Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24712Visninger
AA

18. 17

*Louis*


En lettere byge var begyndt ved femtiden. Der var stille. Helt stille. Ingen lyde. Kun den lette byge som passerede. Ved halv seks var de begyndt at hagle. Jeg rejste mig stille og roligt op. Jeg følte ikke for at øve i dag. Jeg følte ikke for at gøre mig klar igen til turnéen. Det var lige før jeg slet ikke havde lyst til at tage af sted. 


Jeg fandt min gamle ”Nirvana” t-shirt frem og trak den over mit hoved. Jeg fandt et par af mine gamles Diesel slims frem og trak mig træt i dem. Dengang jeg ikke var så tynd og senet som nu. Eller, sixpack? Hvad end folk ville kalde det. Jeg gik ud på badeværelset og fandt min cologne frem. Jeg sprøjtede den hurtigt på og kiggede på mig selv. Det var underligt. Jeg havde ikke barberet mig i evigheder. Jeg havde næsten mere skæg end Liam. 


Det kunne jeg ikke have. Simpelthen ikke! Jeg fandt min barbermaskine frem. Jeg kunne godt tage et bad? Det trængte jeg til. Men colognen? Skidt pyt. Den er alligevel billig og dårlig. Jeg gik ind i bruseren. Det kolde vand omfavnede mig og langsomt blev det varmt. Jeg tændte hurtigt barbermaskinen og begyndte. Håret blev slugt af afløbsrøret og straks var gulvet fint igen.

 
Håndklædet var dejlig blødt. Det havde ikke været blødt længe. Det hele havde følt så hårdt, så råt, koldt og ondt. Det her føltes behageligt. Som om en byrde lettede sig. Jeg var egentlig tørstig. Vand kunne være godt. Måske noget mælk? Jeg kunne hente noget mælk og min bærbar så kunne jeg se noget film eller serier på Netflix. Tungt lod jeg mine skridt føre mig igennem gangen og stuen indtil jeg nåede skydedøren til køkkenet.

Træt tog jeg fat i køleskabsdøren og trak en mælkekarton ud. Jeg drak af den og satte den tilbage. Min bærbar var på bordet, lukket. Jeg tog den og laderen fra gulvet. Min seng, min seng kaldte på mig. For første gang i lang tid, havde jeg lyst til at gemme mig langt væk under dynerne og lade mørket omfavne mig og hvis jeg var heldig ville det aldrig give slip.

Efter fem episoder af ”The Walking Dead” rejste jeg mig op. klokken var fjorten over otte. Der ville være morgenmad om lidt. Dørhåndtaget var umådeligt, underligt koldt da jeg rørte det. Underligt. Det regnede stadigvæk. Denne her gang, skulle man tro det var en skypumpe!

Der var helt stille. Jeg kunne lugte maden, men jeg kunne ikke høre noget. Da jeg kom  ud i køkkenet og kiggede mig omkring  så jeg at Katy ikke var der. Der lå i stedet for hendes mobil.

Jeg låste den op og kiggede på den. Den var inde på kameraet. Hvor underligt. Jeg så hvad hun havde taget billeder af på det seneste. Der var nogle få billeder af Sophia som storsmilte sammen med Liam og Perrie var grinte om kap med Zayn. Så nogle få billeder med Niall og Katy sammen der smilte som idioter.

Der var en video.

Afspil.

”Okay… Hej Louis…”  Jeg kiggede længe på kameraet. Hun viste ikke at hun var vred, eller ked af det, eller noget som helst. ”Jeg siger op. Der er ikke andet at sige. Jeg er bare ked af jeg nogensinde begyndte at holde af dig. Nyd din tourné. ”  Videoen stoppede.

Jeg kunne se at den lige var blevet optaget. Så hun kunne ikke være langt væk! Jeg tog straks et par sko på. Det var det eneste der var tid til! Tænk hvis der ville ske hende noget i regnen! Tænk hvis hun faldt og kom til skade, eller hvis hun gik ud foran en bil!

Jeg rev døren op og løb ud. Hun var ikke særlig langt væk! Jeg skyndte mig af sted.

"Katy! Katy, vent!" Kaldte jeg. Hun vendte sig langsomt om mod mig. Hendes ellers så fyldige krøllede hår hang ned af hendes og klamrede sig til hendes ansigt.  "Hvorfor? Fik du ikke sagt nok i går?!" Sagde hun vredt. Hun havde ret. Jeg gik over stregen. Jeg tog to skridt tættere på hende.

"Jeg gik over stregen! Jeg kunne ikke tage det med ro, okay? Det er virkelig slemt, hvis folk opdager det!" Jeg gik forsigtigt, men hurtigt hen imod hende, på så rolig en måde som overhovedet muligt.

Hun knyttede sine hænder sammen så hendes knoer blev helt hvide. "Hvorfor? Fordi at folk ville opdage at du ikke er så perfekt som de tror?" Hun drejede straks til højre ned af stien som førte til en lille sumpet skov.  Hun vendte sig mod mig og slog armene ud imens hun fik et sarkastisk og vredt smil på læberne.  "Kan du ikke bare spise det fucking mad jeg har lavet til dig, og så bare lade mig være i fred?!"

Hvorfor fanden er maden så vigtig? Jeg undskylder sku da til hende!" Hvorfor er maden så vigtig?! Jeg prøver faktisk at undskylde til dig! Du er nok en af de få personer jeg faktisk vil undskylde overfor!" Sagde jeg i korte vrede armbevægelser.

Hun lavede et ’o’ med sine læber og prustede kort. "Oh, så jeg er en af de eneste personer du ville undskylder overfor? Så er det da bare ærgerligt at du har fucket så meget op at jeg ikke vil tage i mod den!" Råbte hun vredt og gik hurtigt videre men faldt over en gren. Man kunne høre dens knæk. Jeg løb straks hen til hende. Tænk hvis hun kom til skade igen!

 "Det der er fucked, er at du ikke vil! Hvor tit har du selv indrømmet et nederlag? Jeg har ikke set dig tabe endnu til Harry i jeres små fights! Op med dig, du bliver forkølet!" Jeg tog fat i hendes ene side, i det jeg ville løfte hende op, gled mit ene ben og jeg landede næsten med hele min vægt over hende. Havde det ikke været fordi at jeg nåede at stoppe det med mine skuldre var det aldrig gået.

Hun knurrede kort og kiggede mig direkte i øjnene."Jeg ville elske at komme og, og væk herfra, men der er ligesom noget tungt ovenpå mig, så lige nu er det åbenbart ikke en mulighed!" Vrissede hun.

Jeg kiggede kort væk, mod træernes kroner og kiggede ned mod hende. "Nej virkelig?!" Sagde jeg sarkastisk.

 Hun prøvede med sine ben at komme op, men det lykkedes ikke. ”Gider du ikke godt bare at fjerne dig, så jeg kan komme væk, inden jeg skår dig? For tro mig Louis, det skal ikke særlig meget mere ting før at du ikke længere vil være i stand til at få børn!” Sagde hun med truende stemme.

"Få børn? Hvem fanden har sagt jeg faktisk vil? Du ved alligevel ikke om jeg faktisk er steriliseret!" Sagde jeg i et hidsigt tonefald. Hun kiggede helt forvirret på mig. Som om det jeg havde sagt var forkert. Jeg var ikke steriliseret, men jeg kunne have været.

Katy kiggede væk, hun var virkelig såret. Forsigtigt lagde jeg alt min vægt på mine albuer og tog forsigtigt mit hoved mod hendes tinding. "Kom nu med hjem Katy..." Hun lukkede sammen og kneb læberne sammen. "Jeg skal nok smide flaskerne helt ud... jeg drikker ikke igen. Jeg beder dig... du må ikke gå fra mig. Jeg vil ikke være alene.” Det sidste hviskede jeg. Jeg turde slet ikke være alene hjemme. Hvad skade ville jeg ikke gøre?

Hun drejede sit hoved kort, så vores pander stødte mod hinanden. "Louis, jeg ville elske at blive, men du sårede mig i går. Jeg ved ikke om jeg ville kunne holde til det, hvis det skete igen" Hviskede hun.

"Det gør det ikke" Sagde i et bestemt tonefald imens jeg kiggede ind i hendes øjne. "Lover du?" Spurgte hun imens hun kiggede bedende på mig.

Jeg løftede Katy op så hun selv stod stabilt.  "Kom så..." Jeg smilte beroligende til hende og lod hende gå først. Vi gik ud af den sumpede skov og da vi kom til den lille villavej igen begyndte det at øse lidt mere ned. "Forresten... jeg spiste ikke maden... den var altså en smule sort." Jeg kiggede lidt trist på Katy. "Jeg har nogle bagels i fryseren?" Foreslog jeg med et smil. "Jeg brændte den med vilje. Men ja, bagels lyder godt!" Sagde hun i et begejstret men roligt tonefald. "Hehe... Fair nok. Men i det mindste, så gjorde du ikke bacon noget." Sagde jeg og grinte kort.  "Nej. Jeg kunne aldrig finde på at skade bacon, i modsætningen til visse andre" Sagde hun med et drillende smil. Jeg samlede mine læber sammen og rynkede dem kort. Det turde hun godt sige, hva’? "Wohohoho unge dame... pas på eller jeg skader skinke!" Sagde jeg med løftet pegefinger. "Hvis du skader skinke, skader jeg grønsagerne!" Sagde hun og hoppede let. "Ikke tomaterne!" Sagde jeg og knælede foran hende."Tomater er ikke en grønsag. Men din salat, kartofler, og gulerødder kan jeg godt skade!" Sagde hun og lo. "Jeg beder dig! Ikke kartoflerne!" Jeg tog Katy nedefra og løftede hende op i luften. 

Jeg tog Katy nedefra og løftede hende op i luften. Hun grinte kort over kiggede på mig med et fjollet ansigt. Hun lavede ikke nogen grimasse, men det var den måde hun gjorde sine øjne lidt større og hendes øjebryn samlede sig en smule. "Kartoflerne? En lille fugl ved navn Sophia havde ellers fortalt mig at du var utrolig glad for gulerødder!" Hun grinte lavt og kiggede ned mod asfalten. 


"Hvis du tager mine gulerod og brænder den på... ej vent... det her går den forkerte vej..." Sagde jeg og satte hende ned igen. "Ja. Det gik galt ved tomaterne" Sagde hun og nikkede kort. 
"Tænk hvis jeg havde sagt meloner.." Jeg åbnede døren med min fod "Dovenskab længe leve" Smilte jeg og gik ind. "Ja. Nødder havde også været et skidt valg.” Sagde hun og kiggede ned af sig selv. 


"Jep... Ithr... Vi er virkelig beskidte!" Straks tog jeg min trøje og kiggede på den. Helt gennemblødt. Det bad var fuldstændig spildt. "Øhm, ja" Sagde Katy stille og kiggede væk, men kiggede alligevel på mig, på samme tid. Hvordan er det muligt?!
"Nå... eeh, jeg går lige i bad. Jeg har fri idag.. og huset er rimelig rent. Hvad med en hyggedag indenfor?" Spurgte jeg med tiggende øjne.  "Selvfølgelig. Jeg ehm, jeg går også i bad." Sagde hun, som om at hun skulle med mig i bad. "Gør du?" Spurgte jeg lidt misforstående. 
"Ja. I det andet badeværelse, fordi ved. Ellers ville det være underligt, og ja" Sagde hun akavet og tog fat om sin våde trøje. 


"Sandt" Smilte jeg svagt til hende. Jeg tog et skridt væk fra hende og vendte mig mod hende med et smil.  "Medmindre du gerne vil have at jeg tager et bad sammen med dig, men det ville bare være utroligt akavet hvis du ville, og jeg tror at jeg stopper nu, forbjerg kan ikke lide hvor denne her samtale er på vej hen" Sagde hun og der kom en lettere rød farve i hendes kinder. 

Min hals var blevet en anelse tør. Det gjorde mit grin blev hæst i det. "Jeg vil nu også foretrække at gøre det alene- men tak for tilbuddet, tror jeg." Sagde jeg og kiggede glad på hende. 
"Ja, det ville jeg også. Ikke fordi at der er noget galt med dig, men du ved. Det ville være akavet, fordi du er denne her sex gude agtige person, og jeg er akavede mig, og ja. Akavet. Og jeg gjorde det ikke bedre" Hun lignte virkelig en som havde lyst til at slå sig selv ihjel. Hvor er hun dog sød. Endnu et grin forlod mine læber. 


"Katy... Du fryser... Du hyperventilerer lige nu. Tag en dyb indånding. Kom så." Jeg lagde mine hænder blidt på hendes skuldre. Den våde jakke føltes helt forkert. Jeg tog en dyb indånding med hende og lavede så et fjollet ansigt da jeg åndede ud. Katy kunne ikke holde op med at grinte. 
”See! Det virkede! Jeg går altså i bad nu" Grinte jeg. Jeg tog fat i min våde t-shirt igen og lod Katy stå i gangen, som med utrolig tvang prøvede at få sig selv til at stoppe med grine. 

***


Jeg kørte en hånd igennem mit hår inden jeg satte mig i sofaen. Det var en rar følelse af at have rent hår igen. Sådan rigtig rent. Jeg havde ikke brugt min shampoo eller balsam i evigheder. Katy kom ind i stuen. Håret hang let om skuldrene og de røde kinders glød var det mest opmuntrende jeg havde set længe. "Jeg føler mig.. Ren" Sagde Katy og en dyb indånding. 
Jeg grinte forvirret af hende. Jeg kunne ikke registrere om hun lavede sjov. "Okay Katy" Var mit simple svar, blandet med et grin selvfølgelig. Et roligt et. "Det gør du måske ikke?" Spurgte hun med løftet øjnebryn. Ren? At føle sig ren, i denne tid? Ikke rigtig. Det ville jeg sige er umuligt for at være ærlig.  "Jeg har ikke følt mig... jeg ved ikke... det er lige meget. Hvad vil du gerne se?" Spurte jeg, måske lidt alvorligt. "Det ved jeg ikke. Du bestemmer" Smilte hun og satte sig i sofaen med mig. 
Hvad med To på Flugt? Den er altid god en regnvejrsdag! Vil du gerne sidde i sofaen?" Smilte jeg og satte mig lidt bedre op. "Ja. Selvom jeg elsker at sidde på gulvet, så tror jeg at jeg sidder i sofaen. Du ved, gulvet er lidt koldt" Indrømmede hun og smilte lidt fjollet. Jeg kiggede rundt i stuen og tænkte lidt for mig selv. Jeg plejede altid at tage alle dyner, puder og tæpper ned i vores stue, hver gang Lottie var syg og vi ville sidde og se Disney film. "Vi kunne finde dyner og puder fra gæsteværelserne?" Spurgte jeg med tiltet hoved. 
"Og så sidde på gulvet eller i sofaen?" Spurgte hun. Jeg kunne se på hende at hun håbede på at jeg ville sige gulvet. Jeg bed mig kort i underlæben og smilte til hende. "Vi fjerner sofaen. Eller flytter den og sidder på striktæpperne?" Foreslog jeg. "Det er helt fint med mig!” Smilte hun glad. "Jamen lad os finde dyner og puder! Den der gør det hurtigst får de største bagels!" Jeg rejste mig hurtigt og ville til at spæne, men problemet med at være i en sofa og vil til at løbe, er at man enten løber op på mit stenbord, eller over sofaryggen. For mig var det sofaryggen og Katy nåede kun lige at fjerne sig og sofaen faldt med mig. 
Katy begyndte straks at grine helt hysterisk men fjernede sofaen. Jeg tog mit hoved kort op og kiggede hen på hende. Det var pinligt! "Du kan ikke flyve uden din kappe, Superman!” Mit hoved høj en halv meter op i luften. HAR HUN HØRT SANGEN?! "Har du hørt save you tonight?!" Spurgte jeg overrasket. Katy kiggede forvirret på mig. "Det tror jeg ikke, hvorfor?" Spurgte hun imens hun stadigvæk fniste lidt af. 

Jeg rejste mig hurtigt op og smilte.  "Okay så... lad mig vise dig det." Straks satte jeg min mobil til højtalerne og satte Save you tonight på. Jeg tog fat i hende og begyndte forsigtigt at danse lidt og synge på samme tid.
Katy så helt nervøs ud. "L-Louis. Jeg danser ikke" Sagde hun med nervøsitet og skam i stemmen. "Jeg kan slet ikke danse. Kom nu... hvis du kan give Harry tæsk, kan du også danse. Kom nu... stil dig op på mine fødder!" Jeg løftede hende let op på mine fødder og hun begyndte stille og roligt at følge rytmen. 
Hun tog en dyb indånding og sukkede. "Okay, men hvis du brækker noget, er det ikke min skyld!" Usikkert lod hun mig tage fat i hendes hånd igen. "Bare lad mig føre... har du nogensinde set High School Musical?" Spurgte jeg, med mine øjne stirrende ind i Katys med fascination. "Nej? Jeg har aldrig rigtigt set så mange film. Ikke førte jeg mødte dig og de andre i hvert fald"
"Lyt til min stemme. Og husk... jeg fører... okay?" Smilte jeg og begyndte at synge 'Right here, right now' imens jeg forsigtigt begyndte at danse med Katy igen. Hun kiggede lidt genert op på mig, som om hun aldrig havde oplevet det her. aldrig. "Right here, right now" Jeg løftede lidt Katy og svang hende rundt elegant. Hun tog fat i mine skuldre og jeg kunne se hun prøvede at holde et lille skrig inde. "To be,  cause right now it's you and me.” Katy lod sine fødder røre gulvet og afbrød dansen. ”Vi burde eh. Vi burde finde dynerne og det frem" Sagde hun.  ”Selvfølgelig. Kom så." Sagde jeg og tog mine hænder til mig igen.  Hun tog en dyb indånding og smilte.
"Hvis du tager dig og Sophias, så tager jeg Perrie og Zayns.. vi kan mødes i Harry og Nialls soveværelse." Foreslog jeg. "Det lød overhovedet ikke forkert. Men ja, det gør vi vel" Sagde Katy med et smil.  Jeg grinte kort af hende. Underlige lille pige. "Af sted bette skid.." Jeg hviskede det sidste. Katy småløb ned af gangen og ned i kælderen. Jeg kiggede sukkende efter hende. 

 

***


"Hvordan kan en blomst være magisk? Det giver jo ingen mening!" Sagde hun opgivende. Stakkels Katy, det var helt uvirkeligt for hende. Det begyndte at trække op til uvejr igen. Jeg kunne høre tordenen være på vej. "Det kan jeg ikke forklare Katy.... men det Pixar... og det er bare bedre end alt andet." Sagde jeg roligt og lagde straks mærke til duften af en af de velkendte Chanel parfumer. 


"Men det er jo urealistisk! Hvordan kan hende den gamle overhovedet bryde ind på slottet? Burde det ikke være utroligt godt bevogtet?" Et lyn af den anden kom. Jeg kiggede overrasket ud. Katy så utryg ud. "Er du bange for lyn?" Spurgte jeg bekymret.  "Ikke for lyn, men for at blive ramt af det. Jeg er heller ikke så vild med torden" Mumlede hun flovt.  Der kom endnu et nyt lyn og hun hoppede forskrækket. 


Straks tog jeg fat i hende og fik øjenkontakt. "Shh... rolig Katy. Lynet rammer dig ikke." Sagde jeg beroligende. "Men det er så tæt på! Hvad hvis det slår ned i huset? Så kommer der strøm ud af alle kontakterne, og der går nok ild i huset og...” ”Katy, Katy!” Sagde jeg og lidt hårdere fat i hende. 


"Er du bange, lige nu?" Spurgte jeg? Et lyn slog ned og det hele rystede voldsomt.  "Louis jeg kan ikke lide det!" Hvinede hun i frygt. Jeg løftede hende straks op til mig og vuggede hende roligt. Hun faldt en smule til ro. "Jeg har to små søskende... de var bange for lyn også..." Sagde jeg stille i hendes øre.  "Hvad gjorde du når det lynede" Spurgte hun imens hun kæmpede for at holde sig selv i ro. 


"Jeg sad tit en hel nat og holdte øje med dem" Sagde jeg imens jeg kørte mine hænder igennem Katys næsten tørre hår. "Var de vågne?" Spurgte hun nysgerrigt. "Nogen gange var de. Andre gange sov de igennem det" Sagde jeg roligt. Regnen forstyrrede os en smule. Den larmede rigtig meget, i forhold til at det aldrig gjorde. Endnu et lyn kom, og strømmen gik. "Jeg kan ikke lide det" Sagde Katy skræmt og gemte sig ind til mig. "Det er okay Katy... jeg er lige her" Mit blik faldt ned på hende. Hun var jo skrækslagen. 


"Vi kan-vi kan bare snakke om et eller andet!" Sagde hun, i et forsøg på at aflede sin egen opmærksomhed. Tænk dig om Tommo!"Hvordan går det med at lave mad?" Et impulsivt, dumt spørgsmål, hvor har jeg lyst til at slå mig i hovedet med en hammer. "Fint tror jeg, så længe det ikke kræver en opskrift" Sagde hun lidt rystende. 


Jeg kørte min hånd op og ned af hendes ryg, i håb om at hun ville få det bedre. "Louis. Har du flere hemmeligheder?" Jeg kiggede ned mod Katy, det gjorde mig irriteret jeg ikke kunne se hende ordentligt. Jeg rykkede mit hoved lidt væk fra hende. Ville hun virkelig vide det? "H-har du lyst til at.... vil du.... v-vil du gerne... v-virkelig?" Frygten havde overtaget min stemme. 


"Jeg ville spørge før eller siden" CRATSCH. Katy krøb sammen igen og jeg måtte holdte ekstra om hende selv, da jeg blev bange. Hun begyndte at pibe en smule. "Undskyld... du sagde?" Spurgte jeg.  "Har du. H-har du flere hemmeligheder?" Spurgte hun mig. Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding "Ja..." Klumpen i min hals, efter jeg sagde ja, var utrolig besværlig at få ned. 
"J-jeg fortæller det ikke til de andre. Du holder på mine hemmeligheder, jeg holder på dine" Sagde hun og knugede sit hoved lidt mere mod mig. "Jeg har en... en lejlighed... jeg tager normalt til den.... hvis tingene bliver for meget.." Min stemme var blevet til en mumlen, men sagt med skam. 


"Som er slags fristed. Var det derfor hun ikke fandt ud af det?" Sagde hun i et underligt tonefald. Det forvirrede mig. "Hvad mener du?" Spurgte jeg forvirret. "Du tager derhen for at komme væk fra det hele? Jeg gætter på at det også var der du drak, hvilket ville forklare hvordan der ikke er nogen der har opdaget det" Jeg kunne svagt se hendes smil, lige inden et torden kom. Det tog hun ikke så tungt. "Det er sandt..." Svarede jeg lettere flovt. 
"Så hvis du nogensinde ikke er der, så er det der jeg burde lede? Va

r det der du var i går?" Spurgte hun. Det var jeg ikke. Jeg tog en dyb indånding. "Jeg er sandsynligvis der... hvis der er noget helt galt. Men jeg var der ikke igår... jeg har ikke været der siden du kom." Indrømmede jeg. "Jeg føler mig næsten smigret. Jeg plejede at sidde sammenkrøbet på gulvet når det tordnede" Sagde hun, tydeligvis i et forsøg på at lette min byrde. 
"Det skal du ikke være ked af. Vi har hinanden hvis vi bliver bange lige nu." Sagde jeg roligt.  "Ja. Hvad er du bange for?" Spurgte hun. Burde jeg fortælle det? Burde jeg fortælle min egentlige frygt. "Jeg er bange for at ende alene" Sagde jeg med frygt i stemmen. "Det tror jeg ikke du behøver at være bekymret for lige nu. Du har drengene, jeg tror ikke de ville efterlade dig lige pludseligt" Jeg misforstod det lidt.  "Det ved man aldrig... jeg frygter Zayn måske vil gøre det.." Indrømmede jeg og vendte mit hoved fra hende. "Hvorfor skulle han ville det? Du var et rod da jeg mødte dig, og han er her stadig?" Tusind tak, Katy. Det er jo lige hvad jeg trænger til at høre. 


"Han er forlovet med Perrie. Tror du han ville have hans børn til at vokse op med en onkel som er.... alkoholiker?" Spurgte jeg. "Måske er du det ikke til den tid? Du lovede mig at du ville smide flaskerne ud, det er det første skridt" Svarede hun opmuntrende. Det var måske sandt. 


Et sjældent ægte smil blev plantet på mine læber. "Ja... det er det vel... men hvad nu hvis... hvad nu hvis det går galt?" Spurgte jeg. "Har du planer om at begynde at drikke jævnligt igen?" Hun begyndte let at ryste. "Sådan til fester?" Spurgte jeg forvirret. "Nej. Eller… Til fester ville der nok ikke ske det store. Men har du tænkt dig at begynde at drikke alene, jævnligt, herhjemme eller i lejligheden?" Hendes tænder begynder at klapre. "Nej... jeg vil ikke drikke... ikke på den måde... jeg ved ikke om jeg tør... jeg ved ikke hvad der vil ske nu..." Jeg kiggede kort væk, måske skulle jeg tænde nogle lys eller noget. "Fryser du meget nu?" Spurgte jeg endelig. Hun frøs. Virkelig en del. "Ja, det er koldt. Men hvis du ikke har tænkt dig at drikke, hvorfor så overhovedet bekymre dig om du kommer til det?" Hvorfor frygte? Fordi mennesket, uanset hvad, vil knække på et tidspunkt og man vil ty til hvad som helst.  "Jeg bekymrer mig... fordi jeg ikke ved om jeg kan holde til... til at lade vær i hverdagen.” Det var jo sandt. Da jeg var syg på TMH touren havde jeg svært ved at holde mig fra alkohol til tider. Jeg endte med at blande det sammen med medicinen hver gang jeg blev syg. Eller sørgede for at blive syg. 


"Jeg lover at jeg ikke vil lade dig falde tilbage til det. Det lader jeg dig ikke gøre, så så længe jeg er her, har du ingen grund til at bekymre dig. Men kan vi ikke tænde for noget varme, eller et eller andet nu?" Spurgte hun. "Ikke rigtig... Varmen er eldrevet. Selv brændeovnen er. Her. Tag min trøje på." Hurtigt trak jeg trøjen af og gav hende den. Den var egentlig dejlig varm. Katy tog trøjen og stirrede kort på min overkrop. Man skulle tro hun aldrig havde set tatoveringer før. "Tak, men kommer du ikke til at fryse nu?" Da den kommer over hendes hoved og hendes krøller røg ud i siderne, var det helt tydeligt at den var for stor til hende. 


"Jeg klarer mig. Tænk ikke på det" Smilte jeg til hende. En banken fra fordøren af, gjorde Katy forskrækket så hun hoppede omkring fem centimer op i luften. Jeg grinte kort af hende. Jeg kunne genkende måden at banke på. Det var Harry "slap af Katy... Kom ind!"


*Harry* 


Jeg bankede hårdt på døren. Strømmen var gået stort set overalt i byen. Selv ved mig! Louis velkendte stemme som bød mig indenfor gjorde jeg lynhurtigt åbnede døren. Beklageligvis så tog jeg fejl om en del. På vejen til Lou’s hus, forestillede jeg mig hvor varmt og trygt der ville være i hans hus 

Jeg stod ude i gangen, imens regnen der havde sat sig i mig, var som et vandfuld ned af mig. "Det regner udenfor" Konstaterede jeg fra gangen. Jeg gik ind og kunne skimte dem i mørket. Jeg endte med at, helt automatik at tage tændstikkerne, gemt bag et af billederne og tændte nogle lys. Da jeg kunne se tydeligere, så jeg at de sad sammen… "Louis hvorfor er du halvnøgen, og hvorfor har Katy din trøje på? Forstyrrede jeg jer mens I… du ved?" Spurgte jeg med akavede håndtegn og ærlig talt en forkert tankegang. "Harry... Du er godt klar over her er syv grader, ikke?" Spurgte han, som om det ikke var indlysende. 


Problemet med Louis nogen gange, det var at han var klog, ikke naturvidenskabeligt, men humant. Hvilket ærlig talt gik mig på til tider. "Ja. Derfor er det også den eneste grund jeg kan finde til at du sidder halvnøgen. Hvis I gjorde det på mit værelse dræber jeg jer.” Det gjorde mig vred. Tænkte han slet ikke på Eleanor?! Jeg brugte vel bare værelset som undskyldning, i stedet for at sige Eleanor.  


"Harry hun er..."Han kiggede hen mod Katy og lignte ærlig talt en af de typiske drenge, som skulle til at skride fra en fantastisk pige. Det der ansigt som siger. Hey, jeg smutter nu. "bange for lyn. Frygten for lyn og andet gør automatisk man begynder at fryse fordi man er utryg" Sagde han stille.  "Louis!" Hun blev irriteret over hans svar, og slog ham. "Det var for sjov! Vi gjorde det i badekarret" Sagde han og kiggede mig direkte i øjnene, af hvad jeg kunne se i mørket. Jeg bed tænderne sammen kort "Dirty beasts!" Sagde jeg og grinte kort. "Seriøst Haz?" Han kiggede på mig, som om han ville slå mig i hovedet. 


 "Hvad?! Du er halvnøgen, hun ligger i din trøje, og hun er utroligt rød i hovedet! Hvad havde du regnet med jeg ville tænke? I er opdaget lovebirds!" Smilte jeg. Prøvede på at skjule min vrede. Hvordan kunne man gøre det mod Eleanor?! Vi begravede hende for, halvanden måned siden! "Hvor tit har du ikke givet dine trøjer til Kendall Haz?" Spurgte Louis. DEN VAR UNDER BÆLTESTEDET. Jeg var tvunget! Men igen, Kendall var sød også selvom hun til tider virkelig var underlig. "Det er noget andet. Vi bor ikke sammen. OH! Du var sarkastisk!" Hvorfor så jeg ikke det?! "Du trænger til noget pizza Haz" Grinte Louis kort. 


"Nok ja. Men så i er altså ikke sammen på den måde?" Mit sædvanlige glimt, det man vel altid har når man mistænker, alt for alle, gjorde at Katy grinte."Nej Haz. Hvorfor skulle jeg det?" Spurgte Louis, lettere forvirret. Jeg kiggede hen mod Katy. Hun virkede såret. Som om hun måske, tog hans svar som en nedladning. Det er alligevel synd. "Fordi at Katy er en sød pige, og der er ingen grund til ikke at være sammen med hende" Sagde jeg i forsvar.  "Behøver I virkelig have denne her samtale? Altså mens jeg er her?" En kort akavet stilhed var over os. Jeg forstod godt Katy. Men det her, fandt jeg på ingen måde, tilstrækkelig i orden. "Det giver jo ingen mening Harry?" Louis var virkelig ved at blive irriteret. "Så spørger jeg på denne her måde: er det noget, andet end venskab, mellem dig og Katy?" Spurgte jeg opgivende. Katy rystede på hovedet. På en måde var det synd. 


"Se selv" Sagde Louis.  "Lou. Hun ligger i dit skød, og du er halvnøgen. Jeg spørger bare for at være sikker. Hvis jeg tog efter det jeg kunne se, ville jeg tro i var sammen" Sagde jeg en irritation i stemmen. "Harry. Med al respekt. Du troede Liam var sammen med Lottie fordi hun krøb sig sammen i hans skød." Det er Lottie, Lottie finder alt ældre end hende attraktivt! Specielt efter Martin skred… han var sådan et svin overfor hende. 


 "BEHØVER I SNAKKE OM DET HER NU?!" Råbte Katy.  "Men han var ikke halvnøgen!" Sagde jeg i forsvar. Louis tjekkede sine ører om de stadig duede efter Katys råd. "Du ignorer Katy!" Sagde Louis. Jeg lyttede ikke rigtig. Jeg var vred på ham. "Og det var altså på en strand!" Han lignte en som virkelig havde lyst til at skubbede mig ud, gennem vinduet og ned i buskene og slå hovedet ned i asfalten. 


"Kan du ikke bare sige ja eller nej? Så stoppet vi denne her samtale” Sagde jeg lidt opgivende, og træt. "Vi er ikke sammen, på den måde. Svar nok?" Sagde Louis. Katy rystede træt på sit hoved. "Godt så. Hvis du vil have os undskyldt Harry. Vi så faktisk film." Sagde Louis, endda alvorligt. Det undrede mig nu ikke. "Louis strømmen er gået" Hviskede Katy.  "Nå ja" Sagde Louis omtumlet. ”Kan man ikke se film på computeren?" Spurgte hun. "Jo da! Jeg henter den lige!" Louis rejste sig og gik ud af stuen.  


"Såååh?..."Undskyld... Det var nok forkert af mig at antage I var sammen. Jeg håbede bare han måske var ved at komme videre.” Løgn, jeg ville ikke han kom videre. Eller jeg ville gerne, men ikke på den måde jeg antog. "Det tror jeg måske også han er. Men er du sikker på at det er hele grunden?" Jeg kunne fornemme, den måde hun sagde det på, overbeviste mig om at der var mere i det. Hun vidste noget. 


"Han er meget forvirret lige for tiden. Så tror vi også han er... Tja bare lidt ved siden af" Sagde jeg og lod mit hoved tilte lidt. "Han mistede sit livs kærlighed. Jeg tror ikke det er noget du kommer over lige med det samme. Alt han har brug for er at I er det for ham" Smilte hun. 


 "Nogen gange er det ikke nok Katy. Med al respekt.  Louis er en utrolig ven, men han er begavet på måder som selv jeg ikke forstår. Han er et psykisk vidunder. Han ved hvordan man snyder folks hoveder." Jeg satte mig ved siden af Katy, væk fra tæpperne af, så jeg ikke dryppede på hende eller tæpperne. "Og jeg kan se igennem det Harry. Jeg læser folk. Giv ham tid. Han er bange for at I pludseligt forlader ham. At tage små skridt er bedre end at tage et stort og falde i forsøget" Sagde hun.


"Det er jeg klar over. Jeg tænkte på at det ville være bedre for ham at blive her.." Sagde jeg og kiggede alvorligt på hende. "Så han ikke skulle med på tour?" Hun virkede forvirret. "Nej. Det håbede jeg på at de ville godtage." Svarede jeg.  "Hvem er de? Jeg tror du måske burde snakke med Louis om han vil med? Sådan som jeg ser det ville det enten hjælpe ham at komme lidt væk fra det hele, eller også ville det gøre det værre. Det er kun Louis der ved hvad han har brug for.” Hun lænede sig lidt imod mig, i håb om at få noget varme. "Du fryser faktisk? Men ja, vi burde spørge. Men vi besluttede at tage det som det kommer." Svarede jeg med et smil.  "Ja, det er hundekoldt! Men hvem er det der skal godtage det?” Spurgte hun nysgerrigt, som om det ikke var vigtigt at hun frøs. "Simon, og hans rådgivere." Sagde jeg åbenlyst. 


"Hvem er det" Spurgte hun forvirret. Hun mente det fandeme! "Ikke nogen speciel du skal tænke på." Endte jeg med at svare. Det var jo heller ikke hendes chef. "Men hvorfor skal andre godtage om han skal med eller ej? Det er jo jeres Tour?" Forvirrede det hende virkelig?  "Fordi. Vi er underholdning og de er arrangørerne af underholdningen." Det var da åbenlyst. 


Louis kom tilbage.  "Hvorfor arrangere I ikke bare selv koncerterne?" Spurgte hun. Louis kiggede forvirrede på os. ”hvad snakker I om?” Spurgte han efter få sekunders stilhed imellem os. "Jeg er ikke helt sikker, men noget med nogen mennesker som at arrangere og bestemmer ting for jer.” Sagde Katy med et glimt i øjet.  "Touren? Åh, det skal du ikke tænke på Katy! Jeg har ikke net på bærbaren, men jeg har nogle film i iTunes." Sagde Louis og åbnede sin bærbar op. 


"Men jeres Tour lyder bare så spændende. I rejser rundt i det meste af verden. Hvilke film har du?"Hun rykkede lidt tætter på Louis. "Det er spændende ja. Der er mest Pixar film..." Bekræftede han.  "Pixar er de urealistiske tegnefilm?" Hvordan kan Katy ikke vide sådan noget? "Ja og nej. Vil du se Monsters Inc?" Det har Louis ret i. 


"Det kan ikke både være ja og nej. Jeg ved ikke hvad Monsters Inc er, så hvorfor ikke?" Katy rettede sig en smule op og kiggede på skærmen, holdte øje med hvad Louis lavede.  "Okay så! Den bliver sat på. Vil du joint Haz eller er du på gennemrejse?" Louis rettede sine øjne op mod mig.  "I ser ud til at klare jer fint, så jeg tror jeg tager over til Niall. Så vidt jeg ved er Zayn og Liam begge sammen med deres piger, og ja. Vi ses i morgen en gang" Jeg rejste mig op og gik langsomt ud. Stramme jeans, der bliver fugtige, knuser ens boller. 


Louis vinkede kort.  "undskyld Katy. Fryser du stadig?" Kunne jeg høre ham spørge. ”Ja. Skulle vi se Summers ink?” Spurgte hun. Louis grinte blidt af hende. Monsters Icn. Klar?” 
"Hvis du er varm, så ja" Hvad. 

 

___________________________________________________

Jeg håber ikke vi har holdt jer for nar eller noget. 

Men eeh, hvad tror I der er ved at ske nu? 

Og eeh... 

67 FAVORITLISTER EH MEH GUUKALAMA  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...