Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24715Visninger
AA

22. 21

*Katy*

I dag havde været en god dag. Selvom jeg er ikke er så meget for at indrømme det, så har jeg savnet Louis. Det vat alt for stille i huset uden ham.

Vores indkøbstur havde været... Interessant. Og sjov. Jeg havde det i hvert fald sjovt. Han brød sig ikke så meget om da jeg løb væk med hans telefon.

Og Louis Tomlinson lærte mig at slå græs. Med armene rundt om mig. Det begyndte at kilde i min mave bare ved tanken om det, og jeg var ret sikker på at mine kinder havde fået en rødlig farve. Hvorfor skal du have denne her effekt på mig, Louis?

Det undre mig lidt at han ikke har lagt mærke til at hendes ting er væk? Ville det ikke være noget af det første han ville se? Måske tænker han ikke så meget på hende mere? Jeg ved at jeg burde være ligeglad, men tanken om at han måske er holdt op med at elske hende gør mig glad.

"Katy? Katy!" Lød Louis' stemme panisk. Han havde sikkert glemt hvor han havde lagt sine ting...

"Jarh?" Jeg stak glad hovedet ind ad døren. Han så panisk ud. Det har var måske ikke bare om hans ting.

"Hvor er... Hvor er billedet henne?" Hans stemme rummede ikke andet end panik, da han pegede på bordet. Så han havde altså opdaget det.

"Oh. Vi ehm. Vi pakkede det væk, mens. Mens i var væk" svarede jeg ham nervøst. Bare Sophia nu havde ret.

"Hvad?" Skreg han, og stormede ud ad værelset. Han skubber til mig med sin skulder, men lod ikke til at bemærke det.

"V-vi lagde d-det op på loftet" stammede jeg. Jeg havde på fornemmelsen at han ville reagere sådan her!

"hvorfor?!" Råbte han. Okay, han kunne ikke lide at vi havde lagt hendes ting væk.

"For at du kunne. Så du kunne komme videre" jeg havde det dårligt med det. Jeg vidste vi ikke skulle have gjort det!

"Tror du det hjælper at fjerne hvert bevis at hun har boet her?!" Han begyndte at hive sig selv i håret. Gjorde han det for at holde sig selv fra at smadre andre ting?

"L-Louis jeg er virkelig ked af det! Jeg sagde at det var en dum ide!" Det skræmte mig at han var sådan her. Det her var ikke Louis.

"Jeg stolede på dig!" Råbte han og lod tårnene få frit løb. Havde jeg virkelig skuffet ham så meget?

"Det var Sophia og Perries ide! De var så overbevist om at det ville hjælpe dig!" Jeg tog nervøst et skridt tilbage, men jeg forsvarede mig selv. Det her var ikke kun min skyld.

"hvorfor er du her overhovedet endnu?! Vil du bare lade mig komme videre?!" Hans pupiller blev større, og fik ham til at virke mere skræmmende. Jeg brød mig bestemt ikke om denne her Louis.

"D-det var jo det vi prøvede. S-skal jeg gå?" Han havde virker så glad for at se mig tideligere i dag. Jeg troede rent faktisk at jeg måske havde en chance!

"Gå?! Forsvind! Du kommer når det passer dig og du siger hele tiden at det er min skyld!" Hvad snakkede han nu om? Jeg har ikke sagt noget er hans skyld?

"Det er ikke din skyld! Det er min skyld! Du har ikke gjort andet end..." At få mig til at føle noget for dig. Den sidste del lod jeg ikke komme ud. Hvis han ville have mig til at gå kunne jeg ikke fortælle ham det.

"Hvorfor er du her endnu? jeg elsker dig... Det gør jeg... Eleanor... Gå" han faldt samme jorden. Det var tydeligt at han ville have mig ud af sit liv. Eleanor var stadig den eneste der betød noget for ham.

"Hvis du så gerne vil have at jeg går, så fint! Jeg er ligeglad med om du elsker et hul i jorden!" Råbte jeg vredt af jalousi. Han ville aldrig holde af mig, hun var den eneste der betød noget for ham.

"Du er her jo! Forlad os! Hvorfor vil du ikke lade hende være! Kom tilbage med Katy!" Sagde han med grødet stemme, mens han greb fat i mig. Hans hænder greb om mine overarme fik det til at gøre ondt.

"Louis, hvad snakker du om?" Jeg var forvirret. Kunne han ikke se at jeg stod lige foran ham?

"Hvis du rør Katy igen..." Der var en kort stilhed inden han forsatte. "eller jeg slår dig ihjel"

"Louis, jeg er lige her. Ingen har rørt mig" han skræmte mig, men jeg gjorde alt jeg kunne for at forholde mig rolig. Det er ikke til at sige hvad han kan gøre.

"Hvorfor? Hvorfor må jeg ikke holde af Katy?" Spurgte han sorgfuldt.

"Du holder af mig?" Hørte jeg forkert? Han kunne ikke holde af mig, det kunne han ikke!

"Det betyder ikke at jeg ikke elsker dig. Det gør jeg. Men jeg er tryg ved Katy." Jeg kunne ikke andet end at kigge op på ham. Den kildede fornemmelse i maven kom tilbage. Måske havde jeg rent faktisk en chance?

"Lad hende være" hans greb om mig blev strammere, og jeg skar ansigt af smerte. Det her ville Louis da aldrig gøre mod mig, ville han?

"Hvor er hun henne?" Hvislende han koldt. Hvis han ikke fandt ud af at jeg er her, kan det her ende meget galt.

"Louis, slip mig! Jeg er lige her! Det gør ondt!" Jeg prøvede at trænge igennem til ham, men det var som at prøve at løbe gennem en mus. Jeg var oprigtigt bange for han lige nu.

"Hvor er hun?!" Skreg han, og inden jeg havde chancen for at reagere, var jeg blevet skubber ind i reolen.

Et støn kom over mine læber, grundet smerten der skød gennem min ryg. Jeg kunne mærke de ødelagte træplader stikke ind i min ryg. Det hele snurrede rundt.

"Gå. Jeg vil aldrig se dig i nærheden af hende igen!" Det krævede alt min koncentration at fokusere på ham. Der var begyndt at løbe blod ud fra hans næse og øre. Han kiggede på mig som om han ville slå mig ihjel.

"L-Louis. Ikke rør mig" bad jeg. Jeg var så bange. Han kunne dræbe mig, og lige nu ville jeg ikke have styrken til at slå tilbage.

Han stod stille et kort øjeblik inde. Han brækkede en smule blod op. Hurtigt efter faldt han livløst om på jorden. Noget inden i mig åndede lettet op, men noget andet holdt vejret panisk.

"Louis?!" Trods smerten i min krop fik jeg hurtigt kravlet hen til ham. Der var intet liv i ham.

"Louis, vågn op! Vågn op!" Jeg rystede han forsigtigt, men han reagere ikke. Måske skulle jeg bare skynde mig væk inden han vågner? Jeg kan ikke være sikker på at han ikke vil slå mig ihjel når han vågner.

Grebet af panik fik jeg sko og jakke på, og var ude af døren uden selv at være helt bevidst om det. Jeg tænkte ikke over hvor jeg var på vej hen, jeg skulle bare væk inden han kunne skade mig mere.

 Jeg kiggede op på der velkendte hus, og bankede på døren, da det hele begyndte at synke ind. Louis havde rent faktisk skadet mig. Han var faldet om, og jeg tænkte ikke så langt at tjekke om han overhovedet trak vejret før jeg gik.

"he - hvad er der sket?!" Sophia åbnede døren og lagde straks hænderne på mine skuldre. Næsten ligesom Louis havde gjort for kort tid siden.

"J-jeg. L-Louis" prøvede jeg at få frem, men min krop var gået i chok.

"Liam! Ring til Harry! Kom ind nu." Hun trak mig hurtigt med indenfor, og jeg kunne ikke lade være med at stønne en smule grundet smerterne. Det var først nu det var begyndt at gøre rigtig ondt.

"Det skal nok gå. Sæt dig ned." Hun placerede mig i sofaen, og jeg lod bevidst vær med at læne mig tilbage.

"D-du lovede. Du lovede han ikke. Han ikke ville blive v-vred" det prikkede i mine øjne, og jeg var sikker på at de saltede dråber snart ville falde.

"Gjorde han det her?" Spurgte hun, mens hun tog min trøje og sko af. "hvad skete der?"

"J-jeg kunne ikke nå ind til ham. Reolen" det hele kørte sammen i mit hoved. Det var som at prøve at fortælle om en drøm Du kun husker brudstykker fra.

"slap af... Det er okay..." Sagde hun roligt. Men det var ikke okay. Han kunne være død!

"H-han ville ikke vågne!" Som forudsagt faldt tårerne. Jeg kunne ikke miste ham, ikke allerede.

"V-vågne?" Spurgte Sophia forvirret. Bekymringer lyste ud af hendes øjne.

"Jeg. Han. Blod op. Faldt om" et ukontrolleret hulk kom over mine læber.

"Slap af Katy... Træk vejret. Hvad end der skete. Så var det ikke Louis som gjorde det her. I hvert fald ikke bevidst." Sagde hun forsigtigt, mens hun viklede tæpperne om mig, og lagde mig i hendes skød. Men det var bevidst. Han troede bare at jeg var en anden.

"H-han troede jeg var Eleanor" fik jeg frem inden jeg brød fuldstændig sammen i hendes skød.

"Eleanor? Åh Gud... Billederne og tingene?" Jeg kunne ikke se hende. Mine tårer slørede mit syn.

"Du lovede han ikke ville blive vred" min stemme knækkede, ligesom jeg følte mig.

"Harry er på vej... Hvad er der sket?" Spurgte Liam beroligende stemme ud for mit hoved.

"Louis" svarede Sophia ham kort. Jeg kunne høre at Liam gik igen kort efter.

"Bliv her. Bare et par dage. Okay?" Lød Sophias rolige stemme. Jeg var sikker på at min stemme ville knække igen hvis jeg talte, så jeg nikkede, og lod igen et par hulk komme over mine læber.

"Det er okay. Det skal nok gå. Jeg er her. Jeg vil altid være her." Lovede hun. Endnu et løfte, nu er spørgsmålet bare om det her også bliver brudt.

"Min ryg gør ondt" Mumlede jeg udmattet. Jeg havde lyst til bare at falde ind i en dyb søvn, men smerterne i min ryg gjorde det umuligt.

"Liam skal nok finde noget om lidt. Okay?" Hun lød trist. Det var ikke rigtigt. Sophia skulle ikke være trist, ikke på grund af mig i hvert fald. Det eneste svar jeg gav hende var et nik. Jeg var for udmattet til at gøre andet.

"Skal vi ikke få dig op i seng? Jeg får Perrie til at komme herover?" Forslog hun. 

"Jeg får brug for mine ting" Sukkede jeg. Jeg havde ikke lyst til at tage tilbage til Louis, men noget inden i mig have brug for at vide om han var okay.

"Liam kan hente det for dig?" Spurgte hun, mens hun hjalp mig op og stå. Hun var nok heller ikke meget for at jeg tog tilbage, men hvem ville være det?

"Han ved ikke hvor tingene er. Jeg kan selv hente det" Sagde jeg, og kæmpede for ikke at lade flere tårer slippe.

"Du kan hente det i morgen sammen med Liam og Niall? Lige nu har du brug for noget smertestillende, og at slappe af" Hendes tone fortalte mig at det ikke var til diskussion. Jeg har aldrig brudt mig om at tage piller. De minder mig for meget om stoffer, og stoffer minde mig om alkohol. 

"Sophia jeg har det fint. Så lagde min ryg ikke rør noget, er det ikke så slemt. Min krop er nok bare stadig i chok" Løj jeg. Så længe jeg ikke lagde på ryggen, ville hun nok ikke opdage noget.

”Hvis det bare begynder at gøre den mindste smule ondt, så siger du til? Perrie er her om lidt” Sagde hun, og placerede mig i sengen. Jeg lagde mig bevidst på maven, der var ingen grund til at det skulle gøre mere ondt end nødvendigt.

Jeg lå i et stykke tid og bare kiggede. Det hele var ved at synke ind. Han havde rent faktisk såret mig, selv efter han havde lovet han aldrig ville gøre det igen. Jeg burde hade ham, men jeg blev ved med at høre det han sagde. Han holdt af mig, jeg fik ham til at føle sig tryg.

”Hey Katy” Lød Perries triste stemme fra døren. Hendes øjne lyste af bekymring. Bekymring for mig. Det var noget jeg manglede at vende mig til. Der var rent faktisk nogle der bekymrede sig for mig, jeg var ikke alene længere.

”Sophia fortalte mig hvad der skete. Det må du virkelig undskylde, Katy! Vi vidste ikke at han ville reagere sådan her. Det var aldrig meningen at der skulle ske dig noget!” Undskyldte hun og satte sig på sengekanten ved siden af mig.

”Det er okay. Jeg har det fint, jeg er bare udmattet. Jeg har ondt, men lad vær med at fortælle det til Sophia. Det går sikkert væk hvis jeg sover” Mumlede jeg træt.

”Du er heller ikke meget for at tage piller? Katy, er du sikker på at du kan sove efter hvad der lige er sket?” Hun var bekymret. Selvfølgelig var hun det. Noget er det var måske også hormoner? Hun er gravid, det ville give mening hvis hun var blevet mere moderlig på det sidste.

”Jeg ved det ikke. Nok ikke lige nu. Jeg kan ikke lade vær med at tænke på ham, Perrie” Sukkede jeg. Det blev ved med at køre rundt i mit hoved. Hvordan han snakkede til mig som om jeg var en anden, sagde han holdt af mig, og skubbede mig ind i reolen.

”Det forstår jeg godt. Du må være så skræmt. Er det fordi at du er bange for ham?” Hun fik en lille rynke mellem sine øjenbryn, noget hun altid fik når hun tænkte.

”På en måde. Noget af mig har lyst til aldrig at se ham igen, og er rædselsslagen for at se ham igen. Men der er også noget er hader at være væk fra ham. Han sagde han holdt af mig, og det er næsten lige før at det betyder mere for mig end frygten gør” Jeg var svimmel. Mit hoved var for træt til at tænke over hvad det var jeg fortalte hende.

”Katy, han smed dig ind i en reol! Jeg ved godt han ikke gjorde det bevidst, men han gjorde det stadig. Det samme kunne ske hvis han en dag blev for fuld. At han holder af dig ændre ikke noget” Sagde hun bestemt. På en måde kunne jeg godt lide at hun ikke forsvarede ham som de andre gjorde, men jeg havde også lyst til at slå hende for det.

”Men jeg har ikke lyst til at miste ham. Jeg holder af ham Perrie. Måske mere end jeg burde, men jeg kan ikke gøre for det. Jeg vil ikke elske ham, men det er jeg bange for at jeg måske gør” Hvorfor fortalte jeg hende det? Jeg har aldrig så meget som overvejet om jeg elsker ham, så hvorfor siger jeg til Perrie at jeg måske elsker ham? Det er ikke godt når min hjerne og mund ikke arbejder sammen.

”Katy, du er forvirret. Sov på det. Du tænker klarer i morgen” Det lød ikke som om hun brød sig om det jeg lige havde sagt. Var hun ligefrem bange på mine veje?

”Vil du ikke synge for mig? Jeg har brug for noget til at distraherer mine tanker” Mumlede jeg udmattet.

Do you remember what he said? I do. He told you he’d never ever hurt you, oh, here we go again. Another breakup, make up. When you gonna wake up?

I’m gon’ be the one to call him out, look how many times he let you down, when’s he gonna learn to be a real man? I’ll be the one to say you’re beautiful, one more word, he never said at all, I’m just saying you need to go forget that boy” Sang hendes stemme. Teksten gav mig gåsehud. Den passede lidt for godt til min situation.

-.-.-.-.-

 

"sover hun?" Lød en stemme lavt. Jeg sov stadig halvt, så jeg var ikke sikker på om stemmen virkelig var det.

"Harry?" Spurgte en mere feminin stemme. Stemmen før havde da ikke lydt som Harry? Og hvorfor skulle Harry også være her? Den eneste der burde være her var Louis.

"Han er på vej over til Louis. Hvorfor ville han skade hende på den måde? Hendes ryg er blå, nok også hendes arme" minderne skyllede pludseligt ind over mig. Jeg var hos Sophia og Liam. Louis havde skubbet mig ind i en reol.

"Jeg forstår det heller ikke. Du må ikke sige det her til nogen. Okay?" De havde begge skuffelse i stemmen. Jeg brød mig ikke om det. Det fik mig til at føle at jeg ikke havde gjort nok for at stoppe Louis.

"Harry burde vide det. Sophia se på hende! Hendes ryg bløder, hendes arme har røde mærker efter hans hænder. Harry vil nok opdage hende blod. Eller noget der er i stykker" Liams stemme skræmte mig. Han brugte samme tone som Louis gjorde, lige inden han skreg af mig.

"Jeg snakker ikke om Katy lige nu... jeg snakker om Louis journal. Og hans familiehistorie..." Sophias stemme indeholdt også en form for frygt, nok over der hun skulle til at fortælle.

"Selvfølgelig. Det her skal ikke stå nogle steder. Det her skal ikke ud" selvfølgelig skulle det ikke ud. Det ville ikke være godt for deres omdømme, hvis det kom ud.

"Godt... Fra Jays side... fra mændene af, har der siden 1835... det længste jeg kunne komme tilbage. De bærer en form for sjælden sygdom. Den traumatisere, på et helt andet niveau, end jeg nogensinde har set. Jeg ved ikke hvad det er. Men det er mentalt. William Tomlinson, 1834. Han finder sine to yngste børn og kone, slået ihjel. Han får angstanfald og han dør. Presset som arbejder var stort for ham." Fortæller Sophia. Nu var jeg pludseligt lidt mere vågen end for kort tid siden. Det her kunne godt gå hen og blive vigtigt.

"Så det er genetisk. Der var aldrig nogen vej udenom? Ved han det her? Er der virkelig intet vi kan gøre?" Liams stemme var anspændt. Jeg forstod ham godt, hvis det var i hans gener var det svært at finde en måde at stoppe det på.

"Det er mentalt. Det begynder i 20 års alderen. Eleanors død, gav ham post traumatisk stress, stadie 4. Der er små trin, til det. Asocialitet." Hun hentydede til er eller andet. Sikkert til lige efter Eleanors død.

"Bliver det værre? Kan det blive værre? Sophia, jeg har ikke lyst til at se ham på denne her måde. Se på Katy. Han holder af hende, men hendes ryg er fucked op!" Man kunne tydeligt høre på Liam at tanken om at det blev værre skræmte ham. For at være ærlig, så skræmte det mig mindst ligeså meget.

"Liam, tror du selv han ville gøre det? Han er skræmt, og stressen fra at rejse rundt i hele verden, hvor skrigende fans er omkring ham hele tiden, det gør det kun værre. Tænk dig om. De skulle giftes... selvom han føler noget for Katy, og det er stærkt, så kan han ikke klare det selv. Han har brug for at komme videre, uden at skulle arbejde. Hvis ikke for jer, så for Katy." Lyden af mit navn fik mig til at spænde en smule. Bare de nu ikke opdagede at jeg var vågen.

"Det var ikke meningen at han skulle med til Sydamerika. Der er ingen af os der har lyst til at se ham tournere når han har det sådan her. Vi kunne bare ikke få lov til at aflyse" Liams stemme var opgivende. Jeg havde en sådan lyst til at holde om ham,, og sige at det nok skulle gå, men det var jo langt fra okay. Louis var langt fra okay.

"Liam... jeg ved godt det er hårdt. Det tog på os alle... men kom nu. Vi må have håb. Jeg mener.... tænk dig om. Det var jo ikke Simon som besluttede det. Han fik jo falske papirer på Louis psyke" Sophia havde stadig håb. Med lidt held kunne det måske smitte af på os andre.

"Jeg tror bare ikke at vi får lov til at aflyse. De tænker ikke på andet end penge. Det er ligegyldigt for dem om Louis har det godt. Jeg er klar til at opgive musikken hvis det er det der skal til" Liam måtte virkelig holde af Louis. Han var klar til at opgive drøm, bare for at Louis kunne få det bedre.

"Liam... lyt til mig. Vi skal bare overbevise Simon. Jeg kan bevise det." Hvordan kunne hun bevise hvor skidt Louis havde det? Der er jo ingen fysiske beviser, og han ville jo aldrig selv indrømme det?

-"Simon vil gerne aflyse. Han ved hvor stort problemet er. Det er bare ikke Simon der har magten længere" Liam sukkede dybt.

-"Vi kan ikke bruge Katy som grund. Det er direkte udnyttelse af hende. Det kan jeg ikke." Måske ville det være bedst hvis de brugte mig som grund? Hvis det er det der skal til for at jeg kan hjælpe Louis, så gør jeg det.

"Det er der heller aldrig nogen der har bedt dig om. Ingen af os ville gøre det mod hende. Hun har været gennem nok, det sidste hun har brug for er at skulle forklare det for andre" det faktum at de bekymrede sig om mig, gjorde mig varm inden i.

"Lige netop. Vi kan heller ikke risikere at Louis skal optræde igen. Vi må få ham på medicin." Men hvad så hvis medicinen fik ham til at gå i sort igen?

"Det er han allerede. Han havde et slags anfald i flyet. Vi skal ikke nævne Eleanor omkring ham. Og slet ikke noget med at han skal komme videre, det sætter ham af" havde han haft er anfald i flyet?! Hvorfor havde han ikke sagt noget? Og jeg er hundrede på at han ikke havde tager noget medicin.

"Havde han et anfald i flyet!?" Sophia var ligeså chokeret som jeg var.

"Han besvimede. Jeg kom til at sige ham og Katy ville være søde sammen, og han blev vred. Smed sig i sengen, og gik ud. Ved du hvad det var der fik ham til at reagere?" Det eneste af det min hjerne kunne fokuserer på var at Liam syntes at vi ville være søde sammen. Jeg var ikke sikker på hvordan jeg havde det med det.

"Han troede du måske du hentød til at Eleanor var ude af billedet? Hvad er det for noget medicin han er på, hvad mener de han fejler?" Louis har i hvert fald ikke glemt Eleanor. Det virker nærmest som om hun hjemsøgte han i går.

"Noget epilepsi tror jeg. Men jeg mente hvad der fik ham til at reagere i går?" Hvad der fik han til at reagere? Vi havde fjernet alle hendes ting.

"Post traumatisk stress. Ville du hente noget is til Katy?" Sophia var meget hurtig til at skifte emne.

"Sophia. Hvad har i gjort?" Liam kendte hende for godt. Han måtte kunne se hun skjulte noget.

"Vi fandt æsken med forlovelsesringen. Han har talt ned hver dag. Vi fjernede alt der havde noget Eleanor at gøre. Men vi kunne ikke finde brudekjolen" hendes svar var en hurtig mumlen, som hun nok håbede han ikke forstod.

"Hvorfor ville i fjerne hende ting?! Sophia, er du sindssyg? Hvorfor ville du gøre det?" Han var begyndt at blive panisk. Måske burde jeg lade dem vide at jeg var vågen, inden det her udvikler sig til noget slemt?

"Fordi, hun var overalt i huset. Hendes smykker, tandpasta, tandbørste endda hendes håndklæder var ude på badeværelset, og fyldte ligesom før. Tøjet i skabene, i gangene, skoene. Selv hendes kogebøger fra hendes forældre!" Hviskede Sophia flovt.

"Det her er ikke godt. Han vil føle hun er væk, og det er han ikke klar til. Du kender ham! Han ville fjerne hendes ting når han var klar!" Halvråbte Liam. Forskrækket satte jeg mig op, og kiggede mod Liam. Det var bare ikke Liam jeg så. Foran sengen stod Louis med udvidede pupiller, og var klar til at skubbe mig igen.

"Shh Katy. Det er okay. Bare slap af." Sophia var hurtig til at tage armene om mig. Hun sendte Liam et vredt blik. Eller som jeg så det, så sendte hun Louis et vredt blik. Skræmt kiggede jeg på det hvor Liam burde være.

"Katy, du behøver ikke være bange, jeg gør dig ikke noget" sagde Liam roligt, og kom forsigtigt tættere på. Jeg kunne mærke Louis greb om mine arme fra i går, og begyndte at ryste.

"Katy.... se på mig." Sophia holdt stadig om mig, og begyndte at ae mig over håret, i et håb om at jeg ville falde til ro.

"Han bliver ved med at være der. Han bliver ved med at råbe af mig" hviskede jeg med en svag stemme. Ligeså svag som jeg følte mig.

"Det er okay. Du er i sikkerhed her lille skat." Hviskede Sophia beroligende.

"Jeg ved det er Liam, men jeg ser han som Louis" min stemme rystede af frygt. Jeg forstod ikke hvorfor jeg var så bange, men der var intet jeg kunne gøre.

"Det er okay" Sophia trak mig ind i et kram, og holdt om mig til jeg var faldet til ro. Jeg kiggede kort op på Liam igen, og var lettet over at han ikke længere var Louis.

"Niall kommer om lidt. Så kan vi hente dine ting?" Spurgte Liam forsigtigt. Han var nok bange for at gøre mig bange igen.

"Ja" svarede jeg nervøst.

-.-.-.-.-

Liam parkerede bilen foran huset. Harry stod i stuevinduet og kiggede på os, mens Liam støttede mig på vej ind i huset. Harry kom ud i gangen samme øjeblik som vi kom ind.

"er han i nærheden?" Spurgte jeg bange. Jeg havde ikke lyst til at møde ham lige nu. Jeg ville ikke kunne se ham i øjene.

"Han er i sofaen. Men han sover. Jeg gav ham en pille. Men han har det fint" Harry kiggede flovt ned i jorden, som om han skammende sig over det.

"Er det slemt?" Måske kunne jeg ikke se ham i øjene, men jeg bekymrede mig stadig om ham.

"Hvilket?" Spurgte han forvirret.

"Louis. Hvor slemt er det? Hvor slemt har han det?" Måske havde han det fint? Måske var det slet ikke sket noget med ham?

"Jeg ved det ikke Katy." Det var tydeligt på hans stemme at han var på kanten til gråd.

"Jeg pakker" jeg skyndte mig væk. Jeg kunne ikke klare at se Harry græde lige nu. Det ville få mig til at bryde endnu mere sammen.

"hvis Louis er ved at vågne, skal vi holde ham væk fra Katy. Hun kan ikke klare at se han lige nu" kunne jeg høre Liam sige, men jeg fandt min kuffert frem.

"Han sover de næste otte timer. Bare rolig." Beroligede Harry ham. Og også mig. Jeg behøvede ikke være bange for at at se ham.

"hvad er det der er sket?" Spurgte Niall forvirret.

"Louis angreb Katy" svarede Harry ham med sorgfuldt stemme.

"hun bliver hos hos de næste par dage. Hun var fuldstændig fra den da hun kom" fortalte Liam.

"hvor slemt?" Spurgte Harry, bange for svaret.

"slemt nok til at hun så mig som Louis. Hun var så skræmt" Liam var stadig chokeret. Jeg havde det dårligt med at jeg havde set ham som Louis, men jeg kunne jo ikke gøre for det.

"men.... Louis ville aldrig såre hende?" Harry var forvirret.

"jeg er ligeså forvirret som i er. Men han sårede jo også dig, og det ville han heller aldrig gøre. Hvis vi er heldige har han glemt det, og når Katy kommer tilbage kan man ikke se det på hende længere. Men jeg tvivler på det" selv hvis Louis havde glemt det, ville vi jo aldrig kunne gå tilbage til normal. Jeg ville jo altid være på vagt nu.

"det er ikke epilepsi. Måske kan Sophia finde ud af noget?" Spurgte Harry håbefuldt.

"det har hun gjort, men jeg vil lade hende forklare jer det. Det er lidt kompliceret" jeg begyndte at smide noget tøj i kufferten. Jeg kiggede ikke på hvad jeg tog med, det eneste der var vigtigt var at jeg skulle væk herfra hurtigst muligt.

"så han fejler faktisk noget? Hvornår kan hun fortælle det?" Det var tydeligt at Harry var ivrig efter at finde ud af hvad hans ven fejlede.

"næste gang du taler med hende. Efter hvad hun sagde vil han kun få det værre hvis vi forsætter Touren" igen sukkede Liam. Det var hårdt for ham, for dem alle sammen, at se Louis sådan her.

"Vi må snakke med Simon. Han er den eneste som kan hjælpe" de sidste ting jeg ville få brug for blev smidt i kufferten. Der var ingen grund til at tage våben med, så de blev liggende i skabet.

"jeg ringer til ham" sagde Niall som det første i lang tid. Jeg lukkede kufferten, og begyndte at gå op ad trapperne igen.

"I orden. Jeg ser til Louis" jeg nåede lige at se Harry der gik ind i stuen. Liam sendte et medfølende smil da han så mig.

"skal vi smutte?" Spurgte jeg nervøst. Jeg havde en underlig følelse af at jeg blev nød til at komme væk ret hurtigt, for at ellers ville er ske noget.

"K-Katy?" En forvirret Louis kom ud i gangen. Han støttede sig til væggene for at holde balancen. Noget af mig havde lyst til at hjælpe ham, og sige at det nok skulle gå, men det kunne jeg bare ikke.

"kom så. Vi kør nu" mit hjerte var begyndt at banke hurtigere, og mine håndflader var blevet fugtige. Jeg ventede bare på at han ville gå amok, og smadre flere ting.

"Katy?" Han faldt sammen på gulvet og så ud til at være i smerte. Skulle jeg hjælpe ham, eller skulle jeg skynde mig væk inden der skete mig noget.

"Louis... Kom så" Lød det bestemt fra Harry, som fik trukket Louis op og stå. "gå... Jeg kommer i morgen" forsatte han og sendte et undskyldende blik. Nok for at lade Louis komme så tæt på. Niall kom ind igen, og tog min kuffert i den ene hånd, mens han stadig holdt telefonen i den anden.

"vent..." Lød det pludseligt fra Louis. Han rev sig fri af Harry greb og kom tættere på. Han kiggede koncentreret på mig, som om det krævede alt hvad han havde i sig. "Gjorde jeg det?" Han trådte såret et skridt tilbage. Han lød skuffet over sig selv.

"ja" Igen kom tårnene frem i mine øjne. Jeg var rædselsslagen, og forventede et slag hvert sekund nu. Jeg kunne ikke bevæge mig væk derfra, frygten havde lammet min krop.

"men... Jeg ku... Hvordan?" Harry tog fat i Louis og hev ham forsigtigt væk inde han kunne sige mere. Harry mimede "Ud nu" inden han tog en klud for Louis' mund.

Inden jeg kunne nå at reagere havde Liam hevet mig med udenfor igen. Havde Harry lige... Men...

"Han blev nød til det" forklarede Liam forsigtigt, selvom det ikke forklarede noget som helst. Man drugger ikke sin bedste ven, lige meget hvad grunden er!

------

Det var et meget seriøst kapitel..

Jensen havde ret sidste uge. Jeg var nede hvor solen skinnende og der var også rigtig flotte fyre! Men det er rart at være tilbage i Danmark. Der er wifi :3

Hvad har i yderst dejlige mennesker af planer for ferien?!

-Rikke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...