Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24711Visninger
AA

32. 31

*Katy*

Der var efterhånden gået tre dagen siden jeg havde slået Harry. Jeg tror aldrig at jeg har haft det så skidt over noget jeg har gjort før, og vi kan vidst ret hurtigt blive enige om at jeg har gjort nogle rigtig slemme ting.

Harry var kommet hjem igen i dag, så de havde arrangeret en middag. Jeg havde tænkt mig at undskylde overfor ham i dag. Jeg var mildt sagt nervøs. Hvad nu hvis han ikke kunne tilgive mig? Hvis han ikke ville tage i mod min undskyldning? Hvad hvis han var bange for mig? Hvis han var skrækslagen over at skulle se mig?

"Har du husket din jakke Katy?" Spurgte Louis, mens han holdt døren åben for mig. Jeg elskede måden det lidt skæve smil altid sad på hans læber når han gjorde ting for mig. Selv helt små ting som at åbne døren.

"Ja. Jeg har det hele" Forsikrede jeg ham om. Selvom det jo ikke ligefrem var fordi at vi skulle have noget med, men en jakke er vel altid en god ide. Hvis alt gik som det skulle ville vi sikkert ende med at sidde til over midnat og snakke. Der ville ikke være noget nyt i at vi glemte tiden.

"Super. Sæt dig så ind unge dame." Hans lille skrå smil, blev til et rigtigt smil da vi nåede bilen. Jeg tror ikke han var bevidst om det lille smil, men det gjorde det kun bedre.

"Skal ske hr!" Grinte jeg. Nogle gange lød han som en fin overklasses butler, og det virkede så komisk inde i mit hoved. Han startede bilen, og radioen tændte som sædvanlig sig selv

"Hvad klok skulle vi være der igen?" Spurgte han, og placerede sin ene hånd på mit lår. Det var virkelig nu, om lidt ville det hele enten vende tilbage til normal, eller også ville det gå helt galt.

"Om 2 minutter. De andre er der sikkert allerede" Jeg prøvede at skjule min begyndende nervøsitet, men som altid så han igennem mig som om jeg slet ikke prøvede.

"Slap af love. Det skal nok gå. Hør, der er gået nogle dage, og ingen havde forudset han faktisk var kommet slemt, slemt til skade. Se det på den lyse side, hvis ikke han var kommet af sted, havde ingen opdaget han faktisk havde fået en større hjernerystelse inden du slog ham." Det gik op for ham hvor lidt det hjalp. Han havde sagt sandheden, men det var ikke rigtigt fordi at den var positiv.

"Det hjalp ikke. Men jeg håber du har ret" Det skulle gå, det blev det nød til. Jeg ved ikke hvad jeg ville gøre hvis han ikke kunne tilgive mig. Skyldfølelsen var allerede ved at æde mig op, og jeg var ikke sikker på hvor meget længere jeg kunne klare det.

"Jeg har næsten altid ret. Slap af Katy. Hvis der sker noget, så tager vi bare hjem, og jeg skal nok løse det, ikke?" Han rettede hurtigt sit blik hen mod mig, og sendte et opmuntrende smil, inden han igen vendte blikket mod vejen.

"Der sker ikke noget. Det skal nok gå" Jeg prøvede mere at overbevise mig selv, end ham. Jeg var ved at blive rigtig nervøs nu, og jeg brød mig ikke om det. Jeg havde en følelse af at det her ikke kom til at gå godt.

"That's the spirit love. Slap du bare af. Husk det nu... jeg elsker dig." Han parkerede bilen i Harrys gårdsplads, og vi begyndte at gå ind. Jeg havde mest af alt lyst til at vende mig om og løbe væk, men jeg vidste godt at det ikke ville hjælpe noget. Jeg var nød til at gøre det. Inden vi var helt inde tog Louis forsigtigt fat i min hånd, og gav den et beroligende klem.

"Hey... beklager forsinkelsen. " Sagde han undskyldende til Sophia da vi kom ind ad døren. Der var noget i hendes øjne der fortalte mig at hun ikke var glad for at se mig. Jeg tror ikke Louis så det, men jeg gjorde.

"Det gør ikke noget" Hendes smil var anstrengt, og hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro hun virkelig hadede mig. Men det gjorde hun jo ikke. Det kunne hun ikke. Det måtte hun ikke

"Er Harry i stuen?" Jeg ville have det overstået hurtigst muligt, og noget i Sophias øjne gav mig også en lyst til at komme væk. Det gjorde mig utryg at hun opførte sig sådan

"Ja" Hun bed hårdt tænderne sammen for at bevare roen, og det gik op for mig hvor meget jeg faktisk havde dummet mig. Jeg vidste godt det var dumt at slå ham, og jeg fortrød det, men måske havde jeg begået så stor en fejl at Sophia rent faktisk hadede mig?

"Gå bare." Louis sendte et roligt smil, og i et kort øjeblik beundrede jeg hans evne til at forholde sig roligt. Jeg vidste han havde lagt mærke til hvordan Sophia opførte sig, så hvordan han var så rolig var meget fjernt for mig. Jeg gik lidt væk så de ikke længere kunne se mig. Jeg gik ikke ind til de andre, for jeg havde brug for et øjeblik til at samle mod til mig.

"Hun var ikke inviteret" Hørte jeg Sophia irriteret sige. Hvad mente hun? Var jeg ikke inviteret? Ville de ikke have mig med?

"Hvad skal det betyde? Perrie sagde bare vi skulle komme?" Han var allerede ved at gå i forsvarsposition. Du kunne fornemme den hårde undertone han brugte. Han kæmpede virkelig for at forholde sig roligt.

"Hun sagde du skulle bare komme. Katy var aldrig inviteret" Sophias stemme var blevet hårdere. Hun ville virkelig ikke have mig med.

"Hvad skal det betyde?" Det ramte ham at hun ikke ville have mig med. Du kunne høre på hans stemme det sårede ham, ligesom det sårede mig. Hadede hun mig virkelig?

"Hun slog Harry. Tror du virkelig han har lyst til at se hende?" Hun fik det til at lyde som om det var det mest åbenlyse i hele verden at han ikke ville se mig. Men måske var det også det?

"Jeg tog hende med så hun kunne undskylde, jeg troede da du af alle ville forstå det. Jeg ved godt det var uansvarligt og så videre af hende, men hun vil gerne gøre det godt igen, desuden, så var det ikke ligefrem fordi at Harry han var den mest forstående over for hende." Forsvarede Louis mig.

"Skal vi ikke gå ind til de andre? De venter" Afsluttede Sophia koldt deres samtale. Jeg skyndte mig at gå lidt længere væk, hvis nu de skulle opdage at jeg havde smug lyttet.

”Jo jo. Men lad nu vær med at gør noget dumt. Hun prøver virkelig." Han prøvede virkelig at få hende god igen, men jeg tvivlede på hvor stor effekt det havde på hende. Hvis Sophia først var sur, skulle der meget til før hun var god igen.

"Det er bare ikke altid nok" Hun fik det til at lyde nærmest undskyldende. Som om hun syntes det var trist at det ikke var nok at jeg prøvede at rette op på min fejl.

"Du forstår det ikke. Jeg er omkring hende 24/7. Før os kunne hun ikke læse, og hun havde ingen venner, vi er stort set alt hun har." De var alt jeg havde. Jeg havde opgivet hele mit gamle liv for dem, jeg havde intet at vende tilbage til. Jeg blev nød til at rette op på min fejl, for jeg kunne ikke leve med at de hadede mig.

"Det er ikke mig du burde sige det til" Igen var hendes stemme som is. Hendes stemme fik gåsehud til at komme frem over det meste af min krop.

"Det burde jeg. For det var dig som var den første til at være en rigtig ven over for hende." Fortalte Louis hende strengt. Det var underligt at det var ham der var hård mod hende. Det plejede at være hende der var streng, og fortalte ham hvad han skulle gøre.

"Vi skal altså spise nu!" Råbte Perrie fra spisestuen. Måske var det her en dum ide? Hvad hvis ingen af dem ville have jeg kom, hvis de alle var vrede på mig?

"vi kommer!" Råbte Sophia, og det fik mig til at skynde mig ind i spisestuen. Ingen sagde så meget som et ord da jeg trådte ind. Alle satte sig, og en akavet stilhed fyldte rummet. De behøvede ikke sige det, jeg var grunden til at det var akavet. Jeg turde ikke sige noget endnu, så jeg forholdt mig stille. Jeg var såret over det Sophia havde sagt. Det der gjorde mest ondt var at det kun var sandheden.

"Forresten vi skal til bryllup... alle sammen" Prøvede Louis at lette stemningen. Jeg lagde mærke til hans øjne der holdt godt øje med mig. Han vidste jeg havde hørt det. Han vidste det havde såret mig.

"hvem skal giftes?" Spurgte Zayn forvirret. Så snart nogle nævnte ordet bryllup var det eneste han kunne tænke på, ham og Perrie. I hans verden var det, det eneste bryllup. Louis sendte ham et irriteret blik. Hans mors bryllup var i hans hoved vigtigere end Zayn og Perries.

"Virkelig? Hvem blev for et halvt år siden forlovet og du selv ønskede dem tillykke?" Prøvede Louis at få ham til at gætte.

”så din mor skal giftes! Tillykke!" Zayn lød overdrevet glad. Det var også overdrevet. Inderst inde var han sikkert ved at dø af misundelse fordi det ikke var ham der skulle giftes. Hvis det stod til ham var de blevet gift for flere måneder siden.

"Mange tak. Jeg skal være best man. Jeg skal føre min mor op... Harry hvordan fører man en mor op af kirkegulvet?" Spurgte han, og rettede blikket mod Harry. Jeg fik en klump i halsen. Hvordan i alverden kunne jeg få mig selv til at slå ham?

 "du går op af gulvet med hende. Det er ikke så svært" Hans ansigt var ét stort smil. Som det plejede. Som det altid var indtil for en uge siden.

"Men jeg vil ikke gøre noget dumt. Som da du begyndte at smile ud af det blå til kameramandens mor." Louis’ øjne lyste op i en glæde som jeg ikke havde set i de sidste par dage.

"Det snakker vi ikke om!" Harry grinte, og det smittede hurtigt de andre. Snart sad de alle med smil på læberne, det var som om der intet var sket. Men det var sket, og det var grunden til at jeg ikke smilte.

"Jeg glemmer aldrig da hun spurgte mig om dit fastnetnummer." Louis imiterede en ældre dame, hvilket fik Niall til at grine højt. Hans grin overdøvede altid de andres. Så snart han begyndte at grine, fulgte de andre hurtigt efter.

"Gjorde hun?! God, hvorfor gav du hende det ikke?" Harry lignede en der var ved at dø af grin. Måske hadede han mig ikke. Måske var der en chance for at han kunne tilgive mig?

"fordi jeg ikke ville skuffe hende. Hun er ikke din type. Hun har brug for en mand med hår på brystet, eller bare bryster." Louis tog en stor bid af bøffen det lå på hans tallerken. I et kort øjeblik var det som det hele var som det plejede. Det var underligt. De opførte sig alle som de altid havde gjort, så hvorfor kunne jeg ikke?

"Pas på du ikke bliver kvalt i kødet" Advarede Harry, der var ved at falde ned igen.

"Kød kvæler ikke mænd." Kom det fra Louis. Hans ord fik Niall til at grine højt igen, og som sædvaneligt fulgte de andre trop.

”Men kommer I, eller hvad? For min mor vil gerne se så mange af jer som muligt, også jeres gamle." Han sendte et venligt smil rundt til alle, og det undrede mig hvordan han kunne være så rolig. For ikke mere end fem minutter siden, stod han og halvskændes med Sophia.

"selvfølgelig kommer vi!" Sagde Liam, som om det var en selvfølge. Som om de aldrig havde tænkt andet, hvilket de nok heller ikke havde.

"Godt! For jeg tør ikke sige andet." Grinte Louis. Det var sandt. Han var bange for at skuffe hans mor. Han ville gøre alt for at gøre hende glad.

"nå ja. Louis er bange for hans mor" Drillede Perrie. Glæden lyste ud af hendes øjne, af alle deres øjne. Det var rart at se.

"Rettelse! Mors dreng." Rettede Louis på hende. Han ville aldrig indrømme at han var bange for noget. Det var han for stolt til.

"god hvor har jeg savnet det her!" Udbrød Harry. Hans ansigt var et stort smil, som var selv i hans øjne. Han var virkelig glad.

"At du ikke selv fortæller jokes?" Kom det sarkastisk fra Louis. Det fik mig til at smile en smule. Underligt som han kan lette stemningen på den måde.

"Nej. Os. Det er længe siden vi har snakket på den måde!" Prøvede Harry at forklare. Igen fik jeg en klump i halsen. Han mente garanteret at de ikke havde snakket på den måde siden jeg kom. Hvad der lige nu holder ham i stram snor, er dig.

"Vi snakkede da sådan her til dig og Nialls sidste.... jeg ved ikke, jeg er i live efter din grillmad Harry." Louis smilte stadig, men mit var væk for længst. Jeg vidste godt hvor det her førte hen.

"Ja, efter vi havde hældt lidt i dig!" Grinte Harry, som om det havde været sjovt. Alle rettede deres blik mod mig, og jeg blev straks mere anspændt. Der var ingen grund til at sige det. Alle tænke det samme.

"Harry. Du må altså virkelig undskylde. Jeg. Jeg er ked af at jeg slog dig" Fik jeg anspændt frem. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Louis kigge rundt for at se de andres reaktion.

"Jeg håber virkelig at du kan tilgive mig" Prøvede jeg nervøst. Hvorfor sagde han ikke noget? Jeg prøvede at aflæse hans ansigt, bare for at få en fornemmelse af hans tanker. Men som forventet viste han ikke noget. Det var som at læse en blank side.

"Ikke lige nu Katy." Afviste han. Mit blod frøs. Betød det han ikke kunne tilgive mig, eller at vi tog den senere? Jeg havde en skidt fornemmelse af det her.

"H-hvad?" Min stemme rystede. Jeg kendte svaret. Han kunne ikke tilgive mig. Han ville aldrig tilgive mig. Hvad jeg havde gjort kunne ikke tilgives.

"Ikke nu Katy." Hans stemme var kold. Som om jeg afskyede ham. Det ville ikke undre mig hvis han heller ikke ville have mig her.

"H-hvad mener du med ikke nu?" Der var vel stadig en chance for at han bare ville snakke om det senere? Bare en lille chance?

”Det betyder nej." Sagde han hårdt. Det føltes som et slag i maven. Han kunne ikke tilgive mig. Hvorfor skulle han også gøre det?

"Men jeg. Jeg er virkelig ked af det Harry!" Sagde jeg desperat. Han blev nød til at forstå jeg virkelig fortrød det. Jeg har aldrig fortrudt noget så meget, som jeg fortryder at have slået ham.

"Det er ikke nok Katy." Han kiggede væk. Han kunne ikke holde ud at kigge på mig længere. Jeg forstod ikke hvorfor det ramte mig så hårdt. Jeg vidste jo godt at det ville ske.

"Hvad vil du have jeg skal gøre?" I det øjeblik var jeg klar til at gøre alt. Alt i mit hoved var så opsat på at han skulle tilgive mig.

"Intet." Han ønskede ikke at tilgive mig. Det var nok det sidste han ville .

"Harry." Prøvede Louis, men ikke opfattede rigtigt at han sagde noget. Heller ikke mig, det eneste der betød noget var Harry.

"Så du kan ikke tilgive mig" Jeg var såret. Han ville aldrig tilgive mig. Det hele havde rent faktisk været min skyld. Jeg ødelagde faktisk alt.

”Nej." Han ville ikke en gang bruge sætninger mere. Jeg var ikke ordende værd.

"Harry." Prøvede Louis igen, men blev endnu en gang ignoreret. Vi vidste vel alle hvad han ville sige. Du er for hård ved hende. Men det var han ikke.

”Men" Begyndte jeg, inden Sophia hårdt afbrød. Hun ville ikke lade mig tale. Jeg var ikke værd at høre på.

"Ikke noget men." Jeg har aldrig hørt hende være så hård. Hendes stemme var helt tom for følelser, og selv Liam var overrasket.

"Hvad er dit problem Sophia?" Hvis det overhovedet var muligt, blev jeg endnu mere såret. Hvad havde jeg gjort?

"Mit problem er at uanset hvad jeg gør så lytter du aldrig!" Hun satte mere tryk på aldrig end på det andet. Jeg kunne ikke forstå hvad hun mente. Hvornår havde jeg ikke lyttet til hende?

"Hvad skal det betyde?" Spurgte Louis nærmest fornærmet. Endnu en gang var det nok på mine vejene. Han var fornærmet for mig.

"Jeg lytter da til dig!" Udbrød jeg. Jeg lyttede da altid hende. Hvornår havde jeg ikke lyttet til hende.

"Siden hvornår?" Blev hun ved. Jeg kunne ikke finde ud af om jeg var vred eller såret. Det sårede mig dybt at hun pludseligt havde så meget imod mig, men det gjorde mig også vred.

"Sophia stop!" Råbte Louis. Alt glæden der før havde lyst hans ansigt op, var nu forsvundet. Vreden havde lagt en svag skygge over ham.

"Siden altid!" Jeg havde altid lyttet til Sophia. Hvorfor skulle jeg ikke gøre det? Hun var der jo altid for mig. Eller det plejede hun at være…

"Hvis du havde lyttet til mig overhovedet teede du dig ikke som et uopdragent barn!" Råbte hun. Det fik Louis til at rejse sig op, og stille sig halvt foran. Som om han kunne skærme mig fra det hele.

"Jeg opfører mig ikke som et barn!" Hvorfor blev alle ved med at kalde mig et barn? Jeg undskyldte overfor Harry, jeg prøvede at rette op på mine fejl. Jeg opførte mig ikke som et barn.

"Forklar Harrys kæbe og hans handicap!" Hun råbte stadig. Det var som om ingen lagde mærke til Louis. Han prøvede at stoppe det, men ingen lyttede. Der var heller ingen der reagere på at han gik hen til mig.

"Det kan du ikke hade mig for!" Det var ikke fair at hun hadede mig for noget jeg havde gjort mod Harry. Jo, jeg begik en fejl. Men de gav mig ikke lov til at rette op på den.

"Jeg beklager at min kærestes venner kommer før dig." Sagde hun iskoldt. Det ramte mig alt for hårdt. Betød jeg slet ikke noget for hende mere?

"Så jeg er lige pludseligt ikke din ven mere?" Jeg var såret. Mere end før. Det føltes som at springe elastikspring, og din bedste ven klipper snoren.

"Det er lige før." Der var stadig ingen følelser i hendes stemme. Hendes øjne viste ikke andet end vrede og had. Var jeg virkelig grunden til det?

"Jeg lavede en fejl! Men jeg prøver at rette op på den, jeg prøver at gøre det godt igen. Hvorfor kan du ikke se det?" Jeg havde lyst til at græde. Til at stikke af.

"Det har taget dig tre dage at indse din egen fejl!" Nu var hun tilbage til at råbe igen. Det skræmte mig at se hende på den her måde. Og det værste var at jeg var grunden til det.

"Nej. Det har taget mig tre dage at samle mod til at undskylde. Jeg var bange for hvad der ville ske når jeg så ham" Prøvede jeg at forsvare mig selv. Hun viste stadig ingen følelser.

"Ja sikkert. Havde Louis dig i snor?" Spurgte hun sarkastisk. Hun troede ikke på mig. Hun forstod ikke hvor skræmt jeg havde været.

"Nej" Hvorfor skulle han have haft mig i snor? Så hun mig som et dyr? En farlig ting, der skulle holdes i snor, så den ikke skadede flere? Var det sådan hun så mig?

"Det skulle man ellers tro med det plastiksmil han har haft hele aftenen." Hun fik det til at lyde som om det hele var min skyld.

"Måske er det på grund af det du fortalte ham!" Han havde været glad inden hun havde snakket med ham. Han havde virkelig troet på at Harry ville tilgive mig.

"Du ved måske ville du ikke opføre dig som et barn hvis du faktisk havde en rigtig familie!" Det gjorde ondt. Det gjorde rigtigt ondt. Det stak i hjertet.

"Jeg troede i var min familie" Mumlede jeg trist. Jeg havde lyst til at grave mig ned i et hul. Bare forsvinde helt. Det var i hvert fald tydeligt at jeg ikke var velkommen her.

Louis tog hårdt fat i min arm, og hev mig med ud inden jeg kunne nå at reagere. Jeg kunne ikke vise dem hvor hårdt det ramte mig. Hårdt bed jeg mig i læben for at holde tårerne tilbage. Jeg nægtede at græde. De skulle ikke se hvor meget det ramte mig. Hvor ondt det gjorde inden i.

"Louis!" Råbte Liam, men Louis ignorerede det. Han ikke så meget som så sig tilbage. Alt han fokuserede på var at komme ud i bilen.

"Hvad har jeg gjort?" Skyldfølelsen væltede ind over mig. Hvordan kunne jeg ødelægge det hele så nemt?

"Du har intet forkert gjort." Han startede bilen, og satte den i gear. Det var rart at høre nogen med en blid stemme. En der ikke råbte af mig.

"Noget må jeg have gjort! Du hørte hvad hun sagde! Hun ville jo ikke en gang have mig med. Hun hader mig" Min stemme rystede mere end jeg brød mig om. Jeg ville ikke græde.

"Det er derfor jeg tager dig hjem. Jeg burde have vist at det ikke var en god ide." Jeg hørte ikke rigtigt hvad han sagde. Mit hoved var begyndt at køre rundt. Gentog det hele igen og igen.

"Selv Harry hader mig, men måske har de ret. Jeg er ikke normal, jeg ødelægger det hele" Tænkte jeg højt. Det var ikke mere end en mumlen, men det var højt nok til at Louis hørte det.

"Katy lad vær." Sagde han hårdt, hvilket fik mig trukket ud af mine tanker. "Der er absolut intet galt med dig. Du har det bare svært, og jeg troede de kunne forstå det, hvilket de tydeligvis ikke kunne."

"Jeg forstår det bare ikke" Hvorfor hadede de mig? Hvorfor var der ingen der sagde det var fordi jeg ikke var mig selv, som de gjorde ved Louis? Hvorfor var der ingen af dem der kunne se at jeg havde et problem? Hvorfor var der ingen af dem der ville hjælpe mig?

"Der er ikke noget at forstå. Bare prøv og tage den med ro." Prøvede han at berolige mig, men det var allerede for sent. Jeg var begyndt at tænke for meget over det.

"Men da du skubbede mig, undskyldte de alle for dig. Jeg mistede kontrollen på samme måde, men de hader mig for det. Jeg kan bare ikke se hvordan?" Jeg snøftede kort, mens han parkerede.

"Det skal nok gå. Hey... se på mig." Han tog min hånd, og lettere modvilligt kiggede jeg på ham. Jeg havde ikke lyst til at se ham i øjnene. Hvad hvis han også hadede mig?

”De hader mig, Louis" Hviskede jeg. Det var som om jeg ikke turde sige det højt. Hvis det blev sagt for højt, var det mere sandt.

"De hader dig ikke. Det kan jeg forsikre dig." Han slap min hånd, steg ud af bilen og åbnede døren for mig. "Kom her prinsesse"

"Men han kan ikke tilgive mig" Endnu en gang var det kun en hvisken. Han trak mig hurtigt ind til sig, som om det ville gøre mig gladere.

"Shh... det er lige meget." Han fik elegant løftet mig op, og begyndte at gå ind mod huset. "Jeg elsker dig."

"Jeg elsker dig" Selv min hvisken var begyndt at ryste. Han gik modrettet mod soveværelset, hvor han forsigtigt satte mig på sengen. Det var først nu jeg lagde mærke til hvor skidt jeg faktisk havde det. Jeg frøs, det hele snurrede en smule rundt. Kvalmen var lige så stille også begyndt at komme.

"Hør her... jeg har faktisk arbejde at lave de næste par dage, så du vil komme til at være alene hjemme et par timer." Fortalte han roligt.

"Jeg skal nok klare mig. Du skal ikke være bekymret" Jeg ville ikke klare mig, men han behøvede ikke vide det. Han behøvede ikke at aflyse resten af sit liv på grund af mig. Jeg kunne ikke holde ham tilbage. Ikke længere.

"Det er du sikker på? Jeg kan sagtens blive hjemme" Tilbød han. Han mente virkelig at han ville blive hjemme.

"Nej. Tag afsted. Det skal nok gå" Jeg skulle ikke give Harry flere grunde til at hade mig. Hvis jeg holdt op med at holde Louis tilbage, kunne han måske tilgive mig?

"du har koldsved rendende ned af dig" Sukkede han roligt. Jeg var udmattet. Tanken om at sove, og aldrig vågne op lød mere tiltalende end nogensinde.

"Jeg har det heller ikke særlig godt" Mumlede jeg. Jeg kunne alligevel ikke skjule over for ham at jeg var skidt. Og jeg havde ikke energi til at prøve.

"Det forstår jeg godt." Endnu en gang løftede han mig op, og bar mig ind på badeværelset. "sæt dig ned" Jeg satte mig roligt ned, og det hele begyndte at svimle for mig.

"Rolig nu." Lød hans blide stemme, mens han forsigtigt fik taget min jakke og sko af. Kulden ramte mig hårdt, jeg kunne mærke gåsehuden komme rundt om på min krop.

 "Jeg fryser" Fortalte jeg ham. Hvorfor var det så koldt herinde? Det plejede altid at være varmt, så hvorfor var det koldt nu?

"Det er okay. Du er bare rystet" Prøvede han at forklare. Jeg nikkede træt. Alt min energi var pludseligt væk, og jeg kunne ikke en gang få ordene frem længere. Han fik resten af mit tøj af, alt imens jeg var ved at falde i søvn

-"Katy vågn op" Han klappede blidt mine kinder, og fik mig vækket op. Jeg havde ikke lyst til at være vågen. Jeg ville sove. Når du sov gjorde det ikke ondt længere.

"Jeg er vågen" Forsikrede jeg ham om. Jeg var kun halvt vågen. Alt omkring mig skete i slowmotion. Jeg kunne ikke koncentrerer mig om noget.

"Godt." Han tog sig eget tøj af, og tændte bruseren. Roligt rakte han sin hånd ud mod mig. "Kom så."

Jeg tog fat i hans hånd, og fik med besvær trukket mig op. Det krævede mere energi end det burde jeg. Jeg har aldrig i mit liv været så udmattet.

"Rolig nu. Du er bare i chok, okay? Jeg har dig." Han lagde hurtigt armene om mig, og stod i lidt tid med hans hage på mit hår.

"Jeg stoler på dig" Han ville ikke lade falde. Han ville aldrig lade mig falde.

”Bare stå stille. Ikke?" Han gav forsigtigt slip på mig, og jeg mærkede rigtigt det varme vand der skyllede ned ad min kolde krop. Gåsehuden forsvandt langsomt, i takt med at han fik mig vasket. Han hænder fik varmen tilbage i min krop. Jeg sagde ikke så meget som et ord, men jeg tror ikke nogen af os havde behov for at sige noget. Efter han havde slukket vandet, lagde han armene om mig igen.

"Kan du selv få tøj på?" Spurgte han forsigtigt. Han vidste hvor udkørt jeg var. Hvor meget det havde taget af min energi.

"Ja" Fik jeg træt frem. Det var som om min hjerne ikke længere hang sammen med min krop. Som om jeg var holdt op med at tænke. Jeg nød det, for jeg blev ikke længere mindet om hvad jeg havde ødelagt.

"Godt. Jeg ringer hurtigt og henter noget pizza. Okay?" Jeg nikkede, og fandt nattøj frem. Jeg havde ikke lyst til at have rigtigt tøj på. Faktisk havde jeg heller ikke lyst til pizza. Det var noget af det sidste jeg havde lyst til lige nu. Louis var langt hurtigere end mig til at komme i tøjet.

"Jeg er snart tilbage." Han kyssede mig hurtigt farvel, og så snart han var ude af døren satte jeg mig ned. Langsomt fik jeg mit tøj på, men jeg rejste mig ikke igen. Jeg sad bare på soveværelsets gulvtæppe. Jeg havde ikke en gang lyst til at sætte mig op i sengen.

Louis telefon begyndte at ringe, og jeg overvejede i lang tid om jeg skulle svare. Jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen, men det kunne jo være Louis. Hvis han havde lånt en telefon, for at sige noget.

"Louis? Er du der?" Spurgte Perries stemme, og jeg overvejede at bare ligge på igen. Hun hadede mig jo alligevel.

"Det er Katy" Sukkede jeg træt. Jeg kunne ikke bare ligge på. Ikke overfor Perrie.

"Åh gud. Er du okay?" Hun blev straks bekymret, men det var sikkert bare skuespil. Hun kunne jo ikke gøre det åbenlyst at hun hadede mig.

"Det ved jeg ikke" Fortalte jeg hende ærligt. Jeg vidste ikke om jeg var okay. Fysisk var jeg vel, men psykisk følte jeg mig død.

"Hør..." Hun sukkede, inden hun forsatte. Det var næsten som om det var svært for hende. "Jeg er ked af vi ikke greb ind... Sophia har aldrig gjort sådan noget her før"

"Det okay" Svarede jeg kort. Hun hadede mig, og det var jeg bare nød til at vænne mig til. Lige meget hvor ondt det gjorde.

"Det er ikke. Katy er du sikker på at du er okay? Vi er altså bekymrede for dig. Louis trak dig altså væk inden vi kunne nå at sige noget." Hun lød oprigtigt bekymret. Måske hadede hun ikke?

"Det er fint" Svarede jeg lidt hårdere end jeg måske burde. Jeg ville ikke såre hende, ligesom de havde såret mig.

"Katy... undskyld, vi skulle have været der for dig." Måske var det bare på grund af hendes humørsvingninger at hun ikke hadede mig?

"Hvorfor? I hader mig jo alligevel" Jeg ville have sagt det hårdt, men det blev en trist mumlen. Det var ikke meningen at hun skulle vide hvor såret jeg rent faktisk var.

"Katy vi hader dig ikke." Prøvede hun.

"Sophia gør. Harry gør" Jeg var overbevist. De kunne jo ikke en gang kigge på mig, uden at blive vrede.

"Stop så..." Prøvede hun igen.

"Du hørte hende. Og du hørte Harry" Forklarede jeg hende. Selvom det nok ikke var en forklaring, men det var nok til at hun forstod hvorfor jeg tænkte som jeg gjorde.

"De er bare i chok. Hør nu" Begyndte hun.

"Katy?" Råbte en stemme fra køkkenet.

"Katy undskyld. Vi burde have inviteret dig med." Undskyldte Perrie. Jeg troede næsten på hende. Næsten.

"Jeg vidste ikke jeg ikke var inviteret." Fortalte jeg hende tom for følelser. Det er underligt. For nogle måneder siden følte jeg ingenting, men jeg har aldrig følt mig mere tom end jeg gør nu.

"Nej men undskyld Katy, jeg er virkelig ked af det, vi vidste ikke at det her ville ske." Undskyldte hun igen.

"Katy hvor er du?!" Råbte Louis’ stemme lettere panisk.

"Her!" Jeg hævede min stemme en smule, så han kunne høre mig. "Perrie, du gjorde ikke noget. Du har ikke noget at undskylde for" Tomheden forsvandt, og blev igen erstattet af den triste følelse.

”Der er du." Han smilte en smule da han kom ind. Da han opdagede telefonen, lagde han hovedet en smule på skrå. "Hvem er det du snakker med?"

"Perrie" Min stemme rystede endnu en gang, og det eneste jeg rent faktisk havde lyst til, var at græde.

 "Kom med telefonen." Beordrede han roligt. Jeg ville sige noget. Sige ham imod, men jeg stoppede så snart jeg havde åbnet munden, og gav ham modvilligt telefonen. Han slukkede den hurtigt, men jeg kunne ikke lade vær med at tænke. Måske hadede Perrie mig ikke. Måske havde det ikke været skuespil?

"Der er mad ude på køkkenbordet" Han rakte hånden ud for at hjælpe mig op, og jeg tog den forsigtigt.

"Men jeg er ikke rigtigt sulten" fortalte jeg ham, og kom op og stå. Jeg havde ikke lyst til at spise noget, selvom min mave sikkert ville blive glad for noget mad.

"du skal have lidt i det mindste. Jeg har købt din favorit." Prøvede han at overtale mig. Jeg ville ikke såre ham. Jeg kunne ikke såre ham. Jeg kunne ikke bare sige nej. Selvom det er latterligt at jeg ikke kan sige nej til pizza, så har jeg virkelig bare ikke lyst til at sige nej til ham.

"Okay. Jeg skal nok prøve at spise noget" Men kun et stykke. Jeg kommer til at tvinge det ene stykke ned, men sådan må det jo være.

"Godt. Kom så." Han smilte igen. Som om han troede jeg havde det fint igen. Som om pizza løste det hele, når det i virkeligheden bare gav mig mere kvalme. At spise var det sidste jeg havde lyst til, men jeg gjorde det for hans skyld. Han skulle ikke bruge sin tid på mig, bare fordi jeg havde det skidt

-----

Og vi er tilbage! Eller jeg er...

Vi er næsten oppe på 100 mennesker på favoritlisten, og det er sindssygt! Så snart vi når op på 100 har vi eb overraskelse!

-Rikke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...