Pαѕт мιѕтαкєѕ ☣ Oηє Dιяєcтιση

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2014
  • Opdateret: 11 feb. 2014
  • Status: Færdig
Hvis du fik chancen for at rejse tilbage i tiden, ville du så gøre det? Det er lige præcis det, som Louis gør. Han rejser tilbage til hans high school tid og ser ting, som han ellers havde glemt alt om. Det viser sig, at han har haft en forfærdelig fortid, at han var været forfærdelig overfor en helt uskyldig pige. Da han igen kommer tilbage til nutiden, er han opsat på at finde hende, men det viser sig, ikke at være så let og pludselig indser han meget, meget mere og hvor langt ned, han tog hende. Men vil han finde hende?, hvis han gør, vil hun så tage imod hans undskyldning eller vil hun tage hævn? En ting er sikkert: Aldrig se dig blind, for lige så snart du vender ryggen til, vil hævnen være sød.

45Likes
32Kommentarer
2932Visninger
AA

15. East, west, home best


 

Denne morgen havde jeg virkelig bare lyst til at kravle væk, helt væk. Jeg havde så ondt i hele kroppen og en forfærdelig skyldfølelse hang i mig, men over hvad, det havde jeg ærlig talt ingen anelse om. Nogle gange vågner man bare op og ønskede, at det hele nok bare var en drøm.. Eller et mareridt. 

Men desværre, som så mange andre ting, så vågnede jeg stadig op i den selv samme seng, hvor jeg havde tilbragt de sidste to nætter, i dette overdådige sommerhus. 

Min hjerne sagde jeg skulle blive liggende i sengen resten af dagen, men min mave sagde noget andet. Den havde knurret i mindst en halv time nu, fordi jeg ikke rigtig magtede at slå dynen til siden og lette min røv fra denne yderst komfortable seng. 

For et års tid siden, havde jeg nok bare ignoreret min maverumlen, da det var en del af min hverdag dengang.. Altid at være sulten. Men der vidste jeg heller ikke bedre, fordi hver gang jeg så mig i spejlet, så så jeg en alt for overvægtig pige, med grimme ar op af armene og i det hele taget bare.. Grim. 

Men efter en god omgang terapi, var jeg endelig begyndt at spise igen og det var først der, at jeg kunne begynde at se mit virkelige spejlbillede. Jeg var alt for tynd, nærmest et skellet og jeg var ved at dø af min undervægt, op til flere gange. Når jeg idag kigger tilbage på det, kan jeg ikke lade hver med at tænke, hvad fanden der var galt med mig? Det var nok alt sammen pga. min fortid, der ikke just havde været den bedste. Den havde knækket mig midt over og havde så svært ved at blive repareret, hvilket den aldrig er blevet. Jeg vil aldrig være helt helbredt, og jeg har så nemt ved at vende fluks tilbage igen. Det er en sørgelig tanke.. 

Jeg lod et dybt suk forlade mine læber, inden jeg slog dynen til side og lod mine fødder remme det kolde trægulv. Det sendte kuldegysninger rundt  i hele min krop og fik min kæbe til at sitre en lille smule, men da min kop havde vendet sig til temperaturen, stoppede min krop med at sitre og jeg kunne rejse mig op og få noget mad ned i min knurrende mave  

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg tog det sidste skridt ind i køkkenet, hvor alle sad samlet, undtagen mig. 

"Fanny!" Udbrød Louis glad, da han så mig. Det fik dem allesammen til at tie stille og se op på mig, med et stort smil. Undtagen Eleanor, selvfølgelig. Hun så på mig med foragt, men jeg bed det i mig. 

"Godmorgen prinsesse" Smilede Harry. Jeg smilede tilbage og satte mig ned på den eneste ledige stol, ved siden af Eleanor. Skønt. Jeg rømmede mig kort og alle omkring bordet begyndte så småt at snakke igen. Jeg tog nogle røræg over på min tallerken og begyndte at stikke min gaffel ned i dem og stikke det i munden. Jeg kunne mærke Eleanors blik, der borede sig ind i siden på mig. Jeg kunne brække mig over hende, bogstavelig talt. 

"Fanny?" Spurgte hun pludselig, så jeg nær havde fået min mad galt i halsen. Det kom virkelig bag på mig, at hun overhovedet sagde mit navn.. Faktisk, at hun overhovedet vidste hvad jeg hed. Alle blev helt stille, da jeg så op på hende. "Må jeg gerne snakke med dig?" Jeg nikkede undrende og rejste mig op efter hende, inden jeg fulgte med hende, hvor end hun nu ville hen. 

Vi endte inde på mit værelse og hvorfor det lige skulle være der, anede jeg ikke. Hun vendte sig om imod mig og straks var det venlige glimt i hendes øjne væk. 

"Hvad er der galt?" Spurgte jeg, som jeg lukkede døren efter os. 

"Jeg ved ikke hvad du tror, men du passer ikke ind"

"Hv-hvad?" Spurgte jeg undrende og holdt mit blik på hende. 

"Jeg syntes du skal tage hjem herfra, du passer ikke ind her hos os.. Du er bare en lille.." Hun blev afbrudt da døren pludselig blev åbnet og Louis stak hovedet ind. 

"Hvad sker der her?" Jeg så mig over skulderen og skulle til at svare, men Eleanor kom mig i forekøbet.

"Ingen ting" Sagde hun uskyldigt og gik hen til ham, hvor hun efterfølgende kyssede ham på kinden og forsvandt ud af værelset. Jeg kunne høre et suk forlade hans læber, inden han også forlod værelset. Jeg lod en tåre trille ned af mine kinder, som jeg satte mig på sengekanten og begravede mit ansigt i mine hænder. Måske skulle jeg bare tage hjem? Det var vel rigtigt hvad hun sagde.. Jeg passer ikke ind her.. 

Som jeg troede jeg var alene, var der pludselig en der åbnede døren til mit værelse. Vedkommende gik hen imod mig og lagde forsigtigt sin hånd på min ryg og da han begyndte at snakke, var jeg ikke et sekund i tvivl om, hvem det var. 

"Er du okay?" Harrys stemme beroligede mig, så jeg tog en dyb indånding og så op på ham, inden jeg forsigtigt rystede på hovedet. 

"Hvorfor kan hun ikke li' mig?" Harry så først uforstående på mig, men trak så på skuldrene. 

"Det er bare hendes problem" Han sendte mig et lille smil, inden han strøg noget hår væk fra min pande og kyssede mig forsigtigt, som jeg gengældte. Jeg lagde forsigtigt min hånd i bag hans nakke og han lagde sin hånd på min hofte. Jeg trak mig forsigtigt fra ham og fandt et lille, spinkelt smil frem. Da døren pludselig gik op igen, fjernede mig og Harry os hurtigt fra hinanden og så op på en forvirret Louis. 

"Hvad foregår der her?" Spurgte han, imens hans blik hele tiden skiftede fra mig, til Harry, men ingen af os svarede, så efter lidt stilhed, tog han selv initiativet og vinkede Harry ud af mit værelse. Han lukkede forsigtigt døren efter dem og da den var lukket, listede jeg op af sengen og hen til døren, som jeg lydløst åbnede. De stod cirka syv meter derfra, så jeg kunne lige akkurat høre, hvad de snakkede om.

"Kyssede du hende?"

"Du kan da være ligeglad, du går jo og hænger op af Eleanor hele tiden"

"Hvor vover du"

"Hvor vover jeg? Du havde hele tiden været så sød ved hende, efter alt hun har oplevet og så kommer Eleanor, din eks kæreste, pludselig spankulerende her og vupti, så er i som ny forelskede igen? Kan du ikke selv se.." Jeg ville ikke høre mere, så jeg lukkede hurtigt døren i og lod et suk forlade mine læber. Måske var det bedst, hvis jeg ikke var her? Lige her.. Jeg passede ikke ind, gjorde jeg vel? Jeg skabte jo kun problemer, det kunne enhver se. 

Jeg sank den klump, der havde samlet sig i min hals og uden at tænke yderligere over sagen, fandt jeg hurtigt min kuffert frem og begyndte at smide alle mine ting ned i den. Jeg kunne med nød og næppe få den lukket, da tingene bare lå kludret sammen og efter mine beregninger, skulle jeg vidst ha' det hele. Jeg hankede op i kufferten, inden jeg tog min jakke på og stak ned i mine sko. Jeg åbnede døren og fangede straks Harry og Louis opmærksomhed. 

"Hvor skal du hen?" Spurgte Louis. Jeg trak bare på skuldrene og undgik at møde nogle af deres blikke. 

"Hjem" De spærrede begge øjnene op. 

"Men du kan da ikke selv finde hjem herfra, lad mig køre dig" Sagde Harry. Jeg rystede hurtigt på hovedet. 

"Jeg finder ud af noget selv" Jeg sendte dem et svagt smil, inden jeg så over på Louis. "Hils Eleanor os sig, at hun fik hendes vilje" Mumlede jeg og gik lige forbi dem, ud af døren. Jeg skulle væk, ellers vidste jeg ikke, hvad der kom til at ske. Jeg skulle bare væk. De var ikke gode for mig, jeg var ikke god for dem.. Jeg lavede kun rag i den. 

Jeg gik med hurtige skridt ned af vejen med min kuffert i hånden. Hvad tænkte jeg på? Hvorfor tog jeg overhovedet med? Jeg tror.. Jeg følte mig vel elsket for en gangs skyld.. For første gang i lang tid, havde jeg følt mig elsket, men jeg indser nu, at det kun var en løgn jeg levede i. Ingen kunne elske mig, det var der aldrig nogle der havde gjort, så hvorfor skulle de gøre det nu? Jeg forstår det ikke.. Jeg forstår ikke mig. Det ville nok være bedst, hvis jeg helt forsvandt fra denne verden, hvad skulle den være nyttig? Hvad havde jeg egentlig at gøre godt her? 

Ingenting. 

Jeg var ingenting, sat i verden for ingenting og jeg vidste ikke, om jeg kunne klare presset mere. Det havde hvilet over mit hoved i så forfærdelig lang tid og jeg.. Jeg kunne bare ikke mere. 

 

***

 

På en eller anden måde var det lykkedes mig at komme hjem fra sommerhuset In The Middle Of Nowhere og nu var jeg altså hjemme, hvilket var snart et par dage siden. Jeg havde valgt at ignorere hver en form for kontakt med nogle af drengene, ikke engang Harry. Han havde prøvet at ringe til mig mange gange, men jeg kunne ikke få mig selv til at besvare. Sådan skulle det bare ikke være, jeg levede i en drøm i nogle få dage, hvor jeg faktisk følte, at mit liv gik op i højere enhed, men virkeligheden var gået op for mig og jeg blev nød til at ignorere dem. 

Jeg havde derfor valgt at tage lidt fri fra jobbet på kaffebaren, så jeg kunne samle mine tanker igen, bare i det hele taget samle mig selv. Det havde jeg brug for, men for at være ærlig, så var det ikke gået specielt godt. 

Jeg kan ligeså godt være ærlige for jer - jeg var begyndt at cutte igen, denne gang bare på mine lår, da der simpelthen ikke var mere plads på mine hærgede underarme.  Og så.. Jeg så igen på mit spejlbillede og fandt hver og en lille fejl, der overhovedet var. Jeg indså, hvor meget jeg egentlig havde taget på, hvor forfærdelig bleg jeg egentlig var og hvor grim min krop var. Jeg var et vrag.. Et vrag der bare ville finde overfladen, ville finde lyset, men hele tiden sank tilbage i den gamle rutine.. Til mit gamle liv og lige nu, var jeg fluks på vej tilbage. Terapi havde bare ikke hjulpet en skid, de kunne ikke helbrede mig, når det var selve mig der var ødelagt. Det var mig og mig kan ikke repareres. Man kan ikke sy mine stumper sammen igen, det ville man aldrig kunne. 

Indlæg mig og lad mig tale med tusindvis af mennesker igen, lige meget hjælper det. Jeg vil altid ha' for let ved at finde tilbage. 

Som jeg sad her, sammensunket i sofaen og med gardinerne rullet for, sad jeg i min helt egen verden, indtil nogle ringede på min dør. Jeg lod mit blik glide op fra gulvet og spejdede igennem lejligheden, hen til døren. Jeg overvejede drastisk, om jeg skulle åbne.. Måske skulle jeg bare lade hver og lade som om, jeg ikke var hjemme? Jeg rystede tanken af mig, måske var det min mor.. Eller far, måske min onkel? Jeg tog en dyb indånding og rejste mig fra sofaen, inden jeg gik med tunge skridt hen til døren og lod mine fingre låse den op, for efterfølgende forsigtigt at åbne døren. 

Det var uventet. 

Ikke godt.. Dårligt. 

Jeg skulle til at smække døren fluks i igen, men han stoppede mig og så mig indtrængende i øjnene. Harry. 

"Fanny?" Spurgte han stille og gik ind i min lejlighed. Well, nu kunne jeg ikke få ham ud. Jeg var jo ikke specielt stærk og han var sådan.. Rimlig stærk. "Du ser jo forfærdelig ud? Hvad er der sket med dig?" Jamen tak for ingenting.. Ej, jeg vidste det faktisk godt. Jeg vidste, hvordan jeg så ud og det var ikke et kønt syn. Jeg var ligbleg, mine øjne var matte og uden gnist, jeg var forfærdelig tyndt og arrene snoede sig på min krop, selvom Harry kun kunne se dem på mine arme, da jeg var iført pyjamas bukser og en slidt top. Jeg undgik med vilje at svare ham og krydsede mine arme, som mit blik lå solidt på gulvet. 

"Hvorfor besvare du ikke min opkald? Mine sms'er?" Jeg fugtede hurtigt mine læber og så op på ham, men rystede bare stille på hovedet. 

"Jeg håbede på, at i ville glemme mig" Svarede jeg ligeud. 

"Glemme dig? Hvordan skulle vi kunne glemme dig?" Jeg trak hurtigt på skuldrene. 

"Jeg var ellers godt igang med at glemme jer.." Mumlede jeg. 

"Fanny forhelved, jeg elsker dig jo!" Hans ord fik mig til at se op på ham og jeg kunne mærke de små tåre i mine øjne. Hvorfor jeg pludselig fik en trang til at græde, aner jeg ikke. Jeg var bare så svag.. Svækket. 

"Man kan ikke elske mig" Svarede jeg koldt og mærkede en tåre, der forsigtigt trillede ned af min kind. Jeg skyndte mig at tørre den væk. 

"Jo, jeg elsker dig" Hviskede han og trådte et skridt tættere på mig. Jeg rystede bare afvisende på hovedet. 

"Harry.. Jeg vil gerne ha', at du går" Svarede jeg tomt og sank den klump, der havde samlet sig i min hals. 

"Men.."

"Nu" Jeg mødte hans sårede øjne, som han stille rystede på hovedet. "Og bliv væk" Sagde jeg og kunne nu virkelig mærke tårerne, og der var intet jeg kunne gøre, for at stoppe dem. Han nikkede forsigtigt og gik hen imod døren, som han forsigtigt åbnede. 

"Fanny?.." Jeg rystede afvisende på hovedet og så i den anden retning af ham, som jeg kunne høre han smækkede døren efter sig. Jeg så nu hen imod hoveddøren og jeg anede ikke, hvad der skete med mig. Jeg blev svimmel.. Hele min verden kludrede samemen, som alt foran mig blev delvist sort. Jeg tumlede igennem lejligheden og ud på badeværelset, hvor jeg sank sammen på toilettet. Det hele kørte rundt og pludselig kunne jeg mærke kvalmen. Jeg skyndte mig væk fra toilettet, smækkede brættet op og alt mit mave indhold blev kastet op. 

Da jeg kunne mærke min mave var færdig, skyllede jeg ud i toilettet, slog brættet ned og satte mig op. Jeg følte min krop så forfærdelig tung, så da jeg rejste mig op og så mig i spejlet, så jeg ikke andet end en rodet personlighed. Jeg var rodet, mit liv var rodet, jeg fandt ingen nytte her i verden mere. Hvorfor var jeg her overhovedet? Tårerne trillede forsigtigt ned af mine kinder, som jeg tog beslutningen. Jeg kunne ikke mere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...