Black Wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2015
  • Status: Igang
Jeg havde aldrig overvejet det som en mulighed. Før nu.

Jeg sad på taget af bygningen. Oppe på den lille kant, der nok kun var tredive centimeter høj. Det eneste der skulle til var et vindpust, og jeg ville falde gennem luften.

Jeg mærkede vinden i håret. Mærkede trangen til at lade den tage mig med sig. Det eneste, der skulle til var, at jeg skubbede fra. Og jeg ville gøre det.

27Likes
41Kommentarer
2166Visninger
AA

5. Natlig udflukt

Jeg slukkede TV'et. Jeg orkede ikke at se det længere. Jeg kiggede på uret. Klokken var kun fem. Om morgenen. På en lørdag. Sikke et liv jeg havde!

Jeg kiggede på rosen, som jeg havde sat i vand, og undrede mig endnu en gang over, hvem der havde givet mig den, men ikke mindst, hvordan?

Jeg lod blikket vandre over vægen i mit værelse. Mine øjne stoppede ved kalenderen. Det var den 21. december. Det var juleaften i overmorgen. Jeg huskede sidste gang jeg holdt jul. Huskede mor, der var vred på far, fordi han ikke kunne lade være med at grine af de sokker, hun havde strikket til ham. Far havde altid været nem at få til at grine. Og han havde svært ved at holde masken.

Jeg havde tegnet et skelet til mor, får da far havde spurgt hende hvad hun ønskede sig til jul, hun havde svaret at et nyt udgravningsted, ville være fantastisk. Eller en ledetråd, der kunne føre dem tættere på gralen, hvad det så end betød.

Erik og Betinna holdt ikke jul. I hvert fald ikke når jeg var hjemme. De sendte mig altid et eller andet sted hen. En form for midlertidigt børnehjem.

Jeg sukkede, tændte lyset og læste endnu en gang det lille brev.

At løbe fra problemerne, hjælper ikke...

Hvem kunne have givet mig det?

At løse dem, virker ikke...

Hvorfor ville nogen give mig det?

At opsøge dem, duer ikke...

Og hvorfor over hovedet skrive det?

At dele dem, dræber ikke.

Kunne det være drengen fra i forgårs? Han havde snakket om, at man ikke kunne løbe fra sine problemer. At de altid ville indhente en. At jeg skulle tro ham på hans ord. Det gav ingen mening. Hvordan skulle han kunne vide det?

Jeg lagde brevet fra mig og tog min morgenkåbe af. Jeg gik ud i gangen og trak i min jakke og mine støvler. Så gik jeg hen til opgangen, ned af trappen og ud på gaden.

Gaden blev lyst op af de mange lys. Både gadelamperne og så lyset fra bageren på den anden side af gaden. Han stod altid tidligt op, så han kunne bage.

Jeg fik et chok, da en hånd pludselig lagde sig på min skulder og trak mig bagud. Sekundet efter, kørte en bil forbi, lige der, hvor jeg før havde stået. Jeg vendte mig rundt og kiggede, men der var ingen på gaden.

"Han har brug for din hjælp! Ligesom han havde brug for vores! Din hjælp er vigtigere. Han kan hjælpe dig. Opfylde dine ønsker. Men der er en pris! Du må også hjælpe ham. Du må bringe ofre. Ofre du måske ikke er villig til at bringe." Jeg hørte min mors stemme i mit hoved. Det var det hun havde sagt i drømmen. Men hvorfor hørte jeg det nu.

En flygtig skygge forsvandt ind i en gyde, lidt længere fremme. Jeg så den kun lige ud af øjenkrogen, men jeg så den. Jeg løb efter den ind i gyden.

"Hallo?" spurgte jeg forsigtigt. "Jeg ved du er her!" En dreng trådte ud af skyggerne. En dreng jeg havde set før.

"Det er ikke for smart at rende rundt midt på vejen klokken fem om morgenen. Da slet ikke i nattøj!" sagde han. Det var ham! Ham der havde siddet på taget med mig! Ham, der bare var forsvundet!

"Dig!" udbrød jeg. Ikke for intelligent.

"Yep. Mig." svarede han med et skævt smil.

"Hvad hedder du? Sådan helt præcist?" Jeg vidste ikke hvad jeg havde gang i. Sikke et lamt spørgsmål.

"Perperam, men folk kalder mig bare Peram." sagde han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...