Pαѕт мιѕтαкєѕ ☣ Oηє Dιяєcтιση

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2014
  • Opdateret: 11 feb. 2014
  • Status: Færdig
Hvis du fik chancen for at rejse tilbage i tiden, ville du så gøre det? Det er lige præcis det, som Louis gør. Han rejser tilbage til hans high school tid og ser ting, som han ellers havde glemt alt om. Det viser sig, at han har haft en forfærdelig fortid, at han var været forfærdelig overfor en helt uskyldig pige. Da han igen kommer tilbage til nutiden, er han opsat på at finde hende, men det viser sig, ikke at være så let og pludselig indser han meget, meget mere og hvor langt ned, han tog hende. Men vil han finde hende?, hvis han gør, vil hun så tage imod hans undskyldning eller vil hun tage hævn? En ting er sikkert: Aldrig se dig blind, for lige så snart du vender ryggen til, vil hævnen være sød.

45Likes
32Kommentarer
2936Visninger
AA

4. Please


Jeg smækkede døren i, da jeg havde sat mig ind på forsædet i Harrys bil. Han havde jo været så sød at være der, når jeg engang vågnede fra fortiden. Jeg kunne godt følge med i, hvad professoren mente, da han sagde jeg ikke kunne besøge min fortid mere. Sådan en maskine, kunne hurtigt gøre en afhængig. Jeg kunne ikke dvale i fortiden, men jeg måtte finde Fanny. 

Der var et eller andet der skreg i mig, at jeg skulle finde hende, men der var også noget der blot sagde, at jeg skulle lade hver. 

Måske var det ikke så smart at opsøge min fortid?

Hvad snakker jeg om! Jeg har været forfærdelig og jeg skylder denne Fanny en undskyldning. Jeg skylder hende en virklig stor undskyldning, om jeg så skal rejse til den anden ende af verden for at finde hende, så er det det jeg gør. 

"Hva' så Lou, noget nyt?" Jeg skævede over til Harry, inden jeg blot træk på skuldrene og kørte selen over min krop, inden den sagde et lille klik, der betød jeg var spændt fast. 

"Jeg... Harry, jeg var jo forfærdelig" Det var bare sandheden på bordet og så se Harrys reaktion. Han træk blot et lille smil op og en dæmpet latter forlod hans læber, inden han startede bilen og kørte ud på vejen. 

"Louis, alle laver fejl" Sagde han, som om det ikke betød noget, hvilket faktisk gjorde mig lidt sur. 

"Harry, det er ikke bare en fejl, det her! Jeg mobbede hende, er du klar over, hvad jeg lige så? Jeg så, at det var min skyld, hun led under en spise forstyrrelse, min skyld, at hun skar i sig selv, min skyld, at hun tryglede gud om, at jeg skulle lade hende være! Det her er ikke bare ingenting, det er virkelig alvorligt!" Harrys smil forsvandt med det samme, som han hurtigt så over på mig og hans mund formede et lille: o 

"Louis, var det virkelig så slemt?" Han holdt hans blik ude på vejen og det samme gjorde jeg. 

"Nej" Sagde jeg hurtigt og kunne mærke hans blik, der igen lagde sig på mig, for at se ud på vejen. Vi skulle jo nødigt køre galt eller noget. 

"-Det var meget værre" Det var næsten kun en svag mumlen, da ordene forlod min mund. Det gjorde ondt, det gjorde virkelig ondt. Hvordan kunne jeg ha' glemt alt det? Hvordan kunne det ligge så fjernt, at jeg ikke engang havde en lille anelse om det? Jeg troede, at jeg gik ind til et par glade high school år, da jeg for første gang satte mig i maskinen, men sådan var det ikke, slet ikke. Jeg gik ind til en forfærdelig fortid, der bare har ligget og luret og jeg vidste absolut ingenting. Det gør ondt at vide, at denne pige var så langt nede og det hele var min skyld. Jeg kan stadig ikke rigtig fatte det, men jeg må finde hende. Koste hvad det koste vil, om jeg så skal efterlyse hende over radioen, så gør jeg det. 

"Louis, tag det roligt. Nu tager vi en tur på Torne's så du kan tænke det hele igennem, okay?" Jeg nikkede kort. Torne's var virkelig en af mine yndlings steder. Det var et sted, hvor man bare kunne slappe helt af og være mig selv, hvilket var noget, jeg ikke længere havde lyst til. 

Mit sande jeg, skræmmede mig - virkelig meget. 

Der gik ikke ret lang tid, før Harrys bil holdt ude foran den lille kaffebar. Det var efterhånden et velbesøgt sted, hver eftermiddag. Personalet var utrolig søde og de havde en virkelig god kaffe. Vi steg ud af bilen og fortsatte ind i den lille kaffebar, hvor duften af ny lavet kaffe, straks borede sig ind i ens næsebor. Vi gik hen til vores sædvanelige hjørne og slog os ned. Jeg lænede mig blidt tilbage i de komfortable puder og lod mit blik hvile på bordet. 

"Har du snakket med Eleanor?" Spurgte Harry pludselig, hvilket fik mig til at se op på ham. Jeg rystede bare på hovedet. Mit og Eleanors forhold havde ikke været så godt på det seneste og her den anden dag, havde vi haft et kæmpe skænderi og det var ikke endt skide godt. Hun havde ignoreret mig siden og jeg var blevet i tvivl om, om vi stadig var et par. Jeg skulle lige til at svare, da den samme brunette, igen stod foran os. Hun var idag iklædt en sort cardigan og en mintgrøn top, med et par sorte short og det sædvanelige forklæde, der var bundet om hendes smalle hofter, imens hun holdt den lille blok papir i hånden. Hendes brune hår hang løst over hendes skuldre, imens det forreste var flettet og sat op med hårnåle. Hun var utrolig smuk, men jeg havde dog aldrig set hende med korte trøjer på? 

"Hvad kan jeg hjælpe med?" Spurgte hun med et lille smil, imens jeg registrerede, at hendes blik hvilede delvist meget på mig. Hun havde nok ikke glemt det lille kaffe uheld, som hun havde forleden. Det gjorde mig dog ikke noget, alle kan lave fejl. Harrys smil voksede lidt da han så hende, og blev en smule flirtende. Han kan bare ikke lade hver. 

"Dit nummer?" Spurgte han flirtende og holdt en øjenkontakt med hende. Hun så dog ikke ud til at ville give ham det, som hun forsigtigt lagde hånden på bordet og smilede skævt til ham. 

"Nu mente jeg nu, hvilken kaffe i gerne ville ha'?" Sagde hun en smule flabet og rettede sig op igen. Det måtte jeg sige. Hun var en hård negl, siden hun afviste Harry. Sejt. 

"En Latte og en Americano" Sagde jeg hurtigt, for at Harry ikke skulle svare hende igen. Jeg vidste godt, at Harry havde haft kig på hende, i et lille stykke tid og han havde endelig taget sig sammen og så blev han afvist. Så kunne han lære det. Da hun igen var gået, så jeg hen på Harry med et drilsk smil. 

"Hva' så? Afvist, huh?" Han rullede bare med øjnene af mig og et dæmpet grin forlod hans mund. 

"Det var ikke en direkte afvisning" Sagde han flabet og trommede med den ene finger på bordkanten. 

"Ikke direkte, nej, men den var ret tydelig" Jeg skød det ene øjenbryn en smule i vejret og så drilsk på ham. Det var en af de få gange, han faktisk var blevet afvist. 

"Når men Louis, hvad var det så, du så i dag?" Han skiftede bevidst emne, jeg var helt sikker og fordi jeg var sød, så lod jeg ham bare gøre det. 

"Det var.. Forfærdeligt. Jeg var skylden i, at hun havde en spise forstyrrelse. Harry, hun skar i sig selv pga. mig -" Servitricen kom tilbage, så jeg dæmpede straks min snakken, som hun stillede kopperne ned på bordet. 

"En americano?" Spurgte hun og jeg smilede til hende, inden hun stillede koppen foran mig og derefter Harrys Latte. Hun så pludselig utrolig bleg ud. Hun havde sikkert hørt, hvad vi snakkede om. Gad vide om det gjorde hende utilpas? Det kunne jo godt være. 

 

***

 

"Eleanor, vil du ikke nok høre på mig?" Nærmest tryglede jeg, som jeg endelig var kommet igennem til hende på mobilen. Jeg havde allerede været henne ved hendes lejlighed, men uden held. 

"Hvad vil du Louis?" Spurgte hun irriteret. Jeg kunne nærmest føle tårerne, der samlede sig i mine øjenkroge og lige så stille trillede ned af mine kinder. Jeg vidste, at vores forhold ikke kunne meget længere. 

"Jeg vil bare sige til dig, at jeg vil opsøge en pige fra min fortid" 

"Din fortid? Hvorfor nu det!? Det tidsmaskine hejs, har virkelig ikke været godt for dig, overhovedet! Louis, det kan du jo ikke, hun kan være over det hele og hvad er det lige, der er så vigtigt, at du bliver nød til at finde hende?"

"Jeg har virkelig ikke været sød overfor hende og jeg vil gerne undskylde" Nærmest mumlede jeg, som mine fingre forsigtigt trommede på bilrettet. 

"Jeg kan ikke kende dig mere Louis... Det er flere år siden, tror du ikke hun er ligeglad?" 

"Nej Eleanor! Du forstår det ikke"

"Nej, du har ret. Jeg forstår det ikke, vi er færdige Louis" Og inden jeg kunne nå at svare, blev hendes stemme erstattet af en høj bib lyd. Havde hun lige slået op med mig? Det havde hun og jeg følte mit hjerte lige var blevet revet midt over, så min mobil faldt ud af hånden på mig og landede på gulvet, imens tårerne forsigtigt trillede ned af kinderne på mig. Jeg havde mistet Eleanor i en tid, hvor jeg nok havde allermest brug for hende. Jeg rystede blidt på hovedet og tørrede tårerne væk fra kinderne og mine øjenkroge, inden jeg lukkede bildøren op og steg ud af bilen. Jeg befandt mig ude foran min gamle high school, da jeg for alvor havde besluttet, at jeg måtte finde Fanny og den første mulighed, var min gamle high school, hvor jeg håbede på, at jeg kunne få lidt oplysninger. Klokken var godt og vel 12, da jeg satte mine ben indendøre. Sidst jeg var her, var da jeg sad i tidmaskinen og 16-årige mig, stod foran mg og viste den mest hånlige mig, jeg nogensinde har set. Da mit blik gled rundt på gangene, kom der et deja-vu, hvilket fik det hele nærmest til at svimle. Jeg havde det helt dårligt, da alle følelserne igen fangede mig og gjorde mig utilpas. 

Mit blik røg hen på væggen ved siden af mig, hvor jeg nærmest kunne se Fanny sidde og græde, bukket under for den smerte jeg på førte hende. Jeg kunne mærke en masse blikke, der lå på mig og da der var nogle der prikkede mig på skulderen, vendte jeg mig hurtigt om og så om på et par storsmilende teenage piger. 

"Louis? Må vi godt få et billede?" Spurgte de. Jeg smilede bare til dem og lod dem tage et billede med mig på skift. Enkelte andre elever kom hen til mig, inden jeg nåede rektors kontor. Jeg kunne præcist huske, hvor det lå henne, da jeg vidst havde besøgt det lokale, lidt for mange gange. 

Foran mig, sad en ung kvinde med blond hår og rød læbestift, med et par sorte briller, en lang sort nederdel og en hvid skjorte. 

"Hvad kan jeg hjælpe med?" Spurte hun snerpet og lod hendes blik studere mig grundigt. 

"Jeg ville gerne tale med rektor" Hun lagde hovedet let på skrå og der var ikke det, der lignede et smil på hendes læber. 

"Du er da lidt for gammel, til at være blevet sendt op til rektor?" Gud, var hun komplet dum? Ej, Louis. Tænk pænt. 

"Jeg tror de misforstår, jeg går ikke på skolen, men jeg har gået her og jeg vil bare gerne spørge rektor om noget" Hun så snerpet på mig og pegede med hendes lange, tynde fingre, hen på en mørk egetræs dør, hvor et sølvskilt hang på og med sorte bogstaver, stod der: Rektor 

Jeg sendte hende et takkende smil og gik hen til døren, hvor jeg forsigtigt bankede på. 

"Kom ind!" Råbte han og jeg gik forsigtigt ind. Foran mig, sad Mr. Torne og lignede ærlig talt sig selv. 

"Hr. Tomlinson, hvad skylder jeg æren?" Han placerede hans hænder på bordet, inden han hurtigt henviste til stolen foran ham. Jeg gik forsigtigt hen og placerede mig i stolen, foran ham. 

"Mr. Torne, jeg har et spørgsmål?" Han nikkede kort. 

"- Jeg vil... Jeg vil gerne finde en speciel pige, som gik på samme årgang som mig" Han så en smule undrende på mig og lænede sig lidt frem i stolen. 

"Hvorfor det?" Jeg rykkede mig lidt utilpas i stolen og foldede mine hænder. 

"Jeg vil gerne sige undskyld og jeg har brug for jeres hjælp til at finde hende" 

"Undskylde? For hvad dog?" Pis, pis, pis. 

"Jeg havde inviteret hende til prom, men jeg brændte hende af" Gud en dårlig undskyldning, men jeg måtte finde på et eller andet. 

"Søde Louis, tror du ikke, at hun er kommet sig over det?" Hvorfor siger alle det! okay, nu kender han ikke den rigtige grund. 

"Men jeg... Hun hedder Fanny, men jeg kender ikke hendes efternavn eller noget og jeg har virkelig brug for at finde hende. Hun gik på samme årgang som mig og jeg har brug for din hjælp til at finde hende" Han fugtede kort hans læber, inden han hostede kort. 

"Jeg beklager Louis, men jeg kan ikke uddele personlige oplysninger om nuværende eller tidligere elever" Selvfølgelig. Selvfølgelig kunne han ikke det. 

"Ikke engang hendes efternavn?" Spurgte jeg håbefuldt. 

"Der var jo kun denne ene pige på din årgang, der hed Fanny, men nu ved jeg jo, at du ikke er en eller anden morder, så hun hedder Fanny Torne, men Louis?" Jeg nikkede kort. Fanny Torne... Det lød bekendt. 

"- Det er nok ikke så smart at opsøge hende for tiden" 

"Hvorfor det?" Spurgte jeg undrende og fugtede hurtigt mine læber. 

"Fanny hun... Hun har det ikke så godt for tiden, hun har været indlagt på hospitalet et par gange og kommer der et par gange om ugen" Hvad? Indlagt?

"Hvorfor det, hvad fejler hun?" Han rystede blidt på hovedet. 

"Det kan jeg ikke sige til dig, men det er ikke klogt at opsøge hende" 

"Men... Hvordan ved du alt det?" Han blev straks en smule nervøs og lænede sig tilbage i stolen. 

"Hun er min niece"

"Niece? Det har hun da aldrig sagt?" Han rystede blidt på hovedet. 

"Hun havde det ret svært, her i hendes high school år og hun havde vel ikke ligefrem brug for, at eleverne også vidste, at rektor var hendes onkel" Jeg nikkede forsigtigt, rejste mig op og gav rektor hånden. 

"Tak for hjælpen" Sagde jeg med et lille smil, inden han smilede tilbage og jeg forlod kontoret. Jeg var endnu tættere på at finde hende. Det skulle nok lykkedes for mig. 

 

Hej alle! Jeg vil sige tusind tak, for alle de like's og favoritter, der allerede er kommet.

Men det ville betyde utrolig meget, hvis i gad smide en kommentar, med noget konstruktiv kritik og hvad i syntes om historien! 

Mange tak! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...