Pαѕт мιѕтαкєѕ ☣ Oηє Dιяєcтιση

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2014
  • Opdateret: 11 feb. 2014
  • Status: Færdig
Hvis du fik chancen for at rejse tilbage i tiden, ville du så gøre det? Det er lige præcis det, som Louis gør. Han rejser tilbage til hans high school tid og ser ting, som han ellers havde glemt alt om. Det viser sig, at han har haft en forfærdelig fortid, at han var været forfærdelig overfor en helt uskyldig pige. Da han igen kommer tilbage til nutiden, er han opsat på at finde hende, men det viser sig, ikke at være så let og pludselig indser han meget, meget mere og hvor langt ned, han tog hende. Men vil han finde hende?, hvis han gør, vil hun så tage imod hans undskyldning eller vil hun tage hævn? En ting er sikkert: Aldrig se dig blind, for lige så snart du vender ryggen til, vil hævnen være sød.

45Likes
32Kommentarer
2898Visninger
AA

8. Raped


Da jeg trådte ud af bilen og stod ude foran døren til Fannys lejlighed, kunne jeg mærke min puls stige. Mit hjerte bankede derudaf, da jeg forsigtigt bankede på hendes dør. Det føltes som evigheder, inden den endelig blev åbnet og Fanny stod foran mig. Hendes øjne mindede mig lidt om Harrys, da det var den samme grøn/grå farve. 

"Kom ind" Sagde hun med et lille smil. Jeg trådte forsigtigt ind i lejligheden og skulle til at tage mine sko af, inden hun afbrød mig. 

"-Du skal ikke tage skoene af, bare kom ind" Jeg nikkede forsigtigt og fulgte med Fanny ind i stuen. Hendes lejlighed var lige så pæn som Liams. Her var ikke rodet eller noget, pæne møbler og en forholdsvis stor lejlighed. 

"Det er en virkelig pæn lejlighed" Jeg ved ikke, hvor den kom fra, men jeg kunne slå mig selv ned for den. Virkelig ikke en særlig god bemærkning. Hendes læber trak op i et smil, inden et dæmpet grin forlod hendes smukke læber. 

"Vil du ha' noget? Te, kaffe? Og spørg nu ikke om det samme som Harry" Et grin forlod mine læber, da hun nævnte Harrys bemærkning. 

"Nej, det.. Det er fint" Jeg satte mig forsigtigt ned i hendes sofa, hvor hun efterfølgende satte sig ned ved siden af mig. 

"Hvad har du på hjerte?" Spurgte hun, med et lille smil. Jeg tog en dyb indånding og fangede hendes øjne. 

"Her for lidt tid siden, jeg ved godt, at det lyder virkelig underligt, men vi blev tilbudt at prøve den her tidsmaskine. Jeg valgte at rejse tilbage til mine high school år, hvor.. Hvor jeg fik øje på dig. Jeg sværger, at jeg ikke er den person mere og jeg har så dårlig samvittighed. Jeg vil bare så gerne sige undskyld" 

"Louis, jeg.. Jeg har nærmest været jeres faste servitrice i over et år, jeg ved, at du har forandret dig. Det kan jeg både se og høre, du er ikke den samme mere, men det ændre ikke på, hvad du har gjort. Jeg kommer nok aldrig til at tilgive dig helt, men jeg kan tage imod din undskyldning. Det vil jeg meget gerne" Et lille smil kom op på hendes læber, hvilket virkelig smittede af på mig, så jeg selv kom til at smile. 

"Må jeg spørge dig om noget?" Hun nikkede. 

"-Hvorfor gik du i behandling på hospitalet?" Hendes blik faldt straks og jeg kunne se, hun blev lidt trist. 

"Det er en lang historie" Mumlede hun, så det næsten var utydeligt. 

"Jeg har massere af tid?" Hun så igen op på mig, men der var ikke noget smil at spotte på hendes læber. 

"Jeg gik der, fordi jeg har været ret hårdt ramt af en spiseforstyrrelse" 

"Hvordan?"

"I skolen havde jeg ikke nogle venner og ja, jeg blev mobbet og mange gange fik jeg af vide, at jeg var fed, grim.. Du ved. Det tog ret hårdt på mig og jeg begyndte at sulte mig selv. Hver dag løb jeg ti kilometer og jeg spiste ikke rigtig noget mad. Jeg var bange for, hvad folk omkring mig ville sige, hvis jeg spiste noget. Jeg var nede og veje.. Rigtig mange kilo for lidt, jeg var det man kalder ekstremt undervægtig, det var faktisk sådan, at jeg kunne dø af det. Jeg er stadig ikke helt helbredt, men jeg kom til at starte med, på hospitalet fem gange om ugen, fordi de skulle tjekke min vægt, blodsukker og alt det der, men her for lidt tid siden, så blev det sat ned til to gange om ugen og nu mener de åbenbart at jeg er rask nok til at blive udskrevet" 

"Det.. Det er jeg virkelig ked af, for som jeg husker det, så har du altid været så tynd?" Hun nikkede forsigtigt og pillede lidt nervøst ved hendes negle. 

"Det rigtigt, jeg har altid vejet for lidt og da jeg så begyndte at tabe mig, så blev det endnu værre" Jeg kunne se små tåre i hendes øjne, hvilket gjorde, at jeg flyttede hendes ansigt hen imod mig, med min pegefinger. 

"Du må ikke græde" Sagde jeg roligt. Hun nikkede forsigtigt og tørrede tårerne væk.

"Jeg.. Jeg gik faktisk også til psykolog og kommer der stadig. Da du gik ud af skolen, for at tage til audition, så blev det hele meget værre. Du havde et slags lederskab over dem, du kunne takle dem, men da du ikke længere var der, så var det et mareridt. Det var ikke længere kun dine venner, der mobbede mig, men hele skolen gjorde. På et tidspunkt gik det så vidt at.. Jeg var lige ved at blive voldtaget af en af dine venner" De sidste ord ramte mig som et hammerslag. Voldtaget? 

"Det..." Jeg kunne ikke finde ord for det. Det var som om, at jeg lige havde lært hele hendes livs historie at kende på få minutter, mere end jeg havde lært i 22 år. 

"Du behøver ikke at svare på det" Sagde hun stille, med et lille smil. Utroligt hun overhovedet kunne smile, efter alt hun er gået igennem. Jeg har det så forfærdelig dårligt over det og jeg ønsker virkelig at hjælpe hende, men jeg kom forsent. 

"Er der andet, jeg bør vide?" Spurgte jeg stille. 

"Faktisk, så kan jeg vel lige så godt fortælle dig det hele nu, når du allerede ved så meget: Pga. mobningen, begyndte jeg at hænge ud med de forkerte. Jeg begyndte at drikke, ryge og.. Jeg tog stoffer. Når jeg kigger tilbage på det, så var det totalt åndsvagt. Jeg endte faktisk ud i et misbrug og det.. Det endte så galt, at jeg fik taget en overdosis" Det sidste nærmest hviskede hun. Jeg vidste, at hun virkelig ikke var stolt af det, men  jeg var virkelig imponeret over det. Hun er en virkelig fantastisk person og meget åben. Jeg havde nærmest forestillet mig, at jeg skulle tvinge det ud af hende. 

"Men, hvis du tog en overdosis, burde du så ikke være død?" Hun nikkede forsigtigt. 

"Jeg var død.. Det eneste der reddede mit liv, var faktisk min hund: Jeg var lige kommet hjem fra endnu en skoledag med mobning og mit liv så bare så mørkt ud. Det var som om, at mit liv aldrig ville blive anderledes og jeg kunne ikke klare det mere. Jeg gik ind på mit værelse, fandt mine ting frem og tog en overdosis. Min hund havde sværmet omkring mig lige siden jeg kom hjem og det var som om, at den kunne føle, at der var noget galt. Da mit hjerte stoppede med at slå og jeg.. Var død, så har jeg fået fortalt at min hund på en eller måde, fik løbet ind til naboen og fået lokket ham med ind i vores hus, hvor han kunne give mig hjertemasage og ringe 112. Heldigvis var vores naboer et meget sødt ægtepar og det eneste jeg tænker på er.. Hvis jeg ikke havde haft min hund, eller hvis naboen ikke var hjemme så.. Jeg kunne ha' ligget nede i jorden nu, jeg aner ikke, hvad jeg tænkte på" Hendes historie borede sig ind i mig og da jeg så de små tåre, der løb ned af hendes kinder, skyndte jeg mig at lægge mine arme om hende og trække hende ind i et kram, hvor jeg aede hende beroligende på ryggen. 

Jeg ved ikke, hvor lang tid vi havde siddet sådan her, da hun stille trak sig væk og sendte mig et takkende smil. 

"-Vil du vide, hvordan det hele startede?" Jeg nikkede roligt. 

"-Jeg var forelsket i dig. Langt ude ik'?" Hun var forelsket i mig? Wow, den kom bag på mig. Jeg rystede bare stille på hovedet. 

"Det er da ikke langt ude, det er da.. Sødt" Jeg sendte hende et lille smil, som hun stille gengældte. 

"Jeg havde skrevet et brev til dig, det var alt sammen før, mobningen startede.. Men på en måde faldt det ud af min taske og i fik fat i det og det var der, det hele startede" Wow.. Så mobningen på hende startede altså, fordi hun var forelsket i mig? Det var langt ude - altså, mobningen. 

"Det er jeg ked af.." Min mobil afbrød mig, da den pludselig ringede. Jeg tog den hurtigt op af min lomme og op til øret. 

"-Ja, Harry?" Spurgte jeg en smule irriteret. 

"Hey, easy? Hvor er du henne, vi har ventet på dig i snart tyve minutter?" Hvad? Ventet på mig, hvorfor?

"Hvorfor det?" Jeg kunne høre han grinede, men jeg kunne virkelig ikke se det sjove i det. 

"Tiden trak måske ud hjemme hos Fanny?" Spurgte han drilsk, hvilket fik mig til at himle med øjnene af ham. 

"Har jeg glemt noget?" Spurgte jeg undrende. 

"Vi skulle jo spise hjemme hos Zayn? Din tard" Når ja forhelvede.. Er klokken allerede så mange?

"Okay, jeg kommer nu" Jeg lagde på og sendte Fanny et undskyldene smil.

"-Det må du virkelig undskylde, men drengene venter på mig. Jeg havde helt glemt, at jeg havde en aftale med dem" Hun smilede forstående, inden hun rejste sig op og fulgte mig hen til døren, hvor jeg greb fat i min jakke. 

"Det har været hyggeligt" Sagde hun roligt, som hun stille åbnede døren og lænede sig forsigtigt op af den. 

"Meget. Må jeg komme forbi imorgen?" Det sidste var egentlig meget tøvende, da jeg ikke vidste, om hun kun lukkede mig ind idag for at høre, hvad jeg havde at sige, eller hvad. Jeg håbede bare virkelig ikke, at hun afviste mig. 

"Lige imorgen, skal jeg på arbejde. Beklager" Hun smilede undskyldene, inden jeg nikkede kort. 

"Hvornår har du fri?" Spurgte jeg, som jeg proppede hænderne ned i mine jakkelommer. 

"Klokken 18, hvad med tirsdag?" Jeg nikkede hurtigt, inden jeg trådte ud af døren. 

"Jeg kommer på tirsdag" Sagde jeg med et smil, inden hun forsigtigt vinkede til mig og lukkede døren. 

 

***

 

Jeg åbnede døren til Zayn hus og hang hurtigt min jakke op, efterfulgt af, at jeg trak mine sko af og lod min næse føre vej ind til spisestuen, hvor de allerede sad samlet. 

"Der er han jo" Udbrød Liam, så jeg lavede et lille vink med hånden, inden jeg gik hen og satte mig ned. 

"Det trak måske ud?" Harry puffede drilsk til mig, inden jeg himlede med øjnene af ham. 

"Du er bare skide jaloux" Sagde jeg med samme tone, som han havde brugt imod mig. Et tungt suk forlod blot hans læber, som et drilsk grin undslap de andres læber. Det var vel sandt nok, Harry var skide jaloux. 

"Sommerhuset er ordnet" Sagde Liam. Jeg nikkede kort. Mig og drengene, Perrie og Sophia skulle i sommerhus et sted langt uden for London i en skov, med en sø og det hele. Enormt hyggeligt. 

"Skal Eleanor med?" Spurgte Niall. Det var lige før jeg fik maden galt i halsen, da ja, det var meningen, men vi var ligesom ikke sammen mere. Det vidste de nok ikke. 

"Øhm..Nej. Vi er ikke et par mere" Mumlede jeg og straks blev de alle stille. Wow, big news. 

"Det vi kede af" Sagde Niall. Jeg trak blot på skuldrene og gik igang med at fylde diverse indhold ind i min Taco. 

"Hvad så med at invitere Fanny?"

 

Undskyld for det lidt kedelige kapitel!

Nu i alligevel læser dette, ville i så ikke være søde at tage et kig på min nye movella; Kiss Me?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...