Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

88Likes
114Kommentarer
25159Visninger
AA

24. 23

*Katy*

”Og du er sikker på at du er klar til at tage tilbage?” Spurgte Sophia for tiende gang. Hun mente det var for tideligt for mig at tage hjem, men der var gået en uge nu. Jeg kan ikke blive ved med at blive bange for at se ham i øjene.

”Ja. Så klar som jeg kan blive. Sophia, jeg skal nok klare mig” Forsikrede jeg hende om igen. Det var rart at vide hun bekymrede sig så meget om mig. At de alle gjorde.

”Men hvis der bare er det mindst så ringer du! Jeg henter dig med det samme!” Sagde hun dybt seriøst. Jeg kunne ikke lade vær med at grine lidt af hende.

”Du lyder som en mor der skal lade hendes barn flytte hjemmefra. Jeg skal nok klare mig. Jeg kan ikke blive her for evigt” Mindede jeg hende om.

”Okay så. Gå nu, inden jeg begynder at bede dig om at blive” Sukkede hun med et lille smil. Jeg fik krammet hende farvel, inden jeg begyndte at gå hjem.

Harrys bil holdt udenfor da jeg nåede huset. Han var her nok stadig, han ville i hvert flad aldrig efterlade hans bil. Harry er alt for glad for hans biler til at efterlade dem. Med et lille smil gik jeg op til hoveddøren. Det føltes godt at være hjemme. Jeg havde savnet det.

Det første jeg så efter at have åbnet døren var Louis der sad på gulvet i gangen. Hans øjne lyste op da han så mig, og han rejste sig hurtigt. Mit hjerte begyndte at banke igen, måske var det dumt at jeg allerede var taget tilbage?

”Katy! Du må virkelig undskylde! Jeg ved ikke- det var ikke min mening! Jeg ville aldrig gøre noget som ville skade dig!” Undskyldte han og kom hurtigt hen mod mig. Jeg var hurtig til at bakke et skidt tilbage. Hvad nu hvis han gjorde mig noget. Han fik et såret blik i øjnene da jeg gik væk. Det sårede ham at jeg var bange.

”Louis, jeg” Begyndte jeg. Det var ikke min mening at såre ham, men frygten for at han måske ville gøre mig fyldte mere en trangen til at kramme ham.

”Nej. Det er okay. Jeg forstår dig godt. Jeg ville heller ikke have lyst til at være i nærheden af mig, efter det jeg gjorde mod dig” Sukkede han og sænkede trist blikket.

”Det er ikke fordi at jeg ikke har savnet dig, men jeg. Jeg har bare brug for lidt tid til at vænne mig til at være omkring dig igen” Indrømmede jeg.

”Jeg skræmte dig, gjorde jeg ikke? Jeg er virkelig ked af det Katy” Undskyldte han og trådte til siden, for at gøre plads til mig.

”Jo, du skræmte mig. Louis, det skal nok blive okay igen, jeg har bare brug for et par dage” Prøvede jeg at forklare, mens jeg trak kufferten efter mig forbi ham.

”Hey Katy. Jeg hjælper dig med at pakke ud” Tilbød Harry, og bar min taske ned i kælderen.

”Jeg kan godt selv pakke ud. Du kan gå tilbage til hvad end du var ved at lave” Det var Harry. Han lavede altid et eller andet.

”Det er okay. Jeg skal også snakke med dig, så jeg kan ligeså godt hjælpe dig samtidigt” Snakke med mig? Jeg håber virkelig at det er noget mere positivt end sidst…

”Om hvad?” Ikke sig Louis, ikke sig Louis…

”Louis. Jeg forstår godt hvis du ikke har lyst til at være i nærheden af ham, men jeg bliver altså nød til at fortælle dig at han holder meget af dig. Han fortæller dig det ikke selv, ikke lige foreløbig i hvert flad. Han er for bange for at det ville skræmme dig væk” Fortalte han med en blanding af glæde og sorg.

”Harry, du ved jeg holder af ham. Han skubbede mig ind i en reol, og jeg kom tilbage. Jeg tror ikke at jeg ville blive skræmt hvis han holdt af mig. Hvordan er du overhovedet så sikker på at han holder så meget af mig som du siger?” Han havde ingen beviser. Jeg havde brug for beviser.

”Jeg kender ham, Katy. Desuden så har han sidder foran hoveddøren de sidste par dage, og bare ventet på at du kom hjem” Overrasket spærrede jeg øjnene op. Havde han virkelig ventet på at jeg kom tilbage?

”Hvorfor lod du ham gøre det? Harry, man lader ikke nogen sidde foran en dør og vente” Men jeg er glad for at han gjorde det. Altså ikke at Harry lod ham sidde der, men at Louis valgte at sidde på gulvet foran døren, bare for at vente på mig. Måske holder han rent faktisk af mig?

Efter Harry var gået, havde jeg sat mig i stuen og tændt fjernsynet. Det var god som baggrundsstøj. Jeg havde brug for at tænke.

 Burde jeg glemme hvad Louis havde gjort? Han havde siddet foran døren og ventet på mig, det må betyde at han ville undskylde? Det var jo også det første han gjorde da jeg kom. Men han sårede dig. Hvorfor skulle det være så svært at holde af ham?

Louis kom ind i stuen. Han stod kort og kiggede på sofaen, inden han tøvende satte sig ned ved siden af mig. Mit hjerte begyndte at hamre. Jeg fik sværere ved at trække vejret. Jeg havde ikke lyst til at flytte mig, jeg nød at være tæt på ham, men min krop reagere bare ikke som jeg ville have den til.

Skræmt rykkede jeg lidt væk, for at skabe lidt afstand. Han virkede såret, men ikke overrasket. Måske sårede jeg i virkeligheden mere end han havde såret mig? Det gjorde jo ikke ondt mere, men det gjorde tydeligvis meget ondt på ham.

Den følgende dag holdt jeg min afstand til ham. Han virkede ikke længere såret over det, det virkede mere som om han forventede det nu. Det var ikke nødvendigt for mig at rykke væk mere, han kom slet ikke så tæt på mere.

Dagen efter havde jeg endelig samlet mod sammen til at rigtig tale med ham. Da jeg om morgenen var gået ind i køkkenet, havde han lagt hvad han havde i hænderne og gået. Da jeg prøvede at snakke med ham ignorede han mig. Det var som om rollerne var blevet byttet om. Jeg prøvede at snakke med ham, men han holdt afstand til mig.

Dagen efter var det samme. Og dagen efter igen. Jeg var ved at blive sindssyg! Hvorfor ville han ikke tale med mig? Jeg savnede den måde vi talte sammen inden alt det her. Jeg savnede han arme om mig. Jeg savnede ham. Med bestemte skridt gik jeg ind i køkkenet til ham.

”Louis, vil du ikke nok snakke med mig?" Spurgte jeg opgivende. Han sendte mig et nervøst blik inden han svarede.

"Jeg... ikke lige nu... jeg skal... gennemgå nogle papirer" Svarede han, og gik hurtigt ind i stuen. Jeg fulgte hurtigt efter ham.

"Du har undgået mig siden jeg kom hjem! Jeg kan ikke blive ved med det her!" Jeg hævede stemmen en smule. Hvorfor kunne han ikke forstå det? Igen var han ved at gå væk.

"Det er ikke for at være ond" Undskyldte han.

"Det ved jeg, men jeg kan bare ikke klare at du bliver ved med at ignorere mig! Jeg savner at snakke med dig" Igen fulgte jeg efter ham. Han skulle ikke slippe så let. Han satte farten op, så det samme gjorde jeg.

"Jeg mener det Katy... jeg vil ikke skade dig" Var det grunden til han havde undgået mig? Var han virkelig så bange for at komme til at skade mig igen? En varme spredte sig inden i mig, han bekymrede sig om mig.

"Louis, kig på mig! Jeg har det fint! Du kommer ikke til at skade mig!" Forsikrede jeg ham om, og greb ud efter han håndled. Jeg kunne mærke at han rystede af frygt. Skræmte det ham virkelig så meget.

"Så... tal." Sagde han skræmt.

"Louis. Du skader mig ikke. Du behøver ikke være bange for at tale med mig" Prøvede jeg at berolige ham.

"Du forstår det ikke" Sukkede han, og satte sig opgivende på sofaen.

"Så forklar mig det, for jeg kan ikke blive ved med det her" Jeg satte mig ned ved siden af ham. Han kiggede forvirret på inden han rejste sig.

"Jeg kan ikke... ikke nu. Det jeg har gjort mod dig." Han stemme var fuld af sorg, det var ikke til at bære.

-"Der er lige meget. Louis, det du gjorde betyder ikke noget mere. Siden jeg mødte dig er mit liv blevet så meget bedre. På grund af sig føler jeg mig elsket, og du såre mig mere hvis du tager det fra mig, end hvis du kørte mig ned" Sukkede jeg. Han blev nød til at forstå at jeg ikke kunne klare hvis han blev ved med at ignorere mig. Han begyndte at græde, og jeg havde ikke lyst til andet end bare holde om ham.

”Jeg vil ikke såre dig Katy..." Hans stemme knækkede.

"Så hold op med at ignorere mig. Det skal nok gå" Jeg rejste mig op og lagde hånden beroligende på hans ryg.

"Du forstår det ikke... Katy... jeg holder af dig." Min mave snurrede, og jeg trak ham hurtigt ind til mig. Harry havde ret, han holdt virkelig af mig. Jeg kunne nærmest mærke hans øjenbryn der var rynket i forvirring.

Hvordan skulle jeg ikke forstå det? Jeg holder jo også af dig, superstjerne!" Et stort smil blev plastret på mine læber, og jeg nægtede at give slip på ham.

"Hvorfor?" Spurgte han. Jeg lod mine arme falde, og tog et skridt væk, for bedre at kunne se ham.

”Fordi du får mig til at føle mig elsket. Kan du huske den aften vi skændes? Du kom ud selvom det regnede, bare for at undskylde. Du ville ikke lade mig gå. Du passede på mig da jeg var, og da jeg var bange for tordenvejret. Det er der aldrig nogen der har gjort" Fortalte jeg ham ærligt, mens jeg selv fik våde øjne.

"Selvfølgelig gjorde jeg det... Katy... jeg kan ikke... jeg vil ikke såre dig." Han sørgede for at vi havde øjenkontakt inden han forsatte. "Det der skete med Eleanor... jeg er bange for at miste dig."

"Og det tror du ikke jeg er? Louis, jeg mistede alle dem jeg nogensinde har holdt af. Allerede fra starten har jeg været bange for at holde af dig, for jeg var bange for at jeg ville miste dig" Indrømmede jeg.

"hvorfor overhovedet bekymre dig? Har du set mig?" Han var på grænsen til at bryde sammen, og jeg lagde hurtigt armene om ham igen.

"Fordi jeg før har ser alle omkring mig dø. Louis jeg lover at jeg ikke forlader dig. Jeg ville ikke kunne klare at miste dig" Det var sandt. Jeg ville ikke kunne klare at miste ham. Han behøvede i hvert fald ikke bekymre sig om at jeg ville forlade ham.

"Gør det ikke.... Katy..." Han krøllede sig nærmest i mine arme.

”Jeg bliver her. Jeg går ingen steder" Lovede jeg hviskende. Noget fortalte mig at han havde brug for at høre det. Jeg tog det som et tegn på at jeg havde ret, da han kiggede op på mig.

"Du... du mener det?” Spurgte han overrasket.

"Selvfølgelig mener jeg det! Jeg blev efter vi skændes, så hvorfor skulle jeg ikke blive nu?" Spurgte jeg og sendte ham et opmuntrende smil. Det virkede forkert når han var så trist.

"Hvad nu hvis jeg drikker igen?" Begyndte han igen.

"Louis, det har vi snakket om. Bare tag en dag af gangen" Smilte jeg. Han skulle nok klare den, det havde han gjort indtil nu.

"Jeg mener det Katy.... hvad nu hvis jeg gør dig noget? Hvis jeg bliver vred? Hvad hvis jeg skader dig? Hvad hvis" Jeg afbrød ham ved at sætte mine læber mod hans. Noget jeg aldrig ville tro jeg havde modet til at gøre, men jeg vidste ikke hvordan jeg ellers skulle stoppe hans bekymringer. Jeg trak mig væk, og kiggede på hans forvirrede ansigt.

"Du bekymre dig for meget. Men som svar på dine spørgsmål.." Begyndte jeg..

"Du snakker for meget" Afbrød han, og tog forsigtigt sin hånd om bag mit hoved, og skubbede endnu en gang vores læber sammen. Ubevist lukkede jeg øjnene, og kyssede ham tilbage. Han afbrød kysset denne gang, men trak mig helt ind til ham.

"Det var mit første kys" Mumlede jeg til mig selv, og kiggede op i hans smukke havfarvede øjne

"Det var ikke dårligt for at første kys" Smilte han inden han kyssede mig i panden, for at trække mig ind i et kram igen. "Tak Katy... hvor skulle jeg være uden dig?"

"Hos Harry. Men hvis det ikke var dårligt, kan det stadig blive bedre. Jeg tror hellere vi må træne på det" Jeg kunne selv mærke det glimt jeg havde i øjet. Endnu en gang kyssede vi.

-.-.-.-.-

At kysse Louis i går er måske den bedste beslutning jeg nogensinde har taget. Det kilder i min mave bare ved at tænke på det. Jeg havde regnet med at det ville være akavet mellem os, men nej. Overhovedet ikke faktisk. Han var lige kørt efter et eller andet. Han sagde ikke hvad, men det var sikkert Eleanor. Det plejede at være Eleanor. 

Jeg kiggede ud af vinduet for at tjekke hvordan vejret var. Solen var fremme, og der var ikke så mage skyer. Alle blomsterne var efterhånden også ved at være sprunget ud. Vent, var det Louis der stod ved det ene træ? Sig mig, hvorfor snakker han med træet?

Han rystede kort på hovedet, inden han begyndte at gå mod døren. Var det blomster han havde i hænderne? Jeg troede han var hos Eleanor, men han kan ikke have nået at være der på så kort tid? Gud, hvor var jeg forvirret.

"Hey Katy" Lød Louis' stemme fra bag mig. Hurtigt vendte jeg mig om. Han stod med en buket roser i hånden, og lignede en der var ved at gå ud af sit gode skin.

"Hey. Er du tilbage allerede?" Spurgte jeg undrende. Han har kun været væk i et kvarter?

"Ja. Jeg ville.. Ehm, det er fordi.. God, det gik bedre med træet" mumlede han, og gjorde kun min forvirring større. Han mumlede tit når han blev nervøs.

"Louis, slap af. Hvad var det du ville?" Prøvede jeg at berolige ham. Vi ville aldrig komme nogen veje hvis han blev ved med at være så nervøs.

"Okay. Efter i går, hvor vi kyssede og det. Jeg ville sprøge dog om.. Uh" gik han i stå, inden han igen begyndte at snakke. "Katy, vil du være min kæreste?" Spurgte han genert og rakte mig roserne.

En varme spredte sig i min krop, og et stort smil kom frem. Inden jeg kunne nå at svare ham, havde en edderkop hoppet op ad den ene blomst, og havde bestemt sig for at kravle på min hånd.

Panisk smed jeg blomsterne fra mig, og begyndte at ryste hele armen for at få den af. Louis kiggede på muh med store øjne, der kun blev større da de så edderkoppen, der nægtede at hoppe af min hånd. Jeg begyndte at hoppe hysterisk rundt, inden den faldt ned på gulvet.

"Katy, det må du virkelig undskylde! Jeg vidste ikke at der ville være en edderkop!" Undskyldte han. Jeg kunne ikke lade vær end at smile en smule. Han prøvede så hårdt!

"Du snakker for meget" smilede jeg, inden jeg endnu en gang placerede mine læber på hans. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, men ikke på grund af den edderkop jeg vidste kravlede rundt på jorden, men på grund af ham.

"Så betyder det at?" Spurgte han nervøst, efter at have trukket sig lidt væk.

"Ja Lou. Selvfølgelig!" Grinte jeg, mens han trak mig ind i et kram. Roserne lå stadig på gulvet, men lige nu var der ikke noget der var vigtigere end Louis' arme omkring mig.

"Jeg vidste ikke at du var bange for edderkopper?" Grinte han, kort efter han havde givet slip på mig. Han samlede blomsterne op, og fandt en vase frem til dem.

"Jeg er da ikke bange for dem. Jeg bryder mig bare ikke særlig meget om dem" forsvarede jeg mig selv. Mit svar fik hans smil til at blive større.

"Katy, du hoppede rundt for at få den væk, og du skreg også rimeligt højt. Hvis ikke det er at være bange for dem, så ved jeg ikke hvad er" han satte roserne på bordet, inden han igen vendte sig om mod mig.

"Jeg er bare utryg ved dem, ikke andet. Og jeg skreg ikke" pfft, mig være bange for edderkopper.

"Katy, det er okay at være bange. Det er jo ikke fordi at der er særlig meget der skræmmer dig. Faktisk så elsker jeg når du er bange. Jeg elsker når det tordner, for så behøver jeg ikke nogen grund til at holde om dig. Hvis det samme skete hvis du så en edderkop, ville jeg heller ikke have noget i mod det. Hell, jeg ville nok gå på jagt efter nogen, bare for at kunne holde om dig" sagde han.

"Du skal ikke så meget som tænke på at finde edderkopper og tage dem med ind! Og siden hvornår har du skulle bruge en grund til at holde om mig? Der er ikke noget jeg elsker mere end når du gør det" smilte jeg og kiggede genert ned i gulvet.

"Jeg ville sige det samme, men når du rødmer slår det" hvislende han ud for mig øre, og fik mine kinder til at blive rødere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...