Black Wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2015
  • Status: Igang
Jeg havde aldrig overvejet det som en mulighed. Før nu.

Jeg sad på taget af bygningen. Oppe på den lille kant, der nok kun var tredive centimeter høj. Det eneste der skulle til var et vindpust, og jeg ville falde gennem luften.

Jeg mærkede vinden i håret. Mærkede trangen til at lade den tage mig med sig. Det eneste, der skulle til var, at jeg skubbede fra. Og jeg ville gøre det.

27Likes
41Kommentarer
2179Visninger
AA

15. Jeg ringer 666

Jeg sad og kiggede på ham. Han sov stille og roligt. Hans ansigt var glat og den bekymrede rynke, der var dukket op siden sidst jeg så ham, var glattet ud. Hvordan kunne nogen sige at han var forkert? Hvordan kunne nogen, nej ikke nogen, hvordan kunne en helgen, kalde et barn, sit eget barn forkert?! Især når han så sådan ud. For han var smuk. Fantastisk smuk. Han var beroligene, hjælpsom, ærlig og venlig. 

"Hvis Peram er forkert, så er jeg en... ikke-venlig helgen!" mumlede jeg. Jeg kunne ikke dy mig for at række hånden frem, og skubbe en tot hår væk fra hans ansigt.

Så kom jeg i tanke om noget, en gammel sigøjner engang havde sagt til mig, da jeg var i tivoli. Hun havde sagt, at en clairvoyant kunne ringe til helvede, og tale med djævelen, men hvis ikke hun havde noget at forhandle med, ville han tage hendes sjæl. Ville Perams far tage min sjæl? Det troede jeg ikke. Måske var det dumt. Okay, det var dumt, men min nysgerrighed drev mig som altid. Den var også grunden til jeg fjernede gardinet, hver gang en af stemmerne kaldte.

Jeg rejste mig forsigtigt og fiskede min mobil op af lommen. Så tøvede jeg. Hvad var nummeret til helvede? 666? Det prøvede jeg. Først intet. Så en stemme, som jeg havde hørt én gang før.

"Ja? Du har bare at have en helvedes god grund til at forstyrre mig! Jeg har fandens travlt!" lød en lokkende stemme. Selvom den var vred, var den så utrolig behagelig, at jeg bare fik lyst til at gøre hvad den sagde.

"Øh... hej?" Hvad sagde man til djævelen?

" 'Øh... hej?' " gentog stemmen. "Er det det? Forstyrrede du mig for at sige 'Øh... Hej?' ?" spurgte stemmen rasende. "Hvem er det? Er det dig igen, Peram?"

"Øh... Peram sover." sagde jeg.

"Peram sover. Hvem fanden taler jeg så med?"

"Øh... Mig." Sigøjneren havde også sagt, at man aldrig måtte opgive sit navn til djævelen.

"Mig. Sig mig, Mig, hvem helvede er 'Mig'?!"

"Jeg er den jeg er." sagde jeg. Der blev stille et øjeblik.

"Du er clairvoyanten. Hende, der skal finde gralen." Det var ikke et spørgsmål, men en konstatering.

"Ja." svarede jeg bare.

"Og Peram sover?"

"Ja."

"Ha! Jeg sagde til Jahve, at Peram ville finde dig først! Nu bliver han nødt til at give mig mine nøgler til edens have tilbage!" huverede stemmen.

"Okay. Farvel." sagde jeg bare.

"Jep, farvel... Men du ringede til mig. Du skylder mig." Hvad det var jeg skyldte ham, sagde han aldrig. Han klappede bare røret på. Jeg håbede ikke det var min sjæl, han mente. Det ville virkelig gøre mit liv til noget lort!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...