Se, det er mig ~ Selena Gomez. (One shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 19 nov. 2013
  • Status: Igang
Se, det er mig. Det er det her, jeg vægler at vise jer. Mig, der råbende og bandende talser hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af. Ser I de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollgerne. Se også naboerne dukker op ved hækkende, mens de tænker: Så nu er den gal igen derinde. Og se lige min mor!
**SELENA ER IKKE KENDT**
**LÆSES PÅ EGET ANSVAR**
**DETTE ER ET ONE SHOT**

2Likes
4Kommentarer
511Visninger

1. One shot.

Jeg går ned af trappen, for at komme ud i køkkenet. Jeg begynder at ryste, fordi jeg altid får tæsk, hvis min far så mig. Min far hader mig, han ville ikke have mig, jeg er uønsket. Jeg burde ikke leve. Jeg burde ikke være født. Jeg burde dø. Langsomt og smertefuldt. Det er i hvert fald det han har sagt til mig. Min mor, hun er næsten aldrig hjemme. Hun kender ikke til det her liv, hvor hun ikke er hjemme. Hun kender ikke til mine ar. Hun kender ikke, hvordan min far er, når hun ikke er hjemme. Min lillesøster, ja, hun er aldrig hjemme. Hun er næsten flyttet over til en veninde. Kun på grund af vores far. Han drikker også hele tiden. 

Jeg kommer ud i køkkenet, og kigger rundt. Jeg puster ud, da jeg ikke kan se ham nogle steder. Jeg bevæger mig med langsomme, forsigtige og lydløse skridt. Jeg vil virkelig ikke blive opdaget. Det ville virkelig ikke være godt. Jeg holder vejret, mens jeg med små, forsigtige bevægelser, åbner et af vores brune, gamle køkkenskabe. Jeg tager fat i glasset, hvor jeg tager det ud af skabet. Jeg fører glasset hen til vandhanen, og tænder forsigtigt, og så lydløs som muligt vandet.

Jeg kigger på i mens, vandet løber ligeså stille ned i glasset. Det føles som 100 år. Mit hjerte banker. Banker der ud af, jeg er bange, for at jeg bliver opdaget. Bange for, at få flere tæsk. Kan min mor virkelig ikke se det? Se det, som sker, når hun ikke er hjemme? Eller ser hun os, virkelig kun som den lille perfekte familie. Ser hun ikke, hvorfor min lillesøster flyttede? Ser hun virkelig ikke mine ar? Mit råb om hjælp? Mit inderlige råd? Ignorer hun det bare? Eller ser hun det faktisk ikke? Det ved jeg ikke, men en ting er sikkert, jeg ved ikke hvor længe jeg kan klarer det.

Smerten i mit bryst bliver større og større, og værre og værre. Jeg kan ikke se, hvorfor det her skal gå ud over mig? Hvorfor der er ingen der vil hjælpe mig? Hvorfor der ikke er nogle som forstår mig. Hvorfor? Det skal jo heller ikke gå ud over nogle andre, men alligevel, tænk på at nogle finder på sådan noget. Har de ikke noget hjerte? Tænker de ikke, med den hjerne de nok måske har fået, og som er beregnet til at bruge? Eller glemmer de, at de har en hjerne, og at man er født med en?

Jeg blinker et par gange, for at få fokus igen. Igen lod jeg mine tanker overtage mit hoved. Det er noget der virkelig sker tit, og især her fortiden. Ja, I kan jo ligeså godt få det af vide. Jeg er ved at planlægge mit selvmord. Det skal faktisk ske i aften, jeg kan ikke klarer det her mere. Jeg bliver nød til at komme væk. Kniven skal ramme min arm en sidste gang i aften. Og pillerne skal ned igennem min hals en sidste gang.

Prøvede mit første selvmordsforsøg for 3 måneder siden, men der noget ambulancen at komme. De nåede at redde mig, og jeg forbander dem for det. Nogle vil måske være glade for det, for der indser nogle, hvad folk betyder, men med mig, ja, jeg fik det værre, min far slog mig mere, ja alt blev i det hele taget bare dårligere. Men hvorfor så prøve igen? Hvis det kan gå samme vej? Ja, det ved jeg ikke, men jeg kan ikke mere, den her gang skal det lykkes mig, og det vil det også. Jeg havde alle mine planer på plads, detalje efter detalje. Selv den mindste detalje var på plads. Min mor kommer først hjem om 3 timer, så jeg har masser af tid til at nå det, min far er nemlig ligeglad med om jeg gør det, han vil faktisk bare blive glad. Han ville med sikkerhed også hjælpe mig, hvis jeg spurgte ham, men han skal ikke vide noget om det her, det skal komme som et chok for ham. Et chok når han finder mig død på badeværelset gulvet. Helt slap. Med blodet ud fra mine arme og ben, fra mine ar.

Jeg slukker for vandet, og fører glasset op til min mund. Det fyldende vand glider langsomt ned igennem min hals. Det føles skyndt, for næste gang vil der være en masse piller med. Jeg vender mig om, og begynder at gå hen til trappen. Jeg skal til at tage det første skridt op af trappen men stopper i mine bevægelser, da jeg høre min far råbe mit navn. Fuck. Nu er det med at skynde sig væk, ellers ved jeg godt hvad der sker, og det skal ikke ske nu. Ikke når jeg har så lidt tid tilbage af mit liv.

Jeg løber op af trappen, og er lige ved at tabe glasset, og min mobil, og endda også ved at falde et par gange, men det her skal gå hurtigt. Jeg skal bare væk. Jeg kommer hurtigt op for inden af trappen, da jeg igen hører han råber mit navn. Den her gang højere og med mere kraft.

Jeg kommer hen til toiletdøren, forpustet. Jeg tager med hurtige bevægelser fat i håndtaget, og trækker ned i det. Jeg får døren åben, og lukker den hurtigt efter mig, hvor jeg skynder mig, at låse den. Det er nu eller aldrig. Og jeg vælger altså nu.

Jeg stiller glasset på vasken. Jeg åbner den nederste skuffe, hvor min kniv lægger i. Sjovt nok, har ingen fundet den endnu, men det er jo bare til mit held. Jeg lægger den ved siden af glasset, og går hen til vores skab, hvor jeg tager fat i pilleglasset. Det stiller jeg også ved siden af glasset, hvor jeg så lukker skabet og skuffen, som stadigvæk står åben.

Jeg trækker op i min trøje, og kigger ned på de ar jeg har. Det hele vil snart være overstået, det vil snart være slut. Jeg vil ikke være her mere, og alle vil være glade. Hvorfor flygtede jeg ikke sammen med min lillesøster? Ja, den tanke har jeg altid tænkt, men det er for sent at lave om på nu, nu skal det hele overstås.

Kniven rammer min arm, og jeg binder mig i læben. Den samme smerte, som jeg får hver gang, går igennem min krop. Jeg fører kniven længere og længere ind i huden, og den svigende fornemmelse kommer frem i mig igen. Det gør ondt, men det føles godt.

Blodet flyder ligeså stille ned af min arm, og rammer gulvet, men jeg er lige glad. Det her bliver alligevel sidste gang. Jeg fører kniven videre hen af min arm, og så hen på min mave, ned på mine ben, og til sidst på mine hofter. Hver gang lige smertefuldt.

Jeg lægger kniven fra mig, da jeg synes det er nok. Den svigende fornemmelse mærkes stadigvæk i hele min krop. Men det var en dejlig følelse. Den var ubeskrivelig. Det var det eneste jeg kunne føle lige nu, udover skuffelse. Skuffelse over min mor. Skuffelse over min søster. Og ikke mindst, skuffelsen over min far. Det er han der er årsagen til det her, årsagen til mit første selvmordsforsøg, og nu mit andet.

Jeg tager langsomt fast i glasset med et stramt greb, og tænder for vandhanen, hvor jeg lader glasset glide ind under vandet. Glasset bliver fyldt op, og jeg stiller det ved siden af vandhanen, hvor jeg bagefter slukker for vandet. Min hånd glider hen til glasset med piller i. Jeg tager fat i det, og vender den på hoved, så flere piller kommer ud. Jeg kigger på glasset og så pillerne, hvor jeg bagefter fører pillerne ind i munden, og tager fat i glasset, og synker pillerne.

Jeg kan mærke svimmelheden tage over. Ligesom sidste gang, så den her gang skrammer det mig ikke. Jeg tager fat i kanten på håndvasken, og sætter mig ned på gulvet. Jeg skubber mig hen til væggen, med de sidste kræfter jeg har. Jeg læner mig op af væggen, og tager mine ben op til mig, hvor jeg vinkler armene om dem. Kvalmen stiger frem, men kaster jeg op, ryger pillerne ud, og det skal de helst ikke, der er jo en grund til jeg tog dem. Få ramt på min mor, min lillesøster, og ikke mindst min far.

Jeg kan svagt hører nogle råbe, og en der sparker døren op. Jeg løfter langsomt og svagt mit hoved op, for at se hvem det er. Mit blik er sløret, så det er ret svært, men kan fornemme det er min mor. Nej ikke igen, kan de ikke bare lade mig dø?

Min mor kommer hen, og tager fat i mig. Hvisker beroligende ting, men det hjælper ikke, det hjælper ikke på mit mål. Jeg ser svagt på hende, og kan fornemme hun hurtigt ringer til ambulancen. Hun siger en masse ord, men det er utydeligt for mig. Jeg kan ikke rigtig koncentrere mig om noget. Alt snurrer rundt, og jeg får det dårligere og dårligere. Jeg kan ikke fornemme hvor lang tid der går, men efter noget tid, kan jeg mærke et par arme om mig. Nogle stærke arme. Jeg åbner forsigtigt og langsomt mine øjne, hvor jeg kigger op på en ambulance mand. Bare de ikke når at redde mig den her gang. Han går ned af trappen, med min mor bag sig. Min far, han står bare og kigger på fra siden af, fuldstændig ligeglad. Ligeglad med mig, ligeglad med hvad der sker. Jeg bliver lagt på en båre. ”KAN I IKKE BARE LADE MIG DØ!” råber jeg, mens jeg lukker mine øjne hårdt sammen.

Ja, se det er mig.  Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig, der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af. Ser I de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegerne. Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: Så nu er den gal igen derinde. Og se lige min mor!  

 

 

**Dette her, har faktisk været min stil engang, men synes godt, jeg kunne deltage i konkurrencen med den, så ja, det er hvad jeg har gjort. Men tak fordi du har læst den, kom endelig med ting jeg kan gøre bedre, og sådan nogle ting. Men igen, mange tak, det betyder meget**

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...