Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24834Visninger
AA

26. 25

*Katy*

"Det er virkelig stort" Sagde jeg overvældet. At se hele stadionet hvor de ville spille var sygt. Det var så stort, og det havde de solgt ud. Det var overvældende at tænke på at om få timer var der flere tusinde mennesker herinde.

"Det var større i Brasilien skattepige." Smilte Perrie kærligt. Jeg kunne ikke forstille mig et sted større end her. Det måtte være underligt at vide at så mange mennesker kom, bare for at se en.

"Det er stadig stort. Jeg fatter ikke at de tør synge foran så mange mennesker" Det var noget der skræmte mig. Jeg ville gå i baglås hvis jeg skulle stå på den scene.

"Du ved... Zayn var virkelig bange, rigtig meget. Altså i starten” Fortalte hun med et forelsket smil. Man kunne se i hendes smil hvor meget hun elskede ham.

"Var du ikke også det? Jeg ville være bange hvis jeg skulle synge foran jer. Jeg ville aldrig kunne foran så mange mennesker" Vi begyndte at gå om bag scenen. Der var også meget plads heromme, men det var selvfølgelig også et fodboldstadion.

"Jeg var bange." Hun tog fat i min hånd, og gav den et blidt klem inden hun forsatte. "Den første gang, jeg stod overfor dommerne, var jeg bange. Virkelig bange. Men jeg gik videre, og jeg kunne forstå det. Frygten og glæden, adrenalinen havde sagt sig godt fast i mig."

"Jeg glemmer tit at i vandt det der program.. Var det sådan dig og Zayn mødte hinanden?" Spurgte jeg og satte mig ned i sofaen. Jeg gad godt vide om det var de samme sofaer de havde med til alle koncerterne, eller om de fik nye hver gang. Perrie lod et lille grin komme ud inden hun svarede.

”Ja. På en måde. Men alle kender det andet møde, ikke det rigtige første møde" Sagde hun hemmelighedsfuldt. Vidste folk ikke hvordan de mødtes?

"Hvad mener du?" Spurgte jeg forvirret.

"Den allerførste gang vi mødtes." Prøvede hun at forklare. Jeg ved ikke hvor meget forklaring der var i det, for det hjalp mig ikke særligt meget.

"Så ingen ved hvordan i rigtig mødets" Var det det hun mente? Gad vide hvorfor ingen vidste det? Var det så specielt?

"Lige netop skat." Okay så. Så det var måske så specielt? Men hvad var så hemmeligt ved det?

"Se, nu har du jo gjort mig nysgerrig. Nu vil jeg vide det" Smilte jeg. Jeg hadede når jeg ikke vidste hvad der foregik. Det var garanteret et helt vildt sødt første møde. Alt var sødt omkring Zayn og Perrie. Hun aede mig over håret, og jeg var godt klar over hun ike ville fortælle noget.

"Åh du skal nok få den. Men ikke nu. Drengene skal snart på. Jeg skal lige om til Lou og have et bælte til maven. Jeg skulle nødig vibrere dem ud." Hun grinte kort, men stoppede da det gik op for hende hvad hun havde sagt. "Ej det lød forkert."

"Hvorfor har Louis et bælte til din mave?" Hvorfor skulle han overhovedet have noget til nogen der var gravid? Det er jo ikke ligefrem fordi at han selv har været i hendes sted.

"Nej ikke den Louis... Lou deres stylist. Det et hendes kælenavn. Også Louis' men, de kan ligesom fornemme hvem der bliver kaldt på når det er." Forklarede hun. Så det var en stylist som blev kaldt Lou, ligesom Louis gjorde. Hvordan undgår folk at blive forvirret?

"Jeg ville blive så forvirret. Men jeg skal nok gå med dig!" Jeg rejste mig op. Jeg ville gerne møde deres stylist. Hvad brugte drenge overhovedet en stylist til? Det er jo ikke fordi at de skal have lagt deres make-up.

"God pige. Hjælp så tykke op!" Beordrede Perrie, og rakte hånden ud for mig til at tage den.

”Du er ikke tyk... Endnu" Grinte jeg, og trak hende op. Det krævede flere kræfter end det gjorde for et par måneder siden. "Men du er ved at være tung"

"Du joker... tænk dig om. De startede midt i april og jeg mener det. Jeg har var ved lægen. Jeg har været gravid siden slutningen af januar. Det kan du se! Man skule der var to derinde." Fortalte hun. Siden Januar? Vil det sige at hun har været gravid i al den tid jeg har kendt hende?

"Siden slutningen af januar?! Wow. Vent.. Skal i have tvillinger?" Jeg var overraket, men alligevel ikke. Jeg havde lidt en fornemmelse af at det ville blive tvillinger, måske en dreng og en pige?

"Eller starten af februar" Sagde hun. Uden så meget som at svare på det med tvillinger. Det var efter min mening meget vigtigere end den præcise dato.

"Det er det samme? Men skal i have tvillinger?!" Blev jeg ved. Det var ret vigtigt om der kom en eller to babyer. To babyer krævede meget mere arbejde, og jeg har en ide om at jeg måske på et eller andet tidspunkt ville komme til at passe dem.

”Nej... jordmoderen siger jeg har for meget vand, men jeg bær rundt på det her vand indtil ungen er ude. Børn kan få hjerneskade af at man taget noget af deres vand. Jeg skal ikke være skyld i at mit barn kommer ud og får det svært. Ingen tvillinger, det kan jeg forsikre dig. Men hvis jeg får tvillinger. Kalder jeg dem Brad og Angelina"  Sagde hun med et smil.

"Men hvad hvis det var to piger? Det ville jo være ret dumt. Og hvorfor Brad og Angelina?” Plejede man ikke at opkalde sine børn efter nogle vigtige mennesker, eller give dem et betydningsfuldt navn? Zayn ville sikkert give dem et eller andet smuk arabisk navn.

"Jeg er ligeglad. Brad og Angelina. Hvorfor? Ja, jeg ændrer det nok efter jeg er sluppet af med min sixpack her. Men du ved... jeg er gravid, jeg tager dumme beslutninger." Grinte hun igen. Hun havde sine dage hvor hun ikke lavede andet end at grine, det her var en af dem.

"Men jeg troede man fandt navne der enten betød noget, eller opkaldte sine børn efter en eller anden?" Navne var vigtige, de følger en hele livet. Der skal være en grund til at kalde dem det navn.

"Det gør man også... ved du hvem Zayn er opkaldt efter?" Spurgte hun. Hendes øjne fik en anden glød da hun nævnte Zayn. Det skete altid. Hun kunne ikke sige han navn uden at smile.

"Jeg tror at jeg har hørt noget med at Zayn betyder smuk? Men hvorfor Brad og Angelina? Det lyder ikke som nogen fra din familie?" Det lød som nogle nyere navne, så jeg tvivlede på at det var hvad hendes bedsteforældre hed.

"De er et kendispar. Men... jeg ved ikke hvad jeg vil kalde mit barn. Jeg siger bare, at hvis der faktisk var en chance for at jeg ville bære tvillingerne, hvilket er umuligt, så skulle de opkaldes efter det par." Det var ikke umuligt at hun havde tvillinger. Jeg tror stadig at det er tvillinger.

"Hvis jeg fik tvilling havde jeg opkaldt den efter dig og Zayn. Hvis det skulle være efter et kendis par. Og jeg tror stadig det er tvillinger. Min sjette sans siger mig i får tvillinger" Perrie hadede når jeg snakkede om min sjettesans. Det skræmte hende.

"Wow begynd ikke på din sjettesans snuske... hvad skete der ikke efter du sagde jeg ville blive dårlig over salaten da drengene var væk? Jeg blev dårlig over salaten. Pak dine vodoo evner væk når du er nær mit vandbassin. Jeg har min lille fisk herinde." Hun tog hænderne ned til sin mave, mens hun lavede ansigter. Stakkels børn. De får en skør mor.

"Voodoo er noget andet, og det der lød utrolig ulækkert. Hvis det bliver en pige burde du kalde hende Katy" Drillede jeg. Hun ville aldrig opkalde sit barn efter mig, men det kunne ikke skade at forslå det! Hun grinte kærligt af mig.

"Du har lige lovligt høje tanker skat. Jeg ved ikke hvad hun skal hedde. Men... jeg tænkte på at kalde hende Eleanor... men det kan jeg ikke gøre mod Louis, eller dig. Mod nogen. Jeg tænkte på at det skulle være Louise eller Louis. Han ville blive så glad." Hendes humør ændrede sig, og hun var pludselig på randen til at græde. Hendes humørsvingninger forvirrede mit tit.

"Jeg ville have det fint med Eleanor. Det ville virke rigtigt på en måde. Men at opkalde et barn efter Louis ville også være godt. Men jeg tror stadig i får tvillinger, så i ender nok med en Louis og Eleanor" Det virkede rigtigt at kalde pigen Eleanor, men et eller andet sted stak det en smule.

"jeg tror ikke du forstår min skat." Vores samtale var pludselig blevet meget mere seriøs. I dag var ikke en dag der skulle være seriøs, i dag var ikke en dag vi skulle snakke om Eleanor, men jeg vidste også godt at Perrie måske havde brug for det.

"Når du siger det på den måde, så gør jeg nok ikke. Men nu ville jeg gætte på at du ikke vil minde Louis om hvad han har mistet ved at kalde hende Eleanor?" Men måske ville det give ham en slags ro? Han mistede en, men fik en anden i stedet?

"Lige netop. Vi snakker aldrig om hende, men det burde vi. Du fortjener at vide hvad hun var." Jeg havde ikke lyst til at høre om hende. Jeg havde ikke lyst til at vide hvad der var jeg skulle leve op til. Jeg ville blive for usikker, og tænke at jeg aldrig ville blive ligeså god som hende.

"I har fortalt mig om hende, og jeg ville ønske jeg havde kendt hende. Jeg tror måske Louis er ved at få det bedre. Han har ikke sine dårlige dage mere, så måske ville det ikke gøre ham så meget? Du burde spørge ham" Forslog jeg.

"Skat... Han hader Eleanor. Du kan se det på den måde han, tænker." Han hadede hende ikke. Hvis han gjorde ville han ikke blive ved med at tage ud til hendes gravsted. Han holdt stadig af hende, selvom hans hoved prøvede at ændre på det.

"Jeg tror ikke han hader hende. Men jeg tror at der er noget i hans hoved der ikke lader ham komme videre. Det virker nogen gange som hun hjemsøger ham, men det har ikke været der i et stykke tid nu. Ikke siden. Du ved" Siden han skubbede mig ind i reolen. Siden vi fandt sammen.

"Jeg ved... men kom så skat. Vi skal ind til Lou og jeg skal have mit 'jeg er gravid bælte på'” Sagde hun, og vi begyndte at gå. Perrie viste vej, for jeg vidste ærlig talt ikke hvor vi var på vej hen.

"Jeg håber du er bedre til at finde navne til børn, end du er til ting. Ved folk at du er gravid? Altså jeres fans og sådan?" Hun havde ikke fortalt noget om hvad folk sagde til det, så måske vidste folk ikke noget? Hun gav mig et underligt blik.

"Du laver sjov, ikke?" Spurgte hun, og stoppede kort op.

"Med navnene, eller dine fans?" Måske synes hun selv at hun var god til at navngive ting? Men det var nok med fansene.

"Fans... Katy... mærk på min mave." Hun tog fat i mine hænder og lagde dem på hendes mave. Det overraskede mig hvor tydeligt deres spark var.

"jeg ville ikke blive overrasket hvis en af tvillingerne bliver fodboldspiller. Men man kan godt gemme det! Hvis man går i det rigtige tøj opdager folk det ikke så hurtigt!" Jeg havde hørt om nogen som ikke selv vidste de var gravid før de var et halvt år henne.

"Jeg er næsten fem måneder henne søde. " Hun smilte stolt. Hun ville blive en god mor. En af dem som var stolte bare deres børn mødte op. Hvis de kom på sidstepladsen i et eller andet, ville hun stadig være stolt fordi de deltog.

"Det kunne godt være at du havde gemt det. Men det ville nok være ret svært" Hun laver jo altid noget. Folk tager altid billeder af hende, så selvfølgelig vidste folk det.

"Jeg vil ikke gemme min baby." Hun var stolt over at være gravid. Stolt over at vise verden hvor meget hende og Zayn elskede hinanden.

"Babyer. Perrie, jeg siger dig i får tvillinger. Jeg vil næsten vædde med dig" Mit instinkt plejede at have ret. Og hun var måske lidt tykkere end hun ville have været hvis der kun var et barn.

"Sig jeg får tvillinger engang til og jeg døber dem begge Kitty" Vi var kommet tilbage til den drillende Perrie. Hun kunne gøre noget som hun synes var en god ide, men efter hun havde gjort det ville hun synes det var dumt. Nogen gange ville man næsten tro at hun var fuld.

"Du får tvillinger!" Grinte jeg. Hun ville aldrig kalde sine børn Kitty. Eller Katy. Men det ville stadig være sjovt hvis hun gjorde.

"Jeg bader dig i fostervand for dine spådomme!" Advarede hun og gik ind i et rum. Der stod Lou på skiltet, så jeg ville gætte på at det er her at de blev stylet.

"Urgh, det lyder ulækkert. Men hvis du får tvillinger, og det er en dreng og en pige, så er det nok hvis pigens mellemnavn er Katy" Grinte jeg, og fulgte efter hende.

"Uuuh, jeg vil brække din hånd ved deres fødsel så!" Åh, Perrie.

-.-.-.-.-

"Så starter det snart!" Sagde Sophia spædt, og klemte mine skuldre forsigtigt.

"Jeg ved det! Jeg har det som om jeg er mere nervøs end de er" Grinte jeg spændt. Jeg var spændt på at se dem, men alle menneskerne herinde gjorde mig en smule nervøs.

"Det skal du ikke være skat. Noget siger mig at den eneste nervøse derude er Niall. Jeg har set hans beskeder igennem” Hun smilte på en måde der fortalte mig at han ikke havde givet hende lov til at se hans beskeder igennem. Nogle gange tvivler jeg på at Sophia er den ældste.

"Hans beskeder?" Når hun sagde det på den måde måtte der have været noget godt. Eller ville hun ikke have det smil på læberne.

"Jade... jeg så igennem fordi han manglede vejledning. Han har tænkt sig at synge til Jade under Strong" Fortalte hun spændt. Hun var altid spændt når det handlede om noget romantisk.

"Nå på den måde. Niall og Jade? De passer godt sammen" De var begge de to uskyldige. Der var mange ting i deres personligheder der passede sammen.

"Ja. Han synger den altid til hende. Eller Baby." Fortalte hun. Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg næsten tro at det han sang for. Nogle gange skræmte det mig hvor meget hun vidste om andres forhold.

"Baby?" Spurgte jeg forvirret. Det ville ikke overraske mig hvis det var en af Jades yndlingssange, mens det var sikkert en af Nialls.

"Det er en san - se de kommer nu!" Sagde hun og pegede energisk op på scenen, hvor fem meget velkendte mennesker kom ud.

"Shyy! Jeg skal se min kæreste synge!" Beordrede jeg hende, uden at fjerne blikket fra Louis. Han så ud til at nyde at stå på scenen. Jeg begyndte at hoppe rundt til musikken, stadig med blikket mod scenen.

"Ja du skal" Hørte jeg Sophia sige, inden hun begyndt at danse rundt sammen med mig. Vi hoppede rundt til de fleste sange, og jeg var sikker på at vi så dumme ud, men jeg var ligeglad.

 "Katy de synger Little Things om lidt!" Sagde Sophia pludseligt. Det var en af de eneste sange hvor jeg kunne hele teksten.

"Jeg elsker den sang! Louis synger den altid" Jeg smilte ved tanken om alle de gange han havde sunget for mig inden vi skulle sove. Alle de gange hvor jeg ikke havde kunne sove, havde han sunget den.

"Åh" Sophia havde det blik i øjnene, som hun altid havde når det var noget hun synes var sødt. "Han smiler til dig Katy!" Jeg kiggede op på Louis, og som Sophia sagde kiggede han på mig med et smil. Genert kiggede jeg væk. Jeg vidste at jeg rødmede, og han vidste det også.

"Åh min lille Katymus." Sagde hun i en drillende tone.

”Hvad?" Grinte jeg. Mine kinder brændte, og jeg kunne ikke få smilet af mine læber. Jeg kiggede op på scenen, kun for at se han stadig stod og smilede ned til mig.

"Han smiler til dig." Sagde hun igen.

"Det ved jeg" Mit smil blev større, men jeg kiggede forsat på ham. Hvordan endte jeg med at få  ham?

"Han er heldig at have en pige som dig min skat." Lød det fra Sophia, inden hun kyssede mit hår. Nej, jeg var den heldige.

"Liam er da mindst lige så heldig!" Hvis ikke heldigere.

"Du er sød Katy..." Jeg vendte mig om for at kigge på hende. Hun stod med øjnene rettet mod Liam. Hun rettede hurtigt sit blik ud mod publikum, og hendes hoved blev en anelse blegere.

"Hvad kigger du på?" Ligesom hende rettede jeg blikket ud om publikum, og prøvede at finde det hun kiggede på.

"Ikke noget lille skat. Hør lige Harrys solo!" Hun pegede energisk op mod scenen, men jeg vidste det var for at aflede min opmærksomhed fra det hun havde set.

"Du kiggede på et eller andet" Sagde jeg eftertænksom, og blev ved med at kigge publikum igennem. Et hvidt skilt fangede min opmærksomhed.

"Det er lige meget. Jeg synes jeg så et flag." Endelig døde Eleanor. Nu mangler vi bare hende den anden dulle.

"oh, så det var ikke det der skilt du så?" Jeg vidste ikke om jeg skulle være såret. Selvfølgelig ramte det at nogen rent faktisk ønskede at jeg døde, men på samme tid var jeg også ligeglad. Jo, det gjorde ondt, men ikke nok til at jeg ville tage mig af det.

"Katy.... lad vær. Jeg prøvede jo" Undskyldte hun, og holdt sin opmærksomhed på scenen.

"Det er lige meget. Jeg er ligeglad, men du kunne godt have sagt det" Havde jeg ikke ret til at vide hvad folk sagde om mig?

"Jeg ville ikke sige det." Hun kiggede på mig igen. "Jeg ved du vil komme op med din hårde facade. Derfor sagde jeg det ikke."

"Sophia, jeg er ligeglad hvad den ene person synes om mig. Hun kender mig ikke, og den eneste grund til hun åbenbart hader mig er at jeg er sammen med Louis. Jeg kan ligeså godt vænne mig til det, for jeg har ikke tænkt mig at gå fra Louis bare fordi en person ikke kan lide mig" Det var ikke en facade, jeg var rent faktisk ligeglad.

"Katy se på mig." Sagde hun strengt. Jeg gjorde som hun sagde, og kiggede hende direkte i øjne. "Jeg mener det. Det er ikke nemt. Det der, er en ud af en million, der viser sig. Jeg gør det fordi jeg elsker dig. Du kan ikke være ligeglad for altid."

"Nej, men lige nu er jeg. Jeg har Louis, og lige nu er der ikke andet der betyder noget for mig. Hell, jeg vil hellere dø, end at lade noget komme imellem os. En person som ikke kender nogen af os, skal da slet ikke komme i mellem os" Jeg forstod ikke hvorfor det var så vigtigt for hende. Jo, det var vigtigt, men behøvede vi snakke om det nu?

"Det forstår jeg. Men du må gå i møde hvad de er. Har du ikke set hvad han har gjort de sidste uger? Har I været udenfor sammen? Udover at handle?" Spurgte hun. Hun kendte svaret lige så godt som jeg gjorde. Nej, vi havde ikke været ude sammen.

"Han vil beskytte mig. Sophia, kan vi tage den her samtale på er andet tidspunkt. Lige nu virker forkert. Ikke fordi det ikke er vigtigt, men jeg har ikke lyst til at ødelægge den gode stemning" Jeg var ved at blive irriteret, og i dag var ikke den rigtige dag til det.

"Jeg mener det Katy." Hun placerede sig foran mig, for at sikre sig at hun havde min fulde opmærksomhed.  "Hvad skulle han beskytte dig imod? Ved du det selv? Har du set hvad der sker lige nu? Der er piger derude, som ikke er så søde som de andre. Hvis de ser dig, tøver de ikke med at overfalde dig." Tårer kom frem i hendes øjne af bekymring.

"Jeg er ikke bange for dem Sophia. Du ved godt hvor jeg kommer fra, du ved at jeg kan forsvare mig selv. Jeg er ikke svag, men der er følsomme områder. Hvis de brugte det ville det ramme mig, men ellers ikke. Sophia, sådan plejer Louis ikke at gøre?" Han stod helt stille, og blev ved med at ryste på hovedet.

"Hvad? Hvilket?" Hurtigt vendte hun sig om for selv at se om der var noget galt.

"Der er noget galt" Jeg kunne se at han sagde noget, men mikrofonen var for langt væk fra hans mund til at jeg kunne høre det.

"Han er bange... jeg tror han får et anfald." Sophia greb ud efter min hånd, i samme øjeblik jeg begyndte at gå op mod scenen.

"Sophia, slip. Jeg skal. Jeg skal op til ham" Hun holdt mig tilbage. Hvis hun ikke gav slip på mig kunne jeg ikke komme op til ham.

"Nej du bliver her." Hun stramte sig greb en smule for at sørge for at jeg ikke gik. Alt inden i mig skreg at jeg skulle op til ham inden det var for sent, men det kunne jeg ikke.

"Men han.. Han. Han har brug for mig!" Prøvede jeg. Jeg tænkte ikke mere, det eneste der fyldte mit hoved var Louis. Det her endte galt.

"Ikke lige nu Katy. Sidst du troede han havde brug for dig, hvad skete der?" Hun lagde sin frie hånd på min ryg, for at berolige mig, men det virkede ikke.

"Der troede jeg ikke han havde brug for mig. Der vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Der havde vi lavet en fejl, men det her ender galt! Det ved jeg det gør" Jeg kunne mærke mine øjne blive våde, men jeg havde ikke tid til at tage mig af det.

"Katy... se på mig." Sophia prøver ihærdigt at få øjenkontakt med mig, og til sidst lykkedes det også for hende. "Du ved ikke hvad Louis fejler..."

"Sophia, ikke kom med et fancy ord. Jeg ved der er noget galt med ham, men et ord for det ændre ikke noget" Jeg var på grænsen til at græde. Jeg var på grænsen til at bryde sammen.

"Hvad sker der man putter en løve i et bur? Et alt for lille bur, med jægere der skyder på den, konstant?" Spurgte hun, og jeg havde ingen anelse om hvad hun snakkede om.

"hvis den ikke dør, bliver den skræmt. Sikkert så meget at den går til angreb" Harry smed sin mikrofon fra sig, og en forfærdelig lyd kom over højtalerne. "De skræmmer ham, Sophia! Den løve har brug for nogen til at tage sig af den! Den løve har brug for nogen til at få den til at slappe af, så den kan komme ud af buret!"

"Problemet er at løven måske har en eller anden lille kattekilling spærret inde! Fordi den er bange for at den kattekilling ender som løven!" Forsatte hun.

"Jeg er ikke en kattekilling! Og det ved han. Sophia det her er ved at ende galt! Han har lige smidt mikrofonen! Vil du virkelig bare have at jeg skal se på?!" Råbte jeg. Jeg mistede mit overblik. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere mere, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

"Ja. For du kan ikke gøre noget nu. Jeg prøvede virkelig. Det gjorde jeg Katy. Men så længe Louis kan synge og de bare kan købe stærkere medicin, så er han urørlig." Hun snakkede om deres management. Harry havde også snakket om dem.

"Men det er bare forkert! Han er et menneske, og det her ødelægger ham! Sophia, han bløder!" Kanten på hans hvide T-shirt var blevet mørkerød af hans blod. Det mindede mig lidt for meget om hvad der var sket sidst. Han faldt livløs om.

"Hvad gør han?" Hun vendte sig hurtigt om. "Shit." I et kort sekund blev der helt stille. Lyden af Louis der faldt ned på sine knæ var det eneste man kunne høre. Lyden af skræmte skrig fyldte det hele kort efter.

"Nej!" Skreg jeg, og faldt ned på mine knæ. En klap gik ned, og jeg havde ikke længere nogen kontrol over mig selv.

"Katy!" Lød Perries stemme. Endnu en arm greb fat i mig, og mit bedste bud var at det var Perrie. Jeg gemte mit ansigt væk i mine hænder. Jeg kunne ikke se på det. Jeg kunne ikke se på hans livløse krop.

"Det her er ikke godt, det er ikke godt" Hørte jeg min egen stemme sige.

"Katy... det skal nok gå" Lød Perries blide stemme. Jeg ville så gerne tro på hende, men jeg kunne ikke.

"Han faldt om! Hvordan fanden skal det nok gå?!" Råbte jeg hulkende.

"Katy tag dig sammen” Sagde Sophia hårdt, mens de på en eller anden måde fik mig med backstage.

"Hvad ville du gøre hvis det var Liam?!" Råbte jeg. Jeg kunne se Zayn der hurtigt kom gående hen til os.

”Jeg ville ikke gå ud af mit gode skind. Du aner ikke hvad der er på spil!" Hun rettede sin opmærksomhed mod Zayn. "Zayn tag hende med i bilen, nu!" Han gjorde som hun sagde og tog forsigtigt fat i min arm, uden at sige så meget som et ord.

”Nej. Jeg vil blive. Det er ikke så slemt, han.. Han har det fint om lidt. Jeg bliver til han har det fint" Jeg prøvede at overbevise mig selv mere end de andre.

"Katy. Der er en ambulance, og der kommer læger nu." Sophia stemme blev blødere. Den hårde tone var væk.

"Katy, jeg tror ikke at du skal regne med han har det fint om lidt. Det så ret slemt ud" Sagde Zayn forsigtigt. Alt inden i mig gik i stå. Hvis ikke de havde haft fat i mig var jeg faldet sammen på gulvet.

"Skal vi ikke tage dig med ud i bilen, inden der kommer for mange læger, og det hele bliver kaos?" Lød Perries stemme fra et sted langt væk. Det var slemt den her gang. Hospital slemt.

"Du må vente, ligesom os andre." Sophias stemme var næsten længere væk end Perries. Jeg registrere hun sagde noget, men jeg hørte det ikke.

"Lad os få dig ud i bilen"

-.-.-.-

Jeg kan ikke huske hvordan jeg endte på hospitalet, men vi var her. Jeg gik ind i venteværelset med Zayn og Perrie. Mine øjne fandt hurtigt Harry, og straks lagde han armene om mig. Hulkene kom igen, og jeg stramte mit greb om hans trøje. Den svage lugt af sved gjorde mig ikke det mindste.

”Det er okay Katy” Hviskede han, og tog mig med over til en af stolene. Jeg havde det skidt med bare at sidde og vente. Jeg vidste ikke hvordan han havde det, og jeg havde brug for at se ham. Jeg havde brug for at vide hvor slemt det var.

”Hvad skal der ske nu?” Spurgte jeg fortvivlet. Hvad hvis jeg mistede ham? Jeg havde lige fået ham, jeg kunne ikke allerede give slip på ham.

”Jeg ved det ikke. Vi har sidder her i timer og ingen han fortalt om hvordan han… Ingen ved hvad der er sket” Svarede han, og trangen til at hulke kom tilbage. Hvis de ikke ved hvad der er galt, så er det slemt. Det er altid slemt.

”Jeg ved du vil være her. Men vil du ikke godt… Tage tilbage til hotellet med mig? Jeg vil ikke at du er alene, og du skal bestemt ikke være her nu. Liam og Sophia er her natten over og de ringer. Vi kommer i morgen tidelig som det første. Jeg lover det” Bad han. Jeg rettede mit blik mod mine hænder. Jeg havde ikke lyst til at gå, jeg havde ikke lyst til at forlade ham.

”Hvorfor vil du ikke have mig her Harry?” Spurgte jeg, og gjorde alt hvad jeg kunne for at gøre min stemme stærk. Han ville aldrig lade mig blive hvis han vidste hvor tæt jeg var på at bryde sammen.

”Fordi… Jeg kan ikke bære at se dig sådan her. Katy, så snart du trådte herind lignede du en der blev forfulgt af døden. Tag med til hotellet og få noget søvn… Jeg beder dig” Sagde han, og tog fat i mine kolde hænder. Våde dråber løb ned af mine kinder, og det krævede alt jeg havde i mig at kigge op på ham.

”Okay, jeg gør det” Min stemme var svag, og i et kort sekund ville jeg ønske at jeg stadig ikke følte noget. Så ville jeg ikke have så ondt inden i.ø

Harry gav mig hans sweatshirt, og fulgte mig ud til bilen. Han troede sikkert at jeg frøs, men jeg kunne ikke mærke noget. Alt jeg følte var den ulidelige smerte jeg havde inden i. Jeg vidste at natten var kølig, men jeg kunne ikke mærke den kolde luft mod min hud.

Så snart vi var kommet tilbage til mig og Louis’ hotel værelse gik jeg ind i seng. Jeg tog en af Louis’ T-shirts på, og satte mig i sengen. Rummet virkede alt for stort og skræmmende uden Louis. Jeg manglede hans varme, hans stemme der ville synge for mig til jeg faldt til ro. Jeg manglede hans arme om mig, og lige nu manglede jeg dem mere end noget andet.

”Jeg troede du skulle sove?” Sagde Harry forsigtigt. Jeg vendte mig om mod ham, men kiggede ned i mine hænder. Jeg kunne ikke se ham i øjne, jeg ville bryde fuldstændig sammen.

”Jeg kan ikke. Louis plejede at… Han sang hver aften i badet, og ville forsætte lige indtil vi skulle sove” Jeg savnede hans stemme. Jeg savnede alt ved ham.

”Hvad plejede han at synge?” Spurgte han med et lille opmuntrende smil.

”Hvad som helst. Look after you, Little Things, Hey Jude. Eller Real Love, du ved John Lennon” Jeg grinte, men endte alligevel med at snøfte. Han satte sig forsigtigt ned ved siden af mig. Hvordan endte jeg her? Hvordan endte jeg med en kæreste der faldt sammen til hans egen koncert? Hvordan endte jeg med at sidde med hans bedsteven? Alt jeg skulle var at slå ham ihjel, men jeg er på kanten til at bryde sammen bare ved tanken om at miste ham.

”Stille og rolig Kart” Hviskede han. Det virkede nærmest som om at det hele ville falde sammen hvis vi talte for højt. Som om at det hele ville ramle sammen rundt om os hvis en af sagde noget forkert.

Hvad skal jeg gøre? Jeg har ingen at gå tilbage til” Endnu en gang begyndte jeg at hulke. Jeg kunne ikke vende tilbage til mit gamle liv mere. Det var ikke muligt mere. Harry tog mig op i hans arme og gjorde alt hvad han kunne for at stoppe mine tåre.

”Det er okay. Hører du mig? Når du ser Louis igen, er han rask. Han er frisk og han er i live. Ikke knap i live. Han er fuldt i live. Han vil smile når vi ser han igen” Vi vidste begge to at det var løgn, men lige nu var det hvad jeg havde brug for at høre.

-.-.-.-.-

Jeg vågnede op til den velkendte duft af et hotelværelse. Uden at åbne øjnene, sukkede jeg. Det havde bare været en drøm. Det hele havde bare været en drøm. Jeg havde aldrig mødt Louis Tomlinson, og jeg havde aldrig været ved at miste ham.

Jeg vidste ikke om det gjorde mig glad eller trist. Jeg havde ikke mistet ham, så det var vel godt? Men på den anden side. Jeg havde heller aldrig haft ham. Han havde aldrig holdt om mig når jeg var bange, og han havde aldrig været mit første kys. 

Langsomt åbnede jeg øjne og blev mødt af alt andet end hvad jeg havde forventet. På gulvet stod Louis’ kuffet. Hans tøj lå over hele gulvet fra i går. Han havde ikke vidst hvad han ville have på.

Det var ikke en drøm. Det var aldrig en drøm. Louis lå på hospitalet. Måske var det et eller andet sted min skyld? Jeg var sikker på at det var skiltet der havde været skyld i det. Hvis jeg ikke havde kysset ham, så ville det måske aldrig være sket?

Jeg stod op, og kiggede ud af vinduet. Harry var ved at køre. Han vinkede kort til mig, inden han bakkede væk. Han havde ikke sagt hvad han skulle, men det gjorde mig ikke noget. Jeg havde brug for at være alene.

Jeg tog et par bukser op af kufferten. Jeg havde ikke lyst til at fjerne Louis’ trøje. Den var den eneste der var der til at minde mig om at det ikke havde været en drøm.

Den første lydløse dråbe løb ned ad min kind. Jeg kæmpede for ikke at lade flere falde, men ingen længe overtog sorgen det hele. Hulkene kom hurtigt efter hinanden. Tårerne dannede floder ned af mine kinder.

Det var min egen skyld. Hvis jeg ikke havde været så dum at forelske mig i ham ville jeg ikke være havnet her. Hvis jeg bare havde dræbt inden jeg begyndte at holde af ham. Hvis jeg ikke havde kysset ham, ville det skilt aldrig have været der.

Men var det ikke det hele vær? Jeg har aldrig været så glad som jeg var sammen med ham. Jeg har aldrig følt mig mere levende, end når jeg var sammen med ham. Er det ikke alt smerten værd? Jeg ville have gjort det igen, hvis jeg fik valget.

Men han havde ikke fortjent det. Han havde ikke fortjent at skulle være bevidstløs, bare fordi en person ikke kunne lide mig. Måske var det bedste for alle hvis jeg bare forsvandt ud af deres liv? Måske ville det være bedst for ham?

Ville jeg overhovedet kunne få mig selv til at forlade ham? Jeg vil ikke miste ham, men måske er det det der sker hvis jeg bliver? Jeg mister ham. Alle mister ham. Det kan jeg ikke gøre mod dem. Jeg bliver nød til at forsvinde ud af deres liv.

Jeg fik taget mig sammen, og gik hen til hospitalet. Jeg vidste han var i værelse 327, så det var der mine fødder ledte mig hen. De ville aldrig lukke mig ind til ham, så jeg gjorde som jeg så mange andre gange havde gjort. Jeg blandede mig i mængden. Sørgede for ingen lagde mærke til mig, da jeg sneg mig ind i hans rum.

Han lå bleg og livløs på sengen. Hvis ikke maskinen sagde en lyd hver gang hans hjerte slog, havde jeg troet han var død. Han lignede ikke en der for under 24 timer siden, havde hoppet rundt på en scene. Han lignede en der havde været døende de sidste par måneder.

”Undskyld. Det var aldrig min mening at du skulle ende her. Det var aldrig min mening at såre dig. Det var aldrig min mening at forelske mig i dig” Begyndte jeg og satte mig i stolen ved siden af hans seng. ”Det var aldrig min mening at lade det komme så langt”

Jeg sad i lang tid og bare kiggede på ham. Håbede på at han ville vågne op og være okay. Bad til at han kun lod som om. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå. Ikke uden at kigge en sidste gang i hans blå øjne. Jeg prøvede så godt jeg kunne at tage mig sammen til at få sagt mit farvel, men ordet kom aldrig over mine læber.

”Katy?” Lød Harrys stemme forsigtigt. Jeg fjernede ikke mit blik fra Louis. Jeg kunne ikke.

”Har du været her hele dagen? Vi har ledt efter dig. Vi var alle ved at dø af bekymring. Perrie var bange for at du var blevet så ked af det at du… Tog dit liv. Liam ville have tilkaldt politiet” Han satte sig i stolen ved siden af mig. Han ventede på at jeg reagerede, men jeg havde ikke noget at reagere med. Jeg var tom.

”Katy, jeg ved godt at du elsker ham, men hvorfor ventede du ikke på os? Vi ville være taget med dig” Spurgte han bedrøvet.

”Jeg ville sige farvel. I ville aldrig lade mig rejse” Svarede jeg ham anspændt, stadig med blikket på Louis’ blege ansigt.

”Han er ikke døende. Katy, det er ikke farvel” Prøvede han at forklare, men han forstod det ikke.

”Jeg ved at han ikke er døende. Jeg ville sige farvel, for jeg ville rejse” Jeg kiggede endelig på Harry. ”Det er min skyld at han ligger her. Det hele er min skyld. I er bedre tjent uden mig, så jeg ville tage væk. For Louis’ skyld” Prøvede jeg at forklare ham.

”Hvorfor ville du dog tro det? Han ville gå fuldstædig i stykker hvis han vågnede op til at du var væk. Det er på grund af dig at han er begyndt at smile igen. Er du klar over hvor stort et smil han havde på læberne da han fortalte at du havde kysset ham? Jeg har aldrig set ham så glad, eller stolt for den sags skyld. Han ville være meget værre hvis du ikke var der. Du har næsten hjulpet ham mere end vi kunne. Du kan ikke rejse. Du ville ødelægge jer begge” Sagde han stille.

”Hvordan kan du være så sikker?” Jeg følte mig allerede ødelagt.

”Fordi Sophia fortalte hvor meget du brød sammen da han faldt om. Du gik nærmest i sort. Perrie og Zayn fortalte om hvordan du brød sammen i bilen. Du råbte og skreg om at du ville tilbage. De kunne ikke få kontakt til dig” Jeg kunne ikke huske det med Zayn og Perrie. Ingenting af det.

”Tag med tilbage til England. Det er ikke godt for dig at blive her” Bad han. Måske havde han ret. Måske burde jeg tage med hjem? Det ville nok være det bedste.

-.-.-.-.-


"Hvorfor ville du mødes lige pludselig?" Spurgte kvinden med solbrillerne ironisk.

"Vi skal snakke" Sagde jeg kort. Jeg brød mig ikke om hende. Selvfølgelig brød jeg mig ikke om hende. Det var hende der havde hyret mig til at slå Louis ihjel!

"Ja fandeme ja." Sagde hun vredt. Noget sagde mig at hun allerede vidste hvad jeg ville sige, og hun brød sig bestemt ikke om det.

"Er du vred, fordi han stadig er i live? For, så kan jeg godt gøre dig lidt mere vred" Hun skal ikke regne med at han dør lige foreløbig.

"Jeg er vred, fordi han ikke døde. Rygtet siger en ung pige brød ind til ham og sad hos ham, næsten en hel nat. Hvor romantisk." Hendes stemme dryppede med sarkasme.

"Okay 1: du burde ikke tro på alt hvad du hører. 2: det var ikke nat" Fortalte jeg hende med lidt mere attitude end nødvendigt.

"Det er lige meget. Han er i live." Hvæssede hun. Hun måtte virkelig hade ham.

"Og det bliver han ved med at være. For jeg siger op. Og du kan godt glemme at få en anden til at gøre det, for jeg har ikke tænkt mig at lade nogen slå ham ihjel" Dem der har modet til at prøve ender i et hul i jorden.

"Hvad?" Vredt flåede hun solbrillerne af, og et meget bekendt ansigt kom til syne. Jeg havde set hende på så mange billeder, den eneste forskel var at hendes ene øje var dækket af et tydeligt ar.

"Vent. Du er Eleanor?! Wow, du må virkelig hade ham. Det havde jeg ikke lige regnet med. Og tænk at Perrie ville opkalde sit barn efter dig" Hvem i alverden lader som om man er død?! Hvordan kan hun gøre det mod folk?! Alle hendes venner, og kæreste, har sørget så meget over hende!

"Åh.... Det er sådan det er nu. Ja, det så jeg godt. Hun stråler. Men wow, du burde passe på. Det er ikke første gang hun er gravid. Det overrasker mig langt fra hun ville opkalde sine små unger efter mig." Hendes stemme var fyldt med afsky. Næsten ligeså meget som jeg følte overfor hende.

"Ja, hvis hun vidste at du kun lader som om du er død, og at du har hyret en lejemorder til at slå Louis ihjel, så tror jeg ikke hun ville opkalde sit barn efter dig. Jeg tror nærmere at hun ville hyre en lejemorder til dig" Eller hun ville nok selv slå hende ihjel.

"Du er sød du er. Katy min skat, du ser det slet ikke, gør du? Siden min, bortkomst og din ankomst, hvor glad har Louis været, hvor meget har han holdt sig fra alkohollen, hvor meget er han ødelagt?" Spurgte hun i en alt for venlig tone.

"Du ødelagde ham! Og han drikker ikke mere" Jeg valgte ikke at svare på hvor glad han havde været. Han havde været glad, men han også haft sine nedture.

"Selvfølgelig. Du er jo blevet vigtig. Men hør her prinsesse. Jeg finder en anden, en bedre end dig. Du er kun den bedste i England, resten af verden, har lejemordere, der er bedre end dig. Hvis ikke jeg finder nogen, så gør jeg det selv og jeg vil nyde hans hoved på et fad" Truede hun.

"Okay snuske. Men bare for at advare dig. Jeg dræber alle der prøver at gøre ham noget. I sær dig. Hvis jeg så meget som ser dig i nærheden af ham, dræber jeg dig. Kan dit kønne lille hoved forstå det?” Jeg ville næsten elske at begrave hendes lig.

"Åh søde. Jeg gik på Manchester, du kan sige hvad du vil, du kan gøre hvad du vil, men en dag, så vil det stykke kød gå en tur, for at købe mig blomster og sidde ved min grav, fortælle hvor meget han elsker mig endnu, og så kommer han ud af kirkegården, for at gå over til blomsterbutikken. Han ved hvor meget du elsker de hvide roser, så han vil tage dem med hjem. Så pludselig, en hvid Audi xx50 kører ham ned. Hans blod og indvolde, vil pryde min bil, så smukt." Det ville ikke være særlig svært at stikke hende ned med den kniv der var spændt fast på min ryg. Det var næsten fristende. Måske lade hende forbløde?

"Måske burde jeg bare slå dig ihjel nu? Jeg kan smide dig ned i et hul. Folk ville aldrig lede efter dig, for de tror alle at du er død. Eller jeg kan få dig anholdt for vold? En sindssyg fan overfaldt mig, mens alt jeg ville var at passe min kærestes ex' grav for ham. Og du ville ikke kunne forsvare dig selv uden at fortælle alle hvad der i virkeligheden foregår" Og alle ville tro hun var sindssyg, så ingen ville tro hende hvis hun sagde jeg var en lejemorder.

"Du er sød Katy. Men jeg er uddannet advokat. Jeg ved hvad jeg laver. Mit ar? Historien om mit ar, hjemme i Kiev, lyder at min eks overfaldte mig, fordi jeg ville støtte kvinders rettigheder. Jeg har et helt land bag mig. Du har overtaget 18 millioner pigers had, jeg er en fri fugl. Men du burde passe på, de vil finde dig og de vil skyde dig i nakken som den ko du er. Ha' en god dag." Hun vendte sig om, og begyndte at gå. Som om jeg lader hende få det sidste ord.

"Og du tror ikke at flere mennesker vil hade sig hvis du slår deres idol ihjel? I modsætningen til dig er jeg ligeglad med om folk hader mig. Louis elsker mig mere, end han elskede dig. Han hader dig nu" Eller det burde han.

"Oh Honey. Du er stadig i lilleput ligaen. Noget siger mig Sophia måske passer lidt på dig? Har jeg ret?" Hun vendte sig om, og sendte et ondt smil. "Tager dig med ud og shopper, sørger altid for at du er behagelig til mode. Får dig udenfor, hun lærer dig endda sprog, hvis ikke jeg tager fejl."

"Det gør venner, så jeg kan ikke se hvad der er galt med det. Men måske gjorde hun ikke det ved dig, for du er ikke andet end en bitch" Som burde være død, men det snakker vi jo ikke mere om.

"Søde hvem tror du det var der lærte Sophia at være et godt menneske? Men husk det nu. Lucifer var engang Guds mest betroede. Adios Grand Chika" Hun gik igen, og jeg havde udviklet et meget stort had til hende nu.

Med fingrene lavede jeg en pistol, og skød hende. Hun døde ikke, men det var det næstbedste. Jeg kunne ikke risikere at få blod på mit tøj. Harry ville stille for mange spørgsmål.

"Jeg hørte det godt" Jeg valgte ikke at svare på det, men udnyttede at hun havde ryggen til mig, til at lave ansigter. Måske ikke mit mest modne træk, men jeg direkte hadede hende, så det var vel okay.

------

Det her blev et meget langt kapitel, men fuck det.

Jeg kæmper virkelig med at få det næste skrevet færdigt, så det bliver langt fra så langt. Men hey, jeg starter på efterskole om en uge, så jeg kan ikke rigtigt fokusere så meget på noget for tiden.

Men jeg håber at i har nydt jeres sommerferie lige så meget som jeg har nydt min!

-Rikke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...