Pαѕт мιѕтαкєѕ ☣ Oηє Dιяєcтιση

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2014
  • Opdateret: 11 feb. 2014
  • Status: Færdig
Hvis du fik chancen for at rejse tilbage i tiden, ville du så gøre det? Det er lige præcis det, som Louis gør. Han rejser tilbage til hans high school tid og ser ting, som han ellers havde glemt alt om. Det viser sig, at han har haft en forfærdelig fortid, at han var været forfærdelig overfor en helt uskyldig pige. Da han igen kommer tilbage til nutiden, er han opsat på at finde hende, men det viser sig, ikke at være så let og pludselig indser han meget, meget mere og hvor langt ned, han tog hende. Men vil han finde hende?, hvis han gør, vil hun så tage imod hans undskyldning eller vil hun tage hævn? En ting er sikkert: Aldrig se dig blind, for lige så snart du vender ryggen til, vil hævnen være sød.

45Likes
32Kommentarer
2889Visninger
AA

3. Secret diary


"Okay Louis, er du klar?" Jeg nikkede hurtigt. Jeg havde fået lov til at prøve maskinen igen, da jeg så gerne ville lære mere om min fortid. Jeg måtte vide, hvad der skete og jeg må vide, hvad der er med hende her Fanny. 

Alt begyndte igen at svimle behageligt, imens det blev mørkere og mørkere og til sidst, var helt sort. 

 

3 Juni 2007

 

Da jeg igen slog øjnene op, befandt jeg mig ikke ved skolen. Jeg befandt mig et helt andet sted, et sted jeg ikke lige umiddelbart kan kende. Hvorfor var jeg havnet her? Havde de trykket noget andet ind på tidsmaskinen, eller hvad? Jeg begyndte stille og roligt at gå, ned af den fredelige villavej og betragtede de smukke huse, indtil jeg hørte en alt for genkendelig stemme. Min stemme. 

"Hey Fanny!? Lille Fanny, så vent da på os. Vi gør dig ikke noget, vi vil bare hjælpe dig?" Det lød ærligtalt ikke sådan. Det var i en hånlig tone, der kun snakkede ned til stakkels Fanny, da jeg vendte mig om. Fanny kom løbende ned af fortovet. Hun var drivvåd, selvom solen stod højt på himlen og det var ret så varmt. Hvis jeg heller ikke tog meget fejl, så lignede det, at hun græd. Hvad var der dog sket? Hun var indsmurt i mudder, som Louis og hans venner kom løbende efter hende, med deres skoletasker hængende på ryggen. De så hånligt efter hende. 

Hvad havde de dog gjort? Hvad havde jeg gjort? 

Fanny løb direkte forbi mig, da jeg sørgede for at flytte mig. Jeg ville ikke ha' at nogen skulle løbe igennem mig igen. Det var så ubehageligt. 

Og ganske rigtigt. Hun hulkede højlydt, imens mudderet havde farvet hendes kønne blonde hår, brunt. Det havde sat sig på hendes skjorte og hun var nærmest indsmurt i det, i hele hovedet. 

Louis og de andre, løb direkte forbi og igennem mig, så et kuldegys fòr igennem kroppen på mig. Damn it. 

De indhentede hende inde på parkeringspladsen og stillede sig foran hende - jeg gjorde. Resten rundt om hende, så hun ikke kunne løbe nogen steder. Hun så fortvivlet ud, bange. Det var jo frygteligt... Alt dette, hele min fortid, jeg har fuldstændig glemt den. Glemt det hele. Jeg gik lidt tættere på, for bedre at kunne høre, hvad de sagde. 

"Hvorfor løb du bare fra os? Vi havde det jo lige så sjovt?" Louis havde et hånligt smil om læberne, som han trådte et lille skridt tættere på hende og lod et suk forlade hans læber. 

"-Du trænger vidst til et bad, huh?" Hans blik røg ned i bag hende, hvor der lå en kæmpe vandpyt. Hun så bedende på ham, men det så ikke ud til at hjælpe spor. 

"Nej Louis, du må ikke. Vil du ikke nok lade vær?" Han holdt hans pegefinger foran hans mund, som tegn på, at hun skulle tie stille, inden han igen lod hånden falde ned langs siden og det samme, hånlige smil, kom over hans læber. 

"Du trænger vidst til et bad" Han gav hende et hårdt skub, så hun røg bag over og landede hårdt på ryggen. Bøgerne fløj ud af favnen på hende, og som det ellers eneste tørre, lå de nu også våde, i den kæmpe vandpyt. Drengene omkring Louis begyndte at grine, inden de fulgte med ham væk. 

Hvis bare jeg... Hvis bare jeg kunne banke noget fornuft ind i hovedet på mig selv. At se hvordan denne pige lider, under mig. At det er mig, der har påført hende denne smerte... Det er uudholdeligt. Hun rejste sig hulkende op, inden hun let tog sig til håndledet og samlede hendes bøger sammen. Hun humpede hen til hoveddøren, hvor hun åbnede den og fortsatte ind. Jeg smuttede hurtigt med, inden hun forsigtigt lukkede døren. Og der. Det var som om det hele ikke engang var slutningen, for hun kollapsede fuldstændig. Bøgerne røg ned på gulvet, sammen med hende. Hun begravede ansigtet i hendes hænder og høje hulk, forlod hendes mund. 

Jeg ville så gerne hjælpe hende, men jeg kunne ikke. Hvis bare jeg dog kunne. 

Jeg stod bare og så på hende, i jeg ved ikke hvor lang tid, før hun rejste sig op og humpede igennem huset. Jeg sørgede for at følge med hende, hvor det viste sig, at hun var på vej ud til toilettet. Hun åbnede forsigtigt den ene skuffe og tog sig til at rode den igennem, inden hun fandt, hvad hun skulle bruge - et barberblad. 

Hun satte sig ned på toilettet og hev ærmet på hendes blå cardigan op. Et gisp forlod min mund, da jeg så den hærgede underarm. Den var fuldstændig tatoveret med lange ar, der snoede sig op og ned af hendes arme. Hun fandt et ledigt sted og placerede barberbladet imod hendes kolde hud, inden hun langsomt lod det glide over hendes hud, så der formede sig et stort, åbent sår. Små tåre trillede ned af hendes kinder, inden hun lagde barberbladet fra sig og fandt et plaster frem, som hun blidt satte oven på såret.

Jeg var i chok. 

I et dybt chok. 

Jeg havde fået en helt uskyldig pige til at skære i sig selv. Jeg var nøglen, til alle hendes problemer. Det var mig, der havde skabt dem, jeg var årsagen til, at hun led - det var mig, det hele. 

Hun snøftede kort, inden hun trak det mudrede tøj af, så hun blot stod i undertøj. Det var frygtelig upassende, at stå der og stirre på hende, men jeg kunne ikke lade hver. 

Hendes knogler var virkelig tydeligt markerede, og malede sig over hendes blege hud. Hendes skulderblade stak ud fra hendes ryg, alt for tydeligt. Jeg kunne helt sikkert, nærmest holde om hendes lår, med en hånd. Hendes ribben - man kunne tælle hver og et. Jeg syntes hun så tynd ud med tøj på, men det her var endnu værre uden. Hun var jo et skelet. 

Hun lod hendes hånd køre forsigtigt over hendes mave og over hendes ribben, inden hendes hænder fandt frem til låsen på hendes BH, og det var der jeg besluttede mig for, at gå ud af badeværelset. Det ville være alt for upassende, hvis jeg blev stående. Jeg ville ikke være en eller anden klam stalker. 

 

Jeg havde egentlig bare sat mig på hendes seng og havde bladret lidt i hendes drivvåde bøger, inden jeg kom til en helt speciel en. Den havde et brunt læder omslag og den var låst af med en lille lås. På forsiden stod der med sorte, skæve bogstaver, hendes navn. Hun havde en virkelig køn håndskrift. 

Jeg ville gætte på, at det var hendes dagbog. 

Hun kom stille ind på hendes værelse igen. Hun havde fået vasket mudderet ud af håret, så hendes flotte blonde hår, nu hang og bølgede over hendes skuldre. Hun havde nogle virkelig smukke, grønne øjne og fyldige øjenvipper. Hun var alt i alt, virkelig smuk. 

Hun havde nu iført sig en sort top, med en cardigan udover og et par shorts. Hvis bare jeg kunne hjælpe hende. Et lille suk forlod hendes læber, som hun gik hen til sengen, hvor jeg sad. Hun tog tøvende hendes dagbog op og fandt en lille nøgle frem, inden hun låste den op. Man kunne nærmest se tårene, da hun skimmede ned over siderne, der var helt ødelagte, efter dens tur i vandpytten. 

Hun tog sig fortvivlet til hovedet, inden der kom en fuldstændig uventet reaktion. Hun kylede bogen ind i væggen, inden hun faldt sammen på gulvet, i gråd. Jeg fik et kæmpe chok over hendes handling og sprang næsten ti meter tilbage. Hun lå og kiggede ned i gulvet, imens tårerne bare tog tilløb. De fik frit løb og styrtede ned af hendes kinder, imens høje hulk forlod hendes mund. 

Efter lidt, foldede hun hænderne, vendte sig om på ryggen og så fortvivlet op i loftet. 

 

"Fadervor, du som er i himlene. 

Helliget vorde dit navn, komme dit rige. 

Ske din vilje som i himlen, således også på jorden; 

Giv os i dag vor daglige brød.

Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere. 

Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde,

Thi dit er riget, magten og æren i evighed.

Amen.

Kære Gud. Jeg beder dig lytte til min bøn.

Jeg ved godt, at jeg har bedt dig om det mange gange, 

men vil du ikke nok hjælpe mig?

Hjælpe mig ud af det her.

Jeg aner ikke, hvordan det startede - jeg kan ikke huske det. 

Det eneste jeg ved er, at det snart bliver for meget. 

Jeg er bange for at gå i skole, i frygt for, at Louis skal gøre noget andet imod mig. 

Jeg er så bange for ham. 

Please, hjælp mig. 

Amen."

 

Jeg fik det... Dårligt. Tårerne der bare strømmede ned af kinderne på hende, imens hun lå og bad til gud om, at han skulle hjælpe hende. Hjælpe hende væk fra mig. Hvad var jeg dog for et frygteligt menneske? Hvordan kunne jeg bilde mig selv det ind? Jeg har hele tiden gået med troen om, at jeg var en god ven og et fornuftigt menneske, men jeg har set en helt anden side af mig, igennem en anden person. Jeg så det igennem mine øjne, men med et andet perspektiv. På to timer, har jeg lært mere om min fortid, end jeg havde gjort på flere år. 

Jeg har set en side af mig, som jeg helt havde glemt. Jeg havde glemt jeg var sådan, glemt det hele. 

Jeg har bare gået rundt, som Louis Tomlinson, den 22 årige popstjerne, medlem af boy bandet One Direction og har vidst ingenting. Det er som om, at jeg slet ikke kender mig selv. Eller kendte. Jeg vidste ikke, hvilken forfærdelig person jeg var. At jeg har gået rundt med den fortid, det... Det slår mig ud. 

Nogle af vores sange handler om, at man skal respektere og behandle piger ordentligt, hvilket også er noget jeg har levet fuldt og fast efter. Jeg troede jeg var et bedre menneske, men jeg har nu set, at jeg har været tæt på at være skyld i, at en person, en helt uskyldig pige, måske har taget sit eget liv. Jeg ved ikke, hvor hun er nu. Hun kan være alle steder - hun kan være død. Hun kan være død pga. mig. Fordi jeg har kørt så meget på hende, at hun ikke kunne holde ud at være her mere. Jeg er skyld i hendes spiseforstyrelse, at hun cutter, at hun går rundt og har det så forfærdeligt. Alt sammen pga. mig. 

Bare jeg havde vidst, at jeg var sådan et forfærdeligt menneske, noget før. Jeg må finde hende. Jeg må finde Fanny. Jeg må bare vide, hvor hun er idag. Se om hun er kommet videre, men vigtigt af alt; Jeg må undskylde. 

Pludselig begyndte alt igen at svimle foran øjnene på mig. Nej, ikke nu! Jeg må være hos hende noget mere, jeg vil se hvad hu...

 

17. Juli 2013

 

Jeg slog stille og roligt øjnene op og blev ført ud af tidsmaskinen. Professoren stod foran mig. Jeg tog mig blidt til hovedet, for at få den svimlende fornemmelse til at forsvinde. 

Da den langt om længe var væk, så jeg op. 

"Hvordan gik det derinde?" Det var professoren. Dr. Hawkins 

"Fint, faktisk... Jeg fandt ud af meget mere. Jeg kunne ikke få lov til at komme ind igen, vel?" Dr. Hawkins rystede blidt på hovedet og foldede hans hænder. 

"Desværre Louis. Maks to gange, ellers ved vi ikke, hvad der sker. Vi vil ikke ha' at du bliver fanget i fortiden, eller noget helt andet. Jeg kunne allerede se på dig, at du blev svimmel. Det kan være skadeligt at prøve den mere, så jeg må desværre sige til dig, at din tidsrejse stopper her" Jeg nikkede svagt, inden jeg kunne mærke en hånd, der lagde sig på min skulder. Jeg vendte mig roligt om og så direkte ind, i et par grønne øjne. Harry. 

"Hvad laver du her?" Han trak blidt på skuldrene, inden et svagt smil sneg sig over hans læber. 

"Jeg ville bare være her til at hente dig, når du engang vågnede op fra dit lille fortids drømmeri" Jeg nikkede bare. Jeg ville virkelig gerne sende en eller anden flabet kommentar afsted, bare sige et eller andet, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke. 

Tankerne om Fanny sad for dybt i mig. Om hvad jeg havde gjort imod hende. Jeg blev nød til at rette op på det, rette op på mine fejl - sige undskyld. 

Jeg måtte finde Fanny. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...