Vanilla Dreams

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2013
  • Opdateret: 20 nov. 2013
  • Status: Igang
Vanilla Valerie Williams er ikke en helt normal pige - Hun kan skifte form til en meget normal kat, er synsk, og oveni er hendes bedste ven skizofren. Vanilla aner ikke, hvad det er, hun er - Udover formskifter. Hendes mor har hun aldrig kendt, da hun sidder i fængsel for adskillige forbrydelser - Men skjult bag sin listige katteskikkelse beslutter Vanilla sig for at opsøge oplysninger om hendes mor. Men hvordan skal det kunne lykkes, når man ikke ved, hvor der findes disse oplysninger? Der er én der ved det. En dreng, der dag for dag forandrer Vanilla's liv fuldstændigt. - Èn, som ved, hvad Vanilla er, hvad hun hedder, og hvad hun vil. Det er Noah, der med sit sorte hår der hvirvler rundt selv i den blideste brise og fortryllende grønne øjne der glimter med et latterligt charmerende udtryk når man kigger i dem, har fået stjålet Vanilla's opmærksomhed - Og samtidig også hendes hjerte. men spørgsmålet er, om Vanilla kan stole på Noah?

5Likes
1Kommentarer
199Visninger

2. Prolog

Hendes blik afsøgte mit. Grundigt.

Jeg stirrede hende tilbage i øjnene, og så lod jeg mine hænder dække en af hendes.

Minderne, tankerne og hendes fremtid blev kastet frem og tilbage i hendes og mit hoved.

En dreng, der var ved at kysse hende, men Amalie afviste, da han havde dårlig ånde.

En hund, der lå død på gulvet med Amalies tårer trillende ned af den.

En far, hvis hånd ramte hende adskillige gange på kinden, og Amalie, der ikke turde sige noget til det.

Hele Amalie's fortid og fremtid gled ind i mit hoved, og jeg fortrød, at jeg havde sagt ja til at give hende en læsning for de 23 dollars hun havde i sin jakkelomme.

Hendes øjne glippede, og da mit blik forandrede sig til medlidenhed, gled hendes tårer langsomt ned af hendes kinder.

,,Du føler sig svigtet.. Dine forældre vil ikke vide af dig, din far slår, din bror er deprimeret, din hund død for nylig, og din nye kat du har fået, vil ikke kunne erstatte din døde hund .. Du har et lager af piller i dit skab,"

Ordene strømmede ud af mig, næsten uden at jeg var bevidst om det.

Hendes blik blev et kort sekund afvisende da hun fandt ud af, hvor meget jeg nu vidste, men så sukkede hun bare.

,,Men Amalie .. " Mit blik blev fæstnet på hende igen og jeg slap hendes tanker.

,,Jeg synes ikke, at det er din tid endnu. Du skal leve videre,"

Mest fordi at jeg havde set en mand, 3 år ældre end hende så han var 21, som kunne gøre hende lykkeligere end nogen anden nogensinde kunne, og aldrig har gjort.

Jeg så hendes fremtid, klar og tydelig - Og med hende i live med tankerne væk fra selvmord, sin sindssyge familie og kærester, der knuste hendes hjerte, gang på gang.

Jeg så hende lykkelig.

Og Amalie lykkelig  er der mange der ser.

Men de ser kun hendes facade.

I virkeligheden er Amalie deprimeret, forslået, og hendes grænse er overskredet.

Jeg slap taget i hendes svedige, varme hænder, og fjernede mit blik fra hendes.

Hun smilede skævt og nikkede så.

,,O-Okay .. Jeg skal nok prøve at holde mig i live,"

Hun tog en sund, dyb indånding, og hev så en pakke cigaretter op ad lommen.

Jeg slog den ud af hånden på hende, og hun kiggede såret på mig.

,,Og hvis du vil overleve, så lad være med at ryge det der lort. Det er ikke godt for dig, Amalie,"

Min stemme var en smule irriteret, men overbærende; De fleste med problemer som hendes røg, og ikke altid kun cigaretter.

Hun sukkede bare irriteret og gloede på mig.

Så svang hun håret tilbage og tryllede en lipgloss op ad sin bukselomme.

,,Vanilla, hør. Okay, du har givet mig mit mod tilbage. Men hvad så?"

Hun spidsede læberne og lagde den brugte lipgloss tilbage i sin lomme.

Så smilede hun det feminine, flabede smil, som hun var så kendt for.

En mere dullet, snobbet eller flabet person skal man sgu lede længe efter.

,,Ingen får nogensinde at vide, at jeg har fået en læsning af dig?"

Hun grinede højt, klart og kort.

,,Mig, den populæreste pige på vores årgang, med dig? Hvad tror du selv, Vanilla?"

Hun kneb øjnene sammen og hendes smil voksede, da hun yndefuldt gik ud af døren.

Heldigvis undlod hun at smække den for højt.

Og sådan sad jeg tilbage - Med en onkel, der sad i stuen, sikkert med en flaske spiritus i hånden og så TV, henslængt i vores grimme, grønne, alt for bløde sofa, og det eneste selskab i form af et marsvin ved navn Tequila. 

Jo, jeg var måske en smule ensom.

Men de 2-3 veninder jeg havde var nok.

Nok til mig.

Nok til den underlige, synske, formskiftende pige med den forbryderiske og mærkelig mor i fængsel.

Ja.

Det er mig.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...