Blodet printet på mine hænder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2013
  • Opdateret: 19 nov. 2013
  • Status: Færdig
Historien handler om den her pige, som lige har begået et mord. Hun vil ikke tænke på det og vil væk fra alt. hendes tur går så til Arizona.

0Likes
0Kommentarer
98Visninger

1. Farvel Eugene.

Mine ben bliver bare ved med at løbe. Jeg kan ikke stoppe, og vil heller ikke. Men det er egentlig ikke fordi jeg løber bevidst, det er bare mine ben som fører mig af sted. Mine ben bærer mig ud af huset, hen ad den smalle snørklede vej, igennem skoven og videre hen til togstationen. Når jeg løber og får den kolde piskende regn i hovedet forsvinder alle tankerne. Alt hvad der er sket den sidste halve time forsvinder væk, indtil jeg kigger på mine hænder. Blodet sidder stadig printet på mine hænder, fingrer og håndled. Tanken om at det er en andens blod jeg har på mig, giver mig kvalme.

Jeg er nede ved togstationen, og det er først nu jeg stopper i mit løb. Tankerne og minderne kommer med det samme væltende ind over mig, som en storm flod. Jeg står ude i regnen og prøver at få fatning om mig selv. Hvilket mislykkedes fuldstændigt. Vandet flyder ned af mit hår, rundt om mine små, smalle og lange øre, og ender nede i det nye stiksår, som har plantet sig dybt i min skulder. Jeg prøver stille at flytte mine ben igen selvom de stritter i mod efter løbe turen. Hovedindgangen til station er kæmpestor. Meget flot udsmykket, men skræmmende. Da jeg træder ind på stationen, er der mennesker overalt. Andre mennesker har aldrig været noget jeg har brudt mig specielt meget om. Især ikke når der er så mange. Det er som om alle har valgt at samle sig herinde, forståeligt nok, at de ikke gider ud i voldsomme vejr. Jeg trækker min våde, mørkegrå hætte op øver hovedet, og gemmer mit lange, våde gyldnet brune hår om bag nakken. Jeg trækker mine ærmer langt ned over hænderne så det dækker blodet, der stadig sidder fast og minder mig om hvem jeg er. Mit hjerte hamrer løs under den våde hættetrøje, og det er det eneste jeg kan høre. Jeg ved ikke hvorfor jeg løb ned til stationen, eller hvad det er jeg vil her, men jeg skulle bare væk. Et kæmpe skilt blinker op, om at toget til Arizona kører om to minutter. Arizona ligger omkring 1.500 mil fra min hjemby, Eugene i Oregon.  Det eneste jeg tænker på er at komme væk, så Arizona lyder ikke så skidt endda. Benene begynder at løbe lige så stille hen til perronen. Min hætte falder ned af mit våde glatte hår, og lander omme i min nakke. Jeg kan mærke vandet der løber ned af min ryg, og ender ved kanten af mine bukser. Vinden fra toget pisker ind på siden af min venstre kind. Vandet i mit hår bliver trukket ned til hår spidserne og bliver trukket videre ud i luften. Vinden stopper brat, da toget også stopper. Det lange, kolde grå tog holder foran mig. Jeg kan forlade det hele nu, og bare glemme mordet. Det hele er så fristende at jeg er ved at glemme toget, men det høje horn der brager i højtalerne minder mig om at jeg skal stå på.

Toget stopper kun to steder, og er kørt forbi det første sted. Mit hår begynder så småt at tørre, ligesom resten af min tøj, og krop. Toget tunge lange rytme vugger mig i søvn. Lyden, vinden og det mørke rum forsvinder ud i ingenting.

Hornet blæser igen, og vækker mig. Mit hjerte banker hurtigere, og føles som det eneste jeg kan fokusere på. Alle minderne kommer væltende tilbage. Mordet, savnet og tankerne. Blodet sidder stadig fast på mine hænder, og begynder at blive mørkebrunt. Jeg stryger hurtigt mit gyldne hår, bag om mine lange alfe lignende øre, og begynder at gå mod udgangen af toget. Et kæmpe hvidt skilt, som kun hænger fast i den ene side, er noget af det første jeg ser. Arizona. En kæmpe skov snor sig rundt om stationen.

Jeg trækker hætten langt op over ørene igen, og stiger ud af toget. Solens lys skinner, og blænder i nogle få sekunder mine øjne. Tre trænede, politimænd står ved et træ og ser hvem der kommer fra toget. Jeg kender straks to af dem fra Eugene. Jacob og Matthew. Min fars eneste to venner. Jeg kan mærke at deres blikke hurtigt fanger min krop. Jeg har kendt dem hele livet, og de kender mine grå, lidt for store hættetrøjer. Deres blikke mødes, og jeg fornemmer hvad de tænker. De har fundet ud af at det er her jeg er. Det eneste jeg tænker på er at løbe. Mine ben er udmattede og stive efter togturen, og vil ikke løbe, som før, men tanken om at blive konfronteret med det der skete, det vil jeg ikke.

Langt inde i den skov, som jeg så da jeg stod ud af toget, ligger der den fineste lille hytte. Mit blik bliver skærpet mod den, jo tættere på den jeg kommer. Mine ben er så udmattede, og helt syret til at jeg ikke kan mærke dem løbe mere. En kuldegys løber igennem hele min krop da jeg ser om bag skulderen og de to mænd er væk. Endelig er jeg væk. Væk fra al larm, alle tanker og alle minder. Alt.

Jeg stopper op lige foran hytten og tørrer en sveddråbe væk fra min varme næse. Døren står på klem, og jeg kan se noget bevæge sig derinde. en lille kanin spurter så hurtigt den kan ud af hytten, efterfulgt af en stor sulten ræv.

Jeg åbner langsomt, den meget knirkende dør, som fører ind til et lille gulmalet rum. En sofa står med ryggen til. Jeg kan se et hoved stikke op, og mit hjerte begynder at slå hurtigere igen. Jeg kan kende, det mørke gyldne hår. Jeg ved jeg har set det før, og jeg ved præcis hvem det er, som sidder i den gamle, slidte sofa. Hovedet drejer ikke, nikker ikke, det gør intet. Jeg tager mig sammen og går et lille skridt tilbage med mit venstre ben. En høj skarp knirketone kommer skrigende op fra gulvbrædderne og forsvinder langsomt ud i rummet. Intet ryk i hovedet. Mit højre ben tager det næste lille skridt uden nogen lyd, rammer det en gulvbrædde, som ligger på tværs. Jeg er to skridt fra at være nede på den lille kringlede trappe der fører op til hoveddøren. Men med et drejer hovedet. Så hurtigt. En lille sort pistol, bliver ført op af en selvsikker hånd, op til øjenhøjde. Hovedets ejer lader den lille pistol, og sigter på mig. Jeg kan intet gøre. Jeg lukker øjnene og alt bliver sort. Det eneste jeg når at tænke på er mit mord. Farvel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...