Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24729Visninger
AA

28. 27

*Katy*

Det var rart at have Louis tilbage igen. Det var nemmere at trække vejret når han var her. Det hele var nemmere når han var her. Harry havde sørget for at jeg ikke kunne besøge ham. Han havde været her konstant. Han var bange for at lade mig alene.

Men Louis var tilbage nu, og det var alt det betød noget. Måske havde han tabt sig en del, og kunne ikke spise særlig meget, men han var her. Lige nu sov han. Han havde brug for det, han var så udmattet. Min telefon ringede pludseligt, og fik mig trukket ud af mine tanker.

”Det’ Katy” Jeg havde ingen ide om hvem der ringede. De andre havde sagt at de ikke ville ringe de første par dage, så det kunne ikke være dem.

”Katy, det er Angelina. Jeg hører at du har sagt op?” Jeg kunne ikke tyde hendes tone. Men på den anden side, det kunne man aldrig. Angelina var en slags hacker. Hun styrede alt. Ingen kunne bevæge sig uden hun vidste det. Hvis du manglede informationer var det hende man gik til.

”Ja. Det var for det bedste” Det havde været den eneste udvej. Jeg kunne på ingen måde slå Louis ihjel. Det ville dræbe en stor del af mig selv også.

”Det hører jeg. Folk siger at du blev forelsker i ham. Eftersom jeg ved at du ikke føler noget, ville jeg høre det fra dig” Hendes stemme blev mindre hemmeligheds fuld, og man kunne fornemme venligheden i den nu.

”Ja. Jeg blev forelsket. Jeg ved ikke hvordan det skete, men han får mig til at føle ting” Jeg ved om jeg fortalte det til hende, eller mig selv.

”Det er godt Katy. Du fortjener at have et godt liv. Og jeg ved godt at du nok helst bare vil helt ud, men hvis der sker noget ringer jeg til dig. Det er faktisk også derfor jeg ringer. Pigen, Calder, prøver at finde nogen til at overtage din opgave. Men det er ikke længere kun Louis, hun vil også have dig ned” Fortalte hun med et grin. 

”Er der nogen der har taget det?” Jeg ville ikke kunne beskytte Louis uden han fandt ud af noget, men det var jeg nød til. Han kunne ikke vide noget.

”Nej. Medmindre at du har glemt det, så er der regler. Aldrig dræb nogen, en anden holder af. Selv hvis reglen ikke var der, er der ikke der ville tage opgaven. Alle respekterer dig for meget til det. Og de fleste ved også at de selv ville ende med at dø hvis de prøvede” Forklarede hun.

”Tak Angelina. Jeg er glad for at du fortalte det” Det betød mere end hun vidste. Jeg behøvede ikke længere at bekymret mig.

”Katy, vi er venner. Kald mig Angel. Hvis der sker noget, så giver jeg dig besked. Calder får ikke lov til at slå nogen af jer ihjel. Oh, og du skal ikke tro på noget af det deres fans skriver. Du fortjener ham mere end noget anden” Der var ingen tvivl om hun smilte. Hendes smil kunne altid høres i hendes stemme.

”Hvad siger de da om mig?” Jeg var forvirret. Jeg havde ikke hørt noget om at de skulle sige noget om mig. Men måske var der bare ingen der havde fortalt mig det? Ligesom da Sophia ikke ville have at jeg så skiltet?

”Det er ligegyldigt. Men jeg bliver nød til at smutte. Arbejdet kalder” Hun var hurtig til at ligge på. Måske lidt for hurtigt.

Hvad var det folk sagde om mig? Hvad var det der var så slemt at jeg ikke måtte se det? Nysgerrigheden tog over, og jeg greb hurtigt Louis’ telefon og åbnede Twitter. Hvor jeg dog elskede at han ikke havde kode på.

Det tog mig ikke lang tid at finde hvad folk skrev. De udpegede mine mindste fejl. Alle mine fejl. Skrev hvordan jeg ikke var god nok til Louis, hvordan jeg aldrig blev ligeså god som Eleanor. Jeg var ikke køn nok. Jeg var ikke høj nok. Jeg lignede ikke en på 20. Jeg var sammen med ham for pengene. Jeg var sammen med ham for at blive kendt.

At se så mange mennesker direkte hade mig, gjorde ondt. Skiltet til koncerten havde ikke gjort mig så meget, men det her var meget værre. Når så mange siger der samme må det jo være rigtigt. Jeg var ikke god nok til Louis. Det havde jeg aldrig været.

"Katy?" Spurgte Louis’ bekymrede stemme. Jeg havde ikke hørt at han var kommet herind, eller stået op for den sags skyld. Jeg kiggede op på ham med tårefyldte øjne. Jeg havde ikke opdaget hvor tæt jeg var på at græde. Forsigtigt tog han fat i mine skuldre, og sørgede for at have øjenkontakt med mig. ”Katy tal til mig?”

"De-de har ret. Jeg ikke. Jeg ikke god nok" Min stemme rystede ukontrolleret. Hvordan kunne jeg nogensinde tro at jeg var god nok til ham?

"Rolig nu... Katy giv mig telefonen." Han rakte forsigtigt hans hånd ud efter telefonen, men noget i mit hoved fortalte mig at han ikke skulle have den. Hvad hvis han så hvad de skrev?

”Men jeg er jo ikke god nok! Det bliver jeg aldrig" Det var ikke meningen at jeg ville sige det højt, men det var for sent at ændre det nu.

"Katy hvad snakker du om?" Spurgte han fuldstændig forvirret. Vidste han slet ikke hvad folk skrev?

"Dine fans. De skriver ting. Om mig, os" Mit blik faldt på jorden. Jeg kunne ikke se ham i øjne. Han satte sig om bag mig, og tog telefonen ud af mine hænder.

"Katy... lyt til mig, hører du?" Sagde han bestemt.

”Mmh" Var den eneste lyd jeg kunne få over mine læber. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg havde ingenting at sige.

"Hvad end de siger, hvad end de siger de gør. Det er løgn. Det hele er en stor løgn. De kender dig ikke, de kan ikke gøre dig noget. Du er i sikkerhed her, det ved du godt. Gør du ikke?" Jo. Fysik var jeg i sikkerhed, men det havde jeg aldrig været psykisk.

"Men de har jo ret Louis. Jeg er ikke god nok til dig. Jeg ødelægger dig. Det er min skyld du endte på hospitalet. Jeg ville være rejst for din skyld, men Harry fik mig til at blive. Jeg er så ked af det Louis, jeg skulle være rejst for længe siden" De første saltede dråber faldt fra mine øjne.

"Wow hvad? Nej, nej, nej det er slet ikke dig Katy." Han sørgede endnu en gang for at have øjenkontakt inden han forsatte. "Hvorfor skulle det være din skyld? Katy det var mig, det var hele tiden mig. Jeg ødelagde mig selv."

"Men hvis jeg ikke havde kysset dig, ville skiltet aldrig have været der. Hvis jeg ikke stødte ind i dig den dag, så ville du aldrig være gået i sort fordi vi fjernede dine ting. Det hele er min skyld" Min stemme knækkede flere gange.

"Katy I gjorde hvad I troede var bedst. Du gjorde det fordi du ville hjælpe mig... De tager fejl, deres meninger om dig, er ligegyldige, for de kender dig ikke, ikke som jeg gør." Hans ord fik mig til at hulke. Der var så meget han ikke vidste.

"Men" Han kendte mig ikke. Ikke rigtigt. Han vidste ikke noget om den person jeg havde været inden jeg mødte ham, da jeg mødte ham. Tanken om at han ikke rigtigt kendte mig, ramte næsten mere end det andet.

"Nej.... ikke noget men... Katy... jeg kender dig. Hver morgen, inden vækkeuret egentlig skal vække os. Slukker du den og du lægger dig oven på min ryg og du puster mig i øret indtil jeg vågner. Du hader at komme ud på badeværelset og se at der er vand overalt. Du elsker roser. Specielt røde. Du er stadig bange for monstre i skabene og trapper. Hver gang du koncentrerer dig om hvad som helst, så rynker du brynene sammen og bider dig i læben. Hvis det lykkedes dig at gøre som du vil, jubler du."

"Men hvad hvis der var noget du ikke vidste? Noget forfærdeligt? Noget som ville få dig til at hade mig?" For det var der. Alle de mennesker jeg havde slået ihjel. Hvis han vidste det ville han aldrig kunne se på mig igen.

"Katy... du siger det kun fordi at du vil de har ret." Nej. Jeg ville ikke have at hans fans havde ret. Men jeg vidste de havde. Jeg var ikke en god person, og jeg havde ikke fortjent at få Louis.

"Hvordan kan du være så sikker?" Skylden var ved at æde mig op inde fra. Hvordan har jeg ikke kunne mærke det alle de år?

 "Fordi Katy.... når man elsker en, så ser man hvad fejltagelser har gjort ved et menneske, og hvad det rigtige stadig udretter, og indtil videre, tror jeg ikke at du forstår hvad af rigtigt du har gjort." Men alle de menneskers blod jeg havde på hænderne.

"Det fordi der er fordi at der næsten ikke er andet end fejl" Det eneste rigtige valg jeg hade taget i mit liv var Louis.

"Men du har lært, har du ikke? Det er det vigtige." Han stolede alt for meget på mig. Jeg havde ikke fortjent hans tillid.

"Men hvad hvis" Jeg kunne ikke fortælle ham det. Lige meget hvor meget jeg ville. "Jeg er stadig ikke god nok. Jeg bliver aldrig ligeså god som Eleanor var"

"Katy... du er helt vidunderlig og unik. Du er min lykke. Er du klar over hvad du har trukket mig igennem?" Hvordan kunne han kun se de positive ting? Hvordan kunne han bare overse alt det jeg havde ødelagt? Hvordan kunne han bare overse hvor meget jeg havde ødelagt mig?

"Er du klar over hvor meget af det der har været min skyld?" Jeg var ynkelig. Jeg ødelagde alt jeg kom i nærheden af, og brød sammen så snart nogen udpegede det for mig.

"Katy er det ikke din skyld. Jeg drak, hvem fik mig til at stoppe?" Spurgte han, mens han kiggede dybt ind i mine øjne.

"Det gjorde jeg" Tvang jeg mig selv til at sige. Det var det han ville høre, han gav ikke op før jeg sagde det.

"Hvem trodsede sikkerhedsvagter og Harry, for at besøge mig efter mit sidste anfald?" Forsatte han.

"Det gjorde jeg" Fordi jeg ville sige farvel inden jeg rejste. Fordi at jeg er så egoistisk at jeg ikke kunne gå uden at se ham en sidste gang.

"Hvem kom og hentede mig på hospitalet?" Blev han ved.

"Louis stop. Det ændre ikke noget. Du fortjener bedre. Meget bedre. Jeg kommer aldrig til at ligne en model, eller synge som Beyonce. Jeg kan ikke danse som Danielle. For noget tid siden kunne jeg ikke læse. Hvordan er det godt nok?!" Eleanor kunne slå ham ihjel. Måske ville hun lade ham være hvis jeg forsvandt?

"Det er godt nok, fordi at kærlighed er ikke målt på hvad man kan. Men på hvad en anden gør den de elsker." Hvorfor kunne han ikke bare hade mig? Det ville gøre det så meget nemmere. Hvorfor skulle han være så fandens sød? Hvorfor kunne han ikke være en idiot, så jeg ikke var faldet for ham?

"Men jeg ødelagde dig. Det gør folk ikke mod nogen de elsker" Jeg følte mig svag. Som om at jeg var faldet ned fra et bjerg uden at dø. Som om at jeg alt det jeg har ødelagt har ødelagt noget inden i mig.

”Du ødelagde mig aldrig Katy. Du gjorde mig kun stærkere." Han trak mig helt ind itl sig, og strøg forsigtigt hans ene hånd over mit hår.

"Se på dig selv. Du spiste ikke i to uger. Hvordan gjorde jeg dig stærkere?" Det var min skyld han ikke havde spist. Jeg var der ikke for ham da han havde brug for mig.

"Jeg fik af vide af personalet, at ingen måtte komme tæt på mig, for jeg var farlig, så jeg spiste ikke. Jeg tænkte at hvis jeg forsvandt... så kunne jeg ikke gøre nogen noget som helst." Hvordan kunne han sige sådan?

"Folk ville blive såret hvis du forsvandt" Jeg ville blive såret hvis han forsvandt. Jeg ville ikke kunne holde til at miste ham, selvom at det ville gøre det hele nemmere.

"Det ved jeg... for jeg så dig komme ind. Men jeg troede ikke på det. Ikke til vi kom hjem." Havde det været grunden til han havde været så stille hele vejen hjem?

"Jeg ville aldrig være taget afsted. Men Harry tvang mig. Han kunne ikke overlade mig til mig selv. Han var for bange for at jeg brød sammen" Det havde været et helvede aldrig at have et øjeblik for mig selv. Altid at have nogen til at se hvad man gør.

"Hvorfor tog du ikke af sted tidligere så?" Han lød forvirret, men nysgerrigheden skinnede stadig igennem.

"De ville ikke give mig lov" Hvis det stod til mig havde han aldrig brugt en nat på hospitalet.

"Hvor tit prøvede du så at bryde ud af huset spion?" Det ville have været nemt at snige sig ud, men jeg kunne ikke gøre det mod Harry. Ikke igen.

 ”Jeg kunne ikke. En af dem var der hele tiden. Harry var bange for at jeg ville stikke af da jeg var i bad" Det var sandt at han hele tiden var der, men jeg kunne sagtens være taget afsted mens han sov.

"Ligefrem mens du var i bad?" Det gik op for mig hvordan Louis må have opfattet det.

"Han sad uden for døren. Han havde hørt hvis jeg var hoppet ud af vinduet" Han havde hørt hvis jeg havde åbnet vinduet. Den dreng hørte alt.

"Savnede du mig virkelig, så meget?" Han virkede så uforstående på en måde. Som om han ikke kunne forstå hvor meget han faktisk betød for mig.

"Det gjorde ondt inden i. Jeg vågnede op en morgen og troede det hele havde været en drøm. Jeg var lykkelig, for jeg havde ikke mistet dig, men så kom jeg i tanke om at jeg aldrig havde haft dig, og det gjorde endnu mere ondt. Da jeg fandt ud af at det havde været virkelig vidste jeg ikke om jeg skulle grine eller græde. Jeg var så bange for at miste dig" Måske havde Louis lige så meget brug for at vide hvor meget han betød, som jeg havde?

"Du mener det? Hvorfor ville du savne mig?"

"Fordi du fik mig til at føle. Jeg var ikke længere en tom skal der gik rundt, og jeg ville ikke miste det. Alle de gange du har fået mig til at smile er meget mere værd end alt den smerte der er når du ikke er der" Jeg kunne ligeså godt fortælle ham alt det jeg kunne. Han havde fortjent sandheden, så hvorfor ikke give ham den?

"Jeg... jeg gjorde det?" Spurgte han helt rørt. Det var tydeligt at han ikke anede hvor meget ham faktisk havde gjort for mig.

"Ja du gjorde. Kan du huske da jeg var syg? Jeg vågnede fordi jeg havde et mareridt? Jeg var begyndt at holde af dig, og jeg drømte at jeg mistede dig hvis der skete noget mellem os. Jeg ville ikke ligge sammen med dig, for hvad hvis jeg kom for tæt på dig?" Indrømmede jeg. Måden han havde nærmest tvunget mig til at ligge sammen med ham stod stadig klar i mit hoved.

"Så... du blev forelsket og du kunne faktisk ikke lide det?" Han prøvede virkelig at sætte sig ind i det. Han prøvede virkelig at forstå det.

"Jeg hadede det. Det skræmte mig, jeg kunne ikke forstå det. Jeg havde aldrig følt noget, så jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Forstil dig at vågne op i eg fremmed land. Du kan ikke sproget, og du aner ikke havd du skal gøre" jeg vidste ikke hvordan jeg ellers skulle forklare det. Han grinte kort af min forklaring, men det var nok heller ikke verdens bedste måde at forklare noget på.

"Åh Katy.... jeg er din første forelskelse?" Noget fortalte mig at han nok var stolt over det.

"Du er min første alting. Jeg har haft et ægte smil på mine læber inden jeg mødte dig. Eller det havde jeg jo nok en gang, men jeg kan ikke huske det" Det var sandt. Han var min første alting. Første ven, første kærlighed, første kys.

"Se selv Katy.... jeg er god for dig, og du er god for mig. Men jeg tror at det er det som forelskelse gør, man forstår ikke den andens valg." Det lød som noget han havde taget direkte ud fra en bog, men det var bare Louis.

"Du ved. Jeg prøvede at komme til at hade dig, men mit hoved vendte mine fornærmelser til komplimenter. Og hadede at jeg ikke kunne finde fejl ved dig" fortalte jeg grinende. Tænkt ar jeg havde været så skræmt over det en gang.

"Du er sød du er.." Han havde et lille skævt smil på læberne, som han tit havde hvis han komplimenterede mig. Han vidste at jeg ville rødme, og det gjorde jeg også.

"Hvordan gør du det?" Hvordan kunne han få mig til at være så glad, når jeg var ved at bryde sammen lige før? Hvordan kan han ændre mit humør så meget?

"Godt spørgmål, jeg ved det ikke" sagde han, og pillede kort ved kanten på hans trøje. Noget han altid gjorde når han var nervøs. "Men sagen er at... jeg kom faktisk for at spørge dig om noget."

"Fyr løs" gad vide hvad det var, eftersom der gjorde ham nervøs at skulle spørge?

"Harry holder en fest på fredag. Vil du ikke med?" Spurgte han efter lidt tid.

"En fest? Jeg ved ikke. Du ved jeg ikke drikker, og jeg har aldrig rigtigt været til en fest" Jeg vidste ikke hvordan man opførte sig til en fest! Hvad hvis der skete noget?

"Du behøver ikke drikke. Du skal bare nyde det. Det er en sommerfest. Vi spiser lidt grillmad og salat. Vi fortæller, eller lytter til sjove historier, du kan shoppe med Sophia efter noget nyt tøj hvis du vil." Forklarede han, og jeg blev hurtigt lettet over at det ikke var en rigtig fest, hvor alle drak sig fulde.

"Det lyder hyggeligt. Er det så en slags date?" Han tænkte lidt over det, og jeg håbede inderligt på at han sagde ja.

"Ja... det er det vel. Altså vi tager vel af sted sammen og vi tager vel hjem sammen?" Vi havde en date. Vi skulle rent faktisk på en date!

"Så tager jeg med. Det kan jo ikke skade" sagde jeg, og prøvede at forholde så roligt som muligt.

"Hurra!" Råbte han overgearet, og trak mig ind i et uventet kram. Men jeg klagede ikke. Jeg grinte af han inden jeg var i stand til at sige noget.

"men hvad tager man på? Hvor fint er det?" Et eller andet sted ville jeg elske at skulle tage en fin kjole på, bare for at imponere ham.

"Det er Harry og Niall der griller." Han holdt en kort pause. "Tag en beskyttelsesdragt på"

"Seriøst Louis. Jeg har ikke lyst til at komme i shorts og T-shirt, hvis alle andre komme i jakkesæt og kjoler" igen grinte jeg af ham. Hvor jeg dog elskede at han havde den effekt på mig.

"Det er der ingen der gør. Ved du hvad... vi kan tage ud og shoppe sammen så, okay?" Forslog han. At shoppe med Louis lød som en fantastisk ide.

"Det ville jeg ikke have noget i mod. Du kunne bære alle tingene" og jeg kunne købe flere ting, for jeg behøvede ikke selv bære dem.

"Jeg føler allerede jeg også skal bære børnene." Grinte han. Jeg hostede chokeret. Hvem havde sagt noget om børn?

"hvad? Børn?" Jeg kunne ikke få børn! Hvad hvis de endte som jeg gjorde?! Bare tanken skræmte mig, men hvordan skulle jeg forklare det til ham? Var jeg klar til at se forbi det, for at gøre ham glad?

"Det var en joke Katy! Min mor har lige fået tvillinger. Så længe hun stadig føder børn så kan jeg ikke." Forklarede han, og hurtigt faldt jeg ned igen.

"Skal vi ikke bare lade hende og Perrie om at få børn lige nu så?" Grinte jeg lettet. Tænk hvis jeg skulle forklare ham hvorfor jeg ikke var klar til at få børn,

"Jeg synes det lyder som en god ide."

----

Godmorgen! Det er mandag, og jeg har aldrig elsket en mandag mere.

Men! Katy har sagt op, nogen der så den komme?

-Rikke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...