Black Wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2015
  • Status: Igang
Jeg havde aldrig overvejet det som en mulighed. Før nu.

Jeg sad på taget af bygningen. Oppe på den lille kant, der nok kun var tredive centimeter høj. Det eneste der skulle til var et vindpust, og jeg ville falde gennem luften.

Jeg mærkede vinden i håret. Mærkede trangen til at lade den tage mig med sig. Det eneste, der skulle til var, at jeg skubbede fra. Og jeg ville gøre det.

27Likes
41Kommentarer
2166Visninger
AA

8. Sorte fjer

Da jule gudstjenesten var slut, gik vi videre. Peram kendte et godt sted. Hvad det så end betød.

"Det er lige rundt om hjørnet nu. Det er nøjagtigt som i gamle dage!" Vi rundede hjørnet og stod foan et gammelt hus. Det var det hus, jeg som lille havde fortalt lå der, men som fik alle til at kalde mig åndsvag og fantasifuld. Men Peram styrede direkte ind i huset, ind ad døren.

"Kan du også se huset?" spurgte jeg.

"Hvad... hvad mener du? Kan du se huset?" spurgte han.

"Øh ja! Du har lige trukket mig ind ad døren! Tror du jeg er dum, eller sådan noget?!" spurgte jeg vredt.

"Så... Du kan se huset. Kan du se andre mærkelige ting? Som døde mennesker? Høre du stemmer? Sker der mærkelige ting i dine drømme?" spurgte han.

"Ja... Men hvordan?" Hvordan kunne han vide det? Det var jo ikke rigtigt!

"Hvad så du, da du rev dig fri af mine øjne?" spurgte han.

"Øh, jeg så... Dit ansigt og... dit tøj... og to sorte skygger på din ryg, som om de sad fast. Men du må ikke tro at jeg er dum eller fantasifuld eller..." Han afbrød mig ved at holde en finger på mine læber. 

"Prøv igen." hviskede han. Denne gang var det ikke svært at fjerne blikket fra hans øjne. Det var ligesom ved et hver andet menneske. Jeg kiggede igen på hans ansigt. Mit hjerte begyndte at banke ukontrolleret,  og mit blik hang ved hans læber et øjeblik. Så lod jeg blikket vandre ned over hans skuldre. Bag ham var der ikke længere to sorte skygger, men to store, smukke, sorte vinger. Jeg mærkede hans blik granske mit ansigt. Søgende efter den mindste reaktion.

Med vildt bankende hjerte rakte jeg ud efter den ene vinge. Fjerene var bløde og glatte. Jeg kiggede på hans ansigt. Jeg kiggede ham dybt i øjnene.

"Peram..." hviskede jeg. Han gengældte mit blik et øjeblik. Så smilte han.

"Kom så! Det er tid til at du klæder om!" han trak mig ind ad en eller anden dør. Jeg havde slet ikke haft tid til kigge på omgivelserne.

Inde bag døren var der en masse omklædnings rum. Ligesom de prøverum,  man kunne finde i tøjbutikker.

"Der hænger en kjole i hver rum." sagde han. Så forsvandt han ud af døren igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...