Black Wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2015
  • Status: Igang
Jeg havde aldrig overvejet det som en mulighed. Før nu.

Jeg sad på taget af bygningen. Oppe på den lille kant, der nok kun var tredive centimeter høj. Det eneste der skulle til var et vindpust, og jeg ville falde gennem luften.

Jeg mærkede vinden i håret. Mærkede trangen til at lade den tage mig med sig. Det eneste, der skulle til var, at jeg skubbede fra. Og jeg ville gøre det.

27Likes
41Kommentarer
2168Visninger
AA

2. En underlig dreng

Jeg havde aldrig overvejet det som en mulighed. Før nu.

Jeg sad på taget af bygningen. Oppe på den lille kant, der nok kun var tredive centimeter høj. Det eneste der skulle til var et vindpust, og jeg ville falde gennem luften.

Jeg mærkede vinden i håret. Mærkede trangen til at lade den tage mig med sig. Det eneste, der skulle til var, at jeg skubbede fra. Og jeg ville gøre det.

Det var mørkt. Vi kunne ikke starte bilen. Mor sparkede irriteret til bilens dæk.

"Så så, Manja. Jeg tror ikke det ordner sig af, at du sparker til den!" sagde min far. 

Pludselig kom en anden bil kørende. Den stoppede, men det var ikke venlige mennesker. De havde begge en pistol. Og de skød. Jeg så min far falde om for fødderne af mig.

"Mike!" udbrød mor. Så vendte mændene med pistolerne sig om mod mig. Mor smed sig frem og væltede mig. Vi landede på vejen. Da mor havde smidt sig frem, havde der lydt et skud.

Jeg følte noget varmt og klistret flyde ud over mig. Noget varmt og klistret, der havde en metallisk lugt.

Jeg havde været seks år, da jeg havde set begge mine forældre blive dræbt. Myrdet. Jeg havde mærket livet sive ud af min mors krop. Lugtet det. Smagt det. Jeg havde fået blod i munden. Mors blod.

"At hoppe ud løser ikke noget." Det gav et gib i mig, da en stilfærdig stemme talte, lige ved siden af mig. "Minder er farlige. De har meget magt." fortsatte den. Stemmen tilhørte en ung mand, nok omkring de seksten. Hans hår var sort. Det var hans øjne også. De var så mørke. Som et bundlæst hul. De trak mig til sig. Påbød mig at fortsætte med at stirre ind i disse sorte øjne. Men jeg ville ikke. Jeg ville se ham, ikke kun hans øjne!

Hans kæbe var stærk. Munden var smal. Næsen lige, måske en smule spids. Hans hår var halvlangt og dansede i vinden. Han fangede mig med sine øjne igen. Det øjeblik hvor jeg havde løsrevet mig fra hans øjne, havde jeg set en skygge bag ham. To faktisk.

"Du må prøve at opsøge løsningerne. Det gør du ikke ved at hoppe ud fra en bygning. På den måde løber du bare fra dine problemer. Men tro mig på mit ord: de vil altid indhente dig." sagde han. "Faktisk, er du rimeligt heldig." Han rejste sig op.

"Hvad mener du?" spurgte jeg, stadig med øjnene låst fast i hans.

"Du har kun en verden, hvor du ikke passer ind!" sagde han. Jeg blinkede en gang overrasket, og så var han væk. Bare sådan. Pist væk.

"Vent! Hvad mener du!" Jeg rejste mig op, og løb hen mod trappen, der gik ned til opgangen. Han kunne da ikke bare forsvinde sådan! Det var ikke muligt! Var det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...