Black Wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2015
  • Status: Igang
Jeg havde aldrig overvejet det som en mulighed. Før nu.

Jeg sad på taget af bygningen. Oppe på den lille kant, der nok kun var tredive centimeter høj. Det eneste der skulle til var et vindpust, og jeg ville falde gennem luften.

Jeg mærkede vinden i håret. Mærkede trangen til at lade den tage mig med sig. Det eneste, der skulle til var, at jeg skubbede fra. Og jeg ville gøre det.

27Likes
41Kommentarer
2163Visninger
AA

19. En farlig handel

Det lykkedes os, eller rettere sagt Peram, at få fat i flybiletter til et fly, der sortset allerede var lettet, så vi slap af med amerikanerne og politiet. Hvis nogen havde spurgt mig hvordan han havde fået fat i billetterne havde jeg ganske enkelt ikke anet hvad jeg skulle svare. Så noget burde være umuligt. Og Peram havde ingen penge, men han fik biletterne og vi kom med et fly til Venedig. Så nu sad vi i et fly mangehundrede meter oppe i luften, mens amerikanere og dansk politi havde travlt med at arrestere hinanden - jeg gik ud fra det var en form for FBI eller noget - og Peram sad og smilede vedsiden af mig.

"Hvad griner du af?" spurgte jeg forpustet.

"Den person, der holder øje med overvågningskameraene må være ved at undre sig over hvor meget alkohol, der er i hans sodavand," svarede Peram. Jeg smilede ved tanken. Så slog en tanke ned i mig.

"Når man kan se dine vinger på overvågningskameraer, hvad så hvis man tager et billede af dig?" spurgte jeg. Perams smil blegnede en smule.

"Så vil man nok undre sig over de to fjerklædte udvækster på min ryg. Den eneste grund til, at du ikke kan se mine vinger, er fordi jeg har skjult dem. Jeg kan ikke skjule dem på et billede. Heller ikke et spejl. Det er kun hvis man kigger direkte på mig." Han smilede igen nu. Han skulle smile altid. Hele hans ansigt lyste op og hans sorte øjne fik næsten et blåt skær. Et mørkeblåt skær, som en safir, men man kunne stadig se, at hans øjne var sorte.

"Du er holdt op med at fange mine øjne, som du gjorde," sagde jeg. Hans smil blev en smule bredere.

"Det er ikke nødvendigt længere. Det har noget at gøre med, hvor længe jeg er her. Jo længere jeg er her, jo lettere bliver det at skjule mine vinger," svarede han.

"Okay. Den der gral. Italien er jo et ret stort land. Har du nogen fornemmelse om, hvor den måske kan være?" spurgte jeg. Perams ansigt blev alvorligt igen og det blå skær forsvandt.

"Nej. Jeg ved kun, at den sidst blev set i Italien. Jeg ved ikke hvor, den kan ligesågodt ligge på havets bund et eller andet sted. Eller stå til pynt i en eller anden fiskebutik, fordi nettet trak den med op. Jeg har ingen verdeners ide om hvor i Italien den er," sagde han. Jeg sukkede.

"Fantastisk. Jeg bliver gammel før jeg finder den tingest," mumlede jeg.

"Nej, du gør da ikke," sagde Peram.

"Hvor længe har den været væk?" spurgte jeg.

"Øh... rundt regnet? to tusinde år," svarede han.

"Okay, rettelse: Jeg dør før jeg finder den." Peram smilede igen.

"Ikke på min vagt," sagde han. "Jeg tror selv Mortimer er med på at lade dig være, indtil du har fundet gralen," fortalte Peram.

"Hvem er Mortimer?" spurgte jeg.

"Det er ham, der render rundt med en sort kappe og en le," svarede Peram. Jeg stirrede på ham med store øjne. Hed døden Mortimer?! Peram begyndte pludselig at grine af mit ansigtsudtryk.

"Rentfaktisk har han hverken kappe eller le. Jeg ved ikke hvor den kom fra. Han er faktisk en ret så kedelig fætter. Gråt tøj, gråt hår. Grå øjne."

"Okaayy... Han lyder interessant. Kan vi snakke om noget andet?" Jeg havde ikke ligefrem lyst til at snakke om døden, og da slet ikke som en person.

"Jo, selvfølgelig. Hvad ønsker du dig?" spurgte Peram. Jeg kiggede forvirret på ham.

"Hvad mener du?"

"Det er den otteogtyvende december i overmorgen. Har jeg ret?" Nu gik det op for mig hvad han mente. Jeg havde fødselsdag den otteogtyvende december. Hvor vidste han det fra? Havde han stalket mig, eller sådan noget?

"Jeg, øh, så din kalender," sagde han. Han måtte have set noget i mit ansigtsudtryk.

"Undskyld, det var ikke for at..."

"Det gør ikke noget," sagde jeg. Gudskelov jeg ikke skrev min menstruation ned i den kalender!

"Jeg ville bare sætte mig lidt ind i datoen... tiden er anderledes i helvede og i himmelen. Jeg skulle lige finde ud af hvor jeg var henne... Undskyld."

"Det gør ikke noget, Peram," forsikrede jeg ham. Han smilede undskyldende.

"Hvad ønsker du dig så?" spurgte han.

"Hvad med den hellige gral i mit hotelværelse?" spurgte jeg. Peram lo. 

"Ja, de kunne være dejligt," grinede han. Jeg smilede.

"Jeg ved ikke hvad jeg ønsker mig," sagde jeg.

Han kan hjælpe dig. Opfylde dine ønsker...

"Sig til hvis du finder på noget," sagde han smilende.

"Peram?" spurgte jeg efter at have overvejet hvordan jeg skulle formulere det.

"Ja?" spurgte han afventende. Hans sorte øjne mødte mine og fjernede den nervøsitet, der havde afholdt mig fra at spørge noget før.

"Da vi sad på mit værelse... du sagde du skulle hilse. Hvem skulle du hilse fra?" spurgte jeg forsigtigt. Perams smil forsvandt og blev erstattet af et sørgmodigt ansigtsudtryk.

"Dine forældre," sagde han stille. Jeg nikkede og fik tåre i øjnene. Det var det svar jeg havde regnet med.

"Jeg... til min fødselsdag ønsker jeg mig, at du vil tage et brev med til dem for mig," sagde jeg.

"Det... det kan jeg ikke. Bare at hilse fra dem var et brud på reglerne. Et meget alvorligt brud. Jeg er ked af det, men jeg kan ikke gøre for dig, hvad du ønsker af mig," sagde han stille. "Ikke engang min far ville vove at opfylde sådan et ønske." Han så virkelig ud som om han var ked af det.

Men der er en pris...

"Hvad skal jeg gøre for at få dig til at tage brevet med?" spurgte jeg.

"Hvad i al verdenen mener du? Er du godt klar over hvad du har gang i?" spurgte han.

"Ja. Jeg vil gerne have, at du tager brevet med, Peram." Han bed tænderne sammen.

"Nej," sagde han.

"Hvad skal jeg gøre?" spurgte jeg. Nu forstod jeg hvad min mor havde ment. En pris, som i en handel. Han kunne opfylde mit ønske, hvis jeg gjorde noget til gengæld.

"Jeg vil ikke lave en handel med dig," sagde han stædigt.

"Peram, det er mit valg."

"Ti dage. Det er hvad det koster, for at jeg tager brevet med til dine forældre. Ti dage i helvede," sagde han. Ti dage. 

"Fire," sagde jeg. Peram så godt irriteret ud og måske også en smule frustreret.

"Jeg vil ikke diskuterer det her med dig! Jeg bringer ikke noget som helst til dine forældre, og jeg binder stensikkert ikke din sjæl til noget som helst, der har med helvede at gøre!" hvæsede han.

"Fem dage," sagde jeg stædigt.

"Ni," svarede han.

"Seks, men så skal du også tage et brev med tilbage fra dem, hvis de vil skrive et," svarede jeg.

"Otte. Kun dit brev," sagde han.

"Syv. To breve," svarede jeg.

"Stop nu! Det er vanvittigt, hvad du har gang i! Vil du ikke nok stoppe?" spurgte han. Denne gang var det helt sikkert frustration.

"Peram, det er virkeligt vigtigt for mig," sagde jeg.

"Så vigtigt, at du vil tilbringe syv dage i helvede for det? Tiden er anderledes dernede! Et sekundt er et minut, et minut en time, en time en dag og en dag en uge! Syv dage vil føles som syv uger! Et sekundt i helvede indeholder pinsler intet menneske nogensinde vil kunne forestille sig. Smerte som ingen vil kunne forklare! Vil du ikke nok lade det ligge?"

"Hvorfor forhandler du så med mig?" spurgte jeg. Hvis han havde så stort et problem med det, hvorfor tog han så ikke bare det skide brev?

"Fordi jeg er forpligtet til det! Hvis jeg siger nej til dig, havner du i helvede for evigt. Derfor forhandler jeg med dig!" hvæsede han. Jeg kunne se, at han bestemt ikke var glad for situationen.

"Jeg vil gerne have det brev til mine forældre," sagde jeg.

"Og det kan du også få! Hvorfor kan du ikke vente halvfems år som alle andre?" spurgte han.

"Fordi så er jeg gammel og ligner en rosin!" udbrød jeg.

"Ikke i Edens have! Du kan være ligepræcis så gammel som du vil være. Vil du ikke nok stoppe?"

"Nej. Syv dage. To breve," sagde jeg. Peram sukkede.

"Hvis det er det du vil," mumlede han.

"Det er det," svarede jeg. Peram kiggede ned i flysædet før han lagde hånden mod min kind og kyssede mig på munden. Kysset kom helt bag på mig og af en eller anden grund virkede det anspændt. Som om han ikke havde lyst til det.

"Syv dage fra den dag du dør. Syv dage før du kan tage videre," sagde han. "Handlen er lukket." Så det var det det var. Kysset havde været som at ryste hænder. Nu kunne jeg ikke komme uden om det, men det kunne han heller ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...