Pαѕт мιѕтαкєѕ ☣ Oηє Dιяєcтιση

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2014
  • Opdateret: 11 feb. 2014
  • Status: Færdig
Hvis du fik chancen for at rejse tilbage i tiden, ville du så gøre det? Det er lige præcis det, som Louis gør. Han rejser tilbage til hans high school tid og ser ting, som han ellers havde glemt alt om. Det viser sig, at han har haft en forfærdelig fortid, at han var været forfærdelig overfor en helt uskyldig pige. Da han igen kommer tilbage til nutiden, er han opsat på at finde hende, men det viser sig, ikke at være så let og pludselig indser han meget, meget mere og hvor langt ned, han tog hende. Men vil han finde hende?, hvis han gør, vil hun så tage imod hans undskyldning eller vil hun tage hævn? En ting er sikkert: Aldrig se dig blind, for lige så snart du vender ryggen til, vil hævnen være sød.

45Likes
32Kommentarer
2882Visninger
AA

5. You


"Louis, hun kan jo være over det hele? På den anden side af jorden, over det hele, hun kan være alle steder. Det er som at lede efter en nål i en høstak?" Drengene sad overfor mig og så nervøst på mig. Hvorfor var der ingen, der troede på, at jeg kunne finde hende? Det var for meget?

"Hvorfor tror i ikke på mig?" Spurgte jeg irriteret og slog ud med armene. 

"Vi tror på dig Louis, vi siger bare, at det ikke er så sandsynligt, at du finder hende. Du har jo ingenting at gå efter?" Jeg så irriteret rundt på dem og tog mig frustreret til hovedet, 

"Jeg skal nok finde hende, vent og se" Jeg rejste mig hurtigt op og forlod Liams lejlighed, inden de kunne nå at protestere. Jeg skulle hen til hospitalet, nu. 

Jeg satte mig ind i min bil og satte kursen imod hospitalet, hvor Mr. Torne fortalte mig, at Fanny  havde gået i behandling. Jeg ville skide på, at han syntes det var en dårlig ide at opsøge hende. Jeg havde så forfærdelig dårlig samvittighed, og det måtte jeg altså rette op på, sådan var det. 

 

Kort tid efter, holdt jeg bilen foran hospitalet. Jeg skulle lige til at træde ud, da min mobil ringede. 

"Det Louis" Sagde jeg hurtigt, da jeg faktisk havde lidt travlt. 

"Louis, hvor fanden er du henne?" Det var Harry.

"Ved hospitalet, jeg skal finde ud af mere" 

"Men Lou..." Mere nåede han ikke at sige, før jeg havde lagt på og havde ladet mobilen glide ned i lommen igen. Jeg åbnede bildøren, trådte ud og smækkede den igen, hvor jeg efterfølgende låste bilen og fortsatte op til hospitalet. 

Når jeg trådte ind, var det som at træde ind i et, stort, hvidt rum. Det var det jo faktisk også. Alt var hvidt, rundt omkring myldrede personer, ind og ud og gjorde det hele totalt forvirrende. Jeg spejdede efter skranken og fandt den hurtigt. Jeg gik roligt hen til den og så ind på en lille, kraftig dame med gråt hår og hvid kittel. 

"Hvad kan jeg hjælpe med?" Spurgte hun, med et venligt smil. Dejligt, et venligt menneske. 

"Jeg leder efter en Fanny Torne? Hun har gået her, et par gange om ugen" Hun vendte blikket væk fra mig og ned på hendes lille skærm, hvor hun tastede noget ind og så op på mig igen. 

"Jeg beklager meget, men Frk. Torne stoppede sin behandling her, for en uge siden" Pis. Jeg bed mig nervøst i underlæben og tog en dyb indånding. 

"Kan de fortælle mig, hvorfor hun gik her?" Hun rystede svagt på hovedet. 

"Hvad er deres navn?"

"Louis, Louis Tomlinson" Hun nikkede kort og tastede igen noget ind på hendes skærm. 

"Du står desværre ikke i hendes register, så jeg kan intet fortælle dig" Selvfølgelig. Jeg lod et tungt suk, forlade mine læber. 

"Kan de fortælle mig, hvor hun bor?" Hun rystede igen på hovedet. 

"Vi uddeler ikke vores patienters personlige oplysninger" 

"Okay, tak for hjælpen" Jeg sendte hende et venligt smil, inden jeg opgivende vendte mig væk fra skranken. Jeg havde absolut intet at gå efter, intet. 

Jeg gik frustreret ud til min bil, låste op og satte mig ind. Jeg kunne mærke tårerne, der stille løb ned af mine kinder. Jeg lod dem bare få frit løb og begravede mit ansigt i mine hænder. Mine tanker kørte på højtryk, før noget faldt mig ind. Hvorfor, havde jeg ikke lagt mærke til det noget før...?

Fanny Torne, Torne's kaffebar. Fannys ansigt... Servitricen, hendes underlige opførsel, hendes nervøsitet, når jeg er i nærheden.. Fanny har været lige foran mig, hele tiden og jeg har ikke set det. 

Jeg drejede nøglen om og kørte væk fra hospitalet, så hurtigt jeg kunne. Jeg skulle bare væk, hen til den kaffebar, se Fanny i øjnene. 

 

***

 

Jeg holdt bilen ude foran den lille kaffebar og gik direkte ind. Jeg så mig hurtigt omkring, inden mine øjne faldt på hende. Jeg blev nervøs, mine håndflader blev fugtige og mit hjerte hamrede derudaf, som jeg gik stille hen til hende og prikkede hende forsigtigt på skulderen. 

"Fanny?" Spurgte jeg stille, som hun vendte sig forskrækket om og så uforstående på mig. 

"Ja, det.. Det står på mit navneskilt?" Spurgte hun en smule forvirret. Jeg havde aldrig lagt mærke til, at hun havde et navneskilt på, men ganske rigtigt. Det havde hun. 

"Det er mig, Louis, vi gik på samme årgang i high school?" Hun kneb læberne en smule sammen og løftede det ene øjenbryn en smule. 

"Jeg er ikke sikker på, at jeg er den Fanny?" Mit blik røg igen ned på hendes navneskilt. 

"Jo, Fanny Torne, du er hende" Hun rystede bare på hovedet. 

"Jeg ved ikke, hvad du mener?" Jeg vidste det var hende, jeg var helt sikker. Jeg tog hurtigt fat om hendes håndled og trak hendes ærme op. 

"Det er dig" Hviskede jeg, da arrene stadig var tydelige på hendes arm. Det var derfor, at hun altid gik med længærmede trøjer. Hun rev hurtigt hendes arm og trak hendes ærme ned. 

"Okay, hvad vil du? Tæske mig, sige jeg er fed, mobbe mig, ødelægge mig? Hvad vil du Louis?" Jeg rystede hurtigt på hovedet. 

"Det lyder måske sygt, men jeg har været tilbage i tiden, jeg havde glemt dig, men jeg huskede dig igen og jeg indså, hvor ond jeg havde været, jeg har så dårlig samvittighed og jeg vil så gerne sige undskyld" Hun så mistroisk på mig, inden hun bare rystede på hovedet. 

"Det du har gjort imod mig er forfærdeligt og jeg vil aldrig tilgive dig for det, aldrig. Og hvis du vil ha' mig undskyldt, så har jeg et arbejde at passe" Hun vendte hurtigt om og tilbage til hendes arbejde, men jeg gik ikke så let. 

"Hvornår har du fri?" Spurgte jeg stille. 

"Når du går" Svarede hun hårdt, hvilket fik mig til at undslippe et lille suk. 

"Fint, jeg bliver her, til du har fri" Sagde jeg med et flabet smil, inden jeg satte mig ned på en af siddepladserne. Jeg ville ha' at hun skulle lytte til mig. 

 

***

 

Jeg har ingen anelse om, hvor lang tid jeg sad her, men det var noget omtrent en time, eller sådan noget. Jeg havde ikke været interesseret i klokken, kun i Fanny. Det var ved at være lukketid, da den sidste gæst forlod kaffebaren og alle var gået hjem. Der var kun mig og Fanny. Da døren lukkede, rejste jeg mig forsigtigt op og gik hen til hende. 

"Du har vel fri nu?" Hun fnøs bare og himlede med øjnene af mig, inden hun bandt hendes forklæde op og lagde det ned under disken. 

"Ja, det har jeg og du skal ikke engang tænke på, at følge efter mig" Sagde hun skarpt, inden hun gik imod udgangen. Jeg fulgte hurtigt efter hende og betragtede hende låse døren. Regnen tog stille til, da det havde regnet svagt den sidste times tid. 

"Er du sikker på, at jeg ikke må følge dig hjem?" Hun lagde hovedet let på skrå og smilede skævt til mig. 

"Ikke engang en lille chance" Sagde hun hurtigt, inden hun trådte ud på fortovet og begyndte at gå i den silende regn. Jeg trak bare på skuldrene og gik hen til min bil, hvor jeg satte mig ind. Jeg havde ikke tænkt mig at lade hende slippe så let. Jeg drejede nøglen om og kørte forsigtigt hen af vejen, i samme tempo som Fanny gik. Jeg rullede ruden ned og så hen på hende. Hun var allerede godt våd af alt regnen. 

"Er du sikker?" Jeg var måske en smule provokerende, det ville jeg godt indrømme, men jeg måtte snakke med hende. Desværre var hun totalt stædig. Hun ignorerede mig bare, inden hun endelig så hen på mig. Jeg stoppede bilen og løftede øjenbrynene en smule, inden hun gik hen til bilen, åbnede døren og satte sig ind. 

"Du køre mig bare hjem, intet snak" Hun klikkede selen og fortalte mig adressen.

"Fanny?" Spurgte jeg stille og skævede over til hende.

"Sip" Sagde hun hurtigt og lod et lille suk forlade hendes læber. 

"Men..."

"Hold nu din kæft, Louis? Hvad er det du ikke fatter?" Okay, den havde jeg ikke set komme. Hun var vel ikke bange for mig mere - eller, det håbede jeg da. Turen foregik bare i stilhed, men den var faktisk ikke akavet, jeg var bare en smule frustreret over, endelig at ha' fundet hende og så ville hun ikke snakke med mig. Da vi endelig nåede frem til det lille lejligheds kompleks, klikkede hun sin sele op og skulle lige til at stige ud, da jeg hurtigt låste bildørene. 

"Du er nød til at snakke med mig" Hun så irriteret hen på mig og foldede armene over brystet. 

"Hvad vil du?" Spurgte hun, faktisk ganske stille og roligt. 

"Som jeg har sagt: Undskylde" Hun rystede bare svagt på hovedet. 

"Der er ikke noget at undskylde, det er, hvad? Seks år siden og bare fordi, du lige har haft et lille "fortids-moment" det ændre intet. Det er alt for sent at undskylde. Du lever det gode liv nu, Louis. Du havde glemt alt om mig" Var det tåre, jeg kunne se?

"Please, vil du ikke nok lytte på mig? Giv mig den chance, jeg har brug for den" Jeg sank en lille klump. Hun gjorde mig nervøs? Hvordan kunne hun gøre mig så nervøs? Hun så ud til at tænke over det, da hun endelig nikkede. 

"Jeg har fri imorgen, kom forbi" Mine læber trak op i et lille smil. 

"-Og åbner du så døren, tak?" Et dæmpet grin forlod min mund, inden jeg låste døren op, på den lille knap ved siden af mig. Hun steg ud af bilen og skulle lige til at lukke døren, da jeg kunne se hun bed sig i læben. Hun tøvede. 

"-Louis? Tak... For køreturen" Jeg nikkede forsigtigt, inden jeg for første gang, kunne se et rigtigt smil på hendes læber. Hun smækkede døren i og jeg betragtede hende gå hen til lejligheds komplekset. Jeg burde ikke blive nervøs, jeg burde finde det naturligt, men hun gjorde mig utrolig nervøs. Hun forsvandt ind af døren, da jeg igen drejede nøglen om og kørte ud på vejen. 

 

***

 

Jeg holdt bilen ude foran Liams lejlighed. Jeg vidste drengene stadig var der og jeg blev virkelig nød til at snakke med dem. Jeg parkerede bilen og gjorde den sædvanelige rutine, inden jeg fortsatte ind i opgangen og tog elevatoren op til 4. sal. Jeg ringede hurtigt på døren og kort efter, stod Liam foran mig. 

"Hey Louis, kom ind" Liam flyttede sig fra døren og jeg gik ind i hans flotte lejlighed. Man skulle ikke tro, at det var en dreng der boede her. Her var så.. Rent? 

Jeg fortsatte ind i stuen, hvor drengene sad samlet. Liam var lige i hælene på mig, da Jeg satte mig ned imellem Niall og Harry, overfor Zayn og Liam. 

"Fandt du hende?" Spurgte Zayn. Jeg nikkede kort, hvilket fik dem alle til at sidde med åben mund. Jeg havde bare lyst til at grine af dem og sige "hvad sagde jeg" 

"Hun har hele tiden været lige foran næsen på mig" Jeg så rundt og så drengene uforstående blikke, inden Harry var den første til at bryde tavsheden. 

"Hvad mener du?" Jeg så hen på ham og snedigt smil, kom over mine læber. 

"Servitricen på Torne's. Du ved, hende du blev afvist af" Harrys kinder fik straks en rødlig farve, da drengene brød ud i grin. 

"Blev Harry afvist, af din lille fortids veninde? Buuuurn" Sagde Zayn, inden Harry greb fat i en appelsin og kastede den efter ham, inden et dæmpet grin forlod hans mund. 

"Fik du så undskyldt?" Spurgte Niall. 

"Ikke helt, men hun blødte lidt op, hun var svær at knække men.. Jeg har en aftale med hende i morgen" Deres læber trak op i et lille smil. 

"Når Harry, jaloux?" Spurgte Niall. Harry greb bare endnu en appelsin og kastede efter ham. Han var jaloux, det var så tydeligt. 

 

Til alle jer, der fik læst min forfatterbesked, inden jeg slettede den, vil jeg bare sige: Jeg har fået en genial ide og dette bliver ikke en short story alligevel, så gør klar til en masse drama, for det lover jeg dig meget af! 

Og så vil jeg lige præsentere Fanny, der spilles af Kristen Stewart:

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...