Give Me Love

I denne novelle møder vi pigen Eir, der går igennem mobning og dårligt selvværd. Som bare vil have en ende på det hele. Men en dag vender hendes held (måske?). Hun begynder at høre en indre stemme, men den er ikke hendes egen! Først er hun lidt skeptisk omkring den og ignorere den. Men alligevel hjælper Den indre stemme hende igennem hårde tider. Mens hun gennem går de hårde perioder, og mener det ikke kan blive mere frygteligt, møder hun en dreng, som giver hende den samme ro som Den Indre Stemme giver hende. Er der en forbindelse mellem drengen og Den indre stemme?

4Likes
2Kommentarer
438Visninger
AA

4. The Monster

I'm friends with the monster
That's under my bed
Get along with the voices inside of my head
You're trying to save me
Stop holding your breath
And you think I'm crazy
Yeah, you think I'm crazy

-The Monster, Eminem (ft. Rihanna)

Mens jeg sad, og græd mine øjne ud, kom vreden til mig selv og alle andre ud. Kunne de ikke bare lade mig være! Og vigtigst af alt hvorfor lod jeg dem dog gøre det?! Svaret er egentlig enkelt, lige siden 7. klasse er jeg blevet mobbet af forskellige. For så er den ene mobber flyttet skole til en eller anden snobbet privat skole. Men så kommer der bare en ny, der tager den andens plads. Jeg rejse mig op, og lod min vrede gå ud over tingene omkring mig. Jeg kastede rundt med ting. Jeg kiggede mig selv i spejlet, og så en pige med røde øjne og raner under øjnene. Egentlig var jeg en pæn pige, men hvis ikke mit selvværd var så langt nede som det var, havde jeg faktisk været tilfreds med mig selv. Men i følge mine mobbere var jeg tyk, dum, et svin og en masse andre ting. Uden at tænke over det smadrede jeg hånden ind i spejlet, så der røg glasskår over alt. Det røg på gulvet, på min hånd og i vasken. Det begyndte at bløde fra min hånd, men jeg kunne lide smerten fra skårene, for det distraherede mig for smerten, jeg følte i forvejen. Jeg tog et stort glasskår, og begyndte at skære i min højre arm. Jeg skar og skar. Det distraherede mig. STOP! STOP! Jeg blev forskrækket over stemmen inde i mit hoved.  Men jeg skar videre. Hvad er det dog du gør?! Stop med det! Du vil fortryde det! Stemmen havde en underlig rolig klang, selvom den samtidig lød panisk. Jeg stoppede og viklede et håndklæde om min arm og begyndte at rydde op på badeværelset, mens jeg undrede mig over stemmen i mit hoved. For det var bestemt ikke min egen!

Da jeg var færdig med at rydde op, gik jeg ind, og skiftede jeg til nattøj. Et par shorts og en oversize T-shirt med Ed Sheeran. Han giver mig bare en god form for ro, når jeg hører hans sange. Jeg kan sammenligne hans tekster med mine situationer. Jeg lagde min forsigtigt under dynen, for jeg havde ret ondt i min højre arm. Jeg lagde mig til rette, så jeg kunne kigge ud af mit kæmpe vindue der lå ud til vejen. Jeg kiggede ned på lygtepælen ovre på den anden side af vejen. Nede ed lygtepælen stod der en person, og kiggede op mod mit vindue. Personen, som muligvis var en ung mand eller en ældre dreng, havde en lang sort frakke på som dækkede den kraftigt byggede krop, Han var ikke tyk,  mere muskuløs. Jeg vendte mig mod min senge lampe for at tænde, så jeg bedre kunne se personen, men da jeg havde tændt lyset, var han væk! Jeg slukkede irriteret lyset, og lukkede øjnene, og faldt straks i søvn.

 Tidligt næste morgen vågnede jeg, ved solen skinnede lige ind i ansigtet på mig. Jeg må ha' glemt, at trække gardinet for i går aftes. Jeg rejste mig for at finde noget tøj, jeg kunne tage på, da alle minderne fra i går aftes kom tilbage, lige fra mine forældre til den mystiske dreng. Jeg gispede, da jeg kom i tanke om min cutting. Jeg kiggede ned på min arm og gispede endnu mere. Nej, hvor jeg fortrød det! Hvordan kunne jeg dog bare miste kontrollen? Ja, det var det jeg prøvede at sige til dig! Du ville fortryde det!  Vent hvad var det? Jeg havde helt glemt stemmen, eller Den Indre Stemme som ikke var min egen. Jeg ignorerede den, rystede på hovedet, og kiggede videre i skabet efter noget tøj.  Jeg fandt noget meget simpelt en sort og hvid strippet sweatshirt med et par stramme jeans. Jeg gik ud på badeværelset, for at tage noget mascara på.  Jeg fandt mascaraen, og vænnet mig mod spejlet, som ikke var der mere. Hvorfor havde jeg dog gjort det? Hvad sagde jeg? Var jeg ved at blive skør?! Hvorfor hørte jeg en stemme inde i mit hoved, som ikke var min egen? Var der noget eller nogen der prøvede at fortælle mig noget? Nej, pjat! Selvfølgelig er der ikke det. Sådan noget findes ikke, kun på film og i bøger! Jeg gik ud fra badeværelset med den tanke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...