Give Me Love

I denne novelle møder vi pigen Eir, der går igennem mobning og dårligt selvværd. Som bare vil have en ende på det hele. Men en dag vender hendes held (måske?). Hun begynder at høre en indre stemme, men den er ikke hendes egen! Først er hun lidt skeptisk omkring den og ignorere den. Men alligevel hjælper Den indre stemme hende igennem hårde tider. Mens hun gennem går de hårde perioder, og mener det ikke kan blive mere frygteligt, møder hun en dreng, som giver hende den samme ro som Den Indre Stemme giver hende. Er der en forbindelse mellem drengen og Den indre stemme?

4Likes
2Kommentarer
443Visninger
AA

5. ...I wanna reach out for you...

It’s only been four months but,
You’ve fallen down so far,
How could someone mislead you at all?
I wanna reach out for you,
I wanna break these walls,
I speak a different language but I still hear you call.

-Diana, One Direction

Jeg havde tænkt mig at tage ind til Oxford Street og kigge på noget tøj. Måske kunne det løfte mit humør lidt. Selvom mine forældre ignorerede mig, var jeg ikke fattig. Jeg havde arbejdet på en Starbucks i sommers, så jeg var ikke fattig. Jeg gik ud i køkkenet for at tage noget morgenmad. Mine forældre var stadig ikke kommet tilbage efter i går. Jeg tog min mobil for at skrive til Jessica min næsten eneste veninde. Men jeg fortalte hende ikke alt. Det turde jeg ikke, hvad ville hun tænke om mig? Jessica var den eneste, som har været der for mig gennem alt lige fra 7. klasse.

Mig: Tager ind til Oxford Street, vil du med? xx

Der gik ikke mere end et minut før der tikkede en ny sms ind fra Jessica.

Jessica <3: Helt klart! Skal vi sige kl. 12:00 ved Starbucks? xx

Mig: Så ses vi der ;) xx

Jeg trykkede 'send', og kiggede på uret der viste 11:40 PM. Så jeg gik ud i gangen, og tog sko og jakke på. Gik ud af døren, og gik gennem forhaven og ned til vejen. Du glemte at låse døren. Jeg vænnet rundt, men jeg kunne ikke se nogle. Var jeg ved at blive skør? Jeg gik op til hoveddøren, for at tjekke om døren var låst. Det var den ikke. Underligt. Jeg låste, og gik ned mod vejen igen. Tak underlige-creepy-men-alligevel-hjælpsomme stemme inde i mit hoved. Det var så lidt. Jeg gik videre uden at tage notits af Den Indre Stemme. 

Jeg havde lidt travlt, da klokken nu var blevet 11:50. Jeg var kommet til Oxford Street, så jeg begyndte at små løbe ned mod Starbucks'en. Så jeg lagde slet ikke mærke til, at jeg løb ind i en. Jeg væltede , men blev grebet af personen, lige inden jeg nåede jorden. Jeg kiggede op i de mest brune øjne, jeg nogensinde har set. Personen der havde grebet mig, var en dreng på nok omkring de 18-19 år, havde det mest fyldig og velplejede blonde hår, jeg aldrig i mit liv havde set. Han var kraftigt bygget lidt ligesom manden, jeg så under lygtepælen fra aften før. Hmm, underligt. Han kiggede mig i øjnene med et skævt smil på læben. "Er du okay?", spurgte han med en rolig stemme. Lidt ligesom Den Indre Stemme. "Øhh, ja...", fik jeg fremstammet. Hvorfor stammede jeg?! Stop med det! Han fik os rejst op at stå. Og kiggede mig i øjnene igen. "Godt, pas på en anden gang, ikke?", sagde han blidt til mig. "Ja, selvfølgelig", sagde jeg lidt mere selvsikkert. "Vi ses", svarede ham. Jeg skulle lige til at svare, da Jessica råbte på mig længere nede af gaden. "E, kommer du?". Jeg vendte mig mod hende og nikkede til hende. Jeg vendte mig igen mod drengen, men han var væk.

Jeg trak på skuldrene og gik over mod Jessica. Da jeg var kommet over til hende, gav hun mig et kram og kiggede spørgende på mig. "Hvem var det, du snakkede med?", spurgte hun med et lille smil. "Oh, ikke nogen", svarede jeg koldt og kiggede tilbage mod der, hvor han stod. "Nå okay, skal vi gå ind?", spurgte Jessica lidt trist. "Klart!", svarede jeg glad. "Super!", fastslog Jessica igen glad, som om intet fra før var sket. Den pige har det vildest humørsvingninger nogle gange.

Min uge fortsatte som den altid gjorde. Skole, hjem, forældre der blev sure, så de enten slog eller gik og så det hele forfra igen. Men denne gang havde jeg hele tiden Den Indre Stemme til at holde mig oppe. Den beroligede mig, og fortalte mig det nok skulle gå. Og alt muligt andet, der fik mit humør til at blive bedre. Jeg havde også tænkt meget over drengen fra Oxford Street. Hvem var han? Han havde også været i mine tanker hele ugen, selv i mine drømme. Hver eneste drøm, og hver gang jeg slog øjnene op om natten efter drømmen, for det var den samme drøm. Hver nat jeg slog øjnene op efter drømmen stod manden/drengen med den lange frakke ude foran  lygtepælen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...