Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24829Visninger
AA

30. 29

 

*Katy*

Jeg vågnede op med en øm følelse i det nederste stykke af min mave, og en dunkende hovedpine. Minderne fra i nat kom ind i mit hoved, og jeg kunne ikke lade vær med at smile. Han elskede mig virkelig. Og han bekymrede sig endda nok til at spørge om jeg var sikker.

Men han havde kaldt mig Eleanor. Det gjorde ondt, men mit hoved kunne ikke lade vær med at finde på forklaringer. Måske var det en vane? De havde været sammen i lang tid. Eller måske var det fordi at han var helt over hende? Eller fordi at han følte han havde gjort noget ondt mod hende?

Forsigtigt fik jeg rejst mig, og fik taget nattøj på. At have almindeligt tøj på var ikke lige noget af det der virkede mest tiltalende lige nu. Så snart jeg kom ind i køkkenet, kiggede Louis op.

"G-godmorgen" Lød hans vidunderlige stemme. Tanken om sidste gang jeg havde været sammen med ham, fik min kinder til at rødme.

"Ja. Det er det" Et stort smil hoppede frem på mine læber. Han elskede mig virkeligt. Han kiggede rundt i hele køkkenet, inden han lød sine øjne møde mine.

”Hvordan... Hvordan har du det?" At han overhovedet spurgte overraskede mig. Han af alle mennesker burde vide hvordan jeg havde det.

"Jeg er øm. Men det vidste du vidst godt" Han vidste det udmærket godt, og han vidste også hvorfor. Igen kom der et stort smil frem på mine læber.

"Det ehm... Det gjorde jeg vel. Der er ikke noget.. Hovedpine?" Han trak sætningerne ud, som om han ville have dem til at vare længere. Det gjorde han altid når der var noget han ikke ville sige. En nervøs knude samlede sig i min mave.

"Jo, men det er ikke så slemt. Hvordan vidste du det?” Jeg manglede sikkert bare vand. Jeg havde drukket meget sukker i går, så det gav vel meningen. Men hvordan vidste han det?

"Jeg ved ikke helt... Altså om du har lyst til at hære svaret." Sagde han forsigtigt, og satte sig ned ved spisebordet.

"Louis, hvad sker der? Hvorfor siger du sådan?" Hvad var der sket? Hvorfor var han pludselig så nervøs? Hvorfor var han nervøs for at fortælle mig noget?

"Det er angående festen" Svarede han kort, og mit hjerte stoppede et kort sekund. Hvad var der sket i går?

"Louis? Du skræmmer mig nu" Jeg satte mig ned overfor ham. Noget fortalte mig at hvad end det var, han ville sige, så ville jeg få brug for at sidde ned. "Hvad skete der i går? Hvorfor er du pludselig så.. Så?"

"Nervøs?" Færdigjorde han for mig.

"Ja. Du er nervøs. Og det gør mig nervøs, for du er aldrig nervøs medmindre der er noget vigtigt. Og det her er ikke dit søde akavede nervøs, men mere dit jeg har ikke lyst til at sige det nervøs, og jeg kan ikke lide det" Hans nervøsitet havde smittet af på mig.

"Hvad er man typisk, hvis man er lettere omtåget?" Spurgte han. Jeg hadede når han gjorde det her. Han ville ikke selv sige det, så han kom med hentydninger til jeg selv regnede den ud.

"Fuld. Louis kan du ikke bare sig... Oh" Var det det han var nervøs over at fortælle mig? Mit blik fangede hans, og jeg kunne se at han var blevet anspændt. Jeg kunne mærke mine øjne blive våde, da jeg spurgte om det næste. "J-jeg var fuld? Er det det? Louis, var jeg fuld?"

"Katy rolig nu..." Han var hurtigt oppe af stolen og ved min side. Hans ord som ellers altid havde den ønskede effekt, gjorde intet andet end at gøre det værre.

"Jeg har lige mistet min mødom, og nu fortæller du mig at jeg var fuld? Hvordan forventer du at jeg er rolig?" At være rolig var nok ikke en af de første reaktioner der burde komme.

"D-det ved jeg ikke... Jeg ville ikke såre dig og jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det." Prøvede han at forklare. Vidste han det? Havde han udnyttet mig?

"Vidste du det, eller gik det først op for dig i dag?" Alt i mit hoved håbede han ikke vidste noget. Jeg ville ikke være i stand til at tilgive ham hvis han havde udnyttet mig.

"Jeg opdagede det først i morges... Du lugter langt væk af det." Hans stemme var undskyldende, som om han følte det var hans skyld.

"Det er ikke din skyld. Jeg forstår bare ikke hvordan" Jeg var på randen til at græde. Hvordan kunne det ske. Jeg drak ikke, og der var ikke nogen med i går som jeg ikke kendte. Havde nogen hældt noget i min sodavand?

"J-jeg... Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.. Måske var det en af drengene?" Forslog han.Det lød som om han vidste mere end han gav udtryk for.

"Louis, hvis du ved noget så sig det" Bad jeg ham. Hvis nogen havde gjort det med vilje, blev jeg nød til at vide hvem. Der blev nød til at være en der var skyld i det.

"Det er kun et gæt... Det kunne måske have været en anden" Igen var han forsigtigt med at komme med svaret. Han havde ikke lyst til at sætte nogen i dårligt lys, eller anklage dem for noget de ikke havde gjort.

"Bare sig det! Jeg har brug for at vide det, Louis" Jeg kunne ikke se nogen af dem i øjne uden at tænke det måske var dem. Måske var det en af mine venner der havde drukket mig fuld, selv om de godt ved jeg ikke drikker.

"Jeg tror måske det er Harry. Jeg mener det er kun et gæt" Nej. Louis gættede aldrig på nogen, medmindre han havde en grund til det. Og Harry ville stadig være den sidste han ville gætte på.

"Du gætter aldrig hvis du ikke ved noget. Hvordan ved du det, Louis?" Havde han løjet? Havde han vidst at jeg havde været fuld i går? Havde han udnyttet at jeg havde været fuld til at få det han gerne ville have?

"Det er et gæt. Harry har gjort det før. Første gang Perrie blev grav" Han stoppede sig selv inden han blev færdig. Måske var det ikke meningen at jeg skulle vide at Perrie havde været gravid før? Eller også skulle jeg ikke tro i at Harry var en dårligt person?

"Men. Hvorfor? Hvorfor ville han gøre det?" Spurgte jeg trist. Jeg havde stolet på Harry, og så havde han gjort det her? Selvfølgelig var jeg såret.

"Det ved jeg ikke. Han gør det bare nogen gange." Prøvede han at forklare. Men det var ikke ligefrem en god forklaring.

"Du får ikke nogen til at drikke alkohol uden de ved det! I sær ikke når du er venner med dem!" Hvorfor han ville gøre det var fuldstændig sort for mig. Jeg kunne ikke komme på en eneste grund til hvorfor han skulle ville gøre det.

"Jo... Det gør man. For at lave sjov. Men det med Perrie... Er mildt i forhold til hvad han gjorde" Han lagde forsigtigt sine hænder på mine skulder, som om han håbede at det ville få mig til at slappe mere af.

"Hvorfor har jeg det som om det ikke gik op for dig i morges? Louis. Fortæl mig at du ikke vidste noget i går. At du ikke havde den mindste ide om det" Min usikkerhed omkring ham kom tilbage. Hvis jeg havde været så fuld, hvordan havde han så ikke opdaget det?

"Jeg havde ingen ide..." Han kiggede væk, inden han flovt forsatte. "for jeg havde drukket til festen"

"Du behøver ikke være flov over det. Det betyder ikke at du falder tilbage. Jeg er faktisk glad for at du ikke vidste det" Jeg var nok nærmere lykkelig over at han havde drukket. Han kunne umuligt have vidst det.

"Men jeg skulle have været på vagt og passet på dig" Undskyldte han. Det var tydeligt at han følte det var hans skyld, men det var det på ingen måde. Hvis nogen havde skylden måtte det jo være Harry.

"Det ved du godt at du ikke behøver. Jeg er ikke et barn" Han behøvede ikke passe på mig. Jeg burde have været mere på vagt. Jeg burde ikke have stolet på Harry så nemt.

"Men jeg elsker dig." Jeg smilte indvendigt. Den ene sætning var verdens bedste argument i mit hoved. Jeg var villig til at gå med til næsten alt, hvis han brugte det argument.

"Og jeg elsker dig. Det er derfor jeg næsten er glad for at du havde drukket i går. Du vidste det ikke, så du kunne ikke have udnyttet mig" Forklarede jeg ham.

"Men hvorfor føler jeg så jeg har?" Hans øjne blev mere klare end de plejede at være, og hans stemme var fyldt af en sorg som jeg ikke kunne forklare.

"Det ved jeg ikke. Hvorfor tænker du at du har?" Jeg var rørt over at han bekymrede sig så meget om mig. Det var så uvant for mig.

"Ved du det ikke?" Han virkede næsten skræmt over tanken om at han måske skulle forklare mig det.  

”Ved hvad?" Spurgte jeg forvirret. Jeg var ikke sikker på hvad han mente. Det kunne være alt.

"Hvad jeg... Hvad jeg sagde... Lige efter." Fik han forsigtigt frem, som om han var bange for at minde mig om det. Det stak en smule, men det var til at leve med.

"Da du sagde Eleanor? Louis, det betyder ingenting for mig. I går betød for meget for mig til at jeg vil lade det ramme mig. Jeg ved du stadig holder af hende, og jeg lader mig selv tro at det bare var en vane" Og jeg ved også at du aldrig ville gå tilbage til hende, hvis du kendte sandheden, og det er godt nok for mig.

"Vil-ville du?" Spurgte han forhåbningsfuldt, men stadig forsigtigt. Som om han var bange for svaret.

"Ville hvad?" Der var mange ting jeg ville gøre ham.

"Glemme det?" Var det eneste han sagde. Noget fortalte mig at han ikke havde lyst til at sige højt, hvad det var jeg skulle glemme.

"Selvfølgelig. Jeg ved du ikke mente det. Jeg ved at du elsker mig lige så meget som Eleanor. Det betyder intet for mig" Jo, det betød noget, men ikke nok til at det gjorde mig noget.

"Jeg ved ikke om jeg elsker Eleanor længere. For den kærlighed jeg havde til hende, er intet i forhold til hvad jeg har til dig." Alt inden i mig slog knuder, og varmen kom hurtigt op til mine kinder.

"Det er derfor det intet betyder. Det her er en af de mange grunde til jeg elsker dig" Listen virkede til at være uendelig. Der var så mange ting jeg elskede ved ham. Han løftede min hånd op, og kyssede den forsigtigt inden han igen slap den.

"Og det her er endnu en grund" Hviskede jeg med et lille smil. Hvad havde jeg gjort for at få ham?

"Er det kakaoen?” Spurgte han pludseligt, og først nu opdagede jeg den brændte lugt der havde bredt sig i køkkenet.

"Lugter det ikke brændt?" Så snart ordene havde forladt min mund, slå han øjne op og løb hurtigt hen til komfuret.

"ikke igen ." Sukkede han irriteret, og jeg kunne ikke lade vær med at grine. Hvorfor brændte det hele på når vi snakkede sammen? Jeg rejste mig hurtigt for at hjælpe ham, men en kraftig smerte skød igennem mit underliv og fik mit til at falde ned på gulvet.

"Av" Ømmede jeg mig. Jeg havde glemt at jeg blev nød til at være forsigtig når jeg bevægede mig. Det gik så ud over min rød nu.

"Er du okay?" Spurgte han mens han satte gryden væk, og derefter satte sig på hug foran mig.

 "Ja. Jeg glemte bare at nogen har gjort at jeg ikke kan bevæge mig normalt" Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Han var alt for sød når han var bekymret.

"Undskyld.." Mumlede han, mens han lagde hans pande mod min. Hans vejrtrækning blev hurtigt mere forhastede, og han virkede næsten som om han havde mistet alt luften. Jeg grinte kort af den effekt jeg åbenbart måtte have på ham.

”Du ved, jeg mindes at du sagde jeg ikke ville kunne gå i dag. Hvis jeg nu lader som om det rent faktisk var det der skete, ville du så passer mig resten af dagen" Spurgte jeg uskyldigt. Jeg vidste udmærket godt hvordan det fik ham til at reagere.

"Ville? Jeg ville ikke være en ordentlig kæreste hvis jeg ikke gjorde. Hvor gør det mest ondt henne?" Spurgte han stadig bekymret.

"Det tror jeg godt du ved" Og han vidste også godt hvorfor jeg var øm. Men min røv gjorde ondt nu, det vidste han nok ikke.

"Katy. Jeg mener helt præcist hvor?" Han blev pludselig alvorlig, og det gik op for mig at han rent faktisk troede at jeg havde ondt.

”Louis. Det gør ikke direkte ondt. Jeg er bare øm. Jeg havde glemt det, og rejste mig for hurtigt. Nu gør min røv ondt, men det er det eneste" Forklarede jeg ham.

"Det får man af at sidde på klinkegulv. Klar?" Spurgte han for en sikkerheds skyld, inden han lagde armene om mig. Jeg placerede mine arme rundt om hans nakke, for at få bedre fat i ham.

"Altid" Jeg var altid klar når han var der. Han rejste mig forsigtigt op, for at det ikke skulle gøre ondt på mig.

"hvad med er bad?" Forslog han. Et varmt bad lød utroligt fristende. Næsten alt for fristende. Men jeg ville stadig gerne bare være hos Louis. Hvis jeg først gik i bad, ville jeg blive der i alt for lang tid.

”Er bad lyder godt” Blev jeg enig med mig selv om. Jeg måtte bare holde mig selv fra at blive der alt for længe. Mine arme lå stadig rundt om hans nakke, bare fordi jeg nød at være tæt på ham.

"Godt så. Kan du ikke selv gå?" Spurgte han med store øjne. Han måtte tror at jeg var meget øm, hvilket overhovedet ikke var situationen.

"Jeg er utrolig fristet til at sige nej" Tænkte jeg højt. Jeg vidste udmærket godt at han ville bære mig ind på badeværelset.

"Så må jeg jo bære dig." Som mit hoved allerede havde forudsagt, løftede han mig op, og begyndte at gå ud af køkkenet. Jeg kunne ikke holde mit grin inde. Han var utrolig.

”Jeg elsker når du gør det" Fortalte jeg ham kærligt. Han anede ikke hvor meget jeg elskede når han bar mig rundt.

"Det ved jeg" Han satte mig ned på sengen, og jeg blev hurtigt forvirret. Jeg troede vi skulle ind på badeværelset, så hvorfor satte han mig ned nu.

"Jeg troede at jeg skulle i bad?" Spurgte jeg forvirret. Noget sagde mig at han havde en grund til at sætte mig på sengen.

"Skal du også. Men du kan ikke gå i bad i nattøj" Sagde han med et skævt smil. Jeg var udmærket godt klar over hvad det var han havde i tankerne.

"Hvad hentyder du til Tomlinson?" Spurgte jeg, bare for at få ham til at sige det. Jeg lænede mig tilbage så jeg lagde ned, og han var hurtigt til at ligge sig ovenover mig.

"Det er jo det Evans" Lød hans forførende stemme mens han forsigtigt kørte han hænder ind under min trøje. Lyden af det han troede var mit efternavn var som et slag i maven. Han kendte jo ikke en gang mit rigtige navn.

"Mm. Du ved. Jeg kan bedre lide mit mellemnavn. Jeg overvejer at fjerne Evans" Jeg nød hans hænder der kørte op og ned på min mave, men skylden fyldte for meget til at jeg kunne holde min mund om det.

"hvad?" Spurgte han forvirret, mens han stoppede med at køre sin hænder på min mave. God, hvor ville det hele være så meget nemmere hvis jeg bare kunne fortælle ham sandheden.

"Jeg kan bedre lide mit mellemnavn. Jeg er ikke særlig glad for mit efternavn. Men du behøver ikke stoppe" Jeg nød virkelig hans hænder, og det irriterede mig at han stoppede. Men jeg var nok selv ude om det.

"Jeg vidste ikke du havde et efternavn" Konstaterede han. Noget sagde mig at han var meget forvirret. Selvfølgelig havde jeg et efternavn, alle har et efternavn.

"Jeg tror du mener mellemnavn? Men det har jeg, og jeg tror jeg fjerner mit efternavn, så jeg kun bruger mit mellemnavn. Katy Evans lyder bare forkert for mig" Fordi Katy Evans bliver ved med at minde mig om at du burde være blevet slået ihjel for flere måneder siden.

"Du ødelagde selv øjeblikket." Han skubbede sig op igen, og begyndte at nusse mine lår. Næsten lige så godt som på maven. Han var nu tilgivet for at stoppe.

"Ja. Det var måske også for det bedste. Jeg ville nødig være den der skulle forklare hvorfor jeg ikke kunne gå næste gang vi ser de andre" Det ville være så akavet, og jeg kender dem alle godt nok til at vide hvordan de ville reagere.

"Slap af... Hvem siger jeg ikke bare ville bruge min mund?" Jeg var ikke sikker på hvordan jeg skulle forstå det. Han kunne mene både at kysse mig, men også noget andet.

"Men ville du have noget imod hvis jeg ændrede navn til Katy Plummer? Ikke Evans, men kun Plummer?" Jeg vidste at det var latterligt, men et sted i mit hoved var jeg bange for at han ikke ville kunne lide mig hvis jeg hed Plummer. Han kendte mig jo ikke som Plummer, så måske ville han helst have jeg hed Evans.

"Du må ændre det til hvad som helst. Bare du er glad. Men jeg mener det. Hvis ikke du skriger mit navn, vil du ikke kunne gå de næste par dage.” Advarede han, mens han igen kørte hans hænder op til min mave. Jeg pressede mine læber sammen, for at signalere at jeg ikke havde tænkt mig at skrige hans navn.

"Stakkels lille Katy" Han lod den anden hånd køre op, og tog langsomt min trøje over mit hoved.

 "Louis?" Lød Liam stemme pludseligt, og jeg er aldrig i mit liv blevet mere forskrækket. Vi stoppede begge op og kiggede hen mod døren, hvor Liam stod.

 "Liam." Det var tydeligt at høre på Louis’ stemme at han var pinligt berørt. Jeg skyndte mig at tage min trøje på igen, for jeg havde ikke lyst til at ligge halvnøgen foran Liam.

"ehm" Fik jeg frem. Hvad skulle jeg sige? Oh, vi var bare ved at lave noget, som du nok ikke skulle have set. Men forstyr bare, det er helt i orden.

"Hvad laver du her?" Han skjulte det godt, men jeg kunne høre at han var irriteret. Nok over at blive forstyrret.

"jeg kom bare for at se hvordan i havde det. Hvordan Katy havde det" Forklarede Liam. Det var tydeligt at han syntes det var mindst ligeså akavet som vi gjorde.

 "Hun har det... Fint" Svarede Louis ingen jeg kunne nå at få et ord frem. Jeg burde nok heller ikke fortælle Liam at jeg var øm, det virkede forkert.

"Ingen hovedpine?" Spurgte han igen. Det samme spørgsmål som Louis havde stillet i morges. Men hvordan fanden vidste Liam at jeg havde været fuld?

"Hvordan vidste du det?" Røg det ud af mig. Louis var hurtigt til at tage fat i min hånd, som om han var lige så bange for svaret som jeg var.

"Katy. Du var ret fuld i går" Fortalte han. Louis strammede hurtigt sit greb om min hånd, og jeg vidste at han ikke kunne lide at høre det. Han bebrejdede jo ham selv, så selvfølgelig kunne han ikke lide at høre det.

"Det fandt jeg ud af. Men hvordan vidste du det Liam? Louis vidste det ikke før i morges, så hvordan vidste du det?" Liam vidste noget. Selvfølgelig vidste han noget, det ville næsten ikke undre mig hvis han havde en finger med i det.

"Fordi... Mig og Harry snakkede om det." Mumlede han flovt. Jeg var rimelig sikker på at de mere end snakkede om det.

"Hvordan vidste Harry det? For jeg mener ikke at jeg drak alkohol, så hvordan jeg blev fuld er er mysterie for mig" Jeg kunne se at Liam ikke kunne lide at tale om det, men jeg ville have ham til at sige det. Hvad nu hvis de rent faktisk bare snakkede om det? Jeg håbede så meget på at de kun havde snakket om det.

"han gav dig Vodka" Fik han ud. Skylden lyste ud af hans øjne, ligesom vreden nok gjorde ud af mine. Hvordan kunne Harry gøre det?! Og hvordan kunne Liam lade ham gøre det?

"Well Louis. Det ser ud til at du havde ret. God. Hvorfor ville han gøre det?!" Jeg var ikke bare vred. Jeg var såret. Jeg havde virkelig stolet på den dreng, og så gør han det?”

"Vi ville bare du havde det sjovt! Ikke andet!" Prøvede Liam. Han prøvede virkelig at forklare Harrys handlinger.

"Men bad hun om hjælp?!" Råbte Louis vredt. Noget sagde mig at han var ligeså vred som jeg var, hvis ikke mere.

"Jeg havde det sjovt! Eller det ved jeg jo så ikke om jeg rent faktisk havde. I kunne i det mindst have spurgt mig!" Jeg havde også hævet stemmen af vrede. Vreden overtog det hele, og jeg fik lyst til at slå Liam for det han havde gjort.

"og du var gået til Louis som ville flejne skråt op på os!" Hvordan kunne han tro det om mig?  Det ville jeg jo aldrig gøre mod dem. Jeg ville aldrig gøre noget for at såre dem, og jeg troede virkelig det også gik den anden vej, men jeg tog åbenbart fejl!

"Tror du virkelig at jeg ville gøre det? Hvis i bare havde spurgt om jeg ville have en drik, ville jeg jo bare tro at det var almindelig høflighed. Nu er det mig der er vred på jer!" Jeg var lykkelig over at Louis stadig holdt min hånd, for ellers havde jeg slået ham.

"var du ikke det i forvejen?" Spurgte Liam overrasket. Hvordan kunne han nogensinde tro at jeg var vred på dem? Efter alt det de har gjort for mig?

"Hvorfor skulle jeg være det? I havde aldrig gjort mig noget, så hvorfor skulle jeg være vred?" Og hvorfor ville i gøre det værre hvis jeg rent faktisk havde været vred?

"Fordi... Niall fortalte at Louis ikke havde fået noget længe og vi tænkte at hvis vi drak jer begge lidt” Begyndte han. Jeg brød mig ikke om hvor denne her samtale var på vej hen. Havde de fået os begge til at drikke, bare så Louis kunne få sex?

 "HVAD?!" Afbrød Louis ham. Han var tydeligvis ligeså chokeret som jeg var over Liams ord.

"Well. Jeres plan virkede. Tillykke!" Fortalte jeg ham med en stemme der dryppede med sarkasme.

 "I gjorde det med vilje?!" Louis var igen gået tilbage til at råbe. Han var vred, han var rigtig vred.

"Ja. Men det var Harrys ide. Jeg ved godt at Katy ikke drikker, og at du nok heller ikke gør mere. Jeg ved godt hvordan det er når man ikke vil drikke, men jeg ved også hvor sjovt det er når man forstå bliver fuld" Forsvarede han sig. Jeg er ret sikker på at Louis og jeg holdte hinanden tilbage. Jeg var i hvert fald ret sikker på at Louis også havde en trang til at slå ham.

"Er du klar over skaden du har gjort?!" Hvis ikke vreden havde fyldt så meget inden i mig, var jeg blevet rørt over Louis overbeskyttelse.

”Louis. Det er bare sex. I havde begge brug for det" Sagde Liam flovt, og i samme øjeblik mistede jeg min respekt for ham.

”Ikke når det er første gang!" Udbrød Louis. Jeg ville sådan ønske at han ikke havde sagt det, men jeg vidste godt at han ikke kunne gøre for det. Han var vred over det, og han ville have Liam til at se sin fejl.

"hvad? Første gang? Men. Fuck. Det må du virkelig undskylde Katy! Det var ikke meningen. Vi gik bare ud fra at" Begyndte han, men jeg kunne ikke holde ud at høre på det.

"Bare stop. Jeg vil ikke høre det" De var gået ud fra at det ikke var min første gang. At jeg havde været sammen med andre, eftersom jeg er 20 år gammel. De var gået ud fra at jeg var et normalt menneske som alle andre.

"Liam du burde gå." Sagde Louis hårdt. Jeg kunne se at det sårede Liam, men han vidste også godt at det var for det bedste.

"Ja. Undskyld igen. Jeg er virkelig ked af det. Det var ikke meningen at der skulle ske noget. I hvert fald ikke det her. Undskyld" Sagde han, og forsvandt hurtigt. Min vrede forsvandt sammen med ham, og alt der var tilbage var sorgen der havde fyldt mig op.

”Jeg stolede på Harry. Jeg stolede virkelig på ham" Hvordan kunne jeg være så dum?! Det her er grunden til du ikke lukker folk ind! De enten dør, eller sårer dig! Der er ingen vej uden om. Jeg er den der ender med at græde uanset hvad.

"Jeg ved det, jeg ved det." Han lagde armene om mig, og i et øjeblik håbede jeg inderligt at det kunne få mig til at glemme det, men det var ikke en mulighed.

 "God! Og han gjorde det bare så. Ugh." Det er hvad man får ud af at åbne op for folk. Er det meningen jeg bare skal vente på de andre sårer mig også?

"Love... lyt til mig." Han tog fat i mine skuldre, og ruskede mig blidt, som for at trække mig ud af mine tanker.

"Du skal ikke forsvare ham" Jeg kunne ikke håndtere hvis han forsvarede dem nu. Det kunne ikke forsvares.

"Hvem sagde jeg ville forsvare?" Spurgte han blidt. Han kiggede dybt ind i mine øjne, og jeg fik en pludselig trang til at gemme mig væk. Jeg følte mig beskidt. Som om at jeg lige havde begået den største synd.

"Det lød som om du skulle til at forsvare ham" Mumlede jeg. Jeg havde lyst til at smide mig i sengen og græde.

"Katy... slap af. Det skal nok gå... jeg er bare ked af at det skulle gå til sådan her..." Skylden var igen i hans øjne.

"Også mig. Jeg fortryder det ikke, men det skulle være sket på en anden måde" Jeg ville aldrig fortryde at give den del af mig selv til ham.

"Det skulle det... God hvor jeg hader dem lige nu." Han satte sig ned på knæ ved siden af mig. Vreden kom frem i mig igen, og jeg pillede ved min trøjekant for at holde mine hænder beskæftigede.

”Ikke mere end jeg gør" Fik jeg frem gennem sammenbidte tænder. Han kunne ikke hade dem mere end jeg gjorde.

"Slap af. Okay? Hvad med det bad?" Jeg vidste godt at han prøvede at skifte emne. At aflede min opmærksomhed.

"Jeg kan ikke bare slappe af! Nogen jeg troede var mine venner gik bag om ryggen på mig, fik os begge til at drikke fordi at de tænkte du havde brug for at have sex!" Jeg forstod ikke hvordan han ikke var vred. Det var jo også gået ud over ham!

"Katy slap nu af! Vrede hjælper ikke!" Prøvede han igen.

"Nej? Men jeg får det fandme heller ikke bedre af bare at slappe af! Louis, du ved hvorfor jeg ikke drikker, og det er bare for tæt på. Alt for tæt på. Og så at vide det var nogen af dem jeg stolede mest på der gjorde det. Det gør ondt!" Det gjorde alt for ondt.

"Det ved jeg men slap nu af!" Han trak mig ind til sig. Nok i håbet om at det ville få mig til at køle ned, men jeg havde ikke lyst til ikke at være vred. Vreden var det eneste der holdt mig fra at falde grædende sammen.

”Jeg kan ikke slappe af! Jeg mistede min mødom mens jeg var fuld på grund af dem! Det er en rimelig stor ting! Det er ikke ligefrem noget du bare tager så pænt!" Igen havde jeg hævet stemmen.

"Katy" Han kyssede mig flere gange på munden, så jeg ikke havde en chance for at afbryde ham. "Stop” Han fjernede sig fra min mund, og kyssede i stedet mine næse og mine kinder. "med at" Han kyssede mig i håret, for igen at kysse mig på munden. "være sur"

"Men når jeg holder op med at være sur på dem, bliver jeg trist. Som nu" Mine øjne var ved at løbe i vand. Han havde fået alt vreden til at gå væk, og havde ikke efterladt mig med andet end sorgen.

"Det er okay..." Han trak mig ind til sig, og jeg havde ikke kræfter til at gøre andet end at give ind. "Jeg elsker dig. Jeg elsker dig utrolig meget Katy"

Jeg prøvede at svare ham, men så snart jeg åbnede min mund knækkede min stemme. Det hele ramlede sammen.

"Jeg elsker dig. Shh-shh" Han begyndte at ae mit hår, men løsnede ikke sit greb det mindste. Måske var han bange for at jeg også fysik ville falde fra hinanden.

 "Jeg ville ikke drikke. Det ville jeg aldrig" Fik jeg grådkvalt frem. Ulykkelig gemte jeg mig væk i hans bryst.

 "Det ved jeg... Det er okay du ikke vil. Det sker ikke igen. Jeg skal nok passe på dig." Lovede han, mens jeg begyndte at hulke. Han vuggede mig forsigtigt frem og tilbage, mens jeg langsomt faldt i søvn.

-.-.-.-.-

Jeg vågnede ved nogle lyde der lød til at komme fra køkkenet. Forsigtigt kom jeg ud af Louis’ arme, og gik stille ud i køkkenet. Den sidste person jeg havde lyst til at se, stod midt i køkkenet som om han ejede det hele. Da han fik øje på mig, ændrede hele hans attitude sig til en mere nervøs og skræmt.

"Oh... H-hej Katy" Fik han nervøst frem, og allerede nu kunne jeg mærke vreden komme frem igen. Hvordan kunne han forråde mig på den måde?

"Harry" Jeg bed tænderne hårdt sammen for ikke at sige noget jeg senere ville fortryde.

 "Ja... jeg tænkte nok du ville have den reaktion.." Han skævede hen mod døren, og han så ud som om han havde lyst til at stikke af. Selvfølgelig ville han stikke af.

 "Hvorfor? Fordi du drak mig fuld, uden at jeg vidste det?!" Jeg var vred. For vred til at kunne stoppe ordenen der kom ud af min mund. "Eller fordi at du ved jeg ikke drikker?"

"Ja, det er nok det." Sagde han, og bakkede langsomt tilbage. Han var skræmt, hvilket han også havde god grund til at være.

"Jeg stolede på dig! Hvorfor ville du gøre det?!" Jeg hævede stemmen for at han skulle forstå jeg var såret. Jeg havde på det tidspunkt glemt alt om Louis, som lå og sov.

"Jeg ville bare du havde det sjovt! Du var så anspændt og du var ved at blive vred da Jesy snakkede med Louis!" Undskyldte han.

"Jeg havde det sjovt! Du behøvede ikke at give mig alkohol! Der er en grund til at jeg ikke drikker!!" Jeg råbte. Jeg råbte rent faktisk af ham.

"Du var sur de første to timer af festen! Jeg gjorde for at du skulle slappe af! Og hvornår havde du det sjovt og slappede af?! Efter jeg gav dig knap en 1/225 af en flaske!" Han var selv begyndt at blive vred, men han havde ingen grund. Det var ikke ham der var blevet såret.

"Men du kunne have fortalt mig det! Du burde have fortalt mig det! Har Liam fortalt dig hvad der skete da han kom?!” Jeg gik tættere på ham. Han skulle på ingen måde have chancen for at stikke af før vi var færdige.

"Nej..." Igen bakkede han længere tilbage. Det skræmte ham at jeg var tæt på. "Intimsfære Katy"

"Lad mig fortælle dig hvad der skete. Louis fortalte mig at jeg var fuld. Vi skændes. Jeg troede at han havde vidst det, og at det havde været hans ide. At han havde fået mig fuld, bare for at kunne udnytte mig! Hvordan tror du at jeg havde det da han sagde det var dig?! Dig, af alle mennesker! Jeg stolede på dig!" Mine råb gjorde ham forvirret, og om muligt endnu mere skræmt.

"Udnyttede, hvad fanden?!" Vidste han det virkelig ikke? Havde han virkelig ingen alelse om hvor meget han havde fucket op?

"Det er ikke pointen. Pointen er at det var din og Liams skyld at jeg faldt i søvn grædende. Fortæl mig hvor tit det sker!" Skreg jeg.

"En gang tydeligvis? Hør, jeg vidste ikke det ville ske, okay? Jeg er ked af at du blev fuld, okay? Jeg havde ikke troet at du ville reagere som du gjorde! Hvorfor tror du selv jeg blev ved med at give dig noget at drikke? Fordi jeg synes det var en god ide? Ja okay, men jeg troede ikke du ville have noget imod det!" Hvordan kunne han være så dum?! Han vidste jeg ikke drak, havde han ikke hjerne nok til at tænke der nok var en grund til det?!

"Så hvis jeg bare gav dig stoffer ville du ikke have noget imod det?" Spurgte jeg hårdt.

"Det ville jeg have noget imod, for det kan ødelægge min karriere. Det jeg gjorde, var at bevise at du sagtens kan have det sjovt, selv med alkohol. Jeg troede du var kommet videre." Han beder mig jo nærmest om at slå ham!

"Kommet videre fra hvad?! At jeg mistede min far, fordi at han havde været fuld? At alkohol var grunden til han døde? Eller at du for under 24 timer siden drak mig fuld, fordi du synes jeg ikke var glad? Eller skal jeg bare kommer mig over det hele, og bare tilgive dig?" Jeg knyttede mine hænder hårdt sammen for at holde mig fra at slå ham.

"Jeg var ikke den eneste!" Vredt løftede han hans hænder op, og pegede på mig for at få det til at virke mere overbevisende. "Liam var med på den."

"Men er han her? Nej, for han undskyldte tidligere i dag! Det har jeg ikke rigtigt hørt dig gøre!" Hvorfor slår du ham ikke bare ned? Du slipper for at høre på ham, og han får som han har fortjent?

"Så du vil have en undskyldning?" Sukkede han. Hvad fanden var der galt med ham?! Havde han virkelig tænkt sig at undskylde, bare fordi jeg ville have det? Det er jo ikke derfor han skal undskylde!

"Nej. Det ændre ikke noget. Det får mig ikke til hade dig mindre. Og du skal ikke undskylde, bare fordi at jeg vil have det. Du burde undskylde fordi at du bevidst fuckede op!" Jeg ville have at han undskyldte. Men ikke fordi jeg ville have en undskyldning, men fordi han kunne se han begik en fejl!

"Så du vil have en undskyldning, men ikke have en undskyldning?" Hvorfor er det jeg ikke bare slog ham da han kom? Jeg ved at Louis ville blive vred, men ville det virkeligt være så slemt?

"Det for sent for dig at undskylde! Hvis ikke at Louis holdt så meget af dig havde jeg slået dig hårdere end du kan forstille dig" Tanken om at slå ham ihjel, og få det til at virke som selvmord, eller som om han var stukket af var meget tiltalende lige nu. Jeg har aldrig haft så meget lyst til at slå et andet menneske ihjel.

"Du ved, jeg har ikke tænkt mig at sige undskyld, okay? Vil du vide hvorfor jeg ikke engang føler nogen form for skyldfølelse?" Så han har overhovedet ikke noget skyldfølelse? Jeg skal nok få det til at gøre ondt på ham på en anden måde!

"Fordi at du er en idiotisk popstjerne som ikke tænke på andre end sig selv?" Han var en egoistisk idiot. Hvordan kunne jeg overse det?

"Du er så sød du er. Nej... Hør, jeg elsker Louis og han er min bedsteven, men hvad der lige nu holder ham i stram snor, er dig. Hvordan slår I jer egentlig løs? I sidder herhjemme og han laver alt det du gerne vil lave. Hvad med Louis? Vidste du han spiller fodbold og ejer en klub? Vidste du at han en gang i måneden tager med os ud og fester på en eller anden klub? Nej, for omkring halvdelen af det Louis og andre normale unge elsker at lave, kræver enten alkohol eller adrenalin. Du er bange for begge dele, fordi det slår ihjel, det ved jeg godt det gør. Jeg er ikke dum. Men jeg gjorde det for Louis, og hvis du elskede ham, så ville du i mindste prøve at forstå hvad jeg gjorde. Et halvt år Katy, snart et halvt år, har Louis ikke været udenfor, ikke for at være et normalt menneske." Harry var mere end vred, men han var ikke den eneste.

Hvordan kunne han sige sådan?! Hvordan kunne han være vred på mig, for at Louis ikke drak længere? Han stoppede, fordi han ikke ville leve som alkoholiker mere! Noget Harry fik presset ud af mig! Og jeg var normal, for en gangs skyld var jeg normal!

"Jeg er normal!" Mit hoved gik i sort. Jeg havde ingen kontrol over mig selv. Hurtigt slog jeg ud efter ham, og fik slået hans kæbe af led, inden jeg slog ham på øjet og andre steder, inden et par arme stramte sig om mig, og trak mig væk. "Du kunne have sagt noget. Jeg troede at du var min ven!" Skreg jeg, mens jeg ihærdigt prøvede at komme løs.

Han tog sig ømt til kæben. Han var sikkert bange for at den var brækket. Måske burde jeg have brækket den?

 "Jeg håber den er brækket, så du holder kæft!" Råbte jeg til ham, bare for at skræmme ham lidt mere. Jeg håber fandme at han har ondt nu.

"Hvad?" Lød Louis’ forvirrede stemme. "Hvad skete der? Jeg var væk i ti minutter" Han nægtede at løse sine arme om mig, hvilket irriterede mig grænseløst.

"Måske burde du gå igen. Jeg er ikke helt færdig!" Jeg tror ikke at Harry helt havde fattet det endnu, så måske hvis han brækkede noget?

"Katy det er nok!" Sagde Louis bestemt.

"Jeg er ligeglad! Det er hans egen skyld!" Jeg prøvede stadig at få ham til at slippe mig, men han var stærkere end mig. Jeg blev nød til at finde en anden måde, for det her gjorde ingenting.

"Katy, jeg mener det, stop så!" Nu havde Louis også hævet stemmen. Jeg tvang mig selv til at slappe af, men sendte stadig Harry de mest hadefulde øjne jeg kunne.

"Godt så.... Harry..." Jeg havde en fornemmelse af at han ville have spurgt ham om noget, men det kom aldrig. "Kan ikke snakke nu... Katy, har du noget fornuftigt at sige til Harry?"

"Louis drikker ikke fordi han prøver at stoppe. Det burde du vide. Det var dig der var så bekymret for ham, men måske har du glemt at han ikke har haft det så godt på det sidste?" Sagde jeg iskoldt, hvilket fik Louis til at sukke. Det var nok ikke det han havde ment med fornuftigt.

"Jeg undskylder ikke, hvis det er det du vil have! Han fortjener det!" Prøvede jeg at forklare ham. Forsigtigt løsnede Louis sit greb om mig, og jeg var godt klar over hvad der ville ske om få sekunder.

"Vær det bedre menneske Katy" Opfordrede han, men jeg gjorde ikke andet end at ignorere hans ord, og slå ud efter Harry endnu en gang. Hvis jeg bare rammer hans kæbe igen. Eller endnu bedre. Hans tindinger.

"Katy!" Min knytnæve var kun få millimeter fra Harrys ansigt, da Louis fik mig hevet væk. Kunne han ikke bare have reageret et par sekunder senere?

"Hør. Det ville være meget nemmere hvis du bare gad at slippe! Det er ikke fordi at han har så mange hjerneceller han kan miste!" Råbte jeg vredt.

"Det er jeg ligeglad med... men jeg lader ikke min kæreste slå min bedsteven ud, fordi hun er pissed!" Igen hævede han stemmen. Man skulle næsten tro at han snakkede til et barn.

"Men han! Ugh! Kan du ikke smide den ud på gaden hvor den hører til?!" Jeg vidste godt at det ikke var fair sagt, men jeg kunne ikke styre det.

"Katy hold kæft." Han var efterhånden blevet mere end irriteret, han var rent faktisk ved at blive vred.

"Oh, så nu er du sur på mig? Ved du hvad. Jeg tror bare at jeg går" Jeg rev mig fri af hans greb, og jeg hurtigt ud mod gangen. Det var tydeligt at han ikke ville have jeg skulle slå Harry igen, og hvis jeg blev i samme rum som ham ville jeg gøre det. Der var ingen grund til at gøre Louis mere vred end han allerede var.

"Du slog hans kæbe af led!" Selvfølgelig. Det var kun mig der gjorde noget. Det var min skyld. Harry var hans bedste ven. Hvad havde jeg regnet med? At Louis ville vælge mig frem for Harry?

"Og jeg havde gjort meget mere hvis du ikke var kommet!" Fortalte jeg ham ærligt, mens jeg fik taget mine sko på.

"Nu skal jeg så lede efter hende efter du er kommet på hospitalet.... jeg ringer til Niall." Jeg kunne høre Louis komme ud i gangen, så jeg skyndte mig ud af døren og smækkede den hårdt i. Jeg nåede ikke langt før døren igen gik op.

"Katy!" Råbte han efter mig, og irriteret vendte jeg mig om. Hvorfor kunne han ikke bare lade mig gå? Ville han hellere have at jeg slog ham igen?

"Du vil ikke have at jeg slår ham, men du vil heller ikke have at jeg går? Beslut dig, for jeg er på vej væk, så jeg ikke slår ham" Det var ikke min mening at slå ham, men jeg kunne ikke styre mig selv da jeg stod over for ham. Det kunne jeg ikke lade ske igen.

"Katy du ter dig som en barn! Hvordan ville du have det hvis jeg slog Sophia?!" Opførte jeg mig som et barn? Hvordan kunne han sige det?! Jeg prøvede at holde mig selv fra at slå ham!

"Jeg skal ikke have den her samtale med dig! Ikke lige nu" Fortalte jeg ham vredt, men fik tvunget mig selv til at slappe mere af.  "hør. Jeg går en tur, så jeg ikke slår ham igen. Jeg kommer ikke tilbage før han er væk, for jeg kan ikke kigge på ham uden at slå ham igen"

"Katy.... slap af. Du er vred, jeg forstår det godt. Men som jeg sagde tidligere, Harry havde ingen ret overhovedet. Men lad vær, med at sig sådan noget." Med at sige hvad? Sandheden?

"Men det er sandt. Hvis du lukker os ind i samme rum, kan jeg ikke love at han ville være i stand til selv at gå ud igen. Jeg ville miste kontrollen, som jeg gjorde lige før" Forklarede jeg, men det virkede ikke som om han rigtigt hørte hvad jeg sagde.

"Katy.... Jeg burde ikke blive nødt til at holde en 20 årig fra at slå en anden. " Sagde han i en alvorlig tone. Han snakkede til mig som om jeg var et barn, og det irriterede mig. "Klart du har et vredeprolem. Men du må lære at styre det."

"Du aner ikke hvor lang tid jeg holdt igen! Jeg ville have slået ham fra starten af, men jeg lod vær. Det var ham der blev gøre mig vred. Jeg er stadig vred, og jeg har brug for at køle af, for ellers smadre jeg et eller andet" Igen blev mine hænder lukket sammen. Det var jo ikke fordi jeg ville ødelægge noget, men jeg kunne ikke styre det.

"Du smadrer ikke noget, for du kan godt slappe af. Niall er her lige om lidt og tager Harry med. Hvordan kan du ikke have skyldfølelse over at have slået kæben af led på ham?! Hvis ikke kæben sidder rigtigt igen, eller heler korrekt kan hans sangkarriere være slut." Det var jo ikke fordi at jeg havde brækket hans kæbe, men Louis fik det til at lyde som om jeg lige havde ødelagt hans liv.

"Fordi at lige nu er jeg for vred til at kunne have ondt af ham. Det er bare at sætte hans kæbe på plads. Og jeg har stadig brug for frisk luft, så jeg ville utroligt gerne bare have lov til at gå" Jeg tror aldrig jeg at brugt en koldere tone overfor ham.

"Fint..." Han opgav, og gik tilbage til Harry. Jeg var lettet over at han ikke prøvede mere, for lige nu var det, det sidste jeg havde brug for. Med hurtige skridt begyndte jeg at gå. Ikke efter et bestemt sted, jeg skulle bare væk.

----

*VIGTIGT*

Vi har en god nyhed, og en dårlig...

Den dårlige er at vi bliver nød til at holde en pause, men kun indtil den 22. September.

Men til gengæld giver vi jer ti kapitler i dag! (Det er så den gode nyhed)

-Rikke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...