Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24975Visninger
AA

20. 19

*Katy*

Louis og de andre var kommet godt hen til Bo-et-eller-andet. De havde været der et par dage nu. Eller jeg var ikke sikker på om det var det samme sted de var, men de var i hvert fald ikke i England.

Perrie og Sophia ville komme over i aften, så jeg var ved at gøre de sidste ting klar. Ikke at der var så meget at ordne, for Sophia sørgede for pizza, mens Perrie sørgede for film.

Alt jeg skulle sørge for var at der var hyggeligt i stuen, hvilket var grunden til at der efterhånden lå en del puder og dyner.

"Katy!" Lød Perries klare stemme.

"I stuen!" Råbte jeg gennem den sidste dyne der dækkede mit ansigt.

"Katy, jeg ved godt at du er sulten, men det er altså ikke sundt at spise dynerne" grinte hun.

Jeg smed dynen på gulvet, og begyndte ar grine med hende. Hendes grin var smittende, og og hele sætningen var så dum, at jeg ikke kunne lade vær.

"Er Sophia her?" Spurgte Perrie efter hun holdt op med at grine.

"Ikke endnu. Hun henter pizza" fortalte jeg og smilte stort. I aften ville blive hyggelig, og jeg glædede mig!

Et kort, men højt, skrig lød fra Perries telefon. Hun hoppede kort, inden hun fiskede den op af lommen. Hun grinte kort efter at have kigget på skærmen.

"Katy smil! Jeg sender en snap til Sophia!" Beordrede hun, og stillede sig ved siden af mig. Perrie var underlig, men på en god måde.

"Er der noget jeg skal hjælpe med?" Spurgte Perrie energisk.

"Jeg tror faktisk at jeg har det hele. Du har styr på filmene, og Sophia har maden" smilte jeg.

Der gik ikke lang tid før at man kunne høre hoveddøren blive åbnet. Duften af pizzeria spredte sig hurtigt rundt i hele huset.

"Katy, Perrie!" Råbte Sophias stemme.

Perrie begyndte at grine, og jeg forstod ikke hvorfor. Sophia så også en smule forvirret ud, da hun kom ind i stuen.

"Hvorfor griner du?" Spurgte Sophia ligeså forvirret som jeg følte mig.

"Du kunne ikke selv høre det? Katy Perry?" Sagde Perrie med smil i stemmen.

"Oh! Det havde jeg slet ikke tænkt over!" Sagde Sophia og smågrinede.

"Jeg forstår det ikke" mumlede jeg.

"Kender du ikke Katy Perry?" Spurgte Sophia mistroisk.

"Nej" var det en jeg burde vide hvem var?

"Hun er en meget kendt sanger. Vi kan høre noget af hendes musik senere. Skal vi spise?" Spurgte Perrie sultent.

-.-.-.-.-

"Jeg kan stadig ikke fatte at du har spist en halv familie pizza" lød det fra Sophia.

"Du lyder som Zayn. Han bliver også ved med at sige at jeg spiser meget" grinte Perrie.

"Det er ikke fordi at der er noget galt med det, men du spiser næsten for to" kommenterede Sophia.

"For at skifte emne, så er jeg ved at være lidt urolig. Min menstruation er to uger forsinket. De sidste par dage har jeg vågner op med kvalme. Jeg ved ikke hvad det er er sker" sagde Perrie bekymret.

"Så din mens er forsinket, du har morgenkvalme, og du spiser for to" konstaterede Sophia.

"Lyder det ikke næsten som en der er gravid?" Spurgte jeg.

"Det er lige præcis hvad det gør" gav Sophia mig ret.

"I tror da ikke at jeg er gravid, vel?" Alt farven forlod pludseligt Perries ansigt.

"Jeg henter nogen graviditetstest" sagde Sophia hurtigt, og rejste sig.

"Vent. Jeg tror at jeg så noget der lignede sådan en test på Louis' badeværelse" fortalte jeg hurtigt inden Sophia kunne nå at køre.

Vi gik alle ind på hans badeværelse, og begyndte at lede i skabene efter testene. Det undrede mig enligt at han havde nogen, men måske var det Eleanors?

"Jeg fandt dem!" Sagde Perrie pludselig.

"Hvad venter du på! Tis på den!" Beordrede Sophia spændt. Jeg kunne ikke sige om hun var spændt på en god eller dårlig måde.

Perrie satte sig ned på toilettet, og gjorde det hun nu skulle gøre. Hun stod med pinden i hånden, mens Sophia læste på pakken.

"10 minutter. De er ikke 100% præcise, så måske burde vi tage nogle flere?" Forslog hun.

"Ja. Det er jo ikke fordi at Louis får bruge for dem" gav Perrie hende ret, og satte sig ned igen.

Kort tid efter lå der 7 hvide pinde på bordet. Perrie blev ved med at vippe med foden, og stå uroligt. Sophia så også ret nervøs ud.

"Hvorfor tror i enligt at alle Eleanors ting stadig står fremme?" Spurgte Sophia pludseligt.

"Han er ikke kommet over hende endnu" konstaterede jeg.

"Selvfølgelig er han ikke det. Det kan han jo heller ikke når han altid skal kigge på hendes ting" lød det fra en anspændt Perrie.

Sophia begyndte at åbne nogen af smykke æskerne, og nåede til sidst til ringen. Det var nok den der betød allermest for Louis. Sophia kiggede skræmt på os.

"Han talte ned til den dag han ville fri. Der er en dyb flænge den dag hun døde. Han har talt dagene siden" sagde hun bekymret.

Det var rigtigt hvad hun sagde. Der var streger i æskens låg. Omkring midten af stregerne var en dyb flænge. Eleanor døde.

"Måske. Måske burde vi have gjort noget før? I stedet for at lade ham blive mindet om hende hver eneste dag? For helvede! Hendes tandbørste ligger her stadig!" Udbrød Perrie.

"Vi kan stadig hjælpe ham. Hvis vi nu pakkede hendes ting væk, kunne han komme videre?" Forslog Sophia.

Det lød som en god ide, men min mavefornemelse sagde noget andet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro. Jeg var blevet trænet til kun at tro på min egen fornemmelse hvis det var en baggrund for den.

"Så har vi noget at lave mens vi venter" støttede Perrie hendes ide.

"Lad os begynde" sagde jeg, og prøvede at smile.

Der stod nu en masse kasser på gulvet foran os. De var alle fyldt med Eleanors ting, og klar til at blive sat op på loftet. Nu håber jeg bare at Louis er klar til at komme videre.

"Vi burde tjekke testene" lød det fra en rædselsslagen Perrie.

I stilhed gik vi ind på badeværelset og tjekkede graviditets testene. Det vil sige: Sophia tjekkede dem, og jeg holdt Perrie i hånden. Det var tydelig at se at hun var bange for svaret.

"Positiv, positiv, negativ, positiv, positiv, positiv og positiv 6 ud af 7. Jeg tror du er gravid" fortalte Sophia nervøst.

"M-men jeg har jo lige drukket cider? Hvad hvis det har skadet barnet? Hvad hvis Zayn ikke er klar til at have et barn? Hvad med vores fans? Hvad med mine forældre?" Perrie var ved at gå i panik.

"Det skal nok gå. Jeg tror Zayn kommer til at elske det barn, og jeg tror heller ikke at du behøver at bekymre dig om jeres fans. De er der for at støtte jer" beroligede jeg hende.

"Jeg burde ringe til ham" Sagde hun bestemt.

"Du burde vente til han kom tilbage. Du kender Zayn, han ville bekymre sig for meget om om du havde det godt til at kunne nyde Sydamerika" Lød det fra Sophia.

"Men" begyndte Perrie.

"Gå til lægen først. Når han får det at vide, vil han nok gerne vide hvor langt du er henne. Find ud af det til de kommer hjem, og fortæl ham det der" afbrød Sophia hende.

"Okay. Jeg venter med at fortælle ham det" overgav Perrie sig.

"Hvordan tror i at Louis reagere når han kommer hjem?" Spurgte jeg nervøst. Jeg var så bange for at vi havde gjort noget forkert, og at han ville blive vred.

"Der skal du ikke bekymre dig om. Der sker ikke noget, så der er ingen grund til at være nervøs" smilte Sophia.

-.-.-.-.-

Det var blevet tirsdag, hvilket betød at jeg skulle sætte blomster ved Eleanors grav. Jeg forstår ikke hvorfor det er så vigtigt for ham, for hun er jo død, men jeg gør det alligevel. Som Louis havde sagt stod der en pige med friske blomster.

"Du må være Katy?" Spurgte hun venligt.

Hun var smuk. Langt, krøllet rødeligt hår. Let tydelige fregner der gik over hendes fine næse. De klare grønne øjne fil hende til at minde lidt om en alf.

"Ja. Det var Ryle, ik?" Jeg var sikker på at Louis havde kaldt hende Ryle...

"Jo. Du må undskylde ar jeg spørg, men hvordan var Eleanor? Var hun ligeså perfekt som hun virkede?" Spurgte Ryle forsigtigt.

Der kom en let trykken i mit bryst. Virkede Eleanor perfekt? Hvordan i alverden skulle jeg leve op til det? Jeg ville jo aldrig have en chance, og hun er død! Hvorfor tænker jeg overhovedet over det? Jeg kan da ikke lide Louis, kan jeg?

"Jeg nåede ikke at møde hende" fortalte jeg hende.

"Elsker Louis hende virkelig stadig? Jeg har ikke ville spørge ham, for hvis han nu stadig var meget såret ville det nok ikke være godt. Elsker han hende stadig lige så meget" hendes øjne lyste nærmest.

Det var som om at der var en der havde stukket en kniv ind i min brystkasse, og havde det sjovt med at dreje den rundt. Louis elskede stadig Eleanor, og jeg ville aldrig komme i nærheden af at have en chance hos ham. For Guds skyld, det er meningen at jeg skal slå ham ihjel, jeg kan ikke begynde at føle noget for ham!

"Ja, det gør han" den ene korte sætning gjorde forfærdeligt ondt at sige højt.

Jeg tog blomsterne, og tvang mig selv til at smile. Louis tænkte mere på er hul i jorden, end han tænkte på mig. Det vigtigste for ham, var at Eleanor havde friske blomster. Hvis jeg blev kørt ned og døde lige nu, ville han nok tænkte på hendes blomster først. Det er jo Eleanors blomster, de er vigtigere end mig.

Efter at jeg havde fundet kirkegården, kiggede jeg kort rundt for at få et overblik. Jeg vidste godt hvor hendes grav var, men jeg havde ikke lyst til at gå derover. Jeg havde ikke lyst til at sætte de smukke roser ved hendes grav.

Der stod en dame ved Eleanors grav. Hendes hår var viklet ind i et tørklæde, og hende øjne dækket af solbriller. Det var sikkert hende mor, eller sådan noget.

Bestemt smed jeg blomsterne i den skraldespand der stod til højre for mig. Hvis Louis virkelig elskede hende, måtte han selv give hende blomster. Jeg begyndte at gå, fuldstædig ligeglad med kvinden der stod og kiggede på mig.

"Vent!" Råbte en stemme bag ved mig, og jeg ville gætte på st det var kvinden.

Bevidst begyndte jeg at gå hurtigere. Jeg skulle ikke nyde noget af at snakke med flere mennesker som elskede den sten! Mit bryst gjorde ondt nok, uden folk trådte på det.

"Katy Plummer!" Råbte hun, hvilket fik mig til at stoppe op.

Der var ingen der kendte det navn. Ikke andre end den jeg arbejder med. Louis og de andre kendte mig som Katy Evans, så hvorfor kendte kvinden mit rigtige navn?

"Hvad?" Spurgte jeg, og kiggede ind i solbrillernes glas.

"Jeg skal snakke med dig" sagde hun toneløst.

"Så snak. Jeg har ikke hele dagen til at stå her" jeg brød mig ikke om hende. Hvis hun vidste hvem jeg var, kunne hun ødelægge det hele.

"Hvorfor trækker Louis stadig vejret?" Spurgte hun med stemmen fuld af had.

Så det her var hende der ville have at Louis skulle ryddes af vejen? Hvordan kendte hun ham? Hvorfor ville hun have at han skulle dø?

"Undercover jobs er ikke noget jeg normalt laver. For mig tager det tid, hvis du ville have det til at gå hurtigere, skulle du måske have bedt om en anden" forklarede jeg hende.

"Jeg valgte dig fordi du er en af de bedste. Folk skal ikke vide at han blev dræbt" hendes stemme var hård, og tømt for følelser.

"Jeg prøver. Jeg ville bare gerne tættere på ham inden, men lige nu står hans døde kæreste i vejen. Hvorfor er det at du gerne vil have ham ned i et hul i jorden?" Min stemme var kold, men indvendigt var jeg nervøs.

"Jeg har mine grunde. Han er en løgner, og han har ikke fortjent at leve det liv han lever. Og du burde slet ikke spørge om det" hun vidste godt at det ikke var noget man normalt gjorde. Et rager mig ikke hvorfor, jeg skal bare tage hans liv.

"Det er det der sker når jeg er sammen med folk. Jeg begynder at tænke. Det er derfor at jeg ikke lave undercover normalt" og så kan jeg heller ikke forstår hvorfor nogen ville hade ham så meget.

"Bare få ham væk. Hvis du ikke selv gør det, så gør jeg det selv" hvis jeg kunne se hendes øjne, er jeg sikker på at de ville være hårde.

"Så snart at de kommer tilbage fra England, så skal jeg nok gøre alt hvad jeg kan" lovede jeg.

"Godt" det var alt hun sagde inden hun forsvandt ind i den nærliggende skov.

Hele vejen hjem kunne jeg ikke tænkte på andet end kvinden. Jeg havde ikke lyst til at lade Louis dø, men hvad kunne jeg gøre? Indrømme at jeg ikke længere var den kolde sten, men at jeg rent faktisk følte noget for ham? Lade en anden tage over, og lade dem dræbe ham? Intet af det var en mulighed.

"Katy!" Råbte Sophia da jeg kom hen til hoveddøren. Havde hun venter på at jeg kom tilbage?

"Hvad laver du her?" Spurgte jeg forvirret. Jeg var ikke i et særligt godt humør. Det var lige gået op for mig at jeg føler noget for Louis, men jeg er nød til at slå ham ihjel.

"Wow, der er nogen der har en dårlig dag. Hvad er der i vejen?" Spurgte hun venligt, og fulgte med ind da jeg havde låst døren op.

"Jeg har det fint. Jeg er bare. Jeg har bare. Jeg mangler" jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, og gik i stå.

"Du mangler en pige dag. Jeg ved Louis har noget chokolade i skabet. Det tager vi, og så sætter vi os til st se film" Sagde hun og hev mig med på mit værelse.

"Jeg er ikke rigtig i humør til at se film" mumlede jeg. Jeg havde en stor trang til at smide mig ned på sengen og græde mine øjne ud. Mit hoved var træt, og jeg havde ikke lyst til at lave noget.

"Katy, hvad er der i vejen?" Spurgte hun med et opmuntrende smil.

"Jeg er bare.. Forvirret" svarede jeg hende ærligt.

"Over hvad?" Hun borede oprigtigt interesseret.

"Da jeg skulle give Eleanor blomster, snakkede pigen om hvor meget Louis elskede hende, og jeg fik ondt i brystet" startede jeg ud.

"Katy, er du jaloux? På Eleanor?" Spurgte Sophia chokeret.

"Det ved jeg ikke! Jeg tror at jeg måske kan lide Louis, men jeg ved det ikke. Sophia jeg plejer aldrig at have det sådan her!" Jeg havde til at skrige af det hele.

"Katy, det er helt normalt at være forelsket. Jeg kan se at der er et eller andet mellem jer. Det kan vi alle" forklarede hun.

"Men jeg kan ikke holde af ham. Alle jeg holder af dør, jeg har ikke lyst til at se ham forsvind også, Sophia" for han ville forsvinde. Der var ingen vej uden om.

"Katy jeg liver dig at Louis ikke dør. Og hvem ved? Måske ender i sammen når han kommer tilbage?" Sagde hun ned er smil.

"Det kommer ikke til at ske! Han elsker Eleanor, og jeg kommer aldrig til at kunne leve op til hende" sukkede jeg.

"Katy, du er mindst ligeså god som hende. Hvad kunne hun, som du ikke kan?" Jeg kunne fornemme på Sophia at hun ikke havde lyst til at tale dårligt om Eleanor.

"Læse" mumlede jeg lavt.

"Kan du ikke læse?" Spurgte Sophia dybt forvirret.

"Nej. Jeg gik aldrig i skole, hvordan skulle jeg havde lært det? Jeg kan ikke lave en ny ret uden Louis er der, for jeg kan ikke se hvad er står!" Jeg kiggede flovt ned i jorden. Jeg havde ikke lyst til at se Sophia i øjenene.

"Det er altså ikke noget du skal skamme dig over. Hvad siger du til at vi får Perrie herover, og så lær vi dig at læse? Det skal i hvert fald ikke være grunden til at du tror du ikke har en chance hos Louis" hun skrev en hurtig besked til Perrie, inden hun igen kiggede på mig.

"Men hvad hvis jeg mister ham? Hvad hvis han ikke tænker på mig på den måde?" Og hvis han så tænkte på mig på den måde, ville det kun gøre det værre. Jeg kan ikke vinde.

"Du er bange for at elske. Du er bange for at lade nogen komme for tæt på" sagde hun, fuldstændig fascineret.

"Nej, jeg er bange for at miste dem jeg lukker ind. Jeg mistede hele min familie, og jeg ved ikke om jeg ville kunne klare at miste flere" især ikke når jeg rent faktisk føler ting nu. Det hele var nemmere da jeg var tom.

"Du mister ham ikke. Og du har fået en ny familie. Der er ingen af os der forlader dig" forsikrede hun mig om.

Inden hun kunne nå at fortætte, bankede nogen på døren. Kort tid efter sad Perrie storsmilende på sengen sammen med os.

"Hej!" Lød hendes glade stemme.

"Hej Pez. Er det ikke rigtigt at vi aldrig ville forlade Katy?" Spurgte Sophia hende om.

"Jo. Jeg ville i hvert fald ikke, og jeg ville også tvinge Zayn til at blive. Du slipper ikke af med os" det var tydeligt at Perrie var i er humør hvor intet kunne være seriøs.

"Jeg har heller ikke lyst til at slippe af med jer" hvis det hele gik galt, havde jeg måske stadig dem?

"Nå, skal vi så få lært dig at læse?" Kom det fra Sophia, der energisk rejste sig.

"Skal vi lære dig at læse? Det troede jeg at du kunne. Det er ikke fordi at jeg ikke har lyst til at hjælpe dig, men jeg har bare ikke lyst til at være seriøs. Det er så kedeligt!" Hvinede Perrie.

"Du skal lære det barn der vokser inden i dig at læse på et eller andet tidspunkt. Du kan ligeså godt øve dig på det" grinte Sophia og prikkede til Perries mave.

"Kan vi ikke vente til i morgen? Vi er seriøse læse mennesker i morgen, og glade snakke mennesker i dag!" Forslog Perrie.

"Det er okay med mig" sagde jeg og kiggede afventende på Sophia. Hun virkede som den mest voksne af os, så det var som om at hun skulle give os lov.

"Okay! Start en samtale, gravide superstjerne!" Sophia smed sig ned på sengen igen.

"Det hedder gravide superstjerne der vandt x-factor. Jeg har lyst til at snakke om børn. Du ved, dumme ting vi gjorde som små, og som lille Zerrie pige nok også kommer til at gøre" sagde Perrie med er stolt smil.

"Du ved det bliver en pige?" Spurgte Sophia og jeg på samme tid.

"Nej altså. Jeg ved det ikke, men jeg tror det. Men nu! Sophia, nævn en sær ting du gjorde som lille!" Beordrede Perrie.

"Uhm, jeg plejede at gemme mig i skabet og forskrække folk det åbnede det" Sophia grinte ved mindet.

"Katy, din tur!" Smilte Perrie.

"Jeg har aldrig rigtigt gjort sådan nogle ting. Hvis jeg har husker jeg det ikke rigtigt" fortalte jeg ærligt.

"Nå ja. Jeg glemmer tit at du..." Begyndte hun, men gik i stå.

"Så må det vel være din tur Perrie!" Sagde jeg, og smilte venligt.

"Jeg plejede at sætte mig ned i indkøbsvognen når vi var ude og handle" grinte hun.

"Det gjorde jeg også!" Grinte Sophia med.

"Har du virkelig aldrig gjort nogle af de ting, Katy? Alt det man fik at vide man ikke måtte, men gjorde alligevel?" Spurgte Perrie.

"Nope. Men fortæl mig hvad i gjorde! Måske er det ikke forsendt for mig at gøre det!" Gad vide hvordan Louis ville reagere hvis jeg bare satte mig op i en indkøbsvogn?

"Jeg har ventet på det her. Katy, nu skal jeg nok lære alle de narrestreger jeg plejede at lave, og du har bare at bruge dem på Tommo. Jeg skylder ham, og jeg ved at han kommer til at drille mig når jeg bliver fed. Det er nu officielt din opgave at drille Louis for mig!" Sagde Perrie med et meget lusket smil.

--------

God morgen!!

Sidste uge inden sommerferien (for foleskoleelever) og studenterne får hatte på i denne her uge! Tillykke til dem!

Havde regnet med at Perrie ville være gravid? Eller at Katy ville blive så jaloux?

-Rikke :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...