Pαѕт мιѕтαкєѕ ☣ Oηє Dιяєcтιση

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2014
  • Opdateret: 11 feb. 2014
  • Status: Færdig
Hvis du fik chancen for at rejse tilbage i tiden, ville du så gøre det? Det er lige præcis det, som Louis gør. Han rejser tilbage til hans high school tid og ser ting, som han ellers havde glemt alt om. Det viser sig, at han har haft en forfærdelig fortid, at han var været forfærdelig overfor en helt uskyldig pige. Da han igen kommer tilbage til nutiden, er han opsat på at finde hende, men det viser sig, ikke at være så let og pludselig indser han meget, meget mere og hvor langt ned, han tog hende. Men vil han finde hende?, hvis han gør, vil hun så tage imod hans undskyldning eller vil hun tage hævn? En ting er sikkert: Aldrig se dig blind, for lige så snart du vender ryggen til, vil hævnen være sød.

45Likes
32Kommentarer
2888Visninger
AA

9. Feel it


Jeg rakte træt ud efter min mobil, der kimede derudaf, fordi klokken havde paceret ni og jeg snart skulle på arbejde. Det blev jeg jo nød til, hvis jeg skulle tjene nogle penge. Jeg havde nemlig stoppet skolen, da jeg gik psykisk ned og ikke kunne klare at gå der mere, så min far havde åbnet en kaffebar til mig, hvor jeg kunne arbejde, hvilket jeg virkelig var taknemmelig for og når jeg var stabil nok, ville jeg overtage styringen af den. 

Den kaffebar var mit liv. 

Jeg slog dynen til siden og rejste mig træt op af min seng, hvor jeg efterfølgende gik hen til mit klædeskab, åbnede det og fandt en almindelig, langærmet sort trøje frem, da jeg ikke ville ha' at man kunne se mine ar. Jeg var virkelig ikke stolt af det og bliver det jo nok heller aldrig, men det var min måde at få den uendelige smerte til at gå væk på. Det var sådan jeg klarede mig igennem dagen. 

Efter den sorte trøje, fandt jeg et par denimfarvede shorts og matchende undertøj, hvor jeg så satte kursen imod badeværelset. Det var altid det var altid det første jeg gjorde, efter jeg var stået op - at tage et bad. 

 

Jeg lagde sidste hånd på min sminke, så jeg ikke lignede et omvandrende lig og så var jeg ellers klar til at smutte ud af døren. Jeg rettede lige en ekstra gang på mig tøj, inden jeg forlod lejligheden, låste og gik ned af de mange trapper, ud af lejligheds blokken og satte kursen imod kaffebaren. 

Louis havde været på besøg i går og for at være ærlig, så havde det faktisk været meget hyggeligt. Først havde jeg kun givet ham lov til at komme for at høre ham tryle om, at jeg skulle tage imod hans undskyldning, men han var fuldstændig forandret, hvilket nok også var derfor, at jeg pludselig åbnede mig op. Det føltes så naturligt at sidde der og snakke med ham, det var.. Underligt?

Jeg åbnede forsigtigt døren til kaffebaren og gik ind, hvor der allerede sad utrolig mange mennesker. Jeg fortsatte bare lige igennem, hen til personale døren, hvor jeg gik ind og hen til mit skab, låste min taske inde og gik igen ud i kaffebaren og hen til kassen, hvor jeg bandt forklædet om min hofter. Mit hår havde jeg sat i en høj, sjusket knold og jeg havde i ført mig et par lyserøde Converse og ellers det tøj, som jeg fortalte jer om tidligere. Jeg passede mit arbejde i bag kassen, da et par velkendte ansigter, pludselig stod foran mig - Louis og Harry. Louis fangede mine øjne, hvor jeg sende ham et forsigtigt smil. 

"Hvad skulle det være?" Jeg lagde mit hoved let på skrå og så på dem med et smil. 

"Egentlig, så ville vi gerne spørge dig om noget" Sagde Harry, som havde lagt sine arme over disken og så på mig, med et stort, charmerende smil. Jeg forventede det værste.

"Jeg har altså kunder, kan det vendte?" De flyttede sig en smule fra kassen, hvor en ældre dame trådte til. Jeg tastede hendes bestilling ind, sendte hende et varmt smil og tog imod pengene. 

"Faktisk.. nej" Jeg så over på Louis, der nu var gået om i bag disken og stod ved siden af mig og siden der ikke var nogen i køen lige nu, så kunne jeg vel godt give ham et par sekunder. 

"Fint, hvad er der?" Jeg lænede mig op af disken og lagde mine arme over kors. 

"Mig, drengene, Perrie og Sophia skal i sommerhus. Et virkelig dejligt sommerhus, med en sø og det hele og så ville vi..." Han tøvede en smule, det kunne jeg tydeligt høre, så Harry tog over, der også var kommet om i bag disken. 

"Vi ville høre, om du ville med?" Den kom faktisk bag på mig. Der burde være lagt op til det, men det kom bag på mig.. Gad de virkelig ha' mig med? De kendte mig jo ikke engang?

"I kender mig jo ikke engang?" Der var pludselig en der rømmede sig ved siden af mig og det gik op for mig, at der var kunder. Jeg smilede undskyldene og tog imod hans bestilling og pengene, inden jeg igen vendte mig imod Harry og Louis. 

"Nej, men det er jo den perfekte mulighed, ik'? Vi vil så gerne lære dig at kende" Jeg så hen på Harry og kneb læberne en smule sammen, som mit blik røg til gulvet. 

"Desværre drenge.. Jeg har arbejde at tænke på"

"Øh, det har vi ordnet. Vi har snakket med din far"

"Min far? Siden hvornår?" 

"Jeg ringede til ham i formiddags og han syntes det lød som en glimrende ide" Sagde Louis, der straks virkede mere selvsikker. Jeg måtte indrømme, at det ikke lød helt dårligt. 

"Fint, hvornår køre vi?" Spurgte jeg, som jeg skiftesvis så på de to smilende ansigter. 

"I aften"

 

***

 

Ja, jeg havde jo takket ja til deres tilbud og sad derfor lige nu i en bil, på vej imod et eller andet sommerhus. Nej.. En bil ville jeg ikke kalde det, nok nærmere en bus. Vi var jo trods alt otte mennesker og de syv af dem var ikke mig.. Wow, surprice... Men de syv mennesker, de ikke var mig, var faktisk utrolig rare. Perrie og Sophia var begge vildt smukke og man følte sig lidt som en klodset struds i selvskab med dem. 

"Så er vi fremme" Louis holdt den lille mini bus ind til siden og udenfor bilen, var vi omringet af træer og foran bilen var der et stort træhus. Det var faktisk virkelig stort... Som i *wow-stort* Okay, jeg tror i har fattet det. 

Jeg klikkede min sele op og trådte forsigtigt ud af bilen/bussen, hvor skovbunden knasede under mine fødder og duften af skov, borede sig ind i mine næsebor. Det var faktisk utrolig afslappende. 

"Okay allesammen, jeg har købt skumfiduser, så jeg regnede med, at vi kunne lave skumfiduser" Straks brød alle ud i et lille hvin. Jeg ved ikke hvorfor, men der var et eller andet der ikke rigtig passede ind her, måske var det mig? 

Jeg kendte dem ikke ret godt og stod egentlig lige nu i mine egne tanker, indtil der var en, der prikkede mig på skulderen. 

"Fanny? Vil du med ud at samle brænde?" Louis stod foran mig og mine øjenbryn skød til vejrs, inden jeg kort trak på skuldrene. 

"Jo, hvorfor ik'?" Endte jeg bare med at sige, imens et lille smil havde lagt sig over mine læber. Louis lagde hans hånd på min ryg og førte mig med ud i skoven. 

"Hvad syntes du om hytten?" Han bøjede sig ned og samlede nogle tørre grene osv. op fra skovbunden. Jeg bøjede mig selv forsigtigt ned og tog nogle grene op. 

"Nu har jeg jo ikke set den indvendigt, men udenpå er den da ret flot" Et dæmpet grin forlod hans mund, som jeg samlede nogle flere grene op.

"Jeg har.. Tænkt på noget" Sagde Louis, efter lidt stilhed. Jeg så spørgende på ham, som han gik roligt hen imod mig og lod brændet falde ud af hans favn. 

"-Jeg har gået og funderet over, hvorfor jeg kunne være så led imod dig og da jeg så var henne og snakke med dig forleden, så var der ligesom noget, der faldt på plads" 

"Louis, du behøver ikke.. Jeg mener, du behøver ikke tage fat i det emne nu" Han fangede mine øjne, hvilket gjorde mig en smule nervøs. Jeg anede ikke, om jeg skulle gøre det ene eller det andet, så jeg blev bare stående og så ham i øjnene. 

"Men det vil jeg gerne.. Fanny jeg, jeg har først nu indset, at jeg var forelsket i dig, er, forelsket i dig" Hans ord kom virkelig bag på mig. Hvordan kunne han være forelsket i.. Mig?

"-Sig noget?" Sagde han, da jeg tydeligvis var gået i sort og bare stod og stirrede på ham. 

"Jeg.. Jeg forstår det ikke" Han rystede svagt på hovedet. 

"Der er ikke noget at forstå" Hans stemme var lav og hæs, som han forsigtigt trådte et skridt tættere på mig og strøg en lok af mit hår, om i bag mit øre og lod hans finger køre ned over min hals, inden han så mig dybt i øjnene og lagde forsigtigt hans læber imod mine. Brændet i min favn, gav jeg automatisk slip på og lod falde til jorden, som min hånd lagde sig om hans nakke og jeg kyssede med. Det føltes så.. Uvirkeligt? Så.. Fantastisk, men så forkert. Men jeg var blevet fanget af hans fantastiske læber, hans smil, hans øjne.. Alligevel kom det bag på mig, at han havde følelser for mig, han kendte mig jo nærmest ikke? Jo okay, måske kendte han mig, men det kom alligevel bag på mig og det var først da nogen hostede i baggrunden, vi hurtigt trak os fra hinanden og mit blik lå på Harry. Hans blik var ikke til at tyde, faktisk slet ikke.. Han stod bare og kiggede på os, som om han aldrig havde foretaget sig andet. 

"Jeg ville bare.. Har i fået samlet noget brande?" Spurgte han endelig. 

"Øhm ja, giv os to sekunder" Sagde Louis. Jeg bøjede mig hurtigt ned efter det brænde jeg havde ladet falde ned til jorden og tog det i min favn, inden jeg fortsatte ud af skoven med Louis i hælene. Jeg gik hen imod huset, hvor Liam kom mig i møde. 

"Du kan bare ligge det der" Han pegede hen imod en tør plet. Jeg sendte ham et smil og nikkede, inden jeg lod brændet falde til jorden, på det viste punkt og derefter gjorde Louis det samme. 

"Fanny?" Spurgte han stille. Jeg så over på ham, med et lille smil. 

"-Undskyld, jeg ved ikke, hva" Jeg rystede bare på hovedet. 

"Du skal ikke undskylde Louis, det var.. Dejligt" Sagde jeg forsigtigt og Louis smilede igen. 

"Jeg er glad for, at du ikke løb skrigende væk" Et grin forlod mine læber, inden jeg blidt rystede på hovedet. 

"Selvfølgelig ikke"

 

***

 

Liam havde fået gang i bålet og vi sad lige nu med nogle pinde, hvorpå der var sat skumfiduser fast på spidserne. Det var en smule køligt, men ilden hjalp en del på det og de tæpper der var blevet lagt ud, hjalp også. Fordi Niall havde glemt en masse tæpper - det var åbenbart ham, der skulle huske dem - blev vi nød til at dele, men det gjorde egentlig heller ikke noget. Faktisk slet ikke, for Louis sad ved siden af mig og så længe det var ham, så gik det nok. 

Harrys blik havde ligget så underligt på mig og Louis hele aftenen og det skræmte mig en smule, han virkede besynderlig meget jaloux, på en eller anden måde? Det var bare måden han hele tiden holdt øje med os på, det var faktisk en smule skræmmende. Men jeg lod ham gøre, hvad han nu havde lyst til, det eneste jeg fokuserede på lige nu, var altså min skumfidus. Den skulle helst ikke blive forbrændt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...