Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24827Visninger
AA

17. 16

*Katy*

Inden Louis tog af sted fortalte han mig at hans mor ville komme på fredag. Så jeg skal møde hans mor på fredag. Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal have det med det.

Jeg mener, hvad har han tænkt sig at sige? ’Det her er Katy. Hun bor her, efter at jeg skadede hende og fandt ud af at hun ikke havde et sted at bo, lod jeg hende være her’ det lyder utroligt dumt når man tænker over det.

Hvor er Louis enligt? Han været væk i et godt stykke tid nu. Det plejer aldrig at tage så lang tid når han er på kirkegården. Eller hos Eleanor som han fortrækker at kalde det. Jeg kan ikke lide at han ikke er her, det virker forkert. Jeg har det som om at der er et eller andet glat.

Nej, selvfølgelig er der ikke det. Han har det sikkert fint! Måske er han taget hjem til en af de andre drenge?

Måske burde jeg bare løbe en tur og få klaret mit hoved. Der er ingen grund til at være bekymret for Louis. Desuden burde jeg slet ikke bekymre mig om, for jeg burde slet ikke føle noget som helst for ham. Ikke en gang venskab.

Jeg fik hurtigt skiftet til noget løbetøj, og fik sko på. Bare en kort tur rundt i gaderne. Det er bare indtil jeg ikke tænker så meget mere.

-.-.-.-.-

Det var begyndt at blive en smule mørkt. Mine ben føltes som om de var ved at falde af, og jeg kæmpede for at holde en normal vejrtrækning. Mit hjerte pumpede meget hurtigere end hvad der var normalt, men jeg nød følelsen.

Mine sko var en smule beskidte, så jeg bestemte mig for at strække ud i værkstedet. Der var ingen grund til at gøre gulvet mere beskidt end nødvendigt.

Jeg strakte ud som jeg altid gjorde, og nød at mit hoved ikke var fyldt med bekymringer. Louis var sikkert kommet hjem nu, jeg havde trods alt været væk i et godt stykke tid.

Min ene hånd blev placeret på skabet, for at give mig en bedre balance. Der lød en raslen fra skabet, som vagte mig nysgerrighed. Det var sikkert bare en kasse med værktøj, men jeg var nød til at tjekke alligevel.

Med stor forsigtighed åbnede jeg skabet, og en flaskeformet genstand trillede ud af skabets bund. Det lignede en pose af en slags, men der var helt sikkert en flaske i den.

Forsigtigt løftede jeg posen op, og trak en flaske op ad den. Flasken var halvfyldt med en klar væske. Så vidt jeg vidste opbevarede du ikke væsker på et værksted, ikke andet end olie og benzin. Benzin er klart, men du opbevare det ikke i en flaske.

Hurtigt fik jeg låget af flasken, og lugtede til væsken. Det var uden tvivl alkohol. Noget meget stærk alkohol for at være præcis.

Løbeturen kunne ikke længere holde mig fra at bekymre mig, og spørgsmålene væltede ind over mig igen.

Hvorfor havde Louis en flaske med så stærk alkohol, og hvorfor prøvede han at gemme den? Det virkede i hvert fald som om han prøvede at gemme det.

Måske bruger han det bare når han brænder noget af? Det ville virke logisk, men flasken så meget dyr ud, og jeg tvivler på at han ville bruge det bare til at brænde noget af. Jeg blev nød til at spørge ham om det.

Inden jeg gik indenfor tog jeg mine sko af, og lod dem stå ude i værkstedet. Med uroligt skridt gik jeg gennem hele huset i håb om at finde Louis, men han var ingen steder. Han var stadig ikke kommet tilbage.

Selvom jeg var begyndt at blive rastløs satte jeg mig alligevel ind i stuen. Det var ikke andet at gøre. Jeg kunne ikke fokusere på at gøre noget, for mine tanker blev hele tiden forstyrret af Louis. Jeg sad og stirrede ud i luften, og ventede på at han skulle komme tilbage.

 

Efter endnu en time kunne jeg høre hoveddøren gå op. Jeg turde ikke gå ud for at se hvem det var, for hvad nu hvis det ikke var ham?

”H-hej” Sagde han akavet. Han vidste udemærket godt hvor længe han havde været væk.

”Hvor var du?” Spurgte jeg og prøvede at skjule bekymringen i min stemme.

”Bare… Bare på kirkegården. Der kom lidt fans” Jeg kunne se i hans øjne at det ikke var sandheden. Hvorfor ville han lyve overfor mig?

”Louis, du var der i flere timer! Jeg tror ikke at jeres fans ville opholde dig så længe…” Sagde jeg, uden at gøre det for åbenlyst at jeg vidste han løj.

” Det var en mob! Okay?” Jeg kunne fornemme at han var ved at blive irriteret.

”Hvis du siger det. Der er lige en ting mere” Sagde jeg med en blid stemme. Jeg havde aldrig hørt ordet mob før, så jeg tvivler på at det overhovedet eksistere.

”Hvad er der?” Sukkede han.

”Jeg fandt den her. Ude på værkstedet” Åndede jeg ud, og holdt flasken op. Jeg var nervøs for hvordan han ville reagere, men jeg havde jo ikke gjort noget forkert, så der var vel ingen grund til min nervøsitet?

”Hvad lavede du ude i værkstedet?!” Råbte han med den mest skræmmende stemme jeg nogensinde havde hørt ham bruge.

”Jeg løb en tur, og strakte ud i værkstedet. Hvorfor er det så slemt at jeg var derude? Hvorfor ville du overhovedet gemme noget så stærk alkohol derude?” Spurgte jeg forvirret.

”Alt du skal gøre, er at holde huset ved lige. Værkstede er stort set kun tilbygning!” Han fik det til at lyde som om at jeg var en tjenestepige der lige havde ødelagt hele huset.

”Så jeg må ikke være i værkstedet? Siden hvornår har det været et så specielt sted? Er det på grund af denne her pis flaske? Er du bange for at folk skal opdage den?” Spurgte jeg irriteret. Han skulle ikke tro at han ejede mig!

”JA, JEG ER! JEG ER FORHELVEDE ALKOHOLIKER! ER DU DUM?!” Råbte han. Fortrydelsen skyllede hurtigt ind over hans ansigt.

”Hvad? M-men… Jeg troede” Jeg gik i stå. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Jeg havde ikke regnet med at han var alkoholiker, hvordan kunne jeg overse det?

”Troede hvad?” Spurgte han en smule blidere.

”Det ved jeg ikke, i hvert fald ikke det. Du virker så, god til alt. Jeg kan bare ikke få det til at passe sammen, at du af alle mennesker skulle drikke” Jeg var så forvirret, og et eller andet sted var jeg såret over han drak.

”De andre ved det ikke” Sukkede han.

”De burde vide det. Du må have en eller anden grund til at gøre det, og måske kan de hjælpe” Jeg nægtede at tro at han drak bare for at drikke.

”Det er lige meget hvorfor jeg drikke, Katy? De må ikke finde ud af det. Uanset hvad” Sagde han en smule hårdt. Jeg brød mig ikke om at han var så hemmelighedsfuld omkring det, det fortalte mig hvor stort et problem det faktisk var.

”Det er jo ikke lige meget! Alkohol slår folk ihjel, Louis! Tror du at jeg har lyst til at se endnu et af de mennesker jeg holder af blive slået ihjel på grund af noget fucking alkohol?!” Råbte jeg irriteret. Da det gik op for mig hvad jeg lige havde fortalt ham, ønskede jeg ikke mere end noget andet at jeg kunne trække det tilbage.

Louis skulle ikke vide hvad der var sket med min far, og han skulle da i hvert fald ikke vide at jeg holdt af ham. Men det var nok lidt for sent nu.

”Hvad?” Spurgte han forvirret, som om at ordene stadig var ved at synke ind.

”Du hørte mig godt” Vrissede jeg trist.

”Holder af? Død?” Han var stadig forvirret.

”Min far døde. Han kørte mens han var fuld” Det var sværere at sige ordene højt end jeg havde regnet med.

”Tror du at jeg ikke kan holde til det?! Forskellen på de mennesker dengang Katy, var at de ikke vidste hvad de skulle gøre. Jeg har levet sådan her i tre år, jeg kan gøre hvad jeg vil” Bed han.

Hvordan kunne han sige sådan noget?! Han får det til at lyde som om at han er Superman der kan klare alt, og at min far var en dum stodder der ikke anede en skid!

”Har du holdt det hemmeligt i fucking tre år?! Var det det dig og Eleanor skændes om?! Fandt hn din lille hemmelighed, og ville prøve at hjælpe dig? Gæt hvad Louis, det gør folk når de holder af en! Og du skal ikke sige at min far ikke vidste hvad han gjorde!” Råbte jeg med en såret vrede.

”HVIS DIN FAR VIDSTE HVAD HAN GJORDE, SÅ VILLE HAN NOK ALDRIG VÆRE SKREDET!” Råbte han som svar.

Han gik for langt, han gik alt for langt, og jeg kunne ikke længere holde mine ord inde. Det var som om der gik en klap ned i mit hoved. Jeg tænkte ikke over hvad jeg sagde længere.

”Hvis du ikke havde været så dum at drikke var Eleanor måske stadig i live, og du ville ikke have et forhold til en fucking sten” Sagde jeg roligt, og håbede at han ikke se mine nu våde øjne.

”EN STEN?! I DET MINDSTE VED JEG HVOR HUN RÅDER OP! HVOR RÅDNER DIN MOR OG FAR OP HENNE?!” Tanken om at de lå i en kiste et eller andet sted og rådnede op gjorde ondt.

”Godt klaret superstjerne. Det ser ud til at du ikke dur til andet end at såre folk. Jeg var begyndt at holde af dig, men det var tydeligvis en fejl” Min stemme knækkede et par gange. Jeg begyndte at gå, han skulle ikke have den fornøjelse af at se hvor meget hans ord ramte mig.

”Så har du da lært en ting. Der er ingen, som vil holde af folk som dig, eller folk som mig” Sagde han i et normalt tonefald.

”HVAD ER DIT FUCKING PROBLEM?! Du har millioner af mennesker som elsker dig! Du er fantasitik til alt hvad du gør! Jeg kan ikke en gang læse! Tror du ikke at jeg godt ved at der ikke er nogen der holder af mig? Tror du ikke at det gik op for mig da min mor begik selvmord, og efterlod mig?!” Han behøvede ikke at køre i at jeg ikke havde nogen.

”MIT PROBLEM?! DET SKAL JEG SIGE DIG. HVERDAG, DAG IND, DAG UD. VI ELSKER DIG LOUIS, DU ER PERFEKT! DU HAR ALT, MEN ALLIGEVEL ER DET ALDRIG GODT NOK!” Han var begyndt at råbe igen.

”HVAD ER GODT NOK?! Du har alt! Det eneste jeg nogensinde har ønsket mig var at der bare var en der ikke var ligeglad. At jeg havde en der var der for mig. Det har du. Jeg kan virkelig ikke se hvad du kan mangle!” Råbte jeg vredt igen.

”Kan du ikke se det? Hvor fanden er min kæreste henne? Nå ja, hun er begravet. Fordi hun ligesom dig snuste rundt” Man kunne se tårerne der var begyndt at samle sig i hans øjne.

”Men du havde hende! Du havde et nærmest persket liv, så hvorfor overhovedet drikke? Det var ikke min mening at såre dig, men du skal fandme ikke forvente at jeg har ond af dig. Og jeg snuste ikke rundt! Jeg var bekymret for dig! Efter alt jeg vidste kunne du ligge død et sted, og jeg ville ikke kunne gøre noget, for jeg kan ikke en gang ringe til dig! Jeg næsten faldt over den fucking flaske, så du skal ikke sige at det her er min skyld!” Han skulle ikke forvente en undskyldning fra min side af.

”Hr jeg på noget tidspunkt sagt det? Katy for helvede. Jeg tog dig ikke ind, fordi at jeg var tvunget til det. Jeg tog dig ind, fordi at jeg tænkte du ikke var så slem igen. Jeg skal have pakket færdig” Prøvede han at stikke af med.

”Du sagde jeg snuste rundt som Eleanor! Og hun er død, har du tænkt dig at slå mig ihjel også, Louis?” Spurgte jeg vredt, med indså hurtigt at jeg var gået langt over stregen. Det var han også, men derfor behøvede jeg jo ikke at gøre det.

”Tror du at jeg ville slå hende ihjel? JEG HAR STADIGVÆK HENDES TØJ OG PARAFUMER OVER ALT. JEG HAR RINGEN. Hvad fanden ved du overhovedet om kærlighed?” Spurgte han vredt.

”Du har ret, jeg ved ingenting. Jeg ved ikke en skid om noget, for jeg har måtte klare mig selv siden jeg var 7! Hvordan i al helvede skulle jeg vide noget om kærlighed, Louis. Der hvor jeg bor er voldtægt en normal ting! Men ser du mig klamre mig til min families ting som om det gjaldt mit liv?!” Jeg havde lyst til at slå ham, men jeg ville sikkert ende med at slå ham ihjel, og det ville efterlade alt for mange spor. Jeg var nød til at holde mig selv tilbage.

”Nej, for du har intet!” Han fik det til at lyde som om han hånede mig, og det hjalp ikke ligefrem på min lyst til at slå ham.

”Nej, men i det mindste hænger jeg ikke så meget fast i fortiden at jeg ikke kan fungere! Hun er død, du får hende ikke tilbage, KOM OVER DET?! Det er jo ikke verdens ende!” Så han mig hænge fast i fortiden, nej det tror jeg ikke!

”Hvad fanden ved du om det?! Du har aldrig delt dit liv med en anden” Han var gået i forsvarsposition.

”Jeg havde en søster Louis. Hun var mit idol, og hun begik selvmord. Min far kørte galt kort efter. Jeg kom hjem en dag og fandt min mor hængende fra vores gelænder. De var mennesker jeg delte mit liv med, men familie betyder jo åbenbart ikke noget!” Denne her samtale blev nød til at slutte hvis jeg ikke skulle slå ham.

”Godnat Katy” Sagde han kort.

Jeg rystede vredt på hovedet, og gik. Jeg havde lige fortalt ham alt, og det indså han ikke. Han fattede ikke hvor ondt det gjorde inden i mig lige nu. Jeg kunne falde ned fra en bygning, lande på knive, og det ville aldrig gøre ligeså ondt.

Jeg var såret. Noget jeg ikke burde være, hell! Jeg burde ikke en gang kunne blive vred! Louis har fucket et eller andet op i mig, og jeg bryder mig ikke om det. Forhåbentligt vil det hele vende tilbage til som det var før så snart at jeg er væk herfra.

-.-.-.-.-

Alle mine ting var pakket, og stod klar i kufferten. Jeg kunne høre at hans bruser da jeg gik ud i køkkenet. Du må hellere nyde dit sidste bad, Tomlinson.

Lyden af bruseren stoppede samme tid med at jeg fandt den lille flaske med Cyanide frem. Han brude ikke overleve hvis han spiste noget med det i. Det er trods alt noget af det mest giftige du kan få.

Jeg kunne høre fodtrin nærme sig køkkenet. Der ville ikke være noget galt i at han så mig, men jeg havde ikke lyst til at snakke med ham. Jeg ville ikke kunne se ham i øjnene, uden at slå ham ihjel.

Hurtigt gemte jeg mig i det ene køkkenskab. Der er visse fordele ved at være lille, og det her var en af dem. Ud af en lille sprække kunne jeg se ham drikke af mælkekartonen.

Kunne han i det mindste ikke bruge et glas? Jeg har ikke ligefrem lyst til at dele mundvand med ham, så jeg tror jeg holder mig fra mælken. Man ved aldrig om han smitter…

Han tog sin computer med sig da han gik. Jeg regnede ikke med at han kom igen inden han vidste der ville være morgenmad, så jeg havde intet i mod at komme ud af skabet.

Jeg begyndte at lave hans sidste måltid, og sørgede for at putte lidt mere Cyanide i end jeg ellers ville have gjort. For at dække over smagen brændte jeg maden en lille smule. Han skulle jo helst ikke få mistanke om at han havde spist noget der slog ham ihjel.

Det var stadig en halv time til at han ville komme ud og spise morgenmad. Nu mangler jeg bare en afskedsvideo, og så er jeg den der er skredet. Jeg ville efterlade en seddel, men det er ikke rigtigt en mulighed. At bare forsvinde virkede forkert.

Jeg tændte for kameraret på telefonen. En af de få ting jeg godt kunne finde ud af på den. Bare hold det kort, og simpelt. Der er ingen grund til lange forklaringer.

Okay… Hej Louis… Jeg siger op. Der er ikke andet at sige. Jeg er bare ked af jeg nogensinde begyndte at holde af dig. Nyd din tourné. ” Jeg slukkede for videoen igen, og lagde den ved siden af maden.

Klokken var allerede blevet fjorten minutter over otte. Jeg måtte hellere gå, det kunne jo være at han kom ud inden halv, og hvis det var tilfældet ville jeg være væk inden.

Med tunge skridt gik jeg ud i regnen der styrtede ned. Skyerne kunne godt ligne nogen der ville begynde at kaste lyn ned mod mig, men jeg satsede stærkt på at det ikke skete. Der er ikke noget værre end torden.

”Katy! Katy, vent!” Lød Louis’ stemme bag mig. Jeg vendte mig langsomt om og kiggede på djævlen selv.

---

Jeg glemte måske at lægge kapitlet ud tideligere i dag, men det er her nu.

Hvis i har lyst så smid en kommentar og fortæl os hvad i synes!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...