Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24849Visninger
AA

31. 30

*Louis*

Et eller andet åndssvagt tv-show kørte i fjernsynet. Hun skred bare. Hun skred bare. Hvordan kunne hun gøre det? Hvordan kunne hun overhovedet bare tillade sig at flippe sådan ud? Som et barn?

Hoveddøren åbnede sig og lukkede sig forsigtigt i igen.  Jeg kiggede hen mod døren og væk igen.  

"Er han væk?" Spurgte en lille stemme. Hvor var jeg vred. Jeg havde lyst til at råbe af hende, for første gang nogensinde. Hendes opførsel var helt uacceptabel.

"Nej han er begravet levende i haven." Svarede jeg skrapt tilbage og drak noget vand.

"Jeg er ikke i humør til sarkasme" Vrissede hun lige af mig? "undskyld. Jeg er bare lidt.." "Åh, du er ikke i humør til at sarkasme?!" Sagde jeg vredt inden hun overhovedet nåede at tale færdig. "Jeg har lige sku’ forklare mig ud af at du åbenbart IKKE gjorde skade på Harry, men at han faldt og slog hovedet, til 30 journalister!” Sagde jeg igen, med en stemme fyldt med vrede. Det kogte indeni mig så vred var jeg.

"Undskyld! Jeg mistede kontrollen! Det var ikke min mening at slå ham, og jeg ved ikke hvad der gik af mig! Undskyld!" Hun fik tydeligvis skyldfølelse, men det var desværre ikke nok for mig, heller ikke for Harry. Selvom han var flink og alt det der, så var han hård. Han ville ikke acceptere sådan en opførsel overhovedet.

 Jeg rejste mig fra sofaen og gik koldt forbi hende ud til køkkenet jeg havde brug for noget mere vand. "Det er ikke mig du skal undskyld til... jeg hørte alt hvad I sagde." Sagde jeg vredt og hun kiggede ned i gulvet.

"Jeg er sur - nej vred. På jer begge to." Sagde jeg irriteret og fandt nogle stresspiller frem. Det dunkede overalt, jeg troede virkelig jeg kunne holde mig kølig overfor Katy, men det kunne jeg virkelig ikke.

"Undskyld. Jeg skal nok undskylde overfor ham også, men jeg har brug for lidt tid til at kunne overskue det hele. Jeg har aldrig før mistet kontrollen på den måde, og det skræmmer mig! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.” Sagde hun med en trist stemme, som et barn, igen.

"Nej.... derfor havde jeg faktisk troede du ville lytte til mig." Sagde jeg og drak vandet med den dårlig smagende pille.  "Jeg var bange, og forvirret, og vred, og såret. Jeg havde brug for at komme lidt væk. Men jeg kan godt lytte nu.” Sagde hun, lidt for hurtigt. Det var bare for sent. Mine øjne hvilte på hende. I alt for lang tid, jeg var vred og hun kunne godt se at hun ikke ville komme væk fra den her med det samme.

"Godt så. Sæt dig." Hun gik foran mig og ind i spisestuen og satte sig ned. Hendes blik var afventende og nervøst. Hun ventede bare. Skæld hende ud Louis. Hun ter sig som et barn. Stop det. Stemmen er der ikke, den er der ikke.

"Det er fortåeligt og uacceptabelt det Harry gjorde... men hvad gjorde du, som ude i samfundet, er værre end hvad Harry gjorde.” Hun kunne komme i fængsel eller få en bøde. Hun ville få en plettet straffeattest.

"Ude i samfundet? Jeg ved det ikke, jeg slog ham?" Sagde hun forvirret og lagde armene over kryds.

 

"Og vold er ude i samfundet...?" Trak jeg, måske lidt for hårdt.

"Er dumt. Du kan komme i fængsel.” Sagde hun stille, nok fordi hun havde indset hvad der ville ske for hende, hvis det kom ud.

"Lige netop.” Sagde jeg med en glad sarkastisk stemme.

"Men jeg ved ikke hvordan jeg skal holde mig selv fra at slå ham, hvis det sker igen" Sukkede hun og sænkede sit blik.

"Katy.” Sagde jeg halv højt og knepsede med fingrene foran hendes ansigt. "Se på mig"

Hun kiggede op og jeg kunne se hun ville til at græde. "Ja" Svarede hun. "Du slår ikke Harry igen. For du vil ikke. Vil du vel? Når det kommer til stykket, har du egentlig en grund? Hvorfor skulle du? Er han ikke din ven?" Spurgte jeg, og prøvede på at vende situationen selvom min indre vrede sagde jeg ikke skulle og få hende til at skamme sig endnu mere. Men det ville ikke være fair.

"Åbenbart ikke mere. Og jeg ville slå ham fordi at han sårede mig. Jeg stolede på ham, han var en af de første jeg begyndte at stole på, og så. Så gjorde han som han gjorde i går.” Og jeg ville slå ham, fordi at han sårede mig. Hvad fanden? Det er for meget det her. Hvordan får jeg hende igennem det her…

"Så fordi han lavede en fejl, så stoler du ikke på ham?" Spurgte jeg, nærmere vredt. Jeg blev chokeret, fordi jeg ikke havde forudset der skulle så lidt for hende. Det kunne godt være at hun  ikke kunne lide alkohol og så videre, men det betød ikke at hun ligefrem skulle droppe en person der ville gøre alt for hende.

"Han gik bag min ryg! Jeg kan ikke være sikker på at han ikke ville gøre det igen. Man kan ikke stole på folk der gør ting bag dig ryg.” Det bliver hun jo nødt til at lære. Intet i livet er nemt. Man må lære at nogen går bag ens ryg af kærlighed. Hvorfor forstår hun det ikke?

"Katy... jeg har tæsket dig gul og blå...." Sagde jeg. Det var ikke noget jeg var glad for at bringe frem, men hun måtte altså forstå det. Det Harry gjorde, var intet i forhold til hvad jeg gjorde hende.  "Men i det mindste undskyldte du. Og jeg var bange for at være i nærheden af dig de første par dage. Jeg stolede ikke på dig, men du viste mig at jeg godt kunne. At der ikke ville ske noget ved at tilgive dig.” Det er jo det Harry prøver på. Men hun valgte jo selv at gøre ham sur.

"Men..." Jeg knurrede irriteret og slog hovedet ned i bordet et par gange. Jeg havde brug for flere stresspiller.  "Men måske er det det samme med Harry. Jeg har bare brug for et par dage.” Jeg har brug for et par dage. Harry har brug for uger.

"Nej Katy..." Jeg slog mit hoved ned i bordet igen, en enkelt gang." Det er ikke det jeg mener Katy." Sukkede jeg og kørte mine hænder igennem håret.

"Hvad mener du så?" Sagde hun og lagde en hånd på mit hoved, og stoppede mig fra at slå hovedet i bordet igen. Det var måske lidt barnligt, men det holdte mit vrede nede.  Jeg vendte mit blik mod hende. "Du burde ikke bruge lige lang tid på at tilgive to fuldstændigt forskellige ting.” Sagde jeg.

"Måske gør jeg heller ikke det. Måske tager det en uge, eller en måned. Jeg ved det ikke.” Sagde hun.

"Katy... vågn op." Jeg begyndte ligesom at forstå at Katy var lidt mere end bare stædig. Hun ville ikke rykke sig. Måske hvis jeg bare skred, og vi byttede roller for en dag, det ville måske hjælpe.

 

"Hvad snakker du om nu? Jeg forstår det ikke Louis. Du vil have at jeg tilgiver ham? Men så alligevel ikke. Jeg har haft en lang dag, og mit hoved kan snart ikke mere, så du bliver nød til at forklare mig hvad du mener!" Sagde hun irriteret. Mit hoved var igen ved at eksplodere. Hvordan kunne det her virkelig være sandt.

"Jeg mener du ikke skal bruge en fucking uge på at tage dig sammen til at undskylde over at du ødelagde hans kæbe!" Råbte jeg i vrede. Det var alt for meget.

"Du må meget undskylde at jeg er bange for at jeg slår ham igen, hvis jeg ikke tager mig tid til at komme over det! Jeg troede at du af alle mennesker ville forstå mig!" Jeg kunne høre det blev for meget for hende. Hun blev stresset nu. For hun vidste hun var ved at være et sted hvor hun faktisk indså at det var hendes skyld.

"Jeg forstår dig godt, men jeg kan ærlig talt ikke forstå du ville slå ham! Af alle mennesker du kunne pande en, så valgte du Harry?!" Spurgte jeg vredt. Jeg kendte Harry, han kunne være et røvhul, men det kunne vi alle, han havde bare en grim vane med at tage det til det ekstreme.

"Af alle mennesker, hvorfor valgte du ar skubbe mig ind i en reol?" Spurgte hun såret. Selvfølgelig, selvfølgelig skulle hun vænne den som jeg havde prøvet. Lidt for sent Katy. Jeg er alt for vred til at få skyldfølelse.

"Undskyld mig for at have et bægergen der gør mig sindssyg, hvad er din undskyldning?" Spurgte jeg sarkastisk. "Okay... jeg tog den for langt." Sagde hun og sukkede.

"Hvem ved, måske er jeg bare sindssyg? Måske er jeg blevet fucket så meget op da jeg var mindre at jeg blev sindssyg! Måske har jeg rent faktisk et vredesproblem, som du kalder det! Måske har alt den vrede jeg burde have følt over de sidste år bare hobet sig op, og ventet på at komme ud.” Sagde hun, som om det var en undskyldning. Det betyder jo ikke man skal pande den første man ser! Uanset hvad!

"Så tag den ud på mig ikke ham." Sagde jeg, overraskende roligt. Noget jeg ikke selv havde forudset. "Men jeg var vred på ham. Eller måske er jeg bare sindssyg" Hun rejste sig og ville til at gå igen .

"Katy... Undskyld... jeg vil gerne hjælpe dig. Men du må forstå hvad du gjorde kan have konsekvenser. Hvordan tror du ikke Sophia har det med det?" Det var ikke et træk jeg ville tage. Jeg ville da ikke trække mig overhovedet.

"Okay, jeg lavede en fejl! Det var en fejl at slå Harry, og det er ham der betaler prisen for den fejl. Men det er altså ikke kun min skyld!" Sagde hun helt desperat. Hun vidste godt jeg ikke ville have lavet den manøvre jeg lige havde lavet.

"Katy... hvordan kan det ikke være din skyld?" Spurgte jeg, beroligende, også overfor mig selv faktisk.

"Måske skulle Harry have tænkt over hvad han sagde. Måske har han ligeså meget af skylden som jeg har!" Så begyndte det. Nu ville hun til at græde. Great. "Men nej. Selvfølgelig er det kun min skyld. Jeg slog, så det er min skyld!" Råbte hun vredt.

"Jeg hørte alt Katy. Harry taler i to tunger. Han prøvede at fortælle dig noget." Sagde jeg. Hvordan fanden skulle jeg få hende til at stoppe med at græde?

"Ja, at det er min skyld du ikke fester med dem. At jeg ikke er normal. Hvordan kan du forvente at jeg ikke tror på jeres fans, når jeg får smidt det i hovedet?” Åh gud… det bliver en lang dag.

"Nej Katy. Harry vil du lever. For han har ret. Jeg holder dig tilbage." Sagde jeg i forsvar. Det måtte hun da forstå.

"Det var ikke det han sagde. Jeg holder dig tilbage! Det er i da i hvert fald enige om. Det hele er min skyld!" Det er da ikke hendes skyld. Det har aldrig været hendes skyld. Jeg har jo selv holdt hende tilbage. For frygt for hvad fansene ville sige.

"Det er din egen skyld Harry har slået kæben af led. Men det er ikke dig som holder mig tilbage. Der er Harry lidt blank. Men han holder af os begge. Katy, jeg beder dig. Lyt til mig. Du lavede en fejl, fiks hvad du ødelagde, han skal nok komme, Harry er en værre nar når det kommer til at skulle undskylde. Men jeg holder dig tilbage. Hvornår var det sidst du havde det sjovt ude i byen med pigerne?" Spurgte jeg i forsvar, for jeg havde taget den for langt.  

"Det er altså også hans skyld at jeg slog ham! Han bad selv om det! Gider du ikke i et sekund stoppe med at lægge alt skylden over på mig?! Jeg har der skidt med det, okay? Jeg vil gerne undskylde, men jeg ved også at jeg bliver vred hvis jeg skal stå overfor ham lige nu!" Sagde hun, som om jeg ikke gjorde andet end at være vred på hende.

"Vil du blive vred på ham?" Spurgte jeg. Hun vidste udmærket godt hvad jeg mente. Ville du blive vred på ham? Han er jo din ven.

"Jeg ved det ikke Louis, men er det så slemt hvis jeg hader ham et par dage?! Ved du hvad, bare glem det! For det er jo sikkert også bare min skyld, ligesom alt andet!" Sagde hun irriteret.

”Så alt er din skyld?" Sukkede jeg og håbede hun prøvede at forstå hvad jeg mente.  "Ja åbenbart! Det er jo det du bliver ved med at sige!" Okay, hun forstod den ikke.  "Nej jeg gør ej. Du hører tydeligvis kun hvad du vil høre! Jeg siger det er din egen skyld du valgte at slå Harry.” Sagde jeg roligt.

"Hvordan er det lige at når du skubber mig ind i en reol, siger alle at det ikke var din skyld for du var ikke dig selv. Men når jeg slår Harry fordi han kører mig op er det kun min skyld?! Forklar mig det!" Råbte hun såret.

"Katy jeg så dig slet ikke. Jeg var gået sort. Ligesom dig da du så mig besvime oppe på scenen." Sagde jeg i forsvar. Jeg så hende jo ikke slet ikke. Jeg var helt væk.

"Du så mig. Eller du så Eleanor. Du lod din vrede styre, præcis som jeg gjorde! Du kunne have valgt ikke at skubbe hende, men det gjorde du! Du kan ikke sige at det her kun er min skyld, for det er det ikke!" Råbte hun. Jeg rejste mig voldsomt op, stolen faldt ind i væggen og et hul kom.

"Hun ville slå dig ihjel, okay? Hun ville slå alle ihjel." Sagde jeg i forsvar. Hun forstod det ikke. Eleanor ville slå dem alle ihjel, fordi det var sjovt.

"Jeg panikkede. Jeg blev grebet af frygt." Sagde jeg i forsvar.  "Derfor troede jeg at du ville forstå mig! Jeg troede at du ville få mig til at få det bedre med det, men det eneste du laver er at angribe mig!" Sagde hun i vrede.

"Jeg prøver at hjælpe di- nej, okay glem det." Jeg endte med at gå hen mod soveværelset.  "I get it. Jeg er også ond åbenbart." Grinte jeg af hende.

"Du er ikke ond, men du hjælper heller ikke!" Sagde hun og tårerne begyndte at vælte ned. Hvorfor fik jeg ingen skyldfølelse?

"Jeg prøver at hjælpe..." Jeg ved ikke hvad der skete. Men det var som om at jeg blev slået i hovedet, hårdt nok til at man bare følte sig træt.  "Bare glem det. Jeg tager hjem til Perrie"

Mit blik vendte sig mod Katy. Jeg prøvede at sige noget. Men efter et par forsøg kom det endelig. "K-Katy."

Jeg blev helt svimmel og jeg nåede kun lige at holde mig på mine egne ben indtil jeg faldt til jorden og  min skulder tog det meste af faldet. Det begyndte at trykke for brystet, virkelig meget. Det gik hele vejen ned til min mave og jeg kunne mærke hvordan mine mavemuskler spændte, alt for meget. Jeg krøb mig sammen.

"Louis?!”

Jeg kunne ikke få vejret og begyndte at vende mig væk fra stuen af. Det føltes som om min hals blev kvalt, men frygten for at blive kvalt, nærmest forsvandt da jeg brækkede mig, jeg ved ikke selv hvad det var, men jeg kunne høre Katy blive bange og hun begyndte at panikke. Ville hun gå? Ville hun stikke af?

"Træk vejret stille og roligt. Dybe indåndinger." Sagde Katy så roligt som overhovedet muligt. "Jeg har ikke tid" Kunne jeg høre en vred stemme sige. "Hvad? Du må ikke ligge på! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!" Jeg prøvede at se om jeg kunne få øje på Katy, men jeg var så svimmel og jeg blev hurtigt varm, ligesom når man får feber.

"Det er bare tømmermænd Katy.." Sagde stemmen irriteret.

Følelsen af at blive kvalt igen kom frem og stoppede igen efter jeg hostede og noget tykt flydende stads velkendt som blod fløj ud over mine læber. "Oh god! Sophia han brækker blod op!"

"Hvad?!”

"Louis! Der er noget galt! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!"

"Der er piller bag glasset på jeres badeværelse. De skal blandes op med de normale hovedpine piller og i vand, han skal drikke det hele."

”Katy?” Spurgte jeg med en pivet stemme. ”Det er okay Louis. Jeg kommer om lidt.”

”Nej, du må ikke gå.”

Hun gik, hun forlod mig. Jeg tog mig til maven igen og endte med at ligge ned. Hvorfor gjorde det hele så ondt? Kunne virkelig passe, skulle der ikke mere til, jeg ville være dårlig og syg igen?

Det hele forsvandt ligesom, eller det blandede sig sammen. Jeg så en skikkelse, jeg tror nok det var Sophia. Hun bad mig om et eller andet men jeg nægtede.

Jeg ville blive hvor jeg var, jeg ville vente på at Katy kom tilbage, for jeg vidste hun ikke ville forlade mig. Jeg ville aldrig forlade hende, jeg ville aldrig såre hende med vilje og jeg håbede så inderligt på at vi kunne løse det.

***

 

Følelsen af min krop som var ved at vågne gjorde jeg begyndte at åbne mine øjne forsigtigt. "Katy?" Spurgte jeg usikkert.

"Jeg er lige her" Hviskede hun roligt og smilte. "Hvad... hvad skete der?" Spurgte jeg træt. "Vi skændes. Du blev dårlig, og du faldt.” Sagde hun, som det var hendes skyld.  "Jeg kan godt huske vi skændtes.” Indrømmede jeg, men hvis det var nogens skyld, var det min.  "Kan du huske andet? Noget som helst?"

"Sophia kom." Sagde jeg. "Louis, Sophia kom ikke. Hun var hos Harry.” Sagde Katy. Det kunne da ikke være rigtigt. Hun var her. "Hvad? Nej.. jeg så hende. Hun gav mig noget vand." Forklarede jeg.  "Nej, Louis. Han var med Harry til røgtenfotografering. Sophia var her aldrig.” Sagde hun roligt.

"Men.. jeg så hende.” Forvirringen blev større, tog jeg fejl? "Nej. Du troede du så hende. Louis, hvad skete der inden du troede Sophia var her?" Spurgte hun ud af det blå. "Det er jeg ikke sikker på... vi skændtes, og pludselig fik jeg det dårligt.” Fortalte jeg.

"Vil du have mig til at fortælle dig det?" Spurgte hun og nussede min hånd.

Jeg kiggede væk kort og vidste ikke helt om jeg ville høre svaret. "Okay” Kom det ud af min mund.

"Jeg ringede til Sophia. Hun sagde hvad jeg skulle gøre. Da jeg ville hente pillerne til dit vand, ville du ikke have jeg gik. Jeg hentede pillerne, og da jeg kom tilbage kort efter troede du jeg var Sophia. Du var så overbevist om at jeg var gået. Du nægtede at forlade gulvet inden jeg var kommet tilbage.” Hun smilte til sidst. Som om min barnlige handling havde rørt hende.

*kigger lidt væk og opdager han faktisk sidder på gulvet* "det vil forklare hvorfor jeg sidder på gulvet... men... jeg troede virkelig du gik og at det var min skyld.” Fortalte jeg og så væk. Jeg skammede mig, så ualmindelig meget.

"Jeg gik aldrig. Jeg var klar til at gøre det, men jeg var vred på det tidspunkt. Jeg var kommet tilbage når jeg var kølet af. Som du sagde, jeg har ikke nogen stedet at tage hen.” Svarede hun trist, selvom hun prøvede at lyde neutral.

"Sagde jeg virkelig det?" Hvordan kunne jeg sige sådan noget? Skylden druknede mig allerede.

"Ja. Men du havde ret til at sige som du gjorde. Alt det ned Harry var min skyld. Jeg skulle ikke have slået ham, og jeg opførte mig som et barn.” Sagde hun, kun en halv følelse af en tone.

"Sagde du lige.... at jeg har ret?"  Sagde jeg overrasket.

"Ja. Du havde ret til at sige som du gjorde. Og du havde nok også ret i at jeg ikke skulle have slået ham, og at jeg opførte mig som et barn." Sagde hun.  "Jeg vælger at tro det." Sagde jeg med et smil. "Selvfølgelig.” Grinte hun kort. Åh, hendes grin.

"Gider du... du ved, hjælpe mig op?" Spurgte jeg forsigtigt. "Selvfølgelig. Jeg er virkelig ked af det hele Louis.” Undskyldte hun. Hun hjalp mig forsigtigt op, imens jeg stadigvæk holdte min ene hånd om min mave.  "Hvad så nu?" Spurgte jeg.

"Jeg ved det ikke. Du vil sikker gerne have at jeg undskylder overfor Harry, så måske burde jeg gøre det?" Det var tydeligt på den måde hun sagde det på, at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre.

"Vent hellere til at Sophia ringer og siger han ikke græder som en baby." Sagde jeg roligt.

"Græd han?" Spurgte hun med en stemme, tyk af skyldfølelse.

"slap af Katy... Han græder altid.” Sagde jeg til hende med et smil.  "Men jeg fik ham til at græde Louis." Det havde åbenbart en større effekt på hende end jeg havde regnet med.

"Det er ikke noget alvorligt." Sagde jeg og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. "Men du sagde det jo selv. Jeg kan have ødelagt hans karriere. Jeg kan have ødelagt hans liv.” Sagde hun og kiggede ned på sine hænder.  "Det var af vrede. Han klarer sig. Han skal trænes op. Det skal nok gå." Sagde jeg så opmuntrende så muligt.

"Undskyld. Jeg ved ikke hvad der skete. Jeg ville ikke slå ham. Jeg kunne ikke styre det.” Sagde hun og jeg kunne se at hun var tæt på at græde. "Det er ikke mig du skal undskylde til love. Det er Harry." Sagde jeg roligt til hende.

"Det ved jeg. Jeg er bange. Hvad hvis jeg bare mister den igen?" Spurgte hun bange. "Du mister ikke kontrollen. Vi skal nok hjælpe dig.” Sagde jeg, og prøvede virkelig at lyde optimistisk.

"Hvordan kan du være sikker? Sophia er vred på mig, og jeg mistede den. Det er aldrig sket før! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at det ikke sker igen. Efter alt jeg ved, kan jeg jo lige pludseligt bare slå dig!" Udbrød hun helt panisk.

"Nej du gør ej. Katy vær nu ikke stædig. ”Sagde jeg roligere end forventet. "Jeg er bare bange. Jeg vil ikke skade dig, eller nogen af de andre. Ikke igen. Lige meget hvor meget Harry fortjente det.” Sagde hun til sidst. "O-okay" Stammede jeg forvirret.  "Godt. Jeg elsker dig. Som du selv sagde så ville det blive svært. Vi er begge to fucked op." Sagde hun og smilte.

"Det er vi måske. Vi er et kønt par.” Indrømmede jeg. Hun var faktisk begyndt at bande en del, det var faktisk ikke særlig behageligt.

"Jeg mener det Katy." Jeg sagde jeg og kunne se det på hende, at hun var forvirret. Jeg havde løjet for hende, igen. Jeg havde ikke fortalt om min anden afhængighed.  "Jeg har ikke kun drukket.” Det var en impulsiv beslutning, fordi at jeg vidste det skulle siges. Jeg ville ikke kunne leve med mig selv hvis hun opdagede det og hun ville forlade mig.

"Ikke? Hvad er der mere?" Spurgte hun bekymret og satte sig ned hos mig.

"Jeg har.." Jeg rømmede mig kort, fordi at min hals blev helt tør. "Jeg røg." Kom det lavt ud.

"Ligesom Zayn?" Spurgte hun. "Nej. Værre" Indrømmede jeg. "Som. I stoffer?" Spurgte hun og straks havde skyldfølelsen flået mig op levende. Hendes brune øjne, helt triste. Som om jeg havde ladet hende stå alene.

Jeg vendte mit blik mod gulvet i skam. "ja" Hviskede jeg.

"Men det stoppede du også med, gjorde du ikke?" Spurgte hun, nok i et forsøg på noget opmuntring "Jo. Men... Jeg tror ikke du forstår pointen. Der er ting jeg ikke kan nu." Sagde jeg til hende.  "Hvad er det du ikke kan?" Spurgte hun, en lille smule alvorligt.

"Jeg kan ikke give sunde børn." Det gjorde mig helt trist. Tanken om at jeg nok aldrig nogensinde ville få chancen for et barn. Ikke at jeg ikke ville have børn. Selvfølgelig ville jeg det. Men tanken om at jeg kun ville bringe børn til verden med handicap gjorde mig nedtrykt. Mine børn ville blive mobbet og det ville være min skyld, fordi jeg absolut havde brug for at have børn.

"Hvem siger det? Er det ikke ligegyldigt? Hvis bare barnet har det godt?" Spurgte hun. "Barnet bliver sandsynligvis handicappet. Fysisk." Sagde jeg tungt. "Og? At være handicappet ændre ikke noget.” Det ændrer alting. Jeg ville bringe et barn til verden, som ville have verden imod sig og jeg ville ikke kunne gøre noget, uanset hvad jeg gør. Ville det intet ændre. Mit barn ville blive erklæret samfundets udskum.

"Det gør det Katy. Kald mig selvisk, men jeg har set hvordan børn med handicap behandles. Jeg vil ikke være den far som ikke kan passe mit eget barn. Værre endnu er de stoffer jeg har taget. Det mindste jeg kan gøre er at lade barnet... Aldrig eksistere." Sagde jeg trist.

"Louis, selvfølgelig kan du tage dig af dit barn. Du ville aldrig lade dit barn være alene. Og hvis der skete noget med barnet, ville du bebrejde dig selv. Ligesom du gjorde i morges. Det barn der får dig som far ville være den lykkeligste i hele verden. Handicappet eller ej.” Sagde hun, så opmuntrende som overhovedet muligt.

"Synes du virkelig?" Spurgte jeg, rimelig overrasket faktisk.  "Nej, jeg ved det.” Sagde hun og aede min kind forsigtigt. Jeg trak hende ind i et kram og nussede hendes ryg. "Kan vi ikke godt se TV? Bare stene lidt?" Spurgte jeg. Det plejede altid at være Katys løsning på alting, så det var det vel også nu.

"Jo. Det lyder godt.” Vi gik hurtigt ind i stuen og hun satte sig roligt ned ved siden af mig.  "Hvad skal vi se?" Spurgte hun og lagde sit hoved i mit skød.  "Hvad vil du se? For jeg ved det ikke." Sagde jeg med et smil.  "Hvad med en film?" Smilte hun.

"Klart." Hurtigt trykkede jeg på Netflix knappen og kiggede Netflix kort igennem.

"Du vælger." Sagde Katy ud af det blå. Hvad ville hun se? Nok en eller anden pigefilm. Vi prøver os frem. "Hvad med den der Warhorse?" Foreslog jeg imens jeg aede hende på kinden med den ene hånd. "Jeg ved ikke. Jeg kan ikke tænke til en seriøs film"

"Hvad med Drengerøve?" Foreslog jeg og så ned på hende.

"Er den god?" Spurgte hun med et smil. "Den er skideskæg. Eller de er. Der er to." Sagde jeg roligt.  "Lad os se dem så!" Sagde hun, så optimistisk som overhovedet muligt.

Jeg satte filmene på og Katy havde lænet sig op af mig. Det første stykke af filmen kunne jeg mærke at hun hele tiden kiggede på mig. Det gjorde mig på en måde glad. Jeg rejste mig hurtigt op for at finde et tæppe til mig og Katy og lagde det om hende.

Hun lænede sig op af mig igen og jeg kunne mærke noget gnave helt vildt ind i min side. Jeg prøvede at rette mig lidt op, men det gnavede stadigvæk. Jeg kiggede ned og så at det var bøjlen i Katys BH.

Jeg havde siddet med det i nogle minutter nu.

"Du.... ehm... hvordan sige jeg det her, uden at være pervers?" Spurgte jeg, let med et grin.  "Hvad?" Smilte hun blødt. "Din BH gnaver ind i mig... vil du evt. tage den af?" Spurgte jeg.

"Oh. Ja, selvfølgelig!" Jeg hørte kort et ’duk’ og pludselig lå den på gulvet. Hvordan gjorde hun det? Jeg så det jo ikke engang. "Hvordan... hvordan gjorde du det så hurtigt?" Spurgte jeg.

"Jeg tog den bare af?" Svarede hun forvirret og vendte sine øjne mod tv’et igen.  "Jamen.... det gik så stærkt. Jeg så det ikke en gang." Sagde jeg med en trist stemme.

 

"Du ville bare have mig til at tage den af? Du ser ikke noget, uden jeg gør.” Sagde hun.

"Men.... det gik så stærkt." Sagde jeg med en barnlig stemme. Katy grinte kort af mig og rystede hovedet. "Er det forkert af mig, at forvente du engang imellem stripper?" Grinte jeg drillende.

"Jeg gør det når du gør" Sagde hun udfordrende. "Nå.... jeg ved hvad vi skal i aften." Sagde jeg, vel min måde at tage imod hendes skjulte udfordring. "Ikke i aften. Jeg er træt. Det har været en lang dag.” Sagde hun og vendte sit blik mod fjernsynet igen.

"Så vækker jeg dig op. Nu." Sagde jeg stille og lagde hende ned. "Kan vi ikke bare se film?" Spurgte hun uskyldigt. "Næ nej. Du vil jo gerne." Forsigtigt lænede jeg mig over hende.  "Så fin i sit sommertøj." Jeg kyssede hende forsigtigt på halsen og bed forsigtigt da jeg nåede til kravebenet.

"Louis" Sagde Katy anstrengt. Sådan, på en underlig måde. "Hvad er der?” Spurgte jeg forvirret. "Jeg vil ikke.” Mumlede hun og lagde sin hånd på min brystkasse og skubbede mig langsomt væk.  "Hvorfor ikke? Gjorde jeg noget forkert?” Spurgte jeg, helt såret over jeg måske havde gjort noget for hurtigt.

"Nej. Jeg er bare. Jeg vil ikke.” Mumlede hun. "Åh." Jeg trak mig forsigtigt væk og kiggede ned i sofaen. "Jeg vil gerne, bare ikke i dag" Sagde hun meget undskyldende. "Det er okay” Svarede jeg med et smil. .

"Kan vi ikke sidde. Som vi gjorde før?" Spurgte hun genert. Hun var nok flov, hun blev flov over de underligste ting. Men alligevel ikke. Hun havde jo ikke været hvor jeg havde været, mentalt.

Katy rynkede kort på næsen og vendte sig forsigtigt om mod mig i sin søvn. Jeg nussede hendes hår forsigtigt og kyssede hendes pande.

 ”Louis? Louis?” Jeg gryntede kort og kiggede forvirret op. ”Hva?” Spurgte jeg og lukkede øjnene halvt i igen. "Kan vi sidde som før?"  Tiggede Katys velkendte stemme. "Ja ja." Sagde jeg og satte mig træt op. "Vi behøver ikke! Hvis du ikke vil er det helt fint!" Sagde hun, som om hun havde tvunget mig til det.

"Katte" Sagde jeg træt. "det er i orden" Svarede jeg og sløret. "Okay. Men du behøver ikke!"

"Jaja. Kom her.” Sagde jeg og trak hende til mig. Sådan da.

Hun skubbede mig tilbage og lagde sig ovenpå mig og trak tæppet over os. "Tak" Mumlede hun og smilte. Tror jeg.

"Altid for dig" Sagde jeg og lagde mine arme om hende. 

___________________

Som sagt hele to kapitler! 

Ikke ti! (Flot Rikke) 

Men vi holder en pause, da jeg er startet i 2.g og der foregår en del og Rikke jo er kommet på efterskole. Vi snakker stadig daglig men vi har brug for en pause til at skrive videre og skrive på andet for at kunne forbedre os selv :) 

xx Jensen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...