Black Wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2015
  • Status: Igang
Jeg havde aldrig overvejet det som en mulighed. Før nu.

Jeg sad på taget af bygningen. Oppe på den lille kant, der nok kun var tredive centimeter høj. Det eneste der skulle til var et vindpust, og jeg ville falde gennem luften.

Jeg mærkede vinden i håret. Mærkede trangen til at lade den tage mig med sig. Det eneste, der skulle til var, at jeg skubbede fra. Og jeg ville gøre det.

27Likes
41Kommentarer
2178Visninger
AA

17. En tur i byen.

"Jeg mener altså stadig ikke det er en god ide..." mumlede Peram for hundredesyttende gang.

"Det har du sagt." svarede jeg for hundredesyttende gang.

"Kom! Lad os købe en is!" sagde jeg ivrigt og trak ham hen mod en isbutik.

"Nej, der er overvågningskamera og alt muligt!" protesterede Peram.

"Er du bange for kameraer?" spurgte jeg skeptisk.

"Ja; man kan se mine viger på dem." svarede han.

"Nårh... Så køber jeg is til os!" Jeg slap hans hånd og smuttede, før han kunne nå at svare.

Jeg havde ingen ide om, hvilken is han kunne lide. Fik man is i helvede? Nej, de smeltede sikkert. Men hvad med himmelen? Kunne man få is der? Sikkert. Det ville ikke være et rart sted, hvis man ikke kunne får is. Jeg ville i hvertfald ikke overleve det. 

Inde i isbutikken var der fyldt med forskellige søde sager. Is, selvfølgelig, slik og kager.

"Kan jeg hjælpe dig?" spurgte en dame bag disken. Hun så virkelig vred ud. Ikke en, man forventede at se i en isbuttik.

"Ja, jeg vil gerne have to gammeldags isvafler," sagde jeg. Hun kiggede gnavent på mig. Jeg ville gerne tilbage til Peram hurtigst muligt; hendes blik sendte kuldegysninger ned af ryggen på mig.

"Hvor mange kugler?" spurgte hun gnavent.

"Tre i hver," svarede jeg. Hun gryntede og fandt den rette størrelse kræmmerhus.

"Hvad skal du have i?" spurgte hun og kiggede endnu en gang gnavent på mig.

"Det må du bestemme," svarede jeg. Jeg kunne ligeså godt lade hende vælge, end at vælge selv. Hun gryntede igen. Så gravede hun nogle gode store kugler frem. Måske var hun sur, men hun var virkelig god til at lave kugler!

"Vil du have guf på?" spurgte hun, stadig med den gnavne tone.

"Ja tak," svarede jeg. "Men kun på den ene." Hun gryntede endnu en gang gnavent og rakte mig så isene. Jeg rakte hende de tredive kroner, der havde stået, at to is kostede. Hun gryntede gnavent og lagde dem ned i kassen, mens jeg forsvandt ud af døren, så hurtigt som muligt.

Peram stod på den anden side af vejen og lignede en tiger i et alt for trangt bur.

"Rolig nu. Der er ingen, som kommer og æder dig," sagde jeg smilende. Han kiggede en lettet på mig.

"Der er du! Kom, lad os se at komme hjem!" Han greb min hånd, så jeg tabte den ene is.

"Seriøst?" udbrød jeg indgineret, men fik intet svar. Peram trak mig hen til vejen og fløjtede efter en taxa.

"Helt seriøst! Det virker kun i New York," sagde jeg, lige før en taxa kørte ind til siden. Jeg stirrede måbende på den. Peram åbnede den ene bagdør og skubbede mig ind. Så smækkede han døren og stak en pengeseddel ind af taxachaufførens åbne vindue. Så steg chaufføren ud af taxaen, takkede Peram og gik hen til et busstoppested.

Peram satte sig ind bag føre sædet og trykkede speederen i bund.

"Peram! Hvad FANDEN, ja, jeg påkaldte din far, LAVER DU?!" skreg jeg, mens jeg klamrede mig til bilsædet. Jeg havde ikke nået at få selen på.

Peram svarede selvfølgelig ikke. Han kørte rundt i svinget med en fart, der ville få selv den dygtigste racerkører til at ryste i bukserne.

"Peram, fortæl mig, at dine sanser reagere hurtigere end menneskers!" råbte jeg bekymret.

"Ja," mumlede han mellem sammenbidte tænder. Han blev ved med at kigge i bakspejlet.

Jeg vendte mig bekymret om for at kigge ud af bagruden, men Peram drejede, så jeg hamrede ind mod siden af taxaen. Så kravlede jeg op igen, lige tidsnok til at se en sort bil køre direkte ind i en mur. Ud af bilen kom to mænd med maskinpistoler, der dog hurtigt blev mindre, før de forsvandt, da Peram drejede og jeg igen hamrede ind i siden på taxaen.

"Peram, de er væk!" råbte jeg, mens jeg klamrede mig til bilsædet, da Peram rundede endnu et hjørne.

"Ja, én af dem, de kommer aldrig alene! Fandens amerikanere!" svarede han vredt. Jeg kiggede mod ham og undrede mig over, hvordan pokker han sad i en bil, med to vinger? Var de ikke i vejen?

"Så for helvede!" råbte Peram, da endnu en sort bil kørte ud foran os. Han trådte bremsen i bund og drejede rattet, så bilen snurrede halvfems grader, hvorefter Peram igen trådte speederen i bund, så vi fortsatte ud af den vej vi kom. Tilbage mod den anden sorte bil. Lige før vi kolliderede, drejede Peram ind af en sidevej. De to sorte biler nåede, efter braget at dømme, ikke at bremse og kørte ind i hinanden.

"Hvordan ved de hvor vi er?!" råbte jeg til Peram.

"GPS!" svarede han og undvigede endnu en sort bil. "Okay, det var det! Vi tager afsted nu!" råbte han vredt, nok mest til sig selv.

"Hvad?! Hvorhen?!" råbte jeg forvirret. Der var egentligt ingen grund til at råbe, vi kunne sagtens høre hinanden inde i taxaen.

"Gralen!" råbte Peram. "I Italien!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...