Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24727Visninger
AA

19. 18

*Katy*

Det var allerede blevet fredag, hvilket betød at Louis’ mor ville komme i dag. Jeg var ikke helt sikker på hvordan jeg skulle have det. Burde jeg være nervøs for om hun kunne lide mig, eller burde jeg slet ikke bekymre mig?

Det hele var stadig en smule underligt for mig. Hele denne her uge har været underlig for at være ærlig. Først skændes vi, og dagen efter sidder vi og ser tegnefilm sammen. Jeg burde bare slå ham ihjel og få det overstået, men jeg kan bare ikke. Der er noget inden i mig som holder af ham, og lige meget hvor meget jeg prøver kan jeg ikke få den del væk.

Det hele ville have været så meget nemmere hvis han ikke havde undskyldt. Hvis det nu ikke var begyndt at tordne den dag, ville jeg måske stadig være i stand til at hade ham.

På en eller anden syg måde gjorde han mig nervøs. Når jeg var i nærheden af ham kunne jeg ikke altid styre hvad jeg sagde. Jeg tilbød ham at bade med ham, og kaldte ham en sexgud. Fortæl mig lige hvorfor i alverden jeg skulle ville have lyst til at sige det?!

De tidspunkter når han pludseligt smider sin trøje, enten fordi den er våd eller for at give den til mig, gør det heller ikke bedre. Når en i så god form som han er smider trøjen, kan man ikke undgå at blive distraheret.

Han sagde at han gerne ville lære mig at læse. Jeg burde bare få ham ryddet af vejen inden jeg begynder at holde mere af ham, men jeg vil også gerne lære det. Det ville tage noget tid, og jeg ville garanteret begynde at holde mere af ham, og så ville det blive svære at se ham dø. Måske burde jeg ikke lære det? Måske skulle jeg bare sørge for at han er væk snart?

Hvis han nu bare blev fuld nok en aften. Hvis de andre drenge vidste han var meget fuld når han tog hjem, og de næste morgen fandt ham død? Hvis Louis skød sig selv mens han var fuld var der vel ingen der ville grave så meget ned i det?

De snakker ikke så meget om Eleanor fordi at de alle stadig er såret. Hvis Louis døde ville det måske være det samme? De ville jo være sammen igen, så måske ville det være bedst for ham hvis han døde? Han savner hende jo så meget, så måske ville det enligt skåne ham for en masse smerte?

”Katy?” Louis stak hovedet ind ad døren til mit værelse.

”mmh?” Jeg kiggede hurtigt op på ham.

”Min mor er her om ikke så længe, så jeg tænkte på om du ville med op?” Spurgte han venligt.

”Ja, selvfølgelig” Smilte jeg, mens jeg fulgte efter ham op i køkkenet, og satte mig ned på den ene stol.

Hvad nu hvis hans mor ikke brød sig om mig? Eller hvis hun ligesom Harry troede at der var et eller andet mellem os? Eller hvis hun nu…

”Du skal ikke se så nervøs ud. Det er bare min mor” Afbrød Louis roligt mine tanker.

”Det ved jeg, men hvad nu hvis hun ikke kan lide mig?” Spurgte jeg nervøst.

”Katy. Det er jo ikke fordi at vi er kærester, og hun skal godkende dig. Hun kommer bare forbi med mine gamle skoleting, og bliver nok til aftensmad. Det skal nok gå” Sagde han beroligende.

”Men hvad nu hvis hun synes jeg er underlig? Eller at jeg må være dum, fordi at jeg ikke kan læse? Eller at det er underligt at jeg ikke bor med noget familie i stedet for at bo her, og så ville jeg være nød til at forklare hvorfor jeg er her, og så ville hun sikkert bare synes endnu mindre og mig og” Jeg nervøssnakkede igen.

”Katy, Katy slap af. Træk vejret, sæt punktummer når du snakker. Du er en smule underlig, men jeg ved ikke lige hvor mange af de mennesker jeg kender der kan betegnes som normale, så det behøver du ikke bekymre dig om. Og du er ikke dum. Du er meget klog. Hvis jeg skulle strande på en øde ø, ville du være en af de personer hvor jeg ville være lettet hvis du var der. Du ville i modsætningen til de fleste andre vide hvad du skulle gøre for at overleve” Sagde han opmuntrende.

”Loooouis! Jeg er kommet!” Råbte en kvindelig stemme gennem hele huset. Nu ved jeg da hvor Louis har fået det højlydte gen fra.

"Vi er i køkkenet!" Svarede Louis halvråbende.

En mørkhåret kvinde kom ind ad døren, og kiggede en smule overrasket på mig. Det var tydeligt at kvinden var Louis' mor. De havde nogen af de samme ansigtstræk.

"Jeg vidste ikke at du havde gæster. Jeg er Jay, Louis' mor" præstenterede hun sig.

"J-jeg er Katy" svarede jeg hende nervøst.

Burde jeg fortælle hende at jeg boede her, eller ville Louis ikke have det? Hvad hvis hun troede at der var noget mellem os, fordi at jeg boede her? Lidt ligesom Harry gjorde.

"Mor, Katy bor her" Mumlede Louis akavet.

"Oh, jeg vidste ikke at du allerede havde nogen til at bo her" Sagde Jay lettere forvirret.

"Det er også kun mid..." Begyndte jeg.

"Jo. Hun skal passe huset når jeg ikke er her. Nogen skal jo gøre det siden... Hun ikke er her mere" Afbrød Louis mig.

"Hvor kender i to hinanden fra?" Hvorfor følte jeg at det her var ved at udvikle sig til et krydsforhør?

"Det er en længere historie" svarede Louis kort.

"Jeg har god tid" kom det hurtigt fra Jay.

"Katy, vil du ikke dække på bordet inde i stuen?" Spurgte Louis uden så meget som at kigge på mig. Jeg forstod hintet til at jeg skulle gå.

Jeg nikkede hurtigt og gik. Bordet blev dækket meget hurtigere end det plejer, siden vi havde stillet tingene frem. Jeg gik tilbage til døren, og kunne se Jay og Louis snakke med hinanden. Det ville være uhøfligt at afbryde, så jeg stod bare og kiggede på.

'Eleanor er her ikke længere, Louis! Du bliver nød til at prøve at komme videre' kunne jeg mundaflæser på Jay. Lige nu nyder jeg at jeg er i stand til at mundaflæse.

Louis stod med ryggen til, så jeg havde ingen ide om hvad han sagde. Alt jeg ved er at Jay efterfølgende så opgivende ud, og gik ind i stuen. Louis blev stående i køkkenet.

"Katy, må jeg snakke med dig et øjeblik?" Spurgte hun venligt. Jeg brød mig ikke om det her.

"Selvfølgelig" svarede jeg og satte mig i sofaen overfor hende.

"Katy, jeg bliver nød til at vide om dig og Louis har et forhold. Det ødelægger mig at se ham på denne her måde. Han har ikke været sig selv siden Eleanor døde, og jeg håber at han er ved at kommer videre" Sagde hun anstrengt.

Selvfølgelig ramte det hende at han opførte sig anderledes. Han er hendes søn, der er noget galt hvis hun ikke er bekymret for ham. Hell, jeg er jo bekymret for ham nogle gange.

"Der er ikke... Noget mellem os på den måde. Men for at være ærlig mrs. Tomlinson, så tror jeg at han er ved at komme videre. Han tager bare små sikre skridt, i stedet for store usikre" Forsikrede jeg hende om.

"Jeg håber at du har ret. Louis bad om at tage hans gamle skoleting med, har du lyst til at hjælpe mig med at bære det ind?" Spurgte hun venligt og rejste sig.

Jeg fulgte efter hende ud til hendes bil, hvor hun gav mig en kasse i hænderne. Hun tog den anden kasse, og låste bilen igen. Havde man virkelig så mange ting når man gik i skole?

"Du ved, da han gik i skole ville han smide det hele ud. Nu må han være glad for at jeg gemte det for ham" Hun smilede ved minderne om en yngre Louis.

Havde Louis fået hende til at komme med tingene, for at lære mig at læse? Det ville ligne ham, men vidste hans mor at det var for min skyld? Vidste hun at jeg ikke kunne læse? Vidste nogen af de andre det?

"Hvor gik du i skole henne, Katy?" Spurgte hun venligt.

Jeg kunne lyve, og sige en tilfældig skole. Men det ville virke forkert. Jeg kunne ikke lyve for Louis mor. Hun ligner en der har nemt ved at se igennem folk, så måske er det bedre hvis jeg bare pynter lidt på sandheden?

"Jeg blev undervist derhjemme" Det var jo på en måde sandt. Udover at det aldrig var i et hjem, og at det var mere træning end undervisning.

"Det er ikke så ofte du høre nogen der bliver det. Var en af dine forældre lære?" Hun virkede oprigtigt interesseret. Jeg burde have vidst bedre. En lille løgn vokser sig altid større. 

"Ehm. Min far var læge, men det var en dame der underviste mig" Det var jo ikke løgn.

"Spænende. Var det ligesom at gå i almindelig skole, eller lærte du andre ting?" Spurgte hun, og satte kassen på køkkenbordet. Jeg gjorde det samme, mens jeg overvejede mit svar.

"Jeg ved ikke hvad du lære i en almindelig skole, men jeg lærte meget selvforsvar og hvordan jeg kunne læse mennesker. Matematik også, hun havde denne her tanke om at maskiner gjorde os svage, så jeg brugte aldrig en lommeregner" Fortalte jeg hende.

"Så du er god til tal?" Hun havde en venligt smil på læberne.

"Det kan man vel godt sige" Svarede jeg, og gengældte hendes smil. Hun var flink. Hvorfor var jeg overhovedet nervøs for at møde hende?

*Louis*

 

Jeg kunne lugte de friskbagte scones fra køkkenet. Jeg trak min trøje over hovedet og gik ud til Katy. Tanken om hendes mad. Jeg ville savne den. Ærlig talt det ville jeg. Selvom min kaffe kunne jeg godt undvære. Det kunne hun ikke lave. Men min York Shire te hjalp altid.

”Er alt klar?” Spurgte Katy og satte sig i sofaen sammen med mig. ”Ja. I nat smutter jeg. Det er vel ikke sådan at… du ved, du kunne gøre mig en form for tjeneste?” Spurgte jeg. Katy var lidt stille og nikkede. ”Jeg vil gerne at der er blomster… ved hendes sten. Friske. Der er en pige, hun hedder Ryle. Hun har altid blomster klar hver tirsdag eller fredag. Eller mellem der.” Sagde jeg lidt flovt. ”Det er okay.” Sagde hun med et smil.

Timerne gik. Det var underligt. Jeg skulle virkelig af sted. ”Vi ses, Katy. Hav det godt. Vand planter, hold for guds skyld min bag og forhave og… hvis du vil være sammen med nogle af pigerne, så vær det. I har mit hus. Jeg ringer når jeg er landet i Bogota. Vi ses, Katy. Pas godt på dig selv. ” Jeg tog mine tasker til mig og gik ud til Paul med tingene. ”Hov vent! Jeg glemte noget!” Sagde jeg og løb tilbage. Katy stod og så helt forvirret ud, men grinte. ”Jeg har din lader, Tommo.” Grinte hun og gav mig et kram. ”Jeg skal nok passe på huset, have det sjovt, og lade vær med at komme til skade. Og jeg skal nok huske at give Eleanor blomster. Tag så af sted og hav en god tur.” Hun gav mig laderen og jeg smuttede ud igen.

”Tommo, altså! Husk alle dine ting!” Sagde Paul en smule strikt og lukkede døren efter mig. 

***

”Er du klar Louis?” Jeg kiggede hen mod flydøren og så Zayn smile til mig. Et af de smil, han altid sendte Perrie. ”Jeg er klar.” Svarede jeg ham. Han nikkede og satte sig overfor mig. ”Jeg kan godt klar det, Zayn.” Sagde jeg. ”Selvfølgelig kan du det, Louis. Jeg er bare… jeg er bekymret. Det er jo kun fordi du er min bedsteven. Eller en af mine… du ved hvad jeg mener. Jeg bekymrer mig bare.” Sukkede han og kiggede hen mod flydøren. Liam kom ind med Harry under armen. De grinte.  

”Okay, alle er her. Klar til at lette?” Spurgte Paul med et smil. ”Ja, det er vi. Hvad med resten af holdet?” Spurgte Harry, tydelig henvisning til Lux. ”De tager et passagerfly. Hun skal nok klare den.” Sagde Paul og lukkede flydøren.

”Så! Vi er alle samlet! Det er længe siden det kun har været os.” Sagde Liam og tog sele på. ”Det siger du ikke! Fire måneder, enten har vi set hinanden enkeltvis, eller også har tøserne været med!” Sagde Niall grinende.

”Apropos piger… hvad er det for noget med dig og Jade?” Spurgte Zayn. Niall sprang næsten op af sædet, kinderne tomatrøde og hans ben klar til at spæne over i den anen af flyet. Ikke var stort igen. ”Det øhm… Liam slog Sophia i går med stegepande.”

”Det var uheld! Jeg havde ikke set hende!” Sagde Liam og sukkede. ”Men du forskrækkede hende!” Det var nu lykkedes Niall rimelig godt at forhindre at han blev udspurgt om noget som helst. ”Angående piger… Har I lagt mærke til noget underligt omkring Perrie?” Spurgte Zayn pludselig. Jeg kiggede ligeså forvirret og undrende som de andre drenge gjorde. Selv vores stewardesse kiggede underligt på ham. ”Jeg er rimelig sikker på at du, som hendes forlovede og sambo, burde kunne svare på sådan noget selv.” Sagde Harry, stadig med det forvirrede udtryk i ansigtet. ”Ja selvfølgelig. Men seriøst. Hun spiser… som om hun… jeg ved ikke. Hun spiser mere end Niall lige for tiden.” Jeg rettede mig straks op og kiggede hen mod Zayn. ”Mere end selve Niall James Horan -jeg-lever-for-at-æde?” Spurgte jeg. ”Ja. De sidste to uger… jeg ved ikke. Hun er helt underlig.” Sagde han med et suk. Flyet var lettet uden vi rigtig opdagede det.

”Måske er det en forlænget menstruation? Sådan noget har Sophia haft.” Sagde Liam. ”Det er nok det. Nå… der er femten timer til at vi er fremme. Hvem er frisk på en lur?” Spurgte Harry. ”Altid!” Sagde jeg med et smil og lagde mig godt tilbage. Tanken om at få noget søvn, var rar. 

Katy var faldet i søvn. Hun sov trygt på sofaen. Klokken var 23:56. Hvorfor hun havde været vågen så længe, forstod jeg ikke. Jeg gik ud af havedøren i køkkenet, kiggede kort ind, og gik hurtigt ud i værkstedet. Jeg satte mig i den gamle læderstol Lottie havde købt til mig. Jeg savnede hende så tit. En dag, burde jeg invitere hende til London og forkæle hende som hun rigtigt fortjener. Shopping, fancy cafeer, store centre, lækker mad, museer, hvad end hun nu vil se. Jeg fandt min værktøjskasse frem og kiggede længe i den. Den lille sav min far gav mig, da jeg kun var fire. Tommelstokken, af min bedstefar. Papirposen. Kauffman Vintage Luxury Vodka.

En krystal klar væske. Tag mig væk.

”Lou! Lou!” Jeg kiggede træt og forvirrede rundt. Det var Harry. ”Er du okay?” Spurgte han. ”Jeg har det fint.” Mumlede jeg. ”Super. Du virker bare lidt rundt på gulvet. Men altså… der er morgenmad! Scones!” Jublede Harry og satte sig hen i en af stolene. Jeg satte mig langsomt op. En smule forvirret. Jep.

”Her Lou.” Zayn kom forbi. Han holdte en scone foran mig. ”Tak.” Sagde jeg og gned mig lidt i øjnene inden jeg tog den tilbudte scone.

”Så… er vi alle klar til at lande om et par timer?” Spurgte Liam og drak noget vand. ”Helt klart.” Sagde Harry med et smil. ”Men øøhh… Niall, hvad var det for noget med dig og Jade?” Spurgte Liam med et smil. Niall rødmede kort og kiggede ned i jorden. På en stolt måde.

”Vi har tilbragt nogle dage sammen oppe i det skotske. I en hytte min mor fandt til mig. Rimelig moderne faktisk. Hyggeligt. Trygt.” Han kiggede op på mig og så helt undskyldende ud. ”Hvad er der? Det er skønt du har fundet en.” Sagde jeg. ”Det ved jeg. Men… det var jo dig som lovede at holde det hemmeligt. Jeg skulle have fortalt dig noget først.” Sagde Niall. ”Det er okay. Vi ville nok have fundet ud af det, eftersom hun efterlod sit favoritsæt røde lingeri hos” ”Liam!” Sagde Niall, irriteret som et lille barn. Liam grinte og klappede ham på skulderen. ”Undskyld… jeg kunne ikke lade være. Det var så sjovt, og underligt. Det ligner dig slet ikke… undskyld Niall. Vi skal lige vænne os til at du faktisk har en kæreste.” Sagde Liam.

”Det er underligt…” Sagde Zayn. ”Du har altid været den… mentalt, den yngste. Selv Harry har haft flere piger end dig.” Jeg bryd i et kort grin, på grund af Zayns svar. Flere piger. Det er jo sandt. Aldrig har han haft en. ”Hvad med dig egentlig.. Harry? Vi har intet hørt om piger fra din side af, i lang tid.” Sagde Liam opmuntrende. ”Der er ikke meget at sige. Jeg har ikke… jeg har ikke haft nogen brug for det. Ikke lige nu. Jeg har det godt med jer og min familie, og de venner som stadig.. vil snakke med mig.” Jeg kiggede hen mod Harry. Han holdte sine hænder, på en nervøs måde. Han var bange. Svaghed.

”Det er i orden.” Sagde jeg roligt. Harry kiggede op.  Det lyste ud af ham. Glæden over at jeg havde sagt, det jeg havde sagt. Fire små ord. Det er i orden. Han havde brug for det.

”Hvad så med dig, Louis?” Spurgte Liam glad. ”Mig?” Mig hvad? ”Har du ikke en dame?” Spurgte han. Som om det var åbenlyst. ”Nej? Hvorfor siger du det sådan?” Spurgte jeg. ”Dig og Katy. Foregår der ikke noget der?” Hvordan kunne han sige det? Hvor vovede han at sige det!

”Der er intet imellem mig og Katy. Det vil der aldrig være.” Jeg rejste mig voldsomt op. ”Louis… det var ” ”Hold kæft Harry!” Jeg stormede ud. Til de små værelser med sengene. Vreden fyldte mig. Hvor vovede de at nævne det! Selvfølgelig er jeg ikke ovre Eleanor. Tre måneder. Kun resten af livet tilbage.

”Louis? Louis hvad sker der?” Jeg vendte mig mod døren. Nej, ikke nu. Jeg kan ikke. Ikke nu! ”Ikke lige nu… det er ikke godt… ikke et godt tispunkt.” Sagde jeg og satte mig ned. Det var allerede begyndt. Uden jeg havde opdaget det. Hjertebanken, blodet, jeg kunne høre det drøne igennem min krop, hovedpinen. Rystende hænder. Min hals, den brænder.

Mørket kommer igen.

Du slog mig ihjel, Louis hører du?

”LOUIS” 

*Harry*

”LOUIS!” Jeg sparkede døren åben. Frygten var overalt lige nu. ”Hvorfor fanden skulle du også nævne det?!” Råbte jeg af Liam. ”Jeg vidste jo ikk- ” ”Det er lige meget!” Jeg kravlede ind, og så Louis. ”Åh gud… Louis?” Jeg løftede ham op, han var helt slap. ”Louis… kom nu…” Jeg tjekkede hans puls. Han var okay.

”Han er i live… hvornår lander vi?” Spurgte jeg og trak ham helt op til mig, så hans hoved på lå på min skulder. ”To timer. Jeg ringer til lufthavne, og får dem til at have en læge klar.” Sagde Niall og fandt sin mobil.

"Hola, mi nombre es Niall Horan. Necesito de una ambulancia." Sagde han alvorligt. ” A qué hora? Si. Muchas gracias!” Sagde Niall. ”Der vil være en ambulance klar indtil da… vi skal bare sørge for at han… ligesom er passet ordentlig på. ”Sagde Niall roligt. ”Det skal jeg nok sørge for. Bare hent noget is og en klud. Han er meget varm, vi må køle ham lidt ned.” Sagde jeg. Zayn var den første som reagerede. Niall var rystet. Selvfølgelig var han det. Det var jo ikke ham som kæmpede som jeg gjorde

***

 

Længe kiggede jeg op i loftet. Helt hvidt. Ligesom derhjemme. Hvide vanvids loft. Hospitaler. De gør mig syge. Vanvittige.

”Harry Styles?” Jeg vendte mig mod døren til venteværelset. En ældre kvindelig sygeplejerske. ”Han er vågen nu. Han spørger efter dig.” Hun havde accent. Fransk/ britisk.

 

”Ja. Selvfølgelig. Hvorhenne?” Spurgte jeg. ”Følg med mig.” Sagde hun roligt og lod mig følge efter hende. Der var trukket for vinduerne. ”Han er stabil nu. Fysisk. Bare gå ind.” Sagde hun med et smil. Jeg åbnede forsigtigt døren. Han lå med ryggen vendt til vinduet. ”Er der flere blodprøver?” Spurgte han træt. ”Nej… det er mig.” Han vendte sig langsomt om. Han var træt. Sådan rigtig træt.

 

”Du kom.” Sagde han og satte sig langsomt op. Straks satte jeg mig ved ham i sengen og smilte til ham. ”Du må ikke gøre mig så bange igen…” Mumlede jeg. ”Gjorde jeg dig bange?” Spurgte han. Jeg nikkede. Det var helt underligt. Før i tiden, var det ham som sad ved sengekanten og sagde det her til mig, sammen med Eleanor godt nok. ”Det er jeg ked af. Jeg fik bare… en meget voldsom hovedpine og… jeg ved ikke. Jeg vidste ikke det ville ske. Eller jeg gjorde… men… det er lige meget. Er I okay?” Spurgte Louis bekymret. ”Selvfølgelig. Du kan komme ud i morgen. Vil du gerne, jeg bliver?” Spurgte jeg. ”Du burde tage til hotellet. Koncerten er først om tre dage.

Heldigvis. Men tak, fordi du ville vente på at jeg var vågen. Hils, vil du?” Spurgte han. Jeg nikkede. ”Hvad jeg ikke gør for dig. Din dumme unge!” Jeg gav ham forsigtigt et kram og et klap på skulderen, før jeg gik ud af værelset og ned af den klinisk kemikalie rene stuegang.

***

 

Zayn zappede kanalerne igennem. ”Det her ville være værd at se på… hvis Niall var her og kunne oversætte.” Han tog en pude og puttede den ind til sig. ”Er han ikke ude med Josh?” Spurgte jeg. ”Jo…” Zayn lukkede øjnene i og straks op igen. Han havde fået en ide. ”Kan du huske det røde lingeri, Liam nævnte?” Spurgte han. Sommerfuglene var i min mave. På den gode måde. ”Du tror vel ikke… tror du?” Spurgte jeg. ”Lad os tjekke!” Zayn sprang over sofaryggen og ind på hans værelse. ”Kom nu! Jeg gør det ikke uden dig!” Sagde Zayn. ”Jeg er på vej.” Grinte jeg og gik roligt ind i Nialls soveværelse.

”Jeg har hans kuffert!” Kunne jeg høre Zayn sige spændt. ”Okay, klar?” Spurgte jeg spændt. ”Født klar!” Jublede Zayn og åbnede op. Jeg kiggede forskrækket ned. Hvidt lingeri, med grønne og gule striber. ”Wow… kærlighed til moderlandet Niall…” Sagde Zayn og tog det op. ”Der er en seddel… i trussen.” Sagde jeg og løftede dem op, med en nærliggende kuglepen. ”Tør du tag den ud?” Spurgte jeg. ”Nej det gør du! Jeg er forlovet! Hvad ville min forlovede ikke tænke!?” Sagde Zayn. ”Okay… jeg gør det.” Så forkert at røre noget Jade har haft på.

Jeg glæder mig til at se dig igen. xx Jade

”Der er mere.” Sagde je og vendte sedlen om. ”Hvad betyder…. Banan… kiwi…. Creme?” Spurgte jeg. Zayn åbnede øjnene helt op. ”Ih du godeste… det er en kode. Madsex….” Hvorfor overrasker det her mig ikke?

Zayn kiggede skuffet op. ”Jeg havde sådan på - ” ”Hvad laver I?!” Vi vendte os om. Niall og Josh stod i døren og kiggede forskrækket. Josh var dog på vej til at bryde ud i et grineflip.

”Vi kan forklare… eller nej.” Sagde Zayn. ”I rodede i min kuffert.” Sagde Niall. ”Jamen… det gør vi altid?” Sagde jeg. Det var faktisk kun mig og Louis som gjorde den slags. ”Jeg tror bare vi skal i seng…” Mumlede Zayn og spænede ud. Niall stod stadig som forstenet. Jeg lagde trussen ned igen, lagde kuglepennen op på natbordet og gik ud.

***

 

Liam sad og snakkede med Zayn. Af hvad jeg kunne se, så var Zayn også vred. Hvorfor vidste jeg ikke. Men det var nok ikke Liam der havde gjort ham noget. ”Hey… er de snart klar?” Spurgte Louis og drak noget vand. ”Det ved jeg ikke. De har siddet derinde i timer nu.” Sagde jeg uroligt. ”Det skal nok gå. Jeg smutter nu.” Smilte Louis og gik ud af rummet. Zayn rejste sig og gik. Han så meget skuffet ud.

 

Liam kom ud, et par minutter efter. ”Hør… jeg er virkelig ked af det jeg sagde i flyet. Jeg vidste ikke Louis stadig havde det sådan.” Sagde han. ”Han var ved at få det bedre Liam.” Knurrede jeg. Det gjorde mig vred. Louis var på vej til at få det bedre, det vidste jeg. Det var bare svært. Det hjalp jo ikke ligefrem at han havde valgt at bringe emnet frem.

 

Selvfølgelig var han ikke ovre Eleanor. Det var ingen af os. ”Bare lad vær med at nævne det igen. Der er ingen af os, der har brug for det. Okay?”       

”Hvad er der med dig? Det er jo ikke fordi det var din forlovede som døde.” Sagde Liam. ”Jeg mistede en nær veninde. Og hvis du gerne vil vide det… dagen inden hun døde, havde vi været ude og købe hendes brudekjole…” Den hænger endda stadig hjemme ved mig.

”Harry det -” ”SELVFØLGELIG VIDSTE DU DET IKKE. DU VED JO ALDRIG NOGET.”  

------

Som i nok kan se har vi begge skrevet det her kapitel. Ingen af os have lyst til at skrive et kapitel som ikke rigtigt handlede om noget, så vi slog dem sammen, så vi ikke skulle skrive så meget.

Hvor mange af jer skal til koncerten i aften? Jeg skal med, og jeg glæder mig! Nu skal skole bare lige overstås (jeg skal i skole på Sjælland) og så er det afsted til København!

-Rikke :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...