte en pedel ved navn John. ”Godmorgen John!” Hurtigt gav jeg ham et kram og smilte. ”Hvordan går det?” Spurgte han. ”Det går lige. Men det er rart, ikke at skulle arbejde. Det her, er ikke så udmattende som at være på tour, men det er fint. Jeg skal faktisk ind og interviewes og aftale et show med Ellen DeGeneres.” Smilte jeg. ”Det lyder rart. Vi ses du.” John var en ældre herre midt i 50’erne. Hans kone døde for ti år siden og nu arbejdede han som pedel. Han havde en P.hd men han ville ikke uden hende.

Han nød at være pedel, for det betød at han kunne lave sine egne planer og han havde kun ansvaret for en etage og det var ikke så slemt igen for ham. Han havde fri hver anden weekend. Han nød det, med andre ord. 

Jeg åbnede døren ind til en af kontorerne hvor vi normalt bare havde de store kontorer, men i dag var det et lokale, med dæmpet lys, to stole opstille og gardinerne trukket tungt for.

”Goddag Louis.” Smilte en kvinde til mig. Jeg kendte hende godt. Det var rimelig underligt for mig at det var denne person. En person man nok aldrig havde forudset skulle interviewe mig nogensinde.

”Hej Ellen.” Sagde jeg roligt. ”Jeg skal høre, inden vi går i gang. Er der noget du bestemt ikke vil tale om?” Spurgte hun. ”Jeg er en åben bog. Der er jo en grund til at jeg skal det jeg skal nu.” Sagde jeg roligt og satte mig i den ene stol.

”Okay. Tænd kameraet.” Smilte hun roligt og fandt nogle papirer frem. Et rødt lys blev grønt og jeg vidste vi var on air.

”God eftermiddag alle sammen. Jeg er Ellen DeGeneres. De sidste syv måneder har hele verdens øjne enten lagt eller forladt det britiske boyband One Direction, efter en tragisk ulykke hændte anden januar.” Hun vendte sig mod mig og smilte. Jeg nikkede, som i at det hun sagde, var i orden.

”Louis Tomlinson, som den dag mistede sin tidligere kæreste Eleanor Jane Calder, sidder i dag hos mig og har sagt ja, til at fortælle om hvordan det sidste halve år har været.  Tak fordi jeg får æren Louis.” Smilte hun og klappede mig på låret.

Hurtigt nikkede jeg venligt, for jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare. ”Sig mig… hvordan var de første måneder?” Spurgte hun mig roligt. ”Det var anstrengt. Specielt for os alle i bandet og deres nærmeste. Jeg indrømmer gerne jeg ikke fungerede rigtigt på nogen måde. Jeg var knust, helt nede. Jeg har hele tiden givet mig selv skylden. Det var sådan at vi var oppe og skændes og hun gik og en bil kørte ind i hende, fordi jeg kaldte på hende. Men jeg har lært af det. Men uanset hvad, så tror jeg altid at jeg vil føle, hvis man kan sige det, at det var min skyld hun døde.

”Det er en meget stor byrde at bære rundt på. Hvordan tackler du det til hverdag?” Spurgte hun og bed i sin ene finger, kunne jeg se.

”Det ved jeg ikke. Jeg tænker ikke over det, ikke længere. Der er jo sket en del i mit liv og jeg kan ikke benægte det. Men der er kun en vej frem, og det er fremad. Uanset hvad. Det betyder en del for mig at jeg er kommet så langt som jeg egentlig er. Jeg har ikke glemt Eleanor, overhovedet. Men jeg har valgt at se det på den lyse side også. Selvom hun var en bestemt pige og altid fik lige det hun ville have, er jeg glad for at hun er død. For hvis hun havde overlevet det uheld, ville der være så mange ting hun aldrig ville kunne gøre selv.”

”Det havde jeg dog ikke set komme. Men, hvad med koncerten i Dublin, den første aften?” Jeg måtte tage en dyb indånding, jeg vidste at Simon intet ville have imod hvad jeg ville til at sige nu, og jeg vidste at Modest med garanti ville lægge sag an, men hvor langt ville de egentlig nå med det?

”Jeg havde fået post traumatisk stress.” Ellen var helt stille, helt monoton, hun havde ikke forventet svaret. ”Jeg blev voldelig, og gik i sort, og jeg ville ikke tøve med at slå nogen som helst ned.” Det var ikke løgn. Jeg havde slået Harry ned to gange. 

”Ja så. Men, oppe på scenen?” Gravede hun efter. ”Jeg indrømmer gerne, at det jeg indtil videre har fortalt omkring Eleanors død, kun var begyndelsen. Jeg begyndte at se ting, høre ting, og jeg så nogle ting, nogle ubehagelige ting. Værre endnu var stemmerne som sagde de ubehagelige ting. Men jeg kom over det. Jeg ved ikke hvad der skete den aften på scenen. Men alt jeg ved, er at det forsvandt og det har ikke været der siden.”

”Så dit gamle pladeselskab Modest, havde holdt det skjult og alligevel ladet dig rejse rundt?” Spurgte hun i chok. ”Ja.” Svarede jeg simpelt.

”Det kan jeg ikke tro.” Sagde hun og prøvede at bevare roen. ”Hvad så nu?” Spurgte hun. ”Vi blev købt tilbage af Simon, selvfølgelig. Øhm… en pause på et år. Derudover er der ting der er ved at falde på plads. Jeg er ved at falde på plads, langsomt. Men fremskridt, er fremskridt.” Smilte jeg så roligt som overhovedet muligt.

”Hvad lavede du derefter?” Spurgte hun mig. ”Jeg gik ned. Jeg sad i kørestol i to uger på en psykiatrisk afdeling. Jeg sultede mig selv og mistede tid og steds fornemmelse. Det var ikke en behagelig tid overhovedet. Jeg fortalte mig selv, jeg aldrig ville komme hjem igen. Derudover blev jeg ved med at bilde mig ind, at mine venner havde forladt mig og Katy var bortrejst.”

”Hvem er Katy?” Spurgte Ellen, fuldstændig overrasket. Jeg havde jo intet offentliggjort.

”Det er min kæreste. Vi har været sammen i omkring to en halv måned. Hun er derhjemme lige nu. Jeg er rimelig sikker på at hun sover.” Smilte jeg. ”Efterlod du hende mens hun sov?” Spurgte Ellen overrasket. ”Ja. Jeg lod hende sove, hun har været lidt syg, så hun har ikke sovet særlig godt i noget tid.” Det var jo sandt. Hun havde sovet rigtig dårligt lige siden vi kom hjem fra Harrys af.

”Nå. Skulle du så ikke være hjemme hos hende?” Spurgte Ellen. ”Jeg ved du fisker efter jeg at siger jeg burde, men jeg lovede hende jeg ville være hurtigt hjemme. Allerede i går aftes. Så tro mig, jeg holder hvad jeg lover.” Smilte jeg.

”Okay så. Hvordan mødtes I?” Spurgte hun. ”Jeg gik ind i hende og hun vred om.” Grinte jeg kort. Ellen grinte med. ”Så hun var ligesom tvunget til at være i nærheden af dig?” Vi grinte begge to. Det var på sin vis sandt.

”Hvordan er det så, med dig og Katy? Hvad laver hun?” Hun går rundt derhjemme… ”Hun er meget glad for botanik.” Hun elsker at ordne blomsterne i haven, så det kan jeg vel ikke lyve om. ”Så læser hun matematik.” Hun er matematikken selv.

”I har ingen planer for fremtiden?” Spurgte hun. ”Øh nej. Vi tager det som det kommer.”

”Så er du på vej til at få det bedre, du har det godt. Du har en ny kæreste og det går også godt. Mor skal giftes snart, så alting er vel ved at falde på plads?” Spurgte hun. ”Ja. Det er det.” Sagde jeg roligt.

”Det er jo godt. Det har været hyggeligt Louis. Jeg kan ikke vente med at I er tilbage igen.” Hun rakte mig hånden og jeg klemte den forsigtigt. Lyset blev rødt og signalerede at interviewet var ovre.

***

Forsigtigt åbnede jeg døren og gik ind i stuen. Der var helt stille og klokken var altså tolv. Det gik jeg mig en smule på der var så stille. Katy kunne ikke være ude. Hun ville fortælle hvis det var hun ville gå nogle steder. Der var ingen sedler eller beskeder på min telefon.

Roligt gik jeg igennem huset, måske løb jeg lidt. Døren til soveværelset var lukket og da jeg åbnede op, lå Katy der endnu. Hendes bare overkrop var vendt mod mig. Jeg åndede lettet op. Hun var okay.

Jeg trak mine sko og jakke af og lagde mig ved siden af hende. Hun sov endnu, hvordan kunne hun sove så længe? Hun måtte virkelig være træt. Jeg trak dynen helt af hende og over hende igen. Hun var helt kold. ”Mmm.” Mumlede hun og krøb sig lidt sammen. Jeg kyssede hendes pande og lukkede øjnene i. Selvom jeg afskyede at sove med folk jeg holdte af, så ville jeg til hver en tid falde i søvn med Katy. Jeg vidste jo, at hver gang jeg vågnede, eller hun vågnede, så ville vi begge være der. Jeg var tryggere når jeg sov med hende, det var mere sikkert.

Jeg husker tydeligvis den første gang jeg sov med hende, hvor hun var syg. Den måde hun endte med at krybe sig ind til mig på, og jeg havde flettet vores ben sammen, det var trygt.

”Louis?” Jeg åbnede mine øjne igen og kiggede ned. Katy var vågnet. ”Hey… ehm, sovet godt?” Spurgte jeg. Hun nikkede. ”Bedre nu når du er her.” Sagde hun. ”Ja, angående det. Hvad med at gå ud og ordne haven?” Foreslog jeg. Selvfølgelig var hun stadig nede over den direkte ydmygelse og det var forståeligt.

Men jeg kunne ikke bare lade hende synke ned i sin egen sorg. Hun elskede haven, hun elskede at gå rundt i den.

”Jeg ved ikke…” Mumlede hun. ”Kom nu love.” Jeg trak hende op og sidde med mig og straks satte hun sig på mit skød med tiggende øjne. ”Kom nu… jeg lad os blive indenfor, her..” Sagde hun og kiggede ned på sengen.

JEG KAN DA IKKE SIGE NEJ. PIGEN ER NØGEN.

”Hvad hvis vi går ud i haven og ordner haven, og så går vi i seng?” Jeg skal have noget mad inden jeg skal i seng! 

”Kom nu… få noget tøj på og hyg dig med mig.”

”Men jeg kan godt lide at hygge mig med dig, uden tøj på.” Hvorfor skal hun være besværlig?! ”Okay så… jamen så..” Jeg løftede hende hurtigt op og svang hende rundt. ”LOUIS!!” Hvinede hun og krummede sig helt ind til mig. Jeg stoppede og kiggede hendes ansigt. Hun var tydeligvis ikke tilfreds. ”Hvad ville naboerne ikke sige?” Spurgte hun. ”Gardinerne er trukket for.” Ha!

”For helvede.” Sukkede hun. ”Kom nu prinsesse. Prøv og smil?” Jeg satte mig ned med hende og tiltede mit hoved. ”Jeg kan ikke tage det her seriøst når jeg er nøgen.” Nej, men du kunne forblive nøgen. Ved nærmere eftertanke.

”Hvad så med at forblive nøgen?” foreslog jeg med et smil. Hun grinte af mig og sukkede. ”Du er dobbeltmoralsk nu.” Sagde hun. ”Du vil ikke ud i haven og lege med jord.” Sagde jeg i forsvar og rynkede øjenbrynene sammen.  Endnu en gang slog hendes latter igennem. ”Du er så fjollet du er.” Sagde hun og lagde sit hoved mod mit. ”Er jeg det?” Spurgte jeg overrasket og lagde mig ned, dækkede mit ansigt til. ”Jeg bliver aldrig en action figur!” råbte jeg igennem hænderne. Endnu engang flækkede hun af grin og endte med at ligge ved siden af mig, helt træt af at grine.

Jeg kiggede udp på hende og jeg kunne se hun var fokuseret på mig. Jeg fjernede mine hænder og smilte til hende. ”Jeg elsker dig.” Smilte jeg stolt. ”Jeg elsker dig.” Sagde hun med et smil. Jeg lagde mig om på så siden og studerede hendes ansigt træk.

Hun vendte sig selv og krøb helt tæt på. ”Det er altså rimelig koldt herinde. Hud mod hud varmer nemmere op.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...