Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24733Visninger
AA

14. 13

*Louis*

Det regnede voldsomt, kulden truede voldsomt imens regnen slog mod ruderne, pejsen var ikke tændt, det turde jeg ikke mens det regnede så voldsomt. Måske fordi at frygten for regnen, som udløste frygten for lyn, udløste frygten for at et lyn ville slå ned i huset.

Det gav ingen mening for mig, men alligevel. Jeg skyndte mig ned i køkkenet og slukkede for teen. Jeg satte det på bakken og tog noget brød med til mig selv. Forsigtigt åbnede jeg døren og så Katy krølle sig sammen i min seng. Jeg satte maden på natbordet og kiggede forsigtigt på hende. Hun havde koldsved. Jeg trak min skjorte af og forsigtigt tørrede jeg sveden af hendes hals og hoved.

Langsomt åbnede hun sine øjne. Det var tydeligt hun var helt rundt på gulvet og egentlig ikke helt kunne finde ud af hvor hun var.

”Hey Katy… Jeg har taget mad med. Bare rolig, der er ikke noget brændt bacon.” Grinte jeg. Hun hostede kort og nikkede. ”Her er altså koldt… hvad har du med?” Spurgte hun stille imens hun hele tiden prøvede at holde sig vågen. ”Jeg har te med og lidt brød.” Smilte jeg roligt. ”Kan du give mig.. teen?” Spurgte hun stille. Forsigtigt satte jeg hende op, straks rumlede hendes mave og det var som om at lyden flåede hende op, det var vel det hun udtrykte?

”Stille og rolig.” Hviskede jeg til hende og hjalp hende med at drikke helt færdig. 

Hun lagde træt sit hoved mod min skulder og prøvede at holde sig vågen. ”Hvor meget fryser du? ”Spurgte jeg. ”Meget.” Hviskede hun, nærmest som om hun var bange.

Jeg gik hurtigt ned med bakken igen slukkede for varmen i stuen. Lukkede dørene og gik ind til Katy. Hun lå og så lille ud i min side, hun lå næsten ovre i den anden side. Eleanors side. Jeg trak hurtigt i noget nattøj og vækkede Katy forsigtigt. ”Jeg er ikke meget for at lade dig sove alene.” Jeg lagde mig under dynen og trak hende helt ind til mig. Hun var næsten iskold.

”Jeg bliver her i nat.” Sagde jeg til hende og lod mit hoved falde langt ned i puden sammen med hendes.

***

Regnen var ikke holdt op endnu. Katy var kommet ind i stuen og se noget tv imens jeg havde været ude og handle noget medicin ind til hende.

”Hey Katy…” Smilte jeg og satte mig ved hendes fødder. ”Hej.” Hviskede hun imens hendes øjne fokuserede på skærmen. ”Jeg har noget medicin til dig. Her er pakken. Du kan bare læse på det i aften. Jeg laver noget aftensmad. ” Smilte jeg og gik ud i køkkenet igen. 

Det ville blive en lang nat kunne jeg fornemme. Selvom Katy virkede til at have det bedre, frygtede nu bare at det var fordi hun havde fået noget søvn. 


Maden blev sat på bordet og Katy kiggede lidt på det. ”Hey… bare prøv at få noget ned… okay?” Smilte jeg. Hun nikkede roligt og lagde medicinen væk fra sig. Jeg satte mig bag hende og lagde tæppet bedre om hende og gav hende noget suppe. ”Tak…” Mumlede hun stille og nippede til suppen forsigtigt. Som et trylleslag blev hun træt. ”Kom så… jeg gør medicinen klar til dig om lidt. Indtil da. Slap af.” Sagde jeg og lagde hende roligt ned. 

                                                                                       ***


Det begyndte at storme voldsomt igen. Jeg sad i stuen og havde tændt brændeovnen. Der var så koldt. Hvorfor troede jeg egentlig at lynene ville finde vej ned igennem min stue fordi at jeg havde tændt op? Det ligger helt fjernt for mig. 
”ARGH!” Jeg vendte mig om med hovedet mod gangen. Katy. Jeg rejste mig op og løb ind på værelset. ”Katy!” Kaldte jeg og satte mig ved hende. Hun kom ud af sit skjul og kiggede op på mig. ”Undskyld jeg vækkede dig…” Snøftede hun. ”Det er okay… jeg var vågen alligevel. Hvad er der?” Spurgte jeg. ”Jeg havde bare mareridt…” Sagde hun stille. ”Har du taget din medicin?” Spurgte jeg. Hun rystede på hovedet kort. ”Jeg kan ikke… jeg kunne ikke læse det.” Hviskede hun. ”Ikke?” Det overraskede mig en smule. Katy virkede bare til at være en utrolig klog pige til hverdag. Når hun lavede sjov med Harry, når hun snakkede med Sophia. ”Jeg har aldrig gået i skole.” Hun krøb sig lidt sammen, som om hun skammede sig over det. ”Kom her.” Jeg tog hende let op og strøg hendes krøllede hår. Det mindede mig lidt om hvor fedtet mit eget havde været, efter ulykken og det med Eleanor. 


”Jeg vil gerne lære dig at læse… hvad siger du til det?” Spurgte jeg. Hun nikkede roligt. ”Prøv at få noget søvn. Det skal nok gå.” Jeg lagde hende forsigtigt ned og hun pressede sig lidt væk fra mig. 


”Du ved du vil fryse… kom nu. Du er syg… det er ikke sundt når du er så kold.” Jeg trak hende ind til mig. Efter lidt tid begyndte hun selv at finde tryghed. Det var derfor hendes hænder havde lagt sig om på min ryg, og hendes hoved mod min skulder, lidt ligesom Eleanor gjorde… når vi sov sammen.  Hendes hår ville falde pænt over skuldrene, hendes ben flette sig ind i mine. 

 

__________________________ 

Et kort kapitel, men det er der god grund til! 
Det er der ikke. Jeg har haft tømmermænd hele weekenden og mine lektier lugter endda af det! 
Men bare rolig, der vil ske mere selvfølgelig!

xx Jensen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...