Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24827Visninger
AA

11. 10

*Katy*

”Hvor er Louis? Og alle de andre?” Spurgte jeg, mens jeg satte mig ned ved siden af Harry.

”Niall tog på Nandos, Zayn og Perrie tog hjem til sig selv, Liam tog hjem til sine forældre. Jeg tror Louis tog på kirkegården” Fortalte Sophia med et smil.

”Jeg forstår det altså ikke. Hvorfor vil man bruge så meget tid på en kirkegård. Hun er død, så det ændre jo ikke rigtigt noget. Hun kommer jo ikke tilbage lige meget hvad” Sagde jeg.

”Han elskede hende. Det er svært at give slip på nogen man elsker” Prøvede Harry at forklare.

”Stadig. Han minder jo bare sig selv om at hun ikke er her mere. På den måde kommer han jo aldrig videre” Men måske er det også det jeg gør, når jeg ”læser” Jades dagbog? Minder mig selv om at de ikke er her mere?

”Okay. Så forstil dig at det var din far som døde i et biluheld. Hvordan ville du have det bagefter?” Sagde Harry roligt.

Jeg ville ikke rigtigt tænke så meget over det. Jeg ville være ked af det, men efter begravelsen var det ikke så slemt. Så ville jeg finde min døde mor hænge fra trappegelænderet. Det ville først rigtigt ramme mig et par år efter når det går op for mig hvordan mit liv er blevet på grund af det.

Pludseligt blev jeg utroligt trist. Jeg forstod godt Louis. Det ramte bare ham med det samme, og ikke først et par år efter. Måske havde vi mere tilfælles end jeg troede?

”Katy er du okay?” Spurgte Sophia bekymret.

”J-jeg har det fint” Svarede jeg med hær stemme.

”Du ser ikke helt sådan ud” Kommenterede Harry.

”Jeg… Jeg går lige. Eh, ja” Sagde jeg hurtigt, og forsvandt ind på mit og Sophias værelse.

Med et lavt bumb endte jeg i sengen. Der gik ikke lang tid inden de første lydløse tåre begyndte at trille ned over mine kinder.

”Katy, er du o… Omg Katy! Hvad er der i vejen?!” Ændrede Sophia hurtigt sin sætningen efter at hun var kommet ind.

Jeg forstod ikke hvorfor jeg pludseligt var blevet så ked af det. Det var meningen at jeg ikke følte noget, så hvorfor ligger jeg nu og tuder?

”Jeg… mmm” Mumlede jeg trist.

Sophia satte sig forsigtigt ned på kanten af sengen, og kiggede bekymret på mig.

”Har vi gjort noget forkert, eller sagt noget?” Spurgte hun uroligt.

”Nej… H-harry er bare… Meget god t-til at g-gætte” Stammede jeg med rystede stemme.

”Hvad mener du?” Spurgte hun forvirret.

Jeg satte mig langsomt op, og kiggede på Sophia. Måske skulle jeg bare fortæller hende det? Måske har jeg bare brug for at fortælle det til en eller anden? Jeg kan jo lige så godt prøve…

”Min far døde et par dage efter min søster. Biluheld. Et par uger efter kommer jeg hjem og finder min mor hænge fra gelænderet. Siden da har jeg enligt klaret mig selv” Fortalte jeg sørgemodigt.

”Oh wow. Det er jeg altså virkelig ked af at høre. Hvor gammel var du?” Kom det chokeret fra hende.

”Jeg var 7” Indrømmende jeg.

”Så du har været alene siden du var 7?! Hvordan har du kunne overleve? Hvordan kunne du få penge? Hvorfor kom du ikke i plejefamilie eller sådan noget?” Sophia var endnu mere chokeret end før, hvilket jeg havde troet var umuligt.

”Der var en dame der tog sig af mig. Lærte mig det nødvendige, indtil jeg kunne klare mig selv” Fortalte jeg ærligt.

Jeg kunne godt undlade den del med at hun trænede mig til at blive lejemorder, og at det var den måde jeg fik penge på. Det behøvede hun vidst ikke at vide.

”Hun betalte for min lejelighed indtil jeg fik et job. Jeg har været helt alene siden jeg var 13” Det var mere eller mindre sandt.

”Jeg kan ikke en gang forstille mig hvor svært det må have været. Har du ikke gået i skole siden du var 7? Eller bare snakket med nogen af dine venner?” Spurgte hun roligt.

”Nej. Jeg har ikke haft nogle venner siden jeg var 7” Trist, men sandt.

”Det forklare vel hvorfor du var så stille i starten, tror jeg. Jeg har altså virkelig ondt af dig” Sagde hun eftertænksomt.

”Det skal du ikke have. Ved du hvad? Jeg tror jeg løber en tur. Det er ved at være ret lang tid siden jeg har løbet, og jeg vil nødigt komme ud af form” Desuden så er det nemmere at tænke når man løber, og jeg har brug for at klare hovedet.

”Er du sikker på at din ankel er klar til det? Det kan godt være at den ikke gør ondt mere, men den kan godt stadig være skadet. Jeg vidste ikke at du løb?” Vores samtale havde taget en meget hurtig drejning.

”En eller anden måde skal jeg jo holde mig i form” Mumlede jeg.

Sophias synsvinkel:

Jeg satte mig ned ved siden af Harry. Lyden af en dør der lukkede lød, og jeg kiggede hurtigt på Harry. Jeg vidste at han også bekymrede sig om Katy.

”Var det Katy der lige gik?” Spurgte Harry bekymret.

”Ja, hun tog ud for at løbe. Jeg tror at hun havde brug for tænke. Du ramte virkelig med det du sagde” Sagde jeg næsten anklagende, hvilket ikke var meningen. Harry kunne jo ikke vide at det rent faktisk var sket for hende.

”Hvad mener du? Hvad har jeg gjort?” Spurgte han forsvarende.

”Ikke noget. Hendes familie er bare et utroligt følsomt emne for hende. Hun lå og græd da jeg gik ind til hende” Fortalte jeg ham.

”Græd Katy?! Men hun virker jo så… Hård?” Kom det undrende fra ham.

”Det er hun. Hun er utrolig hård, men bare ikke omkring hendes familie. Hvis du vidste hvad der var sket med hende, med hendes familie. Du vil ikke tro på hvad hun har været igennem!” Jeg havde svært ved at tro det!

”Hvad mener du?” Spurgte han igen.

”Hun mistede sin familie da hun var 7, og har klaret sig selv siden hun var 13. Ikke en gang venner har hun haft! Hun har sikkert aldrig været til en pigeaften, eller alt det andet man laver! Jeg har lige fået en ide, og du skal hjælpe mig” Fortalte jeg ham.

”Hvis jeg skal hjælpe dig med at smugle mad et eller andet sted hen, så gør jeg det altså ikke! Det har jeg gjort, og nu har jeg ikke længere lov til at gå på biblioteket!” Sagde han hurtigt.

”Hvorfor ville du smugle mad ind på et bibliotek? Nej, lad vær med at sige det, det var sikkert Nialls ide. Men nej, vi skal ikke smugle mad. Hvad lavede i overhovedet på et bibliotek?” Det er jo ikke fordi at det er dem der læser de fleste bøger.

”Jo. Niall ville finde en kogebog, så han fik den ide at han ville afprøve opskrifterne inde på biblioteket. Så han stod og lavede mad derinde. Vi blev smidt ud” Forklarede han.

”Selvfølgelig. Men jeg havde tænkt mig at holde en pigeaften. Os piger har jo også vores ”familie” som i har. Jeg tror Katy mangler nogen at støtte sig op ad, så hun kan blive en del af vores familie. Vi skal have fat i Perrie, og nok også Danielle” Fortalte jeg ham.

”Lad mig gætte. Din telefon er død, og du vil bruge min?” Det føltes lidt som om at vi har haft den her samtale før…

”Du er blevet utrolig god til at gætte” Smilte jeg.

Han rullede øjne, men ringede hurtigt Perrie op, og gav mig telefonen. Der gik ikke lang tid før hun tog den.

”Harry, savner du mig allerede? Du får det hårdt når i skal på tour” Lød Perries velkendte stemme.

”Det er Sophia, men ja. Drengen får det hårdt. Men hvad siger du til at vi holder en pige aften? Ligesom for at få Katy ind i familien? Dig, mig, Jade, Jesy, Leigh-Anne, Danielle og Katy?”  Spurgte jeg hende om.

”Du glemte… Nej, du gjorde ej. Det lyder som en god ide. Det tror jeg også vi har brug for. En aften hvor vi kan slappe af” Gav hun mig ret.

”Så hvis du sender Zayn over til Louis i morgen aften, så kan de holde en drenge aften. Hvis du ringer til de andre, så får jeg fat i Danielle. Men ikke et ord til Katy, det skal være en overraskelse!” Tilføjede jeg hurtigt.

”Jeg skal nok smide Zayn ud. Jeg begynder at ringe til de andre så. Hvis i bare kommer omkring 5 tiden i morgen aften, så ordner jeg resten” Sagde hun hurtigt.

Katys synsvinkel:

Da jeg kom tilbage,  var Louis og Niall også kommet tilbage. Gad vide hvor lang tid jeg enligt havde været væk? Det føltes ikke som særlig længe, men det plejer det heller ikke at gøre når jeg løber, men det kan jo også være fordi at jeg tænker. Tiden plejer at gå meget hurtigere når man er fordybet i sine tanker.

”Enten så har du løbet meget lang, eller også løber du ekstremt langsomt” Sagde Harry da jeg lidt forpustet satte mig i den ene sofa.

”Hvor lang tid har jeg da været væk?” Det var sært at der lige pludselig var folk at være sammen med. Jeg plejer ikke at have at lave end at løbe, så det kan jeg nemt bruge et par timer på, men nu er der pludseligt folk der nærmest holder øje med hvor lang tid man er væk.

”Næsten en time. Inden jeg glemmer det, så skal jeg have dit telefon nummer. Så inden du smutter i bad, som jeg regner med at du havde tænkt dig at gøre nu, så giver du mig dit mobil nummer” Kom det halv seriøst fra Sophia.

”Jeg henter lige min mobil, og så får du det” Mumlede jeg hurtigt, og gik ind og fandt den frem.

Jeg brugte normalt aldrig min telefon. Det var normalt kun når jeg arbejdede at jeg nogle gange behøvede den. For at få informationer og den slags. Det var nok også grunden til at jeg ikke havde skiftet min telefon ud i de sidste 7 år, hvilket betød at det var en gammel Nokia.

Noget jeg havde lagt mærke til var at de alle sammen havde en iPhone, eller en anden dyr telefon. Nu måtte det virkelig se ud som om at jeg ikke havde nogle penge, hvilket enligt var godt nok. På en måde var det vl godt at jeg aldrig havde taget mig sammen til at købe en dyr telefon så.

”Okay, jeg finder lige mit nummer” Sagde jeg da jeg kom tilbage i stuen.

”Er det din telefon?” Spurgte Harry mistroisk.

”Ja. Vi kan jo ikke alle sammen have en dyr iPhone” Sagde jeg med et lille usikkert smil.

Jeg var faktisk ved at være ret god til at lade som om at jeg prøvede at skjule at jeg var flov over ikke at have særlig mange penge. Det gav ikke rigtigt mening tror jeg…

”Jeg har faktisk tre” Mumlede Harry.

Jeg gav hurtigt Sophia mit nummer, og jeg nåede kun lige at sige det færdigt inden Harry hoppede op på ryggen af mig. Forskrækket smed jeg telefonen fra mig, og fik hurtigt Harry kastet ned på jorden.

”Av” Klynkede han, og fik sig hurtigt rejst op.

”Hvor landede min telefon?” Spurgte jeg de andre om, uden at tage mig af Harry.

”Den fløj ud ad vinduet. Det er godt at det er en Nokia, de kan ikke gå i stykker” Sagde Niall opmuntrende.

”Jeg går ud og finder den” Mumlede jeg og forsvandt hurtigt ud ad døren.

Jeg fik øje på en skinnende sølv ting der lå midt på vejen, og løb hurtigt hen mod den. Da jeg var omkring halvvejs kom der en bil kørende. Lige hen over det der før havde været min telefon. Lad os håbe at Niall har ret, og at den ikke kan gå i stykker. Bilen holdte ind til siden og Liam steg ud af den, i samme øjeblik jeg var henne ved vejen.

Uden at sige et ord til ham, satte jeg mig i hug, og tog den nu fuldstændigt ødelagte telefon op i hænderne. De kan altså godt gå i stykker…

”Hey Katy. Er det en telefon?” Spurgte Liam overrasket.

”Det var det. Jeg tvivler på at den kommer til at virke igen” Sagde jeg sukkende, mens vi gik ind sammen.

”Overlevede den?” Spurgte Harry drillende.

”Nej, den blev kørt ned” Fortalte jeg og viste metal klumpen frem.

”Oh. Undskyld at jeg ødelagde din telefon. Jeg troede ikke at de kunne gå i stykker” Sagde Harry flovt.

”Det er lige meget. Jeg brugte den næsten aldrig alligevel” Fortalte jeg ham ærligt.

”Ved du hvad? Jeg køber en ny til dig” Sagde Louis hurtigt, og sendte mig et smil.

”Louis, det behøver du altså ikke. Jeg brugte den jo næsten aldrig alligevel, så jeg skal nok overleve” Svarede jeg og gengældte smilet.

Jeg havde ikke lyst til at få en ny telefon. Så ville jeg skulle til at lave alle indstillingerne på den, og det er utroligt svær når du ikke kan læse hvad der står. Jeg ville også skulle til at finde ud af hvordan du bruger den, og jeg kan jo ikke ligefrembare læse brugsanvisningerne.

”Selvfølgelig skal du have en telefon! Katy, du kan lige så godt give op, for du får en lige meget hvad” Stor smilte han.

”Fint! Men jeg nægter altså at tage i mod en eller anden sindssyg dyr en! Jeg har det fint med en som den gamle” Fortalte jeg og krydsede mentalt fingre for at det var det jeg fik. Jeg kunne jo ikke finde ud af at bruge andre telefoner.

”Nu må vi jo se” Sagde Louis med et drillende smil.

”Jeg kidnapper Katy i morgen aften, så i skal ikke planlægge at lave noget sammen med hende” Sagde Sophia advarende.

”Hvorfor kidnapper du hende? Hvad har du planlagt Sophia?” Spurgte Louis mistænksomt.

”Jeg ville elske at fortælle dig det, men det skal være en overraskelse for Katy, så jeg siger det ikke” Skuffede hun ham.

Jeg hader overraskelser. I kan selv se hvad der skete med Harry da han overraskede mig. Det at vide at der kommer til at ske noget, men ikke vide hvad det er irriterer mig grænseløst.  Jeg skal vide hvad der sker, så jeg kan forberede mig mentalt på hvis det er noget skidt.

”Sophia, bare sig det. Jeg er ikke særlig vild med overraskelser” Indrømmede jeg.

”Nej. Du finder ud af hvad det er i morgen aften. Hvad er det værste der kunne ske ved at du blev overrasket?” Spurgte hun, stadig med smilet om hendes læber.

”Det ved jeg da ikke, jeg kunne ende med at skyde en eller anden!” Sagde jeg ironisk, selvom at jeg faktisk mente det dybt seriøst.

Ud af øjenkrogen kunne jeg se at Louis fik store øjne. Jeg måtte nok hellere lade alle knivene og pistolerne ligge herhjemme. Det ville nok ikke være så godt hvis jeg rent faktisk kom til at skyde nogen…

”Ja, for du har jo også en pistol i din baglomme!” Grinte hun.

Nej, der er jo ingen der er dum nok til at have en pistol i baglommen. Den ville være alt for nem at se! Men et par støvler er derimod et nærmest perfekt sted at gemme den.

”En baglomme er jo det mindst åbenlyse sted at gemme den. Jeg burde nok gå i bad, så jeg forlader jeg nu” Sagde jeg, og forsvandt hurtigt.

-.-.-.-.-

”Kan du ikke bare fortælle mig hvor vi skal hen? Og behøver jeg virkelig at have bind for øjnene?” Spurgte jeg let irriteret mens vi kørte.

”Du har bind for øjnene så du ikke kan se hvor vi skal hen. Men det er også lige meget, for vi er her nu, men vi fjerner først bindet når vi er kommet indenfor” Sagde Sophia.

Jeg kunne høre en bildør åbne og lukke, og kort efter hørte jeg Sophia åbne døren i min side. Hun tog fat i min højre hånd, og førte mig ud af bilen, og op i et hus. Pludseligt blev bindet for min øjne taget af, og i et kort øjeblik var jeg overrasket over lyset.

”Katy!” Lød en glad stemme, som jeg genkendte som Perries.

Inden jeg nåede at reagere havde hun lagt armene om mig, og trukket mig ind i et kram. Jeg fik stoppet mig selv inden jeg smed hende ind i væggen. Det ville nok ikke være den smarteste ting at gøre.

”Jeg har pizza med!” Råbte en stemme i samme øjeblik som lyden af en dør der bliver lukket kom.

En ung kvinde kom gående ind med en masse pizza bakker i hænderne. Hun satte dem hurtigt ned på bordet, og kiggede undrende rundt i rummet.

”Er Jade og Jesy her ikke endnu? Oh, undskyld! Du må være Katy, jeg er Leigh-Anne!” Præstenterede hun sig.

Inden jeg kunne nå at svare, gik døren igen op.

”Jeg fatter ikke at du rent faktisk taget din Minnie Mouse jumpsuit på, når du ved at vi skal møde hende Katy, men det er dit valg. Jeg tror stadig at du kommer til at skræmme hende” Sagde den ene stemme.

”Hvordan kan en Minnie Mouse jumpsuit være skræmmende?” Sagde den anden, mens de kom gående ind til os.

”Oh… Hej” Sagde den første akavet.

”Jeg er Jade” Sagde Minnie akavet.

”Og jeg er Jesy” Forsatte ikke-Minnie.

”Katy” Svarede jeg.

Hvad var det lige at Sophia havde planlagt? Og hvorfor var der så mange mennesker? Endnu en gang gik døren op.

”Perrie, jeg håber virkeligt at Leigh-Anne er kommet, for jeg er ved at dø af sult!” Nu håber jeg virkelig ikke at der kommer flere mennesker!

”Jeg er her, Danielle!” Råbte Leigh-Anne.

En smuk kvinde med et venligt smil kom gående ind til os.

”Hej Katy, jeg er Danielle, og hvis jeg ikke snart får noget at spise, så dør jeg” Fortalte hun og kiggede på Perrie med sultne øjne.

”Så lad os da spise” Sagde Perrie, og trak med over til bordet, hvor alle de andre også satte sig.

Perrie kastede pizzaerne rundt til os alle sammen, og lagde den sidste ud for hende selv. Det var faktisk utroligt længe siden at jeg havde fået pizza.

”Hvordan har Louis det?” Spurgte Danielle forsigtigt.

”Han er begyndt at opføre sig mere normalt, men han savner hende. Det gør vi alle” Svarede Sophia med et trist smil.

Vent lige. Da Sophia og jeg var ude og shoppe, sagde de der piger noget om en Danielle. Man behøver ikke at være et geni, for at regne ud at Danielle var Liams ex-kæreste, men var det denne her Danielle?

”Hun var en god ven. Men Katy, hvordan kender du Louis, og de andre?” Spurgte Danielle, og drejede samtalen over mod mig.

”Eh.. Vi stødte ind i hinanden” Fortalte jeg. Som alle andre gange kan jeg jo ikke sige: Jo, jeg blev hyret til at slå ham ihjel, og det er enligt grunden til at vi kender hinanden.

”Hvordan stødte ind i hinanden? Altså du mødte Harry på en cafe og han synes du var sød, så han tog dig med hjem? Eller?” Gravede hun.

”Nej. Vi stødte bogstavligt ind i hinanden. Jeg faldt og forstuvede foden, og de tog mig så med hjem” Fortalte jeg.

”Men hvor kender du dem fra?” Spurgte jeg akavet.

”Liam og jeg datede. Det fungerede ikke rigtigt til sidst, og han var så heldig at finde Sophia” Forklarede Danielle med et stort smil.

”Skal vi ikke spille et spil?” Spurgte Perrie, og var hurtigt ude for at hente en skål som hun placerede midt på bordet.

”Vi får ikke noget valg kan jeg se” Sagde Jesy.

”Nej. Okay, i kender det godt, men det ved jeg ikke om Katy gør, så nu forklare jeg det bare. Der er en person som trækker en seddel, hvorpå der står en situation. Du skal så lyve for at bortforklare situationen, så du ikke kommer i problemer. Den med de mest overbevisende løgne vinder!” Forklarede hun kort.

”Perrie, du ved hvor dårligt jeg er til det!” Klagede Sophia.

”Ja, det er derfor at du er personen man skal lyve for!” Sagde Perrie, og Sophia slappede hurtigt mere af.

”Jeg er altså ikke helt sikkert på at jeg er helt med” Sagde jeg en smule forvirret.

”Jeg tror det giver mening når du ser det. Lad os starte! Jade, dig først!” Sagde hun smilende.

Jade trak en seddel fra skålen, og så eftertænksom ud. Måske var det svært? Du skal finde på en løgn, hvor svært kan det være?

”Okay. Der står: Din kæreste har fundet dig sammen med hans bedste ven og vil have en forklaring” Sagde hun tænkende.

”Jeg er klar når du er” Sagde Sophia.

”Okay. Det er som det ser ud! Jeg var fuld, og jeg troede at det var dig!” Startede hun, men kunne ikke forsætte.

”Jeg tror ikke på det” Sagde Sophie beklagende.

”Du er ikke særlig god til at lyve Jade!” Grinte Leigh-Anne

”Som om at du kan gøre det bedre!” Smilte Jade, og rakte tunge af Leigh-Anne. Hun tog med overdrevet mod en seddel, og så hurtigt opgivende ud efter at hun havde læst den.

”Du er blevet taget i at stjæle fra en butik, og forlanger en undskyldning. Det kan jeg jo på ingen måde gøre!” Sagde hun opgivende.

”Så svær er den da heller ikke” Tænkte jeg. Åbenbart højlydt…

”Så prøv!” Sagde Leigh-Anne udfordrende.

”Okay” Svarede jeg, og fandt hurtigt på en løgn.

”J-jeg er virkelig ked af det! Men jeg bor alene med min søster, og hun kom ud i en masse problemer med stoffer. Vi havde ikke penge nok til at betale tilbage til dem, og det her er den eneste måde vi kan få mad på. Vil du ikke nok lade vær med at ringe til politiet? Vi har brug for alle de penge vi kan få, for eller. El-ellers vil de slå hende ihjel!” Sagde jeg med grådkvalt stemme.

”Okay, det tror jeg rent faktisk på. Og du er sikker på at du aldrig har gjort det her før?” Spurgte Sophia, næsten mistroisk.

”Jeg har aldrig hørt om det inden i aften, det var sikkert bare held” Forsikrende jeg hende om, selvom det langt fra var held. Du kan ikke være lejemorder uden at være god til at lyve. Det kan bare ikke lade sig gøre.

”Okay, men hvis vi nogensinde bestemmer os for at røve en bank, så regner jeg med at du redder vores røv hvis vi bliver taget” Jokede Danielle.

Ligesom alle de andre kunne jeg ikke lade vær med at grine. For første gang i utrolig lang tid var det et rigtigt grin. Glæden nærmest boblede inden i mig, og jeg kunne ikke lade vær med at smile stort i mens vi grinte. For første gang følte jeg at jeg var en del af noget, og at jeg ikke bare var alene. Jeg følte at jeg kunne stole på dem, og det var ved at skræmme livet af mig.

Jeg kunne ikke føle noget, så hvordan kunne jeg være så glad?  Der var et eller andet der havde ændret sig, men jeg kunne ikke sætte fingeren på hvad det var. Det eneste jeg var sikker på er at jeg skal have det her overstået hurtigst muligt, inden noget begynder at ændre sig mere end det allerede har.

--------

Det var så slutningen på del et!

Hvad synes i indtil videre?! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...