Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
25047Visninger
AA

3. 2

 

Pigen der stod i spejlet lignede mig ikke. Det blonde hår så så forkert ud til de dybe brune øjne. Det er utroligt hvor meget noget hårfarve kan gøre.

Men pigen i spejlet var ikke mig. Pigen i spejlet var Katy Evans, pigen som snart kommer til at date en international popstjerne. Hun er ikke den følelsesløse Katy Plummer.

Katy Evans er den sidste pige der nogensinde kommer til at date Louis Tomlinson. På en eller anden måde er det nok lidt synd for alle de piger der kommer til at miste deres idol, men det er jo ikke rigtigt mit problem.

Alle forsvinder fra deres liv på et eller andet tidspunkt, så hvorfor ikke bare få det overstået?

Jeg lyder sikkert sindssyg, men det er jeg måske også? Som sagt, så føler jeg ingenting. Prøv at leve med aldrig at være glad, aldrig være vred, eller trist. Det eneste der er inden i mig er et stort tomt hul.

Det eneste jeg rent faktisk godt kan mærke er smerte. Måske er det også grunden til at jeg nogen gange læser Jades dagbog? For bare at mærke et eller andet?

Hvad nu hvis hun ikke havde begået selvmord? Så havde jeg måske stadig en familie? Så var jeg måske ikke endt her? Var det virkelig det der ødelagde mit liv?

På en måde er det vel ret ironisk. Hun begik selvmord for at jeg ikke skulle ende som hende, men måske endte jeg som noget det var værre?

Jeg forstår ikke hvorfor hun ikke bare sagde det til nogen? Hvorfor lod hun som om hun var noget hun ikke var, bare fordi folk forventede det af hende?

Det var jo ikke fordi at jeg ikke ville være sammen med hende hvis hun ikke var perfekt, men det var sådan hun så det.

Men nok om det, det er nok ikke særlig spænende at høre om mine døde søster. Men det er nok ikke sidste gang du kommer til at høre noget om hende..

Det er på en måde ret trist at tænke på at jeg ikke en gang kan gå ud og få et almindeligt arbejde. Jeg har ikke gået i skole siden jeg var 7, så hvem ville lige gide at have mig arbejdende?

Det er allerede 13 år siden. Har jeg virkelig levet det her liv i 13 fucking år? Det er utroligt så hurtig tiden går når du ikke føler noget.

Hvad hvis jeg nu ikke havde mødt far? Eller hvis han havde sagt nej til at møde mig? Ville Jade så stadig være her?

Jeg har så mange spørgsmål jeg aldrig vil kunne få svar på. Jeg finder aldrig ud af hvorfor Jade gjorde som hun gjorde, eller hvor længe hun havde det så skidt.

Det hjælper ikke noget at tænke på det, jeg får ingen svar lige meget hvad. Der er ikke noget i fortiden der kan hjælpe mig alligevel.

Måske skulle jeg bare gøre som Jade? Måske er det bedre at være død end at gå rundt uden nogensinde at være glad?

Nej, det er ikke nu jeg skal tænke på det! Lige nu er alt der betyder noget Louis Tomlinson. Alt det andet et ikke vigtigt!

Med et sidste kig i spejlet, gjorde jeg mig mentalt klar til at gå ud. Jeg gjorde mig mentalt klar til at være den glade, smilende Katy Evans.

Katy Evans var den slags person som jeg gerne ville være. Hun var tilfældig. Hun var ikke bange for at sige sin mening, og hun sagde hvad end der var i hendes hoved.

Katy Evans er selvsikker, og modig. Hun er den slags person som ville hoppe ud fra et bjerg, bare for at se hvordan det føltes.

Hun ville hoppe ned fra et tag, bare for at se om det ville gøre ondt. Hun var så langt fra perfekt, at hun næsten var perfekt.

Hurtigt fik jeg taget min tykke læderjakke og mine sko på, og så var jeg ellers på vej ud i Londons gader.

Luften var frisk, og en smule kølig, men det regnede ikke hvilket jeg var meget taknemlig for. Det er noget af det værste ved England. Regnen.

-.-.-.-.-

Jeg havde fundet ud af at One Direction skulle arbejde på deres nye album, og på samme tid gøre sig klar til deres næste tour.

Det lyder stressende at være popstjerne. Tænk at skulle gøre sig klar til en tourne der første starter i april! Vi er jo kun lige gået ind i februar, og de er allerede ved at gøre klar!

Men de skulle i hvert flad være i et studie i midten af London i dag. Så det var der jeg var på vej hen!

Der var ikke nogen fans der vidste det, så der burde ikke være så mange mennesker. Det har sine fordele at kende de rigtige mennesker.

Jeg stod ude foran studiet med en kop varm kakao i hånden. Det er bedre end kaffe. Jeg hader kaffe, jeg fatter ikke dem der drikker det.

Det værste er dem der laver chokolade der smager af kaffe. Hvorfor vil man ødelægge noget så godt som chokolade ved at få det til at smage af kaffe? De burde indlægges på en sindssyge anstalt…

Nu må de skide drenge godt snart komme ud! Det er jo ikke ligefrem fordi at det er varmt at stå herude!

Det er så en af de ting jeg rent faktisk har tilfældes med Katy Evans. Der er ingen af os der er særlig tålmodige. Jeg hader at vente!

Efter nogle minutters gik døren endelig op, og fem unge mænd kom gående ud. Det var nu eller aldrig!

Jeg gik hen mod dem som om at jeg ikke havde set dem. De gik og snakkede sammen, så de lagde ikke mærke til at jeg var der.

Louis gik ind i mig, og jeg faldt ned på jorden. Der lød et højt knæk fra min ankel, og smerten kom hurtigt efter.

Jeg gav et lille klynk fra mig, inden jeg kiggede op på Louis. Det skulle jo virke som om at jeg ikke vidste hvem jeg gik ind i. Eller hvem der gik ind i mig… Jeg er forvirret.

Det var meningen at han skulle gå ind i mig, så jeg faldt. Det var meningen at jeg skulle forstuve min ankel, for seriøs. Hvem går fra en person de lige har skadet. Lige meget om det var et uheld eller ej.

”Det må du altså virkelig undskylde, er du okay?” Spurgte Louis undskyldende, mens han rakte hans hånd ned for at hjælpe mig op.

”D-det tror jeg” Sagde jeg med rystende stemme og tog imod hans hånd. Det her kommer til at gøre ondt…

Han hjalp mig op at stå, men jeg faldt hurtigt igen efter at han gav slip. Min ankel gjorde for ondt til at jeg kunne støtte på den.

Eller jo, det kunne jeg nok godt, men det var ikke meningen at jeg skulle kunne det. Det ville jeg jo ikke rigtigt få noget ud af vel?

”Er du sikker på at du er okay?” Spurgte han bekymret.

”Nej” Svarede jeg ærligt. Eller det lød i hvert fald ærligt.

”Lou, jeg tror at hun skal have is på” Sagde en af mørkhårede. Jeg aner ikke hvad han hedder, men jeg tror det var Harry.

Jeg kan i hvert flad huske at Harry var en af dem med mørkt hår, så det kunne jo godt være Harry! Jeg er ikke særlig godt til det med navne…

”Oh. Harry, henter du bilen?” Spurgte Louis.

En tredje mørkhåret nikkede, og begyndte at småløbe. Nok for at finde en bil. Men hvis ham den anden mørkhårede ikke hed Harry, hvad fanden hed han så?

”Jeg henter den anden bil” Sagde den sorthårede, som jeg husker som Liam. Men det er sikkert også forkert.

”Louis, hvad har du tænkt dig at gøre?” Spurgte den irske. Zayn.

”Hvad kan jeg gøre? Vi kan jo ikke bare efterlade hende!” Se, der er ingen der efterlade en skadet person.

”Har du tænkt dig at tage hende med hjem? Hvad hvis hun er en fan?” Spurgte ham der ikke hed Harry om.

Hvordan skulle jeg kunne være fan af dem, jeg kan ikke en gang navnet på ham.

”Så har vi en fan der ved hvor jeg bor. Vil du hellere køre hende på hospitalet, og risikere at alle finder ud af det?” Svarede Louis ham.

Inden ham uden navn kunne nå at svare holdte en bil ind til siden. Zayn var hurtigt henne for at åbne døren.

”Okay, så jeg løfter dig ind i bilen nu" Sagde Louis, og løftede mig forsigtigt op.

”Tak Niall” Sagde han stille, og nikkede til ham der holdte døren.

Jeg er virkelig ikke særlig god til navne. Men på den anden side så plejer jeg jo heller ikke at skulle tænke på hvad folk hedder, kun hvordan de ser ud.

Louis satte mig ind i bilen, og gik om på den anden side. Eller nej, han satte mig ikke ind, for jeg lå på langs af sæderne.

Da Louis satte sig ind, lagde han mine ben over hans skød. Lige efter at Louis havde sat sig ind begyndte Harry at køre.

”Hvad hedder du?” Spurgte Louis akavet.

”Katy. Katy Evans” Svarede jeg hurtigt.

”Jeg er Louis, og ham der er Harry” Fortalte han, og sendte mig et lille smil.

”Hvor gammel er du, Katy?” Spurgte Harry.

”20” Svarede jeg kort.

Min ankel var efterhånden begyndt at dunke. Jeg har aldrig forstået hvorfor det først gør ondt lidt tid efter…

”Var der et sted du var på vej hen, eller noget familie eller sådan noget der skal vide hvor du er?” Spurgte Louis.

”Eller noget familie du vil hjem til i stedet for?” Forsatte Harry.

”Nej. Ingen familie” Det sidste var kun en svag mumlen, men Louis hørte det åbenbart alligevel.

”Har du ingen familie?” Spurgte Louis, pludseligt helt seriøst.

”Nej” Svarede jeg med hæs stemme.

Selvfølgelig skulle de snakke om familie. Af alle emner, så spørg de om jeg vil hjem til min familie! Ja, jeg vil da elske at sidde på en fucking kirkegård!

”Hvordan kan du ikke have en familie?” Blev han ved.

”Jeg har ikke lyst til at snakke om det” Mumlede jeg.

Har den dreng/mand ingen situations fornemmelse? Eller også er han bare ekstremt dum…

”Vi er her” Afbrød Harry mine tanker.

-------

Hej alle mennesker!!

Ligesom Jensen har jeg også glædet mig utroligt meget til at udgive den her!

Jeg ved ikke med Jensen, men jeg ville blive utroligt glad hvis i ville fortælle os hvad i synes ind til videre :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...