Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24724Visninger
AA

4. 3

*Louis*

”Lad mig hjælpe dig ud.” Sagde jeg og gik om til Katys dør. Hun rakte selv hendes spinkle hånd ud mod mig. Da hun kom helt ud tog jeg hurtigt fat i hende og løftede hende op. Det gav hende lidt af et chok. Havde hun aldrig prøvet det før?

”Harry tag lige nøglerne i min lomme.” Sagde jeg da vi kom op. Katy sagde ikke noget. Hun lod blot sit neutrale blik opgange hver detalje i det groft hvide klumpede cement. ”Hvilken lomme?” Spurgte han og kiggede i højre lomme. ”Den anden.” Sagde jeg lettere irriteret.

”Okay, her er de!” Nærmest jublede han af glæde. Ud af min øjenkrog opdagede jeg at Katy gjorde det samme som mig. Vendte øjne af Harry. Da vi kom ind i den velkendte varme og lugten af min brændeovn som blandede sig med duften af Perries lasagne. Vent! Perries. Lasagne. I mit hus. Hvorfor er den lugt, i mit hus?

”Øh.. Katy?” Spurgte jeg rimelig neutralt. ”Hvad?” Sagde hun rimelig koldt, men prøvede lidt at lave en uskyldigt ansigt, som om hun ikke var klar over sin tone. ”Er det okay med dig, hvis jeg sætter dig på sofaen, i stuen?” Spurgte jeg. Hun kiggede lidt underligt på mig et kort sekund og nikkede. I det vi trådte igennem gangen og ind i stuen lagde jeg straks mærke til smerten der fløj igennem mit ben. Jeg bed tænderne sammen og fortsatte ind i stuen.

”Hey Lo… hvem er hun?” Kunne jeg høre Perrie spørge bag min ryg. ”Hvor er dine krykker henne?” Spurgte hun. Jeg satte forsigtigt Katy på sofaen og gik ud i køkkenet. Jeg lukkede skydedørene i og satte mig ved køkkenbordet.

Straks vendte hun sig om og gav mig et vredt blik. Det var faktisk det første vrede blik i lang tid. Fra hende. ”Hvad?” Spurgte jeg, måske lidt for ondt til Perrie. ”Først: Hvor er dine krykker? Anden: Var I ved privatlægen? Tredje: Hvem er hun?” Spurgte hun med armene over kryds, brynene rykket tættere sammen og en hård kold mund som glimtede kort af sort glimmer der kunne ses i den lilla farvede lipgloss.

”Jeg gik ind i hende og hun vred om på hendes ankel. Hendes navn er Katy.” Sagde jeg ærligt. ”Nåede I forbi privatlægen?” Spurgte hun. Tøvende trak mig læberne sammen og udledte et suk. ”Nej. Det er derfor der hverken er medicin, eller krykker.” Indrømmede jeg.

”Louis! Vi kan ikke at det her bliver ved! Tag dig sammen!” Sagde hun arrigt og vendte sig om mod kødsaucen i gryden. Hendes dybe vejrtrækninger forsikrede mig om at hun prøvede at styre sin vrede. ”Perrie. Jeg tager derhen i aften. Så tager jeg hende med. Så vi kan se på anklen.” Sagde jeg og ville til at støtte mig på den dårlige arm. Hurtigt trak jeg den til mig og følte hvordan det faktisk gjorde mere ondt, under båndene.

”Okay så. I aften. Jeg kører jer derhen for umiddelbart kan Zayn ikke få sig selv til det. Hvor er han henne?” Spurgte hun og åbnede skydedøren op. Katy sad og kiggede på den større fjernbetjening jeg havde. Det var helt tydeligt hun intet anede om hvorfor der var så mange knapper. Hun syntes tydeligvis at det var unødvendigt.

”Katy.” Sagde Perrie stift. ”Jeg er Perrie. Midlertidig vagt hos Tomlinson. Jeg tager jer begge to til lægen i aften. ”Hendes ansigt blev næsten helt bleg. ”L-lægen?” Stammede hun. Perrie lod ikke sit indre kærlige menneske komme frem ved synet af hendes frygt for læger. Det var vel læger? ”Hvad med at få lægen herhen?” Spurgte jeg i hendes forsvar. ”Herhen?” Spurgte Perrie koldt. ”Nej… det er ikke det.” Sagde hun og kiggede væk. ”Jeg har ikke… jeg har ikke råd til en læge.” Indrømmede hun og kiggede væk.

”Perrie! Hvor er du?! Kødet er brændt fast!” Panikkede Zayn fra køkkenet af. ”Læge. I aften. End of discussion.” Sagde hun og gik ud i køkkenet. Det sørgede hun for at blive hørt ved at smække skydedøren i.

Jeg satte mig på sofabordet som drengene havde gjort dagen før med hænderne flettet sammen, dog foran Katy. ”Jeg beklager Perries opførsel. Hun er meget… anspændt lige for tiden. Siden du ingen… familie har, hvor bor du så? Er der nogen som kan tage sig af dig?” Spurgte jeg forsigtigt. Hun satte sig lidt bedre op og lagde fjernbetjeningen fra sig. Først kiggede hun ud af vinduet hvor hendes øjne hurtigt fandt Mr & mrs Saints rosenbuske.

Hun vendte sit ansigt mod mig igen og hostede kort inden hun svarede. ”Jeg har ingen. Det gør alligevel ikke noget. Jeg er vant til at klare mig selv.” Sagde Katy som om hun forventede, at jeg ville smide hende hjem.  ”Jeg har ikke tænkt mig at smide dig ud. ”Sagde jeg ærligt og alvorligt til hende. Hun vendte sit hoved lidt væk.  ”Hvad er der egentlig sket med dig? Du halter og din ene arm er ikke så god?” Spurgte hun. ”Slåskamp.” Svarede jeg ærligt.

Hun nikkede anerkendende og kiggede igen over mod roserne i forhaven på den anden side af villavejen. Hvordan kunne hun se så fjern ud? ”Behøves der komme en læge?” Spurgte hun. ”Er du bange for dem?” Spurgte jeg. ”Min… min far var læge.” Sagde hun stille. ”Du behøves ikke have besøg af en. Liam har faktisk et diplom i førstehjælp.” Sagde jeg og pegede ud mod terrassen hvor han i øjeblikket stod og snakkede med Niall mens de grillede. Et lille smil kom frem på hendes læber.

”Er du sulten eller noget? Der er nok mad til dig hvis det er. ”Sagde jeg roligt. ”Øhm… det ved jeg ikke. Altså, jeg vil ikke træ-” ”Sludder. Jeg synes jeg skyldig dig det Katy. After all, jeg møvede dig ned og nu har du en forstuvet ankel. ”Sagde jeg med et anstrengt smil. ”Et øjeblik.” Sagde jeg roligt og gik ud på badeværelset. Det badeværelse man skulle ind til igennem mig og… mit soveværelse.

Mit hjerte bankede hurtigere, det blev sværere at trække vejret. Smerten i mit ben, var som stød der igennem min krop. Da jeg stødte min dårlige arm mod dørkarmen til mit værelse følte jeg hvordan huden under forbindingen blev revet i. Med hurtige bevægelser tog jeg mig til armen og fik lukket døren stille og hurtigt ind til den lille korte gang.

Da jeg satte mig ned foran min dør, blokerede hvis nogen ville lede, tog jeg fire minutter til at få pusten og kontrollere mig selv. Smerten i mit ben var ikke så slemt længere. Smerten kom kun med hver gang 30 sekunder var gået. I armen kunne jeg blot mærket blodet dunke en gang imellem.  Forsigtigt rejste jeg mig op og gik ud mod badeværelset. Lyset tændte automatisk da jeg kom ind. De velkendte parfumer og den eneste mascara model hun nogensinde brugte, stod her stadig. Min højre hånd tog fat i hende favorit. Lavenna No. 3.  Den parfume kendte jeg godt. Den havde jeg givet hende i julegave forrige år. Hun blev så glad for den dengang. Hun ringede endda til mig for at sige tak.

Hun valgte dog kun at bruge den når hun var ude til finere arrangementer. Eller fester. Forsigtigt tog jeg den fine låg af som var formet som en lavendel og duftede forsigtigt til den…

”Kom nu El! Jeg er jo lige ved siden af!” Sagde min stemme glad men også beroligende til hende. Længe kiggede hun bare på den store forlystelse og det kæmpeloop, som op til flere gange havde gjort at folk besvimede. "Jeg tør altså ikke Louis.” Indrømmede hun. Et lille suk kom fra mine læber. ”Åh Eleanor kom nu! Jeg har gjort det!” Tiggede Perrie. ”Okay!” Sagde hun lidt strid imod Perrie. Men straks vendte hendes øjne der lyste af frygt for loopet mod mine. ”Jeg passer på dig. Det har jeg altid gjort.” Jeg placerede et kys på hendes pande og duften af den velkendte lavendel fandt sin vej op mod min næse. Et lille smil kom frem. Hun havde den på.

Da jeg åbnede øjnene igen, opdagede jeg, at jeg lå på gulvet krøllet helt sammen og en lille pøl, af savl og tårer, var på gulvet. Jeg tørret min hund og kinder med håndklædet ved vasken og skyndte mig op at stå igen. Ingen skulle se mig sådan her. Ikke engang mig selv.

Mit blik søgte væk fra spejlet og skyndte mig at finde Pinex pillerne. Tre burde være nok til de næste timer. Helt utrolig nok undgik jeg fuldstændig at se mig i spejlet da jeg tog pillerne. Da jeg åbnede ud til mit soveværelse sad Harry sammen med Liam på min seng og kiggede bestemt ikke med tilfredshed på mig.

”Hvad lavede du derude?” Spurgte Harry iskoldt. ”Slap af Harry.” Sagde Liam og prøvede at få sig selv til at bløde op. ”Vi skal spise. Kom så. Jeg hjælper dig ud i køkkenet.” Sagde han og lagde sin arm under mine og støttede mig godt ind til ham.

”Tak Li.” Smilte jeg til ham. Han smilte et af sine sædvanlige varme smil tilbage. Da vi kom ud i stuen kunne jeg se at skydedøren var skubbet fra og lyset inde fra køkkenet af lyste blidt op. Sophia havde hjulpet Katy med en plads og Perrie så ud til at bløde op. ”Li, sæt lige Lou i sofaen.” Kommanderede hun. ”Du er ikke min kæreste. Du skal ikke bestemme!” Sagde Liam med et babyansigt. ”Liam gør hvad Perrie siger.” Sagde Sophia imens hun åbnede for en vin. ”Okay så.” Sagde han. Jeg lod mig dumpe forsigtigt ned i sofaen imens Perrie kom hen imod mig, men dog meget roligt.

”Jeg har ringen til en læge som kommer om to timer. Du skal ikke have noget vin eller noget med alkohol som kan påvirke dig eller komme i dit blod. Specielt ikke nu, da ud intet har spist de sidste par dage. Man pas med hvad du spiser. Jeg har lavet noget mildt mad til dig.” Smilte hun. ”Hvad med Katy?” Spurgte jeg. ”Sophia fik hende blødt op. Hun skal bare have lidt is på foden. Men jeg er desværre enig med dig. Jeg er ikke tryg ved at lade hende være alene. Jeg tror der er noget helt galt. Altså med hende. Måske har hun det samme som Gem har haft.” Sagde Perrie en smule bange. ”Frygten for at, være alene?” Spurgte jeg.

Hun nikkede og smilte. ”Kom så, jeg har ikke lavet mad for ingenting.” Grinte hun og hjalp mig op. Da jeg satte mig så jeg at Katy sad overfor mig. I stedet for Perrie. Katy havde bid i sig en del i underlæben siden hun kom. Jeg kunne se det. Før havde de fine velkendte streger som alle havde, nu var den mere glat og små prikker af blod kunne ses. Hun havde været nervøs for at gøre det der.

Perrie begyndte så småt at give Niall en stor portion som altid. Derefter ville Zayn tage noget salat og Liam ville dele den med ham så han ikke var helt alene om det. Harry ville straks tilbyde at give noget lasagne til Sophia og derefter servere for Perrie, som den gode dreng han nu aaltid er.

”Katy?” Spurgte Sophias altid bestemte men alligevel blide stemme. ”Er der noget bestemt du kunne tænke dig?” Et lille venligt blik blev sendt hende og straks gengældte Katy det. ”Øhm… jeg er faktisk ikke så sulten. Jeg spiste i morges” ”I morges?” Nu kom den indre mor frem i Sophia. ”Hvor tit spiser du om dagen?”

”Det vil jeg helst ikke snakke om. Men… sagen er den at jeg ikke er så… jeg er dårlig til at huske at spise. ”Indrømmede hun. Det ville måske forklare hvor skrøbelig hun egentlig var. ”Du tager bare noget senere hvis det er. Altså hvis Niall ikke har spist det hele.” Et højt grin kom fra Niall. Så stoppede han op, kiggede på Sophia og så nærmere sur ud. ”Jeg skal nok lade noget være tilbage. Altså det jeg ikke kan lide.” Snappede han af hende. ”Tal pænt Niall.””Men Lia” ”Niall lyt til Liam.” Sagde Perrie bestemt.

Endnu en gang måtte Niall lade sig overvinde af sin egen overmand. Perrie Edwards. Under selve middagen skete der ikke så meget. Sophia var en smule vred over at hun kun fik et syvtal for hendes afsluttende rapport for det første halve år. Men altså, flere vejledere havde også sagt den gik helt op til tolv, så selvfølgelig var hun vred. Niall havde igen ødelagt sin grill og Liam blev ved med at mangle sokker.

Sådan foregik en akavet middag for os. Siden i går havde de faktisk været hos mig alle sammen. Perrie ville ikke jeg var alene efter det der skete med mig. Så hun fik Liam og Zayn overtalt til at være her. Niall og Harry behøvede ingen tale. Sophia var her nu mere fordi hun netop godt kunne hjælpe os. Hun var i gang med at studere til sygeplejerske og som ekstra ting også kunne være læge. Med læge ment som i at hun ville få en specialgrad i at kunne konstatere sygdomme. Noget man kunne have som ekstra emne. Hvis man ville.

”Tak for mad Perrie.” Straks rettede mine øjne mig mod den stadigvæk ukendte stemme som jeg kun lide havde hørt. Katy. ”Det var godt du kunne lide det. Lou, lægen, en time. Du burde nok rense dine sår. Sophia hjælper du ham lige?” Spurgte Perrie og tog straks tallerkner og det hele væk sammen med Liam.

”Harry kan du lige finde noget rent tøj til ham?” Spurgte Sophia i det hun hjalp mig op. ”Jeg skal nok finde noget. Har du noget sommertøj fremme?” Spurgte Harry i det han hurtigt smuttede. Jeg nåede ikke engang at svare spaden, altså. I det mit dårlige ben rørte gulvet gjorde det egentlig stadigvæk ondt, men ikke så meget når Sophia støttede. ”Ret ryggen Lou… stille op, sådan der.” Smilte hun og lagde sin højre hånd om min højre side, og klemte blidt til. ”Så. Min anden hånd er lige her.” Hun placerede den på mit haleben. Det var faktisk rimelig ubehageligt. ”Hvis jeg presser… hvordan føles det der så?” Spurgte hun. I det hendes, blot en finger ramte, følte jeg et lille stød, som faktisk var behageligt. ”Det gør i hvert fald ikke ondt.” Sagde jeg roligt til hende. ”Godt, tag dit dårlige ben og støt det til mit. Jeg ved det gør ondt, men du bliver nødt til det.” Sagde hun og strakte sit eget ud til mig.

Da vi kom fra klinkegulvet til det bløde gulvtæppe havde jeg det straks bedre. Det gjorde knap så ondt at gå på. Stødene var der endnu, men det gjorde mindre ondt. Sophia klagede slet ikke. Hun var en egentlig god pige. No wonder why Liam falls for that!

”Okay så. Hvilket badeværelse vil du gerne have vi tager?” Spurgte hun blidt. ”Bare mit eget.” Svarede jeg roligt. Hun nikkede og hjalp endnu engang videre i huset. Der var egentlig noget jeg ikke forstod. Når jeg slappede af og sagtens kunne omgås, så kunne jeg intet selv. Men så snart vreden slog igennem, eller frustrationerne, så kunne jeg løbe, hvis jeg ville. Underligt hvad ens følelser egentlig kan gøre ved en når det kommer til stykket. Badeværelsets lys var stadig tændt, selv den lille pøl af savl og tårer der endnu, men mindre, den var nok størknet en smule.

”Jeg finder lige dit tøj, så kan du tage dine bukser af.” Sagde hun roligt og lukkede døren så andre ikke så mig. Jeg startede med at sætte mig ned og kiggede på mine bukser. Så læse bukser har jeg ikke haft på i over et år. Da jeg åbnede op for mine bukser og satte mig op havde jeg faktisk sværere ved at få dem af end jeg havde haft med at tage dem på i morges. Da jeg endelig kom ud af dem, havde Sophia fundet nogle korte bukser. Jeg tror, jeg sidst havde dem på til LWWY.

Hun sørgede for at vasken var helt rent og at vandet deri, var iskoldt. Jeg kunne se det på måden hun trak hånden til sig. ”Sæt dig her.” Hun havde bredt et håndklæde ud over gulvet, et af de helt store bløde håndklæder. Dejligt. Jeg strakte mit ben så godt ud som ovehovedet muligt. ”Vi tager dit ben først. Så det er renset til når lægen kommer.” Hun lagde roligt kluden i hendes hånd og satte sig ned ved mit ben.

”Louis?” Spurgte hun roligt imens hendes hænder forsigtigt nærmede sig benet. ”Ja?” Svarede jeg, lidt bange for smerten jeg ville føle. Så kom den. Det var som is der bredte sig igennem hele såret og op til mit knæ. Hele tiden havde jeg lyst til at tage benet til mig men jeg lod vær. ”Vil du ikke godt love mig noget?” Spurgte hun forsigtigt og kiggede mig i øjnene. Af ren trense over de kærligt karamelbrune øjne, der ligesom Liams, altid var fyldt med omsorg og bekymring, borede sig igennem mig og gjorde jeg pludselig snøftede. ”At du ikke er alene. Du vil fortryde det. Det ved jeg.” Sagde hun og fortsatte. ”Der er betændelse…” Straks åbnede hendes øjne sig helt op, så det hvide nærmest kunne ryge ud.

”Hvad skal det betyde?” Spurgte jeg bange. ”Jeg skal lige ud i køkkenet.” Hurtigt rejste hun sig og lod mig være på gulvet, helt alene. Det begyndte langsomt at blive varmere i mit ben, men ikke noget helt vildt.

Mit blik gled rundt omkring i badeværelset. Der hang et hvidt håndklæde for højre til vasken, spejlet havde en elegant ramme der var detaljeret, men ikke for meget. Sophia kom tilbage med en gryde der dampede.

”Hvad skal du bruge det til?” Spurgte jeg. Hun tog en dyb indånding og åndede ud igen. Gryden blev placeret på gulvet ved siden af hende. Hun tog den kolde klud og vred den op og lagde den over igen. Hendes hånd kørte over mit sår og pludselig prikkede hun kun sin ene finger blidt ned på et bestemt område. Det gjorde ubeskrivelig ondt allerede nu.

”Du har betændelse. Men det er ikke så galt. Jeg har kogt noget vand du skal renses med.”  Hun tog kluden ned i det varme vand. Jeg kunne se det gjorde ondt på hende når blot hendes fingerspidser rørte vandet men alligevel blev hun ved. Smerten generte mig ikke til sidst, det var faktisk en behagelig prikkende følelse. En smule trættende faktisk.

”Hold dig vågen Louis.” Sagde Sophia og knipsede sine fingre foran mit hoved. Hurtigt nikkede jeg og rettede mig op så jeg selv, nemmere kunne holde fokus på at være vågen.

 

Klokken blev otte og vi ventede egentlig bare på at lægen kom. Perrie havde gjort klinisk rent ude i køkkenet sammen med Sophia så lægen kunne være i køkkenet sammen med mig.

Hurra.

Det ringede på klokken. Perrie rejste sig op med bestemte skridt og da hun åbnede døren op til stuen kom en mand med sort jakke og jeans ind. Han havde smilerynker om øjnene og ligesom Harry, havde han smilehuller.

”Godaften. Mit navn er Horrison Dale. Jeg skulle se på en Louis Tomlinson?” Sagde han roligt. ”Det er mig.” Sagde jeg og rejste mig op. ”Der er en køkkenø helt nøgen for pynt som er gjort klart til jer” Sagde Sophia og ledte Horrison ud i køkkenet. Zayn tog fat i mig og hjalp mig ud i køkkenet. ”Så Lou… ”Smilte Zayn roligt. ”Vi overlader dig kraftkarlen.” Grinte Zayn og lod mig være helt alene i køkkenet med ham.

”Så du valgte at blive hjemme, efter… hvad præcis?” Spurgte han og trak to stole hen til køkkenøen. ”Jeg faldt.” Mumlede jeg og tog imod stolen. Hans blik gled ned af mit dårlige ben og sukkede. ”Du er heldig. Kender du en læge? Siden at det er blevet renset så godt, så… du er jo heldig. Men hvad med armen?” Spurgte han roligt. ”Det er ligesom benet.” Svarede jeg roligt. Han nikkede. Okay så. Kan du selv komme op på bordet?” Spurgte han. Jeg nikkede roligt. Det var ikke så slemt at han var her igen. Det der egentlig var slemt var at mine venner var på den anden side af den skydedør og ventede på at jeg var færdig.

”Lad os starte med din hånd.” Sagde han og tog hurtigt fat i den. Det gjorde ondt, som bare i helvede. Men det gjorde intet længere.  Han gjorde det rent og bedøvede mig, bare så jeg ikke følte når jeg blev syet. Jeg fik en ny bandage på, det så fint nok ud. Han fugtiggjorde såret og begyndte at fjerne løse stykker der var tørret og trak langsomt sårskårpen af, selvom jeg virkelig havde lyst til at råbe af ham, at han skulle stoppe.

”Hvorfor tog man ikke på hospitalet?” Spurgte han og samlede skårpen i hånden og smed det ud. Jeg kiggede kort væk, men hurtigt rettede jeg hovedet op igen. Bare slap af Louis, du kan godt.  

”Min kæreste døde for tre dage siden. Hun skal begraves i morgen. Hun døde på hospitalet.” Sagde jeg så behersket, som overhovedet muligt. ”Det beklager jeg at høre. Overhovedet at I begge har været så unge. ”Han fortsatte med at rense mine sår i stilhed.

Det var helt underligt. Stadigvæk var det ikke gået op for mig hun var død. Selvom jeg vidste det. Hun lå død, i en kiste, uden noget udtryk, halvdelen af hendes ansigt skrabet af asfalt og ingen chance for at det nogensinde vil hele igen.

”Det var det. Jeg har sat en stok ude i stuen hos dine venner. Du skal nok lige sidde lidt og vænne dig til det. Fortsæt god aften. Held og lykke med i morgen.” Sagde han og gik ud. Nu var jeg alene. Helt alene i køkkenet. Tv’et i stuen var tændt og jeg kunne høre Niall og Harry klage over en eller anden i tv’et. Sophia grinte over et eller andet, Liam tyssede på hende. Perrie tyssede på Liam.

______________________________

Det var så tredje kapitel af Little White Lies! 

Mig og Rikke er utrolig glade for at så mange vil læse den! 

I må endelig fortælle os hvad I synes om den indtil videre! 

Knus Jensen!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...