Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24712Visninger
AA

21. 20


 

*En måned senere*

*Louis* 


Det var underligt. Forkert. På så mange måder. Jeg tog medicinen. Det vil hjælpe dig. Det er nu trist du har epilepsi stadie 3. 


Stadie 3? Jeg har ikke epilepsi. Jeg fejler intet. Jeg mangler bare min alkohol. Men jeg lovede jeg ikke ville. Katy ville blive så skuffet. Hun ville ikke se mig i øjnene. Hvad nu hvis hun ville forlade mig? Fordi jeg ikke kan? Fordi jeg er svag? 
De her piller driver mig til vanvid… 


***


”Det bliver dejligt at komme hjem!” Sagde Harry glad. ”Jeg kan ikke vente. Det var bedst i Sydamerika. Men hvor jeg glæder mig til at se Perrie igen!” Smilte Zayn. ”Jeg glæder mig også til at se Perrie.” Sagde Niall ud af det blå. 

”Jeg skal hjem og sove. Sove og ikke vågne op før vi skal af sted igen.” Sukkede jeg. ”Det er også i orden. Hvor tror I pigerne er henne? De plejer altid at møde os.” Sagde Zayn. Jeg kiggede omkring mig. Lufthavnen var stor, de kunne være gået forkert. Der var nu heller ikke særlig mange mennesker i øjeblikket. Klokken var jo seks om morgenen her. 


Jeg satte min kuffert fra mig og satte mig ned. Det kunne være godt med en joint egentlig. Til at dulme nerverne. ”Sophia!” Jeg kiggede forskrækket op. Sophia, Perrie og Katy stod omkring 100 meter fra os og smilte. Jeg rejste mig op og gik hen imod dem. Jeg var ikke meget for at indrømme det. Men jeg havde virkelig savnet hende. Eller i hvert fald… den dag. 
Følelsen af at have hende hos mig, den var underlig. Den var tryg, og rar. Jeg følte mig ikke alene. I hvert fald ikke med Katy. 


”Hvor er det godt at se jer!” Sophia gav mig straks et kram og et kys på kinden, jeg gengældte hurtigt og gik videre til Perrie. ”Hej Perrie!” Smilte jeg. Hun fjernede juicebrikken kort og gav mig et kram med den ene arm. ”Du missede morgenmaden?” Spurgte jeg. Hun nikkede. ”Det var lige til at dø over.” Underligt. Perrie har aldrig tøvet med at misse morgenmaden. 


”Hey Katy.” Smilte jeg. ”Hey. Godt du er tilbage. Jeg har savnet din larm i huset.” Sagde hun glad. ”Nå… jamen jeg har savnet din mad.” Smilte jeg. ”Skal vi komme hjem nu?” Spurgte jeg. ”Nej… Perrie har - ” ”ER DU?! VIRKELIG?!” Af ren refleks tog jeg fat i Katy og trak hende helt tæt på. Zayn hoppede op og ned af glæde? 


”Hvad foregår der?” Spurgte Harry, som af ren frygt var hoppet op i Pauls arme. ”JEG SKAL VÆRE FAR.” Jublede Zayn. ”Vent… vi er jo ikke gift. Vil din mor have børn født indenfor ægteskab eller hvad vil hun?” Spurgte Zayn straks Perrie. Perrie grinte glad. ”Det er ikke nødvendigt. Jeg har været til lægen med det. Jeg er snart 10 uger henne. Vi kan se om det bliver drenge eller pige.” Smilte hun. 


”Louis? Louis? ”Jeg kiggede ned. ”Undskyld. Gjorde det ondt?” Hun trak lidt i sin deminjakke. Hun nikkede. ”Det er okay. Jeg blev faktisk bange.” Sagde hun. ”Den er ny, er den ikke?” Spurgte jeg. ”Jo. Det er den. Sophia fandt den til mig. Kan du lide den?” Kan jeg lide den? Jamen… det ved jeg ikke. ”Den klæder dig.” Louis! 

***

Perrie åbnede døren til deres hus og bød indenfor som altid. Det var rart nok at komme ind til Perrie og Zayn. Her var altid så hyggeligt. Eller forhallen var. Stuen var så moderne. I forhold til mit. Sort steriliseret sofabord. Hvide lædersofaer, special designede lamper, hvide hylder. Sterilt hus.

 

Til tider gjorde det mig dårlig, andre gange ikke. ”Så er maden klar drenge!” Sophia og Katy kom ind med to kander te, en bakke scones og bacon. Perrie kom derefter med røræg, grovboller og pandekager. Utroligt hvad hun kunne have i sine hænder. ”Jeg hjælper.” Sagde Niall hurtigt og sprang op. Det var ikke gået op for mig at jeg var hjemme, på en måde. Jeg havde savnet det, en del.

 

Niall kom ud med en masse smør, syltetøj, pålæg, paté og chokoladestykker. Lækkert!

”Så er det hele klar!” Smilte Perrie. ”Sæt jer ned. Vi har ventet på jer så længe!” Sagde hun. Vi satte os alle ned i nok det eneste, farverige rum, i hele huset. ”Katy har de sidste dage, ledt efter de perfekte opskrifter på hver af jeres favoritscones.” ”Perrie….” Sagde Katy forlegent. ”De skal altså vide det… de vil blive helt stolte af dig.” Sagde hun, helt alvorligt. ”Kom nu Katy… fortæl hvordan du fandt Nialls…” Sagde Sophia, helt stolt.

 

”Okay…” ”Vent, hvorfor går vi op i scones?” Spurgte Harry. ”Fordi… det her, er virkelig sejt.” Sagde Sophia. ”Okay… jeg har aldrig nogensinde… i hele mit liv, lært noget som helst om sprog… alt jeg kan, er walish og engelsk… så jeg ledte efter Nialls favorit scones og jeg fandt dem, på en gammel hjemmeside. Hvor opskrifterne stammede fra 1800 tallet af. På spansk.” Sagde Katy.

 

”Spansk?” Jeg var helt blank. ”Jeg forstod det. Sådan, fuldstændig næsten.” Sagde hun. Underligt. Lidt skræmmende. ”Nå. Men hvad har I piger ellers lavet?” Spurgte Niall. ”Vi har opgraderet Katys værelse og garderobe. Vi har flyttet rundt her… jeg har studeret. Der er ikke sket så meget.” Sagde Sophia.

 

”Det er helt fint. Hvad med jer? Havde i problemer på turen?” Spurgte Perrie. Harry stivnede helt og kiggede hen mod mig. ”Jeg pruttede… I femten timer…” Mumlede jeg. Liam kiggede overrasket op. ”Niall sagde jeg ikke kunne tåle nogle gule chilier, og jeg sagde yolo… han havde ret.” Sagde jeg og drak noget juice. For første gang længe, kiggede Katy på mig, som om jeg var dum. ”Du spiste en gul chili. Din mave er jo ødelagt. Nu skal jeg til at lave grød til dig.” Sukkede hun. Drengene grinte. Lidt akavede på en måde, faktisk.

Det var rart at være hjemme.

 

Vi sad og så tv. Det var rart nok. Men hvor ville jeg gerne hjem og slappe af. Sove i min seng. ”Louis?” Jeg kiggede hen mod Katy. Hun prægede mod køkkenet. Jeg gik derud og hun kom efter. ”Er der noget galt?” Spurgte jeg. ”Nej… men… jeg tænkte om vi snart kunne tage hjem? Jeg er rimelig træt.” Hviskede hun. Jeg kunne se hun var træt. ”Selvfølgelig... hvem lærte dig at læse?” Spurgte jeg. ”Sophia… hun siger det ikke vider. Hun har også lært mig lidt fransk.” Sagde hun stolt. ”Det er godt. Skal vi tage hjem og tag en slapper?” Spurgte jeg. Hun nikkede roligt. ”Kom så.” Smilte jeg. Roligt gik jeg ud og smilte til drengene. ”Vi smutter nu. Farvel.” Smilte jeg og Katy vinkede. Hun kunne jo godt køre, jeg var så glad for at hun havde taget min BMW.

 

Vi fik lagt bagagen bagi og derefter kiggede hun lidt på mig. ”Jeg har altså ikke rigtig spist noget… sundt, mens du var væk. Vi mangler en del mad.” Indrømmede hun. ”Skal vi tage på storbys indkøb?” Spurgte jeg. ”Har du energi til det?” Spurgte hun. ”Vi skal lige forbi Starbucks så.” Jeg bakkede og kørte hurtigt ud. Det var som om at mit korte Schumacher øjeblik.

”Rolig Louis.” Grinte Katy. ”Jeg kunne ikke lade vær. Kom så… vi skal skynde os!” Jeg startede noget musik, efter Katys ønske. Hun havde savnet mig en del. Hun sagde at det var trist, at hun hele tiden skulle ringe til Perrie eller Sophia.

”Var det så slemt?” Spurgte jeg. ”Nej… men efter Perrie opdagede, hun faktisk var gravid, så blev hun så forvirrende og hormonsyg. Spiste mere og mere. Græd mere og mere. Sov mere og mere. Råbte mere og mere.” Sagde hun. ”Men du holder stadig af hende.” Grinte jeg. ”Selvfølgelig… hun er min ven og selvom hun ville have mig ud af jeres liv, i det øjeblik jeg kom ind i det… men nu… hun kan ikke lade mig være. Mangler du selskab. Er det trist i huset? Er det for meget selv at besøge graven?” Jeg kiggede forvirret på hende.

 

”Hvad skal det betyde?” Spurgte jeg blankt. ”Mine forældre er ikke begravede, ikke hvor jeg ved i hvert fald.” Mumlede hun. ”Det tænkte jeg slet ikke på.” Sagde jeg. ”Det er okay. Du kunne ikke vide det, når det kommer til stykket.” Sagde hun med et sørgmodigt smil.

”Det skal nok gå. Lad os få handlet.” Sagde jeg og parkerede bilen. ”Du kan vente i bilen. Eller kommer med ind.” Sagde jeg. ”Er det slemt?” Spurgte hun forvirret. ”Det er forskelligt.” Sagde jeg ærligt. ”Lad os tage det, som det kommer.” Sagde hun og gik ud af bilen.

Vi fandt en indkøbsvogn og Katy satte sig straks ned i den. ”Hvor skal maden være henne?” Spurgte jeg. ”Det kan du bære imens du skubber mig.” Sagde hun. ”K-Katy… vil du ikke godt opføre dig ordenligt?” Spurgte jeg. ”Nej… er du klar over hvor mange narrestreger jeg skal have indhentet, som Perrie har lært mig.” Shit. Perrie. Hvorfor vidste jeg ikke det? 

”Okay fair nok. Hvor mange dage skal vi handle ind til?” Spurgte jeg. ”Ehm… pigerne vil gerne komme fredag, så jeg tænker at jeg skal mel, sukker, æg, mælk, og sådan nogle ting og vi skal generelt bare have fyldt helt op.” Sagde hun. ”Lad os komme i gang!” Jeg satte mig fod på jernstaven som holdt hjulene sammen og kørte af med Katy. 
”Wuhuuu!” Grinte hun igennem det store center. ”Vi starter med rengøringsmidler!” Sagde hun. Jeg drejede til højre og fandt en masse forskellige ting. ”Okay, toiletrens, ajax et eller andet, og vanish. Andet?” Spurgte jeg. ”Klorin.” Jeg nikkede og fandt noget. Hun nikkede godkendende og begyndte at sætte det ordentligt. ”Vi skal også have toiletpapir og køkkenruller” ” SE!” Jeg stivnede helt. Fans. Nu? Neeeej… jeg er så træt. 


Jeg vendte mig om og smilte stort. ”Goddag!” Smilte jeg. ”Ej, må vi ikke godt få et billede?” Spurgte de spændt. De var kun tre. Sagtens. ”Selvfølgelig. Et fællesbillede?” Spurgte jeg. De nikkede ivrigt. ”Det tager et øjeblik.” Sagde jeg til Katy og tog straks et par billeder. ”Hvis ikke det gør noget. Vil jeg gerne tilbage til at handle ind.” Sagde jeg. ”Det er helt i orden. Tusind tak Louis! Nyd din pause!” Smilte de og løb grinende væk. 


”Sorry…” Smilte jeg. ”Det er okay. Det er trods alt en del af at være kendt, ikke?” Smilte hun og kørte hurtigt væk med vognen. Hun har min mobil. 
”KATY!” Jeg løb straks efter hende og fandt hende ved brødet. Hun nogle boller og toast og løb straks videre. ”Hey! Det er ikke sjovt!” Jeg løb efter hende igen og var ved at løbe ind i flere folk. ”Undskyld!” Sagde jeg gentagende gange og da jeg endelig fik fat i hende fik jeg et koldt fiskehoved i ansigtet. Hendes dejlige grine blev spredt til alle hjørner i mit hoved. Hendes kinder fik den der flotte røde farve og det ville gå over hendes næse, og hun ville tilte sit hoved lidt og så kom det søde suk. Åh Katy. 


”Tommo!” Jeg rystede kort hovedet. ”Ja, ja! Du har ret.” Sagde jeg. ”Jeg spurgte om du ville have bananyoghurt?” Sagde hun. ”Nå… jamen jo. Det vil jeg gerne.” Sagde jeg. ”Godt så.” Sagde hun og lagde to i indkøbsvognen. 
Vi gik roligt igennem butikken og fandt lidt af hvert. Jeg havde fundet noget frugt, som jeg mente at Katy var rimelig glad for. Et eller andet eksotisk. ”Okay. Hvad mangler vi?” Spurgte jeg. ”Vi mangler ikke rigtig noget. Lad os komme hjem.” Vi havde fyldt vognen helt op. Det var egentlig længe siden jeg havde handlet så voldsomt ind. 
”Det bliver 135,5£.” Smilte kassedamen. ”Bare på kortet.” Smilte jeg og betalte. Katy var allerede begyndt at sætte tingene tilbage i vognen. Hun tog den selv og smilte. ”Kom nu superstjerne. Du skal hjem.” Sagde hun og kastede bilnøglerne til mig. Det var egentlig rart. Vi havde mødt tre fans i alt den tid vi havde været ude og handle og de lod os egentlig bare være. 


*** 


Katy havde sat de sidste ting på plads, da jeg langsomt var sunket ned i sofaen. Klokken var fire. Jeg lod mit blik glide omkring mig i stuen. Det virkede egentlig forandret. Hvad af det, ved jeg ikke. Jeg rejste mig op og gik ud i køkkenet. Mit blik blev vendt mod haven. Hun havde ikke slået græs. Det var nu heller ikke fordi jeg havde lært hende det. ”Katy?” Spurgte jeg. ”Ja?” Måden hun sagde det på, gjorde jeg vidste hun smilte. Så smilehullerne ville være fremme. 
”Vil du ikke gerne hjælpe med mig med at slå græs? Så kan du også lære det.” Sagde jeg. ”Øh, jo! Selvfølgelig!” Sagde hun og lukkede en skuffe. 
Jeg åbnede skydedøren ud til og lod hende træde ud først. ”Kom så, den står i skuret.” Jeg åbnede skuret og trak den ud. ”Godt så. Vi starter altid et nemt sted. Aldrig midt i det hele. Okay?” Katy nikkede som et svar. ”Vi starter ved terrassen.” 


”Selvfølgelig.” Svarede Katy og gik med mig. Jeg startede den for hende og prøvede så godt som overhovedet muligt at guide hende af sted. Men hun blev helt forvirret. ”Okay. Du har brug for hjælp.” Jeg gik om bag hende, lænede mig forsigtigt op af hende og mine arme omfavnede hende. Det var helt rart. ”Okay… jeg starter den. Og holder på snoren og kører bare frem, okay?” Spurgte jeg. Hun nikkede. ”Klart nok.” Jeg tog fat i snoren og trak til. Straks stramte jeg grebet og Katy gik fremad. ”Se det går jo godt!” Sagde jeg med et smil. Hun grinte selv. ”Jeg troede aldrig jeg ville komme til at gøre sådan noget her!” 


Vi gik udenom buskene i haven, det var en smule besværligt for mig at gå rundt om de lave træer, men for Katy, var det nemt og det morede hende når jeg fik grene i hovedet. Nogen gange endte hun dog med at slå sin hæl mod mine skinneben, men det gjorde intet. 
”Det er godt gået….” Jeg rakte hende et glas og hun kiggede rundt i haven. ”Vi burde lave noget mad.” Sagde hun. ”Ja. Det har også været en lang dag. Det indrømmer jeg gerne. Hvad med noget kylling og pasta? Bare noget simpelt i aften?” Spurgte jeg. ”Selvfølgelig.” Smilte Katy. 
Vi gik indenfor igen og hun fandt straks kød og pasta frem. ”Lidt salat til skader ikke.” Sagde hun og begyndte at hakke agurk. ”Skal jeg ordne kyllingen?” Spurgte jeg. ”Kan du evt. bare stege noget kyllingebryst? Eller skære det i tern?” 


”Ja da. Selvfølgelig.” Jeg fandt kyllingen i fryseren og det tog frem. ”Jeg skal lige koge noget vand.” Jeg kastede en gryde op i luften og greb den straks igen for ikke at komme i vejen for Katy og hendes mange forskellige grønne ting i hænderne. Salat. Helt ærligt. Jeg er lige kommet hjem… 


Efter vandet havde kogt lagde jeg kyllingen deri. ”Det skal være der i nogle minutter. Mangler vi noget?” Spurgte jeg. ”Kan du ikke finde noget mælk?” Spurgte hun. Jeg nikkede. ”Kommer nu.” 

Jeg gav hende mælken og så hvordan hun koncentrere rørte rundt imens hun nynnede for sig selv.

”Kyllingen Louis?” Sagde hun hurtigt. Jeg tog kyllingebrysterne op. Jeg skar dem straks i tern og lagde dem i olie og krydderier. ”Rækker du mig lige peberet?” Spurgte jeg. Hun gav mig peberet, helt uden at se på mig. Hvorfor så hun ikke på mig?

Jeg begyndte at sætte på bordet, imens Katy havde overtage stegningen af kylling. ”Hvad vil damen gerne drikke?” Spurgte jeg. ”Vand er fint.” Vand det bliver. Jeg satte en kande på bordet med isterninger i og smilte til hende.

”Så er der mad!” Smilte hun og satte det sidste på bordet. Jeg satte mig straks overfor hende og smilte. ”Fortæl hvad du har lavet!” Sagde jeg straks. Hun kiggede op på mig og gnaskede på noget salat. ”Jeg har passet hus. Gjort rent i huset. Været sammen med pigerne. Set tv?” Hun undrede sig virkelig over min iver. ”Det mener du ikke? Har du ikke været ude og feste”? Spurgte jeg overrasket. ”Nej… jeg drikker jo ikke.” Sagde hun. ”Men du kan da sagtens feste?” Sagde jeg og tog noget salat.

Hun rystede på hovedet og grinte. ”Jeg er ikke meget for den slags Louis. Jeg har desuden prøvet at lære at læse.” Sagde hun og drak noget vand. Det var underligt at være hjemme igen. Nu var drengene ikke omkring en 24/7 og ville bede mig om tage min medicin. Det ville sige, jeg ikke havde brug for at tage den. Eller at nogen bad mig tage den. Katy vidste det jo ikke.

 

”Tak for mad Katy. Jeg vasker lige op. Du spiser bare færdig.” Smilte jeg. ”Louis…” Hun vendte sig om mod mig og tyggede færdig. ”Du er træt. Tag et bad. Okay? For du lugter altså lidt.” Virkelig. Jeg sank langsomt ned, så køkkenøen dækkede for mig. Hurtigt lugtede jeg til mig selv. Føj. ”Du har ret. Jeg går i bad..” Jeg vaskede hurtigt mine ting op og satte dem i opvaskemaskinen. Min kuffert stod stadig i gangen. Jeg kunne godt lige smide den nedenunder til vaskemaskinen, så kunne Katy tage det derfra.

 

Den sorte gang virkede så underlig behagelig da jeg trådte ind i den. Som sædvanlig stod alle tingene hvor de gjorde, eller, det virkede anderledes, som om nogen havde gjort noget ved det. Det var nok bare fordi jeg ikke havde været hjemme i en måned!

Jeg åbnede op for tøjskabet og kiggede efter en af mine trøjer. Jeg kiggede hen mod min tøjstang og så efter en skjorte jeg kunne tage på i morgen. Jeg ville gerne invitere Katy ud og spise. Som en tak. Denne gang et sted hun vil spise! Jeg trak for. Hvor var det? Hvor var hendes tøj? Jeg vendte mig forskrækket om. Billedet på natbordet. Hvor er det?!

 

"Katy? Katy!" Kaldte jeg panisk. "Jarh?" Hun stak hovedet ind med smil.  "Hvor er... Hvor er billedet henne?" Spurgte jeg, pegende panisk på natbordet.  "Oh. Vi ehm. Vi pakkede det væk, mens. Mens i var væk" Hun stod helt i døren nu, og så helt nervøs ud. "Hvad?" Hvorfor det? Hvad have jeg gjort for at det skulle ske? Værelset blev mindre, væggene begyndte at brænde. Jeg måtte ud.  "v-vi lagde d-det op på loftet" Hun stod foran mig igen. Du fortjener det Louis, du slog mig ihjel.  "Hvorfor?!" Jeg nyder at lege med Katy. Hun er så uskyldig. Hvorfor elsker du en der ikke engang kan læse?

"For at du kunne. Så du kunne komme videre." Jeg kan ikke komme ud!

 

"Tror du det hjælper at fjerne hvert bevis at hun har boet her?!" Råbte jeg og rev mig selv i håret og hovedbunden. Kom nu, det her er ikke virkeligt. Hvorfor kan jeg ikke føle noget?! Jeg kan jo huden og blodet på mine fingre.

"L-Louis jeg er virkelig ked af det! Jeg sagde at det var en dum ide!" Hun kiggede på mig, som om jeg var et monster. "Jeg stolede på dig!" Jeg græd mine øjne ud foran hende. selvfølgelig stolede du på mig Louis. Du ville jo gifte dig med mig. Men du kan ikke. Jeg kan ikke lide Katy. Måske skulle jeg køre hende ned?

"Det var Sophia og Perries ide! De var så overbevist om at det ville hjælpe dig!" Alt forsvandt. Kun Eleanors kolde, dræbende, brune øjne stirrede ind i mig. Stak mig, bed mig. Sparkede mig. Ødelagde mig. Om og om igen.

Men jeg elsker dig jo stadig. 

________________

Åh, åh. 

Hvem ved hvad der vil ske nu? 

Jeg håber I alle nyder ferien og alt det der! Jeg ved Rikke gør, for hun er hvor solen skinner og der er lækre drenge! Misundelse! Men jeg håber I nyder ferien og at I vil følge med Louis og Katy til det sidste! 

xxx Jensen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...