Pαѕт мιѕтαкєѕ ☣ Oηє Dιяєcтιση

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2014
  • Opdateret: 11 feb. 2014
  • Status: Færdig
Hvis du fik chancen for at rejse tilbage i tiden, ville du så gøre det? Det er lige præcis det, som Louis gør. Han rejser tilbage til hans high school tid og ser ting, som han ellers havde glemt alt om. Det viser sig, at han har haft en forfærdelig fortid, at han var været forfærdelig overfor en helt uskyldig pige. Da han igen kommer tilbage til nutiden, er han opsat på at finde hende, men det viser sig, ikke at være så let og pludselig indser han meget, meget mere og hvor langt ned, han tog hende. Men vil han finde hende?, hvis han gør, vil hun så tage imod hans undskyldning eller vil hun tage hævn? En ting er sikkert: Aldrig se dig blind, for lige så snart du vender ryggen til, vil hævnen være sød.

45Likes
32Kommentarer
2877Visninger
AA

2. My twin


"Okay Louis, hør godt efter. Du er derinde i 1 time af gangen. Du kan se alt og alle, men ingen kan se dig. Forstået?" Jeg nikkede hurtigt og lod mit blik flyde rundt på alle menneskerne i lokalet, der så spændt på mig. Mig og drengene havde været overdrevet heldige, at få lov til at prøve tidsmaskinen, før alle andre og jeg havde valgt at rejse tilbage til mine high school år og se hvordan jeg var. Se hvordan det var før, se hvad jeg har mistet og se hvad jeg har fået. Som et slags break. 

"Godt og vi er enige om, at det er til dine high school år, da du var seksten?" Jeg nikker bekræftende og stille mig ind i glasrøret, der er tidsmaskinen. Jeg får sat en slags hat på, hvori der er sat adskillige antænder og ledninger. 

"Du kører om 3...2...1" Pludselig begyndte alt at svimle. Det hele kørte rundt, men ikke på en ubehagelig måde. Det var rart, afslappende... En meget underlig følelse, der ikke rigtig kan beskrives, men pludselig blev alt sort. 

 

1 Juni 2007

 

De velkendte klokker kunne høres. De klokker der ringede hver morgen, præcis klokken otte og signalerede, at skolen startede. Flere fortumlede elever løb rundt om ørerne på mig, som om de slet ikke så mig. 

Men vent... Det gjorde de jo heller ikke, jeg var usynlig. Jeg kunne se alle, men de kunne ikke se mig. 

De løb rundt med skoletaskerne hængende over skuldrene, da de ikke ville komme forsent i skole. Jeg husker det tydeligt. Kom 2 sekunder forsent og det var direkte op til rektor. 

Jeg lod mit blik glide rundt i søgen for at finde mig. Wow, det lød underligt, men det var sandt. 

Desværre kunne jeg ikke se mig selv, så jeg var nok ikke kommet i skole endnu, ellers befandt jeg mig allerede indendørs. Mine skridt bevægede sig langsomt over asfalten og ind af skolens indgang, hvor eleverne myldrede endnu hurtigere omkring mig. 

Ren kaos. 

Mit blik skimmede rundt over de lange gange, der bestemt ikke var savnede. Skolen havde ikke været min første prioritet, det kunne jeg tydeligt huske. Pludselig hørte jeg et grin, der mindede utrolig meget om mit og kort efter blev mit navn råbt. Jeg vendte mig hurtigt om og ja, ganske rigtigt. Der var jeg, bare i en meget yngre udgave. Nu havde jeg fået skægstubbe og nogenlunde kort hår, i kender min frisure. Men der, wow. Jeg var jo... Anderledes. Langt hår, intet skæg og mit tøj var ikke ligefrem til at råbe hurra for. Havde jeg aldrig set en frisør? Hvad var det for en tid. 

Jeg havde åbenbart utrolig mange venner, for de nærmest mængede sig omkring mig, slog mig på skuldrene og grinede i mit nærvær. Jeg havde åbenbart ikke travlt med at komme til time, i det tempo som det gik i. 

Gangene var efterhånden begyndt at være tomme, da de myldrende elever havde fundet deres klasseværelse og det var kun min store vennegruppe, der frydede sig på gangen. 

"Hvorfor kommer i ikke til time?" Hørte jeg mig selv sige. Hvor er jeg dum. Selvfølgelig kunne de ikke høre mig. Ganske rigtigt. De hverken så eller hørte mig, da de gik direkte frem imod mig og stødte ind i mig, men så... De gik direkte igennem mig? Wow, det var virkelig en ubehagelig følelse. Det skal jeg ikke prøve igen. 

Pludselig prydede klangen af stemmen, der tilhørte den seksten årige mig, lokalet. 

"Jamen se, der har vi jo Nørde-Fanny! Kommer du forsent til time, huh?" Jeg vendte mig hurtigt om og nede af gangen, kom en pige gående, som jeg regnede med hed Fanny. Men hun havde åbenbart et øgenavn, kaldet Nørde-Fanny. Og det var mig, der kaldte hende det... Seksten-årige mig. 

Den stakkels pige begyndte at knuge bøgerne ind til sin krop, da hun nervøst rettede på hendes briller. 

"Nej jeg... J-J-Jeg, skal ba-bare hente noget for frk. Ma-Max" Hun stammede også. Hun virkede... Bange? (for at gøre det lettere for jer, beskriver jeg 16-årige mig som ham, han eller Louis. 

Louis gik hen imod hende og hun nærmest klyngede sig selv op af væggen. Jeg kunne se hun skælvede, som han forsigtigt lod hans finger snog sig rundt om hendes hår. Mit blik gled hen på Louis venner, der stod og grinede, hvorefter mit blik igen røg hen på Louis, der pressede den stakkels pige op af væggen. 

"Hva' så Fanny? Har du fået lavet mine lektier?" Hun nikkede nervøst og Louis flyttede sig fra hende, da hun bukkede sig ned og stak nogle papirer frem imod ham, som han tog imod. 

"-Jeg håber det er værdig til et 10-tal, ellers ved du godt, hvad der sker" Han smilede lumsk til hende, som hun kort nikkede og slyngede tasken over skulderen, for at fortsætte med hurtige skridt ned af gangen. Hvad gik det lige ud på? Det husker jeg slet ikke? Ærlig talt, så chorkerede det mig. Den side af mig, kunne jeg ikke huske? Slet ikke.

Jeg måtte kende lidt mere til "gamle mig"

Jeg fortsatte ned af gangen, da den stakkels pige var ude af syne. Istedet fulgte jeg med hele det slæng, som jeg åbenbart var lederen af, her i high school. Pludselig sagde Louis farvel til de andre og drejede ind af en dør, hvor han nok skulle til time. Jeg fulgte stille med og sørgede for at gå igennem døren, før den lukkede. 

"Mr. Tomlinson, er du så rar at forklare mig, hvorfor du kommer forsent til time?" Jeg så ned på Louis, der indtog sin plads, som om han intet havde hørt. Lærerinden gik hen foran hans bord og så direkte ned på ham, over hendes brilleglas. 

"Mr. Tomlinson. Nu ligger du den mobil og besvare mit spørgsmål, eller det er direkte op til rektor" Han lagde pænt mobilen foran sig og så direkte op på lærerinden, med et flabet smil. 

"Undskyld Eva, jeg hørte ikke, hvad de sagde?" Han omtalte hende ved fornavn? Det gjorde man da ikke? Ikke så vidt jeg huskede... Jeg kunne straks se hendes ansigtsudtryk ændrede sig og det lignede hun var ved at sprænge. 

"Kan du så tale pænt unge mand, jeg finder mig ikke i din opførsel" Sagde hun stramt. Hele klassen var stille, som om de kun ventede på et udbrud. 

"Og jeg finder mig ikke din undervisning. Den er meget sløv og man skulle tro, at du nærmest var ligeglad med dine elever, sådan som du har travlt med at stå her og tale så pænt til mig. Men du er jo også ved at være oppe i årerne, måske du skulle overveje pension?" Pludselig brød hele klassen ud i et grin, hvilket jeg ikke helt forstod, da jeg virkelig ikke kunne se det sjove i det, men med det samme klaskede lærerinden hånden ned i bordet, så der blev helt stille. 

"Så er det godt! Så er det ud!?" Hun pegede strengt imod døren og Louis trak på skuldrene, som han rejste sig op og forlod lokalet.

"Hellere det, end din undervisning. Gab siger jeg" De sidste ord forlod hans mund, inden han gik ud af lokalet og jeg igen kunne høre klassens grin, inden jeg fulgte med Louis ud. Han fortsatte ned af gangen, i den stik modsatte ende af rektors kontor. Han havde nok ikke tænkt sig at møde op der, det kunne jeg godt se. Som jeg så stille fulgte med ham, kunne jeg igen se den samme pige som før, der kom gående ned af gangen og da hun så Louis, satte hun kun farten op. 

"Fanny!" Udbrød han og jeg kunne med det samme se, at hun stivnede. var jeg så slem? Louis satte kursen imod hende, hvor han skubbede hende op af skabet, så hun udbrød et lille gisp. 

"Frk. Max er ret sur, så det er nok ikke så godt at gå ind til hende lige nu? Så du har jo rigelig med tid herude? Sammen med med" Han lænede sig op af hende og førte hans hånd let under hendes nederdel, hvilket næsten fik mig til at stivne. 

"Louis... Vi-vil du ikke nok la-lade hver?" Hvis jeg kunne, havde jeg gået hen og givet mig selv en lussing. 

"Ssssh Fanny, ellers ved du godt, hvad der sker? Jeg har hørt dine forældre skal skilles?" Han så indtrængende på hende, som hun nikkede forsigtigt. 

"Hvorfor skal de det?" Han førte hans hånd lidt længere op, hvilket fik hende til at gispe. Ikke et godt gisp. Hun var rædselslagen. 

"Je-jeg det ved det ikke" Stammede hun. Louis lænede sit hoved lidt på skrå. 

"Det er sikkert pga. dig, stakkels Fanny. Du driver dem så meget til vandvid, at de bliver uvenner og ikke kan holde hinanden ud. Dig. Du er problemet" Sagde han skarpt, som han igen fjernede sig fra hende og hun faldt til jorden, imens jeg kunne høre nogle små hulk fra hende. 

"-Lad dog vær med at græde. Desuden, så burde du overveje en diet. Jeg syntes du har taget lidt på" Og med de ord og et flabet smil, fortsatte han ned af gangene. Det passede slet ikke. Pigen foran mig, som jeg regnede med hed Fanny, var ufattelig tynd. Hvordan kunne jeg opføre mig sådan? Hvor kunne jeg? Jeg måtte følge efter Louis og se, hvad han nu lavede. Men... Alt begyndte igen at svimle. Nej, det kunne ikke ske! Ikke nu, der kunne da ikke allerede være gået en time! Det kunne der ikke! Nej. Pludselig blev alt sort. 

 

16. Juli 2013

 

Da jeg slog øjnene op, var jeg helt ude af mig selv. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var helt chokeret... Chokeret over mig selv. Hvordan jeg var, hvordan jeg opførte mig? Det var utroligt. 

"Louis? Lou, er du okay?" En hånd viftede foran øjnene på mig. Hvordan jeg igen stod udenfor tidsmaskinen, vidste jeg ikke, men foran mig stod Harry og så nærmest bekymret ud. 

"Jeg... Jeg har det fint. Det var bare... Jeg bliver nød til at prøve det, bare èn gang til. Please" Jeg vendte mig om imod professoren. 

"Desværre Mr. Tomlinson, det kan ikke lade sig gøre. En gang pr. person"

"Men professor, jeg bliver nød til det. Jeg bliver nød til at vide mere om min fortid! Der var noget, noget jeg slet ikke var klar over og noget, jeg bliver nød til at vide mere om" Jeg så bedende på ham og han så ud til at overgive sig, da et lille suk forlod hans læber. 

"Okay så. Du får lov til at prøve igen, men det bliver ikke idag. Kom tilbage igen imorgen" Jeg nikkede kort. 

"Tusind tak" Jeg sendte ham et takkende smil, inden jeg vendte mig imod de andre drenge. De havde selv haft deres tur. Jeg var den sidste. 

"-Når, hvad siger i til en tur på Torne's?" Torne's var en af byens bedste kaffebarer og de nikkede alle hurtigt, inden vi vendte om og forlod laboratoriet eller hvad det nu var. 

"Når Lou, hvad var det så, der var så spænende, at du bliver nød til at komme tilbage til 07 igen?" Niall så på mig med et drilsk smil. Jeg tøvede kort, men fandt så frem til et svar. 

"På Torne's" De nikkede hurtigt, inden vi satte os ind i Harrys bil, på vej imod Torne's.

 

***

 

Vi steg samlet ud af bilen. På vejen havde drengene fortalt hver deres historier, de manglede kun min og de ventede i spænding, selvom der ikke rigtig var noget at vente på. De ville få et chok da de hørte, hvad jeg havde at fortælle dem. Vi slog os ned ved en af bordene, helt henne i hjørnet. Torne's var en meget stilfuld kaffebar, med flotte borde og stole, blomster, det var lyst, store vinduer, hvide gardiner og store puder. I loftet hang en stor og flot lysekrone. 

"Når Louis, fortæl, fortæl" Sagde Zayn, hvilket fik et dæmpet grin til at forlade mine læber.

"Der er egentlig ikke noget at råbe hurra for, men nu ska..." Jeg nåede ikke at fortælle mere, før der stod en pige overfor os. Iført en hvid, langærmet trøje, et par short og et sort forklæde, bundet omkring hofterne. Hendes hår sad i en lidt sjusket, fransk fletning. Hun havde brunt hår, men man kunne se hun var naturlig blond pga. udgroningerne i hendes hårbund. Hun havde smukke grønne øjne, hvor hendes vipper var beklædt med et naturligt lag mascara. Hun var virkelig pæn.

"Undskyld jeg forstyrre, men er der noget jeg kan hjælpe dem med?" Hun stod med kuglepind og papirblok i hånden. Hun var nok servitricen. 

Drengene bestilte deres kaffe og jeg bestilte bare en normal, sort kaffe. Hun nikkede med et sødt smil, inden hun vendte sig om og tog imod næste bestilling. 

"Lækker" Sagde Zayn, med et af hans charmerende smil, da han hentydede til pigen, der lige havde taget vores bestilling. 

"Ja, hun var ikke værst" Kom det fra Harry, der havde hans normale smil, spillende omkring hans læber. 

"Når, kom så med det Lou" Sagde Liam. Jeg nikkede hurtigt og gav mig til at fortælle dem det hele. 

 

 

Efter en fem minutteres tid, med en masse krydsforhør fra drengene, stod den kønne servitrice igen foran os og tog sig til at sætte kopperne foran os, da Niall spurgte. 

"Hvad var det hende pigen hed, hende du ved, var sådan overfor?"

"Først Niall, så kunne jeg slet ikke kende mig selv" Servitricen skiftede side af bordet, da hun stillede Nialls kop og derefter Harrys. 

"-Men som jeg fik fat i det, så hed hun Fanny og hun blev vidst kaldt for Nørde-Fanny" Da jeg havde sagt mine ord, skulle servitricen lige til at stille min kop, men det var som om hele hendes krop rystede, så hun i stedet tabte koppen ned på gulvet, så der røg noget kaffe udover mig. Jeg kunne høre drengene, der udstødte et lille gisp og gæsterne i kaffebaren, der så hen på os. 

"Det må... Det må du virkelig undskylde, jeg hente straks en klud og ny kaffe til dig" Hun så undskyldene på mig, men jeg tog det ganske roligt og smilede blot til hende. 

"Det skal du ikke tænke på. Det var jo ikke med vilje"

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...