Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

88Likes
114Kommentarer
25236Visninger
AA

2. 1

 


 

*Louis*

Den søde duft af den nu helt sorte plante hang i luften mens røgen og giften gik igennem mig. Efter følelsen af at den søde hash var væk åbnede jeg øjnene op og kiggede omkring mig. Lejligheden var gammel og muggen, lugtede surt og havde ingen vinduer overhovedet. Jeg havde købt stedet for tre år siden nu. Da vores karriere startede for alvor. 

Havde den aldrig startet ville jeg ikke være her. Det hele blev for meget. Hvorfor flygtede jeg på den her måde? Hvorfor ikke søge hjælp? Nemt nok. Sådan fungere det ikke. Hvis jeg valgte at søge hjælp ville folk undre sig en del. En hel del endda. Hvad skulle Louis Tomlinson have hjælp til? Fansene ville vel tro at jeg ville råbe stolt at jeg var bøsse eller noget. Mine forældre ville vel regne med en depression. Depression, ja. Det var svaret. Det hele kørte jo rundt i mit hoved endnu. 

Hvorfor lige mig? Hvorfor sagde jeg ja i første omgang? Hvorfor opdagede hun det? Hvorfor gør jeg det? Det sårede hende så meget. Så meget at hun ikke ville mere. Hvordan kan et enkelt sug forandre et menneskes liv så meget, at det påvirker andre. 

Endnu engang fandt øllen op til min mund og jeg lod den rav farvede drik trænge ind i min mund og den sød sure smag rende igennem min krop. Intet virkede længere. Stofferne rørte mig ikke som før, det gjorde alkohollen heller ikke. 

Jeg slukkede for jointen og rejste mig fra den slidte lædersofa som jeg havde siddet i siden i går aftes. På vejen hen mod badeværelset for at tage nogle piller og vaske mit ansigt, lagde jeg mærke til at døren ud til opgangen var gået op. Jeg lukkede den i og fortsatte ud mod badeværelset. 

Det kalkfyldte vand gjorde min højre hånd helt våd. Min venstre hånd kom under hanen og vandet samlede sig langsomt til en lille pøl i mine håndflader. 

Mit blik rettede sig så jeg så på mit eget spejlbillede. Jeg havde render under øjnene, håret var fedtet, men ikke af voks, fordi jeg ikke havde været i bad i tre dage nu. Mine øjne var sorte huller, jeg kunne ikke min egen øjenfarve længere. 

Jeg lod mit hoved falde ned i vandpølen som var blevet samlet i mine hænder. Et par gange rystede jeg hovedet for at lade vandet forme sig til dråber og ramme det kolde klinkegulv som flere steder var helt sort af bakterier som åd lejligheden op. 

Jeg tørrede hænderne i bukserne, tog min frakke fra den lille gang i lejligheden og gik ud i den store opgang for at gå hen mod parkeringspladsen et par hundrede meter væk. 

Mens mine vans stødte mod gulvet og snart ville træde udenfor i regnvejr tænkte jeg sådan på det jeg havde gjort. Hvordan kunne jeg være det bekendt? Endda overfor hende. 

"Hvordan kunne du gøre det Louis?! Du har løjet for mig, siden den første dag!" Skreg hun af mig mens tårerne rendte ned af hendes kinder. Den havde endda trukket det meste af hendes mascara med. "Eleanor jeg sagde fordi jeg ikke ville du skulle tro jeg var" "En misbruger?! Louis DU er en misbruger! Efter al den tid. Du ved, hele tiden troede jeg at du havde været mig utro men det her. Slår alt. Er du klar over hvad du har gjort, imod dig selv?" Sagde hun og knugede sin højre hånd ,som hun altid gjorde når hun var ked af det. "Det har jeg altid været ligeglad med. Alt jeg virkelig tænkte på var at gøre dig glad. Eleanor jeg elsker dig. Mere end noget andet. Stofferne var min vej væk fra" "Dit liv. Louis, jeg er en del af dit liv.Du ved ikke engang hvad det er du siger. Farvel." 

"Nej! Eleanor ikke gå!" Jeg løb efter hende helt ud fra huset, langs vejen og jeg hørte ikke andet end hendes hæle som stødte mod jorden så regnpytterne fik modtaget energien af hendes bevægelse så det plaskede op. 

"Lad mig være Louis! Jeg kan aldrig have elsket dig! Jeg har kun elsket en facade i to år!" Skreg hun og vendte om. Men nåede aldrig så langt. 

Selvom gaden var lyst op og selve den store Audi havde kraftige forlygter, så føreren hende ikke og nu lå hun helt stille. 

Jeg rystede tanken ud af mit hoved og kiggede rundt omkring mig. De varme tårer, dem afskyede jeg. Selvom det var hende jeg græd over, hadet jeg at græde. Den tomme følelse var igen i min mave, hvilket betød at alkohollen og følelsen af at være skæv var væk. 

Mit hoved dumpede stille mod rettet helt fortvivlet over hvad jeg ville med livet nu. 

"Undskyld Eleanor. Jeg ville aldrig såre dig." 

 

Selv samme aften fandt jeg mit sorte jakkesæt frem og gjorde det klar. Selvom der stadig var tre dage endnu til at begravelsen ville finde sted, så ville jeg være sikker på at det hele var klar. Jeg pudsede mine sko, strøg min hvide skjorte og fjernede fnuller fra min jakke af. 

Det var så underligt. Det her jakkesæt, havde jeg regnet med at der skulle bruges til et bryllup. Mit bryllup med Eleanor. Og hun ville være i en flot hvid kjole, som havde en flot sjal til og vores familier skulle være samlet og hendes far ville følge hende op af kirkegulvet. Vi ville blive lykkelige sammen. Hun ville sige ja til mig og jeg ville sige ja til hende. Til den store fest ville vi danse sammen, så ville vi holde taler om hvor højt vi egentlig elsker hinanden. 

Måske ville hun endda fortælle hun var gravid og jeg skulle være far. 

Sikke en drømme tilstand jeg var i. Da jeg var færdig med at stryge skjorten og fjerne de små sorte tråde som stak ud af jakken fik jeg det hele på en bøjle og trak en af de sorte poser over så den ikke blev støvet eller noget. 

Da jeg slæbte min krop ud i køkkenet for at finde noget at drikke begyndte min mobil at vibrere. Der var nogen som ringede. Det var det sidste jeg ville lige nu. Siden den dag det blev bekræftet hun var død, havde jeg udtrykkeligt sagt, at jeg ville have fred for alt. 

"Hallo?" Sagde jeg koldt. "Det er mig. Harry. Jeg ved godt du sagde at du ikke ville have vi tog fat i dig. Men... Louis kom nu. Luk mig ind. Jeg er bekymret for dig. Der er tre dage til at hun skal begraves. Vil du for guds ikke nok snakke med os om det her?" Spurgte han. Nej. Det ville jeg ikke. Det var min egen skyld det her. Harry ville aldrig forstå det. Det gjorde han aldrig. Når jeg kom fuld hjem det første år og han hele tiden prøvede at berolige mig men det aldrig lykkedes, det var fordi presset var for stort. Ingen af dem vidste jeg havde et flugtsted overhovedet. 

"Harry... Jeg vil bare gerne have fred." Sagde jeg så hjerteligt som overhovedet muligt. Det var så svært, specielt overfor Harry. Nogen gange ville jeg ønske han ikke bekymrede sig sådan om nogen som helst. Hvis han nu bare var en møgunge i stedet for det væsen han nu er. 

"Men Louis... vi bekymrer os altså. Luk os nu ind. Vil du ikke godt? Bare en smule?" En knurren slap ud af min mund. "Nej Harr" "Louis lyt nu" "DU SKAL IKKE AFBRYDE MIG!" Af ren vrede kastede jeg min mobil ind i væggens kant som skilte stue og køkken. Min krop kunne ikke holde mig mere, benene gav efter så jeg stødte mod sorte granitgulv. Jeg fik problemer med at finde ud af hvad jeg egentlig følte. Sorgen over at Eleanor permanent var væk, den var der. Følelsen af at være forladt af hende. Af hvad hun følte. Den var der ikke. Hun havde ret. Jeg havde løjet overfor hende. Hvorfor løj jeg? Fordi hun ville dømme mig og synes det var ulækkert at jeg gjorde det jeg gjorde. Det var en kæmpe løgn. Hun spurgte mig jo flere gange siden jeg blev taget i at ryge i Miami. Selvfølgelig sagde jeg at det var almindelig cigaret. Selvfølgelig sagde jeg det var fordi jeg ville prøve. Løj om at det var fordi at jeg ville vide hvordan det var. Selvfølgelig troede hun på mig. 

Jeg begravede mit hoved i mine hænder og gav op. Hulkene kom dybt fra maven, tårerne strømmede ned, mine hænder rystede voldsomt. Jeg trak benene op til min krop og endte med at skrige og råbe i vildens sky. Det hele gjorde ondt, hun var her virkelig ikke længere. Det kunne jeg ikke tro. Det hele var min skyld. Jeg forstod virkelig ikke hvorfor hendes forældre ville have mig med overhovedet. Jeg er jo et monster. 

Kunne det virkelig gøre ondt i hele ens krop når man savner en? Kan det gøre så ondt i ens mave at ens muskler spænder så hårdt at det føles som krampe? Kan ens arme blive helt slappe men så stramme på samme tid at det føles som om at der er små bomber der sprænger dem i stykker indefra? Hvad med ens hoved? Det er som om at minderne af hendes smil om morgenen, når solen er fremme, langsomt forvandler sig til lange hugtænder og gule rovdyrs øjne som flænser mig i stykker mens jeg skriger om hjælp men hun griner bare af mig. Kunne hun nogensinde finde på det? I virkeligheden? 

Solens stråler trængte igennem de hvide tynde gardiner som havde lukket til for offentligheden i et par dage nu. Eleanor lå foran mig og igen havde hun trukket dynen så langt ned at den kun dækkede hendes talje og ned af. Hendes uglede hår dækkede lige for hendes bryster men i det hun rykkede sit hoved faldt håret til den ene side og hun blottede sig. Jeg lagde mig tættere på hende og trak hendes dyne helt op. Det gjorde hun vågnede. Straks kunne jeg se gløden i de chokoladebrune øjne. "Godmorgen." Nærmest hviskede hun og trak mig helt tæt på. "Du trækker altså din dyne ned hele tiden." Sagde jeg hæst til hende. "Det er kun når jeg sover med dig. For at drille dig." Smilte hun så et smilehul i højre kind som frem. "Lad hellere vær med det. Jeg kunne finde på at vække dig ved at tage hele dynen af."

"Jamen gjorde du det havde jo en nydelig udsigt." Grinte hun og fik jeg skubbet tilbage i puderne. Hun satte sig over mig, lagde sig ned så hendes hænder og ben var knyttet omkring mig og dynen. Et grin forlod mine læber i det hun lagde sit hoved på dynen, gjorde sine øjne store og lod sin ryg forme sig i et C og hun kneb øjnene halvt sammen. 

"Hvad laver du?" Grinte jeg. "Ja, jeg ville skræmme dig, men i stedet vil jeg bare se nuttet og farlig ud." Et kærligt grin forlod mine læber og jeg fik hurtigt tag fat i hende og fik hende under dynen så vi begge lå under den. "Jeg vandt."

"Kun fordi jeg lod dig vinde Tomlinson." 

"Louis? Louis er du der?" Det gik ikke helt op for mig endnu at jeg blev kaldt på. Det var vel bare stemmer som jeg fantaserede der var i nærheden af mig? Selvom jeg ikke ville tro på at der var en stemme så åbnede jeg langsomt mine øjne og følte hvordan søvnen som havde siddet i mine øjne havde størknet sig. Det var nok fordi jeg havde grædt i så lang tid. "Louis?" Hviskede stemmen igen. Min højre hånd fandt frem til mine øjne så jeg hurtigt gned dem og kiggede op. Det lilla farvede hår kom langsomt til syne sammen med de velkendte blå øjne. Der kom ikke et ord ud af min mund overhovedet da jeg ikke ville tro på at hun faktisk var foran mig. "Det er mig. Perrie?" Sagde hun stille. Et lille let suk kom fra hendes læber og hun rejste sig op. Jeg kiggede forvirret efter hende og så at hun samlede flere stykker glas op og gjorde rent på gulvet efter noget rødt.

Havde jeg gjort skade på nogen? Hvordan kunne jeg få mig selv til det? Stadigvæk var jeg helt mundlam men da jeg ville rejse mig opdagede jeg at min hånd som jeg støttede mig op af og mit ene ben gjorde ubeskriveligt ondt. "Lig stille Louis." Hun skyndte sig hen til mig og lagde en klud omkring min hånd. Jeg stirrede ned og så en lang halvt dyb flænge. Den gjorde mig en smule dårlig så jeg kiggede væk. "Vil du gerne jeg kører dig på hospitalet?"

Hospitalet? Hospitalet? Begge mine ben rystede voldsomt, frygten for de hvide gange og det blændende lys, døden, sygdom og kolde lægers øjne som bare stirrede på en mens maskinerne omkring en hele tiden bipper.

"Louis slap af der sker dig ikke noget." Sagde hun, så roligt som overhovedet muligt mens hun prøvede at berolige mig, men hun endte med at tage mig tæt ind til hende så jeg kunne lade mine arme holde om hende og være sikker på at hun var her. "Det er okay. Louis... Louis lyt til mig." Sagde hun, nærmest bange. "Du bliver her. Det lover jeg. Du skal ikke tilbage på hospitalet. Jeg får en læge herhen. Okay?" Spurgte hun og jeg kunne mærke hvordan jeg langsomt begyndte at slappe af imens hun kørte sin hånd igennem mit fedtede hår som om det ikke generede hende at det var så klamt.

Døren ud til badeværelset blev åbnet op og jeg kunne se at Niall kom ud med Harry. Han ene kind var blevet kradset af et eller anden og han havde en flænge over sit ene bryn. "Hey Louis... har du det bedre?" Spurgte Niall roligt og satte sig på sofabordet og kiggede alvorligt på mig mens han på en eller anden måde prøvede at finde ud af hvad jeg udtrykte. Hvad sagde mit udtryk egentlig?

"Louis? Vil du ikke godt give slip så jeg kan finde en pille til dig?" Spurgte Perrie stille. Det gik op for mig jeg intet havde sagt overhovedet. Jeg nikkede bare og prøvede selv at få mig op og sidde, men jeg havde så ondt overalt. Da Perrie forsvandt ud i køkkenet og trak skydedøren til satte Harry sig ved siden af Niall og kiggede bekymrende på mig.

”Kan du slet ikke mærke du bliver blevet slået?” Spurgte han. Som svar rystede jeg på hovedet. Havde han slået mig? ”Det var ikke fordi jeg ville.” Startede han ud med. ”Du havde et black out Louis. Du var… helt underlig.” Sagde Niall og kiggede ned i det sorte groft tæppe der var under sofabordet.

”Du ved at vi holder af dig. Det var derfor vi kom. Kan du overhovedet huske hvad der er sket her i nat?” Mit blev ændrede sig fra udtryksløs til lettere forvirret. Jeg rettede mit blik ud mod terrassen og så at solen var på vej op. Jeg tog mine læber ind i min mund og kunne mærke med min tunge at jeg havde fået en flænge i min underlæbe. Mit blik vendte sig og søgte efter Harrys klare øjne som hurtigt blev fundet. ”G… gjorde jeg det imod dig? ”Spurgte jeg helt hæst. En smule overrasket over hvordan jeg lød tog jeg, min gode hånd til struben for at mærke udenpå min hals at jeg faktisk var helt tør i halsen. Sådan havde jeg altid gjort hvis jeg skulle mærke om jeg var tør i halsen, underligt.

”Som jeg sagde før. Du havde et black out - af en art.” Sagde Niall. Ligesom Niall, kunne jeg se at Harry ikke ville snakke om det der faktisk skete. ”Harry ringede til Zayn og han kørte straks mig og Perrie hen til dig. Zayn er i gang med at få naboerne til at slappe af. De hørte dig rimelig tydeligt.” Sagde han mens hans blik gned væk fra mig og ned i gulvet. Efter få sekunder rettede han sit hoved op igen og hans klare blå øjne mødte mine. ”Harry prøvede at snakke til dig, kaldte på dig og pludselig råbte du efter…” Han bed sig i læben af frygt for at sige hendes navn. ”Du kaldte på Eleanor.” Sagde Harry og kiggede på sine knoer som havde mistet lidt hud.

”Jeg prøvede at fortælle dig, at hun ikke var i dit hus, så råbte du op om at hun stadig var i live og så… gik du helt amok. Da jeg prøvede at lægge dig ned slog mig to gange i ansigtet og så tog Niall og Zayn over. Du tog et af skårene fra et glas og prøvede at få dem væk, men du mistede balancen og et af glasstykkerne rev dine bukser og lidt af dit skinneben op. Du faldt og glaskåret fik fat i din arm. Så slog du også hovedet en smule. Nok til at du ligesom forsvandt helt. Du har sovet i nogle timer nu.” Sagde han stille.

Havde jeg virkelig gjort det overfor ham? Min bedsteven. Endnu gang ramte mit blik gulvet og følelsen af det monster jeg er, kom tilbage. Kramperne i maven, eksplosionerne i armene, følelsen af at mit hoved blev flået i stykker. ”Louis slap af det er okay, jeg er ikke vred.” Sagde Harry og kom helt tæt på, selvom jeg ikke stirrede på ham, men rundt i rummet fordi jeg blev helt dårlig. ”Louis se på mig.” Min nakke sagde en enkelt knæk lyd og jeg stirrede på Harry med tårerne der bare ventede på at komme ud.

”Det er okay. Vi er her for dig. Jeg er ikke vred på dig. Jeg startede det. Det var ikke i mine tanker du skulle komme til skade. Kom med, så får du lige et bad, okay?” Sagde han og aede mig igennem håret lidt ligesom Perrie gjorde. Et par gange blinkede jeg for at fjerne tårerne og gik forsigtigt med Harry som støttede mig hele vejen ud til badeværelset.

”Niall tænder du lige for vandet?” Spurgte Harry uden at se på ham. Mit blik gled rundt i badeværelset. Det havde aldrig slået mig at der var så hvidt og sort herude. Dog var der skrevet på spejlet med en let lyserød læbestift:

Ellie var her! x!

Harry trak mine sko af mig fik åbnet min  hoodie op og trak den af og derefter åbnede han stille og roligt min denimskjorte op.

”Jeg kan godt selv.” Sagde min hæse stemme til Harry. ”Louis bevæg din arm.” Sagde han alvorligt. Jeg kiggede ned på min dårlige arm og prøvede blot at bruge fingrene men det gjorde så ondt at jeg måtte bide tænderne sammen. 

”Lad nu mig.” Han tog fat i den dårlige arm helt oppe fra og fik mig til at strække den op af. Det sveg helt vildt. Den anden arm blev også taget op og min trøje trukket af mig. Min overkrop var blottet og da jeg kiggede ned så jeg at ved min venstre side var jeg lilla nogle steder.

”Vandet er klar.” Sagde Niall. Ham havde jeg helt glemt. Jeg trak selv med den ene hånd bukserne af, jeg nægtede altså at stå helt nøgen foran dem. Det kunne Harry godt se på mig. ”Bare gå ud til Perrie. Hør lige om hvornår Zayn kommer tilbage.” Sagde Harry og hjalp mig i badekarret. Da jeg lænede mig helt tilbage og min nakke stødte mod den runde kant kunne jeg ud af øjenkrogen se Harry finde et par håndklæder og en førstehjælpskasse frem. Selvfølgelig vidste han hvor den var. Han havde så tit fundet den frem efter han var kommet til skade i mit hus.

Vandet var varmt, så det gjorde ikke så ondt i benet eller armen. Det var stadig ikke helt gået op for mig at de lod min vilje stå bi. At de faktisk bøjede sig under over at jeg ikke ville på hospitalet. ”Jeg har fundet noget forbinding. Jeg får lige Perrie ind, hun ved hvordan man gør sådan noget.”

 

Endnu en gang befandt jeg mig i den sorte lædersofa foran mit fjernsyn. Men i stedet for at være helt alene sad Niall og Harry på hver min side og Sophia og Perrie var ude i køkkenet og lavede mad. Zayn og Liam sad i hver sin lænestol og fokuserede på kampen, men med få minutters mellemrum udvekslede de blikke som bestemt ikke handlede om kampen.

”Så er der frokost!” Kaldte Sophia lette stemme. Liam smilte kærligt til hende og gik sammen med Zayn ind i køkkenet. Harry hjalp mig ind i køkkenet og sørgede for at jeg sad på min sædvanlige plads. ”Røræg og groft brød kommer nu!” Sagde Sophia og duften af hendes hjemmebag gjorde mig faktisk en smule sulten. Perrie tog en tallerken og fyldte den helt op og gav Niall den. ”Her mus.” Smilte hun og rakte ham den.

Perrie hældte forsigtigt noget og rakte mig tallerkenen. ”Spis stille og roligt, okay?” Sagde hun stille og gav mig noget juice også. Jeg nikkede stille og begyndte langsomt at spise mens de andre selv begyndte at tage.

Røræggene smagte faktisk rigtig godt. Det samme med brødet, men det tog jeg kun meget små bidder af. Det var længe siden vi havde været samlet sådan her. ”Hvordan har Theo det egentlig?” Spurgte Sophia med et smil.

”Han har det fint! Han er begyndt at gå og kalder hele tiden på Greg og Denise er ved at give op. Han vil ikke sige mor.” Grinte han og tog endnu en skefuld røræg ind i sin mund. Et lille grin fandt sin vej fra mine lunger og ud i rummet over Nialls uendelige lykke hver gang nogen spurgte ind til Theo.

Perrie smilte kærligt og tog en bid af brødet og kiggede hen mod Zayn som så ud til at slappe mere af. I det jeg tog min sjette halve skefuld ind i munden fik jeg det helt dårligt. Min mavesæk blev helt hård kunne jeg mærke. Følelsen af at være stoppet helt kom langsomt op i min hals.

”Mate er du okay?” Spurgte Liam. Jeg kunne ikke få et ord ud af min mund. ”Louis!” Kaldte Harry. Jeg tog en hånd og skubbede ham så blidt væk som overhovedet muligt. Det var bræk, der var bræk på vej op. Jeg prøvede at komme hen til badeværelset men så snart mit dårlige ben ramte gulvet faldt jeg. Hele tiden prøvede at jeg synke det ned.

”Louis hvad er der?” Spurgte Liam og tog fat i mine skuldre for at få mig op, men jeg prøvede at blive nede så mit bræk ikke ville komme ud. ”Liam han skal brække sig!” Sagde Zayn og kom med en plastikbalje.

Jeg åbnede min mund og smagen af surt og syre kom frem i mund. Det var som om at jeg allerede efter luften var trængt ind, at min mund blev til sand. Mit hoved gjorde igen ondt og jeg blev svimmel. ”Hvornår spiste du sidst?” Spurgte Liam. Jeg kiggede op på ham og endte med at lade mit hoved hvile på hans lår før jeg svarede. Selvfølgelig vidste han jeg ikke havde spist. Han vidste jo alt.

”To dage.” Mumlede jeg og kiggede hen mod Perrie som hurtigt fjernede brækket. Sophia sendte mig et varmt blik og kiggede hen mod Harry. ”Jeg re’r sengen.” Sagde hun og forsvandt ud af mit synsfelt.

 

___________________________________________

Hej allesammen! Det er mig som er Jensen og medforfatter! 

Jeg har glædet mig utrolig meget til at skulle udgive det her 

sammen med Rikke i noget tid nu! 

Knus fra Jensen!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...