Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24834Visninger
AA

23. 22

*Louis* 


Det virkede så tungt. Smerten løb igennem mig. Som knive, der flænsede sig dybt ned i min hud. Jeg vendte mig langsomt og kiggede mig omkring. Det virkede så underligt. Hvad skete der? Jeg havde den underligste drøm, eller det var jo ikke en drøm. Jeg sårede Katy. Katy. 

 

Hvordan kunne jeg? Jeg lovede hende jo, jeg aldrig ville såre hende. Langsomt rejste jeg mig op. Der var nogen i huset, udover mig. 
”Hallo?” Min stemme var helt hæs, som havde jeg sunget mere end nødvendigt. Jeg gik hen mod døren, imens en skrækkelig hovedpine, nærmest havde sat søm i mit kranie. 


”Hallo?” Sagde jeg igen. ”Du er vågnet.” Jeg kiggede hen mod de andre værelser. Harry stak hovedet frem. ”Hvad… hvad skete der?” Spurgte jeg. ”Kom her.” Jeg gik ind til Harry. Jeg satte mig på sengen sammen med ham og kiggede mig alvorligt i øjnene. 


”Du overfaldt Katy, Louis hvad går der af dig?” Spurgte han såret. Jeg kiggede væk. ”Jeg ved det ikke… Harry… det var ikke… jeg ved ikke hvordan det skete. Det var jo ikke… Harry…” Jeg lagde mit hoved i hænderne igen, kørte mine hænder igennem håret. Jeg tog dem langsomt væk fra mit hoved. Jeg havde skorper fra sår i mine hænder. Forsigtigt lod jeg mine fingre røre min hovedbund. Flere steder var den helt øm og der var små buler. 


”Louis… se på mig.” Jeg vendte mig langsomt mod Harry. ”Hvad skete der?” Spurgte han. ”Det… de fjernede Eleanors ting, helt væk.” Harry knugede hænderne sammen. ”Jeg kan ikke sige jeg forstår dig. Men jeg kan se hvorfor du blev… jeg ved ikke, såret. Men hvad skete der?” Spurgte han. ”Du ville ikke tro mig.” Sagde jeg. ”Sig det Louis. Kom nu.” Sagde han. ”Harry… jeg er syg… jeg ser ting og jeg tror de er virkelige.” Sagde jeg. 


”Du ved du kan stole på mig.” Sagde med alt alvor. ”Jeg så Eleanor. Jeg ser hende overalt. Jeg har mareridt om at hun… hun skader jer. Hun skader jer alle på de værst tænkelige måder. Den værste… den værste er Katy… Eleanor kom efter Katy.” Hviskede jeg. Harry så helt forskrækket ud. ”Eleanor… hvad gjorde hun ved Katy?” Spurgte han. ”Slog hende ihjel. Hver nat.” Sagde jeg stille. ”Mener du hver nat?” Spurgte han bange. ”Nej… hun siger bare, hver gang jeg sover, hver nat, kommer hun og slår hende ihjel, jeg drømmer det sjældent. På det seneste har jeg haft, drømme om vores dage sammen, hvor vi var lykkelige.” Sagde jeg. 


Hvorfor sagde jeg det? Han troede jo, jeg var skør! ”Hvorfor har du ikke sagt noget til os?” Spurgte han, nærmest skuffet. ”Harry der er ting, som jeg ikke vil fortælle jer. Ligesom der er ting du nægter at fortælle om.” 


”Undskyld.” Jeg rejste mig voldsomt op inden Harry nåede at røre mig. Hovedpinen kom igen. ”Louis!” Jeg støttede mig til væggen og prøvede at komme ind i stuen ind til noget lys. Hvad var der sket i stuen? 
Reolen var smadret, der var blod på nogle af hylderne og en stor indtørret blodplet på gulvet! ”Gjorde jeg det?” Spurgte jeg. ”Harry!” 


”Louis tag det med ro!” Jeg blev trukket hårdt i, ned mod gulvet. Men alligevel ikke. Harry lagde sine arme om mig og vuggede mig frem og tilbage, ligesom Eleanor så tit havde gjort, hvis jeg var helt nede. ”Jeg ved det er hårdt, og helt og aldeles uretfærdigt. Men lad mig hjælpe dig.” Han stoppede helt op, og holdte bare om mig. Ligesom vi egentlig altid havde gjort før i tiden. ”Jeg gjorde hende fortræd Harry…” Snøftede jeg. ”Hvordan kunne jeg gøre det?” Spurgte jeg. ”Det ved jeg ikke Louis. Vi prøver at finde ud af det. Indtil da, må vi gøre hvad som helst for at hjælpe dig.” Hvordan det?

”Jeg laver lige noget mad.” Hviskede Harry og rejste sig. Jeg satte mig sofaen. Det var for meget. Det hele var så ydmygende. Hvordan kunne det ske?

 

*Harry*

Louis havde spist maden, uden nogen mistanke. Jeg begyndte at vaske op, imens han stadigvæk kørte maden ind. ”Hvorfor spiser du så voldsomt?” Spurgte jeg. ”Det ved jeg ikke.” Han blev ved at spise, næsten indtil jeg var færdig med at gøre ren. ”Jeg er så… t-træt.” Han gik nogle få skridt, langsomt og pludselig faldt han.

”Louis?” Spurgte jeg forsigtigt og løftede ham op. Han var helt væk. ”Det var nemt nok.” Jeg løftede ham op over skulderen og gik ind igen til hans soveværelse. Jeg skulle ud, lige nu. Jeg måtte vide hvad der var sket. Selvfølgelig fra Katys synsvinkel af. Men også Sophias. Klokken var desuden kun lidt over otte om morgenen. Noget siger mig alligevel, at Louis trænger til at sove dagene væk.

Jeg lagde Louis i puderne og trak forsigtigt dynen over ham. Jeg skrev en note og lagde den på natbordet. Han skulle bare sove, ikke andet. Jeg lukkede døren og gik ud til bilen. Det regnede en smule, ikke meget, men nok.

Jeg satte mig ind i min bil og åndede lettet op. Det var stressende, alt for stressende. At holde øje med Louis, virkede så ubehageligt. Han kunne jo godt passe på sig selv, det ved jeg. Men hvordan gik det hele til? Var det fordi jeg ringede den ene gang? Kunne jeg have startet det hele?

Jeg kørte fra den ellers så altid fredelige villavej og drejede til højre. Tanken om at jeg kunne komme til at se drengene og Katy igen, gjorde mig tryg. Jeg følte virkelig det hele var min skyld. For helvede jeg savner sku da også Eleanor! Hun var en god veninde, og vi snakkede altid om de underligste ting.

Da jeg så deres velkendte hus, åndede jeg lettet op. Hurtigt løb jeg indenfor og tog skoene af. Sophia sad ved sin computer, hun så meget koncentreret ud. ”Sophia?” Mumlede jeg. Hun kiggede op. ”Du er her.” Hun omfavnede mig hurtigt. ”Jeg har noget te klar om lidt. Er Louis alene?” Spurgte hun. ”Jeg gav ham noget sovemedicin. Han sover de næste 24 timer. Det er godt for ham. Han er meget stresset.” Sagde jeg i forsvar. Hun nikkede, hvilket betød hun var enig. ”Hvad er der sker?” Spurgte jeg da hun gav mig teen. ”Familiehistorie. Det tydeligste, er ikke på papir, men i blodet.” Hun klappede skærmen på sin bærbar ned og kiggede mig øjnene. ”Jeg har fået blodprøver, der stammer helt fra 1902 fra Jays side af. Her i nat, modtog jeg en fra Louis, den som blev taget lige efter I landede. Jeg har også en fra 2008 og en fra 2012. Jeg vil gerne du går med mig op på mit kontor.” Hun tog sin bærbar og jeg fulgte med hende.

”Katy sover.  Danielle holder øje med hende.” Mumlede hun. ”Er Danielle her?” Spurgte jeg. ”Ja, hvorfor?” Spurgte hun. ”Men dig og Liam… I er jo” ” Danielle har altså fundet en anden. Hun hedder Quilli.” Sagde Sophia med et smil. ”Er Danielle… lesbisk?” Spurgte jeg overrasket. Sophia nikkede og åbnede døren ind til sit kontor. Jeg satte mig ved siden af hende og så hvordan hun trak en mikroskop og nogle forskellige glas flakoner frem. ”Den her… stammer fra 1908. Et voldsomt dødsfald. Manden bliver… ængstelig overfor alt.” Hun dryppede en enkelt dråbe på et af objektglassene og klemte dem sammen.

Hun drejede på nogle af knapperne og lod mig komme til.

Jeg har ingen ide om, hvad jeg ser på.

”Kan du se de sorte celler?” Spurgte hun. "Det tror jeg.” Svarede jeg ærligt. ”De er angribende. De farer rundt i blodet hvis der er stress. Tag og se på Louis bedstefar.” Sagde hun og gjorde endnu en klar. De samme sorte celler. ”Det er ikke blodlegemer, vel?” Spurgte jeg. ”Nej. Det er en angribende celle. En bakterie af en art.” Svarede hun mig. 

 

”Se her… det her, er Louis fra 2008.” Hun satte endnu en blodprøve ind. ”Der er intet underligt… tror jeg.” Svarede jeg, en smule blankt. ”Det er sandt. De sorte celler kom frem i 2010. Nærmere 11 faktisk. Men se… der er mange flere nu.” Sagde hun. ”Underligt. Hvad med den fra i år?” Spurgte jeg. ”Her er den.” Hviskede hun og lagde den under. Det så helt voldsomt ud. ”Sophia… det her ligner altså noget jeg har set før…” Mumlede jeg. ”Hvad?” Spurgte hun. ”Ethanal. Du ved, alkohol. Tømmermænd.” Sagde jeg.

”Vent nu lige.” Hun trykkede på knapperne på sin bærbar og kiggede noget igennem. ”Det lykkedes min veninde, læge, sencor what ever, at give mig en kopi af Louis bedstefars journal.” Sagde hun. ”Hvad har han med det her at gøre?” Spurgte jeg. ”Måske alt.” Hviskede hun. ”Læs herfra… linje fire.”

”2. april 1964. Endnu engang er der blevet drukket voldsomt og endnu engang er der blevet sendt en kæreste, med alvorlige skader, på sygehuset.” Stilheden bredte sig i rummet. Det havde stået soleklart hele tiden. Det som havde lignet en ukendt sygdom, var et bærergen.

Alkoholiker. 

 

”Du må snakke med Katy om det…” Sukkede Sophia. ”Hvorfor mig?” Spurgte jeg, nærmest bange. ”Fordi. Jeg kan ikke... Hvordan skulle jeg? Du er så meget bedre til at snakke med mennesker end jeg.” Sagde hun. ”Specielt… folk som Katy. Til tider tror jeg, at jeg ikke er en god nok ven.” Mumlede hun. Jeg løftede hurtigt Sophia op, så hun sad på mit skød og smilte til hende. Hvor er hun fjollet. ”Hvis ikke det var for Louis, havde hun aldrig mødt dig, og havde det ikke været for dig, til at begynde med, så havde hun nok ikke følt sig så velkommen som nu.” Sagde jeg og gav hende et kram. 


”Jeg skal nok snakke med hende. Nu.” Sophia rejste sig og lod mig gå. Det var underligt. Måske havde jeg ret. Jeg vidste godt selv at Sophia aldrig ville indrømme sådan en fejl. Men jeg forstod på en måde hende godt. Altså, medicinstudier. De lød svære, en del endda. 
Jeg kom til soveværelsesdøren. Jeg vidste ikke om Katy var vågen, men jeg blev nødt til at gå ind. Jeg bankede forsigtigt på.  "Kom ind" Forsigtigt åbnede jeg døren og smilte til hende. "Hey Katy" 
Katy satte sig hurtigt op og smilte, på en måde. "Hey. Hvordan har Louis det?" Spurgte hun lettere trist. Jeg satte mig i fodenden af sengen og lagde mørke til hvordan dynen formede sig efter hendes ben. Hun havde en af Liams gamle trøjer på. En jeg købte til ham, tror jeg. "Jeg har ikke tænkt mig at lyve... han har det elendigt. Lige nu sover han. Det trænger han til. Hvad med dig?" Spurgte jeg. 


Hun virkede til, ikke at ville sige noget, men på samme tid, havde hun så meget. "Jeg ved det ikke. Jeg har ondt, men det er ikke noget jeg ikke kan holde ud. Det eneste der er, er at jeg bliver ved med at se ham. Han bliver ved med at skubbe mig" Sagde hun, sandsynligvis en smule fortabt i sine tanker. Lød det til. 


Forsigtigt satte jeg længere op til Katy, og kiggede på hende, alvorligt. "Katy... jeg ved det er hårdt, og det er ikke noget du glemmer foreløbig. Men du bliver nødt til at stole på det jeg siger. Han ville aldrig, aldrig gøre sådan noget. Ikke bevidst... det er derfor jeg bliver nødt til at spørge dig om noget vigtigt" Sagde jeg. Hun kiggede kort væk og direkte ind i mine øjne. Det var som om hun så lige igennem mig. Fra min fødsel, til nu.  "Det ved jeg, han ikke ville. Men det skræmmer mig stadig at hans underbevidsthed kan gøre det. Hvad ville du spørge om?" Hendes blik ændrede sig pludselig. Som om hun så en anden. Nok Louis.


Det gjorde mig en smule utrolig at hun så mig sådan.  "Katy... husk det er mig, Harry." Sagde jeg bestemt.  "Det ved jeg. Jeg bliver bare ved med at se ham, det samme skete med Liam" Jeg kunne høre hun rystede indvendig. Jeg nikkede forstående. Måske ville det gøre hende mere tryg, hvis jeg tog hende i hånden? Så hun vidste jeg var jeg og ikke Louis.  "Det er i orden." Jeg klemte hendes lille hånd blidt og smilte.  "Du ville spørge om noget" Hun kiggede på vores hænder. Måske kiggede hun nysgerrig på mit kors? 


"Har Louis nogen hemmeligheder, som vi intet ved om?" At springe ud i det. Ja, det en god ide! Jeg kiggede ikke på hende. Jeg vidste jo hvordan hun ville reagere. 
Hun hostede kort. "h-hvis han havde, ville jeg heller ikke kende dem." Sagde hun og så væk. "Katy... det er meget vigtigt. Sophia ved måske hvad der er galt med ham.  Hun har brug for at du fortæller sandheden. Så vi kan hjælpe Louis.” Svarede jeg og prøvede at få øjenkontakt, men det virkede umuligt. "M-men. Jeg lovede jeg ikke ville fortælle det til jer" Skyldfølelsen skyllede allerede ind over hende og hun prøvede at skjule det ved at rynke sine bryn en smule, som om hun tænkte. "Katy... du må forstå. At nogle gange, er den onde, den der gør det rigtige.” Fortalte jeg hende. Forsigtigt lagde jeg min hånd på hendes kind og smilte. 


 "Men jeg har ikke lyst til at såre ham! Han er såret nok, Harry. Jeg vil ikke være den der ødelægger ham, når han endelig er ved at være samlet igen" Endelig fik jeg øjenkontakt, og endnu en gang følte jeg hun borde sig lige igennem mig. Hun måtte forstå det! Jeg blev helt vred. Jeg rejste mig voldsomt op. Katy blev forskrækket. Jeg tog en dyb indånding og stirrede alvorligt på hende. 


"Katy... du aner ikke hvad jeg har gjort de sidste 24 timer for at holde ham fra dig... tror du ikke jeg bliver ædt op af skyld?" Hvæste jeg af hende. "Men hvad hvis han finder ud af det? Hvad hvis det gør det værre? Jeg ville have det så dårligt med det" Frygten hobede sig op i hende og hun begyndte at græde. Måske var det ikke det rigtige at gøre, at blive vred sådan. Jeg satte mig igen ved hende og tog hendes hånd. "Du skal ikke græde Katy. Det hjælper alligevel ikke. Det ved du. Fortæl mig det Katy. Det er den eneste måde vi kan hjælpe ham på. Jeg ved godt du kan." Sagde jeg, så opmuntrende som overhovedet muligt. Hun snøftede kort og sukkede. "Han... Han drak. Alkoholiker. Men han er stoppet! Han lovede mig at han ville stoppe efter vi skændes.. Og hvor han lovede at han ikke ville såre mig igen.." Det begyndte pludselig at sætte tanker i gang hos hende, jeg kunne se det. Hun blinkede altid på en helt bestemt måde og hendes øjne var altid rettet mod et vindue, eller et glasobjekt når hun tænkte. 


Jeg kiggede væk fra hende, og ned i mine hænder. Det var sandt. Han drak. Han drak.  "Godt Katy... tak. Vi ved hvad der er galt med ham.” Sukkede jeg.  "Harry, han er stoppet. Han er bange for at begynde igen. Han er bange for at I ville forlade han hvis i fandt ud af det. Mest Zayn. Han ville ikke klare hvis Zayn ikke ville lade sine børn i nærheden af ham. I må ikke forlade ham på grund af det her!" Hun kiggede bedende på mig, som om hun søgte efter noget. 


"Katy... hvorfor skulle vi forlade ham?" Spurgte jeg, imens jeg kæmpede med at undgå, at græde. "Vi vil gøre alt for at hjælpe ham. Det ved du. Men der er nogle ting... som selv vi ikke kan gøre noget ved. Men det kan vi nu." Jeg kiggede ned på min store hånd, som holdte hendes lille spinkle. "Jeg skal nok hjælpe ham. Det lover jeg dig. Jeg vil ikke lade ham falde tilbage. Jeg passer på ham, når du ikke er der."


"Han er bare så bange. Han kan ikke klare at miste flere" Måden hun sagde det på, overbeviste mig om at hun følte noget for ham. Gad vide hvor meget? "Katy... hvor meget holder du af Louis?" Spurgte jeg nysgerrigt. "Nok mere end jeg burde" Mumlede hun ned i puden. "Hvad fortalte han dig?"


-"At han holdt af mig.Og at han følte sig tryg med mig. Eller, det sagde han til Eleanor" Glimtet i hendes øje, det genkendte jeg. Det samme glimt havde Eleanor, da jeg fortalte hvad Louis havde sagt om hende.  "Han fortalt hvad han følte?" Spurgte jeg nærmest stolt.  "Det tror jeg. Men måske sagde han det bare for at gøre Eleanor vred? Som i alle siger. Han sagde det ikke bevidst" Måden hun fortalte det på, gjorde jeg fik et lille grin frem i mit hoved. Hun troede ikke på mig, hun tvivlede.  Men sagen var jo enkelt. Louis havde aldrig lånt sin sorte sweatshirt ud, ikke engang til Eleanor. 

 

"Der er noget du ikke ved." Sagde jeg med et smil. "Og hvad er så det?" Spurgte hun usikkert.  "Louis har aldrig før givet nogen pige hans sorte sweatshirt på. Du er den eneste pige han nogensinde har, ville dele med den. Hans bedstefar gav ham den" Smilte jeg.  "Det er en sweatshirt. Måske blev han træt af den.” Sagde hun som om at hun ikke betød noget specielt. 
"Hans bedstefar er død. Han delte den ikke engang med Eleanor. Har du nogensinde set, når Zayn ser på Perrie, og smiler stolt?" Spurgte jeg, ligesom for at få hende på rette spor af hvad jeg mente. "Ja. Du kan se at han elsker hende i det smil. Han gør det også når han taler om hende" Et lille smil kom frem på hendes læber.  "Du burde se lidt ekstra efter når Louis ser dig så." Informerede jeg hende. 


 "Så du siger at Louis elsker mig? Jeg ville elske at tro dig, men det kan jeg ikke. Hvad hvis du ikke har ret?" Spurgte hun.  Jeg satte mig op til hende og smilte. ”Katy... jeg tror at Louis føler noget for dig, han ikke har følt før. Giv det tid. Lige nu... hvil dig." Sagde jeg og lagde hende tilbage i sengen. Jeg lagde godt om hende og kørte min hånd forsigtigt over hendes kind. Det virkede til at hun nød det, det at nogen ville tage sig tid til at hun havde det godt. "Jeg er bare bange. Hvis jeg holder for meget af ham, mister jeg ham så?" Spurgte hun roligt og kiggede endnu engang på min hånd. 


"Du mister ingen Katy. Vi er her jo. Hvis der sker noget, så kom til os, vi elsker jer begge utrolig højt. Det ved du godt." Forsikrede jeg hende.  "Jeg har bare svært ved at vænne mig til det. Det er jo ikke bare en lille ændring i mit liv. Men jeg ved det godt. Jeg tror det er en gammel vane at tænke jeg er alene" Smilte hun småt. 


Jeg grinte kort af hende og smilte. "Sov hellere Katy... vil du ikke godt slappe lidt af, for min skyld? Så snakker vi senere. Det lover jeg." Jeg krammede hende kort og gik hen mod døren. Jeg kunne høre hun vendte sig en smule.  "Jo. Tag hjem og pas på Louis for mig imens" Hun lukkede langsomt sine øjenlåg i, imens jeg langsomt lukkede døren og betragtede hvordan hun gled over i drømmenes verden. 

__________________________ 

Så klokken er lige pt. 00:01 og jeg skal gøre rent om ti timer så jeg har ikke tid til at opdatere :( 

Men altså, vi har savnet Rikke, indrøm det og ehm, well vi er glade for at hun er tilbage og i god behold. 

Derudover så håber jeg at I alle har en superskøn ferie og ingen af jer sover og ikke har mobilen på lyd. Sov godt bebser, Jensen elsker jer! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...