Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24728Visninger
AA

12. 11

 

*Louis*  

”Written in these walls are the story’s that I can’t tell.” Sang Harry roligt. “Leave my heart open but it stays right here empty for days.”  

 

“She told me in the morning she don’t feel the same about us in her bones. Seems to me that when I die, these words will be written on my stone.” 

 

“And I’ll be gone, gone tonight. The ground beneath my feet is open wide. The way I’ve been holding on so tight, with nothing in between. “  

 

Den her sang ramte mig dybt hver gang vi sang den. Jeg husker tydeligt da vi skulle indspille musikvideoen. Tænk at det kunne være så hårdt. Tænk at nogen faktisk troede at jeg var så uskyldig. Jeg er en krop, fyldt med synder. Smøg efter smøg. Flaske efter flaske. Løgn efter løgn, skade efter skade. Hvordan kunne dette ske? Hvorfor lod jeg ikke bare vær? Hvorfor deltog jeg? Hvorfor lod jeg ikke bare vær? Havde jeg aldrig deltaget ville Eleanor stadig være i live.  

 

”Sådan drenge! Så smukt! Tag en pause! Vi går i gang med Happily om ti minutter!” Sagde Simon og gik roligt ud af studiet. Han ringede til sin kæreste hvis jeg kendte ham ret. Han skulle vel høre hvordan lille Eric har det.  

 

”Skal du med ud og ha’ en pizza bagefter?” Spurgte Niall mig pludselig. ”Øh nej… jeg skal ud og købe Katy en mobil.” Smilte jeg. ”Hvorfor insisterer du sådan på at hjælpe hende? Jeg ved godt du har ondt af at du forstuvede hendes fod… men alligevel.” Sagde Niall. Han kunne godt lide Katy. Han synes hun var sjov. Hun var social belastet, af hvad ved jeg ikke. Hun var i hvert fald ikke opdraget som vi var.  

 

”Hvornår har vi fri?” Spurgte jeg. ”Om en time.” Smilte Niall og kiggede på et billede. Det var Theo der holdte sin hånd imod et tv hvor Niall var på. Han smilte stort. ”De bliver så hurtigt store. Jeg kan ikke selv vente med at få en.” Sagde han glad. ”Husk lige du glemmer noget…” Sagde jeg med et smil. ”Hvad har jeg glemt?” Spurgte han. ”Du er jo single... uden en jade…” Sagde jeg og kiggede rundt. ”Fuck dig Louis!” Grinte han og skubbede forsigtigt til mig. Jeg tog fat i hans side og begyndte at kilde ham.  

 

”AHAHAHAH! Lad vær Louis!” Grinte han stort. “Næ!” Svarede jeg og blev ved. ”Drenge vi skal øve igen!” Kunne jeg høre Harry kalde. Jeg stoppede og kiggede hen mod Harry. Han smilte til mig og nykkede med sit hoved og prægede mig ind i boksen igen.  

 

"Okay, okay... men fortæl mig hvordan det går, ikke?" Smilte jeg roligt til ham. Han nikkede.  

Med tiden begyndte det at blive nemmere. Den værste tid, følte jeg selv, var overstået. Der var ikke noget der skete. Ikke noget voldsomt. Selvom trangen til at ryge og drikke, stadigvæk hjemsøgte mig. Hver nat drømte jeg om og om igen at jeg sad i den lille fugtige, ødelaget lejlighed. Jeg var omgivet af den harske lugt, den hvide lette røg omkring mig imens flaskerne stod foran mig, enten tomme eller uåbnede.  

 

Hvad skulle jeg gøre uden mine kære små? Mine kære små grønne, røde og hvide børn? Hvad med mine favoritter? Mine små sorte? De små sorte, så tykt som blod, klæber sig til halsen og hjælper mig af sted?  

"Louis? Louiiis!" Kaldte en stemme. "Ja, hvad?" Spurgte jeg. "Vi har fri. Kommer du?" Spurgte Harry.

 

"Selvfølgelig." Sagde jeg og greb den jakke jeg havde smidt i en af de røde stole. "Skulle du købe en mobil til Katy?" Spurgte Niall da vi stod i p-kælderen. "Ja. En overraskelse af en art." Smilte jeg og satte mig forsigtigt ind i bilen. Selvom jeg tog piller, havde jeg det som om at mine blodårer kravlede rundt i mit ben.  

"Vi ses." Smilte Niall. "Vi ses." Svarede jeg med et gengældt smil.  

 

vvv 

 

Jeg stod længe og kiggede på maden. Nu når jeg har kogt pastaen og kødet er blevet rørt rundt i tomat et eller andet, baconen er stegt. Ja, det virker lovende. "Katy?" Kalder jeg. Katy kommer stille frem og smiler, en smule anstrengt. Underligt. "Det ser godt ud." Sagde hun med et smil. "Tak.. jeg har ikke lavet mad siden jul. Kig hen på bordet. Der er noget til dig." Sagde jeg roligt.  

"En ny mobil?" Spurgte hun forskrækket. ”Ja, hvorfor lyder du sådan?” Spurgte jeg imens mine øjne var som limet til maden. ”Det er bare meget…” Sagde hun stille. Mine øjne blev straks vendt imod hende. ”Ehm… er det for meget, for dig?” Spurgte jeg hende. ”Det ved jeg ikke.” 

Sagde hun, nærmest lidt bange. ”Altså… er det fordi du ikke har haft en mobil, fra nutiden af, men en fra… stenalderen?” Spurgte jeg lidt underligt.

”Louis maden!”

”PIS!” Sagde jeg vredt. ”Har jeg lige brændt bacon af?” Spurgte jeg Katy. Hun fik store øjne. ”Og jeg som troede at min fod var kommet til skade. Hvordan kunne du gøre det imod bacon?” Spurgte hun. ”Aner jeg ikke… undskyld bacon… skal vi tage ud og købe noget mad?” Spurgte jeg impulsivt. ”Ja da. Øhm… hvorhenne?” Spurgte hun. ”Nandos?” Spurgte jeg. ”Klart.” Vi satte os ud i bilen og jeg kørte af sted.

”Der er lige noget jeg skal ordne. Kan du vente i bilen… i et kvarter?” Spurgte jeg. Hun nikkede roligt og kiggede ud af vinduet derefter. Katy var fin nok. Der var ikke nogle vilde problemer eller noget med hende. Hun virkede bare til at være socialbelastet. Som i at hun ikke var helt vant til folk omkring hende.

Vi kom til den sædvanlige blomsterbutik. ”Godaften.” Smilte jeg til pigen. Jeg havde lært hende at kende en smule. Hendes navn var Amaryllis, ligesom blomsten. Men hun blev kaldt Ryle af hendes venner, så det kaldte jeg hende. Hun havde intet nævnt til nogen om at jeg kom her så tit. Ingen overhovedet.

Sol, forår, blomsterne springer ud. Gravstenen er fin og ved lige holdt. Det er ikke så varmt igen. Men varmt nok til at man ikke har en jakke på. Måske var en langærmet tynd trøje. Blomsterne passer så smukt til graven. Fem måneder. Kan jeg undvære dig i fem måneder? Det begynder allerede at flå mig op igen.

Kom nu Louis... Ikke nu, ikke nu. Du må ikke lukke ned nu. Kom nu, tag dig sammen! Katy er forhelvede i bilen!

"Louis?" Jeg vendte mig forskrækket om. ”Katy… undskyld, jeg var i min egen verden. Lad os få noget at spise.” 

 

______________________________________________

Vi er tilbage! Dette kapitel er ikke særlig langt, det er jo anden del er jo lige begyndt!

Er I spændte på at se hvad der sker? 

xx Jensen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...